Anvendelse af pædagogisk læring til tidligere udsendte - Som supplement til anerkendte behandlingsmetoder af PTSD Jette Andersen Indehaver af exmplar Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi Aalborg Universitet Abstract Accept af nye behandlingsmetoder er af afgørende betydning når der skal arbejdes innovativt for at skabe bedre behandlingsresultater for blandt andet tidligere udsendte med diagnosen PTSD. Er det målet at diagnosen skal udbedres helt? Er det forsvarligt at arbejde innovativt i et felt med en særdeles sårbar målgruppe, når man faktisk har dokumenterede behandlingsmetoder, som udbedrer symptomer for 50 procent af målgruppen? For en målgruppe, der hovedsageligt er omfattet af psykologer og terapeuter som behandlerfaggruppe, synes anvendelsen af pædagogisk læring ukonventionel, og møder i opstartsprocessen kritik fra såvel etablerede behandlere som fra Forsvaret der gerne så de tidligere udsendte behandlet i egne rammer. Kan man forsvare at arbejde med PTSD med en pædagogisk tilgang? Når man arbejder med innovation i behandlingsområdet for PTSD, hvor den kreative tilgang i forhold til at arbejde med en nyhedsværdi ovenpå en allerede eksisterede værdi; i dette tilfælde en række anerkendte eller i det mindste kendte behandlingsmetoder som Adfærdsterapi (Cognitive Behaviorial Therapy - CBT), Narrativ Eksponeringsterapi (Narrative Exposure Therapy NET) og den supplerende kropsterapi (Body Awareness Therapy - BAT), spiller drøftelsen omkring etik en væsentlig rolle. Vi har adresseret Niels Thomassen (Etik en introduktion, Gyldendals Forlag) i følgende spørgsmål: Kan de tidligere udsendte med diagnosen PTSD håndtere at indgå i en refleksionsproces, hvor de selv skal være ligeværdige partnere i øvelserne og dialogen? Når vi vælger at basere læreprocessen i den pædagogisk innovative tilgang på anvendelsen af heste i et spejlende, reflekterende læringsrum, hvordan kan vi da sikre at vi ikke overskrider det enkelte menneskes grænser? Hvordan sikrer vi, at der ikke blot bliver skabt grundlag for en læring, men ligeledes et trygt læringsrum hvor den tidligere udsendte ikke bliver bragt yderligere ud af balance? Læring og erkendelse gennem leg i et ikke-konfronterende læringsrum I vores første forløb med tidligere udsendte uge 19 til uge 21, hvor vi har anvendt hesteassisteret læring til netop denne målgruppe, har vi ønsket at afprøve gennem innovation om der er mulighed for at drage udbytte af dels kontakten til heste som kropsorienteret terapiform, men især af den bevidste kognitive adfærd som kan bearbejdes gennem spejling fra hestens kropssprog og den lærendes egen refleksion under og efter lektionen. De tidligere udsendte med diagnosen PTSD, har i vid udstrækning givet udtryk for at ønske
deltagelse forud for forløbet, og havde Forsvaret åbnet op for deltagelse for de tidligere udsendte som stadig er ansatte i Forsvaret, havde første hold været større. Motivationen for deltagelse har for de tidligere udsendte med PTSD ifølge egne udsagn, været ønsket om at arbejde udendørs i deres kendte element, og ønsket om at selv at arbejde med deres diagnose i et læringsrum, hvor de også kunne bruge sig selv fysisk. Endelig har de udtalt, at de har fundet det appellerende i modsætning til det kendte kliniske samtalerum hos psykologen, at det føles mindre konfronterende at arbejde med behandlere igennem fysiske og mentale øvelser omkring levende dyr som heste, uagtet at den ene af deltagerne ved kursets begyndelse var meget angst for hestene. I forhold til det at arbejde med motivation, har vi anvendt Illeris arbejde med læringens tre dimensioner (Illeris 2006 s. 39-41), hvor dimensionen Drivkraft har givet mulighed for at arbejde med de tidligere udsendte, og hvor vi har oplevet nogle særdeles motiverede deltagere. I forhold til dimensionen Drivkraft har Wilhelm Reichs (1897-1957) tanker om forsvar mod læring har indgået som en væsentlig komponent, idet vores deltagende selv har givet udtryk for at samtaler i det kliniske rum med en behandler, opleves som konfronterende og ubehageligt, mens læringsrummet med hest opleves som legende, let og udbytterigt. Undersøgelsesmetode Vi har som optakt til gennemførelsen af selve kurset gennemgået manualerne fra vore amerikanske kollegaer som ligeledes arbejder med tidligere udsendte med PTSD med anvendelse af heste-assisteret læring. Vi har i den forbindelse afprøvet deres øvelser og metodiske tilgang på test-personer, og fundet at dels sikkerheden, dels de høje krav til mentale kognitive processer, refleksion og overblik har betydet manglende flow i dialogen og manglende forståelse for selve opgavens udførelse. Vi har derfor valgt at betragte gennemførelsen af første forløb som en slags test-case jf. Emil Kruuse 1999, hvor vi har brugt kvalitative spørgeskemaer omkring PTSD symptomer før, under og efter forløbet som en slags målestok for anvendeligheden af vores metoder. For at sikre at de afgivne svar reelt har givet et billede af anvendeligheden, har vi separeret samtlige elementer i forløbet som rammer, indhold, behandlere, forplejning, samtaleforløb, heste-assisteret læring og psykoterapi, samt aftenaktiviteter. Vi har valgt denne metode for at sikre størst muligt indblik i hvad der har gjort en forskel for de deltagende, og anvendt svarene til at forbedre kommende forløb. Disse spørgeskemaer udgør dermed undersøgelsens empiri, og har den ulempe at svarene først har forelagt efter gennemførelse af første forløb. Vi har dermed taget en risiko i forhold til en sårbar målgruppe. Vi har forsøgt at dæmme op for denne risiko ved at lægge os op af læringsteoretiske forståelser, som dermed sikrer at der er en rød tråd i forløbet, og som samtidig skal understøtte reelle bedringsmuligheder for de tidligere udsendte i forhold til større udbytte af den kognitive adfærdsterapi, samt psykoterapi som indgår som en del af den traditionelle behandling jf. Tanggaards (Tanggaard 2008) kreativitet = nyhed + eksisterende værdi, hvor den heste-assisterede læring udgør nyhed, og den traditionelle behandling udgør den eksisterende værdi. Læringsteoretisk har det bragt forskellige forståelser i spil, og det er dem vi kort ønsker at præsentere her. Et teoretisk perspektiv Anvendelsen af John Deweys erfaringspædagogik i denne forbindelse har for os karakter af oplevelsespædagogik (Dewey 1974). Det som den deltagende oplever, anerkendes som det der er, og den refleksion den deltagende herigennem har kunnet lave, er foregået i en ligeværdig dialog, hvor han selv har valgt hvordan han har ønsket at løse opgaven i øvelsen,
uden at der har foreligget et rigtigt eller forkert resultat som løsning. Det har betydet at den refleksion som den deltagende har foretaget er helt hans egen og dermed rummer muligheden for at være irrelevant eller uhensigtsmæssig på vejen mod bedring. Når vi har valgt at afprøve om der på trods af fejludfald alligevel ligger potentiale i den hesteassisterede læring som grundlag for samtaleforløb og psykoterapeutisk behandling, skyldes det muligheden for erkendelse gennem Deweys erfaringspædagogik gennem afprøvning, spejling og refleksion på egen adfærd og handlinger og derved overførsel til eget liv, situation, adfærd og relationer. For en tidligere udsendt med PTSD som efter hjemsendelse har valgt at isolere sig fra sin omgangskreds, kan en oplevelse med kontakt og relationsopbygning til et levende væsen som en hest, skabe grundlag for at opleve at han rent faktisk er i stand til at kontakte, fejle, sammenholde informationer via hestens kropssprog og omgivelser, opstille ny tese og lykkes med den. At tro på muligheden for genkendelse når panikken lammer Samtidig har vi peget på Peter Jarvis læringsmodel (Illeris 2006), hvor han teoretisk redegør for sit synspunkt om muligheden for at ændre billedet for en person gennem praksiseksperiment, og efter reflektorisk at have medtaget tidligere eller nyligt skabte erfaringer, når han udsættes for genkendelse i en situation der minder ham om disse erfaringer. Konkret har en af de tidligere udsendte i praksis angivet i løbet af forløbet at han under brusebad er blevet ramt af angstanfald, som betød hjertebanken, voldsomt svedanfald, kvælningsfornemmelser og en følelse af at være lammet. Han var på trods af tilstanden i stand til at sammenkæde oplevelsen med den læring han havde lavet med hesten to dage tidligere, hvor han havde været angst og i den forbindelse trænet kontrol af dybt åndedræt og vægten af tyngde ned i kroppen og ben. Han fortalte efter sit angstanfald om morgenen at han havde været i stand til at genkalde sig oplevelsen af at få kontrol over sin angst på træningsbanen med hesten, og ved bevidst at gennemgå den samme øvelse tilsvarende fik kontrol over sit angstanfald denne morgen. Når fordomme forkastes, og cirklen brydes Et blik på de angivne fordomme fra første hold af tidligere udsendte med PTSD i vores første forløb angiver at de som alle andre mennesker medbringer billeder omkring heste. Billeder, som dels stammer fra barndommen og egne oplevelser, dels fra historier fra andre, film på tv og almen opfattelse. Disse billeder kunne give sig udslag i udtalelser som hvis han bider mig, så klapper jeg ham en, eller Jeg tror at han (hesten) tænker.. som antyder en idé om at hesten rent faktisk kunne være i stand til at tænke kognitivt. I forhold til Piagets læringsforståelse har vi ønsket at arbejde med at give deltagerne en mulighed for at forkaste deres eksisterende billeder og tage et nyt. Helt basalt er grundlaget for PTSD en slags overfølsomhed i forsvarsberedskabet, som gør at et menneske med diagnosen PTSD reagerer uhensigtsmæssigt på alt uventet som lyde, lys, lugte, situationer, mennesker, og dermed ofte vælger en stadig større grad af isolation og planlægningsadfærd fordi den oplevede angst i sig selv er så skræmmende. I forhold til Piagets læringsforståelse (Illeris 2006) er det dermed en forudsætning at der kommer en bevidsthed om hvorvidt den oplevede angst er reel eller overdreven. Vi har ligeledes arbejdet med Kolbs læringscirkel fra 1987 (Illeris 2006), hvor han beskriver hvorledes en konkret oplevelse gennem refleksion kan begrebsliggøres på et abstrakt niveau og derigennem resultere i en ændret holdning eller adfærd. Vi har i forhold til forløbet
arbejdet med muligheden for at bryde cirklen gennem konkrete oplevelser med hestene. Et eksempel kunne være temaet lethed, hvor de deltagende lavede bålsted omkring deres heste, røg fredspiber og malede hestene i strålende farver med fingermaling. Vi oplevede at de turde gå ind i øvelsen, at de kiggede på hinandens heste og kunstværker, at de roste hinandens madlavningskunst og havde overskud til at more sig. I forhold til anvendelsen af Kolbs læringscirkel kunne det være tanken at en konkret oplevelse kunne begrebsliggøres gennem udleve drengedrøm, være i maskulint selskab, tillade sig selv at lege, og at denne oplevelse af begrebsliggørelse efterfølgende evt. kunne betyde at de deltagende også tillader sig selv at lege selv når de er triste. Figur 1: Kolbs læringscirkel (Seks aktuelle læringsforståelser, Illeris 2006). Konkret oplevelse Aktiv eksperimenteren Reflekterende observation Abstrakt begrebsliggørelse Undersøgelsens resultater Gennem vores kvalitative spørgeundersøgelser med baggrund i udviklingen af PTSD symptomer for vores gruppe af tidligere udsendte med PTSD, har vi efterfølgende måttet konstatere at der for visse kriterier er tale om en forbedring i den oplevede tilstand. Herunder forbedring på kriterierne Angst, hvor deltagerne oplevede halvering i deres oplevede angst på en skala fra 1-10. Ligeledes på kriteriet irritation oplevede de deltagende en halvering. For en enkelt deltager skete der en dobling på kriteriet irritation, idet han angav at han var skuffet over at hans kone på kurset tog meget af hans tid og fokus fra bedringen i hans tilstand. For samme deltager skete der imidlertid den ændring at han fra starten angav at han opfattede årsagen til sine angstanfald som reel, mens han efter kurset angav at han fandt årsagen til angstanfaldene stærkt overdrevet. Vigtigst for os var på de kvalitative spørgeskemaer angivelsen af at de tidligere udsendte i forbindelse med kurset brugte 1-2 timer mindre på at falde i søvn, og var vågne 3-5 gange mindre pr. nat. En enkelt kursist sov igennem to hele nætter for første gang i 2 år. I forhold til accepten af det at arbejde innovativt indenfor at sårbart felt som PTSD, har vi med undersøgelsens resultater fået mere fodfæste i forhold til at anvende pædagogik som supplement til kendte behandlingsmetoder, og i særdeleshed anvendelsen af den hesteassisterede læring som afgørende for motivationen og forsvaret mod at indgå i behandlingssammenhæng.
Vi mangler stadig tilstrækkeligt statistisk grundlag til at dokumentere at der er tale om en generel bedring i tilstanden, ligesom vi har til gode at lave opfølgning med spørgeskemaer for at afdække om der er tale om en varig bedring på angst- og irritationstilstand, svedeture, natlige opvågninger, mundtørhed, isolationstilstande og undgåelsesadfærd. Vi er i forhold til det at arbejde kreativt med en pædagogisk tilgang i et behandlerområde indenfor PTSD, dog stærkt motiverede for en debat om hvorvidt den livskvalitet som vi har oplevet de deltagende give udtryk for i forløbet, ikke kan indgå som et ligeså væsentlig kriterium for deltagelse og finansiering af behandlingsforløb, som forløb der kan dokumentere varig bedring. I forhold til en hverdag præget af PTSD symptomer vil enhver time, hvor den tidligere udsendte oplever ro, glæde, tryghed, motivation og optimisme opleves som en ferie fra sin diagnose. Spørgsmålet er om en sådan ferie kan forsvares som formålstjenlig, om den kan forsvares som finansieringsberettiget af samfundet og af Forsvaret, og om den i sidste ende vil medvirke til en varig bedring. Referencer Dewey, John: Erfaring og opdragelse, Christian Ejlers Forlag, 1974. Illeris, Knud: Læring, s. 39-41, s. 60, s. 167-169, Roskilde Universitetsforlag, 2006. Illeris, Knud: Seks aktuelle læringsforståelser s. 131, Roskilde Universitetsforlag 2007. Kruuse, Emil: Kvalitative Forskningsmetoder, s. 11-81, Dansk Psykologisk Forlag, 1999 Tanggaard, Lene: Kreativitet skal læres, Aalborg Universitetsforlag, 2008. Thomassen, Niels: Etik en introduktion, Gyldensdals Forlag, 1993.