Prædiken til 2. søndag i advent 2016. Tekster: Esajas Bog11,1-10 - Romerbrevet 15,4-7 - Lukasevangeliet 21,25-36 Salmer: 74: Vær velkommen 78: Blomstre som 86: Hvorledes skal jeg møde -- 274: Rejs op dit hoved 439: O, du Guds lam 277v. 4 af: Herre, når din time kommer 279: Venner, lad kun Det er ikke ligefrem før-jule-glimmer, der drysser ned over os med evangeliet, som hører til her i dag, 2. søndag i advent. Før-jule-hyggen, den ligger langt væk fra Jesus ord om undergang og tegn i sol og måne og dom. På den anden side: ordene, vi hørte før, fra alteret fra profeten Esajas, om ulven der skal bo sammen med lammet og hvor ingen volder ondt eller ødelæggelse og ordene vi med glæde synger hele adventstiden i Blomstre som en rosengård - dé ord ER da også langt fra den virkelighed, vi faktisk ser omkring os. Hvis dén slags skal blive til virkelighed, så er der virkelig noget, som må gå under. Undergang. Hvilke tanker melder der sig hos os, når vi hører det ord? Undergang. I mine tanker blander der sig bl.a. en film. Der Untergang undergangen hedder den simpelthen. Det kan være, I kender den. Det allermeste foregår i Hitlers sidste dage, hvor den nazistiske ledelse og deres stab lever forskanset under jorden, i førerbunkeren under Berlin. Panikken, frygten og apatien har grebet dem, for alle ved jo godt, at det her, det går ikke. De går under med deres ideer og idealer. De der ikke hengiver sig til druk og svir, lægger planer for, hvordan de bedst kan begå selvmord, for at slippe for ydmygelsen ved at have tabt krigen.
Undergangsstemningen kulminerer i den scene, som jo er hentet ud fra virkeligheden, hvor Frau Goebbels putter sine seks dejlige børn. Da knuser hun små giftkapsler mellem deres tænder. Slår dem ihjel én for én. Hun retfærdiggør sin ugerning med ordene: Hvis den national-socialistiske (nazistiske) idé dør, er der intet liv for os, og ikke noget at leve for. / Der er undergang i evangeliet i dag. Det var der på en måde også sidste søndag, 1. søndag i advent., hvor vi så tilbage. Der hørte vi om Jesus, der red ind i Jerusalem på et æsel og blev hyldet som en konge. Og bagefter red Jesus videre ind til tempelpladsen, hvor han i vrede ryddede pladsen for alle boderne med offerdyr og krejlere, som slog plat på menneskers håb og drømme. Jo, for noget gammelt må gå under for at noget nyt kan komme til. Og det her var nyt: Jesus kom ikke som en sejrskonge, knejsende på en krigshest, klar til at smadre romerne men han kom sagtmodig, ridende på et æsel. Og for altid har dét givet os et nyt billede af, hvad det er for en Gud, vi kalder vores Herre. Vi har været nødt til at tage afsked med vores gamle billeder af Gud som en hævngerrig magtudøver. Der er billeder af, hvordan Gud udøver sin magt, der må gå under med det her. Og det med tempelpladsen: Offerkulten gik under, med det, Jesus gjorde, da han jog krejlerne ud. Der blev ikke plads til handelsaftaler mellem Gud og mennesker, der hvor Jesus kom med sit budskab om nåde; Vores forhold til Gud blev en gang for alle omdefineret af, at Jesus kom til vores jord; For: nu holder vi gudstjeneste på hans løfte om, at han også kommer til OS, hver gang vi hører hans ord og tager det til hjerte; At det ikke kun var dem i Betlehem og Jerusalem og på tempelpladsen og på Golgatha, der fik udfordret deres gamle tanker og billeder af Gud. Det er også os.
Det er også OS, der skal udfordres af hans løfte om at være os lige så nær som hans ord og som det brød og den vin, vi får i nadveren. Ja, måske er der noget gammelt der skal ud, for at det nye, han vil os, kan komme til, også hos os. Med vores prioriteringer. Vores vaner. Vores liv. Lige nu. Men 2. søndag i advent, den er båret af tekster om fremtiden. Om endetiden. Når Jesus kommer igen. Som menneskesønnen på himlens skyer. Det lyder voldsomt. Skræmmende. Som undergang. Det er det også. Der er noget, der går under, også der. For: for at noget nyt kan komme til, må noget gammelt gå under. Men når vi taler om det her i kirken, så er det ikke med frygt og bæven. Det er tværtimod med glæde og forventning. Tænk på ordene, vi hører hver eneste gang, vi skal til at fejre nadver: Hellig, hellig, hellig er Herren, han som var og som er og som kommer. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Velsignet være han, som var, og som er, og som kommer! Herren er den, som var før alting, og som kom én gang for alle i menneskebarnet Jesus, som vi ser tilbage på - og han er den, som kommer til os nu, er med os nu, med sit velsignede ord - og som kommer engang, når det gammelkendte er forbi og Guds rige bryder endeligt igennem; Alt det, som advent tematiserer; advent betyder jo oversat til danske ord: herrens komme. Vi vover ikke at krumme os sammen i et hjørne, men at løfte hovedet og byde ham velkommen! Med forventning! I filmen Der Untergang beskrives en flok menneskers måde at håndtere dét på, at der venter en undergang, fordi noget nyt er på vej.
De kan ikke holde det ud. Det er så skræmmende, så de holder livet på afstand i svir og druk eller simpelthen ved at tage livet af sig. Der er ikke noget at leve for, siger Frau Goebbels, og i den overbevisning tager hun livet af det liv, der lige præcis er der at leve for. Sikke en forskel på Det tredje Rige og Guds rige! Der er simpelthen HÅBET til forskel. Dét skal vi holde fast i, når modløsheden måske indimellem griber fat i os, fordi vi synes, det budrer og brager så rigeligt omkring os, eller inde i vores sind, og vi slet ikke kan se, hvordan det skal ende alt sammen... Bortset fra at vi kan se, at engang så er det faktisk vores eget liv, som får ende. Hold fast i håbet! formaner Jesus sine disciple. Og nu har vi også hørt det. Der er håb! Der er grund til at løfte hovedet. For håbet, det strækker sig jo altid ud mod det, der kommer os i møde fra fremtiden. Hvis vi synes, der er noget at håbe på der. Det synes vi forhåbentlig. Men: Når det gælder den fremtid, som hedder Guds rige, så er det ikke vores eget, vi møder. Så er det Jesus Kristus. Ham med nåden. Den nye måde at udøve magt på. Ham vi kalder: frelseren. I den forstand er nutiden som en ventetid på dét Guds rige, hvor Jesus Kristus kommer os i møde med sin nåde, dér hvor vores selvretfærdighed og forfængelighed går fuldstændig under Det Guds rige, som vi kun kan beskrive med billeder af lam og ulve som bor sammen, og øde egne, som blomstrer som en hel rosengård og hvad vi nu griber til af billeder. Og det er ikke verdensflugt! For det vi tror kommer i fremtiden, det farver vores liv nu. Frau Goebbels så kun sin egen undergang i fremtiden; hun ville ikke knytte håb til det nye, som kom og det tog hun konsekvensen af. Vi vi er kaldede til at holde fast i håbet for fremtiden.
Og: Vi er kaldede til at lade håbet om Kristus og Guds rige hægte sig godt og grundigt fast i vores liv lige her og nu. I filmen udtalte Hitler, at den såkaldte medmenneskelighed er det rene præstevrøvl. Noget håbløst ævl. Nej! må vi protestere. Der er HÅB forbundet med medmenneskeligheden for det har Kristus lært os om. Ligesom der er håb forbundet med barmhjertighed. Tilgivelse. Forsoning og forventning. Og bøn. Der er noget at leve for. Også selvom det kan betyde, at noget af vores gammelkendte må gå under, i det. For: Kristus har givet os sit løfte om, at det er ham, vi møder for enden af alt vores eget. Derfor siger vi: lov og tak