Prædiken 23. s.e trinitatis Mk. 12 38-44; Jer.7 1-11; Fil. 3 17-21 Salmer: 745, 301, 68--750, 448, 321 (alterg.), 13 Lad os alle bede! Kære Herre. Vi beder om at du vil gå i hjertet på os, og gøre os til de mennesker, du har skabt os til at være, så vi afstår fra hykleriet og bliver helhjertede ved din søn, Jesus Kristus, vor Herre. Amen. Jesu blik For nyligt, hørte vi her i kirken om at Jesus opfordrer os mennesker til at se det han gør, og høre det som han siger. Det gør han fordi vi derigennem fa r mulighed for, at gøre os vore egne erfaringer af, hvem han er. Na r Jesus med frimodighed kan sige kom og se til dem der møder ham med spørgsma let om han er messias, er det fordi han ved at det er han. Men han ønsker at hver enkelt af os selv skal erfare det. Derfor udfordrer han os til at komme sa tæt pa ham, at vi selv oplever ham, og derigennem kommer frem til erkendelsen af, at han er Guds søn. Men i den prædiketekst som vi er samlet om i dag, er det hele vendt rundt. Her handler det ikke om at vi skal se pa Jesus, men om hvad han ser, na r han ser pa os. 1
Hvad er det sa der er kendetegnende for den ma de som Jesus ser os pa? Jo, han ser ikke kun det som andre ser. Han kan se ind bag overfladen, lige ind til selve kernen, og det vil han ogsa have at vi skal gøre. Jesus underviser i denne beretning sine disciple, sa de lærer at se hvad han ser, og derigennem fa r den samme indsigt over for andre mennesker, som han har. Ma den han underviser dem pa, er ved at vise dem to forskellige eksempler pa noget der ikke er som det ser ud til, pa overfladen. Først advarer han dem mod de skriftkloge, der egentlig er en gruppe, som er meget velanset i samfundet. Det man umiddelbart ser, na r man kaster sit blik pa de skriftkloge, er nogle fromme og ærværdige mennesker, der ga r fornemt klædt. De er mennesker man hilser respektfuldt pa, na r man møder dem pa torvet. Og i synagogen sidder de pa de øverste pladser, ligesom de ogsa til fester, er blandt dem der indtager ærespladserne. De skriftkloge er altsa mennesker man møder med respekt og gerne vil omga s, fordi de kan kaste glans over ens fester. Men Jesus ser noget andet. Han ser nogle mennesker der har indtaget deres ærefulde position pa andres bekostning. De har ingen skrupler ved at spise hos enker der ikke selv har meget at gøre godt med. Dermed bliver de skyld i at sætte dem 2
som de spiser hos i en svær situation, fordi de sa at sige spiser dem ud af huset. Og de beder længe, ikke fordi de har meget pa hjerte, men de gør det for et syns skyld. De gør det for at andre mennesker skal se hvor fromme de er. Efter at have afsløret de skriftkloge som mennesker der giver sig ud for at være optaget af Gud, men i stedet er optaget af sig selv, og i at tage sig godt ud i andres øjne, ga r Jesus hen pa tempelpladsen og ser pa hvor mange penge folk giver i tempelblokken. Det man umiddelbart først vil lægge mærke til her, er dem der giver mange penge, men Jesus fa r i stedet øje pa en fattig enke, der giver næsten ingenting. Det er hende han fremhæver, netop fordi hun er fattig, og dermed ikke har meget at give af. Det hun giver, er altsa en stor del af det lidt hun har. Dermed er det offer hun yder meget større, end det som dem der giver mange gange mere af deres store overskud, yder. Det som Jesus med disse to eksempler tager fat i, er altsa det der ligger bag ved handlingerne. Det er bevæggrundene for at gøre det man gør, og det er villigheden til at yde et stort offer, selvom andre ikke opdager det. Man kunne godt vælge at anlægge en mere praktisk indstilling, end den som Jesus vælger her. Man kunne sige at penge gavner, og mange penge gavner mere. Man kunne argumentere for, at na r man sta r 3
med pengene i ha nden, er de lige meget værd, uanset om de er givet af et stort overskud eller om den der har givet dem har lidt et stort afsavn, for at kunne give dem. Pa samme ma de kunne man indvende, at hvis man har brug for nogle fromme forbilleder, ma man ogsa kunne fa øje pa dem. De skriftkloges synlige fromhed, kan meget vel være et forbillede for andre. Set fra denne vinkel bliver dette for et syns skyld netop det der udbreder kendskabet til et liv i fromhed. Ligesom det ikke nytter noget, at et firma har et rigtigt godt produkt, hvis der ikke er nogen der kender til det, kunne man indvende at de skriftkloge, ma gøre deres fromhed synlig, hvis den skal være et forbillede for andre. Der ma noget pr til. Det samme synspunkt møder vi ogsa i den aktuelle kirkelige debat: Kirken skal være synlig, sa folk bliver klar over hvad vi kan tilbyde. Det er ikke nok at have noget at byde pa, man ma ogsa sørge for at være en del af den offentlige virkelighed, sa folk ved at vi er her. Det er et synspunkt, der er gode argumenter for, na r man har et budskab man skal udbrede. Men Jesus taler altsa her om, at der ogsa findes en anden virkelighed, end den som de andre kan se. Han taler om en indre virkelighed, om vores inderste bevæggrunde for at gøre det vi gør. En virkelighed som pa ingen ma de er uvæsenlig. Na r det er vigtigt at tale om vores inderste tanker, skyldes det vores forhold til Gud. For han kender os inderst inde, og selvom det skulle lykkes os at narre alle andre, vil han stadig kende den 4
inderste sandhed om os. Hvis det kun handler om det andre kan se, kunne man mene at for et syns skyld er nok. Men fordi vi sta r over for Gud, kommer det inderste ogsa frem. Derfor er det vigtigt for Jesus at fa sat fokus pa, at der findes en inderste sandhed. Det betyder noget hvad vores bevæggrunde er og hvorfor vi gør som vi gør. Det er rart, enten at have et skarpt blik ligesom Jesus, eller at kende e n der har det. For, sa kan man fa øje pa dem der handler godt af et rent hjerte, dem man normalt ikke kan fa øje pa. Og ikke mindst: man kan afsløre alle dem der udgiver sig for noget som de ikke er. Sa vil man fa lagt kortene pa bordet, sa vi ser hinanden som vi virkelig er. Sa er det slut med at smykke sig med la nte fjer. Det vil være en sejr for retfærdigheden. Man behøver ikke at være bange for at blive snydt, fordi alt er kommet frem i lyset. Problemet er bare na r det blik, der ser alt til bunds, rammer os selv. Na r det ikke er de andre, men os selv der bliver afsløret som hyklere og kujoner. Der hvor det kommer frem, at vi ikke altid er sa dan som vi gerne vil være, sa dan som vi ønsker de andre skal se os. Netop dette skete senere for Peter, den mest fremtrædende af Jesu disciple, som her lytter til Jesu undervisning. Han var anset som en af Jesu nærmeste medarbejdere, og hans støtte og opbakning til Jesus var 5
enorm. Derfor nød han ogsa stor anseelse blandt de andre disciple. Ma ske var det ogsa derfor han havde denne store selvtillid der overbeviste ham om, at selvom alle de andre svigtede Jesus, ja sa ville han selv aldrig gøre det. Men alligevel er det lige præcis det der sker, i ypperstepræstens ga rd, hvor Jesus er taget til fange før sin korsfæstelse. Peter bliver spurgt om han ikke var sammen med Jesus, men benægter det fuldstændigt, af frygt for sin sikkerhed. I Lukasevangeliet hører vi om hvordan Jesus ser pa Peter i det øjeblik hanen galer, efter at Peter har fornægtet Ham tre gange. Da afslører Jesu blik Peter som en hykler og en kujon, og han ga r knust ud og græder bitterligt. Det ry han havde, og den anseelse han nød, blev fla et fra hinanden, sa der intet var tilbage. Hvad gør man na r det sker? Hvad hjælper det at have en ven med et blik der kan se alt til bunds, na r det er en selv han fæstner blikket pa og afslører? Hvad gør man, na r man bliver gennemskuet, og kastet ud i fortvivlelsen, som Peter blev det? Kan man komme videre, na r man er blevet afsløret som utilstrækkelig i forhold til det som man gerne vil være? Er der en vej videre? Ja, der er en vej. For det blik som Jesus ser pa os med, er ikke bare det blik der ser hvem vi er helt til bunds. Det er ogsa kærlighedens, barmhjertighedens, og tilgivelsens blik. For selve a rsagen til at Jesus blev menneske, er at vi mennesker skal møde Guds kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse. Ved 6
sin død og opstandelse fjernede Han den skyld og skam, der adskiller os fra Gud. Derfor er han selv det største bevis pa Guds kærlighed til os. Derfor ba de kan og vil han tilgive os og tage imod os, selvom vi svigter. Det er Peter et godt eksempel pa. Før han fornægtede Jesus, vidste Jesus at han ville gøre det, men Han vidste ogsa at Han ville tilgive ham, og bruge ham i sin tjeneste. Peter blev lederen af Jesu kirke her pa jorden. Vi skal hverken være perfekte, eller fremsta som perfekte, for at Jesus vil have noget med os at gøre. Tværtimod. Na r vi erkender at vi ikke er perfekte, men har brug for tilgivelse, er vejen banet for at vi kan tage imod det som kun han kan give os, nemlig livet med Gud. Derfor kan vi godt holde til at blive afsløret af Ham. Ja, vi har brug for at blive det, for at blive klar over at vi er afhængige af Ham. Den modtagelse og tilgivelse som vi møder hos Gud, skal give os frimodighed til at være dem vi er, sa vi ikke forsøger at komme til at fremsta som noget vi ikke er. Vi skal møde hinanden som vi er, uden at lade os forblinde af alt det som vi kan sætte op for et syns skyld. Ligesom vi har brug for tilgivelsen og genoprettelsen, som en del af vores relation til Gud, skal de ogsa være grundlæggende elementer i vores relation til hinanden. Derigennem kan vi sætte hinanden frie til at være dem vi er, og vi kan møde hinanden med a benhed og tillid. Amen 7