De svageste er dømt til at sakke endnu længere bagud

En artikel fra KRITISK DEBAT De svageste er dømt til at sakke endnu længere bagud Skrevet af: Knud Vilby Offentliggjort: 15. februar 2006 I moderne økonomisk debat sættes der lighedstegn mellem global udvikling og et globalt økonomisk kapløb. Den økonomiske tænkning dominerer alt andet, og derfor lyder spørgsmålet: Hvem har den stærkeste økonomiske vækst? I det globale økonomiske ligger Afrika i bagtroppen, og ser vi på de mekanismer, der bestemmer vindere og tabere, så peger stort set alle indikatorer på, at Afrika i de kommende år vil komme længere og længere bagud. Der findes en global retorik, der handler om at beskrive bestræbelserne for at få de bagerste med op i midterfeltet. Verdensbanken kommer med anbefalinger om, hvordan man kan gøre den globale økonomi mere "inkluderende". Den underforståede undertekst er, at i dag "ekskluderes" de fattigste lande i det globale kapløb. Men måske kan vi gøre noget ved det. Og naturligvis kan det internationale samfund sammen med afrikanerne gøre noget. Men virkeligheden er barsk. Og viljen til tilstrækkelig international handling har indtil videre været meget beskeden 1. De fattiges manglende evne til innovation FN-organisationen UNCTAD offentliggjorde sidste år i World Investment Report et nyt indeks, der søger at måle, hvor stor innovationsevnen er i forskellige lande. På en skala fra 0,0 til 1,0 lå de gamle EU-lande på 0,87, mens Afrika syd for Sahara lå på 0,16. UNCTAD beskriver, hvordan evnen til fornyelse og udvikling af produktionen bliver stadig mere afgørende i den globale økonomi. Det er ikke nok at åbne grænserne. Et land skal også have noget at tilbyde. Der skal hele tiden ske en teknologisk udvikling og en produktionsudvikling. De fattigste landes problem er typisk, at de især eksporterer råvarer, der over de sidste mange år konstant har lidt under faldende priser. Skal de have del i den økonomiske vækst skal de ikke blot industrialisere, de skal også med i en moderne form for industriproduktion og de skal være i stand til at producere og eksportere serviceydelser. Det kræver innovationsevne, men den har de ikke meget af. Indekset over innovationsevne er naturligvis ikke et præcist indeks. Men det er bygget på en undersøgelse land for land af uddannelsesniveauerne og af hvor mange personer og ressourcer der i et land er involveret i forskning og udvikling pr million indbyggere. Antallet af videnskabelige publikationer og patenter indgår også. Uddannelsesniveauet er lavt i langt de fleste afrikanske lande. Analfabetisme er stadig et stort problem. Landene er ikke i stand til at finansiere selvstændig forskning, og da investeringerne udefra er meget små, får de heller ikke tilført megen teknologi eller forskningskapacitet udefra. Derfor skriver UNCTAD også, at der er tendens til at afstanden mellem de første og bagerste i dette indeks øges. Ser man på enkeltlande i indekset ligger Sverige i øvrigt som en global nummer 1 (0,957), Danmark er nummer 5 (0,934). Angola er sidst med 0,019. Omformet til kapløb eller bilrace beskriver indekset en situation, hvor de industrialiserede lande er 1 / 6

forhåndsplacerede i spidsen,og hvor de desuden i kraft af deres innovationsevne har de bedste, hurtigste og sikreste biler. De farer af sted, og de kommer ekstremt langt foran. De fattigste er forhåndsplacerede langt bagude, de har kun hvad der svarer til en gammel punkteret cykel, og de har knapt nok råd til lappegrej. Det er temmelig logisk at de kommer længere og længere bagud jo længere løbet varer. Innovationsevnen siger naturligvis ikke alt. Angola ligger allersidst i dette indeks, men Angola er faktisk et af de afrikanske lande der er i stand til at tiltrække investeringer udefra, og derfor er indkomsten pr. indbygger i Angola relativt høj sammenlignet med indkomsterne i de afrikanske nabolande. Den enkle forklaring er her, at Angola har olie og diamanter. Dem vil verden gerne have, og derfor investeres der. Men det er investeringer som ikke tilfører landet meget udvikling, og netop olien og diamanterne har været hovedårsag til en 25 år lang og ødelæggende borgerkrig. 2. Vækst, men fra et lavt niveau Det afrikanske kontinent rummer mere end 50 lande og der er store forskelle fra område til område. Der er lande med politisk stabilitet og betydelig økonomisk vækst, og der er områder, hvor interne uroligheder, korrupte og diktatoriske regeringer og egentlige krige gør udviklingsudsigterne særligt dystre. Samlet havde Afrika syd for Sahara i 2005 en økonomisk vækst på 4,6 %. Det er bestemt ikke dårligt efter global standard og det er et udtryk for at det gennemsnitligt går lidt bedre i Afrika, men så er det man skal huske det med den punkterede cykel i forhold til Formel 1-raceren. Selv om en cykel øger farten med 10 % og en Formel 1 racer kun med 5 % øges afstanden mellem bilen og cyklen alligevel. Eller målt i kroner og øre. En per capita-vækst i Danmark på 2 % svarer til en årlig vækst i indkomst pr. indbygger på i størrelsesordenen 4.000 kr. (gennemsnitsindkomsten pr. capita er godt 200.000 kr i Danmark). En per capita-vækst på 2 % i Afrika syd for Sahara svarer til en årlig vækst i indkomst pr. indbygger på kun 70 kroner (gennemsnitsindkomsten pr. capita er omkring 3.500 kr.). Og væksten pr. capita har netop ligget på knapt 2 % i 2005. Afrika har stadig stor befolkningstilvækst, så selv om den totale vækst var 4,6% var væksten pr indbygger under det halve. Så selv når der kommer positive signaler fra Afrika sakker Afrika længere og længere bagud. Det der ændrer placeringen i det globale kapløb er vækstrater som de kinesiske på 8-9 % pr. capita pr. år over en lang årrække. Sådan en vækst er der ikke udsigt til i Afrika. 3. En ekskluderende verdensøkonomi Der er historiske, geografiske, politiske og kulturelle årsager til at tingene er som de er. Men der er også nogle benhårde økonomiske nutidige kendsgerninger som virker i retning af at ekskludere de afrikanske lande fra en moderne mere positiv udvikling. Innovations-indekset taler om lave uddannelsesniveauer og fraværet af kapacitet til forskning og teknologi-udvikling. Når Verdensbanken taler om behovet for at skabe en mere inkluderende økonomi, som også skaber positiv udvikling i de fattigste lande, nævner den yderligere en række eksisterende ekskluderende faktorer. De fattigste lande er ifølge Verdensbanken som oftest karakteriseret ved: uudviklet infrastruktur, og det betyder ikke blot dårlige veje og ineffektive havne, men også upålidelig el-forsyning, dårlige telefonforbindelser, uudbyggede IT-systemer. Dårlige sundhedsstandarder. Dårlige uddannelsesstandarder. 2 / 6

4. Afrikas Catch 22 Og de afrikanske lande er fanget i hvad man kan kalde en Catch 22. Fra 1990 til 2002 skete der et meget betydeligt fald i den globale udviklingsbistand, og det ramte Afrika hårdt. Globalt var udviklingen, at mens udviklingsbistanden faldt og faldt, skete der en vækst i de private udenlandske investeringer i u-landene. Problemet var blot at disse investeringer stort set gik udenom Afrika og koncentreredes om et lille antal store u-lande med Kina i spidsen. De afrikanske lande fik altså langt mindre udviklingsbistand end før, og de fik ikke del i de voksende investeringer. Når det var en Catch 22, er det fordi Verdensbanken netop understreger, at forudsætningerne for en verdensøkonomi, som inkluderer de fattigste, er en vækst i udviklingsbistanden, som gør det muligt for de fattigste lande at finansiere udviklingen af infrastrukturen og forbedringen af uddannelsessystemerne og sundhedsstandarden. Private investorer vil (stort set) ikke investere i lande, hvor transporten er et problem, hvor elsystemerne er upålidelige, og hvor arbejdskraften er uuddannet og præget af en dårlig sundhedstilstand. Det er for dyrt og risikabelt. Bistand skal hjælpe Afrika til at blive bedre til at tiltrække udenlandske investeringer. Men bistanden har indtil for et par år siden været kraftigt faldende. Nu stiger den igen. Men fra et lavt niveau. 5. Verdensbank-chef: Afrika blev snydt Indtil foråret 2005 var James Wolfensohn chef for Verdensbanken, og han var meget klar i sin beskrivelse af, hvordan Afrika de senere år reelt er blevet snydt af verdenssamfundet. I en tale sommeren 2002 sagde han, at de afrikanske ledere fra begyndelsen af 1990'erne forbedrede deres politikker for at øge væksten og reducere fattigdommen, men på ti år faldt den udenlandske bistand til Afrika fra 35 dollar til 19 dollar pr. afrikaner pr. år. Samtidig faldt priserne på de afrikanske eksportvarer (bortset fra olie) med omkring 33 % og reducerede værdien af Afrikas eksport med hundreder af millioner af dollars. Og der var en vækst i de rige landes landbrugssubsidier til skade for Afrikas eksport. "Afrika har simpelthen ikke haft en lige eller retfærdig bane at spille på. Hverken når det gælder bistand eller når det gælder handel eller når man taler om behovet for partnerskab", sagde James Wolfensohn. Verdensbanken har også understreget, at forudsætningen for at bistand virker ordentligt er good governance eller på dansk god og troværdig helst demokratisk regeringsførelse som også omfatter kontrol med magtmisbrug og korruption. På det område har mange afrikanske lande unægtelig et problem. Der er et stort demokratisk underskud i Afrika, og uanset de etniske og historiske forklaringer på fænomenet skader det udviklingen. Det er også et problem at nogle af de nye magthavere, som man for 10 år siden endnu havde store demokratiske forventninger til - for eksempel i Uganda og Etiopien - nu også med alle midler (inklusive de udemokratiske) klynger sig til magten. Afrika har fået mange flere uafhængige institutioner, en langt mere ansvarlig presse, og et meget mere spændende civilsamfund end for 25 år siden, men der er stadig store problemer med etnisk baserede regeringer, med nepotisme og med korruption. Det er vigtigt at understrege, at de ulande, der over de sidste generationer har haft størst 3 / 6

økonomisk vækst, ikke har været demokratiske i vores forstand. Kina er det bedste eksempel. Kina er også et godt eksempel på at udbredt korruption ikke nødvendigvis er en hindring for en dynamisk vækstpræget udvikling. Men det ændrer ikke ved, at når dårlig regeringsførelse og korruption lægges oveni de øvrige problemer med sundhed, uddannelse og dårlig infrastruktur, så bliver det endnu mere umuligt at tiltrække de nødvendige investeringer udefra. 6. Hvorfor indhenter Afrika ikke Asien? I debatten om udvikling i forskellige dele af verden fremhæves det ofte, at en række afrikanske og asiatiske lande omkring 1960 lå på nogenlunde samme økonomiske niveau. Men i dag er de asiatiske lande strøget langt foran. To af de oftest nævnte eksempler er Ghana og Korea. Ghana har i dag nogenlunde samme indkomst pr. capita som for 30 år siden (370 dollar pr. år). Det var også - sådan cirka - Koreas udgangspunkt, men i dag er Koreas gennemsnitsindkomst 12-13.000 dollar pr. indbygger pr. år. Hvad har Korea gjort, som Ghana ikke har gjort? Og hvorfor kan Ghana og andre afrikanske lande ikke bare gøre det samme? Der er mange forklaringer, både politiske, kulturelle og historiske, men aktuelt er det måske mere interessant, at der er udviklingsforskere som i dag siger, at selv om de såkaldte tigerøkonomier i Asien i en særlig periode var i stand til at udnytte nye teknologiske muligheder og derfor gennemføre utrolige udviklingsspring, så er det helt usandsynligt, at de mindst udviklede lande i dag kan gøre dem kunsten efter. 7. Industrialiseringens nye virkelighed Professor Sanjaya Lall fra Oxford Universitet har forsket i fattige landes industriudvikling blandt andet for FNs industriorganisation UNIDO. Og Lall mener, at det er blevet vanskeligere og vanskeligere for de fattigste lande at komme med på den teknologiske udviklings vogn. Der opstår flere og flere skævheder i verden, som markedet ikke kan rette. Han nævner især tre områder som gør det sværere for de fattigste at komme med op: 1. Tidligere var der forskellige industristandarder verden over. Det er der ikke mere. Alle skal producere efter den samme globale kvalitetsstandard. Det er svært eller umuligt for fattige lande, specielt hvis de ikke har adgang til den nyeste teknologi. 2. Forskning sker i stadig større udstrækning i privat regi indenfor virksomheder. Men fattige lande, der ikke kan tiltrække internationale investeringer, får derfor ikke andel i den nye forskning og produktionsteknologi. 3. Den politiske liberalisering betyder, at nye og unge industrinationer ikke længere må beskytte hjemmemarkedet mod konkurrence udefra. Det gjorde Europa, det gjorde USA, og det gjorde de asiatiske tigerlande, men det er ikke muligt i dag. Derfor sakker de fattigste bagud. Lall taler ikke specielt om Afrika. I Afrika er udviklingen særlig tydelig, men problemet er det samme i fattige latinamerikanske lande med dårlig infrastruktur, i nogle af de dårligst udviklede asiatiske lande og i en række nye østeuropæiske og centralasiatiske lande som opstod efter Sovjetunionens opløsning. 8. Udviklingsbistanden er en lille ting Budskabet er igen og igen, at overlader man udviklingen til markedskræfterne så trækkes verden stadig mere skæv. En inkluderende global økonomi forudsætter, at der på forskellig vis gribes ind i forhold til markedet. Nogle stede for at begrænse det og andre steder for at hjælpe det på vej. 4 / 6

Det mest interessante er måske at dette ikke - som til dels i 1980'erne og begyndelsen af 90'erne - betragtes som venstreorienteret kritik af liberalismen og markedsøkonomien, men at det nu er en holdning som både udtrykkes af Verdensbanken og af pragmatiske forskere. Den kendsgerning at det siges, og at der igen og igen kommer anbefalinger af at ændre på tingenes tilstand, er dog ikke ensbetydende med at der også sker markante positive ændringer. Som eksempel er udviklingsbistand stadig en meget lille faktor i verdensøkonomien. De årlige globale militærudgifter er efter et vist fald i 1990'erne igen på vej op og har passeret 1.000 milliarder dollars om året. Den rige verdens (primært USA's og EU's landbrugssubsidier) koster årligt omkring 350 milliarder dollar, og de er til stor skade for fattige producenter verden over. Den globale udviklingsbistand var i 2004 kun på 79 milliarder dollars, og det var det højeste i flere år. Bistanden til Afrika var på knapt 30 milliarder dollars. Peanuts kaldes udviklingsbistanden ofte i forhold til de store økonomiske tal i verdensøkonomien. 9. Tre forhold der kan ændre udviklingen I det foregående har jeg prøvet at beskrive nogle overordnede udviklingstendenser for at antyde hvad det typiske afrikanske u-land er oppe i mod. Der er behov for en vældig produktivitetstilvækst og omstilling af økonomien. Men vilkårene for omstillingen er ikke gunstige. De fleste lande har voldsomt voksende arbejdsløshedsproblemer. Nye dårligt uddannede unge vokser op og søger arbejde på et arbejdsmarked, som slet ikke kan opsuge dem. Engang var landebruget næsten alles beskæftigelse, men det er det ikke mere. Produktivitetsvækst i landbruget forudsætter også øget afvandring til byerne, men det øger yderligere presset på byområderne og får arbejdsløsheden til at eksplodere. Fødselstallene er langsomt på vej ned, men befolkningstilvæksten er stadig stor mange steder. Det øger problemerne. Samtidig medfører HIV/AIDS-epidemien i en række lande især i det sydlige Afrika at en stor del af den mest produktive befolkning dør alt for tidligt. I nogle af disse lande reduceres befolkningstilvæksten også voldsomt men på en meget ulykkelig måde. Netop fordi det især er de produktive der dør, rammes landenes økonomi dramatisk af konsekvenserne af AIDS-epidemien. Mellem 25 og 30 millioner mennesker lever med HIV/AIDS i Afrika, og hvert år dår omkring 2,5 millioner. De fleste Afrika-rejsende fortæller en historie fyldt af indre modsigelser. En hovedkonklusion på fortællingen er ofte, at fremtidsudgifterne giver anledning til bekymring, men alligevel møder man en betydelig optimisme og afrikansk tro på at tingene nok skal blive bedre. Jeg hører selv til dem, der mener at vi skal indstille os på nye voldsomme Afrika-kriser. Der er områder, hvor fattigdommen og presset på ressourcer og miljø med stor sikkerhed vil lede til nye sociale og politiske eksplosioner og sikkert også til sult-katastrofer. Der er også klare FN-varsler om, at hvad Europa har set indtil nu med hensyn til Afrika-flygtninge kun er begyndelsen. Kommer der ikke mere selvstændig vækst vil millioner af unge legalt og illegalt søge at komme væk fra kontinentet. Alligevel vil jeg pege især pege på tre forhold som kan give grund til at tro at Afrikas rolle og placering i verden på en række måder kan blive mere positiv i de kommende år: 5 / 6

Der er en ny afrikansk selverkendelse, debatkultur og vilje til forandring på egne vilkår. Det inkluderer en vilje til at stå op mod korrupte regeringer og til at tage selvstændigt ansvar. Ansvaret for Afrikas udvikling betragtes i stadig højere grad som Afrikas eget ansvar. Man kan godt bebrejde verden for de utrolige uretfærdigheder Afrika har oplevet historisk, og som Afrika oplever i dag. Men ændringerne skal komme indefra. Viljen til forandring indefra mærkes i rigtigt mange lande. Et overordnet træk i denne udvikling er også de nye forsøg på at gøre den Afrikanske Union til en langt mere betydningsfuld faktor. Det ses blandt andet - om end med store svagheder - ved AU's indsats i Dafur i Sudan. Der er en ny international forståelse for, at vi ikke kan tale om en globaliseret verden og lade et kontinent som snart vil have en milliard indbyggere stå udenfor. Det er i de seneste år set tydeligt i Storbritanniens nye forpligtende Afrika-politik, som også har smittet af på EU, og som er en medvirkende årsag til, at den globale udviklingsbistand igen øges, og til at både EU og USA er under stadig større pres for at ændre på deres skadelige landbrugsordninger. De fleste afrikanske råvarer er igennem mange år faldet i pris på verdensmarkedet og Afrika har derfor år for år mistet store eksportindtægter. Den udvikling vil muligvis fortsætte for de fleste råvarers vedkommende. Men voksende oliepriser og udsigten til olieknaphed gør Afrikas olie til en vigtigere og vigtigere faktor i verdensøkonomien. Specielt i Vestafrika skønnes der at være meget store oliereserver, nogle taler om næsten ubegrænsede muligheder. Det er først og fremmest Nigeria og Angola der interesserer, men også i Namibia, Equatorial Guinea, Elfenbenskysten, Ghana, Benin, Cameroon, Gabon og Congo er der store forventninger. Olieeksportindtægter giver muligheder, men også risici. I mange olielande - eksempelvis Nigeria og Angola- har man ikke været i stand til at skabe udvikling for befolkningen ved hjælp af olieindtægterne. Men kan man styre indtægterne giver de potentiale for langsigtede forbedringer. Samtidig medfører denne udvikling imidlertid at specielt USA - som i mange år kun har vist en meget beskeden interesse for Afrika - er ved at få ny interesse for Afrika og herunder sikkerhed for olieleverancer. Der vil stadig komme katastrofe- og kaosbudskaber fra Afrika. Sådan fungerer verdensøkonomien, og sådan er Afrikas aktuelle udgangspunkt. Skal en generel negativ udviklingstendens ændres, kræver det utroligt meget af Afrikas egne befolkninger. Men det kræver derudover et internationalt opgør med markedsøkonomien. Hvor den står alene uddyber den ulighed og fastholder marginalisering af de svageste. Forudsætningen for at Afrika nogen sinde kan få en lige bane at spille på er store internationale indsatser i et tæt samspil med Afrikas egne befolkninger. Knud Vilby har netop på forlaget Per Kofod udgivet bogen: "Uafhængig? - afrikanske udfordringer. Beretninger fra Tanzania, en andengenerationsnation i en globaliseret verden". I 2002 udkom på samme forlag bogen "Kampen mod de fattige. Nye fronter forstærker global ulighed". 6 / 6