1 Prædiken til Fastelavnssøndag 15. februar kl. 10.00 i Engesvang 29 - Spænd over os 448 - Fyldt af glæde 674 - Sov sødt, barnelille 441 - Alle mine kilder skal være hos dig Nadver: 192 v. 3: Kærligheden, hjertegløden 557 - Her vil ties For mange år siden var jeg på rejse i de varme lande og tvang mine uskyldige børn ud på vandringer i naturskønne omgivelser. Således havde vi en varm, solmættet dag planlagt en lang gåtur. Hvad man dog ikke udsætter sine børn for. Vi gik og gik, og det var opad bakke. Svenden løb i stride strømme og vores tøj blev gennemblødt, landskabet derimod, var tørt og ensformigt. Gang på gang kunne jeg høre mig selv sige med den ledt forcerede morstemmen: Vi er der snart, mens jeg i mit stille sind måtte indrømme, at turen simpelthen var for lang. Men da skete det: efter flere timers udmattende vandring, trådte vi helt uventet ud af den lave skov vi gik i og stod med ét foran en lystig, lille flod, der klukkede mellem stenene. Men det bedste var, at netop hvor floden stødte ind i stien havde den dannet et bassin, som om Vorherre på skabelsens morgen havde tænkt, at lige hér ville det være godt med et
2 svømmebassin. Jeg husker endnu fornemmelsen af at lade mine trætte, opkogte lemmer omsluttes af vandet, der hverken var for varmt eller for koldt. Og hvordan vores modløse vrantenhed blev afløst af den uhyre enkle glæde ved at bade i det friske, klare vand. Hvordan vi lo og legede og på et øjeblik glemte, hvor trætte vi var. Der er noget ved vand. Noget elementært og livgivende og glædesfyldt. Og vandet er dåbens tegn. Det er med god grund, at rumfartøjer på jagt efter liv i det uendelige univers er optaget af, hvorvidt der er vand eller har været vand. For vand giver liv. Uden vand intet liv. Og vandet er dåbens tegn. Men der er også noget andet. Erfaringer med vand kræver ikke særlig tænkning eller forståelse eller indsigt; vandets livgivende kraft er noget sanset. Det er gennem sansningen, vi har adgang til at vide noget om vand - at slukke trøsten, at vaske os, at blive svalet og forfrisket af vandet, at vugge på lette bølger, det er alt sammen noget, vi erfarer med vore kroppe, det er ikke noget, vi skal forstå med vore hoveder før end i anden omgang. Den klogeste vil ikke være dygtigere til at sanse end den dummeste. Ja, hvis der er forskel, er det måske snarere sådan, at for megen viden og tænkning og forståelse kan
3 ødelægge den umiddelbare sansning, fordi den forskyder fokus - hvis man fx står og tænker på vands kemiske sammensætning, mens man slukker tørsten. Derfor er børn tit bedre til at sanse end vi voksne. Alt det er værd at overveje på denne dag, hvor Anna er blevet døbt med det samme navn som Vorherres bedstemor - og hvor dagens fortælling er om dengang, Jesus lod sig døbe til at leve et menneskeliv og dø en menneskedød. Dåbens tegn er vandet. Dåbens tegn knytter sig umiddelbart og først til det sansede, til kroppens erfaringer med verden. Intellektet eller tænkningen eller fornuften kommer først til i anden omgang. Og når vi i gudstjenesten kommer til det andet store, nadveren, så gælder det samme her, at nadveren først og sidst er noget sanset. Vi smager brødet og drikker saften. Og vist har vi - ligesom med dåben - en hel masse ord også og teologi og dogmatik og begreber, og det er vigtig nok, men det første, det grundlæggende er sansningen. Dåben og nadveren - det vi kalder sakramenterne - er centrum i vores gudstjenestefejring. Og derfor er det så velsignet, når der både er dåb og nadver i en gudstjeneste. Dåb og nadver er det helligste vi har, det er her Gud er helt tæt på. I dåben som sker én gang i vores liv, fordi Gud aldrig glemmer os, og i nadveren som sker, når vi har brug for det, fordi vi - modsat Gud - glemmer så let.
4 Og dåben og nadveren er noget sanset; det helligste i kirken er noget vi sanser, og som erfares med vore kroppe. - Når vi taler om os selv, og forstår os selv, er der en splittelse i os. Vi er ligesom skilt ad i ånd og krop. Det afsløres i vores måde at tale om os selv på, vi siger fx, at vi har en krop, som om kroppen er noget forskelligt fra resten af os. Den dér adskillelse af krop og ånd er en arv fra den græske filosofi, som også spores i visse bibelske skrifter, ikke mindst hos Paulus, den dér opspaltning af os, der dér tænkning, at vi ligesom er delt i to. Selv om vi næsten dagligt erfarer, at der er noget kunstigt ved sådan en opsplitning af krop og sind, vi får ondt i maven, når vi er kede af det, og kan blive kede af det af at have ondt i maven. Derfor er det interessant, at man i Gt - før den græske filosofi havde opdelt menneske i krop og psyke - tænkte om os som en helhed. I Gt har man ikke en krop, dér er man en krop. Af samme grund var det også så magtpåliggende for den unge kirke i 300-tallet, da man fastlagde trosbekendelsen at insistere på, at opstandelse var legemets, kødets opstandelse. Pointen med det er ikke bestemte trosforestillinger om opstandelsen og det evige liv, men mere en fastholdelse af, at mennesket
5 er et hele og at kroppen er ligeså fin som sindet. Vi er vores krop ligeså vel som vi er vores ånd. Men det er sært, for det er som om der er ét eller andet i os, der nemt bliver uvenner med vores krop med al dens sansning og alle dens lyster. Og det er jo også i kroppen, vi først oplever begrænsninger, når vi bliver syge eller gamle eller gravide, det er i kroppen vi tydeligst ser døden og forfaldet. I tidligere generationer var vi mest uvenner med vores seksualitet, nu foregår det i den anden ende, om jeg så må sige, nu er vi uvenner med vores mund og med, hvad den spiser. Der er ét eller andet med kroppen, én eller anden utilpashed hos os og det er nok, fordi den ikke altid vil, det vi vil og mod vores vilje kan få os til - fx at spise ½ kg chokolade på et kvarter. - Men kirkens sakramenter lyser kroppen i kuld og køn netop ved først at være sansede, ved først at være noget vi mærker eller smager, det første er at mærke og smage. Og derfor kan man godt sige, at sakramenterne velsigner os i al vores kropslighed vores krop er ikke forkert, den er os, ligesom vore tanker, vores tro og vores fornuft.
6 [I vores kirke har vi jo ca. altid brugt saft og ikke noget med alkohol til nadver, men i de mange kirker hvor man bruger alkohol, så er Gud helt tæt på i noget, der kan adskilles i sukker, alkohol og hvede - i alt det i vores tid mest farlige og forbudte, og som vores kroppe har så stort glæde ved. Det er da en tanke værd.] - Da Jesus lader sig døbe i Jordanfloden, er det som et tegn på at han vil dele livet med os i al dets kropslighed, være hos os i det brogede miskmask, der hedder livet, som i høj grad er i kroppen og sansningen. Der er ikke noget grimt ved kroppen, der er ikke noget foragteligt ved legemet, for Gud har skabt os som krop og ånd. Vore liv leves i det meget jordiske og legemlige og det er dér, Gud møder os og er hos os. Det er evangeliets budskab. Og vi møder de ti dåben og nadveren. Og det helligste i kirken er noget, som vi erfarer med vore sanser. Lad os bede: Her Gud? Her med mine fødder mod gulvet i et hus fyldt af liv og leg
7 leder jeg efter dig i bunken af sko i gangen og i hosten, der vækker os om natten. I solen som får vandet til at glitre og i pletterne af tandpasta på min sweater. Her i brødet jeg spiser ved køkkenbordet, med smerten i nakken og i alt det, jeg ikke har fået gjort. I rum hvor jeg hele tiden møder øjne og hvor stemmer råber på mit nævær. I dette liv og i denne længsel Her, er du hos mig, Gud, i det altsammen. Tak.