Stivelseskartofler Kartofler kan dyrkes til spisekartofler pulverkartofler, chips og pommes frites læggekartofler stivelseskartofler Denne dyrkningsvejledning handler om produktion af stivelseskartofler. Markplan/sædskifte Dyrk ikke kartofler i samme mark mere end hvert fjerde år. Den bedste forfrugt er en kornafgrøde, hvor halmen er fjernet. Roer som forfrugt samt ompløjet græs og nedpløjet halm øger risikoen for angreb af rodfiltsvamp. Fjern altid halmen, hvis forfrugten er behandlet med clopyralid eller fluroxypyr, idet kartofler er følsomme overfor disse midler. Så ikke roer, ærter eller majs efter kartofler, fordi de yder ringe konkurrence mod spildkartofler. Spildkartofler Bekæmpelse lettest om efteråret og vinteren umiddelbart efter dyrkning af kartofler. Rodfiltsvamp viser sig som brune spirer, og ofte dør spirerne, inden de når jordoverfladen. Efterlad så få spildkartofler på arealet som muligt efter høst af kartofler. Undlad efterårspløjning efter kartofler. Gentagen opharvning og bortfrysning af spildkartofler Undgå afgrøder efter kartofler, der konkurrerer dårligt med spildkartofler. I rækkesåede afgrøder kan radrensning effektivt afhjælpe problemerne med spildkartofler mellem rækkerne. I afgrøder, hvor spildkartofler spirer frem før afgrøden, kan Roundup i nogen grad afhjælpe problemet. Før eller efter høst af korn kan Roundup udbragt på spildkartoffelplanter ødelægge døtre-knoldene og dermed begrænse opformeringen af spildkartofler. Starane kan anvendes i de afgrøder, hvor spildkartoflerne når at sætte døtreknolde. I vår- og vintersæd må Starane ikke anvendes senere end 2 måneder før høst. Etablering Udskiftningsregler På grund af risikoen for virussygdomme er udskiftning af læggematerialet nødvendig. Der regnes med ca. 0,5 pct. udbyttenedgang pr. 1 pct. virusangrebne knolde i læggematerialet. NaturErhvervstyrelsens normer for udskiftning af læggekartofler følges. Her vælges en af tre følgende fremgangsmåder: 1. 100 pct. udskiftning hvert år med indkøbt godkendt læggemateriale 2. 100 pct. udskiftning hvert 2. år med godkendt læggemateriale
3. Delvis udskiftning. Hvert år indkøbes godkendt læggemateriale til mindst 10 pct. af det areal der skal dyrkes året efter og som skal svare til at mindst 10 pct. af den mængde læggekartofler der skal anvendes året efter. Ovennævnte tre måder gælder pr. sort. Det vil sige metode 1 for en sort, 2 for en anden osv. For at minimere risikoen for at overføre sygdomme til det indkøbte læggemateriale skal opformering ske adskilt fra anden avl. Maskiner til lægning og optagning skal først anvendes i læggekartoflerne inden de anvendes i brugsavlen. Husk at rengøre og desinficere maskinerne inden brug. Sorter Tag ved valg af sorter specielt hensyn til leveringsterminer og nematodresistens. Til forkampagne med levering først i september benyttes tidlige sorter som Oleva og Kardal. Som meget sentmodnende sorter vælges, Kuras, Karnico, og Producent. Sortsvalget afhænger primært af stivelsesudbytte og leveringsterminer. Foto: Lars Bødker Modtagelse af læggekartofler Kvaliteten af læggekartofler kontrolleres ved modtagelsen. For løsvarer skal der reklameres inden aflæsning og for sækkevarer er fristen normalt 8-14 dage. Kartofler med tegn på varmeskade (indvendig mørkfarvning) eller på fugtig opbevaring eller sortering (fedtet overflade) afvises. Råd må ikke forekomme. Læg ikke nysorterede kartofler. Læggekartofler hjemtages mindst 2-3 uger før lægning. De opbevares tørt, køligt og i mindre dynger. Dæk med halm. Forvarmning Hvis du forvarmer læggekartofler ved 14-16 grader C i ca. 10 dage umiddelbart før lægning, giver det et merudbytte på 20-40 hkg pr. ha og en lidt højere stivelsesprocent. Merudbyttet er sikkert, når vandforsyningen i vækstperioden er optimal. Spireprøve Læggekartoflernes spireevne undersøges straks efter, at kartoflerne er modtaget. Læg f.eks. 20 kg knolde i et mørkt rum ved 20 grader C. De fleste sorter skal da om foråret vise begyndende spiring i løbet af 7-8 dage. Plantetal Plantetallet fastlægges efter læggekartoflernes størrelse. Ved en rækkeafstand på 75 cm anvendes følgende udsædsmængder: Læggekartoffelstørrelse mm. Planter pr. ha Planteafstand cm Udsædsmængde hkg pr. ha 28/35 45.000 30 10-11 30/40 45.000 30 15-16 40/50 40.000 33 26-27 over 50 30.000 44 over 25 Kræv læggekartoflerne opsorteret i snæver sortering. Hvis læggekartofler i størrelser over 40 mm koster over 200 kr. pr. hkg, er der økonomi i at reducere plantetallet til 30.000 pr. ha.
Uden vanding bør plantetallet ikke være over 35.000 pr. ha (ca. 38 cm planteafstand). Sælger bør oplyse antal knolde pr. hkg af det pågældende parti. Jordbearbejdning På lerjord, stenrig jord og på arealer med mange græstotter foretages stenstrenglægning. Stenstrenglægning medvirker til færre knoldbeskadigelser, mindre smuds og større optagerkapacitet. Uden stenstrenglægning pløjes efterår eller forår, og jorden opharves i 10-15 cm dybde. Opharvning på tværs af læggeretningen letter lægning og hypning. Lægning Det bedste læggetidspunkt er i de fleste år er mellem 1.-20. april, når jorden er lun (ca. 8 grader C) og bekvem. Der bør aldrig lægges kartofler i regnvejr. Læggedybden afpasses, så oversiden af knoldene er 1-2 cm under plan jordoverflade. Det er vigtigt at kartoflerne placeres i en V-formet rille som hindre at kartoflerne ruller fremad. Dette giver en uenartet plantebetand. Hypning og rensning lettes, hvis der er monteret styreskær på kartoffellæggeren. Kørselhastigheden afhænger meget af læggertypen. Hvis der exempelvis anvendes en kartoffellægger monteret med dobbelt koprække, bør den maksimale hastighed være 5 km pr. time. Større hastighed giver flere spring og knoldbeskadigelser. Bejdsning mod rodfiltsvamp I forbindelse med sortering eller lægning bør læggekartoflerne bejdses mod rodfiltsvamp. Pudder og flydende bejdsemidler virker ens, forudsat de fordeles jævnt på knoldene. Der kan forventes et merudbytte for bejdsningen på 3-4 pct. En bejdsning bevirker, at der høstes flere, men mindre knolde af en bedre kvalitet. Gødskning Kvælstof Kvælstofmængden bør afpasses efter erfaring, dyrkningsformål, sort, jordtype, vandingsmulighed osv. Der findes ingen simpel vejledning til at ramme det optimale niveau. Der henvises til NaturErhvervstyrelsens N-normer som angiver at 165-186 kg N/ha er passende til de fleste sorter. Bemærk at de forskellige sorters kvælstofbehov kan variere meget. Behov Sorter Lille kvælstofbehov Dianella, Karnico Middel kvælstofbehov Kardal, Kuras, Producent, Senator Stort kvælstofbehov Oleva, Saturna Som tommelfingerregel kan siges, at tidlige sorter har et lidt større kvælstofbehov end sene sorter. Ved en placering af gødningen kan kvælstofmængden reduceres med 10-15 pct. i forhold til det optimale kvælstofbehov ved en bredspredning umiddelbart inden lægning. Placeret gødskning sikrer kartoffelplanterne lettilgængelige næringsstoffer under fremspiring, hvor planternes rodnet endnu er dårligt etableret. Desuden er der sjældent behov for eftergødskning, hvor der anvendes placeret gødskning Eftergødskning Kvælstofmængden bør afpasses efter erfaring, dyrkningsformål, sort, jordtype, vandingsmulighed osv. Der findes ingen simpel vejledning til at ramme det
optimale niveau. Der henvises til NaturErhvervstyrelsens N-normer som angiver at 165-186 kg N/ha er passende til de fleste sorter. Bemærk at de forskellige sorters kvælstofbehov kan variere meget. Behov Sorter Lille kvælstofbehov Dianella, Karnico Middel kvælstofbehov Kardal, Kuras, Producent, Senator Stort kvælstofbehov Oleva, Saturna Som tommelfingerregel kan siges, at tidlige sorter har et lidt større kvælstofbehov end sene sorter. Ved en placering af gødningen kan kvælstofmængden reduceres med 10-15 pct. i forhold til det optimale kvælstofbehov ved en bredspredning umiddelbart inden lægning. Placeret gødskning sikrer kartoffelplanterne lettilgængelige næringsstoffer under fremspiring, hvor planternes rodnet endnu er dårligt etableret. Desuden er der sjældent behov for eftergødskning, hvor der anvendes placeret gødskning Kartoflerne optager ca. 85% af kvælstoffet indenfor 60 dage efter fremspiring. Ved kraftig nedbør fra kvælstofgødningens udbringning lige før lægning og frem til ca. 14 dage efter kartoflernes fremspiring er det nødvendigt at eftergøde. Hvis nedbørssummen i denne periode på let sandjord er 80-90 mm, er der et eftergødskningsbehov på ca. 40 kg N pr. ha 100-120 mm, er der et eftergødskningsbehov på ca. 60 kg N pr. ha. N-gødningen udbringes senest 10. juli. Kalkammonsalpeter udstrøs på tørre planter. Anvendes urea, skal det udsprøjtes i maks. 10 pct. opløsning og maks. 15 kg N pr. ha pr. gang og ikke i solskin. Hvor gødningen er placeret, eller hvor der er anvendt flydende ammoniak, er der sjældent behov for eftergødskning. Hvis eftergødskningen vil medføre, at ejendommens kvælstofkvote overskrides, skal man have godkendt en konsulenterklæring af NaturErhvervstyrelsen før før eftergødskningen kan foretages. Konsulenterklæringen udarbejdes af en planteavlskonsulent og betingelsen for godkendelse er, at der indenfor en måned er faldet dobbelt så meget nedbør som normalt. Fosfor Kartoffelmarkens behov for fosfor afhænger af fosfortallet. Det er sjældent, at der optræder symptomer på fosformangel, som viser sig ved mørkegrønne planter, der er lave med tætsiddende blade. Pt 0,4 0,8 1,2 1,6 2,0-2,4 2,8-4,4 over 4,4 kg P/ha 50 45 40 35 30 20 0 Kalium Kartoffelmarkens behov for kalium afhænger af kaliumtallet. Gødskning efter kaliumanalyser kræver, at de på grovsandet jord er udtaget samme forår. Kt 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Over 12 K kg/ha 215 190 175 160 145 130 130 130 115 99 85 70 Af hensyn til kartoffelknoldenes indhold af stivelse skal du undgå at overgødske med kalium, da en stigende kaliumtilførsel reducerer kartoflernes tørstofindhold. Anvend kun klorfri gødning. Stivelsesprocenten falder med ca. 1,0 enhed pr. tilført 100 kg K pr. ha i klorholdig gødning, medens den kun falder med ca. 0,5 enhed ved tilførsel af 100 kg K i klorfri gødning. Symptomer på kalium mangel i marken Foto: A. From Nielsen Magnesium
Kartoffelmarkens behov for Mg via handelsgødning afhænger primært af jordens Mg-tal og det forventede udbytteniveau. Kartofler indeholder ca. 0,9 g Mg pr. kg tørstof. Ved et forventet udbytteniveau på 450 hkg melkartofler kan man således forvente, at planterne bortfører ca. 10 kg Mg. I en almindelig frugtbar dansk jord med normale Mg-tal mellem 4 og 8 opnås normalt ikke merudbytte for at tildele mere end 10 kg Mg pr. ha. Symptomer på magnesiummangel starter i bladspidser og i randen af bladet. Der opstår mørke nekroser mellem bladnerverne. Bladene er ofte fortykkede. Mgt 1 2 3-5 Over 6 Mg kg/ha 35 25 15 0 Magnesiummangel ses som brune nekroser på blade mellem bladnerverne Foto: A. from Nielsen Svovl Kartoffeltørstoffet indeholder ca. 0,1 pct. svovl. En jævnt stor kartoffelafgrøde på 500 hkg knolde pr. ha og 24 pct. tørstof fjerner 12-13 kg svovl pr. ha. Nogenlunde tilsvarende mængder vil være bundet i top og rødder. En veludviklet kartoffelafgrøde optager således i vækstperioden ca. 25 kg svovl pr. ha. På arealer, hvor kartoflerne gødes med klorfri gødninger, vil svovlbehovet være dækket. Omvendt vil svovltilførslen være mindre end de 25 kg pr. ha, hvis der alene gødes med f.eks. gylle, samt flydende ammoniak eller kalkammonsalper. Symptomer på svovlmangel minder om symptomer på N-mangel. Ved svovlmangel er der en tendens til at bladene ruller opad. Mangan Symptomer på manganmangel ses ved at bladvævet mellem ledningsstrengene bliver lysegrønne (klorotiske) som senere udvikler sig i retning af mere gule og hvid farve. Symptomerne er mest udtalt på de øverste blade. Blade nær skudspidsen kan have tendens til at rulle opad. Ved kraftig manganmangel ses brune til sorte pletter langs bladnerverne på de yngste blade. Ved brug af manganholdige svampemidler som ex. Dithane NT og Tridex er kartofler med moderat manganbehov dækket ind. I de marker og sorter, hvor der anvendes svampemidler, der ikke indeholder mangan, kan der med fordel udbringes 2-3 kg. mangansulfat sammen med de første behandlinger mod skimmel. Husdyrgødning Til stivelseskartofler bør der maksimalt anvendes 30 t husdyrgødning pr. ha. Husk at ajle og gylle indeholder ca. 1 kg klorid pr. ton. Som kvælstofkilde foretrækkes gødning med stort indhold af lettilgængeligt kvælstof. Den bedste kartoffelkvalitet opnås, hvis hele kvælstofmængden tilføres ved lægning, således at planterne har "spist op" inden høst. Organisk bundet kvælstof frigives langsomt i løbet af sæsonen og vil også frigive kvælstof på det tidspunkt, hvor knoldene afmodner. Hypning Kartoffelkammen hyppes op i en størrelse, så den kan rumme knoldene uden, at de grønfarves. Ved mekanisk renholdelse afsluttes hypningen, inden planterne er 25-30 cm høje. Ved kemisk ukrudtsbekæmpelse bør hypningen afsluttes umiddelbart efter lægning, så der kan blive en fast kam at sprøjte på. Vanding
Set over en årrække kan der forventes et merudbytte på 100-120 hkg knolde pr. ha. samt en stigning i stivelsesprocenten på ca. 0,5 enhed, hvor der vandes. På lette jorder vil det være aktuelt at påbegynde vanding, når planterne er 10-15 cm høje. Vand med moderate mængder i starten (15 mm) med en mindre dyse, så der ikke sker nedvaskning af kammen. Vandingsbehov på forskellige jordtyper Jordtype Plantetilgængeligt vand, mm Vandingsbehov ved mm underskud* JB 1 60 18-25 JB 2 120 36-50 JB 3 90 27-38 JB 4 115 35-48 Vanding i kartofler. * I perioder med stærkt tørrende vejr bør der vandes ved laveste underskud Tommelfingerregler for potentiel fordampning Vejrtyper Potentiel fordampning Bygevejr, høj luftfugtighed 1 mm pr. døgn Overskyet, høj luftfugtighed 2 mm pr. døgn Let skyet, ret tør luft, middeltemperatur 3 mm pr. døgn Skyfrit, tør luft, høj temperatur, blæst 4 mm pr. døgn Skyfrit, ekstremt tørt, høj temperatur, blæst 5 mm pr. døgn Brug et et eller to tensiometre til at give et aktuelt billede af vandforsyningssituationen. Vandingen styres ved hjælp af et vandingsregnskab på papir eller ved at bruge programmet Vandingregnskab Online. Plantebeskyttelse Planlæg bekæmpelsen af ukrudt ud fra viden om markens ukrudtsbestand og registreringer i marken. Brug skimmelvarslingen til at målrette skimmelbekæmpelsen. Kend skadevolderne Brug 'Billednøgle for ukrudt, sygdomme og skadedyr i landbrugsafgrøder' eller andre hjælpemidler til at få et godt kendskab til ukrudt, svampe og skadedyr og som hjælp ved tilsyn af marken. Vurder resultatet Gå marken igennem før høst, så du kan vurdere om årets indsats har været optimal. Lav evt. et ukrudtskort over markerne før høst. Ukrudt Kartofler konkurrerer meget dårligt med ukrudt helt frem til sidst i juni, hvor rækkerne lukker. Forekomst af ukrudt i større mængde reducerer udbyttet, vanskeliggør optagningen, øger markspildet og giver flere beskadigede knolde og en højere smudsprocent. Kartoflerne bør hyppes færdig straks efter lægning for at få mest muligt ukrudt til at spire frem inden kartoflernes fremspiring og for at få afsluttet ukrudtsbekæmpelsen inden kartoflernes fremspiring. Kemisk bekæmpelse En stor kvikbestand giver en stor udbyttereduktion.
Kemisk bekæmpelse med Fenix, Command, Boxer eller Roundup Bio bør generelt ske på fugtig og fast jord ved ukrudtets kimbladsstadie og være afsluttet inden kartoflernes fremspiring. For at opnå tilfredsstillende effekt bør det anvendes på ukrudtets kimbladstadie. Titus og Boxer kan også anvendes efter fremspiring. Fenix og Roundup Bio skal udbringes før kartoflernes fremspiring. Fenix kan med fordel blandes med f.eks. 10 g Titus eller Roundup ved første behandling. Roundup Bio anvendes i 1,5 l/ha og kan eventuelt blandes med 1,0 liter Fenix ved kraftig forekomst af græsukrudt og tokimblandet ukrudt. Command må ikke anvendes senere end 5 dage før kartoflernes fremspiring, fordi det kan medføre afgrødeskader. Command kan med fordel blandes med f.eks. 10 g Titus eller 0,75-1 liter Fenix ved første behandling. Command bør ikke anvendes til ukrudtsbekæmpelse i plastdækkede kartofler på grund af risiko for svidningsskader på kartoffeltoppen. Titus må maksimalt anvendes med 30 g pr. ha pr. vækstsæson. Derfor kan det være en fordel at dele mængden over flere behandlinger. Roundup kan komme i kontakt med fremspirende kartoffelplanter via jordsprækker. Roundup må derfor ikke anvendes i læggekartofler og ikke på humusjord, da aktivstoffet glyphosat ikke bindes så hårdt til humus som til jordmineraler. Selv små ukrudtsmøngder forårsager store udbyttereduktioner Foto: Lars Bødker Rodukrudt (f.eks. kvik, gråbynke og svinemælk) bekæmpes bedst og billigst i kornafgrøder forud for kartofler. Kvik kan dog bekæmpes i kartofler, når kvikken har 3 4 blade, og kartoffelplanterne endnu ikke dækker over kvikken. Se forslag til bekæmpelse. Mekanisk bekæmpelse Det er en forudsætning for mekanisk ukrudtsbekæmpelse, at arealerne kan vandes. Store mængder enårig rapgræs kan være et problem, da sen bekæmpelse er vanskelig. Placering af gødning er med til at udsulte ukrudtet. Gødsk kartoflerne ikke ukrudtet. Grundlæggende anvendes tre principper til mekanisk ukrudtsbekæmpelse i kartofler: Optrækning og udtørring med stjernerullerenser Nedharvning og hypning af kartoffelkammene Tildækning med gradvis ophypning af kammen. Optrækning og udtørring med stjernerullerenser Marken behandles hver gang ukrudtet begynder at spire frem med små nye lyse kimstængler i jordoverfladen. Stjernerullerenseren er aggressiv over for rodukrudt og kan indstilles, så den enten fjerner jord fra kammen eller delvis opbygger kammen. Stjernerullerenseren kan trække spirende rodukrudt op fra de øvre jordlag, således at kimplanterne kommer oven på kammen og udtørres. Ukrudtsbekmpelse i økologisk dyrkning foregår ofte ved at kombinere gentagen hypning med andre mekaniske metoder. Fordele: God effekt på rodukrudt Stor kapacitet Mindre følsom over for blæsevejr end kemisk behandling Metoden forhindrer effektivt dannelsen af jordknolde Ulemper: Øget risiko for sandflugt Fare for at flytte kammen i forhold til den lagte knold Renseren kan være vanskelig at indstille
Undgå overkørsel på kartoflernes fremspiringstidspunkt. Tildækning eller frilægning af sarte nyfremspirede kartoffelplanter kan forsinke fremspiringen. Nedharvning og hypning af kartoffelkammene Senest når kammene bliver grønne af ukrudtskimplanter, nedharves de med en let ukrudtskarve. Kammene hyppes op igen efter nogle timer. Dette gentages, når nyt ukrudt spirer frem. Anvendes en let harve, der følger kammene, kan kartoflerne tåle denne behandling indtil fremspiring. Fordele: Mulighed for at arbejde med store jordmængder, og dermed større dækningsgrad af ukrudtet Mulighed for at bevare en stor kamstørrelse Ulemper: Kræver investering i to maskiner Lille kapacitet med to overkørsler Øget risiko for sandflugt Fare for at flytte kammene i forhold til den lagte knold. Tildækning med gradvis ophypning af kammen Ved lægning formes kun en lille kam. Efterfølgende hyppes mere og mere jord på kammene, hver gang nyt ukrudt spirer frem. Hypning gentages frem til en gang midt i juni og stoppes inden rodnettet beskadiges. Fordele: Lille investering Skånsom over for kartoffelplanterne. Ulemper: Lille kapacitet Fare for at flytte kammene i forhold til den lagte knold Fare for dannelse af jordknolde på svær jord Vanskelig metode ved et stort ukrudsttryk. Sygdomme Kartoffelskimmel Angreb af kartoffelskimmel forkorter vækstperioden, giver lavere knoldudbytte og stivelsesprocent, mere råd og højere smudsprocent. Angreb af kartoffelskimmel er vejrbestemt. Følgende temperatur og fugtighedsforhold har afgørende betydning for kartoffelskimmelens udvikling: 1. Sporedannelsen sker hovedsagelig om natten og kræver som tommelfingerregel en temperatur på 10 grader C i en sammenhængende periode på 10 timer med høj luftfugtighed over 88% relativ luftfugtighed. Den optimale temperatur er ca. 21 grader C. 2. Sporespredningen sker hovedsagelig morgen og formiddag. Spredningen fremmes af blæst og bygevejr. 3. Sporespiring (infektion) sker hovedsagelig sidst på dagen og om aftenen. Optimal temperatur er 12 grader C. Kræver mindst 4 timer med frit vand på bladene. Vigtigst er sporedannelsen. Det er derfor vigtig at der er sket en forebyggende behandling forud for lummervarme nætter med høj luftfugtighed og dugdannelse "skimmelvejr". Brug skimmelstyring, som findes på LandbrugsInfo. Forudsat det er "skimmelvejr", bør første beskyttelsessprøjtning mod kartoffelskimmel ske, umiddelbart inden rækkerne lukker. Udsendelse af det første varsel for kartoffelskimmel kan dog ske allerede i maj måned i år med kraftig Bladinfektioner viser sig ved hurtigt voksende bladnekroser. Foto: Ghita C. Nielsen Kartoffelskimmel ses som grågrønne vanddrukne pletter, der efter 1-2 dage bliver brune.
nedbør omkring fremspiring og dermed tidlige angreb forårsaget af jordsmitte (oosporer). I år med tørre forhold omkring fremspiring kan det ske at den første skimmel først registeres i juli måned. Skimmel kan kun bekæmpes ved forebyggende behandlinger med svampemidler. Sprøjtningerne gentages i hver 5.-10. dag igennem vækstperioden afhængig af vejrforholdene. Når det er "skimmelvejr gøres sprøjteintervallerne kortere. I perioder med sol og høj temperatur, lav nattemperatur eller lav luftfugtighed kan sprøjteintervallerne forlænges. Man skal dog være opmærksom på, at planterne i perioden med kraftig nyvækst vil stå ubeskyttede allerede efter 5-7 dage. Man må i denne periode derfor ikke undlade at behandle med længere intervaller end 7 dage, hvis der er skimmel i området eller marken. Tidlige infektioner fra kartoflernes fremspiring forårsaget af overvintrende oosporer. Med traditionelle sprøjter anvendes efter toppens størrelse 250-350 l vand pr. ha. Med luftassisterede sprøjter anvendes 100-150 l pr. ha. For at begrænse køreskaderne i forbindelse med skimmelsprøjtning kan det anbefales, at anskaffe et sæt 8 tommer hjul til traktoren samt at forsyne denne med topskillere. Virussygdomme i kartofler Kartoffelvirus Y og bladrullevirus er de dominerende virussygdomme i læggekartoffelmarken og ahr stor betydning for de efterfølgende kartoffelgenerationer. I stivelseskartofler har virusangrebet kun betydning for udbyttet samt som smittekilde for omgivende læggekartofler. I stivelseskartofler kan der forventes et udbyttetab på ca. 0,5% pr. procent inficerede planter i det følgende år. Læs mere om virussygdomme i kartofler. Kartoffelvirus Y Infektion med virus Y giver symptomer i kartoffeltoppen i form af mosaiksyge, rynkesyge og stregsyge og på knoldene som nekrotiske ringpletter og revner. Da der er flere forskellige linier af virus Y, og sorterne reagerer forskelligt, kan symptomerne variere meget. Læs mere om kartoffelvirus Y. Mange skimmelpletter på blade, der rører jorden, vidner om jordsmitte. Foto: Lars Bødker Fangst af bladlus til vurdering af risiko for virusinfektion i læggekartofler. Kartoffelvirus Y giver mosaiksymptomer og reduceret vækst. Foto: Lars Bødker Kartoffelbladrullevirus Symptomer på bladrullevirusangrebne kartoffelplanter kaldes bladrullesyge. Symptomerne ses som mere eller mindre kraftig opadrulning af bladene i længderetningen. Bladene bliver stive og saftspændte pga. et forstyrret stofskifte med ophobning af sukkerstoffer i bladene. Symptomerne er normalt kraftigst på de nederste blade og svagere på de øverste. Læs mere om virussygsomme og bladrullevirus i kartofler. Symptomer på bladrullevirus ses ved at de nederste blade er fortykkede og har en kraftig opadrulning. Black dot Svampen C. coccodes, som forårsager Black dot i kartofler, kan angribe alle kartoflens underjordiske plantedele. Det gælder både knolde, udløbere, rødder og den underjordiske del af stænglen. Angreb på knolde ses som overfladiske sølvagtige plamager, hvori der senere udvikles sklerotier. Sklerotierne ses som
små sorte prikker, hvori sporene udvikles. Symptomerne forveksles let med sølvskurv. Sølvskurv har et mere sølvagtigt skær og er skarpt afgrænset, mens Black dot er mere brunt og med uskarp afgrænsning. Sølvskurv på knolde producerer ikke sklerotier. Læs mere om Black dot io kartofler. Black dot symptomer ses at der sorte prikker i symptomer, der kan forveksles med sølvskurv. Ynglesyge Læggekartofler, der er blevet for gamle fysiologisk set, vil efter lægning enten ikke spire eller spire unormalt ved f.eks. at danne små nye knolde direkte på den gamle moderknold, uden at der sættes top. Fænomenet kaldes ynglesyge. Kartoffelknolde med ynglesyge udvikler ofte små rødder fra moderknolden sammen med yngleknoldene men ingen spirer eller kun få spirer, der når jordoverfladen. Årsagssammenhæng Ynglesyge kan fremkaldes på flere måder og skyldes primært, at kartoffelknoldene af en eller anden årsag forhindres i at spire. Læggekartofler, der oplagres for varmt, bliver hurtigere gamle fysiologisk set, end hvis de opbevares køligt. På et tidspunkt bliver kartoffelknoldene så gamle, at de på grund af forstyrrelser i stofskifteprocesserne mister spireevnen og derfor udvikler ynglesyge. Læggekartofler, der afspires gentagne gange inden lægning og efterfølgende bliver lagt i kold jord, kan miste spireevnen og udvikle ynglesyge. Læggekartofler, der lægges under betingelser, som fremmer svære angreb af rodfiltsvamp, kan blive angrebet så voldsomt, at læggekartoflerne ikke får mulighed for udvikle levedygtige spirer. Hver gang moderknolden forsøger at sætte nye spirer, afsnøres disse af rodfiltsvamp, og kartoflen skal begynde forfra. Læggekartoflerne afspires således gentagne gange i jorden af rodfiltsvamp og udvikler efterhånden ynglesyge. Enkelte kemikalier kan skade kartoffelknoldenes spireevne. Det er velkendt, at udsprøjtning af Roundup i selv små mængder på grøn kartoffeltop kan skade døtreknoldenes spireevne så meget, at disse udvikler ynglesyge. Ved Roundup-skader ses dog ofte også et tæt bundt af vanskabte tynde spirer, som aldrig når jordoverfladen. Risikoen for udvikling af ynglesyge fremmes, hvis læggekartoflerne lægges i kold jord eller afspires inden lægning. Der er stor sortsforskel med hensyn til tilbøjeligheden til ynglesyge se Planteavlsorientering nr. 04-213 af 1. juni 1994 (ligger ikke på Internettet). Der findes dog ingen oversigt over danskdyrkede sorters modtagelighed. Yglesyge forårsager at der dannes små knolde direkte på moderknolden. Forebyggende foranstaltninger Læggekartofler bør lagres køligt ved 3-5 ºC. Oplagring ved højere temperatur fremmer den fysiologiske ældning og dermed risikoen for udvikling af ynglesyge. Udgå afspiring af læggekartoflerne inden lægning. Hvor der er risiko for angreb af rodfiltsvamp, bør læggekartofler bejdses inden lægning. Undgå lægning i kold jord med afspirede kartofler eller lægning med kartofler, der er fysiologisk gamle. Ved at forspire eller forvarme læggekartoflerne inden lægning minimeres risikoen for udvikling af ynglesyge. Sølvskurv
Symptomerne ses som sølvgrå svagt indsunkne runde pletter på overfladen af knoldene. Sølvfarvningen skyldes, at svampen angriber et tyndt hudlag umiddelbart under det yderste hudlag. Herved opstår et tyndt hulrum under huden. De angrebne grå plamager kan give anledning til væsketab, hvis kartoffelknoldene udsættes for udtørrende luft under oplagring. Derfor skrumper knolde med stærke angreb af sølvskurv. Læs mere om sølvskurv i kartofler. Sølvskurv. Foto: A. From Nielsen Storknoldet knoldbægersvamp Storknoldet knoldbægersvamp er normalt ikke nogen alvorlig skadegører i kartofler. Fugtigt og køligt vejr i juni måned kan dog fremme angreb af storknoldet knoldbægersvamp. Selv voldsomme angreb har dog sjældent afgørende betydning for udbytte og kvalitet i kartofler. Knoldbægersvamp optræder hyppigst, hvor kartoflerne indgår i sædskifte med ærter eller raps. Læs mere om storknoldet knoldbægersvamp. Stængelbakteriose, sortben og blødråd Blødråd forårsages primært af Pectobacterium carotovorum, P. atroseptica og Dickeya dianthicola. Bakterierne overvintrer på plantemateriale i jorden eller på gengroninger. Størst betydning har smitte med læggekartofler, hvor smitten overvintrer i sår, lenticeller og øjne. Stængelbakteriose, sortben og blødråd findes i næsten alle marker. Angreb kan ses som enkeltstående planter men optræder ofte i pletter, hvor kartoflerne har stået under vand og er blevet kvalt. Normalt ses angreb først efter optagning på lageret eller i kartoffelkulen. Bakteriesmitten spredes ved optagning, indlagring og sortering, når kartoffelknoldene kommer i berøring med hinanden. Infektion sker via lenticeller, sår og skader på knoldene. De første symptomer er gul-brue ovale læsioner omkring lenticellerne. Hvis kartoflernes tørres på et tidligt tidspunkt kan læsionerne tørre ud og forekomme lidt indsunkne og bakterierne vil forblive inaktive. Begyndende råd via lenticeller. Læs mere om stængelbakteriose, sortben og blødråd i kartofler. Rust Rust anses ikke som et alvorligt problem i stivelseskartofler. Rust i kartoffelknolde, der skal sælges som spisekartofler eller til chips og pommes frites, er en alvorlig kvalitetsfejl, der hvert år påfører kartoffelavlere store tab. Rust skyldes angreb af rattlevirus (TRV) eller MopTop-virus (PMTV). Rustsymptomer, som ikke skyldes virus, kaldes for fysiologisk rust. Læs mere om rust i kartofler. Rustsymptomer på uskrællede kartofler. Pletter af rust i skrællede spisekartofler. Rodfiltsvamp Rodfiltsvamp ses allerede under fremspiringen, hvor der kan være manglende og uensartet fremspirng i store pletter i marken. Ved opgravning ses kraftige nekroser på rødder og underjordiske stængler. Symptomerne kan forveksles med angreb af fritlevende nematoder. I juli og senere under fugtige forhold ses rodfiltsvampens kønnede stadium, som en hvid belægning på stængelbasis, kaldet gråben. Kraftigt angrebne planterne
har ofte en fortykket stængel og bladene en tendens til at klappe sammen som følge af vandmangel. Rodfiltsvamp ses ved høst som sortbrune sklerotier på kartoffelknoldenes overflade, som let skrabes af med en negl. Ofte ser man også knolde med vækstrevner, som indirekte er forårsaget af rodfiltsvamp. I fugtige år ses undertiden, at rodfiltsvampen trænger igennem knoldoverfladen og danner rødbrune pletter eller få mm dybe huller, der mere eller mindre er lukket af knoldenes korkhud. Disse huller kan forveksles med angreb af f.eks smelderlarver og agersnegle. Læs mere om rodfiltsvamp i kartofler. Rodfiltsvamp giver mørkfarvede læsioner på stængler og rødder. Kraftige angreb i marken af en kombination af rodfiltsvamp og fritlevende nematoder. Sorte sklerotiebelægninger af rodfiltsvamp på knolde. Phoma (kraterråd) Phoma ses på knoldene som indsunkne tommelfingeraftryk-lignende rådpletter, der til at begynde med er næsten cirkelrunde. De indsunkne områder skyldes en indtørring af det angrebne væv. På overfladen af det indsunkne væv ses senere svampens sporehuse (pyknidier) som små sorte prikker. Når knoldene skæres over ses ofte en ret skarp afgrænsning mellem sundt og angrebet væv. Symptomerne kan være vanskelige at adskille fra angreb af kartoffelskimmel og Fusarium. Læs mere om Phoma (kraterråd) i kartofler. Ringbakteriose Kun kartoffelplanten angribes i naturen af ringbakteriose og symptomer herpå ses både på toppen og i knoldene. Topsymptomerne viser sig sent i vækstperioden, og oftest viser kun enkelte stængler symptomer. Ved kraftige angreb er kartoffeltoppen gullig med hængende og let indrullede blade. dette ses specielt, hvor planterne lider af vandstress. Symptomerne kan være vanskelige at adskille fra symptomer på vandstress forårsaget af f.eks. rodfiltsvamp eller knoldbægersvamp. Angrebne knolde viser sig ved: være hule i ledningsvævet at udskille gullig cremfarvet bakterieslim i vævet omkring ledningsstrengene, når man presser knoldene brunfarvning af vævet omkring ledningsstrengene ved fremskredne angreb at blødt råd breder sig fra klarstrengzonen indad i knolden og udad til knoldoverfladen via øjnene. Phomaråd på knolde ses som en indsunken og skarpt afgrænset nekrose. Ringbakteriose i knolde ses ved en kraftig brunfarving af ledningsstrengene. Foto: A. from Nielsen Læs mere om ringbakteriose i kartofler. Fusarium Fusarium-råd ses som mørke smudsigbrune rådangreb, hvor der i den indsunkne infektion kan opstå koncentriske ringe. Ofte er der ingen skarp afgrænsning mellem sundt og inficeret væv. Knoldene lugter syrligt. Infektionen starter typisk via en beskadigelse på knoldoverfladen. Fugt og manglende sårheling fremmer angreb. Ældre infektioner kan blive helt sorte ved overskæring og med et hulrum i
knolden samt dannelse af hvidt mycelium og svampesporer. Når det hvide mycelium udsættes for lys, kan det blive lyserødt og dernæst lyseblåt til blåviolet. Angreb kan ofte konstateres få uger efter optagning, men vil først rigtig udvikle sig hen mod foråret, hvis kartoflerne opbevares ved for høj temperatur og høj luftfugtighed. Dette sker ofte i forbindelse med transporten frem til anvendelsesstedet eller i forbindelse med afspiring. Læs mere om Fusarium i kartofler. Sporulerende mycerlium af fusarium på kartofler. Foto: A. From Nielsen Kartoffelbladplet Bladplet i kartofler er almindeligt udbredt og kan sidst på sæsonen findes i alle kartoffelmarker. De første symptomer ses normalt på ældre blade og planter, som er svækket af andre årsager. Pletterne ses som små irregulære mørkebrune til sorter nekrotiske tørre pletter, som ofte er kantede og afgrænset af bladnerverne, med en forholdsvis skarp overgang mellem dødt og sundt plantevæv (Billede 1). Pletternes størrelse kan variere fra mikroskopisk små til godt én cm i diameter. Pletterne starter med at være bitte små, og efterhånden som de bliver større, opstår koncentriske ringe som følge af skiftende vækstforløb. Dette giver bladplet et karakteristisk udseende som på engelsk kaldes target-spot eller bull s eye. Rundt om pletterne udvikler bladene efterhånden en lys gul-grøn farve Efterhånden som pletterne bliver talrige, vokser de sammen, indtil hele bladet visner. Symptomerne på kartoffelbladplet forveksles ofte med kartoffelskimmel, gråskimmel eller anthocyan-farvning af bladene som følge af naturlig ældning Læs mere om kartoffelbladplet. Kartoffelbaldplet viser sig ved nekrotiske pletter med koncentriske ringe. Kartoffelbladplet kan sidst på sæsonen foråsage kraftig nekroser på bladene. Kemisk bekæmpelse af kartoffelbladplet kan holde afgrøden grøn. Kartoffelbrok Kartoffelbrok er uhyre sjælden. Angreb af kartoffelbrok ses som blomkålslignede udvækster på kartoffelknolde og i sjældnere tilfælde også på stænglen ved jordoverfladen. Kartoffelrødderne inficeres ikke. Når knoldene angribes ved knoldsætning, kan de blive vanskabte til ukendelighed. Angreb på ældre knolde giver primært symptomer omkring kartoffeløjnene. Læs mere om kartoffelbrok. Broksymptomer på kartoffelknold. Foto: A. from Nielsen Alm. kartoffelskurv Alm. skurv ses først som små rødlige eller brune pletter på de små knoldes overflade inden knoldene er færdigudviklet. Efterhånden som knoldene vokser, bliver pletterne større, mere cirkulære og korkagtige i overfladen. Pletterne kan
være meget overfladiske eller svagt forhøjet eller svagt indsunket eller næsten brokagtige. Der findes forskellige patotyper af S. scabies, hvilket kan være årsag til, at symptomerne kan variere mellem forskellige lokaliteter. Der kan også være sortsforskelle på, hvor kraftigt knoldens overflade reagerer på angreb af alm. skurv. Modtagelige sorter kan udvikle kratere på op til ½ cm s dybe. Mindre modtagelige sorter udvikler meget overfladiske symptomer med korkagtigt udseende. I alle tilfælde vil overgangen mellem sygt og sundt væv være skarp. Alm. skurv angriber ikke overjordiske stængler og blade. Almindelig kartoffelskurv. Foto: A. From Nielsen Læs mere om alm. kartoffelskurv. Angreb af alm. kartoffelskurv på kartoffelknolde. Symptomerne er overfladiske, og der er en skarp grænse mellem sygt og sundt plantevæv. Skadedyr Kartoffelnematoder Kartoffelcystenematoder, kartoffelnematoder eller kartoffelål, som dette skadedyr kaldes i ældre litteratur, er i Danmark almindeligt udbredt i haver og forårsager her ofte stor skade. I landbruget, hvor den professionelle avl af kartofler foregår, er det sjældent at støde på kraftige angreb. Der er dog næppe tvivl om, at kartoffelnematoder på trods heraf findes i små upåagtede mængder i kartoffelsædskifter over hele landet. Så vidt man ved, findes der kun to arter af kartoffelnematoder. Inden for de to arter findes flere forskellige patotyper. De to arter kaldes populært for hhv. gule og hvide kartoffelnematoder. I England, Holland, Tyskland og flere andre lande med intensiv kartoffeldyrkning er begge arter vidt udbredt. Kartoffelnematoder blev første gang beskrevet i 1881, men de blev først erkendt som skadedyr på kartofler i England i 1917. I Danmark har man kendt til den gule kartoffelnematode siden 1928. Den hvide kartoffelnematode er meget sjælden men fundet første gang i 2011. Kartoffelnematoder er farlige skadevoldere, der spredes med læggekartofler, maskiner, affalds jord og med vinden. I de fleste marker, hvor der jævnligt dyrkes kartofler, vil der findes få nematoder. Opformering til et skadeligt niveau sker hurtigt, hvis der dyrkes kartofler oftere end hvert 4. år, eller hvis der dyrkes modtagelige sorter hver gang. Nematodcysterne kan ligge i jorden i op til 20 år. Synlige cyster fra kartoffelnematoder på kartoffelrødder. Foto: A From Nielsen Cyster af kartoffelnematoder. Foto: A. From Nielsen Forekommer der kartoffelnematoder i marken, skal det anmeldes til Plantedirektoratet, der vil kræve, at der kun dyrkes nematodresistente sorter på bedriften, og at gengroede kartofler bekæmpes. Læs mere om kartoffelcystenematoder i kartofler. Fritlevende nematoder De fritlevende nematoder er mikroskopiske og flere af arterne betragtes som skadevoldere i kartofler. Tricodorus forvolder skade ved at suge i cellerne lige bag skud- og rodspidserne og kan derved foranledige buskede rødder og krogede og fortykkede spirer. Rod og stængler angribes ofte efterfølgende
af rodfiltsvamp, og det kan være vanskeligt at skelne symptomer fra de to meget forskellige skadegørere. Tricodorus kan overføre rattlevirus, som kan give anledning til rust, til kartofler. En anden type fritlevende namtoder, Pratylenchus (root lesion nematode), giver små brune nekorser på rødderne, hvor en sekundær kolonisering med andre svampe medfører at hele rodsystemet rådner væk. De fritlevende nematoder er mest udbredt på de sandede jorder med et lille indhold af ler og humus og under fugtige forhold i foråret. Fritlevende nematoder (Trichodorus) forårsager fortykkede stængler med brune misfarvninger. Knoporme eller agerugler Som små æder larverne af planternes overjordiske dele - uden at skade planterne. Senere, når larverne er gået i jorden, ses gnavede gruber på rødder og knolde umiddelbart under jordoverfladen. Under tørre forhold kan larverne gå dybere ned. Kartofler, rødbeder, gulerødder, porre, salat, kål, løg m.fl. kan bliver udsat for angreb af knoporm. Læs mere om knoporme eller agerugler i kartofler. Æg af ageruglen på kartoffelblade. Foto: A. From Nielsen De nyklækkede knopormelarver er kun 1,5 mm lange, mens larverne i sidste larvestadium er op til 4-5 cm lange. Ageruglernes larver kan give dybe kratere i kartoflerne. Foto: A. From Nielsen Bladlus I lægge- og spisekartofler udgør bladlus kun en lille betydning for udbyttet. I læggekartofler udgør bladlus (ferskenbladlus, agurkebladlus, stribet kartoffelbladlus, bedebladlus, ærtebladlus og havrebladlus) dog en vektor for specielt virus Y og bladrullevirus som har stor betydning for kvaliteten af de fremtidige generationer. Når bladlus suger på inficerede planter afsættes viruspartiklerne på munddelene (PVY, ikke-persistente) eller i tarmen (PLRV, persistente).
I stivelseskartofler har bladlusene i de senere år haft større betydning som udbyttereducerende faktor. I år med kraftige angreb er der et økonomisk merudbytte ved kemisk bekæmpelse. Læs mere om ferskenbladlus i kartofler Læs mere om ærtebladlus i kartofler Læs mere om bedebladlus i kartofler Læs mere om havrebladlus i kartofler Læs mere om virussygdomme i kartofler Læs mere om kartoffelvirus Y. Tæger Tæger lever af plantesaft. Som følge af cikadernes gnave-/sugeaktiviteter udvikles i første omgang gule ardannelser på bladene. Ardannelserne tørrer senere ind og brunfarves (nekrotiserer), og der udvikles til et hul i bladet. Ved kraftige angreb får kartoffeltoppen et laset udseende. I august/september kan en stor del af bladmassen visne. I de fleste år vil der være behov for at bekæmpe tæger langs hegn og skel. Læs mere om tæger i kartofler. Sugning fra tæger fra hegn giver et laset udseende. Foto: Jens V. Højmark Cikader Cikader lever af plantesaft, som de suger fra plantecellerne. I første omgang medfører sugningen gule klorotiske prikker. Pletterne tørrer senere ind og brunfarves (nekrotiserer). Ved svære angreb sidst på sæsonen kan cikadernes sugning medføre, at bladene visner. I praksis forveksles cikader ofte med tæger og undertiden også med bladlus. Cikader er små, 3 mm lange livlige insekter, som flyver op, når man går gennem kartoffelrækken. Typisk stiger aktiviteten, når temperaturen stiger. Cikaderne har et meget karakteristisk torpedoformet hoved, hvor stikke/sugesnablen sidder helt inde på undersiden mellem benene. Bladlus er i modsætning til tæger og cikader stationære. De sidder på undersiden af bladene og først på sommeren på de nederste blade. I områder med traditionelt mange cikader og bladlus kan der med fordel bejdses med Prestige, der har effekt overfor både bladlus og cikader. Der kan ligeledes anvendes et pyrethroid, der udbringes 3 gange sammen med skimmelsprøjtningerne begyndende 1-2 uger efter begyndende indflyvning. Hvis der fortsat er udbredt forekomst af cikader og bladlus sidst i juli ved flyvning af anden generation cikader anvendes et middel med god effekt overfor både cikader og bladlus. Sugeskader fra cikader starter ofte i kanten af bladene. Foto: A. from Nielsen Foto: Cikader på kartoffelblad Læs mere om cikader i kartofler. Coloradobiller Angreb af coloradobiller ses som hullede blade og senere kraftig afløvning fra bladranden. De voksne biller er karakteristiske ved deres stribede dækvinger. Grundfarven er gul med ca. 10 sorte striber i dækvingernes længderetning. Desuden har de voksne biller mørke aftegninger på brystets overside. Æggene er ovale, orangegule til rødgule med en længde på ca. 1,5 mm. Larverne er ved klækning orangerøde og senere rent røde med tydelige sorte prikker i 1-2 rækker langs siden i længderetningen. Larvernes hoved og ben er sorte. Coloradobillen overvintrer i jorden i perioden september til juni 10-40 cm nede i jorden. Når middeltemperaturen kommer op på 14-15 C kommer de overvintrende voksne biller op af jorden. Herefter opsøger de fortrinsvis kartoffelmarker, hvor de straks begynder at tage føde til sig. Ofte finder man de første voksne biller i gengroningen fra sidste års kartoffelmark Koloni af coloradobillens larver. Foto: A. from Nielsen
Læs mere om colororadobiller i kartofler. Den voksne bille er gul med fem sorte striber på hver dækvinge. Optagning Planlæg efter at få kartoflerne taget op inden 1. november. Afpas optagerkapaciteten efter arealet. Indstil optageren til at køre med 0 differens på jordkæden. Tank og vogne forsynes med falddæmpere. Jordtemperaturen bør være over 8 grader C. Undgå at lagre kartofler fra sprøjte- og vandingsspor samt fra våde og lave steder i marken - de har ringe holdbarhed. Det er afgørende at kartofler til lager, tørres grundigt efter optagning for at undgå råd. Den hurtigste tørretid opnås på dage, hvor der er stor forskel på dag- og nattemperatur samt ved lav luftfugtughed. Optagning af kartofler. Modelberegninger viser, hvor lang tid det tager at tørre 1.250 tdr. kartofler i tørrevogn ved forskellig vejr forhold, når der anvendes tørrevogne. I beregningerne forudsættes det at der anvendes en blæserkapacitet på 20.000 kubikmeter luft pr, time. Eksempel Vejr Temp. dag Temp. nat Tørretid timer 1 Tør jord, lav luftfugtughed 15 6 8 2 Tør jord, høj luftfugtughed 15 11 15 3 Våd jord, høj luftfugtughed 15 11 30 Lagring Fra nedvisning til kartoflerne er skindfaste, går der som regel ca. tre uger. For at kartoflerne kan holde sig på lager er det vigtigt at Kartoflerne ikke er overgødsket med kvælstof Optagningen sker så snart kartoflerne er skindfaste Optagningen sker i tør vejr med nindst 12 grader C Skånsom optagning uden beskadigelser Tørring straks efter optagning Indlagring i løslager og kasselager Kartoflerne skal være så tørre som muligt. kartoflerne skal behandles skånsom og faldhøjder over 30 cm bør ikke forekomme. Kasselager som kan tvangskøles. Foto: Jens Tønnesen Tørring Det er vigtig, at kartoflerne er helt tørre ved indlagring. Brug eventuelt frilægning, tørrevogne eller opsætning af kartoflerne i kasser der kan tvangsventilseres. Sårheling Sårhelingen foregår ved 12-16 grader C i 7-14 dage. Efter ca. 14 dage kan temepraturen sænkes langsomt til den endelige temperatur er opnået.
Nedkøling Nedkølingen begyder umiddelbart efter sårhelingen. Ved tvagsventilering bør man aldrig ventilere med luft, der er mere end 4-5 grader C koldere end knoldene for at hindre kondensdannelse. Man skal påregne at sænke temperaturen 0,5 grader C/døgn til man, når den endelige lagertemperatur på 4-6 grader C. Åndingstabet er mindst ved 6 grader C. Lagerperioden I lagerperioden skal temperatur og fugtighed fastholdes på det ønskede niveáu med mindst mulig udsving. For at hindre vægtsvind ønskes det at luftfugtigheden holdes så højt som muligt. Lagring i kule En kartoffelkule er velegnet til lagring af kartofler, der skal anvendes inden 1. februar. De varmere vintre kan dog give problemer med for høje temperature og deraf følgende risiko for spiring og råd. Kartoffelkuler placeres højt og tørt på et sted, hvorfra der kan læsses. Der skal være rigelig luftadgang til kulen, så knoldene ventileres og holdes tørre. Lav ikke kulerne for brede, dæk med et tykt lag løs halm. Over halmen lægges plastic, der ikke trækkes ned i siderne, før der er udsigt til vedvarende frost. Den ideelle temperatur i kulen er 3-4 grader C. Anvend termometer til kontrol af temperaturen. Kartofler rådner, hvis de er våde, mangler luft eller ligger ved høj temperatur. Udbytte Produktionsmål ved dyrkning af stivelseskartoffel er et stort knoldudbytte med et højt stivelsesindhold. Det vil under danske forhold sige et udbytte på ca. 500-600 hkg/ha og en stivelsesprocent på 18-19. Denne målsætning forudsætter optimal vandforsyning i hele vækstperioden.