Kendelse af 22. januar 1998. 96-139.414. Spørgsmål om udbetaling til andre end kontohaveren. Bank- og sparekasselovens 18, stk. 5 og 6 (lovbekendtgørelse nr. 8 af 15. januar 1960). (Suzanne Helsteen, Finn Møller Kristensen og Niels Larsen) K har i skrivelse af 28. september 1996 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse senest af 3.september 1996 (j.nr. 6264-0057, F 9861) har afvist at behandle hendes klage over, at A Sparekasse (færøsk) uretmæssigt har foretaget udbetalinger af beløb fra hendes konto i sparekassen. Sagens omstændigheder: Det fremgår af sagen, at B i 1993, hvor han samlevede med klageren, har foretaget nogle overførsler/hævninger på klagerens konto i A Sparekasse uden klagerens samtykke. Overførslerne/hævningerne er foretaget til og i danske pengeinstitutter uden forevisning af klagerens sparekassebog, der er på opsigelse og forsynet med mærke. Den 21. november 1993 forespurgte klagerens forældre Finanstilsynet, om sparekassen havde været berettiget til at foretage udbetalingerne. Finanstilsynet anmodede i den anledning om A Sparekasses kommentarer hertil. I skrivelse af 7. februar 1994 svarede sparekassen: "... Af K's sparekassebog, der vedlægges i kopi vedrørende den relevante periode, fremgår, at ialt 13 overførsler er sket i tiden 15.06.1992 til 07.06.1993. Heraf er 8 overførsler sket til K og B's fælleskonto i X by Bank, Y by, kontonr.... I 5 tilfælde er pengene udbetalt kontant til B. Dette er sket i X by Bank og i B Bank i Z by. I alle tilfælde har B opgivet kontonr. og mærke på bogen. I alle tilfælde, hvor pengene er overført til kontoen i X by Bank, er kvittering - i henhold til sædvanlig praksis - fremsendt til K, der dog benægter at have modtaget disse. Så vidt Sparekassen er orienteret, har X by Bank fremsendt meddelelse om overførslen til K vedrørende beløbene kr. 18.000,00 den 13.05.1993 og kr. 12.000,00 den 04.06.1993. Hvad overførslen den 13.05.1993 på kr. 18.000,00 angår, har K oplyst, at hun har været bekendt med denne. Hun mente, at der måtte være tale om en fejltagelse, og anmodede derfor B, om at sørge for, at en del af beløbet, kr. 10.000,00 blev betalt tilbage til hendes konto i A Sparekasse. Hun kontrollerede ikke, om pengene blev betalt tilbage, hvilket heller ikke skete. I denne forbindelse bemærkes, at K har godtaget overførslen den 15.06.1992 kr. 3.010,00, idet hun har oplyst, at hun selv har anmodet B om at overføre pengene. A Sparekasse beklager, at B har haft held med at overføre/hæve store beløb fra K's konto uden forevisning af sparekassebogen, men man tillader sig at henlede opmærksomheden på, at dette alene har været muligt ved, at K har oplyst sparekassebogens kontonr. og mærke for sin samlever.
A Sparekasse henviser også til, at den første overførsel den 15.06.1992 er foretaget på K's foranledning, og at fremgangsmåden i forbindelse med denne overførsel, har været fulgt i forbindelse med de 6 næste overførsler. Det er klart, at en sag som denne skærper kravene til legitimation i fremtiden, men man er dog af den opfattelse, at K ved at overlade sit kontonummer og i særdeleshed mærket på bogen til B, og under hensyntagen til at de fleste overførsler skete til deres fælleskonto i X by Bank, ikke kan bebrejde sparekassen disse overførsler. Hvad de øvrige overførsler angår - d.v.s. de 4 gange, hvor B har hævet kontant i B Bank og X by Bank - så er sparekassens holdning den, at disse overførsler ikke burde have fundet sted. På den anden side, bør de ses i sammenhæng med, at der af samme konto i adskillige tilfælde har været hævet tidligere af B, og at dette har givet sparekassen en begrundet formodning om, at denne ved at opgive kontonummer og mærke var legitimeret til at råde over kontoen. Hvad de senest nævnte tilfælde angår har sparekassen anerkendt sit ansvar og har erstattet K hendes rentetab samt tilbagebetalt den dekort, som kontoen i forbindelse med disse overførsler var trukket for. Til orientering vedlægges kopi af de omhandlede overførsler. Afslutningsvis bemærkes, at sparekassen mener at have genoprettet den skade som man muligvis kunne bebrejdes, og at sagen dermed burde være afsluttet, tillige under henvisning til, at B gennem sine forældre har tilbagebetalt de hævede beløb til K, hvem han os bekendt fortsat samlever med." Herefter skrev Finanstilsynet den 8. marts 1994 til K blandt andet: "Efter 18, stk. 5 og 6, i den dagældende lov om sparekasser er A Sparekasse som hovedregel berettiget til at udbetale til den person, der møder med sparekassebogen og oplyser navnet på kontohaver samt eventuelt mærke. I de foreliggende tilfælde er der ikke tale om, at sparekassebogen har været forevist til sparekassen eller de pengeinstitutter i Z by, hvorigennem udbetalingerne er foregået. Det vil derfor som udgangspunkt være sparekassens ansvar, såfremt sparekassen har været uberettiget til at udbetale til B. Til støtte for, at sparekassen har været berettiget til at udbetale til B, anfører sparekassen, at den første udbetaling via et pengeinstitut i Z by er sket på Deres foranledning. Finanstilsynet kan ikke på det foreliggende grundlag afgøre, om det der er passeret ved den første hævning berettiger sparekassen til at gå ud fra, at B kunne foretage noget tilsvarende. Spørgsmålets afgørelse henhører såvel bevismæssigt som retligt under domstolene. Det følger af bank- og sparekasselovens 52b, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til bank- og sparekasseloven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Kopi af denne skrivelse er samtidig sendt til A Sparekasse."
I skrivelse af 16. august 1996 fastholdt Finanstilsynet sin afgørelse af 8. marts 1994, efter at klageren havde henvendt sig til tilsynet ved skrivelse af 21. juli 1996. Sammen med tilsynets skrivelse af 16. august 1996 fik klageren tilsendt A Sparekasses redegørelse til tilsynet af 7. februar 1994. Dette gav anledning til at klageren på ny skrev til Finanstilsynet den 25. august 1996, hvor klageren kommenterede sparekassens redegørelse og sagen i øvrigt således: "1: A Sparekasse anfører, at den aktuelle periode er fra 15.06.1992 til 07.06.1993. Dette er en forvrængning af virkeligheden, idet de illegale udbetalinger er sket i tidsrummet 09.02.93 til 07.06.93. Det kan opfattes som, at en angivelse af en lang periode er et led i at give Finanstilsynet indtryk af, at der er tale om noget, der har stået på i så lang tid, at enhver burde have opdaget det skete. 2: Om overførslen den 13.05.1993 er anført, at jeg "har været bekendt med denne". Ganske rigtigt, men først efterfølgende, da jeg uventet modtog brev fra mit danske pengeinstitut herom, en dag hvor jeg var hjemme. Jeg henvendte mig i pengeinstituttet for at høre, hvorfor pengene var overført. Efter undersøgelse fik jeg at vide, at pengene kom fra A Sparekasse. I min verden var der tale om en fejltagelse og jeg bad på grund af tidspres B om at tilbageføre de 10.000,00 kroner. Netop tidspresset under studierne gjorde, at jeg ikke checkede dette og jeg havde på daværende tidspunkt overhovedet ikke mistanke til illegale udbetalinger af min konto. A Sparekasse anfører, at "så vidt Sparekassen er orienteret..." har X by Bank fremsendt meddelelse om overførslen til K vedrørende beløbene kr. 18.000,00 den 13.05.1993 og kr. 12.000,00 den 04.06.1993. Denne anførelse kan opfattes som, at en sløring af forholdene fortsætter. Om datoen den 13.05.1993 har jeg forklaret foran, men om datoen 04.06.1993 har jeg ingen kendskab, før nu efterfølgende. 3: Sparekassen anfører "I denne forbindelse bemærkes, at K har godtaget overførslen den 15.06.1992 kr. 3.010,00, idet hun har oplyst, at hun selv har anmodet B om at overføre pengene". Også denne anførsel kommer ind under sløring af virkeligheden, idet jeg selv foretog henvendelse til A Sparekasse om denne udbetaling, som intet har med den aktuelle periode at gøre. Jfr. også foran under punkt 1 om den aktuelle periode. 4: I 2. afsnit af Sparekassens skrivelse anføres, at der er tale om 13 overførsler og at der i 5 af tilfældene er foretaget kontant udbetaling til B. Der er tale om 12 tilfælde og i 4 tilfælde af disse kontant udbetaling. Sparekassens afsnit øverst på side 2 i skrivelsen har også kun en forvrængende mening, jfr. det foran under punkt 3 anførte. Nu tales der om de 6 næste overførsler. I 2. afsnit på side 2 af Sparekassens skrivelse anføres dog 4 tilfælde af kontant udbetaling. Generelt vil jeg anføre, at det chokerer mig at kunne konstatere, at et pengeinstitut som A Sparekasse ved skrivelsen af 7. februar 1994 har koncentreret sig om at sløre virkeligheden så meget, at min rolle som kunde kan drages så meget i tvivl, at en afgørelse i denne sag ikke umiddelbart skal kunne træffes administrativt. Dermed lægges der op til et retsligt spil, der koster kunden meget i tid og penge. Dermed øjnes jo muligheden for, at kunden affinder sig min nuværende situation som taber. Den af Sparekassen omtalte "begrundede formodning om, at denne ved at... var legitimeret til at råde
over kontoen" (2. afsnit side 2) søges tilsyneladende opnået ved forvrængninger, sløringer og postulater. At Sparekassen i næstsidste afsnit bemærker, at B og jeg samlever fortsat (7. februar 1994) har heller ikke hold i virkeligheden. Finanstilsynet forventes at gå seriøst ind i sagen på baggrund af A Sparekasses handlinger, som jo er foreskrevet i bank- og sparekasseloven og som her viser sig at ligge et godt stykke udenfor. Sagens kerne er, at der er tale om uretmæssige hævninger fra min spærrede konto med opsigelse i A Sparekasse. Selvfølgelig har B haft lettere spil gennem muligheden at påvirke postgang til mig m.m., men A Sparekasse og kun A Sparekasse sammen med B har handlet i denne sag uden min retsgyldige tilladelse, således at B har kunnet dræne min konto efter behov. Det er derfor et krav fra min side være holdt skadesløs i denne sag." I den påklagede skrivelse af 3. september 1996 har Finanstilsynet fastholdt sine tidligere afgørelser. Afgørelsen indeholder sædvanlig vejledning om muligheden for at klage til Erhvervsankenævnet inden 4 uger. I klageskrivelsen til Erhvervsankenævnet har klageren i det væsentlige henvist til det over for Finanstilsynet anførte. I en redegørelse for sagen af 20. december 1996 har Finanstilsynet blandt andet udtalt: "For så vidt angår sagens retlige omstændigheder, kan det oplyses, at Finanstilsynets afgørelse er truffet på baggrund af den dagældende lov om sparekasser, lov nr. 8 af 15. januar 1960. Det fremgår således af lovens 21, stk. 1, at sparekasseinspektøren fører tilsyn med overholdelsen af de i nærværende lov for sparekasserne givne forskrifter. I forlængelse heraf fremgår det af 18, stk. 5, at aftale om, at penge, der indestår på sparekassebog, udbetales til enhver, der møder med bogen, kan sparekassen kun påberåbe sig, når aftalen er indført i sparekassebogen på iøjnefaldende måde. I henhold til 18, stk. 6, kan udbetaling til en uberettiget ihændehaver ikke virke frigørende, hvis han ikke har opgivet det navn, kontoen lyder på. Dersom særlige omstændigheder opfordrer hertil må der afkræves den mødende bevis for hans ret til at hæve på bogen. På den baggrund gjorde Finanstilsynet som nævnt gældende, at sparekassen som udgangspunkt var ansvarlig, såfremt sparekassen havde været uberettiget til at udbetale til B. Finanstilsynet pointerede imidlertid, at tilsynet ikke kunne afgøre, om det, der passerede ved den første hævning, berettigede sparekassen til at gå ud fra, at B kunne foretage noget tilsvarende. Efter tilsynets opfattelse henhørte spørgsmålets afgørelse således bevismæssigt som retligt under domstolene.
Der er fortsat uoverensstemmelse mellem K's fremstilling og den redegørelse som A Sparekasse har afgivet, hvorfor det ikke vil være muligt for Finanstilsynet at træffe en afgørelse. En stillingtagen til sagen forudsætter således en bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaring, der ikke kan finde sted for Finanstilsynet. Det er således fortsat Finanstilsynets vurdering, at spørgsmålet henhører under domstolene." Klager har kommenteret tilsynets redegørelse i skrivelse af 18. januar 1997 Ved skrivelse af 5. maj 1997 anmodede ankenævnets formand A Sparekasse oplyse, om de fremkomne indlæg gav sparekassen anledning til bemærkninger. I skrivelse af 30. maj 1997 svarede sparekassen: "Under henvisning til skrivelse af 5. maj 1997 (J.nr. 96-139.414) vedrørende en klage af 28. september 1997 til Erhvervsankenævnet over en afgørelse Finanstilsynet har truffet den 3. september 1996 om afvisning af at behandle en klage over A Sparekasse, skal man bemærke følgende: Det spørgsmål Erhvervsankenævnet kan behandle, er spørgsmålet om, hvorvidt Finanstilsynet har været berettiget til at afvise at behandle klagen, men ikke sagens realitet. Og her er det vores klare opfattelse, at Finanstilsynet har truffet en korrekt afgørelse ved at afvise at behandle klagen og henvises til at klagen henhører under domstolene." Ankenævnet udtaler: Det er ikke af A Sparekasse gjort gældende, at klageren i forbindelse med hævningen den 15. juni 1992 overfor sparekassen har givet fuldmagt for B til efterfølgende at foretage dispositioner over kontoens indestående. Uanset sparekassens kendskab til eller formodning om et personligt forhold mellem klageren og B har sparekassen endvidere ikke haft grundlag for at antage, at B havde opnået stillingsfuldmagt til de efterfølgende dispositioner, heller ikke fordi klageren havde godkendt hævningen den 15. juni 1992. Da endvidere B's kendskab til kontonummer og mærke ikke i sig selv har legitimeret ham til at råde over kontoen, burde sparekassen ikke have foretaget de pågældende dispositioner, der skete på foranledning af B, når han ikke var i besiddelse af sparekassebogen, jfr. 18, stk. 5 og 6 i den dagældende lov om sparekasser, lovbekendtgørelse nr. 8 af 15. januar 1960. Det tilføjes, at spørgsmålet om, hvorvidt sparekassen i de konkrete tilfælde har pådraget sig et erstatningsansvar, ikke er omfattet af Erhvervsankenævnets kompetence. Dette spørgsmål henhører under domstolene.