Denkmal für die ermordeten Juden Europas En analyse af debatten om opførelsen af et mindesmærke for Europas myrdede jøder i Berlin 1988-2005 Sune Bechmann Pedersen Bachelorprojekt SAXO-instituttet afd. for Historie, Københavns Universitet Vejleder: Lars Hovbakke Sørensen Sommer 2005-1 -
Indhold DENKMAL FÜR DIE ERMORDETEN JUDEN EUROPAS... 3 PROBLEMFORMULERING... 3 PRÆSENTATION AF MATERIALE... 4 MINDESMÆRKETS TILBLIVELSE 1945-2005... 5 VESTTYSKLAND OG HOLOCAUST... 5 BORGERINITIATIVET... 7 FØRSTE KONKURRENCE... 8 KOHLS VETO... 9 FIELD OF MEMORY... 10 BRANDSTIFTENDE FREDSTALE... 11 DELKONKLUSION... 12 DEBATTEN OM MINDESMÆRKET...13 FORMÅL... 13 Omvendt bevisbyrde... 13 FOR HVEM?... 14 Historisk diskussion... 14 Samtidig diskussion... 16 HVOR?... 18 Prinz-Albrecht-Gelände... 18 Forkert eller ingen betydning... 20 HVORDAN?... 22 Mindesmærke mod sig selv... 22 Didaktik og information... 24 DELKONKLUSION... 25 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING... 26 ABSTRACT... 27 BIBLIOGRAFI... 29 KILDER... 29 Ikke-trykte... 29 Trykte... 29 LITTERATUR... 29 FORKORTELSER...31 BILAG...31-2 -
Denkmal für die ermordeten Juden Europas Et kontroversielt mindesmærke er netop blevet indviet i Berlin d. 10. maj 2005 i forbindelse med 60 årsdagen for 2. verdenskrigs afslutning. Det bærer titlen Denkmal für die ermordeten Juden Europas, og det er opført for at mindes de seks millioner jøder, der blev myrdet under naziregimet i Europa fra 1933 til 1945. Forud for indvielsen er gået 17 år med intense og ophedede debatter, siden idéen om et enkelt centralt mindesmærke i Berlin for de dræbte jøder blev bragt på banen af den karismatiske TV-vært Lea Rosh i 1988. Hele forløbet har været tynget af prekære spørgsmål. Kan man f. eks. tillade sig at opføre et Holocaustmindesmærke kun for jødiske ofre, selvom der også omkom en halv million sigøjnere? 1 Kan man tillade sig at opføre et mindesmærke for jøderne lige ved siden af den stadig eksisterende førerbunker uden dermed at tillægge én gal mand hele ansvaret for Holocaust og frikende resten af den tyske befolkning? Er det overhovedet muligt kunstnerisk at udtrykke 6 mio. menneskers død, eller ligger det hinsides menneskets evne til formidling? Debatten blev lejlighedsvis gloende varm og luften tyk af ubesindige udsagn. Denne opgave vil analysere de ovennævnte stridspunkter i debatten med fokus rettet mod de mere velovervejede og akademiske standpunkter. Problemformulering Fra 1988 til 2001 blev der i de største tyske aviser tilsammen trykt 2.900 artikler og debatindlæg med relation til opførelsen af et mindesmærke for Europas myrdede jøder i Berlin. 2 Dermed har emnet været et af de mest diskuterede i det forende Tysklands korte historie overhovedet. Det i sig selv gør mindesmærket til et relevant emne at beskæftige sig med. Hvorfor kan et mindesmærke skabe så mange kontroverser i dag og hvilken opgave kan et mindesmærke udføre i et moderne samfund? Formålet med denne opgave er at belyse ovenstående spørgsmål gennem en kvalitativ analyse af den akademiske debat om mindesmærket. 3 Gennem analyser af indlæg fra de sidste 17 års debat vil jeg påvise, hvordan et mindesmærke er en yderst kompliceret og sammensat størrelse. Mindesmærket for Europas myrdede jøder har været et knudepunkt for en række historiske problemstillinger, hvoraf følgende opgave vil beskæftige sig 1 Da den i Tyskland politisk korrekte betegnelse Sinti og Roma ikke er almindelig i Danmark vil jeg i opgaven anvende betegnelsen sigøjner. Jeg håber på læserens forståelse for, at der ikke menes noget nedsættende herved. 2 Optælling foretaget af Jan-Holger Kirsch publiceret i Kirsch, Jan-Holger: Nationaler Mythos oder historische Trauer. Der Streit um ein zentrales "Holocaust-Mahnmal" für die Berliner Republik, Köln 2003, p. 395. Optællingen dækker FAZ, FR, SPIEGEL, SZ, TSP, TAZ & ZEIT. Lokalaviserne Berliner Morgenpost og Berliner Zeitung, der også bragte mange debatindlæg er ikke talt med. 3 Mindesmærket refererer i opgaven til idéen om at opføre et centralt mindesmærke for Europas myrdede jøder, og ikke til et bestemt arkitektonisk forslag. - 3 -
med tre af de væsentligste. Det drejer sig om, hvilke offergrupper Holocaust inkluderer, forskellige syn på placeringen af ansvaret for Holocaust og arkitektursprogets begrænsninger i formidlingen af Holocaust. Spørgsmålene krystalliseredes gennem debatterne om til ære for hvem, mindesmærket skulle opføres, hvor det skulle opføres, og hvordan det skulle udformes. Hovedvægten i opgaven befinder sig på perioden 1988 til 1999. Dette skyldes to ting. For det første dækker denne periode tiden fra idéens undfangelse til Forbundsdagens endegyldige vedtagelse af opførelsen af Peter Eisenmans bud på et mindesmærke. For det andet dækker de fem kildesamlinger på i alt ca. 2.500 sider udelukkende denne periode. Fordybelse i det trykte materiale fra undfangelse til vedtagelse er dermed blevet prioriteret højere end indsamling af ikkeudgivet kildemateriale fra byggefasen 2000-2005. Valget af periode skyldes også, at de seneste fem år ganske vist bød på regulære skandaler, 4 men ikke på egentlig nyt. I studiet af debatterne vil jeg som nævnt ikke inddrage den almene opinion i Tyskland, men udelukkende behandle akademiske indlæg. Derved forstås indlæg forfattet af fagfolk, det være sig historikere, politologer, sociologer, arkitekter mm. Indlæg fra forfattere, kunstnere og de involverede parter (jøder og sigøjnere) vil dog også blive inddraget. Opgaven deler sig overordnet i to dele. Første del redegør kronologisk for tilblivelsen af mindesmærket, mens anden del tematisk analyserer fire centrale problemstillinger: Hvorfor mindesmærket skal opføres, for hvem, hvor og hvordan. Præsentation af materiale Litteraturen om det centrale mindesmærke for Europas myrdede jøder har været støt voksende, siden Forbundsdagen endegyldigt vedtog at opføre det i 1999. Hidtil er der udkommet tre tyske monografier 5 og fem samleværker om mindesmærket. 6 De sidstnævnte indeholder debatindlæg og analyser, udbudsmaterialet fra de to konkurrencer, 4 Som da leverandøren af anti-graffitilak viste sig at have leveret Zyklon B til Kzlejrene under krigen (Information 07-11-03), og Eisenman efterfølgende forsøgte at løfte stemningen ved hjælp af en fejlplaceret vittighed med antisemitiske undertoner (Vejle Amts Folkeblad 09-03-04). 5 Kirsch, Jan-Holger: Nationaler Mythos oder historische Trauer. Der Streit um ein zentrales "Holocaust-Mahnmal" für die Berliner Republik, Köln 2003; Thünemann, Holger: Das Denkmal für die Ermordeten Juden Europas. Dechiffrierung einer Kontroverse, Munster 2003 & Stavginski, Hans-Georg: Das Holocaust-Denkmal. Der Streit um das "Denkmal für die ermordeten Juden Europas" in Berlin (1988-1999), Paderborn 2002. 6 Heimrod, Ute; Günter Schlusche & Horst Seferens: Der Denkmalstreit - das Denkmal? Die Debatte um das "Denkmal für die ermordeten Juden Europas" Eine Dokumentation, Berlin 1999; Jeismann, Michael: Mahnmal Mitte. Eine Kontroverse, Köln 1999; Cullen, Michael: Das Holocaust-Mahnmal. Dokumentation einer Debatte, Zürich 1999; Neuen Gesellschaft für Bildende Kunst (udg.): Der Wettbewerb für das»denkmal für die ermordeten Juden Europas«, Berlin 1995 & Perspektive Berlin (udg.): Ein Denkmal für die ermordeten Juden Europas. Dokumentation 1988-1995, Berlin 1995. - 4 -
samtlige indkomne forslag, mødereferater, brevvekslinger, interviews og diverse billed- og kortmateriale. I alt indeholder samleværkerne næsten 2.500 siders tysksproget kildemateriale dækkende perioden 1983 til 1999. Mindesmærket er derudover blevet fast inventar i enhver nyere bog om tysk historie og erindringskultur. Som supplement til de yderst detaljerede monografier er anvendt Sellings, Nivens og Kattagos bøger, der alle forholder sig mere overordnet til mindesmærker og erindringskultur i Tyskland før og nu. 7 Undervejs i opgaveprocessen er diverse foto- og kortmateriale over Berlin blevet benyttet for at give indsigt i byens righoldige historie. 8 Enkelte af disse er vedlagt som bilag, idet kendskab til Berlins topografi letter læsningen af analysernes hyppige geografiske henvisninger. Mindesmærkets tilblivelse 1945-2005 De følgende afsnit redegør for mindesmærkets tilblivelse. Indledningsvis godtgøres kort for årsagerne til, at idéen om et mindesmærke for de forfulgte jøder først opstod i slutningen af 1980 erne. Derpå følger en mere detaljeret redegørelse for den særdeles komplicerede tilblivelsesproces fra 1988 til 1999, der bød på to konkurrencer med sammenlagt mere end 500 bud, et kansler veto og tre seminarer med 90 af Tysklands største intellektuelle kapaciteter samlet udelukkende for at diskutere mindesmærket. Vesttyskland og Holocaust I tiden umiddelbart efter krigsslutningen i 1945 gjorde de vestlige besættelsesmagter en stor indsats for at vise tyskerne, hvad der var foregået i Kz-lejrene. De lokale blev tvunget ud på rundvisninger, og i byerne hang soldater plakater op med uhyrlige billeder og teksten 7 Selling, Jan: Ur det förflutnas skuggor. Historiediskurs och nationalism i Tyskland 1990-2000, Stockholm 2004; Niven, Bill: Facing the Nazi Past. United Germany and the Legacy of the Third Reich, London 2002 & Kattago, Siobhan: Ambiguous Memory. The Nazi Past and German National Identity, Westport 2001. 8 Kort over Berlin før 1. Verdenskrig i Blangstrup, Chr. (red.): Berlin, Salomonsens Konversationsleksikon, bind III, 2. udgave, København 1915. Kort over Wilhelmstraße og Ministergärten 1936 i Lammers, Karl Christian: Hovedstad Berlin 1871-2000. Magt, monumenter og erindring, København 2000, p. 128. Kort over førerbunkeren og Ministergärten 1945 i Fest, Joachim: Ragnarok. Hitler og Det Tredje Riges undergang, København 2003, p. 28 & 32. Foto af førerbunkeren og Ministergärten ca. 1945 i Fest, Joachim: Der Führerbunker, Deutsche Erinngerungsorte, bind I, München 2001, p. 129. Rigsdagen og omgivelserne før og nu i Cullen, Michael: Der Reichstag. Im Spannungsfeld deutscher Geschichte, Berlin 1999, p. 19; 50; 57; 59; 61; 63 & 69. Luftfoto af Spreebogen, Brandenburger Tor og Ministergärten 1997 i Wiedmer, Caroline: The Claims of Memory. Representations of the Holocaust in Contemporary Germany and France, London 1999, p. 152. Neue Wache, renoveringen af Rigsdagen og diverse nazistisk arkitektur og byplanlægning mm. i Wise, Michael Z.: Capital Dilemma. Germany s Search for a New Architecture of Democracy, New York 1998, 32 siders fotoindlæg mellem p. 63-64 & p. 128-129. - 5 -
Das ist eure Schuld. 9 Ingen tyskere skulle efterfølgende være uvidende om, hvilke forbrydelser der havde fundet sted. Denne stigmatisering medførte dog i højere grad fortrængning end forståelse blandt den tyske befolkning. 10 Nürnbergprocesserne sluttede i 1946 med hårde domme til den nazistiske magtelite, mens de mellemstore fisk undgik retsforfølgelse. Dermed faldt det let for de traumatiserede tyskere at skyde skylden på magtudøverne og undlade at forholde sig til sin egen rolle under krigen. 11 Da Marshall-hjælpen og efterfølgende Wirtschaftswunder snart medførte økonomisk fremgang for alle, svandt lysten yderligere til at bearbejde fortiden. Fra 1958 iværksattes en række nye retsopgør mod nazistiske forbrydere, men det var svært at finde vidner. Ofrene levede nu et almindeligt liv og ønskede ikke at åbne gamle sår. Ikke sjældent boede vidne og bøddel i samme by, hvorfor frygten for overfald og hævnaktioner lagde en dæmper på lysten til at stå frem. 12 I de akademiske kredse var interessen for at beskæftige sig med jødeudryddelsen samtidig begrænset. Forskningen der fandt sted, blev oftest varetaget af politologer, der havde fokus rettet mod stat, politik og magt. 13 Fra de Israelske jøders side var interessen for Holocaust også påfaldende lille. Forklaringen findes i det dengang herskende zionistiske ideal om den stærke jøde, der bekæmper sine modstandere. Holocaustoverlevende blev betragtet som svage diasporajøder, der ikke havde haft modet til at trodse nazisterne. Med denne risiko for at blive stemplet som karakterløse, var de færreste interesserede i at berette om deres lidelser. Dette ideal falmede under retssagen mod Eichmann i 1961 og fik dødsstødet med Yom-Kippur krigen i 1973, hvor Israels eksistens en overgang var truet. De mange vidnesbyrd fra overlevende uden fortid som oprørere tydeliggjorde, at fysisk modstand havde været en umulighed. I krigen 12 år senere så mange israelske jøder et lighedstegn med de europæiske jøders oplevelser under Holocaust. 14 Den afgørende hændelse, der for alvor fik folks øjne op for jødeudryddelsen, var transmissionen af den amerikanske tv-serie 9 Strange-Hansen, Ulla: Fra Undergang til Der Untergang. Kronologisk gennemgang af Vergangenheitsbewältigung i Bundes- og Berlinerrepublikken, København 2005. Upubliceret arbejdspapir. Undertegnede takker for indsigten i specialet og de udbytterige diskussioner. 10 Strange-Hansen. 11 Lammers, Karl Christian: Holocaust i den historiske og kollektive erindring. Synet på og bevidstheden om det nazistiske Tysklands udryddelse af Europas jøder, NOTER, 153, 2002, p. 6-17. Her p. 8. 12 Fulbrook, Mary: German National Identity after the Holocaust, Cambridge 1999, p. 73-74. 13 Lammers (2002) p. 10. 14 Enemark, Birgitte: Holocaust eller heroisme?, NOTER, 153, 2002, p. 19-24. Her p. 24. - 6 -
Holocaust på tysk fjernsyn i 1979. Først her blev det klart for mange tyskere, hvad der egentlig var foregået under Nationalsocialismen. Tre år efter blev historikeren Kohl valgt til kansler, og hans åbne tilgang til Tysklands historie tilskyndet af die Gnaden der späten Geburt bidrog til at øge opmærksomheden omkring forbrydelserne. Kohls initiativer blev samtidig mødt af en spirende interesse fra neden for historien, som også medierne i stigende omfang bidrog til at eksponere. 15 Debatterne vakte stor interesse, og i kølvandet fulgte en ændring i mindesmærkekulturen. Der havde til en vis grad altid været debatter omkring mindesmærker i Vesttyskland, men fokus ændredes radikalt i 1980 erne imod jødernes lidelser. 16 Borgerinitiativet Idéen om et centralt mindesmærke for det jødiske folkemord, blev første gang præsenteret for offentligheden den 24. august 1988 på et borgermøde i Berlin. På dagsordenen var udstillingen Topographie des Terrors om Gestapos hovedkvarter. Gennem 1980 erne havde en gruppe kæmpet for en permanent udstilling om Gestapos ugerninger på hovedkvarterets gamle adresse i Prinz-Albrect Straße, men det var ikke lykkedes at finde en permanent løsning trods midlertidige udstillingers store succes. Tv-værtinden Lea Rosh foreslog derfor i stedet at opføre et mindesmærke til ære for de af nazisterne myrdede jøder. I de følgende måneder samlede Rosh en skare af prominente tyskere omkring sig, 17 og dannede sammen med dem borgerinitiativet Perspektive Berlin, der arbejdede for et unübersehbaren Mahnmals 18 für die ermordeten Juden auf dem ehemahligen Gestapo- Gelände. 19 Initiativet fik hurtigt opbakning fra det nyvalgte SPD-bystyre i Berlin, men mødte skarp kritik fra Sinti-Roma Centralrådet. 20 Det anklagede projektet for at opstille et hierarki over ofrene, ved kun at ville mindes de dræbte jøder og ikke andre ofre for Holocaust. Den foreslåede placering gav også problemer. I løbet af kort tid ytrede en lang række kunstere, erhvervsfolk og museumsdirektører sig imod et 15 Wielenga, Friso: An inability to mourn? The German Federal Republic and the Nazi Past, European Review, 11, 4, 2003, p. 551-572. Her p. 566. 16 Niven p. 206-207. 17 Bl.a. Willy Brandt, Günter Grass & Christa Wolf. 18 På tysk findes to ord for mindesmærke. Denkmal svarer til mindesmærke/memorial. Mahnmal eksisterer udelukkende på tysk og har etymologisk rod i DDR. Her blev det især brugt om Kz-lejren Buchenwald, der spillede en særlig (for-)manende rolle i opdragelsen af befolkningen til antifascister. Det defineres som Denkmal als mahnendes Erinnerungszeichen (Krome, Sabine: Mahnmal, Wahrig. Deutsches Wörterbuch, Gütersloh 1997). Mindesmærket i Berlin omtales i flæng som både Mahnmal og Denkmal. 19 Heimrod p. 27. Kronologisk oversigt 1979-1999. 20 Den fælles interesseorganisation for de tyske sigøjnere. - 7 -
centralt mindesmærke for jøderne på Gestapohovedkvarterets adresse. Kritikken rettede sig mod tre punkter. For det første var det en didaktisk misforståelse at blande mordet på jøderne sammen med adressen hvorfra hele Det Tredje Riges ondskab billedligtalt udgik fra. For det andet ville et centralt mindesmærke fjerne fokus fra de autentiske mindesteder som Kz-lejrene, der lå spredt over hele Øst- og Centraleuropa. For det tredje ville et mindesmærke udelukkende for jøderne som nævnt være en usmagelig negligering af de lige så systematiske mord på sigøjnere, homoseksuelle og andre minoritetsgrupper. Delstatsregeringen fik derfor kolde fødder og afviste borgerinitiativets forslag. 21 Inden da var borgerinitiativet blevet til en regulær lobbyvirksomhed under navnet Förderkreises zur Errichtung eines Denkmals für die ermordeten Juden Europas. Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren, og støttekredsen begyndte at se sig lun på en grund længere nordpå i den gamle ministerhave, hvor muren hidtil havde delt byen i to. Denne placering var dog mindst lige så kontroversiel som den forrige. Det var her Hitlers Rigskancelli og førerbunker havde ligget. Ved at placerer mindesmærket så nær Det Tredje Riges magtcenter skød borgerinitiativet skylden for jødemordet over på nogle få afsindige beslutningstagere og frikendte det tyske folk, lød anklagerne. 22 I 1991 lovede Berlins bystyre sigøjnerne deres eget mindesmærke, men homoseksuelle, politisk forfulgte og handicappede med flere protesterede fortsat over hierarkiseringen af de forfulgte grupper. Det Jødiske Centralråd forpassede heller ikke en chance for at understrege kvalitative og kvantitative forskelle på nazisternes forfølgelse af jøder og sigøjnere, og først da regeringen i 1992 erklærede sin støtte til et mindesmærke for sigøjnerne, dalede intensiteten af skænderierne. Støttekredsens krav om at et sådant mindesmærke ikke måtte ligge for nær det jødiske mindesmærke, var dog med til at nære den fortsat ulmende strid. 23 Første konkurrence I november 1993 blev det besluttet, at en arkitektkonkurrence, åben for alle tyskere samt nogle inviterede udlændinge, skulle afholdes for gennem en offentlig proces at finde det bedst egnede projekt. Bag konceptet stod nu tre bygherrer: Regeringen, Berlins bystyre og Støttekredsen. Konkurrencen sluttede i oktober 1994, men juryen der bestod af 15 personer udpeget ligeligt af de tre bygherrer, udskød i første omgang kåringen med to måneder og måtte i marts 1995 indse at den ikke kunne nå til enighed. Derpå kåredes to vindere som 21 Kattago p. 141-144. 22 I 1998 opdagede man tilmed at Goebbels persolige bunker lå under stedet, hvorpå mindesmærket skulle opføres. 23 Heimrod p. 113. Referat af møde mellem bygherrerne 16-10-93. - 8 -
bygherrerne måtte diskutere nærmere og vælge imellem. 24 Begge forslag var gigantiske i deres udformning. Det ene var en kolossal skrånende betonplade der skulle dække det meste af den 19.000m 2 store grund og rage 11 meter op i luften på det højeste sted. På den skulle samtlige 4,2 millioner kendte navne på jødiske ofre for Holocaust indgraveres. 25 Det andet forslag var en enorm 85x85x6 meter stålramme, der hvilende på fire kæmpe stolper skulle hænge et par meter over jorden med navnene på tilintetgørelseslejrene mejslet ind. 26 De øvrige 526 forslag grupperede sig fra det kitschede over det usmagelige til det helt forskruede: f.eks. forslaget om et pariserhjul med deportationstogvognsgondoler der ifølge kunstneren bewegt sich bewusst provokativ im Spannungsfeld zwischen [ ] Volksfest und Volksvernichtung. 27 De fleste havde fulgt udbudsbeskrivelsens understregning af det ekstreme, og forslagene var rige på monstrøse monumenter. Dertil kom et utal af variationer over jødiske symboler. Fra en kommentator lød det tørt: Die Berichterstatterin hat nach 37 Davidsternen mit dieser Zählung aufgehört. 28 Kohls veto Begge de vindende forslag blev mødt med negativ kritik. Tanken bag gravpladen, var at indgraveringen af de mange navne skulle ske løbende og finansieres af eksterne bidrag. Det blev straks haglet ned for at fremkalde associationer om aflad og generelt blev begge projekter betragtet som kunstens uformåenhed overfor opgaven. 29 Den 25. juni voterede de tre grupper bag projektet og enedes endegyldigt om at kåre gravpladen som vinder, men bare fem dage senere udtalte både regeringen og Berlins borgmester Eberhard Diepgen (CDU) sig imod beslutningen. 30 En meget besynderlig drejning mindre end en uge efter kåringen, men faktisk mødte afvisningen kun begrænset modstand og fra nogle af kansler Helmuth Kohls politiske modstandere lød der tilmed ros. Dette tolker Stavginski som en almen misfornøjelse over de indkomne bud. 31 I pressemeddelelsen havde regeringen lagt vægt på, at der stadig skulle opføres et mindesmærke, og at det skulle ske gennem en offentlig debat i et forsøg på at finde konsensus. 32 Det var dog SPD der samlede stumperne op fra gulvet og tog initiativ til møder med støttekredsen, jødiske repræsentanter og historikere. De blev enige om 24 Kattago p. 144-146. 25 Heimrod p. 275. Forslag af Christine Jakob-Marks med flere 1994. 26 Heimrod p. 274. Forslag af Simon Ungers med flere 1994. 27 Heimrod p. 392. Forslag af Richard Gruber 1994. 28 Heimrod p. 430. Elke Schmitter i SZ 12-04-95. 29 Stavginski p. 101. 30 Heimrod p. 446. Pressemeddelelse af 30-06-95. 31 Stavginski p. 111-113. 32 Heimrod p. 446. Pressemeddelelse af 30-06-95. - 9 -
at kræve Forbundsdagen involveret i processen for første gang, og en debat blev fastsat til den 9. maj 1996. Det parlamentariske pres fik bygherrerne til at mødes igen, og de enedes om at fastholde beslutningerne om placering og finansiering. Samtidig skulle processen gøres mere åben ved afholdelsen af tre kollokvier med deltagelse af politikere og eksperter. 33 Disse debatmøder blev afholdt i de første måneder af 1997 med deltagelse af en lang række af Tysklands fremmeste hoveder, men rammerne som bygherrerne havde udstukket for diskussionerne affødte kritik. Kun selve udformningen var til debat; formål og placering var afgjort. Derfor mistænkte kritikere møderne for blot at være tænkt som en blåstempling af mindesmærkeidéen. 34 Ikke desto mindre førte debatterne til megen mediebevågenhed og en bredere debat i offentligheden. Den heftige kritik der blev fremført under debatterne, blev da også taget til efterretning og kunne tydeligt spores i udbudsmaterialet til den anden konkurrence der blev udskrevet. Det slog fast at et selvstændigt mindesmærke for sigøjnerne ville blive opført, og placeringen var nu motiveret med den fremtidige betydning af en placering i hjertet af den nye tyske hovedstad - ikke med henvisninger til Hitlers Rigskancelli eller Berlinmuren. 35 Til forskel fra første runde blev der nedsat en ekspertjury bestående af to museumsdirektører, en historiker, en kunsthistoriker og en arkitekt til sammen med bygherrerne at kåre en vinder. Juryen markerede en anerkendelse af kritikken. Især den amerikanske historiker James Youngs indtræden i juryen var interessant. Han havde tidligere advaret mod at tro, at et centralt mindesmærke for jødeforfølgelserne kunne være die Endlösung 36 på hele erindringsproblematikken. 37 I stedet for at iværksætte endnu en åben konkurrence, valgte man denne gang kun at indbyde kunstnerne bag de bedste forslag fra første runde, samt nogle få andre ind- og udenlandske kunstnere som man anså for kvalificerede. 38 Field of Memory Af de 19 bud som femmandsudvalget modtog, udvalgte de to. Et projekt af arkitekten Richard Eisenman og billedkunsteren Richard Serra i samarbejde og et projekt af arkitekten Gesine Weinmiller. Støttekredsen ønskede et forslag fra konceptkunsteren Jochen Gerz realiseret, mens regeringen og bystyret blev enige om at foretrække 33 Stavginski p. 153-160. 34 Heimrod p. 596-597. Korn i FAZ 07-01-97 & Heimrod p. 651-52. Stefanie Endlich i TAZ 13-02-97. 35 Selling p. 222-225. 36 Jeismann p. 218. James Young i FAZ 02-01-98. Endlösung var nazisternes betegnelse for jødeudryddelsen. 37 Jeismann p. 218. James Young i FAZ 02-01-98. 38 Stavginski p. 185-186. - 10 -
arkitekten Daniel Liebeskinds bud. Modeller af de fire projekter blev præsenteret for offentligheden omkring julen 1997, og seks debatter om forslagene blev afholdt. Også denne gang kom Kohl til at spille en afgørende rolle. Da han besøgte udstillingen af projekterne, udtrykte han sin klare støtte for Eisenman og Serras Field of Memory -forslag. Det bestod af 4000 steler 39 i beton placeret i lange rækker på den 19.000m 2 store grund. Afstanden mellem stelerne var under en meter, så de ville kun kunne passeres af en enkelt person ad gangen. Stelernes højde varierede fra nul til 7,5 meter og undergrunden varierede i niveau med 6,5 meter som største forskel. Kohl havde dog et par betænkninger over forslaget. Han så gerne antallet og højden af stelerne reduceret betydeligt, samtidig med at budskabet skulle tydeliggøres. I foråret 1998 indvilgede Eisenman i en redigering af forslaget såfremt det ville forbedre hans muligheder for at vinde. Det førte til det såkaldte Eisenman II, der kun havde 2.700 steler med en maksimum højde på fire meter. Kohl var tilfreds med det nye forslag modsat Serra, der i stedet valgte at forlade projektet. Borgmester Diepgen var heller ikke meget for projektet, der også mødte kritik fra SPD. Kohl valgte derfor, ikke at foretage sig noget, før efter Forbundsdagsvalget i september 1998. Valget førte til et koalitionsskift og en regering anført af Gerhard Schröder (SPD). Da Michael Naumann (SPD), der førhen havde kritiseret Eisenmans forslag voldsomt, blev udnævnt til kulturminister, syntes en løsning fjernere end nogensinde. Forfatteren Martin Walser sørgede imidlertid for at det kringlede forløb gjorde endnu en knude. 40 Brandstiftende fredstale Da Martin Walser d. 11. oktober 1998 modtog de tyske boghandleres fredspris, valgte han at udnytte talerstolen til et frontalangreb mod den Monumentalisierung der Schande, 41 han så i Eisenmans mindesmærkeprojekt. Walsers stærkt omdiskuterede tale indeholdt et opgør med, hvad han anså som en venstreorienteret Vergangenheitsbewältigung-konspiration, der ved at holde tyskerne i en selvfordømmende tilstand forhindrede enhver positiv nationalfølelse. 42 Talen fik formanden for det jødiske centralråd, Ignatz Bubis, til at kalde Walser en åndelig brandstifter, og klandrede ham for at ville glemme Nationalsocialismen. 43 I den polariserede debat der fulgte efter, blev modstandere af mindesmærket angrebet for at ville 39 Stele er det græske ord for en opretstående flad sten, der brugtes som gravmonument eller mindesten (Eric Jensen, Bernard: Historie Livsverden og fag, København 2003, p. 372. 40 Selling p. 225-228. 41 Heimrod p. 1145. Walsers tale gengivet i FAZ 12-10-98. 42 Niven p. 181. 43 Kattago p. 155-157. - 11 -
relativere og normalisere nazismen. Schröder måtte derfor i februar indrømme, at efter Walser-debatten kunne man ikke længere være imod et mindesmærke. 44 Debatten kan ses som kulminationen på en mangeårig strid i Tyskland om, hvorvidt tyskerne må nære positive nationale følelser, eller om de for al fremtid skal leve i nazismens lange skygger. Debatten er samtidig et eksempel på det hysteri og den usaglighed, der gennemsyrer mange debatter om fortiden i Tyskland. Det ses kun al for ofte, at debattører forsøger at påvise antisemitiske undertoner i modstanderes argumentation, for derved at bringe personer eller institutioner i miskredit. 45 Retfærdigvis skal det nævnes, at Schröders beslutning om at foretage en kovending var blevet gjort noget lettere, da kulturminister Naumann forinden havde fået overført beslutningskompetencen fra de tre bygherrer til Forbundsdagen. 46 Naumann indgik herefter i forhandlinger med Eisenman om yderligere at reducere antallet af steler og i stedet indarbejde et Haus der Erinnerung indeholdende et stort Holocaustbibliotek og et Genocide Watch Centre. Modellen høstede ros for at indeholde en didaktisk ramme, men kritik for at overdrive den. Publikum ville nu kunne gå forfærdet rundt mellem Eisenmans steler, men efterfølgende besøge centeret og bevidne, at den tidligere forbryderstat endegyldigt var trådt ind blandt moralens vogtere, lød det blandt andet. 47 Naumann tog kritikken til efterretning og begrænsede dernæst i samråd med Eisenman den didaktiske del til et mindre Ort der Information indeholdende fakta om Holocaust og Kzlejrene. Denne kombination af Eisenmans steler og Naumans Ort der Information blev efter en række afstemninger d. 25. juni 1999 foretrukket af Forbundsdagen frem for de øvrige tilbageværende forslag og står i dag opført i hjertet af Berlin. 48 Delkonklusion Idéen om et mindesmærke for Europas myrdede jøder fulgte i slipstrømmen af en spirende interesse blandt den brede tyske befolkning for fortiden i 1980 erne. Forslaget fra Lea Rosh i 1988 mødte dog megen modstand. De andre offergrupper beklagede sig over at blive hensat som andenrangs ofre, og idéen om at bygge ovenpå det tidligere Gestapo-hovedkvarter kolliderede med et andet græsrodsinitiativs planer. I konkurrencen, der blev udskrevet, indløb mere end 500 forslag, men kvaliteten var forbløffende ringe, hvilket i sidste ende førte til, at kansler Kohl i 1995 nedlagde veto og krævede yderligere debat om projektet. 44 Heimrod p. 1237. Interview i Zeit 04-02-99. 45 Samtale med Ulla Strange-Hansen. Stud. Mag. i Moderne kunst og kultur ved Københavns Universitet. 46 Stavginski p. 242-245. 47 Niven p. 230-231. 48 Stavginski p. 292-297. - 12 -
Tre seminarer med deltagelse af mange tyske eksperter mundede to år senere ud i en ny konkurrence for særligt indbudte. Da resultatet forelå kastede Kohl straks sin kærlighed på et projekt af den amerikanske arkitekt Eisenman. Efter en række forhandlinger mellem Kohl og Eisenman enedes de om en redigeret udgave, men i 1998 tabte CDU valget, og en mere kritisk SPD regering trådte til. Martin Walsers sønderlemmende kritik af mindesmærket tvang dog regeringen til at opføre mindesmærket alligevel, idet modstand mod mindesmærket i slipstrømmen på talen var blevet lig forsøg på normalisering af Nationalsocialismen. Eisenmans forslag blev revideret i samråd med regeringen, og i juni 1999 besluttedes det endegyldigt at opføre amerikanerens Field of Memory. Debatten om mindesmærket I de følgende afsnit vil centrale problemstillinger knyttet til et mindesmærke for Europas myrdede jøder blive analyseret. Debatten har stået på i 17 år og som nævnt affødt omtrent 3.000 artikler og debatindlæg. Problemerne overlapper hyppigt hinanden, så det er ikke uproblematisk at kategorisere og udskille dem. Jeg har alligevel valgt at opdele debatanalysen i fire afsnit. Først analyseres formålet med et mindesmærke. Efterfølgende analyseres for hvem mindesmærket skal opføres. Dernæst følger spørgsmålet om placeringen, og afslutningsvis analyseres den fysiske udformning. Formål Dette afsnit er en analyse af debatten om, hvorfor Tyskland nødvendigvis bør have et mindesmærke for Europas myrdede jøder. Afsnittet er ganske kort, idet denne debat mindst af alle lader sig udskille fra de tre andre debatter: hvorfor det netop kun skal være for jøderne, hvorfor det netop skal stå nær Hitlers førerbunker, og hvorfor et sådant mindemærke kan noget, som de autentiske mindesteder ikke kan. Omvendt bevisbyrde Det er karakteristisk for formålsdebatten, at initiativtagerne kun i ringe udstrækning argumenterede positivt for mindesmærket. Argumentationen begrænsede sig til, at mange andre lande havde opført Holocaustmindesmærker, hvorfor det kun var naturligt, at Tyskland som gerningsnationen også havde et centralt mindesmærke til ære for de myrdede jøder. 49 Herudover, påpeger Kirsch, forsømte støttekredsen at argumentere for opførelsen. I stedet forsøgte de at vende bevisbyrden, og henføre al kritik til modstandernes manglende indsigt. 50 49 Heimrod p. 52. Lea Rosh i Vorwärts nr. 45, 05-11-88. 50 Kirsch p. 127. - 13 -
Daß zur Erinnerung daran ein Denkmal errichtet werden soll, erscheint so selbstverständlich, daß es eigentlich einer Begründung nicht bedarf. In allen Ländern gibt es zahllose Denkmäler. Warum sollte es dieses eine nicht auch geben? Diese Frage müssen diejenigen beantworten, die dagegen Einwände erheben 51 Modstanderne mod et mindesmærke for Europas myrdede jøder argumenterede som det tidligere er redegjort for imod idéen på tre planer. For det første kritiserede de den foreslåede placering, for det andet kritiserede de at mindesmærket kun skulle være for jøderne og for det tredje kritiserede de mindesmærket for at ville fjerne opmærksomheden fra de autentiske mindesteder. Efter den kuldsejlede konkurrence i 1995 fremførtes også den kritik, at kunsten ikke evner at beskrive Holocaust. Alle kritikerne tilsluttede sig dog ikke nødvendigvis samtlige kritikpunkter. For hvem? Debatten om for hvem? startede øjeblikkeligt i 1988 og spillede stadig en rolle ved indvielsen i 2005. Diskussionen kan underopdeles i to emner. I første ombæring var det en tvist om definitionen af begrebet Holocaust. Omfatter Holocaust samtlige ofre for udryddelserne eller blot jøderne? Det vil sige, er der en afgørende forskel på udryddelsen af jøderne og så på udryddelsen af sigøjnerne, de homoseksuelle med videre? Denne kamp om definitionen af Holocausts grænser varede fra 1988 til 1992, hvor regeringen udtalte sig positivt for et mindemærke udelukkende for jøderne. Lige siden har en anden debat om hvem der skal inkluderes i mindesmærket stået på. Den er ført med udgangspunkt i nutidige samfundsforhold, og ikke historiske. Denne debat endte også med nederlag for sigøjnerne, da Forbundsdagen i 1999 vedtog, at kun jøderne skulle inkluderes i mindesmærket. Mediernes fortsatte dækning af spørgsmålet har dog medført, at det er et emne, der stadig diskuteres. Historisk diskussion I spørgsmålet om definitionen af Holocaust eksisterede der to positioner: den ene udgjordes af de tyske jøders centralråd og støttekredsen, den anden af de tyske sigøjneres centralråd, i begrænset omfang bakket op udefra. Jøderne insisterede på at definere Holocaust som nazisternes folkedrab på de europæiske jøder, hvilket også er den 51 Jäckel, Eberhard: Die Einzigartigkeit des Mordes an den europäischen Juden, i Rosh, Lea: Streit um ein deutsches Denkmal, Berlin 1999, p. 153-170. Her p. 169. Gengivet efter Kirsch p. 127. - 14 -
gængse betegnelse. 52 Det skete ud fra en overbevisning om en kvalitativ forskel i forfølgelserne. Med dette begrebsmæssige skel mellem de forskellige offergrupper var det oplagt at argumentere for et særligt mindesmærke for de myrdede jøder. Omvendt argumenterede sigøjnerne imod en opdeling af offergrupperne. 53 Eberhard Jäckel begrundede i april 1989 den smalle definition af Holocaust. Han fremførte, at jøderne i tal var langt den største gruppe af myrdede, og at det fra start til slut var et centralt motiv for Nationalsocialisterne at udrydde dem. Til at underbygge påstandene fremhævede han tre ting: For det første havde Hitler lige siden 1919 udtalt sig om det essentielle i jødeudryddelsen. For det andet var fire af de seks Kz-lejre i Polen udelukkende blevet anvendt til at udrydde jøder. For det tredje var der selv i 1944, da Det Tredje Rige var i militær knibe, blevet afsat anseelig transportkapacitet til opgaven. 54 Forretningsføreren for Perspektive Berlin, Jakob Schulze-Rohr, påstod at die reinrassigen Zigeuner wurden geschont und als interessante Rasse anerkannt. Die wurden nicht verfolgt 55 Derfor ville initiativet einfach verhindern, daß durch eine Pauschalisierung alles in einen Topf geworfen wird. 56 Heroverfor svarede formanden for Sinti-Roma Centralrådet, Romani Rose, at Holocaust måtte omfatte både mordet på jøder og sigøjnere. Begge dele havde taget udgangspunkt i die bloße biologische Existenz, 57 for den nazistiske raceteori omhandlede også sigøjnere, fremførte Rose. Hermed var fronterne tegnet skarpt op, og en usmagelig debat om hvem der blev forfulgt først, mest og på værste måde, tog form. Det blev en konkurrence om at være the best racial victim i offerhierarkiet. 58 Denne kamp om definitionen af Holocaust tabte sigøjnerne, om end de opnåede en garanti på deres eget mindesmærke. 52 For en udførlig diskussion af ordvalg og definitioner se: Selling p. 32 og Lammers (2002) p. 6. I danske opslagsværker som Den store danske Encyklopædi og Gads Historieleksikon mødes man med en vis ambivalens overfor problemet. Begge værker anfører Holocaust som betegnelsen for nazisternes folkedrab på de europæiske jøder, mens det længere nede i teksterne nævnes en passant, at sigøjnere også omkom under Holocaust (Hansen, Cliff et al. (red.): Holocaust, Den Store Danske Encyklopædi på cd-rom, København 2004 og Sørensen, Nils Arne: Holocaust, Gads Historieleksikon, København 2001). Det autoritative 2. verdenskrigsværk på dansk (Kirchoff, Hans; Henning Poulsen & Aage Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-1945, København 2002) opfatter udelukkende Holocaust som jødeudryddelsen (p. 306-321). Det nævnes kun kort en enkelt gang, at til folkefjenderne i Hitlers racestat hørte også sigøjnerne, homoseksuelle og de såkaldte asociale. p. 289. 53 Der findes selvfølgelig en tredje mulighed, hvor Holocaust defineres som udryddelsen af de europæiske jøder, uden at hævde en kvalitativ forskel mellem mordet på jøderne og mordet på andre grupper. Denne position har jeg dog ikke set forfægtet. 54 Jeismann p. 58-59. Eberhard Jäckel i Zeit 07-04-89. 55 Heimrod p. 56. Jakob Schulze-Rohr i TAZ 13-04-89. 56 Heimrod p. 56. Jakob Schulze-Rohr i TAZ 13-04-89. 57 Jeismann p. 60-61. Romani Rose i Zeit 28-04-89. 58 Niven p. 222. - 15 -
Udgangsbetingelserne var da også hårde. Sigøjnerne var (og er) en ringeagtet minoritet; mange vesttyske delstater havde helt ind i 1970 erne love der begrænsede deres bevægelsesfrihed. 59 Dertil kom, at Holocaust siden slutningen af 1970 erne havde betegnet udryddelsen af det jødiske folk. Samtidig diskussion Da projektet kuldsejlede i 1995, åbnedes debatten om hvem der skulle inkluderes i mindesmærket imidlertid igen. Det var ikke lykkedes sigøjnerne at blive indlemmet i Holocaustdefinitionen med historisk funderede argumenter, men i anden halvdel af halvfemserne fik de med opbakning fra en række intellektuelle og sågar jøder, held til med politisk korrekte argumenter at præge dagsordnen. Salomon Korn har i mange år befundet sig i toppen af det jødiske centralråd, og han gjorde sig stærkt bemærket med sin støtte til sigøjnerne. Korn anså det for en fejl, at staten støttede et byggeri udelukkende for einer partikularistischen Privatinitiative. 60 Statens ansvar burde være die Totalität des nationalsozialistischen Massenmordes zu wahren und daraus die Notwendigkeit eines»ungeteilten«mahnmals gegen den nationalsozialistischen Völkermord in seiner Gesamtheit abzuleiten und es zu verwirklichen. 61 Korn advarede også generelt imod separate mindesmærke for de enkelte offergrupper. Die Addition unterschiedlicher Opfergruppen- Denkmäler, zumal an verschiedenen Standorten, bildet noch kein Mahnmal-Ensamble gegen den nationalsozialistischen Massenmord. 62 Korns argumentation byggede altså ikke på historiske argumenter hentet fra nazismens ideologiske udskejelser, men på idéer om statens rolle som historieformidler med ansvar for helheden. Samtidig advarede Korn imod at isolere massemordet i enkeltdele, idet de ikke ville kunne levere en samlet modstand mod forbrydelsen. Gerhard Schoenberner, grundlæggeren af Haus der Wannsee-Konferenz 63, indvendte at sondring mellem de forskellige mordmetoder ganske vist hørte til på historikerkonferencer, men sie verlieren ihren Sinn, wenn 59 Niven p. 221. 60 Cullen p. 172-73. Salomon Korn i FR 04-09-97. 61 Cullen p. 173. Korn i FR 04-09-97. Se f.eks. også historikeren Konrad Schuller i FAZ 15-12-98 gengivet i Jeismann, p. 312-316. 62 Cullen p. 173. Korn i FR 04-09-97. En kritik Korn siden har gentaget adskillige gange, f.eks. i et interview ved indvielsen. Salomon Korn interview i videoklip på http://www.zdf.de 10-05-05. 63 Museum i villaen i Wannsee forstaden til Berlin, hvor Adolf Eichmann på et møde 20. januar 1942 præsenterede topfolk fra alle ministerierne for Endlösung. Martin Gilbert: Auschwitz and the Allies, London 1981, p. 18. - 16 -
das Thema Gedenken heißt. 64 Her var alle ofre lige vigtige. Lignende politisk korrekte tilgang fandtes hos en af Tysklands fremmeste forfattere, Günter Grass. 65 Grass argumenterede imod at fortsætte that kind of selection undertaken by the Nazis. 66 Han ønskede samtlige offergrupper med i mindesmærket for at komme ud over den diskrimination der havde fundet sted i Tyskland. Som allerede nævnt havde sigøjnerne længe haft begrænset bevægelsesfrihed, og Forbundsrepublikkens antihomoseksuellov blev først nedtonet i 1969 (og helt afskaffet i 1994!). 67 Grass argumenterede altså ud fra en nutidig moralsk pligt over for de ofre, der hidtil ikke havde været i offentlighedens søgelys. Disse angreb svarede centralrådet ikke igen på. Formanden Ignatz Bubis replicerede f.eks. blot retorisk på et kritisk indlæg af Reinhart Koselleck: 68 Desgleichen hätte ich gern gewußt, wenn ein Denkmal für die ermordeten europäischen Juden entsteht, wieso dieses einen strikten Ausschluß jeder anderen Opfergruppe bedeutet. 69 Bubis hævdede tilmed at han på lige fod med flertallet af jøderne havde nok i Yad Vashem 70 og derfor ikke intenderede at blande sig i tyskernes debat. Dette kan ses som en uvilje imod at deltage i en debat med argumenter hentet i nutidige samfundsforhold. Fem år tidligere havde det ikke voldt Bubis kvaler at kræve, at et mindesmærke for sigøjnerne ikke kom for nær jødernes mindesmærke, 71 og i 1998 blandede han sig fortsat med provokerende og usaglige udsagn: es gab auch einen Völkermord an den Sinti und Roma. Aber das kam erst 1944. 72 Til trods for sigøjnerne og deres støtters uimodsagte argumenter, vedtog Forbundsdagen i 1999 som nævnt, at mindesmærket udelukkende skulle være for Europas myrdede jøder, om end den forpligtede sig til at finde værdige placeringer til mindesmærker for andre offergrupper. 73 Denne beslutning fik ifølge Niven, de mest kritiske stemmer til at mistænke tyskerne for at ville mindes jøderne udelukkende med henblik på at undgå en konfrontation med de stadigt herskende fordomme overfor sigøjnere og homoseksuelle. 74 Medierne 64 Schoenberner, Gerhard: Ein Mahnmal für alle NS-Opfer, In: Neuen Gesellschaft für Bildende Kunst (udg.), p. 123-128. Her p. 127. 65 Som altså havde skiftet holdning, siden han underskrev støtteerklæringen i slutningen af firserne. 66 Grass i SZ 23-12-98. Citeret efter Niven p. 222. 67 Niven p. 222. 68 I Zeit 19-03-98. Gengivet i Jeismann p. 243-249. 69 Jeismann p. 250. Ignatz Bubis i Zeit 02-04-98. 70 Mindesmærke i Israel opført i 1953. 71 Heimrod p. 113. Mødeprotokol fra møde mellem bygherrerne 16-10-93 & Heimrod p. 114. Brev fra Bubis til Anton Pfeifer, Staatsminister im Bundeskanzleramt 25-10-93. 72 Heimrod p. 990. Bubis interview i TSP 21-01-98. Niven p. 220-221 redegør for den tidligt iværksatte systematiske forfølgelse og udryddelse af sigøjnerne. 73 Stavginski p. 295. 74 Niven p. 196. - 17 -
fortsatte dog med at dække udelukkelsen af sigøjnerne, og Støttekredsen fandt ikke bedre argumenter. I januar 2005 udtalte Jakob Schulze-Rohr at: naturligvis skal alle offergrupper mindes, men det skal ske dér, hvor det har historisk relevans; dér hvor forfølgelsen, interneringen og myrderierne af de enkelte grupper fandt sted. 75 Intervieweren spurgte desværre ikke, om det så betød, at jøderne var blevet interneret og myrdet i Hitlers baghave i Berlin. Hvor? Et mindesmærkes placering er en integreret del af selve mindesmærket. Ved valget af placering vælges en bestemt fortolkningsramme for mindesmærket. Det er derfor interessant at undersøge hvilke forskellige forslag der blev stillet, og hvilke sammenhænge de forskellige placeringsforslag ville læse mindesmærket ind i. Debatten om placeringen eksploderede øjeblikkeligt, idet den foreslåede placering på Prinz-Albrecht-Gelände (PAG) som nævnt allerede var tiltænkt en permanent udstilling om Gestapos forbrydelser af borgergruppen Aktives Museum. Indtil Forbundsdagen i 1999 lukkede debatten med vedtagelsen om at opføre mindesmærket i Ministergärten, var der adskillige placeringer i spil. Jeg vil i følgende afsnit behandle de fire mest forskellige og opsigtsvækkende. Det drejer sig om PAG, Ministergärten, Platz der Republik ved Spreebogen og Bebels Platz på Unter den Linden. De fleste andre forslag indeholdt elementer af det særlige ved de fire ovennævnte. Det vil sige, at de f.eks. lå centralt i den gamle bydel som Bebels Platz eller i det nye regeringskvarter omkring Spreebogen. Prinz-Albrecht-Gelände Da Lea Rosh foreslog et mindesmærke for Europas myrdede jøder ovenpå det gamle Gestapohovedkvarter begrundede hun ikke valget nøje. Det lød blot auf dem ehemaligen Gestapo-Gelände, dem Sitz des Reichsicherheitshauptamtes, der Mordzentrale in der Reichshauptstadt. 76 Placeringen var som det vises nedenfor åbenlyst 75 Hans Christian Post i Weekendavisen 28-01-05. Spørgsmålet, om hvem mindesmærket var og ikke var til ære for, blev rejst i alle mediers dækning af indvielsen. F.eks. http://www.spiegel.de/politik/deutschland/0,1518,355437,00.html; http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/europe/4533463.stm http://fazarchiv.faz.net/webcgi?start=a20&dokm=1079839_faz_0&wid =67233-3560225-81702_3 & http://www.sueddeutsche.de/deutschland/artikel/834/52782/, alle 10-05-05. http://www.zeit.de/2005/19/eroeffn_mahnm 08-05-05. 76 Stavginski p. 309. Opråb fra Perspektive Berlin i FR 30-01-89. - 18 -
problematisk, og blev straks mødt med stærk modstand. Kommissionen der skulle behandle de indkomne forslag til anvendelse af PAG afviste forslaget med henvisning til det offerhierarki et sådant mindesmærke ville opstille. PAG var Planungszentrum für die Verfolgung und Ermordung der politischen Gegner, für die Aussonderung und Ermordung der aus sozial-rassistischen Gründen Unerwünschten, für den politischen Terror in den besetzten Ländern, für die rassistischen Verdränungs- und Vernichtungsstrategien in Polen und der Sowjetunion, für den Mord an Kriegsgefangenen und für vieles mehr war, was hier nicht einzeln aufgezählt werden kann. 77 Et mindesmærke her udelukkende for jøderne ville være aldeles politisk ukorrekt. PAG var netop stedet, hvor de modbydelige planer blev udklækket og tilrettelagt; det aspekt ville blive nedtonet af et mindesmærke, hvorimod et museum bedre egnede sig til at formidle viden om bureaukratiet. Et mindesmærke på PAG ville også i for høj grad tildele systemet ansvaret for mordene, imens de almindelige tyskere der udførte mordene ville gå fri. Af disse grunde fandt borgerinitiativet ingen opbakning til deres forslag, og da murens fald samtidig var definitivt, fokuserede initiativet i stedet på den brakliggende Ministergärten. 78 Eberhard Jäckel fremhævede i sin anbefaling af Ministergärten, at stedet hat einen noch höheren Symbolwert. 79 Det var hjemstedet for ophavsmanden til mordene, og det var her Hitler kort før selvmordet 29. april 1945 havde udtalt, at fremtiden ville dem Nationalsozialismus ewig dafür dankbar sein, daß ich die Juden aus Deutschland und Mitteleuropa ausgerottet habe. 80 At placere et mindesmærke for ofrene her ovenover ruinresterne, ville betyde at sætte de myrdede over deres mordere, at hæve ofrene over gerningsmændene, mente Rosh. 81 Støttekredens hensigt med Ministergärten affødte påfaldende lidt debat, og da regeringen og bystyret i 1992 gav opbakning hertil, lukkedes debatten helt indtil krisen i 1995. 77 Heimrod p. 65-66. Abschlußbericht Fachkommission zur Erbeiterung von Vorschlägen für die künftige Nutzung des Prinz-Albrecht-Geländes in Berlin- Kreuzberg. Fremlagt marts 1990. 78 Niven p. 204-205. 79 Heimrod p. 778. Jäckel i: Ein Denkmal für die ermordeten Juden Europas. Udg. Förderkreis zur Errichtung eines Denkmals für die ermordeten Juden Europas, Berlin 1990. 80 Heimrod p. 778. Jäckel i: Ein Denkmal für die ermordeten Juden Europas. Udg. Förderkreis zur Errichtung eines Denkmals für die ermordeten Juden Europas, Berlin 1990. 81 Heimrod p. 86. Lea Rosh gengivet af Stefanie Endlich i Orte 3/1992. - 19 -
Forkert eller ingen betydning Da projektet kuldsejlede i 1995, revurderedes alle faktorerne inklusiv beliggenheden. Kritikerne af placeringen kan opdeles i to grupper. En gruppe der anså Ministergärten for at indebære forkerte budskaber, og en gruppe, der omvendt anså Ministergärten som tømt for betydning. Historikeren og pædagogen Annegret Ehmann tilhørte den første gruppe og gik i rette med det intentionalistiske i placeringen. Hun hævdede, at den nære forbindelse mellem offer og gerningsmand kunne tolkes som der endgültige Triumph Hitlers. 82 Hanno Loewy, i dag direktør for det jødiske museum i Hohenems, betragtede Ministergärten som et mytologisk sted. Hier herrschte das Böse und hier ging es unter. 83 At sætte et mindesmærke her ville kun tjene til vedligeholdelsen af en Hitlermyte. Fælles for de to er en stærk tro på grundens særlige forbindelse til Det Tredje Rige. Et mindesmærke her ville fokusere for ensidigt på magthaverne og det spind af myter undergangen er forbundet med. 84 I direkte opposition hertil forårsagede arkitekten Bruno Flierl megen uro på det andet kollokvium i 1997, med sin sylespidsen analyse af Ministergärten. Han åbnede med ordene: Der Ort ist stadträumlich und städtebaulich betrachtet kein Ort von Bedeutung in der Stadt, er ist leer. 85 Det gjaldt også historisk og politisk. Han understregede, at al den stund der i dag ikke var et eneste synligt spor efter Det Tredje Rige i nærheden, var en sammenhæng mellem mindesmærket og Nationalsocialismen uopnåelig. Stedet manglede forudsætningerne for at kunne gå i dialog med de besøgende om Tysklands historie. Omgivet som det ville blive af trafikerede veje, lejligheder og delstatsadministrationsbygninger, var det uden Historizität og Urbanität, ohne diskursive Struktur og isoliert vom Außenraum. 86 Dette syn på placeringen var ikke udelukkende Flierls, men var tidligere blevet fremført af f.eks. arkitekten Max 82 Ehmann, Annegret: Kein Ort für Kaddisch?! Anmerkungen zum Mahnmalstreit, In: Gesellschaft für Bildende Kunst (udg.), p. 31-36. Her p. 35. 83 Jeismann p. 129. Hanno Loewy i FR 14-08-95. 84 Også placeringens rolle i den historiografiske debat om Holocaust vakte røre. Jäckel og Rosh bekender sig til den intentionalistiske skole, ifølge hvilken Holocaust groft sagt alene var Hitlers værk. Heroverfor står den funktionalistiske skole, der forfægter et strukturalistisk syn på Holocaust og hævder at løsningerne på det jødiske problem spirede gradvist frem, samt at den tyske hær iværksatte udryddelser uden direkte ordrer oven fra. Gennem årene har de to positioner langsomt tilnærmet sig hinanden og i dag er de medieret på mange områder (Niven p. 119-123). Harvard historikeren Daniel J. Goldhagen åbnede dog debatten igen i 1996, da han i sin kontroversielle bog Hitlers Willing Executioners hævdede at en unik tysk antisemitisme havde fået ordinære tyskere til at slagte jøderne (Rosenfeld, Gavriel D.: The Controversy That Isn t: The Debate over Daniel J. Goldhagen s Hitlers Willing Executioners in Comparative Perspetive, Contemporary European History, 8, 2, 1999, p. 249-273). 85 Heimrod p. 664. Bruno Flierls kommentar på andet kollokvium 14-02-97. 86 Heimrod p. 667. Bruno Flierls kommentar på andet kollokvium 14-02-97. - 20 -