Boligen åbner døren til fællesskabet Boligen er andet end et fysisk fundament med vægge og loft, der skærmer for vejret og holder os varme i en kold tid. Tekst: Peter Christensen Boligen er den fysiske ramme og et af udgangspunkterne for vores identitet og vores selvopfattelse. Derudfra går vores verden og energi i vores aktiviteter i uddannelse, på arbejdspladsen, i fritiden, og vores relationer til kollegaer, naboer, familie, venner og bekendte. Her kan vi slå dørene op på vid gab og tage kærligt mod dem, vi holder allermest af, og vi kan lukke dørene og trække gardinerne for, når vi har brug bare at være alene med os selv og vores egne tanker. Det er i den bolig, vi selv har indrettet, så de passer til vores behov for tryghed og struktur, vi kan bygge nye drømme og mål for livet. I vores bolig kan vi tanke ny energi. Boligen er stedet, hvor vi kan forberede os til at møde verden, som vi hver især nu engang er. I den trygge ramme kan vi tænke over dagens gode hændelser - og fejltagelser - og lægge planer for den næste dag, den næste uge eller for den sags skyld for resten af livet. Her binder vi enderne sammen, får styr os selv og afgør, hvordan vi angriber tilværelsens mange konkrete udfordringer med økonomi, uddannelse, arbejde, kærlighed og venskaber. Det gælder både i de daglige her-og-nu udfordringer og udfordringerne på den lange bane. Det er for de fleste af os ikke den store nyhed. I denne tekst er det skrevet som en påstand, men reelt er det er en sandhed, der gælder alle mennesker: Boligen er af uvurderlig betydning for vores muligheder som individer for at klare udfordringerne i livet. Det gælder både de praktiske og de psykiske og sociale udfordringer, og det gælder alle uanset baggrund, uddannelse, arbejde eller økonomisk formåen. Når denne lange indledning er væsentlig, er det for at understrege nødvendigheden af at være opmærksomme på, at for nogle grupper er boligens betydning ekstra stor. Det gælder for unge med særlige behov. Disse unge har særlige udfordringer med at få livets ender til at passe sammen. De passer ikke ind i det ordinære uddannelsessystem. De har måske brug for ekstra støtte i beskæftigelse, og mange har behov for ekstra støtte også på det private og sociale plan. Hvordan lægger de et budget og overholder det? Hvordan får de løst de mange praktiske opgaver i dagligdagen? Hvordan får de et udadvendt socialt liv fyldt med glæde og venskaber? Hvordan overholder de pligterne i forhold til kommune, skole og arbejdsplads? Udfordringerne for disse unge er mange. Derfor er skolernes arbejde med at forberede de unge til at bo selv og skaffe boliger til de unge, og kommunernes og andres rolle i det, særdeles vigtig. Hvad er et vellykket forløb på STU i sidste ende værd for den unge, hvis en manglende bolig bliver bremsen, der hindrer dem i at komme videre til for eksempel beskæftigelse, støttet eller ej, og i at få opbygget et selvstændigt liv, med alt hvad det indebærer af rettigheder og pligter, glæder og sorger. Det giver ingen mening for de unge. Og det giver heller ingen mening for samfundet, hvis indsatsen knækker netop der, og de spildte muligheder blot ligger alene tilbage. Det er meningsløst. Derfor er det relevant at rejse spørgsmålene: Hvordan sikrer vi, at alle unge får tilbudt en relevant bolig, der understøtter dem? Hvordan sikrer vi, at de unge kan få en bolig de kan betale? Hvordan sikrer vi, at de store spillere på boligmarkedet tager et ansvar på området? Hvordan sikrer vi den bedst mulige dialog mellem skoler, de unge og kommunen om boliger til de unge? Hvordan sikrer vi en sammenhængende indsats i forlængelse af indsatsen på skolerne for de unge i egen bolig? Hvordan sikrer vi en ensartet behandling af de unge i kommunerne? Det er tid til at sætte fokus på boligens afgørende betydning for unge med særlige behov. 4 Ligeværd april 2015
Der er brug for, at forvaltningerne i kommunerne arbejder sammen på tværs af områderne, fordi boligen er en forudsætning for arbejde og arbejdet er en forudsætning for en bolig, siger Conrad Andreasen, formand for BUS (Bo- og udviklingsfonden for borgere med særlige behov) en af Ligeværds medlemsorganisationer. Arbejde og bolig er hinandens forudsætninger Conrad Andreasen, der også er forstander for PMU Sindal, viser rundt på institutionens mange aktiviteter, værksteder, bofællesskaber og udflytterboliger, som er det egentlige emne for besøget: Boliger til unge med særlige behov. - Sagen er, at der ikke er nogen boliger til de unge. Det de kan få, har de ikke råd til at betale. Det er jo ikke meningen, at Jens skal blive boende i denne udflytterbolig resten af sit liv. Han skal ud og have sin egen bolig og etablere sit eget liv, siger Conrad Andreasen, mens vi er på besøg hos Jens Vesterskov Andersen i en af udflytterboligerne i Sindal. Jens Vesterskov Andersen Jens er 23 år og bor på 36,5 kvadratmeter i en udflytterbolig en kombineret dagligstue og soveværelse, et tekøkken og bad og toilet. PMU har dels bofællesskaber, hvor de unge har fast støtte og undervisning i at bo i dagligdagen og udflytterboliger, hvor de bor og klarer sig alene, indtil de kan få en bolig på almindelige betingelser. Jens husleje er 2000,- om måneden, og det er det absolut maksimale, han kan betale med en kontanthjælp som økonomisk grundlag. Samstemmende med sin ven Jim Jørgensen, der også er elev på PMU og bor i Brønderslev, siger Jens: - Det er fedt at bo selv, klare sig selv og tage ansvar og bestemme selv. Det handler rigtig meget om, at her bor jeg og her kan jeg være. Det giver tryghed og selvtillid. Jens har mulighed for at få støtte fra pædagoger, hvis han har udfordringer, der er lidt uoverskuelige. Han kan kontakte pædagogerne i bofællesskabet på den anden side af gaden. - Jeg vil meget gerne have en større bolig. Jeg har en datter på 3 år. Hun er på besøg hver tordsag, men vi har ikke meget plads. Jeg og min datter har brug for mere plads til at leve og lege, når hun er her. Jens og Jims bemærkningerne om det at bo i egen bolig er ganske fint rammet ind af denne bemærkning fra Solveig Vejen, viceforstander på PMU: Når vi taler med de unge om egen bolig, og den selvstændighed der følger med, lyder det gentagne udsagn Jeg vil bare gerne have min egen lejlighed, med min egen yderdør, jeg kan låse. Jens er godkendt til et fleksjob, men jobbet er endnu ikke kommet, men måske er det på vej. Han skal i de kommende uger i Tekst og foto: Peter Christensen Ligeværd april 2015 5
Arbejde og bolig er hinandens forudsætninger praktik i Hjørring Golfklub og håber det i sidste ende udmønter sig i et fleksjob. Lånt tid Jens tid i udflytterboligen er på lånt tid. - Dels er det ikke meningen, at de unge skal bo i en udflytterbolig resten af livet, og dels kan man som udgangspunkt kun bo der til man er fyldt 25. Problemet er bare, at der ikke uden videre er en bolig til Jens, han kan betale, siger Conrad Andreasen PMU har også bofællesskaber med intens botræning. De unge kan bo i bofællesskaberne under deres STU, hvis der er bevilliget en bodel af kommunen. En STU varer som regel 2 år. Botræningen omfatter træning i budget og planlægning, madlavning, rengøring, hygiejne, fritid, samarbejde, konflikthåndtering og socialt samvær. Kort sagt er det træning i alle de elementer, der er nødvendige for både at kunne bo alene og kunne begå sig på en arbejdsplads og blandt venner og naboer. Boenheden Fynsgade Lone Hørsel, praktisk vejleder i boenheden på Fynsgade, udtrykker det overordnet således: - Det er meget af det, vi andre gør pr. rutine og som er vigtig i det liv, som venter rundt om hjørnet. Det de ting, jeg har brugt 20 år på at lære mine børn, men de her unge kommer ofte fra hjem, hvor der ikke har været fokus på det. De skal så lære det på 3 år. - Jeg kan give et simpelt eksempel. Jeg har unge som fik deres egen tandbørste første gang, da de flyttede hjemmefra. Hvordan skal de så have lært at passe på deres tænder, børste dem og passe deres tid hos tandlægen? Lone Hørsel og hendes kollega i boenheden, Leo Kragshede Jensen, er hos de unge hver dag mellem 14 og 20. Og nogle gange, når de unge ringer med et problem uden for de tider. Lone og Leo er der for de unge, når der er brug for dem, og de unge ved de kan stole på dem. - Vi har mange drenge her. Og de har en stor lidenskab for computerspil. Hvis vi ikke er meget med på sidelinjen, bliver deres liv et langt computerspil og i sidste ende også deres adfærd. De får ikke gjort det nødvendige de skal. Der er brug for at få tingene afklaret her og nu. Det er ikke nok, at de kan få besøg af en hjemme-hos er mellem 8 og 16, forklarer Leo. - De unges følelsesliv er kun en tynd æggeskal, når de kommer videre herfra, og det er vigtigt at få opbygget tillid, tryghed og en relation til de unge. Det betyder, at man skal være tilstede, når der er behov. De unge vil så gerne være så rigtige som mu- Lone Hørsel og Leo Kragshede Jensen er praktiske vejleder i boenheden på Fynsgade 6 Ligeværd april 2015
Jens V. Andersen og Conrad Andreasen ligt, men det er svært for dem og de bruger 10 gange så mange kræfter på at overkomme ting, vi andre gør som en almindelig rutine, fortsætter Lone og Leo deres forklaring. Problemet er at de unges udvikling på boenheden kan brydes ned på ganske kort tid, hvis de ikke får den støtte og de muligheder, de har brug for. Flere års intenst arbejde for at få de unge videre i livet kan derefter i værste fald være spildt. - Vi har en god dialog med Bolig Hjørring, som gør hvad de kan inden for deres rammer, men kommunen er ikke aktiv nok i forhold til at finde boliger til de unge i denne målgruppe. Hjørring Kommune har netop bygget nye ungdomsboliger, men prisen for de boliger er 3600,- plus forbrug. Vores unge har ikke en chance for at betale det beløb. Vi forstår ikke, at vores unge ikke også bliver prioriteret. - Det handler om, at de unge får et godt liv, og det er i sidste ende ensbetydende med, at kommunen også får et godt liv. På sigt er der megen indsats og økonomi at spare ved at tage hånd om de unge i tide. Der er brug for at kommune, virksomheder og organisationer påtager sig et ansvar, slutter Lone Hørsel og Leo Kragshede Jensen. har fri. Og hvad nytter det med en bolig, hvis du ikke har et arbejde og blot er henvist til at sumpe på sofaen. Dertil kommer, at det er uendeligt meget sværere overhovedet at få en bolig, hvis du ikke har et arbejde og omvendt. - Det er ikke et enestående problem for vores kommune eller PMU. Det er et generelt problem landet over, så vi er blot et eksempel i denne forbindelse. På PMU udsluser vi hvert år 10-15 unge, og det er et tilbagevendende problem og spørgsmål fra forældre og de unge: Hvor skal jeg bo? Og vi bliver dem alt for ofte svar skyldig, fortæller han videre. Alt for mange vender tilbage til forældrene, hvis det overhovedet er en mulighed. Det er sjældent en god løsning, og det er slet ikke meningen med indsatsen. De skal være selvstændige, arbejde og bo for sig selv, og bliver direktører i deres eget liv. - Der er brug for et samarbejde på tværs i forvaltningerne om bolig- og arbejdsmuligheder for de unge og brug for et samarbejde med boligforeningerne for at løse problemerne. Der er forskel på disse unge og andre unge. De kan ikke sidestilles med studerende, som forude har et givtigt job i vente. Det har vores unge ikke, fortsætter Conrad Andreasen - For disse unge har vi brug for en særlig lovgivning med særlige låneordninger og muligheder, hvor der er fokus på en husleje de kan betale og boliger, hvor de kan få støtte, hvis de har behov, og et fælles socialt liv. De unge i denne målgruppe er afhængige af hjælp og støtte. De kan ikke selv løse det. For mange vil bare det at melde sig ind i en boligforening være en udfordring, de ikke uden videre kan løse. Og hvad nytter det i øvrigt også, hvis der ikke er nogle boliger, de har råd til at betale, slutter Conrad Andreasen. Påvirke politikken - Vi vil både som institution og gennem BUS og Ligeværd kommentere og påvirke politikerne om de her problemer, understreger Conrad Andreasen om bosætningsproblematikken. Bolig og arbejde hører nøje sammen. Hvad nytter det at have et arbejde, hvis du ikke ved, hvor du skal gøre af dig selv, når du - Det er vigtigt at få opbygget tillid, tryghed og en relation til de unge, siger Lone Hørsel og Leo Kragshede Jensen Ligeværd april 2015 7
Henvist til herberg for hjemløse Struerskolen opfordrer til samarbejde mellem skoler og kommuner om de unges bosætning. Tekst og foto: Peter Christensen En ung pige fra Struerskolen har på ansvarlig vis støvsuget sit budget for unødige udgifter og kan fremvise et rådighedsbeløb på 2500,- kroner. Hun ønsker at optage et kommunelån, så hun kan få en bolig efter sit ophold på Struerskolen. Pigen er en gråzoneunge, som forstander Else Marie Markvorsen, Struerskolen, betegner de unge, der er for stærke til en STU, er erklæret uddannelsesparate men ikke uden videre kan tage en uddannelse. Pigen går kommunen anvise pigen til Skovvang, som er et herberg for hjemløse, fortæller Kirsten Slyk, der er underviser i blandt andet privatøkonom i på Struerskolen, og den medarbejder der var med pigen for at ansøge om et kommunelån. - Jeg sagde til medarbejderen i kommunen, at de da i det mindste skal have nogle nødboliger, som så kunne være en mulighed, men svaret fra medarbejderen var du kan bare klage, det tager rigtig lang rektøren og fik ham i tale, fortæller Kirsten Slyk videre om den unge pige, kommunen afviste og i stedet anviste til et herberg. Ja, jeg er jo ikke et socialkontor var bankdirektøren umiddelbare reaktion, men ikke desto mindre bevilligede banken pengene til lånet samme eftermiddag. På den måde endte historien med, at Struerskolen og den lokale bank løste den offentlige opgave, der rettelig må anses for værende kommunens. på produktionsskole. tid. - Det er unge, som falder mellem to sto- Kommunale forskelle le. De har ikke store ressourcer, men de er En offentlig opgave Der er stor forskel mellem nogle kommu- ikke så svage, at de nødvendigvis er kendt En henvisning af en sårbar ung, der har nernes vurdering af, hvad der er et tilstræk- af kommunen i forvejen. De har ikke i for- brug for ro og alt andet den uro og man- keligt rådighedsbeløb. vejen en sag og en sagsbehandler. De har gel på privatliv, der er på et herberg for I en anden, men tilsvarende sag, havde svært ved at trænge igennem til kommu- hjemløse, er af indlysende årsager helt en ung sammen med Kirsten Slyk fået bar- nen, forklarer Else Marie Markvorsen, for- uholdbart. beret alt det i budgettet, der ikke var 100 stander på Struerskolen, en af landets frie - Jeg var gal. Vi kunne se frem til en lang % nødvendigt, væk. Resultatet blev et må- fagskoler. klageproces og havde brug for en løsning nedligt rådighedsbeløb på 2100,-. Den på- - Kommunen vurderede rådighedsbe- her og nu. Jeg og eleven smuttede ind i ban- gældende kommune vurderede rådigheds- løbet på 2500,- som utilstrækkeligt og af- ken, sammen med en transportchauffør, li- beløbet som alt rigeligt, bevilliger et lån til viste et kommunelån til pigen. I stedet vil ge ved bankens lukketid. Vi fik fat i bankdi- indskud og eleven kan få en bolig. 8 Ligeværd april 2015
Rasmus Hansen Else Marie Markvorsen Kirsten Slyk - Det er opsigtsvækkende, at der er så store forskelle mellem kommunerne, og det har jo store konsekvenser for de unge, der bliver ramt og vurderet til at have for lille rådighedsbeløb, siger Else Marie Markvorsen. Kommunerne skal vedkende sig ansvar Rasmus Hansen er vejleder og afdelingsleder på Struerskolen. Han mener det er et problem, at kommunerne ikke helt har forstået sammenhængen mellem indsatserne og hvor vigtig boligen er. - Jo mere der er rummet i en bolig, jo mindre brug har de unge for anden støtte. Sandheden er, at værdien af det vi laver på Struerskolen, og andre skoler, går tabt, de unge møder jo ikke op til det de skal, hvis de ikke har en bolig, der fungerer. - Det er helt afgørende at kommunerne vedkender sig deres ansvar. Som for alle andre er boligen for de unge den vigtige basis for deres liv. Den er det fundament, eller det stativ om man vil, de unge kan støtte sig til og bygge en fungerende hverdag op fra, tilføjer Else Marie Markvorsen. - Det drejer sig om at etablere en ramme, der gør det muligt, at eleven bliver en ressource for samfundet. Der er tale om en begrænset her og nu udgift, frem for en anseelig langsigtet udgift. Kommunelånet, der tales om, svarer typisk til mindre end to måneders offentlig forsørgelse, forklarer Rasmus Hansen. Brug for koordination og sammenhæng Rasmus Hansen og Else Marie Markvorsen efterlyser også en sammenhængende indsats i kommunerne. Struerskolens elever kan komme langvejs fra, da eleverne bor på skolen, og Struerskolen er således i berøring med rigtig mange kommuner. - Vi har fulgt nogle elever på deres bolig og uddannelsessted efter deres ophold på vores skole. Og det viser store forskelle i indsatsens omfang selv inden for den samme kommune, fortsætter de. Elever på Struerskolen bliver, ved siden af den faglige undervisning, undervist i at bo og være selvstændig. Undervisningen omfatter økonomi og budget, så ikke alt går til Palles Tivoli, madlavning, hygiejne, sociale aktiviteter og fritid. Det er et problem, hvis indsatsen ikke bliver fulgt til dørs af en tilsvarende indsats, når elevens ophold på Struerskolen slutter. - Vi efterlyser en koordinator, der kan skabe sammenhæng mellem bolig og uddannelsessted, så der er en sammenhæng mellem bolig, uddannelse, arbejde og fritid. Det skal være en person som kan koordinere i forhold til kommunen og vægte tilbuddene sammen med den unge. Det skal være en fordomsfri og interesseret person, som kan skabe tryghed og nærvær og sætte en realistisk struktur i samarbejde med den unge. - Vi vil som skole gerne investere ressourcer i at definere problemstillingen og skabe en platform, hvor vi i fællesskab kan løse udfordringen med de unges bosituation. På den måde kan vi, skole og kommune, samarbejde omkring opgaven. Ligeværd april 2015 9