INDHOLDSFORTEGNELSE DET MODERNE SAMFUND OBLIGATORISK OPGAVE: - Om hvad binder det moderne samfund sammen? Indledning... 2 Ulrich Beck... 2 Risikosamfundet... 2 Nøden er hierarkisk, smoggen demokratisk... 3 Angst og farefællesskaber... 3 Niklas Luhmann... 4 Et arbejde med systemer... 4 Et funktionelt differentieret system... 4 Normfri integration... 5 Delkonklusion... 6 Diskussion... 6 Stærke og svage sider ved Becks teori... 6 Stærke og svage sider ved Luhmanns teori... 7 Opsamlende konklusion... 8 VALGFRI OPGAVE 2.1: HANDLING - Om forskellige opfattelser af handling Indledning... 9 Pierre Bourdieu... 9 Den mest reelle realitet... 9 Den tredje vej... 10 Randall Collins... 11 Et energetisk ritualperspektiv... 11 Ritualteorien... 11 EE og kulturel kapital som outcome... 12 EE- seekers... 12 Diskussion... 13 Stærke og svage sider ved Bourdieus teori... 15 Stærke og svage sider ved Collins teori... 14 Konklusion... 15 LITTERATURLISTE... 16 Side 1 af 17
OBLIGATORISK OPGAVE: DET MODERNE SAMFUND Indledning - Om hvad der binder det moderne samfund sammen Moderne samfundsteori kan, i kraft af sin betegnelse, formodes at være historisk relativ, hvorfor det synes interessant at afkode to forskellige teoretikeres versioner af den. Med dette i mente er der følgeligt taget udgangspunkt i henholdsvis samfundskritikeren Ulrich Becks og systemteoretikeren Niklas Luhmanns forståelse af det moderne samfund. Efter en mindre opsamling af hvad der hos disse kan anskues at binde det moderne samfund sammen, følger en diskussion af de forskellige teoriers styrker og svagheder. Ulrick Beck Risikosamfundet Den tyske sociolog og samfundsforsker Ulrich Beck (f. 1944) (Rasborg 2007:460) betoner, i et forsøg på at danne sig en forståelse af sin samtid, at samfundet har foretaget en radikal ændring. Dette på baggrund af at en moderniseringsproces har igangsat fremkomsten af en ny epoke. Forandringsprocesserne bør dog ikke anses som modernitetens afslutning samt at vi nu har bevæget os over i et postmodernistisk samfund men derimod blot, at vi i den nye fase i modernitetsprocessen har at gøre med en refleksiv modernitet 1 (Ibid.:468). Moderniteten er altså i stigende grad blevet refleksiv, og tematiserer samt problematiserer dermed dets egen udvikling: Spørgsmål om udvikling og anvendelse af teknologier [ ] overskygges i stigende grad af spørgsmål om den politiske og videnskabelige håndtering [ ] af risici [ ] (Beck 1997:28:21-25). Beck argumenterer i denne forbindelse for, at den kontinuerlige moderniseringsproces har bevirket, at det tidligere rigdomsfordelende samfund i stigende grad overskygges af et samfund, der producerer samt fordeler risici et såkaldt risikosamfund (Ibid.:27-33). Risikosamfundet er for Beck dels knyttet til utilsigtede konsekvenser af blandt andet en omfattende teknologianvendelse, dels en stigende individualisering. Sidstnævnte har mere eller mindre frisat mennesket fra industrisamfundet og dets makrostrukturelle sammenhænge i form af traditionelle livformer og kollektivt organiserede livsmønstre (Rasborg 2007: 460,465ff). Individet 1 Vi har således bevæget os fra en simpel modernitet, som betegner moderniseringen af et traditionelt samfund til en refleksiv modernitet, der betegner moderniseringen af industrisamfundet (Rasborg 2007:468) Side 2 af 17
henvises derfor i højere grad til selv at skabe sine egne referencerammer 2, hvilket kan antages at åbne op for individuelle fortolkninger af risiciene (Beck 1997:37ff, 43). Nøden er hierarkisk, smoggen demokratisk (Beck 1997:49:32) Til forskel fra tidligere, hvor besiddelsen af rigdom ansås som værende klassespecifikt, rummer risikosamfundet ifølge Beck en grænseoverskridende udviklingsdynamik, hvilket belyser, at risici netop er noget, der berører alle (Ibid.:64:13,66). Det er i forlængelse af dette essentielt at pointere, at Beck ikke taler om trusler som noget nyt i sig selv. Det væsentlige er, at det er karakteren af dem, der har ændret sig fra at indeholde en tilfældighedsmekanisme til nærmere på systematisk vis at opstå (Ibid.:30f). Risiciene er desuden karakteriseret ved at være så omfattende og komplekse, at de ikke kan afgrænses tidsligt, rumligt eller som tidligere angivet socialt, hvilket desuden gør dem svære at forudsige samt lokalisere, herunder at estimere deres omfang, og dermed forsikre sig imod dem (Rasborg 2007:463): Man kan stille sult, tilfredsstille behov, men civilisationens risici er som et bundløst behovskar, umættelig, uendelige, skabende sig selv (Beck 1997:32:32-33). Angst og farefællesskaber I og med at man i risikosamfundet konstant må forholde sig til uendelige, uforudsigelige samt usynlige risici med en iboende globaliserende tendens og hermed grænseløs karakter, aktiverer dette en udbredt frygt og nervøsitet: Mange af de nye risici [ ] unddrager sig fuldstændig den umiddelbare menneskelige iagttagelsesevne (Beck 1997:37:26-28). Mennesket kan i forlængelse af dette anskues som at befinde sig i en fælles situation, som danner grobund for en fælles interesse (Beck 1997:49f). Når det være sagt betyder dette ikke absolut, at risikosamfundet er afgjort konsensus- og harmonipræget. Grundet individernes forskellighed og individuelle risikodefinitioner opstår nemlig modsætninger, hertil (nye) samfundsmæssige differentieringer, der kan danne grobund for konflikter i form af f.eks. værdi- og definitionskampe (Ibid.:62). Selvom civilisationen således udsættes for et ensliggørende element, synes der altså også at være elementer af konflikt. Bag de mange forskellige, individuelle interesser udgør risiciene i risikosamfundet ifølge Beck altså så omfattende en trussel, at der opstår en slags objektive fællesskaber, som han desuden benævner farefællesskaber (Ibid.:62ff). Han fremhæver i denne forbindelse, at tendensen til en objektiv homogenisering vil blive øget i takt med moderniseringens forøgelser af trusler (Ibid.:64). Således kan man ud fra Becks optik anskue, at det er den individualiserede såvel som globaliserede angst, der bevirker et bindende element i det refleksive moderne samfund. 2 Beck påpeger i denne forbindelse, at vi lever i en spekulativ tidsalder, hvor aktører anvender deres refleksive evne til selv at indsamle data om risici (Rasborg 2007:463) Side 3 af 17
Niklas Luhmann Forskelligt fra Beck knytter den tyske sociolog og videnskabsteoretiker Niklas Luhmann (1927-1998) (Hagen 2007:391) en systemteoretisk tradition til sociologien, og kan i forlængelse af dette anses som at have udviklet en relativ kompleks systemteoretisk modernitetsteori (Ibid.:396). Følgende redegøres derfor for nogle grundlæggende begreber inden for hans teoretiske system. Et arbejde med systemer Luhmann søger at iagttage den sociale virkelighed ved at tage udgangspunkt i en skelnen mellem systemer og deres omverden (Aakvaag 2008:230). Skillelinjen mellem disse bør dog ikke forstås som værende af fysisk eller materiel karakter i form af f.eks. brede mure, men i stedet som kriterier for adgang til systemet. Baggrunden for denne skelnen ligger i, at både opretholdelsen og konstruktionen af systemerne ifølge Luhmann kun kan ske ved afgrænsning til omverdenen (Luhmann 1989:15ff). Systemerne er herved selvskabende, også kaldet autopoietiske, og fremstilles som lukkede systemer, idet intet fra omgivelser kan slippe ind (Aakvaag 2008:235). Dog bør disse ikke forstås som fuldstændigt upåvirkelige, idet omverdenen kan irritere det vil sige gøre forsøg på ændring eller påvirkning af systemet, hvilket omdannes til en form for information, som systemet kan anvende og bearbejde internt i systemet (Luhmann 1989:16): [ ] they [ ] burden one another reciprocally (Ibid.:110:11-13). Grænsen opretholdes da ved, at systemet iagttager sig selv i forhold til dets omgivelser (Ibid.:18ff). Overordnet set arbejder Luhmann med fire hovedtyper af systemer, henholdsvis; maskiner, organismer, psykiske og sociale systemer. Hertil er Luhmann særligt optaget af sidstnævnte, som desuden kan opdeles i yderligere tre hovedtyper, henholdsvis; interaktionssystemer, organisationssystemer og samfundssystemet, hvoraf sidst omtalte dækker over alt fra lokale til globale samfund (Aakvaag 2008:232). Et funktionelt differentieret system Ifølge Luhmann består samfundet af kommunikation, hvorfor han, når han foretager en skelnen mellem samfund, gør det på baggrund af, hvorledes samfundets kommunikation er differentieret (Hagen 2007:394). Luhmann udpeger i denne forbindelse følgende tre hovedformer for differentiering, herunder tre hovedtyper af samfund, han mener har gjort sig gældende op til sin samtid 3 ; 1) det segmentært differentierede samfund, 2) det stratificeret differentierede samfund, 3 Luhmann udviklede en evolutionsteori for at forklare, hvorledes samfundets udvikling har været og er underlagt evolutionens mekanismer. Han udpegede i denne forbindelse følgende tre hovedstadier i historisk perspektiv: a) Det segmentært differentierede samfund: med homogene (ens), fhv. uafhængige uddifferentierede sociale subsystemer, der eksisterede ved siden af hinanden b) Det stratificerede differentieret samfund: vertikalt differentieringsprincip med heterogene (uens) sociale lag, som var indordnet efter hierarkisk lagdeling Side 4 af 17
og 3) det funktionelt differentierede samfund. Hvoraf sidstnævnte fremstilles som karakteriserende for det moderne samfund (Luhmann 1982:232-236). Hvor der i det stratificeret differentierede samfund kunne tales om et vertikalt differentieringsprincip, har vi i det funktionelt differentierede samfund nu modsat at gøre med et horisontalt. Der er dog stadig tale om uensartede subsystemer. Den funktionelle differentieringsform er således ikke baseret på hierarki men derimod funktioner, hvor forskellige subsystemer hver især varetager deres afgrænsede specialfunktion i samfundet. Systemerne kan således anskues som værende operationelt lukkede, givet de er selvreferentielle og opererer uafhængigt af de andre systemer (Aakvaag 2008:243ff). Dog synes de alligevel mere afhængige af hinanden end tidligere, idet de er independent functions in the sense that the way in which one of these functions is fulfilled influences the range of possibilities available to others (Ibid.: 253:32-35) (Luhmann 1989:107ff). Grundet den horisontale differentiering eksisterer der i det moderne samfund således ikke en elite eller et metasystem, som monopoliserer styringsfunktionerne (Hagen 2007:394): Functional differentiation requires a disreplacement of problems from the level of society to the level of subsystems (Luhmann 1989:241:20-22). Ej heller kan der ifølge Luhmann hverken tales om et kulturelt eller institutionelt centrum (Aakvaag 2008:243). Dette fordi de uddifferentierede systemer, for at sandsynliggøre kommunikation, har udviklet hver deres binære koder. Koder, der opstiller to alternativer 4, og har en indbygget præferencestruktur (Luhmann 1989:36f). Den moderne verden kan ifølge Luhmann da karakteriseres som værende polykontekstural, idet de autopoietiske systemer i en vis forstand lever i deres egen verden og praktiserer deres eget sprog (Aakvaag 2008:243). Luhmann påpeger i forlængelse heraf, at muligheden for at opnå en objektiv enighed omkring hvad der er rigtigt problematiseres, idet der ikke længere findes et fælles perspektiv på dette og det dermed altid vil være præget af observatørens distinktion. De enkelte systemer har således brug for de andres perspektiver til at observere deres egne blinde plet (Hagen 2007:403f). Normfri integration Som Luhmann selv formulerer det, er [ ] the unity of society [ ] nothing more than this difference of function systems, [ ] their reciprocal autonomy and non- substitutability; nothing more than the transformation of this structure into a togetherness of inflated independence and dependence (Luhmann 1989:114:5-11). Luhmann henviser således til den stigende differentiering for at pointere styrken i systemernes forskellige logikker. Hertil anser han ligeledes en styrke ved fraværet af et dominerende metasystem, idet subsystemerne får rum til c) Det funktionelt differentierede samfund: det dominerende i dag (Luhmann 1982:232-236) 4 f.eks. sandt/ikke sandt eller lovligt/ikke lovligt (Luhmann 1989:36f) Side 5 af 17
gensidig tilpasning. I det funktionelt differentierede samfund angives det således, at det netop er i kraft af systemernes autopoietiske karakter, samt funktionssystemernes varetagelse af deres specialiserede operationer ud fra eget perspektiv, at det moderne samfund kan integreres som helhed (Hagen 2007:394). Det er således, i Luhmanns optik væsentligt, at man forstår det moderne samfunds normfrie integrationsmekanisme, hvis man vil eftersøge et bindeled i et ellers funktionelt differentierede samfund, som det moderne. Delkonklusion Beck og Luhmann udlægger således divergerende ontologiske tilgang til det moderne samfund, hvorudfra det kan anskues, hvorledes både risikosamfundet samt det funktionelt differentierede samfund begge synes at rumme bindende elementer. Hvor det hos Beck kan anskues at være de ikke- intenderede konsekvenser i form af risici, der, trods individernes forskelligheder, får dem til at organisere sig i objektive, transnationale fællesskaber på bagrund af angst, må bindeleddet i det moderne samfund, ud fra Luhmanns systemteori, forklares på lidt anden vis. Hos Luhmann er det nemlig netop i kraft af, at de enkelte funktionssystemer i det funktionelt differentierede samfund, hvor der vel og mærke ikke eksisterer et metasystem, på trods af deres operationelle lukkethed, varetager hver sin funktion til fulde. Begge teorier indeholder dog både svaghedselementer samt styrker, hvilke i det følgende vil blive diskuteret. Diskussion Stærke samt svage sider ved Becks teori Det er iøjnefaldende, at Beck tillægger industrielle risici overvejende stor opmærksomhed, idet dette kunne antages at affeje muligheden for, at alternative risikobetonede problemer også kan eksistere. Det kan i forlængelse heraf diskuteres, om de individuelle fortolkninger af risici på trods af stigende individualisering samt aftraditionalisering ikke kan afvises til stadighed at være præget af kulturelle normer og værdier eller social herkomst, hvilke elementer dermed også har en ikke uvæsentlig rolle i den individuelle definition af begrebet. Beck påpeger med sit udsagn: Nøden er hierarkisk, smoggen demokratisk (Beck 1997:49:32), at risiciene i det moderne samfund berører alle, herunder at de er såkaldt demokratiske. Han nedtoner desuden løbende, i sin fremlæggelse af det moderne samfunds karakteristika, den tidligere klassedifferentierings dominerende eksistens i dag. Dog fremhæver han ligeledes, at der i risikosamfundet er opstået nye former for samfundsmæssige differentieringer. Er risici da til stadighed ikke ulige fordelt i forhold til den enkeltes sociale position? Hvis risiciene desuden Side 6 af 17
hverken kan afgrænses rumligt eller tidsligt, har vi jo ikke blot at gøre med en fordeling af risici inden for et lokalsamfund, men også verdensglobalt. Kan der da også her afvises ulighed i risici? Et tredje kritikpunkt findes i, at Beck udelukkende synes at fokusere på de negative aspekter ved begrebet risiko, hvilket bevirker, at begrebet fremstilles relativt ensidigt. Man kunne hertil diskutere, hvorvidt Beck i realiteten arbejder med en kontrafaktisk fortolkning, idet han i så fald kan antages at tale om risici dér, hvor der i virkeligheden er hævdet mere sikkerhed. Beck er i forlængelse af dette blevet kritiseret for, i udformningen af sin teori, nærmere at beskæftige sig med relativt abstrakte hypoteser frem for grundig empirisk dokumentation (Rasborg 2007:474). Man kunne her fristes til at stille spørgsmålstegn ved, om massemediernes eksponering af det moderne samfunds trusler kan have haft sin indvirkning på udformningen af Becks teori. Dette i form af, at en overdramatisering af det reelle trusselsniveau kan have resulteret i en overgeneralisering af det moderne samfunds udviklingstræk på baggrund af udelukkende én grundkategori: Risiko. Overordnet set synes Becks teori aktuel i forhold til, at vi i de seneste år blandt andet har stået over for problematikker som f.eks. klimaforandringer og frygt for terror. Hans teori giver således anledning til debat af hverdagens risici, hvor de individuelle forståelser kan give et nuanceret billede af de trusler, vi har med at gøre i det moderne samfund. Omvendt kan disse også give en forklaring på, hvorfor vi kan have svært ved at løse disse problematikker, idet vi angiveligt har svært ved at blive enige om, hvilke der skal prioriteres eller i det hele taget tages hånd om. Stærke samt svage sider ved Luhmanns teori Ligesom Beck, kan Luhmanns teori også give en mulig forklaring på, hvorfor debatter om aktuelle udfordringer kan starte og ende med uenighed. Dette i kraft af, at systemernes logikker og selvreferentielle virkemåde netop bevirker, at disse vil reagere på problematikker ud fra deres systemspecifikke kode. Det moderne samfund kan med sin særlige form for differentiering i forlængelse heraf antages at få svært ved at slå problemer af pinden, som kræver kollektivt bindende beslutninger og handlinger. Der kan dog omvendt argumenteres for, at en skelnen mellem systemer netop skaber stabilitet i den forstand, at eventuelle trusler eller kriser, som eks. en økonomisk krise, ikke burde medføre vidtrækkende konsekvenser for alle andre systemer. Hertil vil det ydermere være relativt simpelt at lokalisere problemet, idet dette højst sandsynligt kun vil være stærkt koncentreret i ét system, som desuden kan træffe beslutninger om at komme problemet til livs ud fra egne vilkår. Dog kan det i forlængelse af denne argumentation være svært at abstrahere fra, at lige præcis et system som det økonomiske, ud fra Luhmanns optik, ikke burde kunne medføre gennemgribende ændringer i forhold til hele samfundet. Dette fordi Side 7 af 17
en økonomisk krise jo netop, som vi har set de sidste år, har vist sig at have en så betydelig karakter, at den ikke kan afvises at have påvirket blandt andet arbejdsmarkedet samt pengeprioritering hos familierne. Luhmann taler, som tidligere angivet, om det moderne samfunds egne normfrie integrationsmekanismer, men kan det virkelig passe, at det, i det moderne samfund, er så uvæsenligt, at vi ikke længere er underlagt nogle former for socialt eller kulturelt accepterede værdier eller normer? Man fristes desuden til at spørge, hvorledes der er hold i Luhmanns konstatering af, at der i det moderne, funktionelt differentierede samfund ikke eksisterer et metasystem. Nogle ville måske argumentere for, at det politiske system står en anelse mere centralt end andre systemer, idet Folketinget f.eks. er berettiget til opstille love, der lader til indirekte såvel som direkte at berøre alle subsystemerne. Overordnet set synes Luhmanns metodologiske tilgang at bevirke, at mennesket forsvinder lidt ud i periferien i hans teori. Dog kan den, ligesom Becks teori, med fordel anvendes i forhold til at forklare, hvorfor vi kan have svært ved løse problematikker som bevæger sig på makroplan. Ud fra Luhmanns optik ville f.eks. COP15s uenighedsproblematik kunne begrundes ved, at de enkelte lande ikke havde mulighed for at komme til enighed idet de, som operationelt lukkede systemer, kun kunne reagere i overensstemmelse med deres egne koder. Opsamlende konklusion Uanset ovennævnte kritikpunkter synes Beck og Luhmann således begge at have opstillet en teori, der kan begrunde uenigheder i forbindelse med de aktuelle problematikker, som det moderne samfund måtte stå over for. Herudover er det særligt interessant, at det ikke er uvæsentligt, at både risikosamfundet samt det funktionelt differentierede samfund, trods de mange forskelligheder de måtte slås med blandt individer såvel som systemer alligevel rummer et bindende element. Omfang uden fodnoter: 17.711 Fodnoternes omfang: 1073 Side 8 af 17
VALGFRI OPGAVE 2.1 Indledning HANDLING - Om forskellige opfattelser af handling Følgende er en redegørelse for, hvorledes den franske sociolog Pierre Bourdieu samt den amerikanske teoretiker Randall Collins forstår samt arbejder med begrebet handling. Opgaven afrundes med en diskussion af de forskellige teoriers styrker og svagheder samt konklusion. Pierre Bourdieu Den mest reelle realitet Pierre Bourdieu (1930-2002) (Järvinen 2007:346) har med sin omfattende empiriske forskning blandt andet søgt at bryde med et substantialistisk syn på den sociale verden. Han har i forlængelse af dette indført det sociale rum 5, som han personligt mener udgør den mest reelle realitet [ ] og det reelle princip for individers og gruppers adfærd (Bourdieu 1997:52:14-15). Dette på trods af at det sociale rum angiveligt er usynligt, og derfor svært at dokumentere empirisk (Ibid.:52). Ved at konstruere sociale rum frem for klasser i marxistisk forstand, mener han nemlig således at kunne afvise eksistensen af sociale klasser uden det væsentlige; at man i social henseende adskiller sig fra hinanden (Bourdieu 1997:53:12-13) (Ibid.:26ff; 1994:58). Det sociale rum er angiveligt defineret ved et sæt af distinkte og sameksisterende positioner, der er adskilt fra hinanden (Bourdieu 1997:20:36-37), og modellen bygger hertil på en relationel forståelse, hvor grupperne her indenfor udelukkende eksisterer i kraft af deres relation til hinanden. Muligheden for at skelne mellem hinandens forskelle, herunder skel- sættende afstande til hinanden, eksisterer således netop i kraft af, at man er indskrevet i det sociale rum (Ibid.:25). De sociale agenters 6 eller gruppers positionelle indplacering foretages herunder på basis af deres samlede kapitalvolumen samt fordelingen mellem den økonomiske og kulturelle kapital 7 (Ibid.:21ff). Kapital bør her forstås som de ressourcer i samfundet, som agenterne inden for de forskellige felter 8 i det sociale rum kan erhverve sig over tid (Bourdieu 1986:241). 5 Bourdieu mener i denne forbindelse at have bidraget med en løsning på det problem, der ustandseligt har splittet sociologer herunder problemet hvorvidt der eksisterer klasser eller ej (Bourdieu 1997:52f) 6 Bourdieus betegnelse for individer bemærk f.eks. brugen af begrebet på side 16 (Bourdieu 1997:16) 7 Det bør i forlængelse heraf nævnes, at Bourdieu ud over den økonomiske (; penge samt alle andre typer af materialiteter, der kan omsættes til pengemæssig værdi) og kulturelle kapital (; information, dannelse og sproglige kundskaber), også opererer med en social kapital (; ressourcer og netværk) samt symbolsk kapital (Bourdieu 1986:242f, 245f, 249f), hvor sidstnævnte ikke er en kapitalform i sig selv, men det, de tre andre kapitalformer bliver til, når de anerkendes og dermed får en legitim værdi inden for et specifikt felt (Esmark 2006:87ff, 92ff) 8 Felter dækker over et særskilt rum i det sociale rum. Det er et mikrokosmos, der opererer med dets egne regler. Et felt kan f.eks. være politisk, religiøst, økonomisk, osv. (Järvinen 2007:358) Side 9 af 17
Opsamlende kan det endvidere pointeres, at de skel- sættende afstande i agenternes egenskaber, herunder den måde hvorpå de forskellige kapitalformer fordeler sig, afbildes i rummet af positioner, jf. det sociale rum 9 (Bourdieu 1997:23). For at kunne forstå bindeleddet mellem en agents placering i det sociale rum og dets valg, herunder hvorledes agenten handler, er det imidlertid væsentligt at kende til dennes habitus. Dette netop fordi, at habitus fungerer som en samfundsmæssig praksis, der er afgørende for agentens orientering og handling i hverdagen (Bourdieu 1997:24, 44f). Den tredje vej Praktisk sans karakteriseres af Bourdieu som et erhvervet system af præferencer (Bourdieu 1997:44:24), der bevirker, at agenten reagerer spontant i overensstemmelse med disse uden bevidst at foretage et valg mellem forskellige handlingsalternativer (Järvinen 2007:347). Agenternes habitus afbildes således som værende kropsligt indlejret viden og erfaring, der har formet agentens realitetssans samt fornemmelse for egne begrænsninger f.eks. i henhold til, hvilke handlinger der er passende i forskellige situationer (Bourdieu 1997:44). Begrebet kan i forlængelse heraf anskues som værende tæt forbundet med kapitalformerne, idet habitus kan antages at udgøre en legemliggørelse eller en internalisering af disse. I sidste ende vil habitus dog, ifølge Bourdieu, altid være det afgørende for agentens handlinger, idet denne udgør det generative og samlende princip, der omsætter de indre og relationelle karakteristika i en position til en samlet livsstil, dvs. til et samlet sæt af personvalg, valg af goder, valg af praktikker (Bourdieu 1997:24:1-4). Habitus bør således forstås som den enkeltes tilbøjeligheder til at handle på bestemte måder, hvilket skaber en kobling mellem agentens position i det sociale rum, herunder den relative mængde af kapital den enkelte besidder, og dens positionering det vil sige de valg, som agenterne træffer. Ydermere implicerer habitus både en fornemmelse for agentens egen placering i det sociale rum, såvel som fornemmelsen af andres, hvorfor den desuden kan anskues som værende både forskelliggjort samt forskelliggørende, idet den angives som en aktiv bærer af distinktioner (Bourdieu 1994:61; 1997:24). Opsamlende bør handling i Bourdieus optik således ikke forstås som en objektiv adfærd eller en meningsfuld handling, drevet af et bestemt motiv, men i stedet som bestemt af noget helt tredje derimellem, nemlig agentens individuelle habitus. Overordnet kan det enkelte menneske hos Bourdieu således anskues at adskille sig fra teorien om den rationelle aktør, der overvejer fordele og ulemper forinden sine bevidste og rationelle 9 Det vil derfor tydeligt fremgå hvis agenter besidder ens præferencer, idet disse agenter vil have tendens til at befinde sig tættere på hinanden i de to ovennævnte vertikale og horisontale dimensioner, end hvis deres interesser var særdeles forskellige (Bourdieu 1997:21ff, 52ff) Side 10 af 17
valg, idet den habitusbaserede handling ikke (nødvendigvis) er bevidst eller sætter sig mål. Ligeledes kan den anskues som at adskille sig fra den strukturdeterminerede aktør, hvis handlinger synes determineret af forhold udefra, idet habitusbaseret handling ud fra Bourdieus optik nærmere fremstilles som indehavende en større grad af individuel variation - dog stadig inden for visse rammer (Bourdieu 1994:52, 60). Randall Collins En teoretiker, der kan anskues at være inspireret af rational choice- teorien, som går ud fra, at aktører vælger de handlingsalternativer, der giver størst nytte, er konfliktteoretikeren Randall Collins (f. 1941) (Strandbakken 2007:221,279). Nyttemaksimeringen bør i Collins teori dog ikke forstås som maksimering i økonomisk forstand, idet Material things are valued for their emotional significance in interactional ritual situations (Collins & Rössel 2002:516:5-6) (Ibid.515). Collins tillægger nemlig rationalitetsmodellen et nyt element, hvilket bevirker, at vi i stedet har med maksimering af en særlig energi at gøre; The theory of maximization under material constraints becomes more powerful when applied to the emotional currency of social life and the structures of interaction that produce it (Collins 2004:182:41-43). Et energetisk ritualperspektiv Collins søger i sit sociologiske arbejde at formidle mellem mikro- makro; [ ] macrosociological notions and structures have to be translated, as far as possible, into their microsociological elements (Collins & Rössel 2002:510:15) (Ibid.:509f). Han forsøger i forlængelse heraf at danne en teori, der er endnu mere radikal mikro- orienteret end hidtidig mikrosociologi, samtidig med at hans teori skal kunne forklare makrosociale forhold 10 (Ibid.:513). Collins stiller således ikke mikro og makro- perspektivet op over for hinanden som to separate dele, men indfører i stedet empiriske analyser for at forklare, hvorledes det sociale manifesterer sig i interaktioner (Ibid.:509,511). Collins forsøger i forlængelse heraf at danne sig en forståelse af det sociale liv ud fra en affektiv teori med udgangspunkt i interaktionsritualer 11, der konstitueres af interaktioner, følelser og symboler (Ibid.:513f). Han tager således ikke afsæt i en metodologisk individualisme, men har i stedet fokus på situationer, hvilket netop understøtter hans kritik af mikrosociologien. Ritualteorien Collins definerer interaktionsritualer ved at de [ ] to a certain degree [has] the effect of changing the moods and emotions of the involved actors and along with this producing and 10 Collins benytter sig her af tre makrovairable; rum, tid og samling af antal personer/situationer (Ibid.:509f) 11 Han henter i denne forbindelse inspiration fra både den franske (og en af sociologiens grundlæggende) samfundsforsker Émile Durkheims analyser af religiøse ritualer samt den canadisk- amerikanske sociolog Erwin Goffmans arbejde med hverdagsinteraktioner (Collins & Rössel 2002:513,527) Side 11 af 17
reproducing their affective bonds to certain cultural symbols (Collins & Rössel 2002:513:21-23). Intensiteten i outcome fra interaktionsritualerne er således ikke fastlagt i enhver situation, men varierer, hvorfor han i forlængelse heraf opstiller følgende tre forhold, der kan forudsige i hvilken grad; at antallet af fysisk tilstedeværende personer i interaktionen minimum bør være 2, at der eksisterer et fælles fokus 12, herunder en bevidsthed omkring dette, samt et ensartet humør- og følelsesniveau 13 (Ibid.: 513). Hvis intensiteten i de to sidstnævnte forhold er høj nok under interaktionsritualet, bliver objektet for det fælles fokus til et symbol, der rummer en social energi, og derved følelsesmæssigt ladet (Ibid.:514). Ifølge Collins giver alle interaktionsritualer som udtalt således et outcome af to former for ressourcer, henholdsvis emotionel energi (EE) og følelsesladede, kulturelle, symboler også benævnt kulturel kapital 14. EE og kulturel kapital som outcome Emotionel energi (EE) skitseres som det brede spektrum af positive såvel som negative følelser, et individ måtte have. Collins tilskriver desuden denne titlen som værende the driving force of interactions and the common denominator of the things people seek in interactions (Collins & Rössel 2002:514,49; 515,1), hvilket angiver, at netop denne ressource udgør det vigtigste element, et individ kan søge i situationer med interaktion (Ibid.:516). Emotionel energi fra tidligere interaktioner vil desuden charge up the symbols that go through people s minds (ibid.:516:38). Overordnet bør der ifølge Collins skelnes mellem de to ressourcer på følgende måde: The dynamics of emotional energy determines the importance of specific symbols and classification systems, whereas cultural capital affects the content of actions, conversations, and thinking (Ibid.:515:47-49). Ved at indgå i interaktionsritualer akkumulerer individet disse ressourcer, hvorfor både EE og den kulturelle kapital kan anskues som centrale og forklarende elementer i henhold til både, hvilke fremtidige interaktionsritualer individet vil søge at indgå i, hvilke muligheder det har for at indgå i dem, samt hvilken rolle det vil indtage her indenfor (Ibid.:515). EE- seekers Individer fremstilles på denne måde som EE- seekers, der søger mod interaktionsritualer, der kan optimere deres EE (Collins 2004:181). Hertil søger individet altid interaktion med individer, der matcher deres egen kulturelle kapital og samling af symboler, idet dette vil resultere i et højt 12 F.eks. i form af et religiøst emblem, et nationalt flag, eller et bestemt samtaleemne (Ibid.: 513) 13 Jo mere homogent humøret er, dets stærkere er ritualets outcome (Ibid.:513) 14 Collins benytter Bourdieus definition sit kulturelle kapital- begreb som et starting point for definitionen af begrebet anvendt i hans ritualteori (Collins & Rössel 2002:515). Kulturel kapital kan hos Collins opdeles i to typer, henholdsvis; den generelle type, som henviser til individets smag, præferencer og manerer (jf. Bourdieus habitus) og den partikulære type, der refererer til personlig kontakt samt specifikke situationer (lokal karakter) (Collins & Rössel 2002:514) Side 12 af 17
outcome af EE. På mikroniveau kan denne proces af match- up anskues som at foregå som samtalernes markedsplads (Ibid.:155f). Individet behøver ifølge Collins således ikke at foretage bevidste kalkulationer, når de handler, men blot lade sig drive af sin emotionelle energi; Social sources of EE directly energize behavior; the strongest energizing situation exerts the strongest pull (Ibid.:181,40-41). Individerne oplever hertil ikke dette som styrende, idet de netop er fyldt med så meget energi, at de automatisk vil føle, at de selv styrer det; When EE is strong, they see immediately what they want to do (Ibid.:182,6-7). Opsamlende kan interaktionsritualerne altså anskues at omforme individets følelser, eller oplade dem, hvilket bevirker, at individerne på et følelsesmæssigt plan bliver drevet til at handle instinktivt. Collins teori adskiller sig således fra common sense teorien, for ikke at tale om Bourdieu, som tænker handlingskapacitet som knyttet til individet. I Collins optik er denne handlingskapacitet nemlig funderet i bestemte situationer, hvorfor denne blot bør anskues som værende tilskrevet individet. Bourdieus og Collins individuelle forståelser af, herunder hvad der ligger til grunde for, handling, forekommer således divergerende. Dette på trods af, de begge gør brug af sammenlignelige elementer som begrebet kulturel kapital. Med henblik på at besvare problemformuleringen til fulde, vil svaghedselementer samt styrker ved de to teorier i det følgende blive diskuteret. Diskussion Stærke samt svage sider ved Bourdieus teori Helt grundlæggende påpeger Bourdieu, at der er en overensstemmelse mellem sociale og mentale strukturer at finde, idet konstellationen af de objektive relationer danner rammerne for en objektiv, social struktur, der internaliseres i individet i form af kognitive strukturer, jf. habitus. En mental struktur der, som tidligere angivet, er afgørende for agenternes tilbøjeligheder til at handle på bestemte måder. Der kan i forlængelse af dette argumenteres for, at habitus tillægges en relativ tung forklaringsbyrde netop i form af, at denne fremstilles som den fundamentale forbindelse mellem individernes objektive positioner i samfundet og deres valg, og hermed skal formidle mellem på den ene side struktur og aktør, på den anden side objekt og subjekt (Järvinen 2007:364). Ydermere synes habitus formidling mellem positioner og positioneringer udelukkende at bevæge sig fra strukturer til (instinktive) valg men ikke tilbage igen hvorfor der kan stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er lykkedes Bourdieu at løsrive sig fra strukturalismen i det omfang, som han, som tidligere angivet, har bestræbt sig på? Der kan i forlængelse heraf argumenteres for, at habitus fremstilles som havende en relativ deterministisk karakter, idet agenten ikke umiddelbart synes at have mulighed for at handle frit, Side 13 af 17
eftersom habitus netop afbildes som et erhvervet system af præferencer (Bourdieu 1997:44:24) der bevirker, at agenten reagerer spontant i overensstemmelse med disse uden bevidst at foretage et valg mellem forskellige handlingsalternativer. Der kan dog argumenteres for, at Bourdieus karakteristik af habitus på sin vis indeholder et element af foranderlighed, idet systemet af præferencer netop er erhvervet, og derfor kan antage at udsættes for nye erfaringer, som åbner op for nye handlemuligheder vel og mærket i overensstemmelse med denne. Bourdieu angiver i Af praktiske grunde fra 1997, at hele hans videnskabelige virke er fremspiret af den overbevisning, at det er uvæsentligt at nå ind til kernen af logikken i den sociale verden, hvis ikke man som forsker dykker ned i den empiriske realitet (Bourdieu 1997:16). Hans omfattende empiriske forskning kan i denne forbindelse fremhæves som en styrke, idet hans teoretiske begrebsapparat således både synes at være fundamenteret i en kombination af en dybdegående empirisk forskning, samt en refleksiv indstilling til de forskningsmetoder, som anvendes (Järvinen 2007:345). Væsentligt er det dog at holde for øje, at Bourdieu, med sit objekt i det franske samfund i 1970 erne (Bourdieu 1997:16), ikke kan anskues at sikre modellerne universel gyldighed. Hans teori kan således argumenteres for at være et brugbart værktøj i bestræbelsen på at forstå den sociale virkelighed dog med forbehold, idet hans teori, som han desuden selv pointerer, ikke rummer de elementer, en såkaldt Grand Theory almindeligvis gør (Bourdieu 1997:15ff). Stærke samt svage sider ved Collins teori Overordnet set giver Collins udtryk for, at handlinger ikke nødvendigvis beror sig på det rationelle (Collins 2004:145). Han finder belæg for, at individers beregninger af situationer ikke indgår som et naturligt element i hverdagen, og hævder i samme ombæring, at konceptet rational choice nærmere er en metafor frem for virkelighed (Ibid.:144). Man kan her sætte spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad denne forkastelse af rational choice er en modsigelse af hans egen teori, idet det rationelle element i maksimeringen af EE er så omfattende i denne. Collins angiver, som tidligere nævnt, at Material things are valued for their emotional significance in interactional ritual situations. Materielle goder er således ikke et mål i sig selv, men bør nærmere forstås som et middel, der er brugbart i henhold til interaktioner, idet disse har behov for materielle bidrag. Collins hævder i denne forbindelse, at individet ikke er i besiddelse af en ubegrænset eller konstant hungren efter materielle goder men at det derimod er interaktionen, som den enkelte indgår i, der afgør, hvorvidt man får lyst til at arbejde for at erhverve sig disse (Collins & Rössel 2002:516f). Således angiver Collins, at materielle interesser kun opstår i situationer. Men kan i forlængelse af dette fristes til at stille spørgsmålet; Side 14 af 17
om materielle goder i det nutidige samfund ikke har en så omfattende karakterer i hverdagen, at denne i realiteten kunne argumenteres for netop at være et mål i sig selv? Collins refererer ved introduktionen til hans kulturelle kapitalbegreb til Bourdieus kapitalbegreb af samme navn, og påpeger i denne forbindelse, at Bourdieus karakteristik af dette bevæger sig for meget på et meso- plan til at netop hans definition af begrebet kan overføres til det, som Collins selv anvender. Collins forsøger i forlængelse af dette at overføre det strukturelle fra Bourdieu, med tilføjelse af det situationsspecifikke (det lokale ) (Collins & Rössel 2002:515). Definitionen af Collins kulturelle kapital- begreb forbliver på trods af dette dog, som han desuden selv konstaterer, relativt abstrakt, hvilket gør det en anelse svært at forholde sig til. Man kunne her sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor Collins ikke definerer begrebet mere entydigt og ydermere giver det et nyt navn, hvis Bourdieus version alligevel er mangelfuld, og Collins desuden selv kan konstatere hans eget begrebs uhåndgribelighed? Overordnet giver Collins teori, trods ovenstående kritikpunkter, dog mulighed for at kunne forklare, hvordan individuelle valg kan være rationelle og målrettede uden at dette synes åbenlyst for tilskueren. Dette åbner op for et perspektiv der anser individer som værende i stand til at træffe uafhængige valg, hvilket tilskriver dem en højere grad af frisættelse end den, som individet hos f.eks. Bourdieu tillægges. Konklusion I bestræbelsen på at skabe en syntese mellem struktur og aktør, nedsætter Bourdieu en dispositionel praksisteori, der udmøntes i habitusbegrebet, som disponerer individet til at tænke og handle på bestemte måder. Hos Bourdieu kan handlingskapacitet altså anskues som værende forbundet til individet, idet den findes i dets habitus. Collins afviser ikke habitusbegrebet tværtimod men tager i stedet udgangspunkt i specifikke situationer, som individets energi drives hen i mod. Han konkluderer endvidere i denne forbindelse, at EE bør forstås som the common denominator of all choices, idet enhver situation kan kategoriseres som et interaktionsritual, der på enten et højt eller lavt plan appellerer individet. Begge teorier indeholder, som angivet, nogle kritikpunkter, der er svære at komme udenom. Væsentligt er det dog, at de begge kan anvendes til at forklare handling blot med hver deres perspektiv, herunder hvorvidt det er habitusbestemt eller drevet af energi. Omfang uden fodnoter: 18.093 Fodnoternes omfang: 2391 Side 15 af 17
Litteraturliste Primær litteratur (OBLIGATORISK OPGAVE) Luhmann, Niklas (1982): The Differentiation of Society. New York: Columbia University Press: 229-254 Luhmann, Niklas (1989): Ecological Communication. Chicago: University of Chicago Press: 15-31; 36-50; 106-114 Beck, Ulrich (1997): Risikosamfundet på vej mod ny modernitet. København: Hans Reitzels Forlag: 27-67; 161-204 (VALGFRI OPGAVE) Bourdieu, Pierre (1997): Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen. København: Hans Reitzels Forlag: 15-31; 37-56 Bourdieu, Pierre (1986): The Forms of Capital i Richardson, John G. (ed.): Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education. New York: Greenwood Press: 241-258 Bourdieu, Pierre (1994): Socialt rum og symbolsk magt i Bourdieu, Pierre: Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. København: Akademisk Forlag: 52-69 Collins, Randall & Rössel, Jorg (2002) Conflict theory and Interactional Rituals The microfoundations of Conflict Theory (chapter 24) i Handbook of Sociological Theory (red.) Jonathan Turner, New York: Kluwer Academic: 509-531 Collins, Randall 2004: Interaction Markets and Material Markets i Interaction Ritual Chains. Princeton: Princeton University Press: 141-182 Sekundær litteratur (OBLIGATORISK OPGAVE) Aakvaag, G. (2008) Kap. 9 Niklas Luhmanns systemteori: Metodologisk antihumanisme og funksjonell differensiering, Moderne Sociologisk Teori, Oslo: Abstrakt Forlag: 229-257. Rasborg, Klaus (2007): Ulrich Beck (kap. 25), Klassisk og moderne samfundsteori, af Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen (red.), Hans Reitzels Forlag, 4. udgave Hagen, Roar (2007): Niklas Luhmann (kap. 21), Klassisk og moderne samfundsteori, af Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen (red.), Hans Reitzels Forlag, 4. udgave (VALGFRI OPGAVE) Esmark, Kim (2006): Bourdieus uddannelsessociologi i Annick Prieur & Carsten Sestoft: Pierre Bourdieu En introduktion København, Hans Reitzels Forlag: 71-114 Side 16 af 17
Järvinen, Margaretha (2007): Pierre Bourdieu (kap. 19), Klassisk og moderne samfundsteori, af Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen (red.), Hans Reitzels Forlag, 4. udgave Strandbakken, Pål (2007): Det konfliktteoretiske alternativ til funktionalismen (kap. 15), Klassisk og moderne samfundsteori, af Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen (red.), Hans Reitzels Forlag, 4. udgave Side 17 af 17