Prædiken til 3. søndag ef trin 08 Slotskirken kl. 10 Lukas 15, 11-32 736 597 750 331 167 29 1 Ida Secher I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen. Because you deserve it! Fordi du fortjener det, lyder et slogan i en kosmetikreklame. Og hvad vi sådan går og gør os fortjent til, skal det handle om i dag. Men først til abernes verden, for forleden hørte jeg om et forsøg med nogle makakaber. Ved at belønne dem med agurkeskiver, kunne man få dem til i god ro og orden at slæbe sten fra den ene ende af buret til den anden. Ikke så overraskende endda! Men på et tidspunkt begyndte forskerne at give hver anden abe en appelsin i belønning. Og det udløste efter kort tid et oprør, hvor de aber, som fik agurkeskiver, kylede agurkeskiverne tilbage i hovedet på forskerne og nægtede at slæbe flere sten. Også i abernes verden har man altså en retfærdighedssans, som siger lige løn for lige arbejde eller: der er i hvert fald ikke nogen, som skal ha noget mere eller bedre end jeg får!
Det at få efter fortjeneste spiller en stor rolle for de fleste af os. Men vi kan ikke rigtig dyrke tankegangen uden hele tiden at sammenligne os med andre. Vi kan f.eks. hurtigt gøre os forestillinger om, hvorvidt andre nu har fortjent eller ikke har fortjent dette eller hint. Og vi måler os i forhold til, hvad andre nu opnår eller får. At blive behandlet efter fortjeneste er en slags uskreven lov som hænger nøje sammen med vores opfattelse af retfærdighed. Men hvad har vores to sønner fra fortællingen så fortjent? Ja, det kan der sådan set gives flere svar på, alt efter hvem eller hvordan man spørger. Ét svar på sønnernes fortjenstfuldhed er imidlertid ganske entydigt, nemlig: Ingen af dem har fortjent en dyt! Men det, at de begge har en STATUS som SØNNER det er dét, som redder dem. Vi har én søn, som har krævet sin ret som søn, sin arv. Han er draget ud i verden og her brugt formuen op. Efter det må han sulten og fornedret overveje sine muligheder. Han vil gerne hjem, men i sin egen overbevisning har han ikke blot kastet en formue bort, men også kastet sin status som søn bort. Han er gået 2
over en grænse, overtrådt nogle bud, som for altid har gjort, at han ikke kan tænke andet end, at han har mistet sine rettigheder i familien. Men han vil hjem, og han forestiller sig, at han nu som andre fremmede må tigge sig til et arbejde som daglejer, det usleste arbejde, man kan få. Vi har en anden søn, som er blevet hjemme. En søn, som har fulgt givne regler og konventioner, gjort sin pligt, som man siger, arbejdet på slægtsgården. Endelig har vi en far, som elsker begge sine sønner og som uden tøven genindsætter den yngste i hans gamle rettigheder som søn. En historie, som ikke er voldsomt interessant, eller hvad? Lidt vel tynd, hvis den skulle udgøre plottet til en film. Simpelthen for banal: masser af unge ter sig tumpet, de fleste forældre står med åbne arme, når de fortabte unger vender hjem, og søskendejalousi og misundelse er heller ikke ualmindeligt. Og de fleste af os har vel ikke problemer med at sætte os i alle tre personers sted: det handler jo om at leve livet som den yngste, penge er til for at bruges, helst til fest, farver og fornøjelser; og selvfølgelig vil vi da altid kendes ved vores børn lige meget, hvor åndssvagt de opfører sig; og forargelsen kender vi: hold op, hvor er det et udelt dårligt eksempel, at man 3
sådan bare bliver taget til nåde igen, der skal da være noget konsekvens, ellers kan alle jo bare gøre, hvad der passer dem! 4 Og lad os lige holde fast i forargelsen, i følelsen af det uretfærdige eller i opfattelsen af, hvad vi selv har gjort os fortjent til i forhold til andre. Åh jo, det er vist let for os alle. Og det er netop her, at fortællingens underholdningsværdi holder inde, og det ikke længere er ligegyldigt, hvem det er, som fortæller den. Det er lige nøjagtigt her, at fortællingen skal bide. For så rar og bamseagtig Gud kan synes at være, når Jesus fortæller om Ham, så spidder Jesus med Guds Ord altid alt, hvad der er ukærligt og utaknemmeligt hos mennesker. Og det ukærlige og det utaknemmelige er ofte to sider af samme sag. Alt mit er dit, siger faren til den ældste søn. Og det er et kerneudsagn: alt mit er dit. Ikke fordi det handler om ejendom, gods og guld, men fordi det handler om den skat, som består i modtage alt, alene fordi man er den, man er og ikke fordi man gør, som man gør alene fordi man har status af søn, af datter, af barn. Og det har begge vores sønner. En umistelig status, som ikke afhænger af, hvad de har gjort sig fortjent til. Men det har ingen af dem forstået, og faren må gå begge sønner i møde for at fortælle dem det.
Men hvor det er indlysende, at den yngste søn har lært lektien, så står det, da fortællingen slutter, stadig uvist hen, om den ældste går ind til festen, eller om han fortsat føler sig snydt for noget. For den yngste har rejsen og hjemkomsten været en nødvendig erkendelsesproces. At han, når bundlinjen er på nul, når han står med tomme hænder og skyld og skam i overflod, stadig modtages af sin far, det kunne han ikke sige sig selv, han måtte gennemleve det, erfare det. For den ældste søn har der derimod aldrig rigtigt været noget på spil. Umådelig barnligt hænger han sig i detaljen om fedekalven, som slagtes, for mig har du ikke givet så meget som et kid. Det afslører ligesom graden af bekymringer i hans liv. Så ok, det er måske ikke særlig rosværdigt, hvad den yngste søn foretager sig. Men det er samtidig ret åbenlyst, også for ham selv, at han vist ikke har gjort sig fortjent til så meget i forhold til sin far. Og der er på den anden side intet skidt at sige om den ældste brors liv. Men måden, han forholder sig på, gør en forskel. For hvis vi spørger brødrene selv, hvad har du fortjent? : så svarer den yngste intet, og den ældste 5
svarer alt. Og når man har fortjent alt, så kan både Vor Herre og andre få deres agurkeskiver lige i synet igen. Derfor er det også frustrationerne og ulykkeligheden hos den ældste bror, som gør, at vi har brug for at høre fortællingen om den fortabte søn igen. For hans tro på, hvad han selv har gjort sig fortjent til, er også en gang imellem vores, når vi mener os berettigede til et liv uden mangler, uden ridser i lakken, uden sygdom, uden sorg. Der findes nemlig ikke en sammenhæng, som siger because you deserve it, fordi du fortjener det hverken i positiv eller i negativ forstand. Der findes kun dét, at du hører til et sted, at du, også når du er genstridig, holdes fast af en kærlighed, som ønsker at dele den med dig. Ligesom du skal dele ud af din kærlighed til andre mennesker. Amen Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 6
Dåbstale Kære dåbsforældre, kære menighed 7 Lad de små børn komme til mig, er en sætning som jeg på Guds vegne aldrig bliver træt af at sige. Jesus fremhæver gang på gang barnet som et forbillede for os først og fremmest for at vise os, hvor tillidsfuldt, vi kan nærme os Ham. Og hver gang små hylende bylter bliver båret frem i kirken, så er det egentlig til at tude over, at vi også som forældre så helt og aldeles tillidsfuldt lægger vores små guldklumper i Guds hånd. Vi har jo absolut ingen beviser på, at det gør nogen forskel. Det sker alene i håbet om, at vi i kærlighed gør det bedste, vi kan for vores barn. I dåben får vores børn et nyt ejermærke, Guds mærke, tegnet for deres ansigt og for deres hjerte, og de får hevet op af dåbens vand en fast og urokkelig grund at sætte deres fødder på. Og dét er jeres, jer forældres, gave til jeres børn: at de allerede fra små - uvidende, savlende og krævende, som de er lever med Guds velsignelse som børn af Gud.