Fælles Handling Lokal beskæftigelsesindsats i udsatte byområder

Fælles Handling Lokal beskæftigelsesindsats i udsatte byområder Integrations- og beskæftigelsesprojekt. LO Storkøbenhavn og Jobcenter København 2007 2008 Evalueringsrapport

Indhold Indledning...3 Vi gir ikke op...5 God idé og god energi....6 Integration bygger på tillid...7 Flere konkrete tilbud ønskes....9 Et helt almindeligt job.... 10 Respekt er vigtig.... 12 Håndholdt indsats virker... 13 Vi ved, hvor jobbene er.... 14 Flere medspillere på banen, tak.... 15 Succes trods forhindringer.... 16 Kulturforskelle? vi finder ud af det hen ad vejen... 18 Vi har lært meget men haft for lidt tid.... 19 Spændende virksomhedsbesøg men ikke noget job.... 21 Startvanskeligheder, men resultaterne er ok. Og de lever videre.... 22 Afslutning og konklusioner:... 25 Bilag... 27 Når folk får megen opmærksomhed, flytter de sig Anita Munch, Jobpatruljen Tak til aktører Dette projekt har kun kunnet gennemføres i et godt samarbejde med en række organisationer og ildsjæle: 3F BJMF, 3F Industri og Service, 3F LPSF, EFK, FOA/KLS, FOA/PMF kbh.syd, ArbejdsmarkedsService Storkøbenhavn, Københavns Kommunes Jobpatrulje og Task Force. Repræsentanter på virksomhederne: Vestre Kirkegård, Radiometer, Lufthavnen, ISS s Kantine, Plejehjemmene Gammel Kloster, Slottet og Aftensol. Alle interviews har fundet sted i løbet af oktober og november 2008, umiddelbart op til projektets afslutning Tekst: Lise Thorsen, Thorsen Tekst & Medier. Fotos: Lise Thorsen, Kirsten Andersen m.fl. 2

Indledning. Det må kunne lade sig gøre. Det skal kunne lade sig gøre. Vi prøver. Det var i korte træk konklusionen, da en gruppe københavnere, med baggrund i fagbevægelsen, i 2006 satte sig sammen for at diskutere, hvordan fagbevægelsen aktivt kan hjælpe med til at få flere indvandrere i arbejde. Initiativgruppen var enig om, at forsøget skulle forankres i fagbevægelsen, centreret omkring lokaludvalget LO City under LO Storkøbenhavn. Alle var også enige om, at skrivebordsprojekter var udelukket. Man skulle ud i den virkelige verden, ud i det, der kaldes Københavns udsatte boligområder. På almindelig dansk ghettoerne. Og da Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen på Københavns Rådhus netop var på vej med et nyt tiltag de såkaldte Jobpatruljer målrettet mod de ledige i ghettoerne, var det et godt tidspunkt at gå ind i samarbejdet på. De københavnske ghettoer har flere problemer problemer, der bider sig selv i halen. I 2005 boede der næsten 14.000 borgere i de udsatte områder. 68 procent var indvandrere fra ikke-vestlige lande eller efterkommere efter dem. Halvdelen var på en eller anden form for offentlig forsørgelse: Kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension. Og så var der en meget stor andel kvinder, der som hjemmegående husmødre aldrig havde været ude på arbejdsmarkedet og som ikke modtog nogen form for offentlige ydelser - de såkaldte husstandsforsørgede indvandrerkvinder. Et stort antal beboere uden for arbejdsmarkedet gør noget ved et boligområde. Der breder sig en ledighedskultur, hvor det ikke at gå på arbejde, bliver det normale, med alt hvad det fører med sig af økonomisk og social isolation. Det er en ond cirkel, som i sig selv er problematisk - og som samtidig bliver sat yderligere i relief, fordi både offentlige og private, københavnske arbejdspladser mangler arbejdskraft. Flere ministerier og Københavns kommune er naturligvis opmærksomme på problemet. Derfor ligger der både lovgivning fra Christiansborg og beslutninger fra Borgerrepræsentationen, med krav og målsætninger. Der findes ganske vist klare regler for, hvor mange jobs ledige skal søge for at være berettigede til dagpenge, og hvordan de skal søge dem gennem Jobcentrenes JobNet. Men i virkeligheden bliver mange jobs besat ad mere uformel vej, når nogen kender nogen, der lige står og mangler Og i den uformelle jobformidling har tillidsrepræsentanterne ude på arbejdspladserne en oplagt nøglefunktion. De kender deres arbejdsplads og ved, hvor der er en plads ledig, og hvilke kvalifikationer, der skal til for at udfylde den. Hvis de kan prikke en ledig på skulderen og fortælle ham, at det lige er dig, vi står og mangler, eller hvis den ledige lærer en tillidsmand at kende, som han kan tage fat i og sige, jeg kunne godt tænke mig et job hos dig, så er det en kontakt, der kan blive guld værd for alle parter. Vejen ind på arbejdsmarkedet går med andre ord gennem de faglige organisationer også for dem, der hverken er medlem af fagforening eller a-kasse men som kan blive det. Summa summarum: projekt Fælles Handling bliver født som et netværk mellem fagforeninger, a-kasser og Jobcenter København. 3

Projektet ville slå flere fluer med et smæk: nemlig at få flere indvandrere ud i arbejde, få dem væk fra kontanthjælpen og over i a-kasse-forsikringen, bløde ghettoernes massive problemer op og skaffe arbejdskraft til virksomhederne. Idéen i projektet blev derfor at gå aktivt ind i arbejdet sammen med de Jobpatruljer, der skulle opsøge kontanthjælpsmodtagere i fem københavnske ghettoer: Mjølnerparken, Lundtoftegade, Aldersrogade, Akacieparken og Tingbjerg. Ophavsmændene til projekt Fælles Handling foreslog derfor, at Jobpatruljerne kom til at arbejde tæt sammen med lokale boligforeninger, frivillige organisationer og skoler på den ene side, og a-kasser, fagforeninger og Jobcenteret på den anden. I hvert boligområde understøttes Jobpatruljen af en såkaldt åben vejledning, og helt konkret blev projektets to-årige mål for de fem ghettoer: At samtlige kontanthjælpsmodtagere skal have en konkret handleplan. At 120 arbejdsløse skal have fået job gennem netværket. At der løbende afholdes møder for beboerne i jobklubber, etableret af fagforeninger og a-kasser. At man har afprøvet en eller flere metoder for at få hjemmegående indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet. At netværket mellem fagforeninger, a-kasser og Jobcenter København er stærkt og veletableret. At tillidsrepræsentanterne spiller en væsentlig rolle i at få ledige stillinger besat. At der er etableret en række mentorforløb, virksomhedspraktik og aftaler for voksenlærlinge m.v. Fælles Handling søgte og fik midler fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration til at arbejde i en periode på to år: nemlig i 2007 og 2008. Den periode er slut nu, og projektet er ved vejs ende. Denne rapport giver ordet til nogle af dem, der har været med. Gennem interviews giver de hver deres bud på de resultater og erfaringer, de mener, der er kommet ud af projekt Fælles Handling. Rapporten lægger ud med et interview med Jakob Hougaard, der som borgmester for integration og beskæftigelse er den øverste, politisk ansvarlige for området. Og den lader tovholderne i Fælles Handling, nemlig projektleder Susan Hedlund og projektkonsulent Kirsten Andersen, få det sidste ord. 4

Vi gi r ikke op. Ghettoerne de udsatte områder det er der, problemerne ligger. Så det er der, vi skal ud og have fat i folk. Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Jakob Hougaard er meget opmærksom på ikke at skyde med spredehagl, når det gælder om at få indvandrere i arbejde. Vi skal ikke behandle folk ens, for det er de ikke. Så i stedet for at dryppe indsatsen ud over hele byen, skal den målrettes bestemte områder og bestemte grupper, mener han. Derfor er Jakob Hougaard meget tilfreds med de lokale, såkaldte jobminimarkeder. Jeg besøgte et i Tingbjerg, og der var netop den gode stemning af marked, som et sted hvor de lokale indbyggere kigger forbi, siger han. På jobmarkedet var bl.a. folk fra Jobcentrene og fagbevægelsen med. Og Jakob Hougaard er meget positiv over for fagbevægelsens engagement i Fælles Handling. Jeg tror, det er vigtigt, at indvandrere kommer ud på den enkelte virksomhed så hurtigt som muligt. Og så er det altafgørende, at tillidsrepræsentanten er med på idéen. Hvis tillidsrepræsentanten kan fortælle medarbejdere og ledelse, at de skal hjælpe lidt til i begyndelsen, selv om de egentlig synes, de har for travlt til at tage særlige hensyn, så er der al mulig grund til at tro, det bliver en succes. For indvandrere, der bliver taget godt imod, er alt andet lige meget tilbøjelige til at blive i jobbet. Og stabile medarbejdere er en fordel for alle. Derfor er grundtanken i Fælles Handling god, understreger Jakob Hougaard. Specielt fokus på kvinderne Den største arbejdskraftreserve findes uden tvivl hos indvandrerkvinderne. For mens 52 procent af mændene er i arbejde, gælder det kun for 38 procent af kvinderne. Vi regner med, at der er omkring 7000 såkaldt familieforsørgede indvandrerkvinder i København. Altså simpelthen husmødre. Men det er svært at vide helt nøjagtigt, hvor mange der er, for de, der ikke modtager nogen form for offentlig ydelse, figurerer ikke i statistikkerne. Det er en stor, potentiel arbejdskraftreserve. Men den er vanskelig at arbejde med, indrømmer Jakob Hougaard Sprogvanskeligheder, lavt selvværd, kulturelle normer, og børn, der skal passes, er alt sammen store sten på vejen væk fra kødgryderne. I den forbindelse er arbejdskamp lig med ligestillingskamp, understreger Jakob Hougaard. For det er lige så meget mændene, der skal overbevises om, at kvinderne har ret til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det problem skal vi gøre meget mere ved. Integrations- og beskæftigelsesindsatsen i Københavns kommune er på rette spor. I den integrationspolitik, der blev vedtaget i 2006, satte man sig som mål, at andelen af indvandrere i job skulle hæves med 10 procentpoint til 57 % inden 2010. Her i 2008 halvvejs i perioden - er man også halvvejs mod målet og har hævet andelen med fem procent. Som sagt: grundtanken i projekt Fælles Handling er god. Og de erfaringer, vi har fået gennem projektet, vil vi tage med videre og bruge i den almindelige, daglige indsats. Vi giver ikke op, konkluderer Jakob Hougaard. 5

Fra Jobminimarkedet i Tingbjerg God idé og god energi. Ole Christiansen er kontorchef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og har i den forbindelse samarbejdet med projekt Fælles Handling. Jeg har ikke set resultaterne af projektet endnu, men umiddelbart synes jeg, det både har været en god idé og præget af god energi hele vejen igennem, siger han. Ole Christiansen ser ikke forvaltningen og projekt Fælles Handling som konkurrenter, men mere som to sider af samme sag. Jeg er glad for den måde, de har støttet op omkring Jobpatruljens arbejde på, og opfatter vores arbejde som en helhed, hvor vi hver især har haft forskellige roller, understreger han. Vi har i hvert fald været opsat på, at tingene skulle spille sammen, men jeg er godt klar over, at det kan være svært at koordinere. Nogle aktiviteter må jo i princippet blive sammenfaldende. Det er svært at undgå, mener han. Derfor er det også ærgerligt, hvis man har opfattet sagen som administrativt besværlig. I så fald er det også vores ansvar, og så kan projektet være med til at pege på forløb internt hos os, som burde være anderledes, siger Ole Christiansen. 6

Integration bygger på tillid. Jeg oplevede at Fælles Handling valgte at springe over det allerhøjeste gærde, de kunne finde. Og det er i sig selv prisværdigt. Det siger Eskild Dahl Pedersen, der i sin egenskab af konsulent i Københavns kommunes integrations taskforce har arbejdet sammen med Fælles Handling. Og gærdet, han hentyder til, er projektet Stafetten, som er en udløber af Fælles Handling. Stafetten sendte 25 primært somaliske kvinder fra fire ghettoområder ud i vikarjob på københavnske plejehjem. Folkene bag Fælles Handling har virkelig knoklet, siger Eskild Dahl Pedersen. At tage den gruppe indvandrere, der står svagest i forhold til arbejdsmarkedet nemlig de somaliske kvinder fra de mest udsatte boligområder er al ære værd. Og det er flot, at projektet delvist er lykkedes, for det er en målgruppe, der er meget svær at nå. Eskild Dahl Pedersen har brugt Fælles Handling både som sparrings- og samarbejdspartner. Og han er glad for tanken om, at fagbevægelsen tager et medansvar for integrationen. Det er prisværdigt og samtidig meget nødvendigt, at tillidsrepræsentanterne kan overbevise deres medlemmer om, at integration på arbejdspladsen nok kan være besværlig på kort sigt, men at det på langt sigt er besværet værd, siger han. Svære arbejdsbetingelser Men samtidig mener Eskild Dahl Pedersen også, at Fælles Handling har haft svære arbejdsbetingelser. Projektet startede nemlig kort tid efter, at Københavns kommune for første gang både havde fået en samlet integrationspolitik, og en helt ny borgmester og forvaltning på området. Fundamentet var ikke så stærkt, som det er i dag. For det tager tid at bygge op. Og set i bakspejlet tror jeg, at Fælles Handling ville have fået endnu mere ud af sit engagement, hvis projektet først var kommet på banen nu, hvor integrationen bygger på et langt stærkere fundament, siger Eskild Dahl Pedersen. God integration bygger på tillid og gode relationer. Og det tager tid at bygge et ordentligt tillidsforhold op. I den ordinære beskæftigelsespolitik har man nogle sanktionsmuligheder, men når en indsats alene bygger på gulerod frem for pisk, ja, så kræver det stor tillid og gode relationer mellem parterne. Relationerne er udbygget og tilliden vokset, i takt med at integrationspolitikken efterhånden har fået et par år på bagen. Derfor, vurderer Eskild Dahl Pedersen, kunne projekt Fælles Handling potentielt have haft endnu større effekt, hvis man først var startet nu. Men samtidig understreger han, at Fælles Handling i sig selv har været en byggesten i det fundament, vi har i dag, og samtidig fungeret som øjenåbner for alle i byen, der har part i integrationen. Projektet har i høj grad vist, at fagbevægelsen er en attraktiv samarbejdspartner, konkluderer Eskild Dahl Pedersen. 7

Jobminimarked i Lundtoftegade Virksomhedsbesøg på Radiometer Virksomhedsbesøg på Vestre Kirkegård 8

Flere konkrete tilbud ønskes. En hjørnesten i Fælles Handling har været samarbejdet med Jobcenterets udgående medarbejdere i Jobpatruljen og på jobminimarkederne. Og fungerende teamchef Karin Meulengracht er overordnet set positiv. Fælles Handling har givet os god mulighed for at komme i kontakt med tillidsrepræsentanter og derigennem også med virksomhederne. Tillidsrepræsentanterne har nogle kontakter, som vi ikke har, og det er godt, at vi kan komme til at bruge dem, siger hun. Jobcenteret har afholdt fire såkaldte jobminimarkeder i de udsatte boligområder sammen med repræsentanter fra Fælles Handling. På plussiden stod, at man fik sat ansigt på hinanden, og at tillidsrepræsentanterne var gode til at fortælle om arbejdspladserne og de krav, der stilles. Desuden fik Jobpatruljen mulighed for at gøre opmærksom på den ugentlige, åbne rådgivning, der findes ude i boligområderne. Men på minussiden stod, at tillidsrepræsentanterne ikke kunne tilbyde tilstrækkeligt mange konkrete job. Det havde været bedre, hvis tillidsrepræsentanterne havde haft flere konkrete jobtilbud i flere kategorier med sig. Mange borgere havde nemlig forventet et rigtigt jobmarked, siger Karin Meulengracht. Forskellige udgangspunkter Og her ligger sagens kerne: nemlig at Jobcenter og fagbevægelse ikke har samme udgangspunkt. I LO-fagbevægelsen er man måske tættere på den type ledige, der er mere eller mindre selvhjulpne, mens de borgere, Jobpatruljen er i kontakt med, typisk er kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 3 til 5, siger Karin Meulengracht. Efter det første år trak projektet derfor også flere aktører ind i billedet. Tilbud om temadage og virksomhedsbesøg og et stærkere samarbejde med kommunens beskæftigelsescentre, som har ledige i aktivering, kom på banen. De konkrete jobtilbud kan Småjobsformidlingen under Arbejdsmarkedsservice København til gengæld hjælpe med at klare. Småjobsformidlingen er et aktiveringstilbud, som ledige kan visiteres til at bruge, men formidlingen sidder også ind imellem med ved Jobcenterets åbne rådgivning ude i boligområderne for i samarbejde med Jobpatruljen at informere om arbejdsmarkedet, oprette cv er og hjælpe med at søge job. Og det er det, vores borgere har brug for, siger Karin Meulengracht. Konkrete tilbud. 9

Et helt almindeligt job. Anita Munck og Joel Guttman er begge jobkonsulenter i Jobpatruljen, baseret i henholdsvis Akacieparken i Valby og Mjølnerparken og Aldersrogadekvarteret på Nørrebro. Jobpatruljerne er ansvarlige for den ekstra, opsøgende indsats i fem københavnske boligområder, og står for den åbne rådgivning i de enkelte boligområder, hvor beboerne kan komme forbi og få hjælp og vejledning om arbejdsmarkedet, uanset om de er i arbejde eller ej. Jobpatruljerne står også for temamøder og virksomhedsbesøg, og jobkonsulenterne har siden projekt Fælles Handlings start arbejdet tæt sammen med parterne i projektet. Det første af flere jobminimarkeder blev holdt i Valby, og det var nærmest en fest, husker Anita Munck. Vi havde bannere oppe og et lokalt band til at komme og spille. Så der var masser af opmærksomhed omkring arrangementet, og vi havde indkaldt alle ledige i hele området. Men jeg tror, at nogle af folkene bag Fælles Handling nærmest fik et chok, da de så nogle af de ledige. For mange af dem har sjældent eller aldrig haft et rigtigt job. Og det er faktisk lige netop det, de fleste er på udkig efter, supplerer Joel Guttman. Et rigtigt job. Ikke et aktiveringsforløb eller en praktik, men et helt almindeligt job. Flere virksomheder skal tage socialt ansvar Og manglen på rigtigt arbejde viste sig hurtigt at være den helt store hurdle. Det er min fornemmelse, at tillidsrepræsentanterne simpelthen ikke har mandat til at tilbyde de ledige en jobsamtale, og at de generelt er alt for tilbageholdende med at tale på virksomhedens vegne, siger Joel Guttman. Vi har brug for, at virksomhederne åbner op og tager et socialt ansvar, understreger Anita Munck. Men der er for langt imellem dem, der gør det. Også selv om vi faktisk er parat til at komme forbi en gang om ugen, for at se hvordan det går og udrede eventuelle misforståelser. Men nogle arbejdsgivere er trods alt parat til at tage ansvar, og så står de gode eksempler nærmest i kø. Jeg havde en somalisk kvinde, der gerne ville arbejde på plejehjem, og derfor tog jeg rundt forskellige steder og forhørte mig. Men det tog jo ganske lang tid at besøge et sted ad gangen, og der viste Fælles Handling virkelig sin berettigelse. Gennem dem fik jeg kontakt til FOA, som satte mig i forbindelse med et plejehjem, hvor der var et job ledigt. Resultatet blev, at kvinden nærmest kunne gå direkte ind i jobbet. Fælles Handling er også gode til at arrangere virksomhedsbesøg og til at finde tillidsrepræsentanter, der kan stille op til temamøder om de enkelte brancher, mener de to jobkonsulenter. 10

Det er en superspændende idé at bruge fagbevægelsen på den måde, siger Joel Guttman. Og den største succes har uden tvivl været projekt Stafetten. Den håndholdte indsats og de konkrete jobs er et godt udgangspunkt. Når folk får meget opmærksomhed, rykker de sig, mener Anita Munck. Jeg spurgte en af de somaliske kvinder, der fik arbejde i rengøringen på et plejehjem, om hun ikke kunne tænke sig at komme videre og arbejde med plejen af de gamle. Men, nej, det ville hun ikke, for hun ville ikke risikere at skulle hjælpe de ældre mænd med hygiejnen. Men pludselig en dag kom hun og sagde, at nu ville hun godt. Nu var hun moden til noget mere. Det viser bare, synes jeg, at det ikke er stillingsbeskrivelsen, man skal ændre men mentaliteten. Og det gør man bl.a. ved at give de mennesker, vi har med at gøre, opmærksomhed. Opmærksomhed giver tillid. Og tillid fjerner modstand, er både Anita Munck og Joel Guttman enige om. Hér puster jobpatruljen ud efter et veludført Jobminimarked i Tingbjerg 11

Respekt er vigtig. Frida Nielsen er faglig sekretær i 3F, Industri og Service og har deltaget i jobminimarkeder i Akacieparken og i Mjølnerparken. Og det har givet et indtryk af mennesker og boligområder, hun ikke kendte i forvejen. Jeg synes, det er hyggeligt at møde så mange fremmede, men jeg fandt samtidig ud af, hvor mange der går derude, der aldrig har fået en chance, og som ikke ved noget som helst om de ting, vi andre tager for givet, siger Frida Nielsen. I nogle af de lande indvandrerne kommer fra, kan det være livsfarligt at være medlem af en fagforening. Og det smitter af på indvandrernes opfattelse af fagforeningerne i Danmark. Det er en af de gode ting ved dette projekt, siger Frida Nielsen. Nemlig at vi har fået fortalt dem, at vi ikke er farlige, og at arbejdsgiverne heller ikke er det. Men det undrer mig, at så mange ikke kender deres mest fundamentale, demokratiske rettigheder i den retning. Det burde efter min mening være en integreret del af undervisningen i dansk sprog og kultur. Frida Nielsen og hendes faglige kolleger dækkede en del af 3F s områder, samt FOA s og pædagogmedhjælpernes. Men fagbevægelsen kunne godt have været endnu mere synlig, og det havde været relevant, hvis flere brancher var repræsenteret. Jeg savnede f.eks. HK på kontor- og butiksområdet, og hele hotel- og restaurationsbranchen, siger Frida Nielsen. Og så ville hun gerne have haft nogle repræsentanter for arbejdsgiverne med ud også, men mener det til dels er blevet afhjulpet med de virksomhedsbesøg, der er blevet lagt ind. Fra Jobminimarkedet i Valby 12

Frivillighed giver et godt udgangspunkt Alt i alt er Frida Nielsen vældig tilfreds med forløbet. Jeg kan rigtig godt lide idéen om, at det er et marked, understreger hun. Det, at man mødes på frivillig og neutral grund og kan shoppe rundt, giver et helt andet udgangspunkt, end hvis det er tvunget. Det er en fordel for alle også for arbejdsgiverne, som jo ikke er særlig interesseret i at få medarbejdere, der er tvunget i arbejde. Markeds-formen åbner alles øjne for, at der er mange muligheder og er samtidig mere respektfuld over for den enkelte. Der er ingen tvang, men man får afmystificeret en masse. Frida Nielsen har ingen konkret statistik på, hvor mange der har fået arbejde via jobminimarkederne. Vi havde en masse telefonnumre med i Akacieparken, så folk selv kunne ringe til tillidsrepræsentanterne på de enkelte arbejdspladser. Det var der bare ingen, der gjorde. Men da vi gjorde det samme i Mjølnerparken, blev de kimet ned. Også selv om vi oven i købet havde fortalt beboerne, at de blev nødt til at vente en uge med at ringe op, fordi der var noget udlicitering af rengøringen på Rigshospitalet, der først skulle falde på plads. Så der er ingen umiddelbar sikker opskrift, på hvad der virker. Men jeg er sikker på, at respekt, frivillighed og åbenhed generelt er den vej, man skal gå. Håndholdt indsats virker. Berit Jakobsen er næstformand i afdelingen KLS under FOA og har været med til at søsætte projekt Stafetten, som en udløber af Fælles Handling. Og hun har kun godt at sige om projektets idé: nemlig samarbejdet om at skaffe jobs på det ordinære arbejdsmarked. De faglige organisationer har ofte en anden tilgang til det, end Jobcenteret har. Vi ved, hvor der mangler arbejdskraft, og jeg er flere gange blevet ringet op af medarbejdere fra Jobpatruljen, som ville høre om jeg kendte til nogen ledige pladser på plejehjem eller i rengøringssektoren. Og nogle af dem, jeg har sendt videre til de ledige jobs, er stadig ansat der, siger hun. Berit Jakobsens rolle har dels været at sørge for, at Fælles Handling blev synlig i hendes faglige bagland og dels selve jobformidlingen. Og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at en sådan håndholdt indsats virker. understreger hun. 13

Vi ved, hvor jobbene er. Bo Kjærulf, kasserer i Ejendomsfunktionærernes Fagforening København, har deltaget på sidelinjen under planlægningen af projekt Fælles Handling. Og helt konkret har han være med på jobminimarked i Tingbjerg for at fortælle om arbejdet som ejendomsfunktionær, som vagt og som sanitør. Det var en meget positiv oplevelse, siger Bo Kjærulf. Jeg havde egentlig regnet med bare at skulle holde et foredrag. Men der var rigtig stor spørgelyst, så det gik virkelig over al forventning. En af de faktorer, der spiller ind her, er efter Bo Kjærulfs mening, at deltagerne på mødet var der frivilligt. Nogen af dem havde endda et job i forvejen og kom bare forbi for at høre lidt om, hvad der ellers findes af muligheder, fortæller han. Slipper for at skrive ansøgning Ud over at fortælle om de tre brancher var Bo Kjærulfs rolle også at formidle konkrete jobs. Og derfor kunne han med det samme hjælpe en af mødedeltagerne, der havde et grundkursus i vagtarbejde, og som gerne ville videre inden for den branche. Jeg vidste, der var en arbejdsgiver, der lige stod og manglede en mand, og kunne derfor med det samme formidle kontakten mellem de to, fortæller Bo Kjærulf. Og det er netop den tætte kontakt til arbejdsmarkedet, der er fagbevægelsens force, mener han. Vi i fagbevægelsen har gode muligheder for at skaffe jobs, også uden at ansøgerne behøver at skrive en lang ansøgning. For det har nogle af dem meget svært ved, siger han. Derfor er projekt Fælles Handling et rigtig godt initiativ. 14

Flere medspillere på banen, tak. Thomas Bentsen er sagsbehandler i 3F s a-kasse. I forbindelse med Fælles Handling har han været med til at afholde jobminimarkeder, som er en kontaktform, han sætter stor pris på. Det er altid godt med en direkte kontakt til folk. Det gavner altid nogen, selv om det ikke er alle, der får lige meget ud af det, siger han. Der er nemlig forskel på motivationen, afhængig af om dem, der kommer på markedet, er indkaldt, eller om de kommer der frivilligt. Problemerne omkring det at afholde jobminimarkeder har mest været af praktisk karakter, mener han, men efterlyser dog også flere aktører på banen. Der kunne godt have været endnu flere med fra fagbevægelsen i selve planlægningen, siger han. Både flere fra 3F s afdelinger og fra andre forbund i øvrigt. Og så har Thomas Bentsen også en anke mere. For i tider, hvor arbejdsgiverne angiveligt mangler masser af hænder, burde man forvente, at flere ville dukke op til begivenheder som et jobmarked, hvor man få direkte kontakt til de ledige. Jeg er sikker på at de, der har lavet planlægningen, har gjort et stort arbejde for at få virksomhederne med, siger han. Men alligevel har der manglet både arbejdsgivere og arbejdsgivernes organisationer, og det er en skam. For dem, der kommer til jobminimarkedet, ved måske ikke helt præcis, hvad de kan forvente. Men de vil i hvert fald gerne have nogle kontakter, og de vil især gerne have nogle helt konkrete tilbud om arbejde, mener Thomas Bentsen. Fra Jobminimarkedet i Valby 15

Succes trods forhindringer. Mimi Bargejani er projektleder for FOA og har stået for visitering af kvinder til projekt Stafetten. Resultatet er, at 20 kvinder fra de belastede boligområder er blevet vikarer for 12 fastansatte plejehjemsmedhjælpere, der er på skolebænken for at opkvalificere sig til serviceassistenter. Vikarerne arbejder primært med rengøring, og enkelte af dem hjælper desuden med at anrette maden til beboerne. Ting tager tid, siger Mimi Bargejani, men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at projektet har været en succes. To af kvinderne er blevet fastansat midt i forløbet, fire andre har fået lovning på det, og flere er på vej. Alt i alt kan vi anbefale 14 ud af de i alt 20 kvinder. Og så er der også den krølle på sagen, at vi kun har haft syv plejehjem med. Men der er jo mange flere plejehjem i Købehavn, så det skal nok lykkes at finde job til de sidste også. Forudsætningen for at projektet overhovedet kom op og stå var, at man kunne finde tilstrækkeligt mange plejehjemsmedhjælpere, der havde mod på at tage en uddannelse. Og det var ikke så let endda. For medhjælperne havde ikke gået i skole i mange år, og mange af dem havde heller ikke de allerbedste minder fra deres skoletid. Så der var en del modstand, fortæller Mimi Bargejani - men i dag er medhjælperne glade for, at de tog skridtet. De er vokset med opgaven, og ingen af dem er faldet fra undervejs, selv om uddannelsen er meget boglig, fortæller hun. Kvinderne, der er gået ind som vikarer imens, har også deres at slås med. Oprindelig var det matchgruppe 2, der var målgruppen for projektet. Men det blev i stedet matchgruppe 4. Og de har generelt mange problemer, siger Mimi Bargejani. Mange af dem er traumatiserede af oplevelser i deres hjemland og lider derfor af forskellige sygdomme. Nogle er enlige forsørgere, flere har mange børn, der skal passes, mens mor går på arbejde, og mange har også sprogproblemer. Når man i forvejen har de ting med i bagagen, skal man være meget motiveret for at arbejde for 80 procent af mindstelønnen, som i øvrigt stort set svarer til kontanthjælpen. Kvinderne er nemlig ansat i de såkaldte integrationsstillinger, hvor man arbejder 80 procent af tiden og undervises i 20 procent. Så lønnen burde være meget bedre som den ekstra motivation, vi alle har brug for, mener Mimi Bargejani. Kvinderne har også skullet lære at lægge aftaler på de dage, hvor de ikke er på arbejde, og i det hele taget overholde mødetiderne, siger Mimi Bargejani, og tilføjer at flertallet af kvinderne både er pligtopfyldende og mødestabile. Men det er et stort problem, at både Socialcenteret og Jobcenteret kun har åbent, når kvinderne er på arbejde, og holder lukket, når de har fri. 16

Ikke nok samarbejde mellem forvaltningerne Men kvindernes fortid som klienter i det sociale system skaber desværre også nogle administrative problemer. Der er ikke nok samarbejde mellem de enkelte forvaltninger og heller ikke internt i den enkelte forvaltning, mener Mimi Bargejani og nævner som eksempel en kvinde, der var sat under administration, fordi hun ikke magtede at betale sine regninger til tiden. Men i det øjeblik hun fik arbejde, holdt Socialforvaltningen op med at sørge for at betale hendes husleje. Det var der bare ingen, der havde fortalt hende, så en dag stod hun jo med en rykker og var meget ulykkelig, fortæller Mimi Bargejani, som i sådanne tilfælde ofte har rollen som både veninde, socialrådgiver og tolk. Indimellem virker det på mig, som om den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør, og at der er alt for mange medarbejdere inde over den enkelte sag. Det gør det rigtig svært for os at finde rundt i systemet, og jeg har flere gange oplevet at blive sendt fra den ene til den anden til den tredje og tilbage til den første. Der er alt for meget administration, og det er os, der må tage os af det, for ellers løber arbejdsgiverne skrigende bort, og så er det hele tabt på gulvet, lyder Mimi Bargejanis kritik. De ældre på plejehjemmene har generelt været godt tilfredse med vikarerne. Men det kniber mere med integrationen mellem personalegrupperne. Det er mit indtryk, at ledelsen på plejehjemmene har været meget åben over for projektet, men det har knebet med at få sendt signalet videre ned igennem systemet. Derfor har vikarerne fået en blandet modtagelse hos kollegerne, og derfor har vi heller ikke kunnet finde mentorer til kvinderne, f.eks. blandt tillidsrepræsentanterne. Der er simpelthen ingen, der har villet være det, siger Mimi Bargejani. Arbejdsgiverne har udtrykt stor tilfredshed med fagbevægelsens aktive rolle i projektet. Det mener man er en garanti for, at der er orden i sagerne, siger Mimi Bargejani, men tilføjer at det har nu også været lidt af en sovepude for arbejdsgiverne. På trods af og måske også på grund af - alle forhindringerne, mener Mimi Bargejani altså alligevel, at projekt Stafetten har været en succes. Men skulle noget gøres anderledes i en lignende sag, ville hun satse på to ting: nemlig et længere for-forløb, inden kvinderne gik i gang med deres vikariat på plejehjemmene, og en mere kritisk visitering til projektet. Fra Jobminimarkedet Aldersrogade og Mjølnerparkern 17

Kulturforskelle? vi finder ud af det hen ad vejen. Fardowso Ahmed er en deltagerne i projekt Stafetten. Hun er af somalisk oprindelse og har boet 13 år i Danmark. Fardowso Ahmed har senest haft deltidsjob i en børnehave, men gennem en veninde hørte hun om Stafetten. Jeg vil gerne arbejde, have et fast job og tjene penge, fortæller Fardowso Ahmed. Og selv om Fardowso Ahmed ikke bor i et af de boligområder, som Jobpatruljen har rekrutteret deltagere til Stafetten fra, pressede hun alligevel på og endte med at få en plads på holdet. Fardowso Ahmed startede med et seks-ugers forløb, hvor hun gik som føl sammen med den medarbejder, hun skulle vikariere for, og fik samtidig undervisning bl.a. i hygiejne og i dansk. Og det var rigtig godt, siger Fardowso Ahmed. For på måde var jeg godt klædt på, da mit arbejde begyndte for alvor. Jeg kendte arbejdsopgaverne og navnene på dem, jeg skulle arbejde sammen med. Så det var trygt og godt. I alt er fire deltagere i projektet ansat på plejehjemmet Slottet, og i starten gik Fardowso Ahmed sammen med en anden deltager. I dag går hun alene på afdelingen og er faldet godt til. Jeg er blevet godt modtaget af resten af personalet. Vi snakker med hinanden og holder personalemøder og pauser sammen. Jeg håber, de andre også får job Fardowso Ahmeds hovedopgave er rengøring, men hun hjælper også til med at ordne vasketøj og anrette mad. Og heller ikke maden volder nogen problemer. Som muslim kan jeg ikke røre svinekød, men afdelingslederen sagde til mig, at så kunne jeg bare tage mig af morgenmaden og af brødet til frokost og den slags. Det er ikke noget problem - vi finder ud af det hen ad vejen. Indtil 31. december 2008 er Fardowso Ahmed stadig ansat i projektet. Og det betyder, at hun en dag om ugen møder op til undervisning sammen med de øvrige deltagere. Det nyder hun, for det er rart at møde de andre, og høre om hvordan det er der, hvor de arbejder. Jeg håber, de andre også får job, lige som jeg har fået, siger Fardowso Ahmed. Efter nytår starter hun nemlig i en fast fuldtidsstilling på helt almindelige vilkår på den afdeling, hvor hun for øjeblikket er vikar. Det glæder hun sig meget til, og hendes mand og børn bakker hende op i hendes valg. På spørgsmålet om der er noget, hun synes, man burde lave om, hvis man skulle lave et tilsvarende projekt en anden gang, er svaret nej. Jeg synes bare, man skulle starte helt forfra igen på samme måde, smiler hun. For blandingen af undervisning og arbejde har været rigtig god. (Fardowso Ahmed har ikke ønsket at blive fotograferet. Derfor er der ikke noget portræt af hende.) 18

Vi har lært meget men haft for lidt tid. På Teknisk Skole i Valby går et hold af de kvinder, der er kommet på skolebænken, mens vikarerne går i deres stillinger ude på de enkelte plejehjem. Kvinderne er ved at være færdige som faglærte hospitalsserviceassistenter efter et års uddannelse en uddannelse, der er normeret til at vare to et halvt år, men som de tager på et år, fordi deres erhvervserfaring giver dem merit. Uddannelsen veksler mellem praktik og skoleophold, og det har været hårdt, men godt. Vi har blandt andet haft fag som kemi, materialeforståelse, forflytningsteknik, dansk, engelsk, førstehjælp, rengøringsplanlægning og økonomi, fortæller pigerne. Og det har været spændende, men meget presset at skulle have så mange fag på så kort tid. Nogle af fagene har de kun haft halvanden dag til, og det er alt for lidt, er de enige om. Det kan godt være, man kan betjene en bestemt maskine, men hvis man har gjort det forkert før, skal man jo i virkeligheden begynde forfra med at lære det. Det er godt nok at få det demonstreret, men der er ikke tid nok til at øve sig, som en af pigerne siger. Pigerne har i det store hele glædet sig til at komme på skolebænken. Hvem siger nej til at få løn under uddannelse, plus mere i løn bagefter? Det er da fedt. Og det, at man ikke skal på SU betyder meget, når man har familie, er de enige om. Samtidig er det en tryghed at vide, at man har en arbejdsplads at vende tilbage til og derfor ikke skal ud og lede efter et nyt job bortset fra den ene, hvis arbejdsplads er blevet nedlagt, hvilket i øvrigt var grunden til, at hun startede på uddannelsen. Kvinderne på uddannelse på Teknisk Skole er fra venstre Sanja Vujic, Sandra Moron, Michelle Følsgaard, Ninna Andersen og Ferij Bekeri. 19

Og pigerne er gennemgående meget loyale over for deres arbejdsplads og meget indstillede på at betale den mulighed, de har fået, tilbage. Det skal jo gerne kunne tjene sig hjem igen, at jeg har været væk, som en af dem siger, for det, jeg har lært, skal komme arbejdspladsen til gode. Både fordi jeg kan lære nogle ting videre til andre kolleger, og fordi jeg har lært at passe bedre på tingene, så de holder længere. Og min chef har da også sagt, at hun gerne vil have, jeg bliver mindst et år, så de får glæde af det, jeg har lært. Alle håber på og glæder sig til - at få andre og mere varierede arbejdsopgaver, når de vender hjem til deres arbejdsplads med nye kompetencer. At kunne indgå i plejen af beboerne og i det hele taget kunne tage sig af flere forefaldende opgaver. Blandede oplevelser med vikarerne Men hvordan er det så gået med de vikarer, der har passet kvindernes job, mens de har været væk? Erfaringerne er meget blandede. De skulle have været under oplæring noget længere, inden de kom til at stå på egne ben, mener mange af pigerne. Nogle af dem har ikke været gode nok, og så vil arbejdsgivere ikke have dem. Altså, de skal jo lære at høre efter. Hvis man fortæller dem, at de ikke må ikke bruger toiletrens til gulvvask, så er det irriterende, hvis de gør det alligevel, fortæller en. På min arbejdsplads har der været fire forskellige vikarer, men der var så mange problemer med dem, og til sidst blev de fyret. Ledelsen sagde, nej, vi vil ikke have flere - vi skaffer selv en vikar, og betaler selv for det, supplerer en anden. Det er ærgerligt, og det undrer mig, at de ikke har taget imod den mulighed, de har fået her. Mange af dem er enlige mødre, og dette er deres chance for at komme ud på arbejdsmarkedet og lære, hvordan det fungerer i Danmark. Jeg tror, nogen af dem bevidst har gjort sig umulige for at kunne komme til at gå hjemme igen, siger en. Men der har bestemt ikke været problemer med alle, for andre af vikarerne har været meget dygtige og er hurtigt kommet ind i arbejdet og blevet en del af personalegruppen. På min afdeling har vi en vikar, vi er rigtig glade for. Hun er dygtig, hun er sød, og hun flittig. Og hun både spørger selv og hører efter, hvad der bliver sagt, fortæller en anden, og pigerne er enige om, at der er lige så stor forskel på vikarerne, som der er på alle andre mennesker. Alt i alt har det altså været et godt og lærerigt år. Og sammenholdet er stort. For selv om pigerne glæder sig til at komme tilbage til deres arbejdsplads, glæder de sig bestemt ikke til at forlade hinanden. Vi kommer virkelig til at savne hinanden, er de enige om. 20