1. Indledning I løbet af de to foregående årtier har balancen i det internationale mediespektrum forrykket sig betydeligt. Hvad, der førhen var et forum domineret af store, vestlige nyhedsstationer som BBC og CNN, er nu ekspanderet og har givet plads til nye, revolutionerende nyhedsformidlere fra alternative hjørner af verdenssamfundet. En verdensdel, der om nogen har været i mediemæssig fremmarch, er Mellemøsten, hvor fritænkende og demokratiske tiltag, i visse arabiske lande, har smittet kraftigt af på den rivende udvikling, som pressen har gennemgået i nyere tid. Flere tv- og satellitkanaler er kommet til, men titlen som absolut avantgarde inden for den nye mellemøstlige nyhedsformidling tilhører Al Jazeera Network. Født i 1996 ind i en gammel, indgroet pressetradition var Al Jazeeras ideer og visioner for fremtiden ikke blot uønskede, men blev opfattet som fremmede og direkte radikale. Siden voksede netværket ind i en international verdenspresse, som i mange år ikke ville vide af den og anså den for at være en opkomling og et problembarn. Blandt de allerede etablerede, vestlige nyhedsinstitutioner for slet ikke at tale om deres vestligt orienterede publikum var Al Jazeera ikke meget bedre end de erklærede fjender af Vesten, som de fraterniserede med. Al Jazeera blev omtalt som platform for terrorsympatisører og som talerør for Taliban, da de eksklusivt gav taletid til bevægelsen på deres sendeflade. Al Jazeera var et produkt af et fremmed sprog, en fremmed kultur og en fremmed religion i det hele taget af en fremmed del af verden, som Vesten i samlet flok mobiliserede sig imod og gjorde til deres fjende. En dæmonisering, som Al Jazeeras nyhedsjournalistiske virke længe led under. Men tiderne skifter, og vinden er vendt. Til trods for at stationen gennem årene har bragt regelmæssige interviews med Al Qaeda og Taliban samt en intensiv 1
lokal dækning af krigene i henholdsvis Afghanistan og Irak, er Al Jazeera i dag omsider blevet anerkendt som en seriøs nyhedsvirksomhed, der med sin særlige journalistik udfordrer Vestens ensidige fremstilling af og indsats mod Mellemøstens diktatorer, terrorister og masseødelæggelsesvåben. Særligt med lanceringen af den engelsksprogede kanal Al Jazeera English (AJE) i 2006 har verden fået øjnene op for stationen og værdsat dens journalistiske ideologi om at ville give stemme til dem uden stemmer, producere historier fra underbelyste regioner og sætte mennesket i centrum af nyhedsdagsordenen. Således er AJE blandt andet i 2011 blevet hædret med Columbia University Journalism Award og i 2012 blevet kåret som News Channel of the Year af Royal Television Society. Anerkendelsen findes ikke blot blandt kollegaer i nyhedsverdenen, men også hos et stadigt voksende internationalt publikum. Det er netop denne nye form for accept og endda popularitet, som i første omgang ansporede vores interesse for AJE. Den voksende indflydelse af kanalens journalistiske virke og dens særlige selvforståelse som nyhedsformidler blev vores primære motivation for at undersøge AJE med basis i problemformuleringen: Hvordan afspejles det journalistiske alsidighedsprincip hos Al Jazeera English, og hvordan ser kanalens alsidighed ud, når den vil være stemme for dem, som ikke bliver hørt? Metodisk tager projektets undersøgelse udgangspunkt i en kondenseret indholdsanalyse samt en diskursanalyse af to programmer på AJE, NewsHour og Inside Story. Registreringerne, som udformes i indholdsanalysen, har vi udført over to uger i marts 2013, og diskursanalysen er lavet ud fra samme periodes udsendelser. I diskussionen af de to medieanalysers resultater vil der inddrages 2
teori om nyhedsformidling og mediernes dagsordensættende funktion, ligesom vi aktivt vil evaluere på AJE s journalistiske selvforståelse for at få indsigt i, hvordan alsidighed ser ud på kanalen. 1.1. Journalistikkens problemfelt og videnskabsteoretiske forankring Projektet lægger sig inden for faget Journalistik og forankres i RUC s kommunikative, humanistiske dimension Tekst og Tegn, ligesom det møder projektkravet om at ligge uden for det nordiske kulturområde. Med projektet indskriver vi os i et journalistik paradigme, og vi vil indledningsvis gøre os nogle tanker over de videnskabsteoretiske grundantagelser, som er at finde inden for projektets metodiske og teoretiske problemfelt. Selvom journalistikken traditionelt opfattes som et håndværk frem for en videnskab, kan den ikke frasige sig samtidigt at være en del af en videnskabsteoretisk diskurs. Lektor i Journalistik Charlotte Wien (2005: 37) placerer journalistisk teori inden for et objektivitetsparadigme, og hun fremhæver, at hovedparten af den journalistik, der udøves i dag, er positivistisk i sin tilgang. Som fagdisciplin benytter journalistikken sig af begreber som sandhed, virkelighed, neutralitet og objektivitet og operationaliserer disse ved at låne stumper fra den positivistiske videnskabsteori. Det journalistiske håndværk hævder dermed at være i stand til at fremstille sande og objektive billeder af virkeligheden og uproblematisk at kunne afdække fakta om verden. I tråd med herskende positivismekritik kan journalistikken kritiseres for at skabe et forsimplet billede af virkeligheden, og Wien efterspørger derfor, at journalistikken finder interesse for andre videnskabsteoretiske retninger og henter ny legitimitet i eksempelvis det fortolkende, hermeneutiske tankesæt (ibid.: 44). Udfordringen af det journalistiske objektivitetsideal og tilhørende ontologi er imidlertid ikke ny, og i projektets redegørelse af nyhedsparadigmet 3
vil eksempelvis teorien om mediernes dagsordensættende funktion knytte journalistikkens frembringelser an til den socialkonstruktivistiske videnskabsteori, hvor sandhed er konstrueret og diskursivt indlejret. Også de medieanalytiske forskningsmetoder, som vi - om end i kondenserede udgaver - anvender i projektet, kan forstås inden for en videnskabsteoretisk ramme. Her beror den kvantitative indholdsanalyse til dels på positivismens nomotetiske metoder, mens den kvalitative diskursanalyse anvender hermeneutikkens fortolkende metoder, hvor mening også opfattes som en konstruktion. Undervejs i projektet vil vi dermed reflektere over journalistikken og det journalistiske alsidighedsbegreb i en videnskabsteoretisk kontekst. 1.2. Afgrænsning Inden vi tager fat på projektet, finder vi det nødvendigt at afgrænse os fra en række perspektiver, som i anden sammenhæng kunne have været interessante at undersøge. Således afgrænses projektet til at undersøge den engelsksprogede nyhedskanal AJE og den journalistik, der praktiseres her. Selvom der trækkes tråde til Al Jazeera Network og dennes selvforståelse, søger projektet kun at konkludere på AJE. Inden for AJE afgrænser vi os ydermere til en analyse og diskussion af de to programmer NewsHour og Inside Story og til registreringsperioden fra den 4. til 17. marts 2013. Vi ønsker ikke at generalisere fundene fra de to programmer til hele AJE s sendeflade, men vil diskutere dem som unikke udsnit og mindre repræsentationer for AJE s journalistik. Derudover afgrænser vi os fra at konkludere på historiske og samfundsmæssige forhold og problematikker, selvom en historisk gennemgang anvendes til at skabe forståelse for den kontekst, AJE er udsprunget af. Vi har desuden valgt ikke direkte at sætte AJE op mod BBC og CNN, selvom det ikke kan undgås, at der drages enkelte paralleller til disse stationer, da de alle tre er globale og sender døgnet rundt. En fyldestgørende sammenligning har vi fravalgt, idet vi med 4
dette projekt ønsker at gå i dybden med AJE. I vores undersøgelse af AJE inddrager vi endvidere ikke refleksioner vedrørende kønsaspektet - hverken i forhold til journalister, interviewede, eksperter eller andre medvirkende i de udvalgte nyhedsudsendelser, da vi skønner, at dette er en helt anden opgave værdig. Af samme årsag inddrager vi heller ikke segmenterings- og receptionsaspektet. 1.3. Projektets opbygning For overblikkets skyld vil vi ganske kort opridse, hvad vi vil behandle og nå frem til i projektets forskellige dele og med projektets teorier. For at opnå en dyb forståelse for AJE vil vi i 2. Rundt om Al Jazeera English anskueliggøre kanalens og netværkets historiske og samfundsmæssige ophav i Qatar og Mellemøsten med basis i journalisten Hugh Miles og medieforskeren Phillip Seib. AJE fremlægges som en hybrid mellem offentlig og privat, hvilket giver kanalen styrke til at bedrive sin egen journalistik og være tro mod sin ideologi om at udfordre magthavere og give stemme til dem uden stemme. I 3. Nyhedsparadigmet placeres AJE i et globalt nyhedsparadigme med normative idealer såsom fakticitet og upartiskhed og en epistemologisk forestilling om objektiv sandhed, som giver retning til paradigmets teknikker og metoder. Der redegøres for nyhedsformidling ved brug af blandt andre medieforskerne Lars Kabel og Graeme Burton, ligesom mediernes dagsordensættende funktion forklares på indholds- og fremstillingsniveau med udgangspunkt i medieforskeren Maxwell E. McCombs. 4. Metode præsenterer de to medieanalytiske metoder, indholdsanalyse og diskursanalyse, som vi anvender og kombinerer i projektets empiriske arbejde med basis i teorier af medieforskerne David Hesmondhalgh og Stig Hjarvard. 5
Det anskueliggøres, hvordan vi har bedrevet indholdsanalysens registreringer og kodninger, og der overvejes fejlkilder. Indholdsanalysens resultater præsenteres i diagrammer og tekst i 5. Resultater af indholdsanalysen, hvor hovedresultaterne illustrerer emnets geografi, emnets tema, samt hvem der kommer til orde i de to programmer. Her beskrives de tendenser, vores kodning har påvist omkring AJE s nyhedsformidling, som vil tages videre i diskussionen. I 6. Diskursanalyser foretages diskursanalyser af tre eksemplariske udsendelser, som belyser, hvordan AJE blandt andet benytter sig af de fortælletekniske virkemidler narrativer og human interest stories og har en til tider eksplicit politisk dagsorden. I 7. Diskussion diskuteres der, med udgangspunkt i vores empiriske datasæt, hvorvidt AJE s fremstillingsmæssige virkemidler samt geografiske og emnemæssige fokus bidrager til en alsidig nyhedsdækning. I 8. Konklusion finder vi frem til, at AJE nuancerer det samlede billede af det globale syd og dermed kan siges at opfylde både deres egen ideologi og det journalistiske alsidighedsprincip globalt set. I 9. Perspektivering drages paralleller til eventuel videre forskning, hvor vi blandt andet finder det interessant at undersøge objektivetsidealet velbefindende i journalistikken. Sidst i rapporten forefindes litteraturliste samt en række bilag, herunder kodningsskemaer til indholdsnalysen. 6
2. Rundt om Al Jazeera English AJE blev lanceret den 15. november 2006 som den første globale, engelsksprogede nyhedskanal med hovedkvarter i Mellemøsten. Kanalen var oprindeligt navngivet Al Jazeera International, men blev kun en måned inden lanceringen omdøbt til Al Jazeera English, idet Al Jazeera Network ikke ønskede, at dets andre kanaler skulle fremstå ikke-internationale til sammenligning. AJE transmitterer direkte nyheds- og dokumentarudsendelser døgnet rundt, som både kan streames live og efterfølgende ses på den engelske hjemmeside aljazeera.com. Selvom AJE er lillesøster til den arabisksprogede Al Jazeera Arabic, har kanalen i høj grad positioneret sig selv som en global mediekanal, der kan sammenlignes med nyhedsstationer såsom BBC og CNN. Kanalen blev cementeret i det internationale medielandskab under Det Arabiske Forår i 2011, hvor AJE fik status som en højt profileret nyhedsvirksomhed og blev den primære kilde for engelsksproget dækning af hændelserne i Egypten og resten af Mellemøsten. AJE s pludselige gennembrud kunne måles på dets online-stream, som fik en forbavsende stigning på hele 2500 procent. Heraf estimeredes det, at syv millioner amerikanere så 50 millioner minutter af AJE s dækning, og at endnu flere fulgte med via AJE s YouTube-kanal (Seib, 2012: 187). Siden er AJE blevet en anerkendt nyhedskilde med en lang række prestigefyldte journalistiske priser i bagagen. AJE er en del af Al Jazeera Network, som siden sin oprettelse i 1996 har udviklet sig til at blive en af verdens største medievirksomheder med mere end tyve kanaler ud over AJE; herunder Al Jazeera Arabic, Al Jazeera Balkans, Al Jazeera Mubasher, Al Jazeera Sport, Al Jazeera Documentary og Al Jazeera America, som lanceres i 2013. For at komme til en dybere forståelse af AJE vil vi i det følgende opridse historien bag Al Jazeera Network. 7
2.1. Al Jazeera Network: Historien om en emir med visioner, millioner og lidt held i posen Etymologisk set er navnet Al Jazeera en engelsk bearbejdelse af det bestemte arabiske substantiv al-ğazīrah, der direkte kan oversættes til "øen". Her henvises der til Den Arabiske Halvø, eller i mindre udstrækning til Qatar-halvøen, hvor man finder emiratet Qatar, som er hjemsted for Al Jazeera. Navnet er over for resten af verden en klar reference til stationens historiske og kulturelle baggrund. Al Jazeera Network opstod i kølvandet på en tumult periode i hjemlandet Qatar med regeringsskiftet fra emir Sheik Khalifa bin Hamad Al Thani til sønnen Sheik Hamad bin Khalifa Al Thani i 1995 (Miles, 2005: 15-17). Siden midten af 1800-tallet har Qatar været regeret af Al Thani-familien i et institutionelt monarki, som er hovedansvarlig for at have forvandlet det før så fattige og sparsomt befolkede Qatar til et af verdens i dag rigeste lande med rekordhøj vækst og en arbejdsløshed på under 1 procent (Seib, 2012: 195). Landet fik et gevaldigt økonomisk opsving i 1970'erne, da man begyndte at sælge ud af de store mængder naturgas og olie, landet besidder. Den daværende emir, Sheik Khalifa bin Hamad Al Thani, red på pengebølgen og levede et liv i luksus, som ansigtet udadtil for et land, der fremviste en ekstrem form for excessiv rigdom. Prioriteringen af emirens velbefindende over befolkningens medførte imidlertid, at den sociale udvikling, der gerne skulle følge Qatars økonomiske opsving, i store træk udeblev. Dette såede splid mellem emiren og hans planlagte arvtager, sønnen Sheik Hamad bin Khalifa Al Thani, og i 1995 foretog Sheik Hamad et hurtigt og smertefrit statskup, mens hans far var på ferie i Schweiz. Nøgleordet for de reformer, som Sheik Hamad bragte til Qatar i tiden umiddelbart efter kuppet, var åbenhed. Ifølge den nye emirs vision skulle alle dele af det qatarske samfund gøres åbne og tilgængelige, og landet skulle i det hele taget følge en mere europæisk standardisering. Qatar skulle være frit, rigt 8
og neutralt (Miles, 2005: 20-21). Dette gjaldt selvfølgelig også Qatars presse, hvis journalistiske praksis aldrig havde været præget af fri tanke, frie ytringer og de klassiske nyhedskriterier. Langt op i det tyvende århundrede havde det tungtvejende journalistiske kriterium derimod dikteret nyheder om de rige og magtfulde, og de arabiske aviser behandlede derfor ikke nyheder, der ikke direkte havde noget med magthaverne endsige Mellemøsten at gøre (ibid.: 25). Akkurat denne i Sheik Hamads øjne forældede og ensidige journalistik skulle der nu gøres op med. I november 1996 materialiseredes den nye emirs vision i form af oprettelsen af Al Jazeera, der fik til opgave at reportere nyhederne, som de så dem, idet Sheik Hamad understregede: I believe criticism can be a good thing and some discomfort for government officials is a small price to pay for this new freedom (Powers, 2012: 8). Sheik Hamad forærede stationen en startkapital på 137 millioner USD, så de kunne klare sig igennem i hvert fald de første fem år på egen hånd, og siden har emiren støttet netværket årligt med cirka 100 millioner USD og senere med hele 1 milliard USD til lanceringen af AJE (ibid.: 8; Miles, 2005: 24-25 og 27-29). Den gode økonomiske situation har selvsagt haft en betydelig indflydelse på Al Jazeeras hurtige fremgang, men ligeledes har især to andre hændelser i den omgivende medieverden. Den første hændelse er BBC s fejlslåede første forsøg på at etablere BBC Arabic. Det havde i mange år været BBC s intention at ekspandere til et mellemøstligt publikum, og i begyndelsen af 1990'erne lancerede de kanalen BBC Arabic Television på det saudiarabiske medieselskab Orbits netværk. En stigende kritik fra BBC s side af den saudiske kongefamilie og totalitære styreform fik imidlertid de interne spændinger op i det røde felt, og da BBC i 1996 viste en henrettelse i Saudi-Arabien på direkte tv, trak Orbit abrupt stikket ud for kanalen. Godt og vel 250 højtuddannede journalister, mange af dem arabere og alle dybt engagerede i den arabiske politiske diskurs, stod nu uden arbejde. Al Jazeeras administration ansatte straks 150 af disse 9
journalister, som sidenhen blev grundlæggerne af den vestligt orienterede, journalistiske kerne i stationens nyhedsteam. Den anden hændelse er en noget mere ejendommelig og tragikomisk en af slagsen. I begyndelsen var Al Jazeera afhængig af Arabsat, et satellittransmitterende selskab fra Saudi-Arabien og dengang det eneste af sin slags i hele Mellemøsten. Det saudiske selskab opfattede Al Jazeera som farlige kulturradikale og ville udelukkende give dem adgang til en sølle Ku-bandtransponder. Dette apparat var kun i stand til at sende et meget svagt signal, der skulle modtages af en parabol på seks fod i diameter eller større, og det var der selvsagt ikke mange blandt Al Jazeeras dengang nærmest udelukkende mellemøstligt baserede publikum, der havde råd til at have. Hvad, Al Jazeeraadministrationen ønskede mere end noget andet, var at få lov til at sende via den anseeligt kraftigere C-band-transponder, der blev benyttet af den franske Canal France International (CFI), som havde sendt i Mellemøsten i årevis og var på langt bedre fod med saudierne. Den 19. juli 1997 fik saudierne sig imidlertid noget af en tv-overraskelse, da en forbytning hos CFI betød, at en arabisk børneudsendelse blev erstattet af tredive minutters pornografisk materiale sendt direkte ud i æteren. Som man kunne forvente, reagerede det saudiske styre voldsomt på fejlen og smed med det samme franskmændene ud af landet, men blev dermed også efterladt i lidt af et dilemma: Skulle Arabsat gå nedenom og hjem, eller skulle de overlade den nu ubesatte C-band-transponder til Al Jazeera? Valget faldt af økonomiske årsager på sidstnævnte, og dette bliver i dag opfattet som en afgørende cementering af stationens succes (Miles, 2005: 30-35; Powers, 2012: 8-9). Penge i banken kombineret med rent og skært held er alt sammen nødvendigt for at kunne klare sig i forretningsverdenens overhalingsbane, men dette alene er ikke årsagen til Al Jazeeras store succes. Et væld af andre arabiske nyhedsstationer har haft samme præmisser, og alligevel når ingen af disse Al 10
Jazeera til sokkeholderne på den internationale scene (Miles, 2005: 37-38). Svaret på dette skal findes ved at se nærmere på Al Jazeeras journalistiske ideologi - deres selvforståelse, målsætninger og visioner. 2.2. Al Jazeera Networks selvforståelse: The Opinion and the Other Opinion Hele Al Jazeera Network arbejder under samme etiske kodeks og med samme visioner og journalistiske idealer. Som nævnt var det allerede fra start af Al Jazeeras mission at revolutionere mellemøstlig nyhedsjournalistik og mediedækning og dermed gå bort fra den praksis, der stadig er gængs blandt de fleste andre arabiske nyhedsstationer. Ser man bort fra Al Jazeera, er moderne arabisk journalistik karakteriseret ved at forsvare det mellemøstlige kulturfællesskab og ubændigt gå ind for regionens sociale normer, værdier og traditioner, herunder også Islam (Lahlali, 2011: 58). Hvor andre arabiske medier er af den opfattelse, at journalistik bør være bundet af grænser, nationer og kulturer, og har det som primært formål at danne en slags fælles opposition mod vestlige medier, har Al Jazeera altid stræbt efter at blive del af den internationale medietradition. Al Jazeera fandt den journalistik, der praktiseredes af eksempelvis BBC, forbilledlig, om end i for høj grad funderet i en vestlig diskurs. Med dette som udgangspunkt udarbejdede Al Jazeera-journalisterne deres såkaldte altomfattende (fra engelsk: comprehensive) tilgang til nyhedsdækningen. Denne ambitiøse mission blev afspejlet i deres velkendte slagord fra eksempelvis YouTube-reklamer om at dække hver en side, hver en vinkel og i det hele taget udøve frygtløs journalistik præget af værdier som ytringsfrihed, transparens og retfærdighed (ibid.: 58). For Al Jazeera er det en ubrydelig grundregel, at alle skal ses og høres, og at ingen mening er for grov, for radikal, for venstre- eller højreorienteret, for islamisk, for arabisk eller for amerikansk til at fortjene en ærlig og redelig fremlæggelse, gerne over for et sæt af modstridende synspunkter. Dette har naturligvis i årenes løb skabt en del 11
kritik. Blandt andet fra USA, når eksempelvis Osama bin Laden og Taliban ved lejlighed har fået taletid på Al Jazeera Arabic, men også fra kanalens eget arabiske bagland, da de eksempelvis akkrediteres som den første arabiske tvstation, der har haft israelere i studiet til - på hebraisk oven i købet - at fremsætte deres synspunkter vedrørende den mangeårige konflikt med Palæstina. Begge meget følsomme emner for henholdsvis den vestlige og arabiske verden, men nødvendige at italesætte, hvis Al Jazeera vil være tro mod deres egen selvforståelse (Miles, 2005: 37). Denne bestræbelse på at dække nyhederne omfattende - en alsidighedsbestræbelse om man vil - afspejles endvidere i netværkets selvvalgte motto, The Opinion and the Other Opinion, som blev yderligere italesat, i hvert fald over for et mere internationalt publikum, efter lanceringen af AJE i 2006. Det var nemlig den nye søsterkanals helt klare intention, at de ville empower the powerless and give voice to the voiceless (Lahlali, 2011: 59). 2.3. Al Jazeera English selvforståelse: A Voice for the Voiceless Grundet den økonomiske støtte fra Sheik Hamad var udvidelsen med AJE ikke primært drevet af økonomiske rationaler. Det var snarere ambitionen om at skabe en ny slags journalistik og dermed forandre international politik, som Al Jazeeras tidligere generaldirektør, Wadah Khanfar, forklarer: We have to challenge centers of power. When they are trying to hide facts, people should learn that governments from now on cannot brush away stories and cannot hide the truth (Seib, 2012: 191). Ifølge AJE selv er kanalens mål at levere independent, impartial news for a global audience and to offer a voice to a diversity of perspectives from underreported regions, og de sigter mod at balance the information flow between 12
the South and the North. 1 Historisk set er informationsstrømmen løbet fra nord til syd, fra de rige lande til fattige, men som repræsentant for Mellemøsten og Afrika har kanalen unik adgang til nogle af verdens mest problemfyldte og kontroversielle områder og kan således reportere fra den anden og tredje verden tilbage til Vesten og fra den sydlige til den nordlige hemisfære (Figenschou, 2012: 41). På basis af en række kvalitative interviews med ansatte hos AJE i 2007-2008 har den norske medieforsker Tine Ustad Figenschou (2012) identificeret tre overordnede redaktionelle strategier hos AJE. For det første er det AJE s sigte at dække verden som en truly global news channel og - i kontrast til vestlige nationale og internationale nyhedsstationer - at fraskrive sig nogen domestisk agenda. For det andet har AJE som mål at dække de glemte historier fra the perspective of the voiceless - det såkaldte Global South, som er mere og andet end en geografisk betegnelse. Det globale syd er det filosofiske og politiske syd: the underpriviliged, the subaltern, the underdog, the disenfranchised (ibid.: 41). Målet nås i kraft af AJE s politik om at hyre lokale reportere frem for vestligt udsendte korrespondenter og dermed være repræsenteret i selv de fjerneste afkroge, hvor de færreste andre nyhedsmedier når ud. Som tredje strategi vil AJE som allerede nævnt bringe the other opinion i internationale nyheder - de anderledes, oppositionelle, kontroversielle stemmer og synspunkter, der sjældent inviteres ind i mainstream nyhedsprogrammer (ibid.: 42). 1 http://www.aljazeera.com/iwantaje/201032191035997323.html 13
2.4. Al Jazeera English: Hybrid mellem public and private På trods af den store økonomiske støtte fra Sheik Hamad har det fra starten været intentionen, at Al Jazeera og AJE skulle være helt og aldeles uafhængige af såvel Sheik Hamad som Qatars regering. Og selvom penge og umiddelbare magtforhold ofte går hånd i hånd i en så lille nation som denne, er det faktisk lykkedes AJE at balancere dette forhold, så kanalen ikke er knyttet til og afhængig af en enkelt økonomisk kilde, ligesom BBC er til det britiske parlament og CNN er til dens aktionærer (Miles, 2005: 27; Powers, 2012: 25). AJE har derimod formået at generere støtte både fra sin værtsnation og fra sine journalister og seere verden rundt - lige fra den veluddannede amerikanske elite til arabiske autokrater. AJE s styrke består ifølge Powers (2012: 25) netop i, at kanalen udgør a hybrid model of public and private, quasi-governmental international broadcaster, and quasi-voice of the voiceless. Dette forhold gør AJE i stand til at operere imellem snarere end afhængigt af markedskræfter og geopolitiske interesser, og fra denne position kan kanalen søge at opfylde sin journalistiske mission (ibid.: 25). 2.5. Al Jazeera English sendeflade Med en klart artikuleret vision om at dække det globale syd og give stemme til dem uden stemme har AJE en brand-identitet som et nyhedsmedie, der vil sætte mennesket i centrum og afdække magtstrukturer. Dette skinner også igennem, når man ser på deres programliste, hvor debat, politik og menneskelige konsekvenser sættes i scene. Af interessante programmer hos AJE kan blandt andet nævnes det ugentlige show South2North, som mikser politik, kultur, musik, sundhed og videnskab med et fokus på Afrika og reportageserien Letter from my Child, hvor børn fra hele verden fortæller om deres oplevelser og opvækst i verdens brændpunkter. 14
Her er altså tale om førstehåndsberetninger fra en udsat gruppe, som ikke almindeligvis får ordet i mediebilledet. The Stream, som sendes dagligt på AJE, bruger de sociale mediers store potentiale til at sætte nyheder og diskussioner på dagsordenen seeking out unheard voices, new perspectives from people on the ground and untold angles related to the most compelling stories of the day. People and Power beskrives som "an investigative programme, that looks at the use and abuse of power". Udsendelserne er altså kritiske, dybdeborende programmer med fokus på at afsløre og synliggøre korruption og menneskelige og sociale konsekvenser af prioritering af økonomiske interesser. 2 I projektets undersøgelse af AJE sættes der fokus på de to udvalgte udsendelser, NewsHour og Inside Story, som begge er faste elementer på AJE s programliste. NewsHour er, som navnet antyder, af en times varighed. Udsendelsen foregår live med en vært i studiet fra AJE s hovedkvarter i Doha, og nyheder fra Europa styres af en vært placeret i London. Nyhederne dækker alle de store verdensdele (Asien, Europa, Oceanien, Afrika, Syd- og Nordamerika). Indslagene varierer mellem historier fortalt af studieværten, både live og præ-optagede reportager, interviews med mere. NewsHour fungerer som en opsamling af de vigtigste nyheder i verden med både internationale og nationale perspektiver, hvilket gør den interessant som udgangspunkt for en undersøgelse af Al Jazeeras dækning af verdens begivenheder. Ydermere kommer NewsHour flere gange dagligt, og det har altså været oplagt til at lave en konsistent registrering af programmerne. Inside Story er et debatprogram af en halv times varighed. Her præsenterer studieværten en konflikt ud fra et forberedt oplæg, som en række indbudte medvirkende herefter debatterer. Debattørerne kan være til stede i studiet eller med via satellit. Debattørerne repræsenterer oftest forskellige perspektiver på konflikten, men der er stor variation i, hvor uenige de er. I nogle af udsendelserne er der stor uenighed, og debattørerne er altså sat op "imod" 2 http://www.aljazeera.com/programmes/ 15
hinanden, hvor der i andre tilfælde er tale om en mere skarp vinkling, hvor gæsterne altså repræsenterer det samme synspunkt blot fra forskellige udgangspunkter. I projektets registrering fungerer Inside Story som supplement til NewsHour og giver mulighed for både at undersøge, hvad AJE anser som de væsentligste begivenheder, og for at foretage en dybere, kvalitativ analyse. 16
3. Nyhedsparadigmet Nyheden er kernen i journalistikken og bliver som dominerende genre ofte defineret som en beskrivelse af hændelser, der adskiller sig fra normen, af noget der forandrer sig. En beretning om det nye (Kabel, 2009: 19). Nyheden fremhæves af lektor i Journalistik Michael Bruun Andersen (2007) som et paradigme, der kan begribes i fem dimensioner: (1) dets normative idealer, (2) dets epistemologi, (3) dets metoder og teknikker, (4) dets institutionelle indlejring og (5) dets plads i en offentlig diskurs om nyheder og journalistik 3. Opdelingen i fem dimensioner må opfattes som en teoretisk abstraktion, da de alle i praksis er gensidigt betingende. Paradigmets to sidste dimensioner, dets institutionelle indlejring og plads i en offentlig diskurs, finder vi ikke relevante for vores projekt, som i høj grad arbejder med nyhedsformidling i en global ramme. Derimod vil vi i nærværende redegørende kapitel om nyhedsformidling fokusere på de tre første dimensioner, som kan give os begreb om, hvordan det globale nyhedsparadigmes iboende antagelser kan relateres til dets metoder og teknikker. Således bygger de normative idealer om fakticitet, herunder kravene om distance, uafhængighed og upartiskhed, på nyhedsparadigmets erkendelsesmæssige forestillinger om en objektiv sandhed. Ambitionen om en objektiv gengivelse af verden giver endvidere retning til de journalistiske metoder og teknikker og den redaktionelle praksis (Andersen, 2007: 1-2). 3 Andersen beskæftiger sig primært med det skrevne medie i en dansk og international kontekst, men vi skønner, at dele af hans tekst om nyhedsparadigmet kan generaliseres til at dække globale tv-nyheder 17
3.1. Nyhedens normative idealer: Al Jazeera English Code of Ethics AJE benytter sig i høj grad af samme normative idealer, som Andersen forklarer, at nyhedsparadigmet bygger på. Denne journalistiske nyhedsforståelse kan identificeres hos danske medier såvel som hos CNN og BBC og skinner igennem AJE s Code of Ethics 4, som præsenteres på deres hjemmeside. De etiske retningslinjer er identiske på tværs af Al Jazeera Network og samtlige af stationens globalt orienterede mediekanaler. Her fremføres i punkt 1, 5 og 6, at stationen lover at: 1. Adhere to the journalistic values of honesty, courage, fairness, balance, independence, credibility and diversity, giving no priority to commercial or political over professional consideration ( ) 5. Present the diverse points of view and opinions without bias and partiality. 6. Recognise diversity in human societies with all their races, cultures and beliefs and their values and intrinsic individualities so as to present unbiased and faithful reflection of them. Med punkterne fremfører AJE således, at de efterstræber en mangfoldig nyhedsdækning, der ligger i tråd med Andersens fremhævelse af nyhedsparadigmets krav om distance, uafhængighed og upartiskhed, som journalisten skal udvise i omgangen med fakta (Andersen, 2007: 1). Blandt de normative idealer går alsidighed (på engelsk: diversity) igen i alle tre punkter; som henholdsvis en journalistisk værdi, som divergerende synspunkter og meninger og som et fænomen, der beskriver forholdet mellem kulturer. Alsidighedsprincippet kan knyttes an til objektivitetsidealet, idet efterstræbelsen af objektiv nyhedsformidling samtidig vil fordre en alsidig dækning. 4 http://www.aljazeera.com/aboutus/2006/11/2008525185733692771.html 18
3.2. Nyhedens epistemologi Nyhedsparadigmets forestilling om tilgængeligheden af objektiv, faktuel viden kan relateres til Wiens (2005) fremhævelse af det positivistiske objektivitetsideal som herskende videnskabeligt paradigme inden for journalistikkens problemfelt (jf. afsnit 1.1.). Nyheden som beretningen om det nye indebærer en forventning om, at objektiv viden transporteres fra kilde til læser. Dette aspekt af nyhedsformidlingen er ifølge medieforsker Graeme Burton (2005) komplekst, da nyhedens fremstillede sandhed udelukkende er gyldig inden for det diskursfællesskab, der formidler og forbruger nyhederne. Det, at en nyhed accepteres som sand, forudsætter således en fælles forståelsesramme funderet på fælles normer og værdier. Nyheden må hermed i stedet forstås som en art social viden, der konstrueres inden for et fælles kultur- og værdifællesskab, og nyheder er på denne måde med til at skabe, vedligeholde og legitimere sociale normer i et samfund (Burton, 2005: 277). Denne konstruktivistiske epistemologi kan opfattes som problematisk inden for journalistikken, der henter en stor del af sin legitimitet i objektivitetsparadigmet og påstår at være i stand til at fremstille sande billeder af virkeligheden (Wien, 2005: 37). Med Wien gøres vi opmærksomme på, at teorien bag journalistikken samt dens indlejring i videnskabelige paradigmer blot er én sag en helt anden er selve praksissen, som udgør den. Journalistikken er nemlig først og fremmest et håndværk. I undersøgelsen af alsidighed hos AJE kan det således betale sig at afdække, hvordan journalister inden for nyhedsparadigmet udvælger, prioriterer og formidler nyheder hvilke journalistiske metoder og teknikker, der gør sig gældende. Her vil vi i det følgende komme ind på de fem nyhedskriterier, forskellen på bløde og hårde nyheder og brugen af sociale medier for at afslutte kapitlet med teorien om mediernes dagsordensættende funktion. 19
3.3. Nyhedskriterier: De fem klassiske og flere til Inden for nyhedsparadigmet opereres der helt grundlæggende med fem klassiske kriterier, når nyhedshistorier skal udvælges og vinkles. Disse fem nyhedskriterier er stort set identisk beskrevet i såvel danske som udenlandske lærebøger om nyhedsformidling og lyder hos medieforsker Lars Kabel (2009: 23) således: Væsentlighed, som omhandler en begivenheds betydning for samfundet, kulturen, økonomien eller for den enkelte borger og mediebruger. Aktualitet, der henviser til, om informationen tidligere er offentliggjort, eller om det er en nyhed for målgruppen. Konflikt, som er modsætninger, uoverensstemmelser og dramatik. Identifikation, som er det nære, og som fokuserer på, at mediebrugeren skal kunne identificere sig med det beskrevne ud fra et kriterium om personlig relevans. Sensation, som vil sige det opsigtsvækkende, usædvanlige og uventede. Kabel fremhæver, at det i stor udstrækning stadig er disse fem klassiske nyhedskriterier, der ligger til grund for udvælgelsen og konstruktionen af nyheder i dag (ibid.: 19-21). En slavisk efterlevelse eller opfyldelse af disse nyhedskriterier vil imidlertid let kunne resultere i et fortegnet og simplificeret billede af virkeligheden. Således er de fem kriterier blevet udvidet og udviklet i forsøget på at efterkomme de nye strømninger og behov, der følger med en foranderlig verden. Heriblandt har nyhedskriteriet konflikt været kritiseret for at være såvel negativt fordrejende som utroværdigt. Som modpart til dette er kriteriet om konsensus blevet udviklet. Frem for at koncentrere sig om modsætninger og uoverensstemmelser bør medier i højere grad fokusere på det, der forstås som generel offentlig konsensus i det pågældende diskursfællesskab. Dette kommer 20