1
SOCIALSTRUKTUR / LIVS-ARENAER 4. arena: Lokalsamfund familien den historiske tilknytning 3. arena: Fællesskab mellem beboerne i aktivitetsområdet kultur- og aktivitetstilbud køkken og café socialt træf på tværs af boligerne 2. arena: Naboskab naborelationer 1. arena: Privatliv hjemmet 2
De centrale livsarenaer Samarbejdet omkring beboerne, mellem de forskellige team og faggrupper er afgørende for, at beboerne kan opleve sammenhæng og mening i boligfællesskabet. Formålet må derfor være, at der er en sammenhæng mellem de forskellige faglige tiltag og ydelser, således at det modsvarer beboerens behov og ønsker. Udgangspunktet er, at Vestereng skal være organiseret, så det kan tilbyde den enkelte et individuelt og varieret liv, trods handicap og aldersfremskreden svækkelse. Kerneopgaven er således - at give praktisk hjælp i hverdagen - at medvirke til naboskaber og socialt liv i og omkring boligerne - at arrangere sociale- og kulturelle oplevelser, som den enkelte kan benytte sig af ud fra interesse og funktionsniveau. Livsarenaer forstået som forskellige sammenhængende miljøer, der kan anvendes individuelt af den enkelte. 1. arena Centrum i modellen er hjemmet: det vil sige boligen og det levemiljø, som er indeholdt i bomiljøet. Tilværelsen udgår fra hjemmet, og udgør samtidig den arena, hvor beboeren har størst autonomi. Hjemmet er unikt, og afspejler den person, som bor der. Livet i hjemmet skal rumme mulighed for individuelle udfoldelsesmuligheder, lige fra aktiv foretagsomhed til vegeterende tilbagetrækning. Hjemmets ukrænkelighed og privatlivets fred er centrale i forståelsen af den 1. arena. Man går ud fra følgende værdiantagelser: - beboeren har behov for suverænitet i forhold til brugen af egen bolig - det anses for vigtig at beboeren føler sig hjemme, i videst mulig omfang opretholder ansvaret for, hvordan boligen indrettes og anvendes - personalet arbejder i beboerens hjem med dennes tilladelse, og det tilstræbes at beboeren er hjemme, når personalet udfører opgaver i hjemmet - at boligen er beboerens privatsfære og beskytter vedkommende mod offentlighed (udstilling) i visse situationer. Der indtræder ofte mange forandringer hos den enkelte beboer som følge af tiltagende svækkelse. Der arbejdes ud fra følgende værdiantagelser: - beboerens personlige integritet bevares bedst gennem en selvstændig stillingtagen og aktiv tilpasning til de ændringer, der indtræder - informeret samtykke og stillingstagen til behandling og pleje er lovfæstede rettigheder. Hvor det ikke er muligt indgår pårørende for beboeren. - om beboeren har den optimale glæde af boligen, eller om der er behov for tiltag, som kan øge kvaliteten - hvordan og på hvilke områder beboeren bedst kan bevare sin integritet og aktive stillingstagen trods handicap eller tiltagende behov for bistand og pleje i hverdagen 3
2. arena De sociale tilknytninger i hverdagen Den anden arena er knyttet til samspillet mellem beboerne. Naborelationer mellem beboerne er et dagligt møde med, hvad vi kan kalde betydningsfulde andre, ikke familie, ikke nødvendigvis venner, men personer, som har betydning, og som mangler i helheden, når de ikke er der. Man kan sige, at et hjem måske først får sin egentlige betydning, når man kan fjerne sig derfra, men samtidig vide, at der er nogle at vende tilbage til. At være savnet kan være en selvværdsfølelse, der er svær at udtrykke, men god at opleve. Beboernes vaner og mønstre danner tilsammen det sociale miljø omkring boligerne. Disse fællesområder er nok borgerens hjem (en del af huslejen) men i et delefællesskab med flere. Her gælder således almene sociale spilleregler, takt og tone, som skal overholdes, for at være med i samværet. Der arbejdes ud fra følgende værdiantagelser: - beboerne har behov for medindflydelse på fælles anliggender i nabolaget - det anses for vigtig, at beboeren kender sine naboer, om muligt udvikler sociale relationer, og at de i vides muligt omfang deltager i opretholdelsen af de fælles hverdagsopgaver, der er knyttet hertil - det anses for vigtig, at beboeren ikke begrænses til egen gade, men kender alle beboerne i boligfællesskabet, for at bibringe dem et så socialt støttende miljø som muligt, med individuelt netværk og tættere relationer til nogle - De pårørende er beboerens primære sociale netværk. De udgør en vigtig samarbejdspartner omkring beboeren. Familielivet sammen med beboeren og evt. i samspil med medbeboere og disses familier er en personaleopgave, der har til formål at skabe intimitet og sociale sammenhænge omkring den enkelte beboers tilværelse i boligfællesskabet. - hvorledes beboeren bliver kendt mellem naboer, og hvilke sociale relationer beboerne kan udvikle i naboskabet - på hvilke områder den enkelte kan have glæde af at deltage i hverdagen praktiske gøremål - om beboeren har behov for støtte i at varetage egne behov i fællesskabet - hvornår beboeren eksempelvis ved svækkelse, herunder demens, skal beskyttes for fællesskaber han/hun ikke længere kan være en del af, og som giver flere forstyrrelser end forståelser for personen. Personalet har ansvaret for at opbygge dét sociale miljø, der fremmer naboskabet. Det er en forudsætning at se på og respektere beboernes indbyrdes vaner og mønstre, som tilsammen danner det sociale miljø. 4
3. arena Kultur- og aktivitetstilbud / Køkken og café Enkelte beboere opretholder aktivitetstilbud på beskyttede værksteder og daghjem. For dem er dét aktivitetsmæssigt den 3. arena. Den tredje arena knytter sig til de sociale fællesskaber beboere deltager i, uden for den private bolig og de fællesområder, som den er omgivet af. Det områdeskift (miljøskift) som beboeren oplever ved at gå hjemmefra, kan være medvirkende til at beboeren opfatter sig selv som en sammensat person, med flere og andre end de basale behov, som omsorg og pleje. Muligheden for at skifte rolle og position ved at deltage i sociale fællesskaber rummer mulighed for at glemme den ofte omfattende fysiske afhængighed, som meget let reducerer beboeren til patient. Områdeskiftet rummer mindst tre indlysende fordele for beboeren: - muligheden for rolleskift fra modtagelse af pleje og serviceydelser til selv at bestemme, hvordan man skal kende en, - muligheden for at den enkelte får lejlighed til at udtrykke sig gennem kreative aktiviteter, - og endelig at glemme sig selv, gennem fælles sociale- og kulturelle oplevelser i et fælles offentligt rum, såvel i, som uden for Vestereng. Kulturcafé Navnet kulturcafeen har baggrund i værdien om, at den enkelte skal kunne deltage ud fra et meget differentieret funktionsniveau, behov og interesse. Kultur står for oplevelse, cafe som rammen for et mødested, hvor man blot kan være. Kulturcafeen udgør for de fleste på Vestereng den tredje arena. Man befinder sig et sted mellem hjemme og ude, her kan man være en anden, end i boligområderne. Man kan komme og gå som man vil, stille forslag til indhold i tilbuddet, og deltage i det man har lyst, og med hvem man har lyst. Kulturcafeen repræsenterer muligheden for at indgå i andre sociale sammenhænge i hverdagen end naborelationer. Tilbuddet rummer mulighed for at beboerne kan udtrykke sig gennem at skabe. At have noget i hænderne og frembringe ting er et særkende ved det menneskelige. Mange af beboerne er - på grund af handicap og svækkelse - det meste af tiden tomhændede. De befinder sig i en modtagerposition, og er dermed til stor fare for at miste identiteten, som en person der kan noget. Gennem kreative aktiviteter og praktiske gøremål er det muligt at genskabe balancen mellem afhængighed og udfoldelse. De fælles sociale- og kulturelle oplevelser udgør et lige så karakteristisk særkende ved det menneskelige, som trangen til at skabe. For en stund kan man lade sig rive med, glemme sig selv og indgå i en fælles social oplevelse, og føle sig beriget. Denne form for fælles menneskelig udfoldelse er i høj grad medvirkende til at bevare identiteten og tilhørsforholdet til de sociale- og kulturelle fællesskaber. Her er i høj grad tale om stil, smag, referencegruppe, og kulturel baggrund. For mange er det med til at give nye dimensioner i hverdagen og livet, man kan formulere det som oplevelser der skaber læring, bibringer den enkelte nye muligheder og behov, der ikke var formuleret eller kendt. 5
Samme karakteristiske særkende ved det menneskelige, er ansvarlighed for de praktiske funktioner, der er i opretholdelsen af eget hjem. For beboerne udgør denne trang til at gøre nytte, sig ikke væsentlig anderledes. I de praktiske funktioner, hvor det er muligt at inddrage beboerne, skal der være et tilbud om dette. At opretholde intentionen om at man udgør en nødvendighed - at føle sig ansvarlig opleve andres forventninger, medvirker til at bevare identiteten om at være en betydningsfuld person i fællesskabet. Der arbejdes ud fra følgende værdiantagelse: - det anses for vigtigt at kunne tage hjemmefra, og kunne besøge andre og deltage i aktiviteter uden for hjemmet - det anses for vigtigt, at beboerne reelt får mulighed for at indgå i sociale relationer med andre, end den nabogruppe, som udgør den daglige sociale gruppe. Beboerne skal hermed bibringes mulighed for at deltage i interessegrupper og fællesskaber, hvor man finder at kemien og relationerne modsvarer egne behov. - hvilken støtte beboeren evt. har behov for, så vedkommende længst mulig opretholder relationer og oplevelser uden for hjemmet - hvilke ændrede tiltag, der er nødvendige for personer med demensudvikling, for at opretholde hverdagslivets udfoldelse længst mulig. Køkken og café Maden indtager for de fleste en særlig betydning, måltiderne er de vigtigste pejlemærker i hverdagen. Inddragelse i køkkenets arbejde indtager den samme betydning, som beskrevet ovenstående. Beboerne skal være en central del af køkkenet og de funktioner der knytter sig hertil. Niveauet kan spænde fra blot at sidde i køkkenet og se tingene blive til - at deltage i funktioner en gang imellem - at have daglige tilbagevendende ansvarsopgaver - at være med på indkøb. For den enkelte, uanset niveauet, fastholder det identifikationen om at kunne gøre nytte og være til nytte. Følelsen af at være værdsat for sin kunnen, er almen menneskelig. Køkkenet indgår som en væsentlig del af beboerens hverdagsliv. Cafeen danner de sociale rammer, hvor den enkelte kan vælge at indtage sine måltider. Værdien for dette er forskellig. Nogle holder af at indtage måltiderne alene eller sammen med en ven i den private bolig, andre vælger sig bestemte spisevenner ved faste placeringer i cafeen. Fagligt vurderes det, at hverdagsmåltiderne er hellige, og hvor mindst indgriben fra personalet er en dyd. Måltidet må ikke opleves overvåget, der er således et minimum personaledækning ved måltiderne. I den gode hensigt efterlades beboeren ofte i en barnerolle ved unødig opmærksomhed eller indgriben i dennes dispositioner. Hvor hjælpen skønnes nødvendig, er diskret pædagogik en forudsætning. Cafeen udgør rammen for festlighed og sammenkomst beboerne imellem, arrangementer med gæster udefra, og den private fødselsdag. 6
I et ældretilbud vurderes, at cafeen har en funktion til at opretholde den historiske tilknytning, herunder netværk med tidligere bofæller, arbejdskollegaer, familier og underholdning af forskellig art. Man kan sige, at cafeen giver mulig for at tage det samfundsliv ind, som man ikke længere magter at tage ud til, og alligevel opretholde intentionen om, at man er en aktiv del af det. Der arbejdes ud fra en værdiantagelse om: - at køkkenet er en del af beboerens hjem - at beboerne sammen med kokken bestemmer menuen - at maden først bliver et måltid, når det indtages i et miljø, man selv har indflydelse på, og at man kan sidde med dem, man har valgt. - hvorledes beboeren har brug for støtte og vejledning i og omkring kosten - hvorledes vejledningen mest diskret kan forgå i offentligt rum - om samværet og måltidet giver mening for beboere med svækkelse (psykisk og fysisk) 4 arena Den historiske tilknytning - familien - lokalsamfundet Livshistorien fortæller meget godt, hvad der har været betydningsfuldt for den enkelte. Familien, søskende indtager ikke nødvendigvis førstepladsen, de har levet deres selvstændige liv, og først ved forældrenes svækkelse er de blevet inddraget omkring det handicappede familiemedlem. De har deres egen familie, børn og børnebørn. Bor måske langt væk. Beboeren kender dem som familie, relationerne i orden, men deres familieliv leves på afstand. Beboeren har ligeså levet sit selvstændige liv, har sociale relationer til andre bofæller, arbejdskollegaer fra værksteder og beskæftigelsesinstitutioner. Andre relationer fra tidligere medarbejdere, ferier, venner naboer og andre. Den historiske tilknytning gælder også de kulturelle sammenhænge, der har præget beboeren aktive liv, teater, festival, kirkegang, blot for at nævne nogle. De fleste mestrer ikke at opretholdes denne kontakt eller aktivitet alene. Det er ikke uden betydning, at hjælpere har kendskab til beboerens livsforløb, og dermed den historiske sammenhæng. Det er personalets fornemmeste opgave, så langt det er muligt, at være tro mod den historie og den betydning, som det har for beboerens værdigrundlag selv om de ikke med ord, kan formulere dette. Der arbejdes ud fra følgende værdiantagelser: - at beboerens historie, drømme og ønsker er fundamentet for de tilbud og den ydelse, de efterspørger eller måtte have behov for - at have respekt for familiemyten og de værdier og normer det har sat for beboeren. - hvilke støttebehov og på hvilken måde relationerne kan opretholdes - hvilke ændrede behov/værdier der måske i højere grad skal understøttes 7
Livsarenaer som kultursociologisk forståelsesmodel Samspillet mellem de centrale livsarenaer udgør, for de fleste i vores kultur, et genkendeligt billede. Derfor er denne forståelsesmodel også anvendelig, som baggrund for tilrettelæggelsen af en seniortilværelse for udviklingshæmmede, med krav om at tilværelsens værdier fortsættes trods svækkelse og tab af færdigheder. De centrale livsarenaer tilstræber et varieret liv. At indtænke modellen i og omkring samme boligmiljø bliver særlig aktuel for udviklingshæmmede, hvor de fleste ikke selv har dannet familie. De kan betragtes som alene personer eller forældreenker, fordi forældrene mange gange har indtaget en særlig central plads frem til deres død, og hvor søskende hverken kan eller vil fortsætte dette afhængighedsforhold. Behovet for et varieret liv og hverdag er alment menneskeligt. For udviklingshæmmede ældre bliver der et øget hjælpebehov i relation til at indtænke og organiseres hverdagen i forhold til deres særlige forhold og livssituation. At være i et afhængighedsforhold til andre, forudsætter, at disse i deres tilgang, ser den enkelte som en individuel person blandt flere. Uagtet dette kan der ikke skabes et normalt liv, men et usædvanligt liv for usædvanlige medborgere - med et for andre - måske - usædvanligt behov. At bevare sin egenart, at have et liv på egene præmisser, må være det, der tilstræbes i boligmiljø for seniorer og gamle. Serviceloven 111 handleplan Alle borgere skal tilbydes en handleplan. Det vægtes at det i handleplanen er borgerens ønsker og behov der er udgangspunktet for de faglige tiltag I et ældretilbud, hvor hverdagen udgør en ikke ubetydelig del, er begrebet de centrale livsarenaer således en operativ model til - at vurdere de faglige tiltag men henblik på et understøtte et varieret liv - i bestræbelsen på at effektmåle enkelte indsatsområder - som dokumentation udadtil - sidst men ikke mindst til at vurdere om vi levere den ydelse der efterspørges. Vestereng har udarbejdet et koncept og procedure for handleplaner som modsvarer dette, og med afsæt i Fyns Amts handicapafdelings overordnede koncept. 8