1 Påskedag den 4. april kl. 10.00 i Engesvang 1 dåb 408 Nu ringer alle klokker mod sky 218 Krist stod op af døde - dåbssalme i dag 236 Påskeblomst 222 - Opstanden er den Herre Krist Nadververs 239 v. 5 af I den nat af stumme skrig 235 Verdens igenfødelse Hvad med stenen? siger de tre kvinder til hinanden, da de går ud til graven. Den sten fylder det hele i deres hoveder. Og det er helt rart at have en praktisk vanskelighed at tumle med i stedet for dét ubærlige, som er sket. Kan de få den væk og komme ind i graven og gøre det, den store sabbat forhindrede dem i den anden dag, at salve Jesu legeme med olie og vise ham den sidste ære? Hvad med stenen?
2 De så, at Josef af Arimatæa rullede den for. Den er rund, udhugget netop til at lukke en grav og rigtig godt arbejde. Der er en rille, den kan rulle i, det går lidt nedad, og det er langt nemmere at lukke graven end at åbne den. Når den først ligger foran gravhullet, skal der mange kræfter til at skubbe den løs. Og hvem ved, måske også én eller anden særlig teknik. Hvad med stenen? Den er ligesom et symbol, den sten, et tegn på alt det, der er sket og alt det, der kan ramme, og som man ikke kan gøre noget ved. Tunge sten er der nok af i verden. Og stenene lukker. De er hårde. Man kan slå sig på dem. De er ikke til at diskutere med eller bevæge. De ligger der bare. Hvad med stenen? Skulle de tre kvinder have fundet nogle af mændene, de var da vant til hårdt arbejde og var stærke, skulle de have taget dem med? Jo, det ville nok have været godt, men de var der jo ikke lige, Maria vidste ikke engang hvor hendes to drenge,
3 Joses og Jakob var, så hvordan skulle de så vide, hvor de andre af Jesu tilhængere var? Og ville de overhovedet have turdet? Kvinder var så betydningsløse, at man ikke gad bruge kræfter på at korsfæstede dem, så selv behøvede de ikke noget mod for at gå ud til graven, ingen ville tage notits af dem eller gøre dem noget. For mændene var det en helt anden sag. Men hvad med stenen? Den hårde, ubønhørlige sten, der lukker ude og låser fast, der ikke vil flytte sig og som er helt ligeglad. - Hvis man tager til Jerusalem - har jeg ladet mig fortælle - kan man finde Jesu formodede grav hele to steder. Det ene sted er på et stykke jord, som ejes af en baptistkirke. Man har lavet en have omkring graven, som bliver passet så omhyggeligt, at selv en dansk kirkegård må opgive at være med i konkurrencen, og det kræver ellers en del. I haven er der altid blomster, selv i den allertørreste tid og
4 væksterne er omhyggeligt udvalgt, så der er flest mulige farver i de udsprungne blomster for at kunne spejle skabelsens herlighed og mangfoldighed. Og midt i denne næsten paradisiske skønhed ligger så gravhulen, hvor Jesus måske - måske ikke - blev lagt. Det er et vældigt sammenstød mellem den mørke grav og den skønne have, som to verdner. De hårde, ru stenflader og kulden, når man via et par trin går ned og ind i graven. Men det er jo bare en tom klippehule, der er ikke noget at se derinde; hvis man ikke kendte fortællingen om den korsfæstede og opstandne, ville det være verdens kedeligste turistmål. En fuldstændig tom stenhule. Man kunne ligeså godt have gravet et hul i jorden og gjort det til seværdighed. Og dog. For der er faktisk noget inde i hulen, allerbagest. På et ydmygt skilt uden udsmykninger står der på engelsk, som et citat fra dagens evangelium: Han er ikke her, han er opstået,. Så
5 ved man det: at det ikke i hans grav, man skal lede efter ham. - Da kvinderne kommer ud til graven, har problemet med stenen løst sig af sig selv. Nogen har rullet den mægtige sten bort, som om en kolossal hånd har taget ved den og skubbet den til side. Og sådan er det vel med sten, de er som regel vanskelige at flytte ved egen kraft; tiest må vi have hjælp andre steder fra for at rokke dem, og undertiden må vi bare vente og håbe, håbe på, at også de tunge hårde sten, vi møder, må blive løftet og rullet bort, som stenen fra graven. Kvinderne håbede ikke - hvordan skulle de kunne det? For dem var alt håb ude. Alt var forbi, de så, da han blev begravet. De skulle bare gøre det, de skyldte ham. -
6 Og nu er vi ved opstandelsens kerne, når vi følger kvinderne, der forundrede over stenen, går ind i graven og møder englen. Han er ikke her, han er opstået. Kristi opstandelse betyder, at livet kan blive til og live op på ny, når alt håb var ude og når enhver fornuftig grund til at håbe, er borte. Han er ikke her, han er opstået. Opstandelse er, at der er håb, selv når enhver grund til at håbe er borte. Opstandelse er, at det aldrig er ude med os, selv ikke når alt håbe er ude, selv ikke, når vore liv ebber ud. For hvad er mere håbløst end døden? Der er håb, selv når enhver grund til at håbe er borte. Det er det, opstandelsen betyder for vore liv. Og har I ikke prøvet det - i det små og i de store? At der gik opstandelse i noget? At det helt umulige lod sig gøre, at den sten, der lå på vejen, med ét var væk, eller i hvert fald var krympet betydeligt, og at noget
7 gik og lod sig gøre, som ingen havde regnet med. - Helt fra de bittesmå ting til de allerstørste? Jeg har. Men samtidig er der altid et slør over opstandelsen - vi har ikke direkte adgang til den. Det, jeg kalder, at der går opstandelse i livet, kan man også kalde en tilfældighed, eller tilskrive sin egen eller andres ihærdighed. Der er ingen skilte hvorpå der står Jesus var her. Dette er opstandelse. Fuldstændig som med den tomme grav. Der er talrige vidnesbyrd om den tomme grav, men ingen, der har set Jesus, da han gik ud af den. Der er et slør over opstandelsen. Vi tvinges ikke til at tro på den. Ingen tvinges til det, og vi kan ikke tvinge andre til det, heller. For sådan er Guds måde ikke. Men opstandelse er en kolossal sten, der rulles væk fra vores vej, den sten, der rummer håbløshed og frygt, ensomhed, og dødsangst. Og gid vi kan kaste alle vore forbehold fra os og tro Vorherre på hans ord, og håbe - selv når alt håb er
8 ude - og simpelthen bare begive os ud på den vej, hvor Guds selv har rullet stenen væk; for da skal vi se større ting end vi har turdet drømme om. Han er ikke her, han er opstået. Glædelig påske!