Velkommen til friluftsgudstjeneste i Byoasen. Vi har jo virkelig været heldige med vejret, og vi har også virkelig været heldige med musikken, for i dag har vi fornøjelsen af akkompagnement til salmerne på forskellige instrumenter, og der vil blive sunget smukt for på salmerne, og der er også sørget for at I kan synge med, ved at se på salmearkene, så lad os bare gå i gang. Vi synger som det første Giv mig, Gud, en salmetunge. Læsning af evangelietekst. Lad os sige trosbekendelsen sammen. Vi synger den næste salme, Op al den ting. En taxachauffør blev meget sent om aftenen kaldt ud til en adresse. Han kørte hen til huset, der var mørkt, med undtagelse af et enkelt lys i nederste etage. Da taxachaufføren dyttede et par gange, skete der ikke noget. Mange taxachauffører ville nok være kørt videre, for tid er penge også i den branche. Men denne taxachauffør steg altså ud og gik hen og bankede på døren. En skrøbelig stemme lød indefra huset: Et øjeblik. Det lød som om der blev slæbt 1
noget tungt hen mod døren. Døren blev åbnet og en ældre dame, vel på over 90, klædt i sit nydeligste tøj, stod i døren med en tung kuffert. Indenfor kunne chaufføren se, at møblerne var dækket til med hvide lagner og der var intet på væggene, på gulvet stod en papkasse, med malerier og fotografier i. Det lignede et hus, der skulle forlades. Kvinden spurgte chaufføren: Vil De bære min kuffert ud til bilen?". Chaufføren tog kufferten og bar den ud til bilen, og vendte derefter tilbage for at tage kvinden under armen. Hun var meget taknemmelig; hele vejen ned til bilen takkede hun ham for hans venlighed. Det var så lidt, sagde chaufføren. Jeg prøver bare at behandle mine passagerer på den måde jeg ville ønske min mor blev behandlet. De er et venligt menneske svarede kvinden og satte sig ind i bilen. Hun gav chaufføren en seddel med adressen og spurgte så: "Ville det være muligt at køre gennem den indre by?" Det er en omvej," svarede chaufføren. 2
"Åh, det betyder ikke noget," sagde hun. "Jeg har ikke travlt. Jeg er på vej til et hospice." Chaufføren kiggede i bakspejlet, og så at hendes øjne skinnede. "Jeg har ingen familie tilbage" sagde hun "Lægerne siger, at jeg ikke har langt igen." Chaufføren bøjede sig stille frem og slog taxameteret fra. "Hvilken vej vil De gerne have, at jeg kører?", spurgte han. I de næste to timer kørte de igennem byen. Hun viste ham den bygning, hvor hun engang havde arbejdet, de kørte gennem kvarteret, hvor hun og hendes mand havde boet som nygifte og forbi det sted, hvor hun som ganske ung gik til dans. Nogle huse sad hun bare og kiggede på uden at sige noget. De kørte hele natten. Da solen stod op, sagde kvinden Jeg er træt nu lad os køre. På hospicet var kvinden ventet, og hun kom hurtigt ned i en kørestol. "Hvor meget skylder jeg dig?" spurgte hun og fandt sin pung frem. "Ingenting, " svarede chaufføren. 3
"Men noget skal du da leve af," sagde kvinden. "Der er andre passagerer" sagde chaufføren, og så gav han hende hånden til farvel. "Du gav en gammel kvinde en glædelig stund," sagde hun. "Tak for det". Chaufføren klemte hendes hånd, og gik ud til bilen. Bag ham smækkede døren i. Chaufføren syntes det var som lyden af et livs afslutning. Den historie, jeg har fortalt jer, er muligvis en opdigtet historie, men når jeg fortæller jer den, er det fordi jeg synes den fortæller os en masse om livet og den måde, vi tackler hinanden på. Det er ikke altid taxachauffører er så tålmodige og venlige som denne chauffør. Det ville have været en helt anden historie, hvis chaufføren bare var kørt efter at have dyttet. Historien ville have haft en helt anden pointe, hvis chaufføren havde været for træt og sur til at gide sådan en gammel dame. Det havde været en komplet anderledes afslutning damen havde fået på sit liv, hvis chaufføren ikke havde været åben over for dette menneske, hvis han ikke havde beriget hendes liv og 4
sit eget med denne æresrunde gennem hendes historie. Tænk, hvis han ikke havde været åben over for denne vigtige historie. I den bibeltekst, jeg læste for jer før, er der et lille, men meget vigtigt ord. Et ord, der i sin dybeste mening samler hele Jesu budskab og hele Jesu virke her på jorden. Evangelisten Markus har skrevet det på det sprog, som Jesus selv talte, måske for at vi skulle være særligt opmærksomme på det. Ordet er Effatha, luk dig op. Det ord siger Jesus: Effatha! Og så gør Jesus et tegn. Han helbreder et menneske, der havde svært ved at tale, og som ikke kunne høre. Jesus rørte ved hans ører og hans tunge for at kommunikere med ham. Og så åbnede han ham så at sige. Før var den døve lukket i overfor verden. Ved Jesu hjælp åbnedes han. Hans helbredelse var en åbning overfor andre, overfor verden. Han kunne tale til folk, og han kunne høre, når de talte til ham. Han kunne leve iblandt dem, i samspil med dem, frem for at leve sit eget liv ved siden af dem. Han var åben over for 5
verden, kunne tage verden ind og dele det, han havde i sig, med verden. Når jeg mener, at det Effatha, luk dig op, som Jesus sagde til manden, handler om, hvad hele Jesu lære handlede om, så er det fordi Jesus kom til verden for at lukke os op over for Gud. Han sagde Effatha, luk dig op, til vores indre, som kan være så indkroget i sig selv, at vi ikke kan mærke, hvordan andre mennesker har det. Han sagde Effatha, luk dig op, til vores indre, som kan være så fyldt med smerte og skuffelse, at det er lukket for troen. Jesus kom for at lukke os op, for at løsne det bånd, der binder vores indre, så vi igen kan mærke Gud og vores næste. Derfor er ordet Effatha, luk dig op en opsummering af Jesu mission her på jorden. Vi kan sikkert alle sammen blive enige om, at vi bør være åbne over for Gud og over for det medmenneske, der har brug for vores hjælp, men i dagligdagen, hvor vi har travlt med os selv og vort eget og måske ikke har det store overskud, kan vi alle lide af åndelig døvhed, både over for Gud og over for andre mennesker. Det er svært at høre Gud. Han 6
taler nogle gange et sprog, vi ikke kan forstå i vores forjagethed, eller vi misforstår ham og hører noget andet end det, han vil sige os. Og kan vi ikke høre Gud, så kan vi naturligvis have svært ved at tale til ham og vi kan slet ikke tale med ham. Uden den kontakt med Gud, som vi jo ellers er døbt til have, kan troen synes at blive mindre. Og da kan vi glemme, hvem der er vores medmenneske. Nemlig enhver, der er skabt af Gud. For vi er alle villet, ønsket og elsket af Gud. Det betyder noget for den måde, vi ser på andre mennesker på. Uanset om det menneske er et respektløst barn, en næsvis teenager, en forbryder, eller en gammel dame med en kuffert, på vej til hospice, så er det andet menneske elsket af Gud. Derfor er det også os, der bliver sagt Effatha til! Vi skal åbne os over for den gamle kone med kufferten og behandle hende som et elsket menneske. Vi skal åbne os og se et menneske selv i den største forbryder, og derfor behandle ham som det menneske, som Gud ser og holder af. Og det kan vi ved at lade Gud åbne os. 7
Lad os, der er her i dag, bede om, at Jesus igen må sige sit Effatha til os, at han må helbrede vores døvhed overfor ham. At han må give os evnen til at høre ham og høre vore medmennesker, og at han må give os evnen til at tale til ham, som når vi beder, og virkelig samtale med vores næste. Amen. Bøn Nu vil vi lytte til et par numre ved Jytte og Johnny Hintz. Vi synger salmen Spænd over os dit himmelsejl Fadervor Velsignelse Vi slutter af med at synge Alt, hvad som fuglevinger fik. Her til sidst vil jeg fortælle, at vi på søndag igen rykker ind i kirken. Der er gudstjeneste i Ølgod kirke klokken 9 og i Bejsnap kirke kl. 10.30. Lad os lytte til musikken. 8