Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider juni 2002 Ministerielle skrivelser m.m. Om hvilke ejendomme, der som tilgrænsende ejendomme skal pålægges bidrag til vedligeholdelse af en strækning af en privat fællesvej i by. har Vejdirektoratet i brev af 8. februar 2002 j.nr. A01-D0303-84 udtalt: I brev af 18. december 2001 har Hadsten Kommune anmodet Vejdirektoratet om at oplyse, hvem der kan pålægges bidrag til vedligeholdelse af en private fællesvej i by. Det er oplyst, at den nordlige del af vejen blev asfalteret i 1986 i forbindelse med byggemodning ag grundene nr. 7, 9 og 11. De sydligste 68 meter er udført med grusbelægning og trænger til istandsættelse. På denne baggrund ønsker kommunen at få oplyst, hvilke grundejere der skal bidrage til istandsættelsen af den grusbelagte del af vejen. Vejdirektoratet kan oplyse følgende: Efter 57, stk. 1, i lov om private fællesveje påhviler det ejerne af de til en privat fællesvej grænsende ejendomme at holde vejen i en under hensyn til færdslens art og størrelse god og forsvarlig stand. Vejen skal være forsynet med forsvarligt afløb. Efter bestemmelsens stk. 2, bestemmer kommunen i hvilket omfang og på hvilken måde private fællesveje med tilhørende afløb skal vedligeholdes, og kan for at opnå det i stk. 1 nævnte formål tillige bestemme, at en sådan vej skal istandsættes, således at der sker en forbedring af denne. Kommunen bestemmer, hvornår arbejdet skal være afsluttet, og om det skal udføres som et samlet arbejde, også i regnskabsmæssig henseende, under vejmyndighedens kontrol, eller om de enkelte grundejere skal lade udføre en nærmere angiven del af arbejdet. Hvis arbejdet udføres som et samlet arbejde, fordeles udgifterne efter lovens 62 mellem ejerne af tilgrænsende ejendomme med
vejret til vejen. Det er Vejdirektoratets opfattelse, at nævnte 57 og 62 som udgangspunkt må forstås således, at udgifterne til et arbejde, der udføres som et samlet arbejde, alene kan pålægges ejerne af de ejendomme, der grænser til den strækning af vejen, der istandsættes. Det medfører, at hvis der i det foreliggende tilfælde ikke skal ske nogen istandsættelse eller vedligeholdelse af den asfalterede vejstrækning, kan ejerne af de ejendomme, der grænser til denne strækning ikke pålægges vejbidrag til en istandsættelse af den grusbelagte vejstrækning. Det er således uden betydning for bidragspligten, hvem der bruger vejen. Ejere af ejendomme, der grænser til begge vejstrækningen, kan pålægges vejbidrag, men bidraget skal reduceres passende i medfør af vejbidragslovens 11, stk. 5. Om vejbestyrelsens forpligtelse til partshøring m.v. i forbindelse med gravetilladelser og installationer i tilknytning hertil har vejdirektoratet i brev af 23. april 2002 j.nr. 615- D0312-4 udtalt: I forbindelse med Vejdirektoratets afgørelse af en klage over Horsens Kommunes gravetilladelser til TDC har Vejdirektoratet den 23. april 2002 skrevet således til kommunen: Vejdirektoratet finder, at kommunens gravetilladelser er ulovlige for så vidt angår det udskiftede kabelskab. Direktoratet skal derfor anmode kommunen om at genoptage sagen, indhente en udtalelse fra klageren og træffe en ny afgørelse på det herefter foreliggende grundlag, og i den forbindelse tage stilling til eventuelle relevante indsigelser, der ikke imødekommes. Vejdirektoratet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at klageren efter en konkret vurdering må anses at have en sådan interesse i spørgsmålet om placeringen af det omhandlede kabelskab, at han må anses som part i sagen, og at klageren ikke forinden afgørelsen i fornødent omfang var gjort bekendt med, at der var en sag om blandt andet udskiftning af kabelskabet. Medmindre klageren på anden måde f.eks. i forbindelse med en partshøring efter forvaltningslovens 19 var blevet gjort bekendt med sagen, var han således afskåret fra at afgive en egentlig udtalelse inden afgørelsen blev truffet, jf. i den forbindelse forvaltningslovens 21. Endvidere har direktoratet lagt vægt på, at dette ikke kan afvises at have haft betydning for afgørelsens indhold.
Ved vurderingen af klagerens partsstatus har Vejdirektoratet specielt lagt vægt på, at det omhandlede kabelskab efter udskiftningen er væsentligt større end andre kabelskabe, og at afstanden mellem kabelskabet og klagerens bygning kun er 4 cm ved gadeplan og 2 cm ved toppen af skabet. Efter forvaltningslovens 19, stk. 1, skal en part, der ikke kan antages at være bekendt med, at en myndighed er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, gøres bekendt med oplysningerne og have lejlighed til at udtale sig, før myndigheden træffer afgørelse i sagen. Det er dog en forudsætning, at oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for afgørelsen, ligesom der i bestemmelsens stk. 2 findes en række undtagelser til stk. 1. Efter forvaltningslovens 21 kan en part i en sag under behandlingen af sagen altid forlange, at afgørelsen udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse i sagen. Denne ret kan i sagens natur kun udnyttes, hvis parten er bekendt med, at en myndighed er i færd med at træffe en beslutning, og det antages derfor, at en forvaltningsmyndighed er forpligtet til at underrette en part om, at myndigheden har til hensigt at træffe en beslutning af betydning for den pågældende part. Kommunen har i brev af 20. december 2001 anført, at man ikke har været vidende om skabets størrelse inden opsætningen. I den forbindelse skal Vejdirektoratet henvise til, at undersøgelsesprincippet indebærer, at ansvaret for, at de nødvendige oplysninger foreligger, og de nødvendige undersøgelser foretages, som hovedregel påhviler forvaltningen. Undersøgelsesprincippet medfører, at kommunen må sikre sig, at den har et tilstrækkeligt detaljeret kendskab til det projekt, hvortil der søges gravetilladelse, før der meddeles tilladelse, og kommunen kan således ikke dække sig ind under, at den ikke vidste, hvordan kabelskabet ville se ud efter udskiftningen. For at have de nødvendige oplysninger til at kunne træffe den materielt rigtige afgørelse, kan det også være nødvendigt at indhente en udtalelse fra en part. Kommunen har endvidere anført, at det vil være et forhold mellem ledningsejer og grundejer, hvis ledninger eller lignende påfører grundejeren ulemper. Vejdirektoratet skal hertil bemærke, at kommunen ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse efter vejlovens 101-102 udover hensynet til vejarealets formål som færdselsareal skal varetage hensynet til naboerne. Kommunen kan derfor ikke fraskrive sig ethvert ansvar for ulemper, der påføres grundejeren af ledninger eller lignende, hvilket også følger af almindelige naboretlige grundsætninger. Fra Domstolene m.v.
Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Tinglysning af vedtægtsændring i ejerforening kunne ske uden samtykke fra ejerlejlighedsejerne (U 2002.296 HK) I en ejerlejlighedsejendoms stiftelseserklæring og vedtægter var ejerforeningen ved bestyrelsen, de enkelte ejerlejlighedsejere og den oprindelige ejer anført som påtaleberettigede. På en generalforsamling i ejerforeningen blev der lovligt vedtaget en vedtægtsændring om, at der ved videresalg af den enkelte lejlighed skulle ske tinglysning af et ejerpantebrev med et nærmere angivet beløb. Vedtægtsændringen blev af bestyrelsen begæret tinglyst. Dommeren afviste dokumentet, hvilket senere blev stadfæstet af landsretten, der mente, at tinglysning krævede den enkelte ejerlejlighedsejers samtykke. Med tredjeinstansbevilling blev afgørelsen kæret til Højesteret, hvor ejerforeningen gjorde gældende, at tinglysning alene er en sikringsakt, som ikke fratager den enkelte ejerlejlighedsejer muligheden for i henhold til vedtægten at gøre indsigelse mod vedtægtsændringen og videre, at påtaleretten modificeres i overensstemmelse med den til enhver tid gyldigt vedtagne vedtægt. Højesteret fandt, at den enkelte ejerlejlighedsejers påtaleret ikke havde betydning for spørgsmålet om tinglysning af vedtægtsændringen, der som gyldigt vedtaget kunne lyses alene på ejerforeningens anmodning. Denne sag vedrører primært spørgsmålet om indholdet af den vedtægtsanordnede ejelejlighedsejers påtaleret. Den har næppe noget væsentligt indhold. Som det fremgår af kendelsen, træffes beslutningerne vedrørende ejerfællesskabet nemlig i h.t. vedtægtens bestemmelser herom, og påtaleretten medfører heller ikke, at samtykke fra ejerlejlighedsejerne er nødvendig for at kunne foretage tinglysning. Normalt er det, som ved servitutter, den påtaleberettigede, der har den tinglysningsmæssige dispositionskompetence. Men altså ikke her, hvor påtaleretten ifølge Højesteret ikke kan tillægges selvstændig betydning, men må udøves i respekt af de gældende vedtægter. Hvis samtykke var nødvendig, ville påtaleretten kunne forhindre effektuering af ejerforeningens lovlige beslutninger, som kræver tinglysning, f.eks. som i det foreliggende tilfælde, i form af ejerpantebreve. Af kendelsen fremgår videre, at der ved tinglysning af ejerforeningens beslutninger, som stifter rettigheder, der vedrører de enkelte ejerlejligheder, ikke kræves samtykke fra ejerlejlighedsejerne. Da stamejendommen (den matrikulære ejendom) efter opdelingen ikke mere eksisterer som en bestemt fast ejendom i tinglysningsmæssig henseende, skal tinglysning formelt ske på hver ejerlejlighed (hvilket ikke udelukker, at dokumentet kun indføres stamejendommens blad, hvortil der henvises fra hver enkelt ejerlighed). Som omtalt i det forrige nummer af Meddelelsesbladet (s. 46) udløser en sådan tinglysning kun én gang tinglysningsafgift.
Færdselsret kunne ikke vindes i strid med lovgivningen (U 2002.297 HD) Ejeren af en ejendom havde i mere end 25 år kørt gennem en statsskov som genvej til offentlig vej. Færdslen fortsatte, selv om Statsskovvæsenet meddelte, at færdsel var forbudt. Ejeren mente, at han og tidligere ejere havde vundet hævd på færdselsretten. Da skovdistriktet lukkede det hul i diget, som gav adgang til skoven, kom det til retssag, hvor ejeren ønskede dom for, at han havde vundet hævd på færdsel. Selv om betingelserne for hævdserhvervelse objektivt set var opfyldt, afviste Højesteret hævd under henvisning til, at færdsel med motorkøretøjer i statsskove siden 1918 kun havde været tilladt med særlig tilladelse, hvorfor der ikke i denne periode kunne vindes hævd på en sådan færdsel, hvorimod der anerkendtes hævd på ret til gående og cyklende færdsel. Dommen er for så vidt i fin overensstemmelse med den»doktrin«, der afviser hævdserhvervelse i strid med offentligretlige forskrifter. En ulovlig råden bliver ikke lovlig efter af have bestået i hævdstid. Fint nok. Men hvordan forklarer man da, at 1 i bkg. om udstykningskontrollen ikke nævner ejendomsberigtigelse? I disse tilfælde kan der jo godt opstå forhold i strid med - typisk bygge- - lovgivningen. F.eks. fordi bestemmelserne om skelafstande eller grundstørrelser ikke overholdes. Umiddelbart synes der at foreligge en retlig anomali. Her er et forsøg på en forklaring: Når lovgivningens bestemmelser, der knytter sig ejendomsgrænser ikke skal påses i forbindelse med ejendomsberigtigelse - som man på grundlag af ovenstående doktrin måtte forvente - kan det skyldes, at håndhævelsesmuligheden i forhold til ejendomshævd fortabes, såfremt forholdet har bestået i lang tid. Er der udøvet råden i strid med lovgivningen eller herved skabt en ulovlig tilstand, forhindrer det ikke, at der i privatretlig henseende vindes ejendomshævd. Men ved ejendomshævd opstår det ulovlige forhold først, når der er vundet hævd. Thi først da er ejendomsgrænsen jo ændret. Tilstanden har imidlertid fysisk eksisteret i hævdstid. Det giver plads til ovennævnte håndhævelsesfortabelsesargumentation i forhold til ejendomshævd. I andre tilfælde opstår ulovligheden fra dag 1. Jeg påstår ikke, at ovennævnte forklaring er holdbar, og mener, at dommen kunne give anledning til overvejelser i KMS om doktrinens betydning for ejendomsberigtigelse. Hvis den også gælder ejendomshævd, skal der ske afklaring i forhold til plan- og arealanvendelseslovgivningen i tilfælde af ejendomsberigtigelse. Men mon ikke man i så fald kan forvente, at de fornødne tilladelser vil blive givet under hensyntagen til, at forholdet har bestået i lang tid?