Forskningsfondens temadag 28. Januar 2014 Samarbejde mellem kommuner og almen praksis. En undersøgelse af samarbejdet om henvisning til kommunale sundhedstilbud for patienter med kroniske sygdomme. v. Forskningsenheden for Almen Praksis, København
Baggrund Henvendelse fra Komiteen for Sundhedsoplysning i 2012: Få anvisninger fra almen praksis til det kommunale patientuddannelsesprogram Lær at leve med kronisk sygdom hvorfor? FE-København: Generel interesse for samarbejdet mellem kommuner og almen praksis efter strukturreformen.
Overordnet formål At tilvejebringe viden om samarbejdet mellem kommuner og almen praksis omkring henvisning af borgere til kommunale sundhedstilbud. Fokus: Beskrivelser af eksisterende praksis samt af udfordringer og muligheder i samarbejdet. Afgrænsning: Lær at Leve med Kronisk Sygdom + de kommunale rehabiliteringstilbud for KOL og diabetes.
Delspørgsmål Hvordan samarbejder kommuner og almen praksis om henvisninger til kommunale sundhedstilbud for patienter med kroniske sygdomme, herunder LLKS? Hvilke faktorer er afgørende for de praktiserende lægers henvisningspraksis? Hvordan ser aktørerne på behovet for at fremme antallet af henvisninger fra almen praksis til de kommunale sundhedstilbud? Hvad kan evt. fremme antallet af henvisninger fra almen praksis til kommunale sundhedstilbud?
Projektgruppen Navn Stilling og uddannelse Rolle Marius Brostrøm Kousgaard Seniorforsker, ph.d., cand.scient.pol. Projektleder og udførende forsker Julie Høgsgaard Andersen Thorkil Thorsen Frans Boch Waldorff Lise Dyhr Susanne Reventlow Forskningsassistent, cand.scient.anth. Seniorforsker, kultursociolog, fil.dr. Praktiserende læge, ph.d., forskningslektor Praktiserende læge, seniorforsker, ph.d. Praktiserende læge, professor, dr. med. og leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i København Udførende forsker Udførende forsker Rådgivende funktion Rådgivende funktion Rådgivende funktion og overordnet ansvarlig
Design Forundersøgelse Case-studier i 4 kommuner De tre delundersøgelser Spørgeskemaundersøgelse Formål At skabe overblik At præcisere designet At beskrive og undersøge: - Eksisterende samarbejdsrelationer - aktørernes syn på samarbejdet - baggrunden for de praktiserende lægers henvisningsmønstre (viden, holdninger og erfaringer) At undersøge repræsentativiteten af centrale resultater fra casestudierne Metoder og materialer Litteraturstudier Eksplorative interviews - Kvalitative interviews med kommunale nøglepersoner, 4-5 almen praksis i hver kommune, praksiskonsulenter og lokale PLO formænd. - Dokumenter vedr. samarbejdspraksis og de organisatoriske betingelser for samarbejdet - Observationer af relevante møder mellem kommuner og repræsentanter for almen praksis Spørgeskema udsendes til et repræsentativt udsnit af landets alment praktiserende læger
Foreløbige resultater 1. Kommunernes oplevelser af lægernes henvisningspraksis i relation til de diagnosespecifikke tilbud. 2. Kommunernes opfattelse af lægernes rolle i rekruttering af deltagere til Lær at leve med kronisk sygdom. 3. Mulige årsager til lægernes henvisningspraksis. 4. Lægernes erfaringer med og ønsker til information om kommunernes sundhedstilbud.
1. Kommunernes oplevelser af lægernes henvisningspraksis i forhold til KOL- og diabetesrehabilitering To kommuner får nok henvisninger til deres diagnosespecifikke tilbud, mens to ikke gør. Forskellige tiltag for at få lægerne til at henvise mere: Fortsat arbejde med at gøre information lettilgængelig. Alle kommuner forsøger at informere de praktiserende læger om deres tilbud, men det er en balancegang mellem at informere og spamme lægerne. Minimerede krav til henvisningers indhold. Oprettelse af lokale tilbud.
2. Kommunernes opfattelse af lægers rolle i rekruttering af patienter til LLKS I to kommuner kører LLKS dårligt; der er få deltagere og store frafald. I de to andre kommuner kører LLKS okay, deltagerantallet er dog faldende. Antallet af anvisninger fra almen praksis er generelt lavt, men man har ikke gjort noget særligt for at få lægerne til at anvise flere. o Lægerne er ikke i særlig høj grad tænkt ind i rekruttering af deltagere til LLKS. o Det er godt, hvis lægen informerer om LLKS, men borgerne skal helst være motiverede nok til selv at henvende sig. o Højere prioritering af samarbejde med lægerne om de diagnosespecifikke tilbud, fordi de kræver henvisning, og der er behov for interaktion med lægen omkr. patienternes diagnoser og biomedicinske data.
3. Mulige årsager til lægernes henvisningspraksis i forhold til KOL- og diabetesrehabilitering Lægerelaterede årsager: o Stratificering af patienter. o Begrænset viden om tilbuddene. o Organiseringen af behandlingen af patienter med kronisk sygdom, herunder egne tilbud i praksis. o Kommunens tilbud opleves stadig som nye. o Nogle finder henvisningsproceduren besværlig. Patientrelaterede årsager
3b. Mulige årsager til lægernes anvisningsadfærd i forhold til LLKS Meget begrænset kendskab til LLKS i almen praksis; kun få læger kan fortælle mere, end at de har hørt om det. o Enkelte kender patienter, der har taget kurset, oftest på eget initiativ, og oplevelserne med kurset er blandede. Nogle læger skelner mellem: a) De diagnosespecifikke tilbud, som kræver en henvisning, og som de efterhånden har en vis tiltro til kvaliteten af og b) Tilbud som de ikke behøver at henvise til (f.eks. LLKS). Holdningerne til konceptet er blandede.
4. Lægernes erfaringer med og ønsker til information fra kommunen Erfaringer: o De fleste er bekendt med skriftlig information om sundhedstilbuddene i form af pjecer og nyhedsbreve, men kun få husker denne information i dagligdagen. o Nogle læger er glade for kommunens informationsmøder, hvor tilbuddene er blevet præsenteret. o Enkelte læger gør meget brug af et lamineret ark med oversigt over de forskellige tilbuds adgangskrav og henvisningsprocedurer andre siger, at sådan noget bliver væk. o Der er delte meninger om Sundhed.dk Ønsker: o Lige så varierende som erfaringerne. o Generelt lægger lægerne vægt på, at information om sundhedstilbud skal være konkret og praktisk anvendelig i dagligdagen.
Afsluttende bemærkninger Der er ingen klar sammenhæng mellem antal henvisninger og hhv. almen praksis og kommunernes oplevelse af samarbejdet. Dvs. når man taler om samarbejdet, er det vigtigt at være specifik mht. hvilke dele af samarbejdet, man taler om. De formelle samarbejdsfora (praksiskonsulenter og kommunalt-lægelige udvalg) lader til at fungere godt; god dialog og konstruktivt samarbejde. I mange lægehuse er det i lige så høj grad sygeplejersken som lægen, der informerer patienterne om sundhedstilbud. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på denne gruppe som en samarbejdspartner.