HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 17. november 2016 Sag 29/2016 (2. afdeling) A (advokat Marianne Fruensgaard, beskikket) mod Topdanmark Forsikring A/S (advokat Nicolai Mailund Clan) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Hjørring den 14. oktober 2013 og af Vestre Landsrets 1. afdeling den 29. oktober 2015. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne, Henrik Waaben, Jan Schans Christensen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Appellanten, A, har gentaget sine påstande om, at indstævnte, Topdanmark Forsikring A/S, skal betale 1.030.628,33 kr., subsidiært 534.243,73 kr. og mere subsidiært 267.229,23 kr., alle beløb med procesrente fra den 22. august 2013. Topdanmark Forsikring A/S har ligeledes gentaget sine påstande om stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. As principale og subsidiære påstande er beregnet ud fra en fast timeløn på henholdsvis 219,89 kr. og 165 kr. plus søgnehelligdagsbetaling, feriepenge og arbejdsgivers pensionsbidrag under hele den 3½-årige uddannelse som bygningskonstruktør, mens den mere subsidiære påstand
- 2 - er beregnet ud fra en fast timeløn på 219,89 kr. plus de anførte tillæg under den 2-årige uddannelse som bygningstekniker. Anbringender A har anført navnlig, at afgørelsen om revalidering er truffet af den sagligt og fagligt kompetente myndighed, Hjørring Kommune, under hensyntagen til de i lovgivningen opstillede krav. Der er ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Hjørring Kommunes forvaltningsretlige afgørelse om tilkendelse af revalidering til bygningskonstruktør. Således giver hverken Arbejdsskadestyrelsens vurderinger af 12. februar 2013 eller skønsmandens besvarelser det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Hjørring Kommunes afgørelse om, at revalidering til bygningskonstruktør var den relevante uddannelse med henblik på at bringe ham tilbage til arbejdsmarkedet på så kort tid som muligt. Topdanmark har ikke godtgjort, at han har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt. Han har deltaget i relevant udredning af helbredsmæssige og revalideringsmæssige muligheder, herunder udarbejdelse af ressourceprofil. Han har endvidere gennemført den forrevalidering og revalidering, som jobcentret iværksatte. Den periode, hvor han er berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, skal ikke fastsættes ud fra en objektiv og retrospektiv vurdering. Hans tabte arbejdsfortjeneste i revalideringsperioden skal opgøres ud fra en timeløn på 219,89 kr. plus sædvanlige tillæg, subsidiært en timeløn på 165 kr. plus sædvanlige tillæg. En timeløn på 219,89 kr. er i overensstemmelse med lønstatistikken fra Dansk Arbejdsgiverforening. Derudover har hans tidligere arbejdsgiver tilkendegivet, at lønniveauet var 165 kr., men med mulighed for akkordaflønning svarende til en timeløn på mellem 175 kr. og 200 kr. plus tillæg. Topdanmark har anført navnlig, at A alene er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden frem til det tidspunkt, hvor han kunne have færdiggjort en uddannelse til bygningstekniker. Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører således på det tidspunkt, hvor han objektivt kunne og burde have genoptaget arbejdet til i det væsentlige samme løn som før færdselsuheldet.
- 3 - A har tabsbegrænsningspligt og skal begrænse kravets størrelse og tidsmæssige udstrækning. Han er derfor forpligtet til at påtage sig andet relevant tilsvarende arbejde. Skønsmanden har erklæret, at A kunne have gennemført uddannelsen til bygningstekniker og have haft samme muligheder for at opnå beskæftigelse som ved uddannelsen til bygningskonstruktør. Hans skånehensyn kunne i lige så høj grad varetages i en stilling som bygningstekniker. Det skøn, som skønsmanden og Arbejdsskadestyrelsen har udøvet, kan i det hele lægges til grund således, at A i erstatningsansvarslovens 2 s forstand kunne have begyndt at arbejde igen allerede ved færdiggørelsen af uddannelsen til bygningstekniker. Kommunens afgørelse om revalidering har ikke betydning og er i øvrigt forkert. A har fortsat ikke dokumenteret, at han kunne have opnået en højere timeløn end 165 kr. plus tillæg, subsidiært en højere løn, men mindre end den krævede. Supplerende sagsfremstilling Skønsmand, cand.psych. aut. Bente Øhrstrøm, har den 5. oktober 2016 afgivet en supplerende syns- og skønserklæring. Heraf fremgår bl.a.: Spørgsmål 25 Under henvisning til besvarelse af spørgsmål 2 bedes skønsmanden oplyse, om skønsmanden i forbindelse med besvarelsen har foretaget en vurdering af sagsøgers helbredsmæssige skånehensyn i forhold til muligheden for at påbegynde byggeteknikeruddannelsen. I min oprindelige gennemlæsning af sagens akter, har jeg noteret mig læge Poul Christensens anbefaling om at undgå tungt og monotont arbejde (, samlejournalen). Herudover har jeg bemærket speciallæge Hans Peter Larsens udtalelse (), og speciallæge Ole Fedders erklæring (). Min forståelse er, at A har varige mén i form af smerter i brystryggen (mellem skulderbladene), specielt ved rygbelastende arbejde, men også ved stillesiddende arbejde. Jeg har forstået konklusionen således, at A har behov for skiftende arbejdsstillinger og arbejde, der ikke belaster ryggen i form af f.eks. tunge løft og akavede arbejdsstillinger. Samtidig har jeg noteret mig, at A kan gå og løbe uden problemer. Disse forhold har jeg inddraget i min vurdering af As muligheder for at påbegynde byggetekniker uddannelsen, idet jeg har vurderet, at der i stor udstrækning er tale om en uddannelse, der giver mulighed for varierende arbejdsstillinger og ikke indebærer rygbelastende arbejde. Denne vurdering er baseret på, at de studerende gennem uddannelsen er beskæftiget med analyse, planlægning, projektering og tilrettelæggelse af byggeri.
- 4 - Spørgsmål 25a Under henvisning til spørgsmål 25 anmodes syns- og skønsmanden på tilsvarende vis om at redegøre for, om syns- og skønsmanden har foretaget en vurdering af sagsøgers helbredsmæssige skånehensyn i forhold til muligheden for at påbegynde bygningskonstruktøruddannelsen. Videre anmodes syns- og skønsmanden og at oplyse, om der i kommunens sagsakter er dokumentation for, at kommunen i forbindelse med tilkendelse af revalidering foretog en sådan vurdering af sagsøgers skånehensyn i forhold til valg af henholdsvis byggetekniker- og bygningskonstruktørsuddannelsen og hvilket materiale/hvilke oplysninger kommunen i givet fald baserede denne vurdering på. Som nævnt i spørgsmål 25 har jeg noteret mig speciallægernes beskrivelse af As mén. Da de opgaver de bygningskonstruktørstuderende arbejder med på de sidste 3 semestre også omhandler analyse, planlægning, projektering og tilrettelæggelse af byggeri, men nu mere komplicerede byggerier, er der ingen væsentlig forskel i den fysiske belastning de studerende bliver udsat for på de to uddannelser. Spørgsmål 26 Under henvisning til besvarelse af spørgsmål 8 og 9 bedes skønsmanden oplyse, om det statistiske grundlag på gennemsnitlig 33 færdiguddannede byggeteknikere holdt op mod gennemsnitlig 894 uddannede bygningskonstruktører er et spinkelt grundlag for at vurdere byggeteknikeruddannelsen på overfor uddannelse til bygningskonstruktør. I spørgsmålet tages udgangspunkt i de to gruppers forskellige størrelse og der foretages, sådan som jeg forstår spørgsmålet en umiddelbar sammenligning. Det er korrekt, at datamaterialet er mindre for byggeteknikere sammenlignet med bygningskonstruktører, men i forhold til at vurdere om det statistiske grundlag er spinkelt, vil det imidlertid efter min opfattelse også være interessant at se på svarprocenten indenfor de to grupper, idet denne efter min opfattelse har stor betydning for, hvilken vægt man kan tillægge svarerne og dermed afgøre, om materialet er spinkelt. Af dimittend undersøgelserne ses, at svarprocenten for bygningskonstruktører i 2005 undersøgelsen har været 67%, mens den i samme år var 63% for byggeteknikerne. I 2007 undersøgelsen var de tilsvarende tal henholdsvis 50% og 29%. Normalt antages, at en svarprocent på over 60% giver et retvisende billede. På den baggrund kan sluttes, at resultaterne fra 2005 undersøgelsen må anses for holdbare, mens 2007 undersøgelsen ikke giver et fyldest gørende billede for nogen af grupperne. Spørgsmål 27 Under henvisning til besvarelse af spørgsmål 8 og 9 bedes skønsmanden oplyse, om det statistiske grundlag på gennemsnitlig 3,3 færdiguddannede byggeteknikere holdt op mod gennemsnitlig 90 uddannede bygningskonstruktører som gennemsnit for Nordjylland er et spinkelt grundlag for at vurdere byggeteknikeruddannelsen på overfor uddannelse til bygningskonstruktør. Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål 26 finder jeg, at en vurdering af, om materialet er spinkelt, i højere grad må knyttes til svarprocent end til det faktuelle tal. Spørgsmål 27a Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 26 og 27 og der spørges, om det forhold, at der blev uddannet færre byggeteknikere i perioden har nogen betydning for syns- og
- 5 - skønsmanden vurdering af om, appellanten A, kunne gennemføre og senere opnå ansættelse som byggetekniker. Som nævnt i mit svar på spørgsmål 1, var der ikke noget til hinder for, at A kunne have gennemført byggeteknikeruddannelsen i stedet for bygningskonstruktøruddannelsen, da byggeteknikeruddannelsen er en afstigningsmulighed på bygningskonstruktøruddannelsen. I min besvarelse af spørgsmål 11 har jeg ligeledes redegjort for arbejdsløshedsprocenten for henholdsvis korttidsuddannede (herunder byggeteknikere) og personer med mellemlange uddannelser (herunder bygningskonstruktør). Min konklusion er på dette grundlag at For begge grupper må ledigheden betegnes som lav. Af tallene ses, at der er en tendens til, at de kortuddannede har en arbejdsløshedsprocent, der er en smule højere end de med en mellemlang uddannelse. På baggrund af disse tal må det antages, at A ville have kunnet opnå ansættelse som byggetekniker. Hertil kan føjes, at netop As baggrund som tømrer i kombination med en videregående uddannelse, hvad enten det er som byggetekniker eller som bygningskonstruktør, bliver betragtet som meget attraktiv. At der blev uddannet færre byggeteknikere kan også betragtes som en fordel i denne sammenhæng, da muligheden for beskæftigelse i en vis udstrækning afhænger af udbud og efterspørgsel, naturligvis taget i betragtning, at uddannelsen er kendt. I den aktuelle sag er der tale om en uddannelse som er og var godt kendt i Nordjylland. Videre anmodes syns- og skønsmanden om at oplyse, hvad baggrunden var for, at der i den periode blev uddannet færre byggeteknikere. Hvad baggrunden er for, at der er blevet uddannet færre byggeteknikere i de sidste 15 år, kan ikke forklares entydigt. Der har imidlertid i de sidste 15 år været en tendens til at se de lange videregående uddannelser som mere værdifulde end de korte, en opfattelse som jeg har fået bekræftet gennem kontakt til erhvervsvejleder i Gentofte Kommune, der begrunder opfattelsen med beskæftigelsesmulighederne på langt sigt, uden at hun dog har dokumentation for det. Her udover har en stadig større andel af de studerende, som optages på uddannelserne, en gymnasial uddannelse, hvor de studerende tidligere blev optaget på en erhvervsfaglig uddannelse. Endelig er uddannelsesinstitutionernes økonomi i stigende omfang blevet afhængig af taxametre, hvilket øger deres interesse i at fastholde de studerende længst muligt i uddannelsessystemet. Spørgsmål 28 Under henvisning til besvarelse af spørgsmål 8 og 10 bedes skønsmanden oplyse, om besvarelsen skal forstås således, at 20 procent af de byggeteknikere, der i 2007 dimitterede fra Aalborg blev ansat i en stilling, der utvivlsomt medfører fysisk belastende arbejde (murer) samt at der ikke er oplysning om ansættelsesforhold efter 2007. Det er korrekt, at det ikke har været muligt for mig at fremskaffe dimittendundersøgelser, der beskriver beskæftigelsesområderne efter 2007. Det er også korrekt, at det af besvarelserne kan ses, at en byggetekniker er beskæftiget som murer, hvilket med stor sandsynlighed indebærer fysisk belastende arbejde. Det er imidlertid ikke nærmere beskrevet, hvad arbejdet omfatter og hvad bevæggrunden er for valget af beskæftigelse. Blandt håndværkere, der ønsker at blive selvstændige, er det ikke ualmindeligt at tage en byggetekniker uddannelse, idet denne stiller dem bedre, når de skal granske tegninger, afgive tilbud og arbejde sammen med ingeniører/bygningskonstruktører.
- 6 - Spørgsmål 31 Under henvisning til skønsmandens forklaring i Landsretten, der protokolleres således: på Jobindex har hun konstateret, at byggeteknikere søges til arbejde med planlægning, kundesalg og kundepleje i f.eks. entreprenørbranchen bedes skønsmanden oplyse, om angivelse i jobopslag efter skønsmandens opfattelse er tilstrækkelig vurderingsgrundlag i forhold til det konkrete indhold af et ansættelsesforhold. I et jobopslag beskrives arbejdsopgaverne som regel, ligesom der angives en ønsket uddannelsesmæssig baggrund. Ved at se såvel på beskrivelser som på uddannelseskravene kan man få et indtryk af ansættelsesforholdene og opgaverne. Den ovennævnte gennemgang af jobopslag omfattede såvel søgning på uddannelse som en gennemlæsning og vurdering af jobbenes opgaveindhold. Retsgrundlaget I den dagældende erstatningsansvarslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4. september 2002, var anført følgende i 2 om tabt arbejdsfortjeneste og 5 om erhvervsevnetab: 2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-8 og 10 samt 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Stk. 2. I erstatningen fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunalbestyrelsen og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte. 5. Har en personskade medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne. Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Stk. 3. Skadelidtes erhvervsevnetab beregnes i procent (erhvervsevnetabsprocenten). Der ydes ikke erstatning, såfremt erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct. Loven blev ændret ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 i forbindelse med revision af bl.a. erstatningsansvarslovens regler om personskade. Af bemærkningerne til dette lovforslag fremgår bl.a. (Folketingstidende 2000-01, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 143, s. 3512 f. og 3526 f.): Almindelige bemærkninger
- 7-4.1. Erstatningsansvarslovens regler om erstatning for personskade mv. 4.1.1. Afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes efter lovens 2, stk. 1, for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, eller indtil skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær. Med lovens udtryk»kan begynde at arbejde igen«sigtes der til, at skadelidte skal kunne begynde at arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere. Det antages, at der skal være tale om skadelidtes sædvanlige arbejde eller i hvert fald arbejde inden for samme fagområde. Kan skadelidte i en periode kun genoptage arbejdet i delvis samme omfang, ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke. Ud over, at det i nogle tilfælde kan volde problemer at fastsætte stationærtidspunktet, har der navnlig været rejst kritik af anvendelsen af stationærtidspunktet som skillelinie mellem de midlertidige og de varige ydelser efter erstatningsansvarsloven. Udgangspunktet er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra stationærtidspunktet afløses af erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er lidt et varigt erhvervsevnetab, men det har vist sig, at der i praksis kan opstå»huller«i dækningen, hvor skadelidte kan lide et betydeligt indtægtstab, som ikke erstattes på grund af reglen om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kun ydes frem til stationærtidspunktet. Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor skadelidte afslutter en vellykket revalidering eller omskoling efter stationærtidspunktet. Ofte vil den skadelidte have et indtægtstab under revalideringen, indtil skadelidte bliver ansat i et andet job. Da indtægtstab efter stationærtidspunktet ikke kan erstattes som tabt arbejdsfortjeneste, hvis skaden har medført en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og da indtægtstabet efter praksis heller ikke erstattes som»andet tab«efter 1, stk. 1, kan dette indtægtstab ikke kræves dækket. Har den skadelidte efter revalideringen et erhvervsevnetab på under 15 procent, kan der endda slet ikke kræves nogen erstatning for erhvervsevnetab, jf. lovens 5, stk. 3. Som eksempel kan nævnes, at en håndværker ved en ulykke mister»arbejdsarmen«. Her vil helbredstilstanden ofte være stationær umiddelbart efter skaden, og der kan derfor ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under revalidering. Tilsvarende problemer opstår ved de såkaldte piskesmældskader, hvor helbredstilstanden ligeledes ofte er stationær meget tidligt. Arbejdsgruppen foreslår på den anførte baggrund, at stationærbegrebet helt udgår som afgrænsning af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. 2 foreslås ændret således, at der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås i sammenhæng hermed at ændre lovens 5, således at endelig fastlæggelse af erhvervsevnetabet må afvente eventuel revalidering og omskoling. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
- 8 - Til 1 Til nr. 2 Skadelidte har efter almindelige erstatningsretlige regler pligt til at begrænse sit tab. Det fremgår i overensstemmelse hermed af 2, stk. 1, at skadelidte alene kan kræve erstatning, indtil han kan begynde at arbejde igen, eller det er muligt at skønne over erhvervsevnen. Tabsbegrænsningspligten skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af lovens 5, jf. lovforslagets 1, nr. 4. Denne bestemmelse foreslås ændret således, at der ved fastsættelsen af den skadelidtes erhvervsevnetab skal tages hensyn til»muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende«. Det vil således kunne komme den skadelidte til skade, hvis han uden rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet gennem deltagelse i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. Det forudsættes, at denne ændring vil få afsmittende virkning på fastlæggelsen af den tabsbegrænsningspligt, der efter almindelige regler også gælder vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter 2. Hvis den skadelidte således uden rimelig grund nægter at deltage i de aktiveringstilbud, som findes, eller hvis sagen på grund af forhold på den skadelidtes side trækker ud, således at f.eks. en aktivering forsinkes, vil dette efter omstændighederne kunne medføre, at retten til tabt arbejdsfortjeneste fortabes, uanset at der endnu ikke er mulighed for heller ikke midlertidigt at vurdere erhvervsevnetabet. Den skadelidte har således pligt til aktivt at medvirke til afklaring af sin fremtidige erhvervsevne. Dette er i overensstemmelse med det almindelige princip i de senere års social- og arbejdsmarkedslovgivning, hvorefter aktivering er en betingelse for at opnå ret til fuld kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringsloven. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling A kom den 20. december 2004 til skade ved et færdselsuheld og måtte efterfølgende opgive at arbejde som tømrer på grund af ryggener. I marts 2007 bevilgede Hjørring Kommune ham revalidering til en 3½-årig uddannelse som bygningskonstruktør, og han afsluttede denne uddannelse i januar 2011. Sagen angår, om han er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til denne uddannelses afslutning, eller om han alene har krav på en sådan erstatning frem til det tidspunkt, hvor han kunne have afsluttet en 2-årig uddannelse til bygningstekniker i maj 2009. Der er
- 9 - endvidere spørgsmål om, hvilken timeløn som tømrer der skal lægges til grund ved beregningen af hans tabte arbejdsfortjeneste. Perioden for tabt arbejdsfortjeneste Efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 1. pkt., ydes der erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Efter forarbejderne til bestemmelsen sigtes der hermed til, at skadelidte skal kunne begynde at arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere. Det er endvidere forudsat, at skadelidte efter almindelige erstatningsretlige regler har pligt til at begrænse sit tab. A blev i overensstemmelse med kommunens revalideringsplan uddannet som bygningskonstruktør i januar 2011, men kunne have afsluttet en uddannelse som bygningstekniker i maj 2009, hvis han havde valgt denne uddannelse. Det er As synspunkt, at han har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når han følger kommunens revalideringsplan. Højesteret finder, at en kommunes afgørelse om revalidering, der i øvrigt træffes efter kriterierne i lov om aktiv socialpolitik, ikke er bindende for skadevolder eller dennes forsikringsselskab ved vurderingen efter erstatningsansvarslovens 2 af, hvornår skadelidte kan begynde at arbejde igen. Afgørelsen kan dog indgå som et element i denne vurdering. Vurderingen efter 2 af, hvor hurtigt A kunne begynde at arbejde igen, må foretages efter forholdene på det tidspunkt, hvor han valgte den længere uddannelse som bygningskonstruktør frem for uddannelsen som bygningstekniker. Højesteret tiltræder, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at A også som uddannet bygningstekniker kunne have fået et fuldtidsarbejde, som han havde kunnet bestride på trods af sine ryggener, at lønnen som nyuddannet bygningstekniker i hvert fald var på niveau med den løn, som han kunne have fået som tømrer, og at han således efter endt uddannelse som bygningstekniker ville have kunnet begynde at arbejde igen i væsentligt samme omfang som forud for trafikulykken. Højesteret lægger endvidere til grund, at de nødvendige oplysninger også har været tilgængelige på det tidspunkt, hvor han valgte uddannelse. Det forhold, at
- 10 - kommunen bevilgede ham revalidering til den 3½-årige uddannelse som bygningskonstruktør, kan under de anførte omstændigheder ikke føre til et andet resultat. A har herefter kun krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor han kunne have afsluttet uddannelsen som bygningstekniker i maj 2009. Timeløn Højesteret tiltræder, at der ikke er grundlag for at beregne As krav på tabt arbejdsfortjeneste ud fra en højere timeløn end 165 kr. plus søgnehelligdagsbetaling, feriepenge og arbejdsgivers pensionsbidrag. Konklusion Højesteret stadfæster dommen. Sagsomkostninger Sagsomkostningerne er fastsat til dækning af advokatudgift med 100.000 kr. og af omkostninger ved syn og skøn med 23.100 kr., i alt 123.100 kr. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 123.100 kr. til Topdanmark Forsikring A/S. Beløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.