1
2
Kommunernes refusionstab ved omlægningen varierer med ca. 1000 kr. omkring landsgennemsnittet i 2016. Vi har set på det ud fra fire forklaringer: Høje overførselsudgifter samlet set, har naturligvis højere refusionstab. En dyr fordeling af udgifterne. Høje fleksjobudgifter giver større refusionstab end høje kontanthjælpsudgifter En stor beskæftigelsesindsats og derved opnået fik en bedre refusion i det gamle system de taber derfor mere De forventes at have mange på langvarig offentlig ydelser Tallene bag grafen er beregnet ud fra de udsendte tabeller for 2016 fra KL: Syddjurs Kommune kan anvendes som eksempel: Syddjurs vil ifølge de udsendte tabeller fra KL tabe 57 mio. kr eller 1.356 kr./indbygger. Det er 325 kr. mere end landsgennemsnittet. Niveauet af de samlede overførsler er kun en smule over landsgennemsnittet og koster kun 15 kr./indbygger ekstra. Det er forskelligt fra kommune til kommune, men i Syddjurs er der forholdsvis stor del af ydelserne på flexjob og revalidering. Det koster 183 kr. ekstra i refusionstab/indbygger. Syddjurs har ydet en forholdsvis stor beskæftigelsesindsat, men nu koster det dem 158 kr. ekstra i refusionstab pr. indbygger. Det skyldes især indsatsen vedr. sygedagpenge. Forventningen er lidt lavere varighed fremover og dermed 28 kr. mindre i refusionstab pr. indbygger. Det generelle billede er, at refusionsgevinsten ved lavere varighed er mindre end refusionstabet ved hidtidige indsats. Indtil videre ser det ud til, at guleroden er blevet mindre. 3
Den sorte kurve viser stadig forskellene i refusionstab i forhold til landsgennemsnittet men nu uden forsikrede ledige, som har sin egen udligningsordning. Efter den initiale justering ser nettotabet, dvs. refusionstab + udligning, sådan ud. For at bidrage lidt til overblikket vises resultatet i farver efter de officielle kommunetyper, Bykommuner, Mellemkommuner, Landkommuner og Yderkommuner. De fleste bykommuner i Hovedstadsområdet + Skanderborg får nu tab, medens mange land- og yderkommuner har gevinst. Man kunne mene, at udligningsgraden er hævet for meget. Men måske har Mau været forudseende, og taget hensyn til indfasningen af flexjobs og førtidspensioner i årene fremover. 4
Ganske rigtigt. Allerede i 2019 har indfasningen af flexjobs og førtidspensioner gjort byrdefordelingen mere neutral. En del af yder- og landkommunerne begynder nu at få tab. Tabene bliver mindre for bykommunerne i hovedstadsområdet. 7 kommuner får tab over 400 kr. pr. indbygger i 2019. Nogle med faldende tab, men Stevns, Syddjurs og Odder med stigende tab år for år Efter 2019 vil kommunerne i højre side få stigende nettotab og kommunerne i venstre side af graven vil få faldende nettotab. De 5 største bykommuner har i 2016 en gevinst på 54 mio. kr., som vokser til 241 mio. kr. i 2019. Netteoresultatet bliver 181 mio. kr. bedre for København, medens det omvendt bliver 38 mio. kr. dårligere for Århus. 5
Udligningssystemet giver ikke nogen udligning af de 2,2 mia. ekstra refusionstab i 2019. Udgiftsbehovene vokser med ca. 400 kr. pr indbygger, især i kommuner med stort socialt udgiftsbehov, men det hænger slet ikke sammen med stigningen i refusionstabet. Forklaringsgraden mellem refusionstab og kompensation = 0,25, men med en meget ringe udligningsgrad. 6
En øget vægt på det sociale udgiftsbehov bidrager ikke til udligning af de stigende refusionstab. Tværtimod Forklaringsgraden mellem refusionstab og kompensation = 0,12 Det princip er ellers anvendt siden 2007, hvor vægten af det sociale udgiftsbehov er sat op med 0,25 % årligt for at kompensere for de stigende refusionstab ved nogle gamle refusionsomlægninger på førtidspensionsområdet. 7
Som vi så på de første slides med balance efter udligning, giver højere udligningsgrad en grovkornet udligning, men den rammer helt ved siden af i nogle tilfælde og fejl forstærkes af den højere udligningsgrad. Som vi så på de sidste slide giver højere vægt på det sociale udgiftsbehov ingen udligning, men blot en anden forskydning. Man kan herudfra være bekymret for, hvordan den stigende vægt på sociale udgiftsbehov siden 2007 har påvirket byrdefordelingen sammenlignet med refusionstabene ved førtidspension. Man kan godt kompensere stigningen i refusionstab i de næste 3 år ved at justere på et par kriterievægte (f.eks. Handicappede og indvandrere), men om 6 år er ubalancen lige så stor igen. Et dynamisk kriterium svarende til personer udenfor beskæftigelse, men specifikt koblet til væksten i flexjobs og førtidspensioner under refusionsordningen kunne give incitamentsproblemer. Hvis man lod vægtfordelingen mellem kriterierne udvikle sig over sig for at kompensere, ville det utilsigtet komme til at påvirke udligningen af sociale serviceudgifter. Fuld kompensation kunne man nok lettest sikre ved en særlig udligningsordning, men her er det også opmærksomhedspunkter. 8
Hvis der skal være god sammenhæng mellem udligning og refusionstab, skal der være fokus på dynamikken ved indfasningen af Flex % FØP. Tilsvarende fokus på konjunkturudvikling, jf. kritikken af beskæftigelsestilskuddet fra Århus. Høj udligningsgrad er lettere mulig i særskilt system, men hvis grundlaget er upræcist, øges vilkårligheden. Hvis udligningsgraden øges på overførsler, bør udligningsgraden mosvarende sænkes på den resterende del af det sociale udgiftsbehov, dvs. specialundervisning, udsatte børn og voksne. Dette er hensigtsmæssigt, fordi udgiftsbehov til disse udgifter er vanskeligt at estimere og ramme præcist hvilket giver vilkårlighed i udligningen. 9
Folketinget har besluttet, at 32 % af det samlede udgiftsbehov fordeles efter sociale kriterier og resten efter aldersfordelingen. Alligevel omfordeler det demografiske udgiftsbehov langt mindre end det sociale udgiftsbehov, og det skyldes den variation, der er i aldersfordelingen i kommunerne. (Forskelle i beskatningsgrundlag omfordeler i øvrigt allerflest udligningskroner.) 10
En af årsagerne er, at forskellene i aldersbestemt udgiftsbehov er dæmpet ved beregningen af enhedsbeløbene. En 85+ årig koster i gennemsnit 182.000 kr. men kun 123.000 kr. indgår i udligningsberegningen. Gammel kommune, som kun har 85+ årige men ellers en gennemsnitskommune - får dermed ingen udligning af 59.000 kr. pr. indbygger og må sænke sit serviceniveau til langt under gennemsnittet. Tilsvarende sker for en børne- kommune. For de erhvervsaktive aldersgrupper er tallene meget mindre, selv om de er inklusiv socialudgifter og det er langt mindre beløb, som udelades af udligningsberegningen. Hvis man indregnede de gennemsnitlige udgifter fuldt ud, ville kommuner med mange børn eller ældre modtage mere i udligning og kommuner med mange erhvervsaktive modtage mindre i udligning. Derfor tilfører den nuværende udligningsordning årligt 1,9 mia. kr. ekstra til de 5 største bykommuner året, i forhold til fuld indregning af de gennemsnitlige udgifter. Udligning af forskelle i socialt behov er IKKE påvirket af fuld indregning af gennemsnitsudgifterne. 11
Det sociale behov opgjort i procent af de faktiske socialudgifter vises op ad Y-aksen. Socialudgifterne er især overførselsudgifter og udgifter til udsatte, specialundervisning m.v. Kommunerne er grupperet efter de officielle kommunetyper med forskellige farver. Nogle bykommuner får udligning af et socialt udgiftsbehov, der er 20 % større end deres faktiske socialudgifter. Andre bykommuner får udligning af et socialt udgiftsbehov, som er 20 % lavere end deres faktiske socialudgifter. Jo bedre udgiftsbehovet dækker de faktiske sociale udgifter, jo flere penge er der til dækning af socialt betingede udgifter til almindelig folkeskoleundervisning, administration, osv. Det sociale udgiftsbehov dækker tydeligvis bedre i by end på land. Indenfor hver kommunetype, er kommunerne sorteret efter landdistriktsgraden fra bymæssige til landlige. Yderkommunerne bryder det viste mønster, fordi kriteriet Nedgang i folketallet regnes med som socialt kriterium, selv om det vel især skulle dække strukturelle problemer med fraflytning og altså ikke sociale udgifter. Uden effekten af dette kriterium, ville dækningsgraden i yderkommunerne falde og svare til det gennemgående mønster. Ø-kommunerne har ofte store udsving. Så kunne nogle tænke, at det vil være dyrere at drive folkeskole osv. for en socialt belastet by-befolkning end for en landbefolkning. 12
Men der er ikke en tilsvarende god sammenhæng mellem størrelse af socialudgifterne og hvor godt det sociale udgiftsbehov dækker de sociale udgifter. I denne figur er kommunerne sorteret efter faldende socialudgifter inden for hver kommunetype. For by- og mellemkommuner ville man måske kunne få øje på en sammenhæng, men den er altså ikke ret god. Og for landkommuner og yderkommuner er sammenhængen nærmere den stik modsatte, jo lavere socialudgifter, jo højere dækning via udgiftsbehovet. Sammenhængen med landdistriktsgraden er statisk set langt stærkere og viser, at der er tale om strukturelle forskelle i, hvor godt udgiftsbehovet dækker. 13
Tiden har kun tilladt en meget kort gennemgang af de første to punkter. De 6 østjyske kommuner har også synspunkter på andre udligningsproblemstillinger. Andre kommuner vil have blik for andre problemstillinger igen. Finansieringsudvalget bør altid have blik for alle disse problemstillinger med henblik på at nå frem til et mere rimeligt udligningssystem for alle. 14