PENGE OG INFLATION PÅ LANGT SIGT MAKRO 1 2. årsprøve Forelæsning 4 Pensum: Mankiw kapitel 4 Hans Jørgen Whitta-Jacobsen econ.ku.dk/okojacob/makro-1-e08/makro Fiat money (betalingsmiddel) vs. commodity money (byttemiddel). Nominel pris vs. relativ pris. Det generelle prisniveau. Inflation. Inflationeretmonetærtfænomen. Penge er fuldt likvide aktiver! En aktørs beholdning af penge er den del af vedkommendes formue, der står i fuldt likvide aktiver! Pengemængden, M = C + R. Pengepolitik styring af M (eksogen). [Danmarks Nationalbank styrer på instrumenterne, foliorenten og udlånsrenten. Styres efter pengemængden? Nej! Hvad styres så efter?].
INDSKUD: STRUKTUR FOR PENGEPOLITIK Instrumenter (eng. instruments): De parametre CB kan styre og styrer. Primært rentesatser for mellemværender med private banker mm., men også fx likviditetskrav (kassebindingsregler) til samme banker. Indikatorer/mellemål (eng. intermediate targets): Kunne være (væksten i) pengemængden, men er det som regel ikke = næsten aldrig. Under fastkursregime: valutakursen. Under flydende kurs: inflationen eller inflationsforventningerne, evt. outputgabet. Endelige målsætninger (eng. goals): Stabil, lav inflation, evt. stabil udvikling i output = minimalt outputgab. Fast valutakurs? Sondring indikator / målsætning ikke totalt vandtæt. Danmark: Folio- og udlånsrente valutakurs stabil lav inflation og stabil BNP-udvikling. Men altså nu: Pengepolitik styring af M. KVANTITETSTEORIEN Hvordan påvirker M økonomien? Kvantitets-ligningen på indkomstform: 1) Identitet/definition: MV = PY. 2) Ligevægtsbetingelse for pengemarked : M d = kpy og M = M d M 1 k = PY. Kvantitets-teorien antager, at V er en given parameter V : M V = PY. Problematisk antagelse: Pengeefterspørgslen (eller k eller V ) antages ikke at afhænge af renten! Hvorfor bruges M V = P Y alligevel ofte? Teori: Proportionalitet mellem M og PY. dette hele kvantitetsteorien? Er
NEJ(sigerdefleste): Kvantitetsteorien, en langsigts-udsigelse om nominelt prisniveau og inflation, kombinerer følgende elementer: 1) På langt sigt er BNP bestemt fra udbudssiden a la klassisk makromodel: Y = F ³ K, L Ȳ, 2) Kvantitetsligningen: M V = P Y og 3) Antagelsen om fast velocitet: V = V Kvantitetsteorien siger: M V = P Ȳ. Nominelt prisniveau er proportionalt med pengemængden og således bestemt af pengepolitikken. Kvantitetsteorien leverer også en teori for inflationen: ( M t V t = P t Ȳ t ln M t +ln V t =lnp t +lnȳ t ln M t 1 +ln V t 1 =lnp t 1 +lnȳ t 1 [ln M t ln M t 1 ]+ h ln V t ln V t 1 i =[lnp t ln P t 1 ]+ h ln Ȳ t ln Ȳ t 1 i Inflationsraten vækstraten i pegemængden + vækstraten i velociteten - vækstraten i BNP Med vækstraten i velociteten eksogen (evt. = 0), og vækstraten i BNP udbudsbestemt haves: På langt sigt er inflationsraten bestemt én-til-én af vækstraten i pengemængden og centralbanken har kontrol over inflationen via pengepolitikken.
KLASSISK MAKROMODEL MED MONETÆR DEL: Y = F ( K, L) (1) Y = C + I + Ḡ (2) C = C(Y T,r) (3) I = I(r) (4) M V = PY (5) Kausal struktur:
(2)-(4) bestemmer C, I, r (1) bestemmer Y (5) bestemmer P og givet eksogen udvikling over tid i Y og V : Vækstraten i M over tid bestemmer inflationen. Klassisk dikotomi og pengeneutralitet. Empirisk: Reale variable uafhængige af monetære variable holder på langt sigt, men ikke på kort: In the long run... Money growth and inflation display a correlation of one; the correlation between money growth or inflation and real output growth is probably close to zero..., men... the short run effects of money is that exogenous monetary policy shocks produce hump-shaped movements in real economic activity. The peak effects occur after a lag of several quarters (as much as two or three years in some of the estimates) and then die out. (Carl E. Walsh: MonetaryTheory and Policy). ØVELSE. Se på model: Y = F ( K,L) (1) Y = C + I + Ḡ (2) C = C(Y T ) (3) I = I(r) (4) M V = PY (5) Eksogene: K,Ḡ, T, V,M og P. Endogene: Y,L,C,I,r. Ift. klassisk model kun ændringer i eksogene/endogene (kortsigtsmodel). Kausal struktur: EffektenafenstigningiM?
SEIGNIORAGE OG INFLATIONSSKAT Stat/centralbank kan skabe inflation på langt sigt ved at lade pengemængden vokse, men hvorfor skulle den det? Staten ønsker at afholde aktiviteter. kan finansieres ved: (1) Skatter. (2) Statsobligationer (gældsoptagelse). (3) Pengeudstedelse. Udgifter Vedpengeudstedelseslippermanforskatterog gæld: Møntningsgevinst (seigniorage). Derfor fristelse til pengeudstedelse og inflation. Men der er alligevel en skat forbundet med seigniorage: Inflationsskatten betalt af de, som holder formue i penge. Statslige udgifter modsvares altid af en eller anden form for beskatning forekommende på et eller andet tidspunkt. Der kommer penge i omløb via statslige underskud, der ikke dækkes ved lån. Hvis centralbanken ikke vil acceptere pengeudstedelse i dette omfang, kan den inddrage likviditet ved fx markedsoperationer: Salg af obligationer. Under økonomisk vækst kan man opnå møntningsgevinst uden at skabe (yderligere) inflation: M t V = P t Ȳ t. Når Ȳ t vokser over tid, bliver der plads til at lade M t vokse, uden at det betyder højere P t. Man er faktisk nødt til at lade pengemængden vokse (finansiere en del af statens udgifter ved pengetrykning) for at undgå deflation. [Ved jævn, mild deflation ville der være positivt realt afkast på penge. Kunne der være et argument for dette? Friedman-argumentet. Men også farer ved deflation].
INFLATION, NOMINEL RENTE OG REALRENTE Nominelt prisniveau: P t.inflation fremad: π t P t+1 P t = P t+1 1 P t P t Nominel rente i periode t (fremad): i t. PLACERING i periode t: 1kr.nominelt 1 P t realt TILBAGEBETALING i periode t + 1: 1+i t kr. nominelt 1+i t realt P t+1 REALRENTEN eksakt: r t = 1+i t P t+1 1 P t 1 P t = 1+i t P t+1 P t 1= 1+i t 1+π t 1 = i t π t 1+π t [ 1+i t =(1+r t )(1+π t )]. Realrenten approksimativt: r t = it π t. FISHER EFFEKTEN Omskrivning af r = i π giver 1) Fisher-ligningen: i = r + π. Læg hertil: 2) Realrenten r bestemmes a la klassisk model. 3) Kvantitetseori: M M π. Teori for den nomnelle rente: Pengemængdevæksten bestemmer inflationenogdermedogså den nominelle rente: Ét procentpoint ekstra stigning i pengemængden ét procentpoint højere inflation ét procentpoint højere nominel rente. Én-til-én relationen mellem i og π er Fisher effekten. Hvad siger empirien? Passer meget fint som langsigtssammenhæng!
I USA i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet var der empirisk ikke en én-til-én smh. mellem i og π: Store udsving i inflationen uden tilsvarende udsving i den nominelle rente, også på længere sigt. Husk: i t = r t + π t, hvor π t = P t+1 P t P t. Når penge placeres eller lånes kendes fremtidig inflation ikke, fordi P t+1 ikke kendes: i = r + π e (e forventet). Den rigtige ex-ante Fisher-ligning. i = r+π (realiseret). Ex-post Fisher-ligningen. Med den rigtige realrente, r = i π e, fastlagt i klassisk model fås én-til-én smh. mellem nominel rente i og forventet inflation π e. Kun hvis π e = π fås én-til-én smh. mellem nominel rente i og faktisk inflation π. Under guldfod: På langt sigt er prisniveau (og derme π e ) forankret i guldbeholdning uanset faktisk inflation π. DEN NOMINELLE RENTE OG EFTERSPØRGSLEN EFTER PENGE Kvantitets-teorien antog, at pengeefterspørgslen kun afhang af indkomsten: M d = kpy Md P = µ M P d = ky Den nominelle rente bør også have indflydelse. HUSK: Penge er likvide aktiver. Derfor: Pengeefterspørgslen er den del af borgernes formue, der ønskes holdt som penge. Pengeefterspørgslen er en beholdningsstørrelse. Teori for pengeefterspørgsel er en formuesammensætningsteori.
Hvorfor holde en del af sin formue som penge? Pga. likvidtetstjenesten! Transaktionsmotivet! (Idén bag M d = kpy ). Hvorfor ikke holde al sin formue som penge? Pga. rente-alternativomkostningen! Ved at holde penge fremfor obligationer mistes et afkast svarende til den nominelle rente i. Og det er hele den nominelle rente og ikke blot realrenten, der er alternativomkostning, fordi både penge og obligationer er nominelle anbringelser. Mere generel pengeefterspørgsels-funktion: eller: ( M P )d = L(i, Y ), L 0 1 (i, Y ) < 0, L0 2 (i, Y ) > 0 M d = PL(i, Y ) [evt. = L(i)PY] Ligevægt på pengemarkedet : M = M d = PL(i, Y ) M P = L(i, Y ) M P = L(r + πe,y). [Evt. M = L(i)PY M 1 L(i) = PY] Langsigtsteori for prisniveau og inflation: 1) M P = L(r + πe,y). 2) Y og r fastlagt fra udbudssiden a la klassisk model. 3) På langtsigt:π e (styret én-til-én af) M M. Så fås på langt sigt proportionaltet mellem M og P, hvilket netop bekræfter 3). Vores langsigtsteori for prisniveau og inflation står uændret, nu som en ligevægt i selvopfyldende forventninger. (Vi kunne altså trygt forlade os på kvantitetsteorien).