Prædiken tl påskedag 2016 Salmer: 408 218 224 // 228 236 v. 5 234 Livet og opstandelsen 1. Hvordan og hvorfor begyndte det? Hvordan gik det for sig? Den slags spørgsmål kan man slet ikke lade være med at stlle. Men når vi vil have et svar, kommer vi tl kort. Og det gælder både universets tlblivelse og den kristne tros tlblivelse: opstandelsen - det som påskedags evangelium handler om. Vi kan ikke komme helt ind tl kernen og virkelig forstå hvad det var der skete. For det er så fortætet et øjeblik at alle vores teorier og måder at forstå på kommer tl kort. Tid og rum eksisterer ikke inde det øjeblik hvor skabelsen og opstandelsen fnder sted. Skabelsen, big bang, eller hvad man nu kalder det. Al universets fylde i et punkt. Det er så fortætet, så koncentreret at vi ikke kan komme tl. Men vi ser hvad der kommer ud af. Vi kan beskrive universets eksplosion og stadige udvidelse. Og vi kan undre os over den fuldstændig fantastske verden det er blevet tl, og som vi får lov at leve og gå på opdagelse i. Sol og måne og stjerner, jorden, planterne, dyrene, menneskene. En rose, en sommerfugl, et lille barn som øver sig i at tale, Mozarts musik og de store katedraler hvordan i al verden er alt det blevet tl ud af den fortætede masse, ud af stjernetågerne i universets første eksplosive begyndelse engang. Det er svimlende ufateligt og virkeligt på samme td. Og sådan er det også med opstandelsen. Vi kan ikke komme helt tæt på og se hvad der skete. Alle vores spekulatoner over hvad der gik for sig da Jesus blev oprejst fra de døde: om graven nu var helt tom, om liget var blevet fernet, og hvor fysisk det var, det opstandelseslegeme disciplene blev mødt af og så, det bliver alt sammen kun forestllinger og teorier som ikke når ind tl centrum, ind tl det skabende øjeblik.
2. Evangelisterne beskriver det forskelligt. Hos Matæus hører vi om et krafigt jordskælv med torden og lynild. Han fremstller det som en rystelse, en eksplosion, en slags opstandelsens big bang. Mens Markus afstår fra at fortælle andet end at graven var tom, da kvinderne nåede derud. Men det er for dem alle svimlende ufateligt og virkeligt på samme td. De er ikke i tvivl om at Jesus lever. Men jo i anden form end før. Og vores begreber om hvad fysisk er for noget, er alt for snævre tl at forstå det. Hans kærlighed lever. Al den livsfornyende og livsopbyggende kraf han havde i sig sæter sig forunderligt igennem i deres liv. Det svimlende og ufatelige er at det menneske som blev slået ihjel og spærret inde i en grav, det er nu hos dem, levende virksom, og vi må som de forstå det sådan at da Gud oprejste sin Søn fra de døde påskemorgen, blev tdens og rummets grænser sprængt, for at Kristus kunne være tl stede overalt, tl enhver td og på et ethvert sted i historiens løb. Men ligesom vi ikke bliver klogere på livets gåde, på det som mit liv nødvendigvis må handle om, ved at vi forsøger at sæte os ind i de mange teorier der måte være om universets og livets tlblivelse, altså hvad der egt. skete ved the big bang, sådan bliver vi heller ikke klogere på livets mening og på hvad der bærer os, ved den ene eller den anden forestlling om hvad der virkelig skete i graven påskemorgen. Tværtmod. I alle de tekster vi har at gøre med, bliver vi som kvinderne ved graven sendt væk. De hører en guddommelig stemme og de beskriver det som en engel, et sendebud fra Gud. Han er ikke her, får de at vide. Den levende fndes ikke hos de døde. Jesus er opstået og gået forud for jer tl Galilæa. Dér skal I fnde ham! Det er påskens budskab! Til dem og tl os. 3. Galilæa? Hvor ligger det egentlig henne? Det lyder vist nok som
en lidt fern og eksotsk lokalitet. Men det er et navn for det liv vi kender. Galilæa, det er dér hvor alle disciplene kommer fra. Hvor kvinderne ved graven kommer fra. Det er dér hvor de har mødt Jesus, hvor han har gjort livet nyt og forunderligt for dem. Galilæa det kender de som deres egen bukselomme. Disciplene behøver ikke at spørge om vej i Kapernaums og Nazarets gader. De kender bådene ved søen, og ham der på byens marked sælger de bedste granatæbler, men snyder på vægten. De kender lugten fra bageriet og ved, hvor vinen er bedst. De skal når de når frem, mærke genkendelsens glæde. Her venter deres familier, gamle kærester, skolekammerater, arbejdskolleger, her hvor rigtg meget sikkert er ved det gamle, men hvor nyt liv alligevel kan vokse frem og det gamle blive nyt. Så livets gåde, det som er meningen, opstandelsesunderet, fnder vi ikke ved at vende tlbage og forstå hvad der skete engang. Det fndes alt sammen lige her. Her i Jægersborg, på denne lille bite smukke afrog i universet, eller hvor vi nu bor og hører tl. Gåden, underet fndes i det liv vi lever med hinanden. I det almindelige, det frygteligt svære og vidunderligt smukke jordiske liv. 3. Opstandelsen er en sang tl det liv. Opstandelsestro er en tltro tl det liv. En tro på at Gud er i det. At det bærer. Der er en kærlighed som ikke slipper os. Der er et håb som holder os i live. Der er en himmelsk rummelighed og en tlgivelse som åbner livet for os på ny og på ny, så skrøbelige og ufuldstændige som vi alle er. Der er en understrøm af liv og kraf, som vi lever af og lever i, selv om vi slet ikke tænker over at det er det vi gør. Opstandelsen er et evigt strømmende liv her i vores liv. Og ligesom vi ånder den friske luf ind i os, og vi føler at vi lever, og vi ånder ud igen, og indgår skabelsens stofskife, sådan ånder vi også kærlighedens kraf og atmosfære ind og ud i vores liv med hinanden og vi indgår i et guddommeligt stofskife, i opstandelsens evige cirkulaton.
Men vi kan ikke skille tngene ad og sige: det er det ene og det er det andet. Det er skabelsens liv og det er opstandelsens. Det er to undere som griber ind i hinanden. Ligesom vi her om foråret kan erfare hele skaberværket derude opstå på ny. Alt det mørke og grå må vige for grønne og solskinsgule farver. Livet vender tlbage, vi mærker det helt ind i sjælen. Vi bliver selv mere levende og lysende end vi var. Foråret sæter sig i os, som noget indre og noget ydre, som skabelse og opstandelse på samme td. Og vi ved at selv om vi var frosset tl, og vinterens gråhed lå som tunge dyner i os, så er der altd mere vi skal se, en varme som tør os op, et liv som ikke lader os være, en skønhed som fanger os ind. Og vi fyldes med glæde, men måske også med frygt. 4. Hvorfor frygt? Jo en frygt for at vi ikke får det hele med, lyset og farverne, det korte og smukke liv, en frygt for at vi igen synker tlbage i vinterens grå og triste dynd. Matæus fortæller at da kvinderne løber væk fra graven, er de opfyldt af frygt og stor glæde. Det er ofe blevet forstået sådan, at naturligvis er kvinderne bange, ja rædselsslagne over hvad de har hørt og oplevet ude ved graven. Stenen som var rullet tl side, den døde som ikke var der, englen som sagde at Jesus var opstået Selvfølgelig er de rystede, men da først de fnder ud hvad det hele betyder, at Jesus nu er hos dem, så bliver de glade, og føler ikke mere nogen frygt. Jeg tror ikke det er sådan det er. Jeg tror at der er en glidende bevægelse fra frygt tl glæde, og at begge de to følelser er udtryk for at her er de ude for noget som langt større end de kan overskue og forstå. Frygt er ikke kun noget negatvt, noget som lammer os. Frygt som vi kender det i ærefrygt eller gudsfrygt holder os vågne og på tæerne.
Det er et udtryk for at her er noget vi for enhver pris ikke må gå glip af. Her en virkelighed som åbner sig forunderligt, uforudsigeligt, og som kræver vores undren og nærvær. Her er noget vi skal lære at kende for at bevare vores sjæl. Sådan skal frygten i en forvandlet og livgivende form følge med som bæven, gysen, sitren, årvågenhed, undren og skælvende nærvær. Og i det en uendelig glæde eller fryd. Ja vi skal netop vende tlbage det liv vi kender med fornyet undren. Med gudsfrygtens vågenhed og samtdig med den tllid og det mod der gør at vi tør binde an med det hele. 5. Det er her i det liv vi kender det hellige er. Det er her Gud er. Her den opstandne møder os som tro og håb og kærlighed. Men det sluter ikke her. Det rækker ind i den ukendte fremtd vi har foran os, og ud over den grænse som døden er. Vi dør som alle levende skabninger, og det er frygteligt at skulle sige farvel de mennesker vi elsker, farvel tl al den skønhed vi ser omkring os, men opstandelsens evigt strømmende liv følger os ind i døden. Kærligheden følger os. Kristus er som førstegrøden gået forud for os, og i hans kærlighed skal alt hvad der lever og ånder opstå i forklarelse i Gud. Det er selvfølgelig ufateligt, svimlende, og slet ikke tl at forstå og fate hvordan. Det behøver vi heller ikke. Det kan vi roligt overlade tl Gud. Gud som står bag det under at vi er her, står jo også bag den forklarelse og fuldendelse af livsunderet som opstandelsen er. Sådan som f.eks. Søren Ulrik Thomsen formulerer det i digtsamlingen Rystet spejl : det er så mærkeligt/ at vi virkelig skal dø,/ men tanken om opstandelsen er ikke mærkeligere/ end at vi virkelig fndes. Livet er et mysterium, det har hele den kirkelige og teologiske traditon ment helt tlbage tl Paulus. Grundtvig vil sige det samme, og altså en digter som Søren Ulrik Thomsen.
Der er ganske vist nogle måske især i vores td som mener at livet forstår de, det er jo så håndgribeligt og kan beskrives videnskabeligt præcist, men opstandelsen fra de døde er noget andet, den er ikke tl at have med at gøre. Jeg vil med årtusinders kristendom bag mig helst ikke skille liv og opstandelse ad: Livet er et mysterium, og det mysterium fuldendes i opstandelsen. Ja i krafen fra Jesu opstandelse, kommer det skabte liv tl sig selv. Vi kommer tl os selv. Opstandelsen giver os håbet om at der altd er mere liv vi skal se, og en tro på at vores liv ikke sluter i tomhed og ingentng, men fuldendes og forklares i Gud. Og opstandelsen er en virksom kærlighed, en proces, der ligesom Guds fortsate skabelse fnder sted i os og imellem os lige her og nu. Det betyder at der også er meget vi skal lægge bag os som der ikke er kærlighed i. Der er meget i mig som ikke vil kunne opstå i Gud. Men vi tror og håber at alt det skabte liv vil frelses og forløses i kærlighed, i Kristus, og Gud således skal være alt i os alle engang. Amen. Og så vil jeg ønske jer alle: Glædelig opstandelse, glædelig påske.