Rejseberetninger som kilde til mødet med de fremmede af Marianne Rostgaard, lektor i 19. og 20. århundredes Historie, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet og Lotte Schou, cand.mag. Hvis man gerne vil vide noget om møder med fremmede kulturer på forskellige tidspunkter i historien, så er det relevant at beskæftige sig med rejseberetninger. Rejseberetninger er netop beretninger om mødet med andre kulturer, og de er skrevet for at give samtiden viden om fremmede verdener. Dermed har rejseberetninger været en vigtig del af det grundlag, europæerne havde for at danne sig en opfattelse af verden udenfor Europa. Beretninger om fremmede verdener kendes fra den græske antik og frem til i dag, hvor fjernsynet i høj grad er blevet formidler af viden om og syn på fremmede kulturer. Den lette adgang til rejser giver desuden mulighed for, at man selv kan rejse ud og danne sig et indtryk af forskellige egne af verden. Opdagelsesrejser og rejseberetninger De store opdagelsesrejser og oplysningstidens videnskabelige ekspeditioner var typisk finansieret af et europæisk fyrstehus. Formålet med ekspeditionerne var at øge kundskaberne om verden, men også at bidrage til at kaste glans over fyrstehuset og forøge dets rigdomme. Rejseberetninger og især kort over fremmede landområder blev indimellem behandlet som en form for militære efterretninger. Langt de fleste beretninger i 15- og 1600-tallet blev i øvrigt skrevet på latin. Beretningerne var, i det omfang de blev offentliggjort, beregnet på et publikum af lærde, i kirken og ved universiteterne, hvor det internationale fællessprog stadigvæk var latin. Med oplysningstiden (1700-tallet) skifter det fælles europæiske sprog for lærde og dannede mennesker fra latin til fransk og samtidigt blev kredsen af potentielle læsere udvidet til også at omfatte det dannede og oplyste borgerskab. Rejseberetningernes læsere forblev indtil anden halvdel af 1800-tallet en afgrænset kreds af dannede og lærde mennesker med indflydelse på samfundsudviklingen. De blev skrevet for de indflydelsesrige med den hensigt at øve indflydelse på deres måde at tænke og handle på. I oplysningstiden udvikledes desuden genren fiktive rejseberetninger. Som eksempel kan nævnes Holberg: Niels Klims underjordiske rejse. Som så mange andre samtidige, fiktive tekster var den samfundskritisk eller -satirisk, men kritikken var pakket ind som rejseberetning. Gennem beskrivelser af forholdene i et andet land et fiktivt eller et eksisterende, hvor forfatteren i de fleste tilfælde aldrig havde været kunne forfatteren af rejseberetningen komme med kritik af forholdene i eget samfund uden at støde magthaverne. Dermed undgik forfatteren også at blive ramt af censur. Idéen var at beskrive de ideelle forhold i et fremmed land og dermed indirekte opfordre den hjemlige fyrste til at ændre forholdene i eget land. 1
Ændringer i rejseberetningernes funktion og måden at skrive dem på kom først i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor verden udenfor Europa ikke længere var ukendt. Der var stadigvæk såkaldt "hvide pletter på landkortet", hvor ingen europæere tidligere havde været, men de var få og små. På den måde var der ikke længere nye verdener, der skulle beskrives og katalogiseres. Interessen for at høre om oplevelser i det fremmede var dog ikke blevet mindre. Tværtimod opstod rejseberetninger som en delvist ny genre, hvor det er den rejsendes oplevelser, der er i centrum. Med de nye massemediers (aviser og blade) udbredelse i slutningen af 1800-tallet var rejseberetninger ikke længere noget skrevet for de få, men blev skrevet for avisernes brede læserskare. Rejseberetninger var populære. Læseren kunne identificere sig med den rejsendes oplevelser og på den måde se steder, som var uopnåelige rejsemål for de fleste læsere. Selvom der stadig var elementer af de klassiske rejsebeskrivelser fra Oplysningstiden med beskrivelser af flora og fauna, lokaliteter og fremmede skikke, så fungerede 1800-tallets rejsebeskrivelse ikke længere som kilde til nyttig viden. Det var snarere beskrivelsen af oplevelsen af mødet med det fremmede, der var i centrum. Rejsebeskrivelser og andre beskrivelse af de(t) fremmede trykt i aviser og blade kom til at fungere som en vigtig kilde for almindelige mennesker til viden om verden. Der er dog stadigvæk langt fra beskrivelserne i aviserne i slutningen af 1800-tallet til Discovery Channels billeder fra verden derude eller masseturismens eksotiske rejsemål. De færreste havde rejst og set verden, og udover geografiundervisningen i skolen var avisernes forskellige beskrivelser af livet i det fremmede eneste kilde til viden og var derfor med til at præge opfattelsen af fremmede lande og verdener. Rejsebeskrivelserne tjente på den måde til at sætte den hjemlige verden i perspektiv, ved at modstille eller give mulighed for at modstille det fremmede og det hjemlige. Rejseberetningens historie Verden udenfor Europa, når undtages dele af Asien og Nordafrika, blev først en del af den verden europæerne kendte til med de store opdagelsesrejer fra omkring år 1500. Beretninger om mere eller mindre ukendte verdener udenfor Europa har dog eksisteret siden Antikken. De græske filosoffer skrev både om den kendte verden Middelhavets verden og det vi i dag kender som Mellemøsten men også om mærkelige væsener der levede ukendte steder. Middelalderlige beskrivelser og beretninger er ligeledes fulde af beskrivelser af fantasivæsener, der levede i udkanten af den kendte verden. Biblen og verden I Renæssancen og frem til anden halvdel af 1600-tallet blev verden og dermed også den nye verden som blev opdaget fra slutningen af 1400-2
tallet, forstået ud fra Bibelens verdensbillede som i middelalderen. Det havde en række konsekvenser for, hvordan man så på og berettede om verden udenfor Europa. Især den nye verden, Amerika, som var svær at passe ind, fordi den slet ikke er nævnt i Bibelen. Det fik eksempelvis den franske filosof Isaac de la Peyrére til i 1652 at foreslå, at forklaringen på indianerne var, at de var før-adamitter. 1 De la Peyrére fremsatte en helt ny teori om skabelsen. Den var sket ad to omgange. En første gang hvor før-adamitterne blev skabt og den anden gang med den kendte beretning fra Bibelen om Adam og Eva. Det gav også en forklaring på, at Adams og Evas sønner, Kain og Abel, kunne blive gift. I flg. Bibelen nedstammer alle mennesker fra Adam og Eva; bibelen har ingen forklaring på, hvordan det kunne lade sig gøre, når Adam og Eva kun fik to sønner. De la Peyrére kastede sig herefter ud i en lang forklaring om, hvordan nogle af føradamitterne var endt i Amerika. Da de la Peyréres teori ikke holdt sig helt indenfor Bibelens rammer i sin forklaring (i Bibelen er der fx ikke to skabelser) blev hans bog forbudt af den franske kirke og de franske universiteter. Andre kastede sig ud i lige så vidtløftige spekulationer. Eksempelvis om at nogle mennesker kunne have sejlet over Atlanten på tidspunktet før syndfloden. Argumentet var, at Bibelens beretning om Noahs ark viste, at skibsteknologien var udviklet nok på syndflodens tid til at det kunne have ladet sig gøre og syndfloden var forklaringen på, at beretninger der måtte have eksisteret herom, og erindringen om de, der var sejlet ud, herefter var gået i glemmebogen. Pointen i denne sammenhæng er, at de lærde i midten af 1600-tallet stadigvæk, som i middelalderen og renæssancen, søgte at forklare verden ud fra Bibelen, som stadigvæk blev opfattet som en sand beretning om verdens tilblivelse. Et tredje eksempel fra 1600-tallet er den spanske jesuitterpræst Joseph de Acosta, som skrev indianerne ind i historien med udgangspunkt i kirkefaderen Augustin. Augustin så begivenheder i verden som en kamp mellem Gud og Djævelen om verdensherredømmet. Efterhånden som Gud (kirken) trængte frem i verden, dvs. Europa, havde Djævelen trukket sig tilbage til de fjerne egne af verden, bl.a. Amerika. Her havde Djævelen frit spil ind til spaniernes komme, og Gud havde indrettet verden sådan, at denne periode under Djævelens herredømme kunne modne indianerne til at blive modtagelige for den kristne tro og samtidigt gjort gældende, at det blev spanierne der opdagede Amerika. Det var således et led i Guds plan med verden, at spanierne skulle opdage Amerika og kristne indianerne. 2 Diskussionen om hvor indianerne stammede fra, og hvordan de passede ind i, hvad man mente var Guds plan med verden, var ikke blot tidsfordriv for datidens lærde. Det var en diskussion med store konsekvenser. Hvis indianerne, som andre, nedstammede fra Adam og Eva, var de mennesker og skulle behandles som mennesker med en sjæl dvs. som potentielle medlemmer af 1 Før-adamitter skulle ifølge denne teori tilhøre en gruppe mennesker, der var skabt af Gud før skabelsen af Adam og Eva. 2 Alle tre eksempler er hentet fra Ole Høiris, Antropologi i Middelalderen og renæssancen. Kristendommen, teologien og de fremmede. Aarhus Universitetsforlag, 2006 3
det kristne fællesskab. Stammede de derimod ikke fra Adam og Eva, kunne de ikke være skabt på den 6. dag, hvor Gud skabte mennesket, og de måtte følgelig være dyr af en slags. Oplysningstiden og kulturmøder Vi skal frem til Oplysningstiden (anden halvdel af 1700-tallet), før der begynder at blive sat spørgsmålstegn ved Bibelen som ramme for forståelsen af verden. Overgangen er dog på ingen måde skarp, og Bibelen blev fortsat betragtet som en historisk beretning om virkelige hændelser. Der findes fra 16- og 1700-tallet en lang række forsøg på rekonstruktion af en samlet verdenshistorie, hvor man prøver, at få Bibelens beretninger passet sammen med den verden, man opdager mere og mere af. Kina var også svær at få passet ind. Hvis menneskehedens og dermed verdens historie startede med Adam og Eva, og man forklarede eksempelvis indianernes levevis med, at de på et eller andet tidspunkt var blevet ladt tilbage i deres egen verden og dermed ikke havde udviklet sig, hvordan så passe Kina ind? Nok var "Østens riger" nævnt i Bibelen, men det konkrete Kina, europæerne mødte i 16- og 1700-tallet, var svært at passe ind. Opdagelsen af verden udenfor Europa var medvirkende til, at et verdensbillede baseret på Bibelens skabelsesberetning blev sprængt. Som sagt var der ikke noget skarpt skel tidsmæssigt, men med oplysningstiden vinder en anden opfattelse af verdenshistorien som en udvikling gennem en række stadier fra den vilde tilstand til civilisationen frem. Stadierne var der allerede i 1600-tallets forsøg på at forene bibelhistorien med de nye verdener til en sammenhængende historie fra skabelsen til verdens ende ved dommedag. Men med oplysningstiden blev den historiske udvikling den gældende forklaring på, hvorfor nogle samfund udviklede sig og er blevet civiliserede, mens andre var blevet ladt tilbage i barbari. Verden udenfor Europa kunne herefter passes ind i en ramme bestående af stadier, hvor de enkelte samfund kunne indplaceres på forskellige udviklingstrin. Oplysningstiden betragter grundlæggende mennesket som et væsen, der er i besiddelse af en naturlig fornuft. Alle mennesker er således i besiddelse af nogle potentialer til at opføre sig godt og rigtigt. Denne naturlige fornuft gør også mennesker modtagelige for det kristne budskab, der ses som en måde at videreudvikle den naturlige og medfødte fornuft. Mission og kristning var ikke længere et led i Guds store og en gang fastlagte plan for hvordan verden skulle udvikle sig fra skabelsen til dommedag, men et led i at civilisere mennesker, som af natur var modtagelige for kristendommen. I rejseberetninger og andre beretninger om fremmede lande og fremmede skikke fra Oplysningstiden kan man genfinde Oplysningstidens centrale tanker om mennesker som fornuftige væsener, og dermed potentielt ligeværdige, fordi vi alle er mennesker. Oplysningstidens projekt var med Ole Høiris' ord "at forene den menneskelige natur, som Gud har skabt den, med den sande religion, som Gud har åbenbaret, og med den erkendelse, som den menneskelige 4
fornuft har skabt". 3 Den store og afgørende forskel var, at bibelhistorien ikke længere var en lukket referenceramme, som alt skulle forstås indenfor, og hvor det, der blev set frem mod, var verdens ende i form af Dommedag og gudsrigets komme. Beretningerne er dog stadigvæk fulde af bibelske referencer. Oplysningstiden havde derimod blikket rettet mod det jordiske og det stadige fremskridt. Forståelsen af andre som anderledes uden nødvendigvis at være mindreværdige gav nye muligheder for at se andre kulturer som samfund, der på samme måde som de europæiske havde gennemgået en historisk udvikling fra barbari til civilisation, selvom de ikke var kristne. Oplysningstiden opererede både med "den ædle vilde" og "den barbariske vilde". I opdagelsen af verden udenfor Europa spillede begge en rolle på den måde, at mennesker kunne klassificeres som hørende til enten den ene eller den anden kategori med konsekvenser for, hvordan man skulle omgås de fremmede. Det, som man ledte efter i fremmede samfund, var tegn på, at menneskene var i besiddelse af en sund og naturlig fornuft som basis for at de kunne kristnes og civiliseres. Eksempler herpå kan fx findes i Holbergs beskrivelser af grønlænderne (se kilde 2, kapitel 2). 4 Oplysningstiden var overvejende optimistisk med en grundlæggende tro på, at videnskaben kunne øge den menneskelige viden og dermed menneskets mulighed for at agere rationelt eller fornuftigt. Et centralt træk ved Oplysningstidens rejseberetninger var derfor bestræbelserne på at ordne og klassificere alt, hvad man så ude i verden. Oplysningstiden lærde var travlt beskæftiget med at katalogisere planter, dyr, kulturer for på den måde at ordne og systematisere verden og dermed frembringe nyttig viden. Naturlærdom viden om planter, dyr, geografi var et led i at erkende verden gennem fornuften og skabe bedre samfund for menneskeheden. Oplysningstidens interesse for at lære verden bedre at kende ved at katalogisere og systematisere vores kendskab til den har sat sig spor i rejseberetninger frem til det 20. århundrede. I næsten alle rejseberetninger, lige gyldigt fra hvilken verdensdel, vil der være beskrivelser af planter og dyr, af jordens frugtbarhed på forskellige lokaliteter og af menneskelige skikke og kulturer. Den systematik, som kommer ind i rejseberetningerne med oplysningstiden, forbliver den grundlæggende systematik og skematik i rejseberetninger frem til det 20. århundrede. Det er blevet sagt, at Oplysningstiden også er den periode, hvor Europa opdages. Det skal forstås på den måde, at beskrivelserne af de fremmede verdener førte til, at europæerne sammenlignede sig med andre, og på den måde også kom til at opdage sig selv. Da verden med oplysningstiden ikke længere blev forklaret ud fra Bibelen, så skulle den forklares på andre måder. Hvordan kunne det eksempelvis være, at europæiske mænd barberede skægget af, men lod håret vokse langt, mens mænd i Osmannerriget barberede håret af og lod skægget vokse? 5 I Oplysningstiden noterede man sig disse forskelle og søgte at forklare dem uden nødvendigvis at mene, at 3 Ole Høiris (2006), s. 236 4 Marianne Rostgaard og Lotte Schou, Kulturmøder i dansk kolonihistorie (Gyldendal 2010) 5 Eksemplet er hentet fra Knud J.V. Jespersen, Det europæiske Hus, bd. 4, Stat og nation (Gyldendal 1991) 5
europæernes måde at gøre ting på var den eneste rigtige eller den bedste. Oplysningstiden var generelt en tolerant periode. 1800-tallet og eurocentrismen Det var først med romantikken i 1800-tallet og opdagelsen af de nationale særpræg, at opdagelsen af nationen og Europa efterhånden førte til teorier om, at europæerne var bedre og mere civiliserede. Det skyldtes selvfølgelig også, at europæerne med de teknologiske landvindinger i 1800-tallet på en række områder blev overlegne, teknologisk set. Men europæerne begyndte også at føle sig overlegne. Vi kan f.eks. notere os de forskelle, der er mellem rejseberetningernes beskrivelse af Kina sammenlignet med Europa i 1700-tallet og i 1800-tallet. I 1800-tallet blev to grundtræk fra oplysningstidens forklaringsmodel videreudviklet: Den historiske forklaring og stadietænkningen. I løbet af 1800-tallet blev en række teorier udviklet, bl.a. med udgangspunkt i Hegel, hvor alle nationer eller kulturer mentes at udvikle sig over samme sæt af stadier fra lavere jægere og samlere til civiliserede industrinationer. Nogle samfund eller kulturer var af den ene eller anden grund standset på et tidligt udviklingstrin. Det ledte i kombination med socialdarwinistiske teorier, som vandt frem i slutningen af 1800-tallet, til teorier om, at det skyldtes, at den europæiske race den hvide mand var andre racer overlegen. Henry Morton Stanleys beretninger fra hans opdagelsesrejser til det indre af Afrika fra 1870erne er på nogle måder bygget op over samme skabelon som rejseberetninger fra Oplysningstidens videnskabelige ekspeditioner, men adskiller sig på den anden side på en række punkter. Først og fremmest adskiller de sig ved iscenesættelsen af den hvide mand som erobrer og helt, der betvinger det indtil da ukendte indre af Afrika. Forskellen på de vilde, barbariske afrikanere og den hvide mand er et gennemgående tema. Gennem beskrivelsen af forskelle, hvor den hvide hele tiden er den overlegne, retfærdiggøres den hvide mands tilstedeværelse og ageren. Civilisationskritikken i 1900-tallet Troen på den hvide races overlegenhed og iscenesættelsen af ledere af ekspeditioner til fremmede verdener som helte, der betvinger alle farer, eksisterede frem til 2. verdenskrig, hvor kampen mod nazismen aflivede teorier om bestemte racers overlegenhed. En anden strømning, civilisationskritikken, sætter ind fra omkring år 1900. Civilisationskritikken er grundlæggende en kritik af det moderne industrisamfund. Kritikken antog mange forskellige former, men fælles for civilisationskritikken er, at fremmede kulturer fremhævedes på den europæiske civilisations bekostning som mere naturlige. Civilisationskritikken kunne som hos en Karen Blixen gå hånd i hånd med et aristokratisk livssyn, hvor en aristokratisk livsform fremhævedes på bekostning af livet i det moderne industri- og massesamfund. Den kunne også, stadigvæk med udgangspunkt i en kritik af det moderne industri- og massesamfund, fremhæve det 6
naturlige, legende menneske som ideal; der er tale om et demokratisk ideal, et samfund hvor der er plads til den enkeltes naturlige og frie selvudfoldelse, som man mente at finde eksempelvis hos forskellige folk i Polynesien. En tredje variant var, som i dyrkelsen af Knud Rasmussen som helt i mellemkrigstidens Danmark, stadig at dyrke den opdagelsesrejsende som en nationens helt, men gøre det med baggrund i, at han forenede det danske og det grønlandske, det civiliserede med det oprindelige. Han var netop i stand til at gennemføre sine store rejser, fordi han kunne leve som og beherskede de teknikker, der satte polareskimoer i stand til at overleve, hvor ingen andre mennesker kunne leve. Opgør med det eurocentriske verdensbillede Et afgørende brud med stadietænkningen, og dermed ideen om, at udviklingen bevæger sig gennem en række faste stadier fra den vilde tilstand til det civiliserede samfund, og hele ideen om gennem opdagelsesrejser og oplysning at tilvejebringe viden for at nyttiggøre denne i fremskridtets tjeneste, kommer først i 1960erne og 70erne. Det er først her, der sættes spørgsmålstegn ved videnskaben som en værdineutral tilvejebringelse af nyttig viden, der vil forbedre verden, og først her der gøres op med det eurocentriske verdensbillede, hvor verden grundlæggende forstås ud fra Europa, med Europa og den vestlige civilisation som altings målestok. Rejseberetninger som kilde eller levn Fra Oplysningstiden og frem fik rejseberetninger et videnskabeligt eller nyttigt formål. De skulle bidrage til kundskab om verden. Frem til 15-1600- tallet skulle det fremmede som nævnt presses ind i en bibelsk forståelsesramme. Oplysningstidens mere videnskabelige tilgang betyder ikke nødvendigvis, at beretningernes værdi som kilde til viden om de fremmede verdener blev større, end den var i 15- og 1600-tallets beretninger. Hvis man ser bort fra de spekulative konstruktioner, der blev et resultat af, at man skulle have verden til at passe med bibelens fortællinger, så kan de iagttagelser, der blev gjort og nedskrevet i 1500-tallet være lige så rigtige, som de iagttagelser der blev gjort i 1700-tallet eller for den sags skyld i 1900-tallet. Hvor korrekte eller ikke-korrekte beretningerne er, dvs. hvor stor kildeværdi de har som beretning, afhænger af hvor godt kendskab, beretteren har haft til det, han skrev om. En del rejsende, især missionærer som skulle virke i længere tid i en fremmed kultur, måtte lære sig det lokale sprog og sætte sig ind i andres måde at tænke på. Andre beskrivelser er anden- eller tredjehånds, og deres værdi som kilde til det, der berettes om, er meget lille. Herudover spiller det selvfølgelig en afgørende rolle, hvilket ærinde beretteren har med sin beskrivelse. De fiktive rejseberetninger fra oplysningstiden, der skulle tjene som ideelt spejl for de europæiske samfund, duer selvfølgelig ikke som kilde til oplysninger om samtidens Kina. Og endelig spiller det en rolle for fortolkningen af det, der berettes om, hvilke opfattelser af samfund og kulturer udenfor Europa, der var den 7
fremherskende i Europa på et givet tidspunkt. Det er blevet sagt om rejseberetninger og andre beretninger fra fremmede verdener, at de først og fremmest har værdi som levn. Det vil sige, de kan fortælle os noget om, hvordan man på et givet tidspunkt så på de fremmede, mere end de kan anvendes som kilde til viden om de fremmedes levevis. Det er også blevet sagt, at de på den måde fortæller mere om beretteren og det samfund, beretteren kommer fra end om de fremmede, dvs. det der berettes om. Det er karakteristisk, at alle der skriver om det fremmede også skriver om det, de selv kommer fra. I alle rejseberetninger er der im- eller eksplicit tale om at sammenligne det, man kommer fra, med det fremmede. Bortset fra antropologer, som trænes i at se bort fra egne forestillinger, som man har med sig hjemmefra, vil næsten alle have det kendte, hjemlige, som en referenceramme. Det er det, man umiddelbart sammenligner med, og det er også det hjemlige, der er referencerammen, når man for et hjemligt publikum skal beskrive det fremmede. Alle rejseberetninger indeholder tidstypiske træk, som man kan analysere frem. Som kilder til kulturmøder er det dog også muligt at læse beretningerne på andre måder. Læser man efter det, som man kunne kalde "sprækker i teksten", steder hvor teksten modsiger sig selv eller ikke passer med samtidens stereotyper kan teksterne analyseres som eksempler på, hvordan de forudsætninger og tankegange, man mødte frem med, blev sat i spil i mødet med det fremmede. Det handler både om hvilken betydning det sæt af forventninger, man mødte op med, havde for det man så, og hvordan forventningerne blev udfordret af det man så. Der eksisterer rejseberetninger, der er skrevet med henblik på offentliggørelse. De afspejler, hvordan man tænkte på bestemte tidspunkter, bl.a. fordi enhver tids skrivemåde afspejler tidens måde at tænke på. Men også beretninger i form af dagbøger eller breve, der typisk er tættere på oplevelsen og i nogle tilfælde også indeholder beretninger om episoder eller refleksioner herover, som ikke helt stemmer overens med, hvad man kunne forvente. Det er vigtigt at understrege, at det ikke betyder at alle beretninger skrevet med henblik på offentliggørelse altid er "politisk korrekte" (målt ud fra samtidens standard), og at alle private beretninger i form af breve og dagbøger modsat er mere ærlige og åbenhjertige. Det var selvfølgelig ikke alt, der kunne skrives i breve hjem til ens familie, og det var heller ikke sådan, at der var en holdning og mening til officielt brug og en anden til privat, men der er dog en tendens til, at de mere private former for beretninger, breve og dagbøger ikke nødvendigvis skal leve op til genrekonventioner og andre forventninger til en rejseberetning. "Sprækkerne" er tydeligst i de private beretninger, men de findes også i de trykte, offentliggjorte beretninger. Eksempler på rejseberetninger brugt som kilde Forfatterne til denne artikel har i 2010 på Gyldendal udgivet undervisningsbogen: "Kulturmøder i dansk kolonihistorie. Flere af de kilder, der er optrykt i bogen kan læses med henblik på at analysere en mindre officiel og mindre kendt side af historien. Henvisninger er til kapitler i denne bog. 8
Joseph Wulff var dansk embedsmand på Guldkysten i 1830 erne. Han skrev breve hjem til familien (se kap. 3 og kilderne til kap. 3). "Min mulatinde" forbliver i Joseph Wulffs breve hjem til forældrene en person med en let ubestemmelig status. Han fortæller dem aldrig nogetsteds, at han faktisk er blevet gift, og har fået børn med hende, og at hun formentlig også er en kraftigt medvirkende årsag til, at Joseph Wulffs syn på livet på Guldkysten ændrer sig fra brok og besværinger over forholdene til positive beskrivelser af samme. Når han til at begynde med skriver om den ulidelige varme, så er der nok ingen tvivl om, at det var sådan han oplevede klimaet på Guldkysten. Man kan derimod tvivle på om hans senere forsikringer om, at han ikke kan tåle det kolde klima hjemme i Danmark og derfor må blive på Guldkysten, kun skyldes tilvænning til det tropiske klima. Wullfs tilvænning til det tropiske klima skal givetvis også ses i sammenhæng med, at familien hjemme i Randers, og resten af Randers, i den grad havde spærret øjnene op, hvis han havde bragt Sara Malm og deres fælles børn med hjem. Joseph Wulff vidste uden tvivl ganske udmærket, at det liv han levede sammen med Sara Malm, kun lod sig leve på Guldkysten. Men det var ikke muligt at skrive det i et brev til forældrene. Derfor omtales Sara Malm blot som "min mulatinde", og det forbliver uafklaret, om hun var en slags husbestyrerinde for ham, eller hvilken status hun nærmere havde. Et andet eksempel på noget der ikke lod sig diskutere, og som måske knap har været beretteren bevidst, er omtalerne i beretninger fra Dansk Vestindien (se kap. 4 og kilderne hertil) af trolddom. I rejseberetninger fra Dansk Vestindien i 1700-tallet er der beskrivelser af trolddom, som slaverne kunne udøve, der giver grund til at tro, at den, der har skrevet det, faktisk troede på at nogle af de sorte slaver kunne hekse. Formentlig ville ingen bare nogenlunde dannet person i 1700-tallet have indrømmet, at vedkommende troede på trolddom og magi, men der er i selve beskrivelsen af trolddommen som noget faktuelt, og hvordan den udøves, elementer der lader en i tvivl om, hvorvidt forfatteren ikke også selv har været overtroisk. Kilden afslører på den måde, at noget af frygten for de afrikanske slaver skyldtes, at man faktisk troede, de kunne udøve magi, samtidigt med at den officielle forklaring på, at det var forbudt at udøve magi selvfølgelig var, at det var en hedensk og dermed barbarisk skik. Et sidste eksempel, som skal nævnes her, er beretninger fra Belgisk Congo omkring år 1900. I brevene hjem fra de danskere, der var officerer i den belgiske kolonihær omkring år 1900, kan der genfindes en række stereotyper om Afrika og negre samtidigt med, at der er elementer indimellem, der også kan læses som udtryk for beundring for de afrikanske soldater, som de hvide officerer var dybt afhængige af, og der er endda elementer af kritik af andre hvides fremfærd i Afrika (se Kilder til kapitel 6, kilde 3 og 2). De afrikanske soldater (Likvangola-soldaten) sammenlignes nok med dyr, men med dyr, der forbindes med noget positivt. Og det afsnit i brevet hjem, der handler om Likvangola-soldaten, er et langt argument for hvorfor Likvangolaerne er bedre soldater end danske bondekarle (fra Lolland). I afsnittet skinner en beundring for de afrikanske soldater igennem samtidigt med, at de sammenlignes med dyr. Der er kort sagt en dobbelthed til stede, der bryder med de mest stereotype forestillinger om relationen mellem hvide officerer og de lokale i Belgisk Congo omkring år 1900. Der er nogle elementer til stede, som 9
kan fungere som sprækker, hvor man kan kigge ind på en lidt anden historie end den officielle og dermed kan den fortælle os noget om ambivalenser og modsætninger, men også om de sociale relationer og herskerteknikker, som de hvides herredømme var baseret på. De nævnte "sprækker", steder hvor teksten delvist modsiger det, den positivt påstår at sige, er trukket frem, fordi de kan give et indblik i det faktiske kulturmøde. Det betyder ikke, at det man kunne kalde "den officielle tekst" annulleres. Stereotyperne og fordommene, det der forventes, sætter et afgørende præg på kulturmødet. Det, der gør rejseberetninger og andre beretninger til interessante kilder til kulturmødet er netop at de indeholder begge elementer og dermed kommer til at handle om, hvordan den enkelte både måtte og selv gerne ville leve op til de forestillinger, man gjorde sig i samtiden, og hvordan den enkelte samtidigt må søge at passe det ind, som ikke helt lod sig indpasse. Ved at læse og analysere kilderne som beskrevet ovenfor, så får vi en mere nuanceret forståelse af de mekanismer, der var på spil, i de konkrete møder og dermed også for, hvad der faktisk skete i kulturmødet. Når rejseberetninger og andre beretninger om mødet med det fremmede er så gode kilder til kulturmøder, skyldes det, at det er kilder med mange lag, som derfor også kan anvendes som kilder til mange forskellige typer af problemstillinger: Vi kan genfinde de tidstypiske træk og diskutere hvilken betydning de havde for forståelsen af de fremmede eller vi kan genfinde stereotyperne om de forskellige fremmede og diskutere, hvilken betydning stereotyperne har haft for kolonihistoriens kulturmøder eller, og det er måske det mest interessante, vi kan læse beretningerne for at blive klogere på, hvordan det koloniale kulturmøde og en kolonial hverdag udfoldede sig, ud fra de indblik beretningerne giver i de etablerede relationer mellem kolonisatorer og koloniserede. 10