KU d. 18.11.2009 Ved: Morten Ziethen Konsulent og ErhvervsPhd studerende Rambøll Attractor og Institut for filosofi og Idehistorie, AU 23 38 28 27 moz@attractor.dk Oplæggets overordnede spørgsmål: Hvor vigtigt er det, at fokuspersonen forstår sig selv og hvad vil det egentlig sige? Hvor vigtigt er det, at coachen forstår fokuspersonen, og hvad vil det sige, at forstå et andet menneske? I hvilken forstand kalder det på en særlig form for ansvarlighed fra coachens side. 1
Tendensen i konstruktivistiske systemiskesocialkonstruktionistiske narrative tilgange til coaching er, at samtalens telos er at skabe ny mening/nye perspektiver på fokuspersonens livssituation. Påstand: Der kan gå noget væsentligt tabt i menneskelivet, hvis det altid handler om forandring måske det nogle gange kan være vigtigt også at besinde sig på, hvad der kunne være bevaringsvigtigt i livet. Derved bliver omdrejningspunktet for samtalen den enkeltes virkelighedserfaring hhv. sandhedserfaring. Tre bærende antagelser: 1. En bestemt type hermeneutisk orienterede samtaler handler om at hjælpe fp til at finde ord for det, der er vigtigt og meningsfuldt i livet. 2. Coachens mulighed for at hjælpe fp skærpes med afsæt i den sene Heideggers adskillelse mellem to typer af forståelse. 3. I forlængelse heraf opstår der er begreb om ansvar, man særligt kan se udfoldet i Lévinas tænkning. 2
1. Hermeneutisk coaching Den enkeltes sandheds og virkelighedserfaring knyttet til dennes levede liv livssandhed Insisterer på at tale om sandhed, fordi livet både kan lykkes og mislykkes. Det handler altså ikke bare om at overleve men om at leve godt. Alt er derfor ikke relativt i øjeblikket. Derfor momentan essentialisme. Det gode og det sande minder funktionelt om hinanden danner grundlag for mine handlinger 1. Hermeneutisk coaching Hvorfra kommer så min forståelse af det gode og sande? 1. Den enkeltes kulturelle og familiemæssige baggrund 2. Den enkeltes kroppende tilstedevær i verden 3. Måske en før kulturel forståelse af det gode i livet (jf. eks. Løgstrup, Kant, de gamle grækere etc.) 4. En række individuelle valg, der synes at emergere ex nihilo Som sådan er det gode og sande et sammenrend af (måske iboende) internaliserede og intenderede værdier. 3
1. Foreløbig opsamling: En konstruktivistisk tilgang, der er tilbøjelig til på radikal vis at relativere sandhedsbegrebet, gør coaching til en læringsproces, hvor fokus er lagt på nye virkelighedskonstruktioner snarere end det er lagt på den enkeltes eksistentielle oplevelse af det gode og det sande. I konstruktivismen forsvinder perspektivet på det bevaringsværdige derfor meget nemt. I den hermeneutiske tilgange er der sigte på en læreproces rettet mod fokuspersonens forståelse af det, der opleves som meningsfuldt (godt og sandt). Det sker i en bevægelse mellem en utydelig (i hverdagssproget ville man sige ureflekteret ) orientering mod det meningsfulde til en tydelig (reflekteret og sprogliggjort) orientering, hvorved læreprocessen består i, at fokuspersonen i kraft af coachingsamtalen, kan udtrykke det, hun oplever som meningsfuldt og denne læring kan så danne baggrund for en bevarende indstilling til det meningsfulde. 2. Forståelse Det er vigtigt at forstå den anden, fordi den andens møde med verden er båret af en tillid til, at hun bliver forstået (Løgstrup). Men: Konstruktivistisk set kan et system aldrig forstå et andet nogen gange opdager vi bare ikke misforståelsen. Derfor: Er det dybest set en meget bekymrende affære at være menneske, skal vi altid frygte at gå forbi de andre? 4
2. Forståelse Ikke alle hævder, at forståelsen har konstruktivistisk karakter. Hos den sene Heidegger hedder det. Hermes er gudernes budbringer. Han bringer skæbnens budskab; hermeneuein er den fremlæggen, som bringer nyt, for så vidt buddet formår at lytte [ ]Deraf bliver det tydeligt, at det hermeneutiske ikke så meget betyder udlægning, men først og fremmest at bringe budskab og nyt ( Aus einem Gespräch von der Sprache, in: Unterwegs zur Sprache, s.121 122). 2. Forståelse I det citerede stykke adskiller Heidegger mellem to typer af forståelse: Fremlæggen og udlæggen Uddybende hedder det om denne adskillelse: Den egentlige skånen er noget positivt, og denne skånen sker, når vi lader noget være i dets væsen og dermed bjerger noget tilbage i dets væsen, hvorved vi i overensstemmelse med ordet befrier det: indfrier det og giver det fred. (Vorträge und Aufsaetze s. 143). 5
2. Forståelse Sammenfattede kan vi derfor sige, at: Udlæggen er villende, fortolkende, konstruerende og forestillende Mens Fremlæggen er ikke villende, ikke fortolkende, skånende og bevarende 2. Forståelse På baggrund heraf kan vi formulere et etisk ideal for den hermeneutiske coach knyttet til et begreb om ansvar, idet coachen først tager ansvar for den anden, når den anden forstås, og den anden forstås først, når coachen skånsomt og ikke fortolkende forstår det liv og den forståelse af det gode, der udtrykker sig igennem den anden. Hvad fokuspersonen så vil med sig selv og sit liv, når dette liv har fundet vej til sproget og forståelsen det er en helt anden sag, som måske kalder på helt andre typer af samtaler og forståelse. 6