Prisopgave Af Jeanette Hornuff Prisopgave I forbindelse med Dansk Psykolog Forenings årsmøde 2001 var der udskrevet en prisopgave over temaet Krydsfeltet mellem psykologisk teori og praksis. Psykolog Nyt bringer her den besvarelse, der vandt 1.-prisen. Den var indsendt anonymt af stud.psych. Jeanette Hornuff. Priskomiteen var i al enevældighed mag.art. Hans Weltzer, og han sagde i begrundelsen for sit valg: Besvarelse har taget udgangspunkt i illustrationen over psykologien mellem natur-, humanog samfundsvidenskab. Indledningsvis påpeger besvareren det besynderlige i, at social- eller samfundsvidenskaberne ikke er nævnt i oplægget til dette årsmøde. Man mærker i besvarelsen en yngre psykolog, der måske ikke har haft så mange personlige erfaringer med faget at kunne redegøre for, men til gengæld har trukket på de erfaringer, som andre gennem bøger og artikler har lagt frem. Måske har besvarelsen ind i mellem lidt universitetsopgave over sig, men den har mere end det. Det er en meget selvstændig og udmærket redegørelse for blandt andet den terapeutiske relation og forvaltning af mellemmenneskelighed, som man, i følge besvareren, kun i meget begrænset omfang har mulighed for at træne under uddannelsen. Så er der et lille afsnit om forskning og praksis, der inden for vigtige områder af psykologien i høj grad karakteriseret ved en kløft og en ringe grad af udveksling af erfaring. Der nævnes psykoterapiforskningen, hvor praktikere i vidt omfang ikke gør brug af forskningen, de læser næppe om dens resultater mens forskere kun i mindre grad anerkender praktikeres erfaringer som bidrag til forskning. Det kan hænge sammen med, at man har i en praksis, som har baggrund i humanistisk videnskab, ofte at gøre med det partikulære, det særlige, enkelttilfældet, hvilket giver problemer med almengørelsen. Der er endelig nogle meget udmærkede overvejelser over terapeuter, psykologer, og deres forpligtelser til at holde sig orienteret indenfor andre områder af faget end deres eget, for at de kan bidrage til faget i krydsfeltet mellem human- og samfundsvidenskab. Psykologien mellem natur-, humanog samfundsvidenskab 14 Nr. 8. 2001
Når gamle teorier udfordres af nye, forkastes tidligere landvindinger undertiden. Ikke fordi de er uden værdi, men for at nye ideer kan lægge afstand og fremstå som radikalt anderledes. Men ofte er det mere relevant at overveje, på hvilken måde forskellige bidrag supplerer hinanden og derved beriger videnskaben Da jeg i sin tid begyndte på psykologistudiet, blev vi som en del af introduktionen præsenteret for et billede af en elefant. Rundt på og omkring elefanten kravlede en masse små mennesker, som var blinde. De havde aldrig før oplevet en elefant. De kommunikerede det bedste, de kunne, og beskrev i munden på hinanden, hvordan de oplevede elefanten. Men siden den ene havde fat i snablen, den anden i halen, den tredje sad på ryggen og hev i det ene øre ja, så var de inderligt uenige om denne genstands beskaffenhed. Havde de dog blot indset, at de hver især havde adgang til forskellige dele af den samme ting. Hvis de var stoppet op, havde tænkt efter og besluttet, at de kunne have tillid til, hvad de andre fortalte at de oplevede, så var det måske ikke endt i uenighed, men i en mere nuanceret opfattelse af elefanten. Den på én gang visionære og jordbundne psykolog, som præsenterede os for dette billede, proklamerede: Dette er den måske allervigtigste tekst, I kommer til at stifte bekendtskab med på studiet.[1] Formålet med denne anekdote er at pege på, at når psykologien spænder over flere forskellige videnskabelige traditioner, er det, fordi det afspejler genstandenes karakter. Således beskæftiger en del af psykologien sig med fænomener, som ligger inden for naturvidenskaben. Det er dog ikke disse områder, men derimod de øvrige og hovedsagelig de humanistiske, som står i centrum på Dansk Psykolog Forenings årsmøde. Når naturvidenskaben alligevel bliver fremhævet, er det, fordi de øvrige områder af psykologien, især de humanistiske, ved mødet med naturvidenskaben konfronteres med traditionelle videnskabelige metoder og ofte kommer til kort over for disse. Spørgsmålet er, om psykologien som videnskab kan præstere et bæredygtigt alternativ. Forklaring på et fravær? Inden vi bevæger os videre i retning af de implikationer, som krydsfeltet mellem human- og naturvidenskaben har for forholdet mellem teori og praksis, er der et spørgsmål, som trænger sig på: Hvad er det, der gør, Jeanette Hornuff [1] Niels Engelsted, citeret frit efter hukommelsen. Nr. 8. 2001 15
Årsmøde 2001 at social- eller samfundsvidenskaberne ikke nævnes i oplægget til dette årsmøde? Det er naturligvis fornuftigt at begrænse sig til et vist område, men med teori-praksis-aksen in mente vil jeg alligevel tillade mig også at nævne disse videnskaber. Det er der tre grunde til: For det første spænder psykologien også over dette felt; for det andet lever samfundsvidenskabelige fag heller ikke op til naturvidenskabelige metodekrav; for det tredje og det er det, der måske gør det særlig interessant i denne sammenhæng så synes andre fag end psykologien, som hører under samfundsvidenskaberne, ikke at pines ved bevidstheden om, at de ikke lever op til sådanne krav, ligesom de socialog samfundsvidenskabelige dele af psykologien ikke bliver karakteriseret som akilles-hæle. Jeg vil begynde med det sidste: Når en række samfundsvidenskabelige og egentlig også både andre humanistiske og naturvidenskabelige fag ikke synes at lide af skrupler over deres videnskabelige status, skyldes det muligvis, at de ikke har den slags identitetsproblemer, som psykologien har. De spænder ikke over alle paradigmerne, og der rejses derfor ikke tvivl om, hvorvidt de kan karakteriseres som sammenhængende videnskaber. Endvidere og jeg tror det er her, hymen ligger oplever de fag, som ikke spænder over alle tre videnskabelige paradigmer, ikke en decideret kollision mellem de forskellige metodetilgange. Aksen human- og naturvidenskab fremstår problematisk, fordi der, som fx i sundhedspsykologien, er tale om et tæt samarbejde mellem humanistiske og naturvidenskabelige discipliner, og de metodiske forskelle bliver derfor særlig tydelige. I det følgende bliver det overvejet, hvordan man inden for psykologien 16 Nr. 8. 2001
på én gang kan anerkende, at store områder af faget ikke er eller kan være baseret på naturvidenskabelige kriterier, og samtidig bevare psykologiens troværdighed som videnskab. Jeg vil især forsøge at argumentere for, at det netop er inden for de analytiske og oplevelsesorienterede retninger, som i oplægget til årsmødet er fremhævet som særligt udsatte for kritik, at der er foretaget en bearbejdning af centrale, men vanskeligt håndtérbare aspekter ved psykologisk intervention. De aspekter, jeg hentyder til, er dem, som i psykoterapiforskningen foreløbig kaldes for non-specifikke faktorer, og som bl.a. handler om forholdet mellem terapeut og klient, herunder interpersonel tiltrækning, empati, ægthed og suggestion (Hougaard 1996). Den videre begrebsliggørelse af disse mellemmenneskelige aspekter ved terapeutisk og anden psykologisk intervention er efter min overbevisning væsentlig for at kunne mindske den unødvendigt store kløft mellem forskning og praksis. Endvidere er det centralt for psykologiens status, hvorvidt vi kan klare den udfordring, det er videnskabeligt at begrebsliggøre subjektivitet og intersubjektivitet. Endelig vil jeg efterlyse videnskabeligt arbejde på tværs af de tre overordnede paradigmer, idet jeg tror, at et krydsfelt mellem human- og samfundsvidenskaben muligvis kan give nogle meget nyttige redskaber til at fastholde videnskabeligheden også i de områder af psykologien, som ligger i krydsfeltet mellem natur- og humanvidenskaben. Viden, sandhed og evidens De idealer, der er på spil, og som psykologien i overvejende grad ikke lever op til, er idealer om, at forskeren er neutral, at videnskaben i princippet er objektiv, og at den genererer sandheder om verden. Disse idealer har dog gennem en længere periode været kraftigt udfordret. Postmoderne litteratur har proklameret, at videnskabeligt arbejde genererer observatør-afhængige kontekstbestemte sandheder ( ) videnskabelig viden ( ) er resultat af sociale processer i en given tidsperiode (Rasmussen s. 43). I dag bliver det fra flere sider påpeget, at heller ikke naturvidenskaber er objektive, og der argumenteres for, hvordan al videnskab er indlejret i et bredere perspektiv. Det giver ikke mening at påstå, at forskerne i selve deres forskningsmæssige aktivitet forholder sig neutralt til spørgsmålene om, hvorledes deres forskningsresultater vil befordre den ene eller den anden udvikling af givne handle- og livssammenhænge, (Brock s. 91). Dette er i og for sig ikke et splinternyt perspektiv, men når humanvidenskaben i højere grad end især natur-, men også samfundsvidenskaberne, anses for at generere relative sandheder, skyldes det for det første, at de variable, som de humanistiske fag opererer med, hver især er temmelig ukontrollable, og når genstanden for den videnskabelige undersøgelse er af humanistisk art, så kan antallet af disse (ukontrollable) variable sjældent barberes ned til én eller blot få ad gangen. For det andet er en del af genstanden åbenlyst subjektiv. Ifølge Husted er humanistiske videnskaber ( ) vel fælles om, at deres metoder alle er indrettet efter de studerede genstandes fælles træk at være meningsbærende materiale, menneskelige udtryksformer (Husted s. 272). Det er således en præmis for humanistisk videnskab, at denne må bedrives ud fra en meningssøgende tilgang, og sandheds-, eller rettere relevans-kriteriet for den viden, der genereres, er derfor den fænomenologiske evidens. Det meningsbærende materiale og de menneskelige udtryksformer, som man i de anvendte discipliner står over for, er endvidere i vidt omfang unikke tilfælde. Med disse kriterier for humanistisk videnskab nærmer vi os den absolutte relativitet, og svedperlerne begynder at pible frem ved hårgrænsen. Spørgsmålet er, om disse påstande om humanistisk videnskab har graverende konsekvenser for praksis såvel som teoridannelsen. Der er hjælp at hente i noget, der på én gang er en sviende kritik af videnskab generelt, og som samtidig giver en mulig formulering, hvormed vi kan opretholde synet på videnskab som en fornuftig foreteelse, og samtidig anerkende, at det er muligt, at vores forståelse af mennesket og den verden, vi færdes i, kunne have været anderledes. Winch påstår, at Der er ikke nogen principiel forskel mellem moderne vestlig videnskab og primitive kulturers magiske ritualer (...) I begge tilfælde er der tale om udviklede og afprøvede traditioner for tilegnelse af viden, som mennesker kan orientere sig efter i deres liv. (Brock s. 81). Efter at objektiviteten er undermineret, kan vi i stedet med god samvittighed betragte videnskab som en systematiseret viden om et givent genstandsområde og psykologien som en systematiseret viden også om enkelttilfældet og det subjektive. Teori, forskning og praksis De allerseneste årtier er efterspørgslen på psykologiske ydelser steget markant, og faget nyder efterhånden en vis folkelig anerkendelse. Det har blandt andet medført, at psykologisk } Winch: Der er ikke nogen principiel forskel mellem moderne vestlig videnskab } og primitive kulturers magiske ritualer. Nr. 8. 2001 17
Årsmøde 2001 praksis har udviklet sig på en eksplosiv måde, og at megen forskning først er fulgt i kølvandet på allerede fortløbende praksisser. Forskning og praksis Forholdet mellem forskning og praksis inden for vigtige områder af psykologien er i høj grad karakteriseret ved en kløft og en ringe udveksling af erfaring (Elsass). Dette er blandt andet tilfældet, når det gælder psykoterapiforskningen, hvor praktikere i vidt omfang ikke gør brug af forskningen, de læser næppe om dens resultater medens forskere kun i mindre grad anerkender praktikeres erfaringer som bidrag til forskningen (Dreier). Dette hænger formodentlig bl.a. sammen med, at forskningens udgangspunkt har været af traditionel videnskabelig art, idet formålet i høj grad har været at måle både effekt og forskellige elementer i processen. Endvidere har forskningen ofte været initieret af, at omverdenen andre fag, politikere og klienter har krævet dokumenterede argumenter for virkningen af psykologisk intervention (Hougaard 1998). Man kan nu en gang ikke fortænke politikere, klienter eller kolleger fra andre faggrupper i at rejse sådanne krav. Men traditionel forskningsmetodik har haft umådelig svært ved at gribe det, som terapeutisk praksis/ intervention udgøres af. Det har uden tvivl noget at gøre med, at der er mange faktorer på spil på én gang. Desuden har man i en praksis, der har baggrund i humanistisk videnskab, som nævnt ofte at gøre med det partikulære, det særlige, enkelttilfældet, hvilket giver problemer med almengørelsen. Forskningens metoder har dog udviklet sig betydeligt, og det er i et vist omfang lykkedes forskningen at nærme sig nogle af alle de aspekter, som er væsentlige for forståelsen af, hvad psykologisk intervention er. Teori og praksis Karpatschof formulerer, at en teori på godt og ondt er et redskab og ikke selve genstanden for den videnskabelige virksomhed, (Karpatschof s. 187), og en teori om et aspekt ved verden er således en forenklet beskrivelse, som ikke er identisk med aspektet i sig selv. Endvidere er det terapeutens fornemste opgave at møde det enkelte menneske og afpasse sin forståelsesmodel og sine interventioner efter dets øjeblikkelige tilstand og behov og dette må til enhver tid gå forud for troskaben imod teorier og tekniske forskrifter. (Jørgensen s. 193). Der er således tale om, at der i praksis skal foregå en forvaltning af teorier, hvorved disse altid må træde lidt i baggrunden til fordel for den udformning, som nogle givne temaer har i den konkrete situation. Ud over at Jørgensens formulering også synes at have en etisk dimension 18 Nr. 8. 2001
(som handler om humanisme og ikke så meget om videnskabsteori), så gælder det også for mange andre fag end psykologien, at praksis indebærer en implementering og tilpasning af teori. Spørgsmålet er, om denne forvaltning er særlig vanskelig i et fag som psykologien, og om det i så fald skyldes teorierne eller genstanden for videnskaben? Praksis og? De sidste år på psykologistudiet har diverse undervisere sørget for at krydre undervisningen ved at indbyde andre psykologer til at komme og fortælle om den praksis, de arbejder i. Det var inspirerende og samtidig chokerende, fordi langt de fleste af dem, når de fortalte om deres daglige arbejde, ikke på stående for kunne koble denne sammen med nogle teoretiske refleksioner. Der synes at ske et markant skred, gennem de første år efter at psykologer forlader universitetet. Mens man, af indlysende grunde, under uddannelsen har rig lejlighed til at foretage teoretiske overvejelser, synes disse for en del psykologers vedkommende i dén grad at være gledet i baggrunden, når man indlemmes på arbejdsmarkedet. En del af forklaringen er naturligvis, at de fleste ikke ansættes til at sidde med næsen i bøgerne, og at man i dagligdagen har travlt med de praksisrettede arbejdsopgaver. En anden del af forklaringen er nok også, at en del psykologer stadig over for kolleger og opdragsgivere må forsvare berettigelsen af deres tilstedeværelse, hvilket ikke er fordrende for et fagligt miljø. Én psykolog, som berettede om sit arbejde, adskilte sig dog markant fra de andre, ved at kunne inddrage en række teoretiske forståelsesmodeller og foretage en nuanceret og omfattende refleksion over sin praksis. Det viste sig, at der på denne psykologs arbejdsplads er afsat en halv time hver morgen og hver eftermiddag til refleksion. Hvad er det, der foregår i praksis, som tilsyneladende er så vanskeligt at sætte ord på? Videnskaben om det subjektive Nyere psykoterapiforskning har vist, at forskellige teoretiske retninger ikke opnår markant forskellige resultater, og det konkluderes derfor, at der må være tale om nogle non-specifikke faktorer, som på tværs af teoretiske skoler er afgørende for, om terapien har en positiv effekt. Disse faktorer har bl.a. at gøre med relationen mellem terapeut og klient. Det er i denne sammenhæng, at psykoanalysen og eksistentialismen/ fænomenologien har det til fælles, at de yder stærke bidrag til forståelsen af det mellemmenneskelige møde uagtet at der er mange andre forskelle mellem disse orienteringer. Forståelsen af overføringsfænomener Udviklingen af begreberne overføring og modoverføring i psykoanalysen afspejler det paradigmeskift, som har fundet sted inden for psykologien såvel som inden for andre videnskaber; fra et positivistisk udgangspunkt over mod en anerkendelse af, at både forsker og genstand er indlejret i subjektivitet, og at klinisk-psykologisk arbejde via den terapeutiske relation er konstitueret ved sin intersubjektivitet. En helt stilistisk fremstilling af den klassiske forståelse af overføringsfænomener vil være, at en klient overfører følelser til terapeuten, som vedkommende har haft til centrale personer i den tidlige barndom, og derved konstruerer det, som Freud kaldte en falsk forbindelse mellem objektrepræsentationen og terapeuten, mellem fortiden og nutiden (Sandler et al.). Falsk kan forbindelsen siges at være, idet klienten ikke står i et privat forhold til terapeuten, samt i det omfang, at terapeuten ikke ved sin adfærd har gjort sig fortjent til de følelser, klienten måtte opleve at have (Greenson). Derfor anses det for vigtigt, at terapeuten holder sig neutral i den forstand, at terapeuten skal forsøge at holde sit personlige materiale ude af terapirummet, således at det, der måtte dukke op af følelser og måder at relatere på, kan forventes at komme fra klienten. Modoverføring forstås i denne klassiske forstand som et fænomen parallelt til overføring, ved at terapeuten i sin oplevelse af klienten ligeledes kan tillægge vedkommende nogle egenskaber, som klienten ikke har gjort sig fortjent til. Imidlertid blev termen overføring allerede af Freud også brugt i en anden forstand. Ved behandlingens start må der etableres en særlig slags overføring, en form for suggestion, som udgør arbejdsalliancen mellem terapeut og klient (Freud 1916-17a & b). Denne arbejdsalliance er en forudsætning for, at det terapeutiske arbejde kan finde sted, og overføring som arbejdsalliance skal forstås som klientens evne til libidinøs objektbesættelse, det vil sige en evne til at (turde) knytte følelser til terapeuten, således at klientens forventninger til terapeuten er, at denne i bund og grund vil dem det godt, at terapeuten forsøger at hjælpe dem (Freud 1912). Det, der i den klassiske udlægning kaldtes terapeutens modoverføring, forstås i nyere tid som terapeutens overføring, og dette kan være forstyrrende for terapien, idet det kan forhindre at terapeuten i rimelig grad }Det anses for vigtigt, at terapeuten holder sig neutral i den forstand, at terapeuten skal forsøge at holde sit personlige materiale ude af terapirummet Nr. 8. 2001 19
Årsmøde 2001 er i stand til at opfatte klienten, som vedkommende er. Samtidig kræver en arbejdsalliance, at terapeuten også er i stand til at indgå i en relation med klienten, og i denne forstand er overføring fra terapeutens side en forudsætning for, at behandling kan finde sted, hvilket i princip og praksis altid rummer en risiko for, at relationen bliver farvet af terapeutens overføringstendenser (Heimann). Til gengæld er begrebet modoverføring blevet nuanceret betydeligt og forstås i moderne psykoanalytisk regi som en reaktion på klientens overføring. Denne overføring kan forstås som en ubevidst inkorporering af de egenskaber, som klienten projicerer over på terapeuten. Terapeuten identificerer sig ubevidst med klienten, og der skelnes mellem konkordant og komplementær identifikation: Ved konkordant identifikation oplever terapeuten de samme følelser, som klienten sidder med. Ved komplementær identifikation er der tale om en identifikation med klientens objektrepræsentation, hvorved terapeuten oplever, hvordan signifikante andre kommer til at stå i relation til klienten. Overføring i den terapeutiske relation skal således forstås dels som en forudsætning for, at relationen kan etableres, dels som et redskab til empatisk indlevelse. Men samtidig er overføring, forstået som noget almenmenneskeligt, det, der rummer en risiko for, at terapeuten ikke ser klienten, som vedkommende er, men i stedet ser sine egne projektioner en risiko, som ikke kan elimineres. som sådanne. Selvbevidsthed, som er forudsætningen for selvrefleksion, udvikler mennesket i mødet med den anden, det andet menneske (Sartre 1943). Når mennesket, subjektet, møder en anden, er denne anden af logisk, kategoriske årsager altid objekt for subjektets blik. I mødet mellem subjekter er vi som iagttagere af hinanden således objekter for hinandens blik. Det ubærlige, beskriver Sartre, er, hvis modparten ikke anerkender vores subjektivitet at vi er bevidstheder. Det er ikke så meget substansen i, hvad den anden kan tillægge os af personlige egenskaber, fx ved projektion, der er ubærligt, men netop det, at den anden lader os være objekt for sit blik. Desuden er man som subjekt isoleret fra andre subjekter; hvis man ikke indgår i en relation, hvor man gensidigt anerkender hinanden som subjekter når man ikke relaterer sig til dem som subjekter, så har man heller ikke anerkendt deres evne til at anerkende én selv som subjekt. Med baggrund i fænomenologien formulerer Jensen, at kernen i den slags problemer, som terapi kan være relevant over for, er, at mennesket har været udsat for en måde at relatere sig til hinanden, som er præget af dobbeltbind; uautentisk identitetsspejling (Jensen). Kernen i den terapeutiske relation er derfor, at terapeuten møder klienten på en autentisk måde (ibid., Hansen). Det indebærer, at terapeuten vedkender sig sin subjektivitet at terapeuten ikke hverken eksplicit eller implicit giver udtryk for at vide bedre end klienten samtidig med at man holder det arbejdsmæssige fokus på klienten og dennes problemstillinger (Hansen). Det, som gør processen med klienten til en terapeutisk proces, hvorved det bliver muligt for klienten at ændre sin selvforståelse, er, at terapeuten anerkender klientens subjektivitet. Vi kan ikke narre nogen til at lære ikke at lade sig narre. (Jensen s. 284). Fra non-specifikke til intersubjektive faktorer Formålet med denne, meget kortfattede, redegørelse er at påpege, at der dels i psykoanalytisk, dels i fænomenologisk regi gennem en lang årræk- Fænomenologisk subjektivitet og autenticitet Sartre beskriver, at bevidstheden er det, der gør mennesket til et subjekt (Sartre 1946). Subjekter er vi via vor fænomenologiske oplevelse af os selv 20 Nr. 8. 2001
ke er brugt mange kræfter på at forsøge at definere og videreudvikle begreber til at forstå nogle af de aspekter ved terapi og i det hele taget ved menneskers måde at indgå i relationer med andre, som i psykoterapiforskningen benævnes non-specifikke faktorer. Subjektiviteten kan ikke transcenderes, men når disse faktorer bedre kan ekspliciteres, har terapeuten såvel som forskeren bedre mulighed for at dechifrere de elementer, der er på spil i den terapeutiske relation, og man giver derved dels forskningen bedre mulighed for at forsøge at udvikle forskningsdesigns, som kan gribe nogle af disse fænomener, dels giver man praktikeren redskaber til at opnå større bevidsthed om, hvad der foregår i samspillet, og derved større mulighed for at være bevidst om sine interventioner. Således er det muligvis lidt misvisende at kalde dem for non-specifikke faktorer der er i stedet tale om komplicerede faktorer, som opleves subjektivt. Det blev tidligere formuleret, at forvaltningen af teorier er en præmis ved praksis. Når terapeutisk intervention endvidere defineres som en i høj grad subjektiv foreteelse, som finder sted i og med relationen, betyder det, at psykologisk praksis i langt højere grad end mange andre fags anvendte discipliner, ud over den teknisk-faglige kompetence, kræver en personlig kompetence i at forvalte egen subjektivitet. Det er forvaltningen af denne mellemmenneskelighed, man kun i meget begrænset omfang har lejlighed til at træne under cand.psych.-uddannelsen, og det er bl.a. denne del af fx terapeutisk intervention, som går på tværs af teoretiske skoler uagtet at flere retninger forbeholder sig retten til ikke at forholde sig til disse faktorer på en eksplicit måde! Desuden er det den del af det praktiske terapeutiske arbejde, som er så vanskelig for forskningen at gribe, både fordi kommunikationen mellem terapeut og klient eller psykolog og bruger i en anden sammenhæng udgøres af utrolig mange forskellige faktorer, samt fordi en del af denne kommunikation foregår forholdsvis subtilt. Endelig må det nævnes, at nogle mennesker så at sige af sig selv er gode til at indgå i relationer på en autentisk måde, og praksis kan derfor i nogle tilfælde bedrives, uden at terapeuten har været igennem en lang bevidstgørelsesproces. Psykologer, som ikke forsøger at eksplicitere deres relationelle interventioner, har dog ringere mulighed for formidle deres viden til andre. Derved fastholdes deres kompetence som et individuelt fænomen, og det er muligvis endnu en medvirkende årsag til, at terapeuter kun i begrænset omfang er aftagere af litteraturen fra forskningen i psykoterapi. Fra kollision til pluralitet Mødet med naturvidenskaben gør, at de humanistiske områder i psykologien udsættes for omfattende kritik. Dette har den positive effekt, at vi, som det formuleres i oplægget til årsmødet, tvinges til at rydde op i egen baggård, hvilket i bund og grund må ses som en sund aktivitet for en videnskab. På den anden side lader det også til, at psykologer inden for de humanistiske områder stadig ligger under for naturvidenskabelige idealer, i den forstand at de lider af mindreværdskomplekser over ikke at kunne leve op til naturvidenskabelige metodekrav. I forsøget på at imødekomme krav om forskningsbaseret praksis, skal vi derfor passe på ikke at feje værdifulde bidrag i rendestenen. Det er hensigten med dette indlæg i debatten at minde om, hvorledes netop de analytiske og de oplevelsesorienterede retninger har foretaget et omfattende stykke arbejde, hvorved afgørende faktorer ved den terapeutiske proces er blevet indkredset og begrebsliggjort. Der er således tale om vigtige bidrag i forsøget på på humanistisk grundlag videnskabeligt at indkredse centrale aspekter ved psykologisk intervention. Med metaforen om elefanten i baghovedet vil jeg minde om, at videnskabsfolk er forpligtet til at forsøge at være bevidst om deres egne begrænsninger, og samtidig anerkende, at de, som går til genstanden fra andre sider end én selv, med al sandsynlighed må formodes at kunne gribe andre aspekter ved denne genstand, end man kan fra sit eget udgangspunkt. Psykoterapeuter er således i et vist omfang forpligtet til at holde sig orienteret om, hvad der foregår inden for andre teoretiske retninger og inden for andre områder af psykologien. Det er i dette forsøg på at være opmærksom på andre vinkler, at jeg forestiller mig, at et krydsfelt mellem human- og samfundsvidenskab muligvis kunne bidrage til den videre udvikling af forståelsen af psykoterapi. Jeg tænker især på historiske analyser, som muligvis ville kunne sætte andre perspektiver på forholdet mellem de forskellige psykoterapeutiske retninger perspektiver, som kunne supplere den type meta-analyse, som fx Hougaard har foretaget, og give andre analytiske akser at arbejde videre med. Jeanette Hornuff er stud.psych./ specialestuderende ved Københavns Universitet Nr. 8. 2001 21
Årsmøde 2001 Anvendt litteratur Bertelsen, Preben (2000): Antropologisk Psykologi, Frydenlund, DK. Brock, Steen (1989): Det kollektive selvbedrag. Videnskabelig objektivitet og etnocentrisme i Dømmekraft. Objektivitet, Subjektivitet og Videnskab s. 81-94, Aarhus Universitetsforlag. Dreier, Ole (1998): Tradition og fornyelse i dansk psykologi i Nordisk Udkast vol. 20, nr.1. Elsass, Peter (1999): Den forskningsbaserede klinikvirksomhed. Om Universitetsklinikkernes metodeudvikling af teori-praksis relationen i Agrippa psykiatriske tekster nr.1-2, s. 108-125. Foucault, Michel (1976/78): The will to knowledge. The history of sexuality:1 Penguin Books, England. Freud, Sigmund (1912/1992): Om Overføringens Dynamik, i Afhandlinger om behandlingsteknik, s. 101-110, Udgivet af O. Andkjær Olsen & S. Køppe, Hans Reitzels Forlag A/S. Freud, Sigmund (1916-17a/1972): 27. Forelæsning: Overføringen. (Transferensen), i Samlede Forelæsninger, s. 331-345, Hans Reitzels Forlag A/S. Freud, Sigmund (1916-17b/1972): 28. Forelæsning: Den Analytiske Terapi, i Samlede Forelæsninger, s. 346-358, Hans Reitzels Forlag A/S. Greenson, Ralph R. (1965): The Working Alliance and the Transference Neurosis i Psychoanalytic Quarterly 34: 155-181. Hansen, Karsten Borg: Mennesket set indefra, i Psykolog Nyt nr. 5, 1999. Heimann, Paula (1960): Counter-transference, i Brit. J. Med. Psychol. : 33, 9. Hjulmand, Knud (1998): Modoverføring Psykoanalysens Askepot, i Psyke & Logos, nr. 1, Dansk psykologisk Forlag. Hjørland, Birger (1999): Kan psykologi være en sammenhængende videnskab? i Virksomhed, viden, læring, red. af Axel et al., Aarhus Universitetsforlag. Hougaard, Esben (1998): Psykoterapeutiske grundmetaforer, videnskabelighed og etik i Tillid og nærvær. Etik og menneskesyn i terapi, Frydenlund. Hougaard, Esben (1996): Psykoterapi teori og forskning, Dansk psykologisk Forlag. Husted, Jørgen (1996): Folkelige bevægelser bag nye sundhedsmål i Forskelle og Forandring bidrag til humanistisk sundhedsforskning, Forlaget PHILO- SOPHIA. Jensen, Olav Storm (1998): Psykoterapeutens autenticitet terapiens afgørende led, i Psyke & Logos, nr. 1, Dansk psykologisk Forlag. Jørgensen, Carsten René (2000): Psykoanalysens terapeutiske holdning i lyset af empirisk forskning og den interpersonelle psykoanalyse i Nordisk Psykologi, 52 (3). Karpatschof, Benny (1999): Røsnæs 1995 virksomhedsteorien og fremtiden: en opsummering i Virksomhed, viden, læring, af Axel et al., Aarhus Universitetsforlag. Rasmussen, Lone Lanken (1998): Er det psykologiske mangelsprog uundgåeligt i terapeutisk arbejde? i Tillid og nærvær. Etik og menneskesyn i terapi, Frydenlund. Sandler, J. & Dare, Ch. & Holder, A. (1994): Patienten og analytikeren. Psykoanalysens kliniske struktur, Hans Reitzels Forlag A/S. Sartre, Jean Paul (1946/1974): Eksistentialisme er humanisme, Vintens Forlag A/S. Sartre, Jean Paul (1943/1966): Væren og Intet i utvalg, indledning af Bernt Vestre, Pax Forlag, Norge. 22 Nr. 8. 2001