DR Digitalt! En undersøgelse af DR s muligheder og rolle i den danske digitaliseringsproces. Ditte Sig Kramer

DR Digitalt! En undersøgelse af DR s muligheder og rolle i den danske digitaliseringsproces. Ditte Sig Kramer Københavns Universitet Det Humanistiske Fakultet Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Afdeling for Film- og Medievidenskab Vejleder: Henrik Søndergaard Februar 2008

DR Digitalt! - En undersøgelse af DR s muligheder og rolle i den danske digitaliseringsproces. 0

Indhold Abstract 3 Indledning 5 Problemfelt 7 Specialets opbygning 7 Teoretisk tilgang 8 Metodisk tilgang 9 Strukturer på mediemarkedet 13 Mod et liberalt mediemarked 16 Nye reguleringstyper 21 Konvergens når medier smelter sammen 24 Divergens spredning og forskelligartethed 28 Cross-media når medierne spiller sammen 29 Opsummering 31 Baggrund for digitalisering 33 Digitalt radio og tv 34 Online et klik væk 38 Web 2.0 buzzword eller forandring 39 Et selvstændigt medie? 41 Målgrupper 42 De unge mediebrugere 43 TV fortsat det førende medie 45 Politisk projekt eller teknologisk nødvendighed 45 Teknologiens potentialer 49 Opsummering 52 Konkurrence på mediemarkedet 54 Konkurrencen fra de kommercielle aktører 54 I kontakt med befolkningen reach/share 57 Aktører på det danske mediemarked 59 Aktørtyper og konkurrenceområder 60 Aktører på tv-markedet 61 Aktører på radiomarkedet 62 Aktører på tv-distributionsmarkedet 63 Aktører på online-markedet 64 Opsummering 65 1

Public service-begrebets udvikling 67 Tre faser af public service 67 Public service i mediesystemet 68 Public service-forpligtelser 71 Opsummering 74 Udfordringer til Public Service 76 Public services fortsatte potentiale 77 Nye public service-udfordringer 79 Flere digitale udfordringer 84 Opsummering 86 Fremtidige scenarier for det digitale DR 87 Til gavn eller skade 87 Public service værdi for samfundet 89 Hvad skaber værdi for samfundet? 90 Fire fremtidsscenarier for dr.dk 91 Opsummering 94 Konklusion 96 Nye udfordringer 96 Styrket markedsposition 97 Fremtidens public service 97 Referencer 100 Bilagsoversigt 104 2

Abstract The main focus of this thesis is to look at what kind of importance the process of digital switchover and new media activities have had for DR, Danish Broadcasting Corporation, as a public service broadcaster, and to look at what role this very same media institution (DR) has played in the development of a Danish digital media market from the mid-1990s and onwards to this present day. The point of departure for this thesis is a theoretical approach based on a theory of media systems. Using this approach makes it possible to describe the digital development process as a result of the actions of a diverse range of participants within the media system, and likewise makes it possible to understand the digital media development strategies of DR by taking this context into consideration. Furthermore, this theoretical approach shows that DR is operating within a media system influenced by both national and international participants thus making the development in Denmark not only a national affair. This thesis shows that the digital development process that has taken place within DR has moved along two lines. One that deals with those activities that are linked to the broadcasting of radio and television and thus with the setting up of digital audio broadcasting (DAB) and digital terrestrial television (DTT) respectively. The second deals with the online activities of DR, where especially the internet service dr.dk acts as the centre around which all other new media initiatives of DR revolve. Both areas will be analysed and form a point of departure from which the position of DR on the Danish digital media market will be discussed. Part of this discussion raises the question of whether the digital switchover has strengthened DR s competitive power. 3

In the wake of the digital switchover and new media activities DR is facing new challenges. One of these challenges is how to ascribe new meaning and content to the concept of public service when realizing that one of the consequences of the digital switchover is that the problems of the past with a limited number of broadcasting frequencies no longer exist. The challenges DR is facing will be made specific by giving examples throughout this thesis, and finally four scenarios will be put forward to act as a foundation for future considerations of the direction in which dr.dk could be heading 4

Indledning DR er en gigant på det danske mediemarked Dette udsagn kunne læses i Jyllands Posten 8. januar 2008 i en kronik om DR s fremtrædende position i det digitale medielandskab, der var skrevet af Danske Dagblades Forenings administrerende direktør, Ebbe Dal. Selvom DR altid har været udsat for kritik i kraft af den fremtrædende position, som public service-institutionen har haft blandt de danske medier, ja så illustrerer denne kommentar rigt, at DR er aktør på et mediemarked, og institutionen ikke længere blot skal betragtes som et kulturpolitisk instrument, der skal garantere broadcasting af tv og radio til danskerne som modydelse for licensen. DR er del af et mediemarked, hvor kommercielle aktører kæmper side om side med denne licensfinansierede medieinstitution. I disse år forandres det danske mediebillede med hastige skridt, og opbrydning, omlægning og nye medieformer ser dagens lys. En af de mest markante ændringer, som kan observeres, er digitaliseringen, der har ændret både produktion, distributions og konsumering af medier. Denne forandringsproces har ligeledes sat sine spor i DR. Public service-institutionen har gennemgået en radikal omstillingsproces gennem det seneste årti netop i kraft af denne digitalisering, og denne synes stadig at fortsætte også langt ind i den nære fremtid. Dette speciale omhandler, hvordan DR har imødekommet digitaliseringen, og hvordan selv samme har ændret vilkårene for public service. I spændingsfeltet mellem mediemarked, digitalisering og public service-udfoldelse forsøger jeg at beskrive og analysere, hvad der kendetegner og udfordrer DR s samlede aktiviteter i dag. 5

Digitalisering skal forstås som et samlende begreb, der indfanger den teknologiske udvikling, som opstår i overgangen fra analog til digital form, og som eksempelvis overgangen til digitalt tv eller fremkomsten af diverse internet-tjenester er udtryk for. Samtidig skal digitalisering også forstås som de institutionelle, organisatoriske og politiske ændringer, der konstituerer denne udvikling. DR har satset kraftigt på at omstille sig til at blive en digital medievirksomhed, og resultatet af denne satsning kan blandt andet ses ved den nye DR Byen i Ørestaden. Dette byggeri kan fysisk betragtes som et symbol på DR s engagement i forhold til digitaliseringen. I dette speciale vil jeg dog hæve blikket og undersøge de strukturer og sammenhænge, som DR har skabt i kraft af dens strategier og rolle i forhold til digitaliseringsprocessen. Som jeg indledte med, har DR skulle imødegå en del kritik for deres ekspansion, der er blevet aktualiseret i kraft af digitaliseringen. DR har fået mulighed for at bevæge sig på et langt større antal medieplatforme, og kan derfor målrette indholdet mere specifikt. At der i dag er et langt større antal platforme til rådighed, og der på internettet i princippet kan distribueres uendelige mængder af indhold, betyder således at også udbuddet af indhold ikke længere er begrænset af pladskapacitet. Mens jeg har arbejdet med mine undersøgelser til dette speciale, er to nye store internet-baserede tjenester blevet lanceret i DR-regi. I sommer åbnede nyhedstjenesten Update, der streamer korte nyhedsindslag 24 timer i døgnet, og i januar 2008 lanceredes arkiv-tjenesten Bonanza, hvor brugerne kan gå i DR s arkiver og se programmer fra tv-historien. Disse to tjenester, har hver deres særegne indholdssfære, men fælles for dem begge er, at de bygger på on-demand princippet, hvor brugerne selv kan bestemme, hvad de vil se, hvor de vil se det og hvornår de vil se det. Disse to eksempler illustrerer, at DR med internettet har fået en ny distributionsplatform, der modsat traditionel broadcasting lader brugerne se indhold, der kan tilpasses individuelle behov og interesser, og dermed har fået en ny mulighed for at levere public service-indhold. Det er altså et område i rivende udvikling, hvorfor specialets problemstillinger er aktuelle som aldrig før. At feltet digitalisering må beskrives som et moving target illustrerer ovenstående eksempler til fulde, da nye tiltag, små som store, ser dagens lys bestandigt. Af samme årsag har jeg i specialet valgt at fokusere på nogle af de 6

mere overordnede konsekvenser af digitaliseringen for DR, frem for at gå ind og analysere på indholds- eller programniveau. Problemfelt Min hensigt med dette speciale er derfor at undersøge, hvilke muligheder det har givet DR som public service-institution at satse strategisk på produktion og distribution af digitalt medieindhold, og hvorvidt digitaliseringen har ført til en styrkelse af DR s position på det danske mediemarked. Det nævnes ofte, at public service-begrebet med digitaliseringen har udspillet sin rolle. Om public service har en fortsat relevans ønsker jeg ikke at tage stilling til, men derimod vil jeg gennem specialet undersøge, analysere og vurdere, hvilke udfordringer digitaliseringen stiller til DR for at udfolde public service i denne nye mediekontekst. Sidst men ikke mindst vil jeg i specialet udforske, hvilke problemstillinger digitaliseringen har medført DR, for legitimering af dens aktiviteter i et medielandskab præget af både kommercielle og offentlige medie-aktører, og hvilke fremtidige udfordringer disse problemstillinger vil stille til DR s online-aktiviteter? Specialets opbygning Specialet er, udover denne indledning og den endelig konklusion, inddelt i seks kapitler. Efter indledningen, hvori der også findes en fremstilling af den teoretiske og metodiske tilgang, følger kapitlet Strukturer på mediemarkedet. Dette kapitel, fungerer som specialets teoretiske udgangspunkt og demonstrer begreber og termer, der anvendes videre i specialet. Herefter følger kapitlet Baggrund for digitalisering, der er struktureret dels som et historisk tilbageblik på digitaliseringsprocessen i DR og dels som en refleksion over de begivenheder og de teoretiske problemstillinger, der knytter sig til denne udvikling. Dette følges op af kapitlet Konkurrence på mediemarkedet, der både beskriver og analyserer den voksende konkurrence på mediemarkedet og også fremstiller en konkret beskrivelse af de forskellige aktører, der kan identificeres på det danske mediemarked i dag. Efter dette følger de to kapitler Public service-begrebets udvikling og Udfordringer til public service, hvor det første kapitel behandler, hvordan begrebet public service i dag tillægges indhold i en dansk kontekst og bliver fulgt op af det næste kapitel, der omhandler, hvilke 7

udfordringer, der forbindes med at realisere digital public service. Før den endelige konklusion på specialets problemstillinger gives der i kapitlet Fremtidige scenarier for det digitale DR en vurdering af digitaliseringens konsekvenser for DR, og der opstilles samtidig fire scenarier for en kommende udvikling af dr.dk. Teoretisk tilgang Som vi vil se igennem specialet, er DR som public service-udbyder ikke længere blot en broadcasting-institution, men derimod en flermedial, digital medievirksomhed. Dette betyder, at DR agerer som aktør på en lang række nye arenaer, hvor kommercielle aktører ligeledes gør sig gældende. For at indfange denne kompleksitet er valget af teori til besvarelse af specialets problemstillinger foregået ud fra et ønske om, at kunne lægge et bredt snit over feltet. For teorianvendelsen betyder dette, at specialets indhold hviler på et mediesystemteoretisk grundlag. Det er blevet hævdet, at mediesystemer er noget man analyserer og ikke teoretiserer om (Vestergaard 2007: 55), men ikke desto mindre synes findes der et rigt udvalg af litteratur til at belyse emnet. Dette betyder, at jeg for at finde svar på undersøgelsesfeltets problemstillinger vil anskue DR som del af et samlet mediesystem, hvor medier betragtes som institutionelle samfundsaktører, der kan beskrives via de positioner og relationer, der eksisterer forhold til hinanden og det samfund, de agerer i (Vestergaard 2007: 67). Med udgangspunkt i Hallin og Mancinis Comparing Media Systems fra 2004 beskrives de udviklingstendenser som ses i det internationale mediesystem og danner ramme for forståelsen af det mediemarked, hvorpå DR befinder sig i dag. Da mit afsæt for specialet netop er, at man ikke blot bør forstå den danske medieudvikling i en national kontekst, men i stedet se den i et blandingsforhold mellem nationale og internationale hændelser, giver Hallin og Mancinis begrebsapparat et relevant teoretisk greb. For at nuancere det teoretiske udgangspunkt benytter jeg mig undervejs i specialet af teori omhandlende reguleringsformer som følge af digitaliseringen, ligesom teori om mediekonvergens anvendes for at uddybe forståelsen af de problemstillinger digitaliseringen fører med sig. Den udvikling, der er foregået i DR fra at have været en traditionel public service-broadcaster til i dag at tage form som en flermedial medievirksomhed, fordrer, at også en historisk tilnærmelse er behjælpelig til at undersøge området. Ved at skue tilbage over en tiårig periode forsøger jeg at vise, at 8

de hændelser, der foregår i dag, ikke er enestående, men indgår som del af en kontinuerlig udvikling inden for institutionen. Sidst men ikke mindst gøre jeg brug af teori om public service-begrebet i relation til det mediesystemteoretiske perspektiv. Metodisk tilgang I specialet har jeg gjort brug af en kvalitativ metodisk tilnærmelse for at undersøge problemfeltet. Kendetegnende for den kvalitative forskning er, at fokus rettes mod, hvordan den sociale verden bliver forstået, tolket, oplevet og produceret. Modsat den kvantitative metode defineres og redefineres nøglebegreber og indholdsdele gennem den kvalitative researchproces (Jensen 2002: 245), og omdrejningspunktet er derfor både undersøgelsesfeltets detaljer og sammenhænge. Da jeg i dette speciale ønsker at komme nærmere en forståelse af de forandringer, som digitaliseringen har medført for DR i forhold til aktører på mediemarkedet, er netop den kvalitative metodes mulighed for at udforske detalje, kompleksitet og kontekst et oplagt valg. Indenfor den kvalitative metode i medieforskningen findes tre overordnede metoder for dataindsamling nemlig observationen, dokumentanalysen og interviewet (Jensen 2002: 240-44). I dette speciale er de to sidste metoder taget i brug for at undersøge problemfeltet. Interview: For at finde information til at belyse specialets undersøgelsesfelt har jeg valgt at interviewe tre udvalgte informanter. Disse interviews er foretaget ud fra ideen om at indsamle viden, der ellers ikke er tilgængelig andetsteds, og desuden blev interviewene brugt til at afprøve hypoteser. Kvalitative interviews kan i denne forbindelse differentieres som enten værende et informant- eller respondentinterview (Kvale 1997). Informanten taler om den eller de sociale sammenhænge personen er del af, mens respondenten taler om sig selv og sit forhold til det sociale liv (Holter 1996: 13). Til interviewene havde jeg forberedt en række specifikke spørgsmål til at belyse emnet, men samtidig var udgangspunktet, at interviewene skulle være åbne, således at informanterne kunne supplere med yderligere vinkler og emner, der opstod ad hoc. Denne form valgte jeg for netop at give informanten mulighed for at tale og reflektere og inddrage emner, der kunne åbne op for ny viden. Et kritikpunkt ved denne interviewform er dog, at informanterne optræder som autoritetspersoner på feltet, og man derfor som interviewer er i fare for kun at få oplysninger og informationer, som er de godkendte udsagn man indenfor institutionen ønsker at formidle udadtil. Af samme årsag har det være svært at få adgang til data som 9

interviewpersonen eller institutionen ikke ønsker bliver kendt udenfor institutionens egne rammer. Ud fra specialets undersøgelsesområde har jeg udvalgt tre centrale informanter nemlig Erik Henz Kjeldsen chef i DR Distribution, Jens Poder redaktør for brugerindhold og web 2.0 på dr.dk og Peter Olaf Looms senior konsulent i DR Medier, Strategi og Projekter. De to første interview foregik i DR Byen og det sidste pr. telefon. Hvert interview varede cirka en time. I specialet bruges udsagn og viden fra disse interviews i form af referencer og citater. Yderligere foreligger de i emneform som bilag (1a-1c), og en lyd-optagelse af de tre interviews er samtidig vedlagt som cd-rom. Ud over disse tre informantinterviews har jeg foretaget tre research-interviews i forbindelse med specialet. Disse tre interviews var med henholdsvis Thomas Maagaard Dybkjær projektchef i YouSee, Jens Schwarzer konsulent på DR Mobil og Professor ved Copenhagen Business School, Anker Brink Lund. Disse research-interviews har jeg foretaget for at afprøve hypoteser og indsamle viden. En guide over interviewene er vedlagt som bilag 1 (1d-1f). Dokumentanalyse: Dokumentmateriale anvendes ofte som hovedkilde eller supplerende materiale i de fleste former for medievidenskabelig analyse, og dokumentanalyse er især i mediepolitisk forskning et vigtigt redskab (Syvertsen 2004: 215). Udgangspunktet for dokumentanalysen er, at vi lever i kulturer, som baserer sig på skriftligt materiale, og såvel som andre moderne organisationer genererer også medieorganisationer et stort antal dokumenter (Jensen 2002: 244). Disse dokumenter skal derfor ses både som et udtryk for en systematisering af rutiner og erfaringer, men samtidig også som en selvrepræsentation af organisationen beregnet på forskellige grupper som eksempelvis myndigheder, publikum eller andre aktører på mediemarkedet. En af de vigtigste fordele ved at bruge dokumentanalyse i forskningsøjemed, er dokumenternes neutrale karakter. Med dette forstås, at forskeren ikke selv har påvirket det materiale, der er samlet ind, men at dokumenterne er produceret i autentiske kontekster (Syvertsen 2004: 216). I dette speciale benytter jeg mig hovedsagligt af offentlige dokumenter, det vil altså sige dokumenter, der er frit tilgængelige, men samtidig også spiller ind i den offentlige beslutningsproces. Blandt de centrale dokumenter jeg har anvendt til analysen, er publikationer fra DR, udredninger og lovpapirer fra ministerier og Folketinget, da disse tilsammen giver et bredt billede af feltet. Dette suppleres med 10

artikler og kronikker fra danske dagblade og fagspecifikke websites. Hensigten med dokumentanalysen er altså ikke blot at finde en kilde og tømme den, men at se forskellige dokumenter i sammenhæng for at skabe et helhedsbillede af undersøgelsesområdet (Syvertsen 2004: 218). Kildekritik: Brugen af dokumentstudier og interview som metode for videnskabelige undersøgelser stiller krav til forskerens bevidsthed om at forholde sig kritisk til sine kilder. Målet for medieforskning vil ofte være at forklare eller beskrive specifikke aktørers handling eller de strukturer de producerer eller reproducerer, men da hverken handling eller strukturer kan observeres må forskeren være bevist om at undersøge gyldigheden af det materiale og de data, der bringes til anvendelse (Scott 1990: 2). En kildekritisk analyse bør derfor afdække kildens gyldighed og foregå ud fra fire forskellige kriterier, der omhandler autencitet, troværdighed, repræsentativitet og vurdering (Ibid.: 6-8). Autencitet afdækker, hvem der har produceret kilden, og hvem der står som afsender. Troværdighed fastlægger om kilden, kan anses som udtryk for korrekt information, og hvilke intentioner og interesser forfatteren eller afsenderen har. Med repræsentativitet forstås i hvilken grad kilden repræsenterer det samlede antal dokumenter, autoriteten eller organisationen. Det sidste kvalitetskriterium, som de tre foregående kriterier fører til, er vurderingen af kilden. Formålet med analysen af dokumentet er at opnå en forståelse af meningen og betydningen af kildens indhold. Selvom de offentlige dokumenter giver indblik i eksempelvis medieorganisationens mål, visioner, rutiner eller de opnåede aktiviteter, giver dette dog ikke et præcist billede af, hvordan denne medieorganisation fungerer. Når dokumentstudier bringes i anvendelse, er det derfor vigtigt at holde in mente, at organisationer, institutioner og enkeltpersoner bruger offentlige dokumenter til at fremstille sig selv med et bestemt formål (Syvertsen 2004: 217). Dette betyder, at disse offentlige dokumenter enten kan være udtryk for værdier der ønskes promoveret, legitimering af privilegier eller kampen for at opnå en bestemt holdningsændring hos modtagerne og/eller offentligheden. Eksempelvis bruges strategioplægget DR og den digitale fremtid i specialet til at undersøge, hvilke holdninger DR gav udtryk for i starten af digitaliseringsprocessen. Ved en kritisk læsning af dokumentet er det altså vigtigt at erindre, hvilke interessenter et sådan oplæg kan have. I dette tilfælde vurderes det at 11

både politikere, andre medieinstitutioner og DR s egne medarbejdere selv, stod som modtagere af oplægget. Igennem specialet anvendes en række artikler og kronikker fra danske aviser for at supplere med specifik viden på undersøgelsesområdet, men også for at belyse blandt andet DR s holdning til digitaliseringsprocessen. Brugen af denne type af ikkevidenskabelige tekster som baggrundsmateriale, stiller krav til en kritisk gennemlæsning. Eksempelvis er det evident, at kronikker, der omhandler DR s fremtid, nok kan være udtryk for en fagspecifik viden på området, men at indholdet dog stadig udtrykker forestillinger, der ikke nødvendigvis bliver realiseret. 12

Strukturer på mediemarkedet De dage, hvor DR var eneleverandør af tv og radio til danskerne, er for længst forbi, og siden monopoldagene sluttede for godt tyve år siden, har det danske medielandskab udviklet sig i en rivende fart, hvor en øget markedsstyring af medierne er fulgt som konsekvens. Med de nye digitale muligheder er der både kommet nye medietyper og brugsmønstre, men samtidig også et helt nyt marked for medier. Regulering og statens kontrol over medierne er formindsket i takt med, at et stigende antal aktører og indholdsudbydere er kommet til. Den øgede markedsstyring af tv og radio har vist sig i to etaper. Efter monopolopløsningen var det primært hensigten at få indført private kanaler og reklamefinansiering, som bevirkede at seertalsorientering og popularitet blev centralt. Efter etableringen af dette har udviklingen drejet sig om konkurrencen mellem kanalerne, som har udvidet sendetiden og øget priserne på programrettigheder (Syvertsen 2004: 33-34). Og med internettets fremkomst er der kommet et utal af nye aktører på mediemarkedet. I dette kapitel vil jeg se nærmere på, hvordan man teoretisk kan karakterisere det danske mediemarked i dag og hvilke mekanismer, der er styrende for de medieforhold, som DR fungerer under. Jeg vil forsøge at identificere de tendenser, der ses på et blandet marked, hvor både de offentlige public service-medieaktører og private medieaktører fungerer som dele af et samlet mediesystem. Til formålet vil jeg gøre brug af forskellige teorier for at skabe et bredt grundlag, der kan afdække og belyse de forhold og tendenser, der påvirker det danske mediemarked. Hensigten med dette kapitel er derfor at danne en grundlæggende teoretisk ramme ud fra forskellige teorier, der kan bruges som udgangspunkt til at afdække specialets 13

problemstillinger. Teorien anvendes altså som udgangspunkt for at forstå de forudsætninger DR, som public service-institution har for at agere i forhold til de nye digitale muligheder. Når jeg vælger at anskue mediemarkedet som del af et samlet mediesystem, er det ud fra den tanke, at medier indgår relationer med en række af aktører, der tæller borgere, virksomheder, lovgivere og organisationer. Jeg ser derfor mediesystemet som summen af alle medier og de aktører, der indgår heri. Ved at betragte og gøre opmærksom på de strukturer, der eksisterer i mediesystemet, er det altså muligt at skabe en teoretisk og metodisk forståelsesramme, der kan bruges til analysere specialets problemstillinger. Denne systemteoretiske tilgang beskriver, hvordan forskellige medier integreres, hvilket kan være en nyttig måde at betragte mediemarkedet, da det mediesystemiske perspektiv betoner, at medier ikke blot kan opfattes som isolerede øer, men at de agerer og reagerer i et netværk af andre medier, samfundsmæssige aktører og makrostrukturelle vilkår (Vestergaard 2007). Jeg antager som udgangspunkt, at DR fungerer som medspiller på et mediemarked, der er præget af både kommercielle, delvist kommercielle og offentligt finansierede aktører, der enten distribuerer eller producerer indhold og i nogle tilfælde begge dele. Teori om public service vil blive behandlet særskilt i afsnittet Public servicebegrebets udvikling længere fremme i specialet. Når termen mediemarked anvendes, er det for at fastslå, at der er tale om et sammensat marked med forskellige medietyper, der både tæller tv, radio, net og mobile medier udbudt af forskellige aktører, der i dag karakteriserer det danske medielandskab. Det er altså det samlede medieudbud, der fokuseres på frem for eksempelvis blot på tv- eller radiomarkedet. Dette sker ud fra den betragtning, at DR som organisation benytter sig af en bred vifte af medieplatforme til at udsende digitalt medieindhold på, og at DR på disse forskellige medieplatforme konkurrerer med aktører, der både befinder sig inden verdner af tv-, radio-, avis-, net- og mobilemedier, og oftest flere ad gangen. Så selv om DR eksempelvis ikke selv er at finde i avisformat, konkurrer det med de medieorganisationer, der står bag aviserne. Disse medieorganisationer og mediegrupper satser også på andre platforme end blot den trykte avis som del af deres mediestrategier for at nå deres publikum. Denne forståelse af mediemarkedet omfatter blandt andet en overordnet konvergenstankegang, hvor både medier og markeder smelter sammen (Syvertsen 2004: 35). Specialets baggrundstanke er altså, at det ikke er muligt bare at tale om mediekonkurrence på enkelte platforme, men at disse indgår i et samlet puslespil af medietyper. Jeg anerkender, at det kan være 14

vigtigt i nogle henseender at differentiere konkurrenceelementet i forhold til de enkelte medieplatforme. Det er dog værd at bemærke, at man bør differentiere konkurrenceproblematikken i forhold til, hvorvidt der fokuseres på en intern dansk konkurrence, eller man tager udenlandske aktører med i overvejelserne. DR står eksempelvis relativt stærkt på de traditionelle medier som radio og tv 2 i et marked præget af relativ få danske konkurrenter, mens deres online-aktiviteter har et væld af danske konkurrenter, som gør konkurrencen skarpere men også mere intensiv 3. Trods dette står DR også stærkt på online-markedet og har konsolideret virksomhedens medieindhold på denne platform. Samtidig eksisterer der en konkurrencesituation i distributionsledet, som ligeledes skal holdes in mente, til at beskrive DR s position i den samlede medieudvikling. Til trods for at både DR og TV2 begge hviler på et public service-fundament, og begge skal opfylde en lang række kontraktmæssige forpligtelser for at kunne eksistere, og begge helt eller delvist er licensfinansierede 4, anskuer jeg dem i forhold til dette speciales undersøgelsesfelt som konkurrerende på det danske mediemarked. Jeg er altså ikke interesseret i at beskrive konkurrencen mellem den samlede public service overfor det kommercielle, selvom denne problemstilling også er ganske interessant i forhold til en undersøgelse af strategier om digital medieproduktion og distribution. Jeg har valgt at adskille de to medieudbydere trods deres fælles position som public service-institutioner. Optikken er at betragte DR som en organisation, der indgår som en selvstændig aktør i en blandet dansk mediekontekst med både public service og kommercielle medievirksomheder. Første del af teoriafsnittet tager udgangspunkt i Daniel C. Hallin og Paolo Mancinis teori om tre forskellige mediesystemer på tværs af Europa og Nordamerika, og den udviklingsproces de mener at spore i disse mediesystemer. De to forfattere opererer med modellen Democratic Corporatist, der indgår som del af tre forskellige modeller, der også tæller Liberal og Polarized Pluralist mediesystemer. Jeg vil bruge deres konklusioner til at forklare nogle af de ændringer, der er sket på det danske mediemarked med hensyn til en stigende tendens til kommercialisering og deregulering. Herefter følger et afsnit, hvor konvergensproblematikken sættes i 2 I følge DR s årsrapport 2006 havde DR TV i gennemsnitlig ugentlig dækning på 81,1 % og en markedsandel på 32,5%, mens DR Radio i gennemsnit havde en ugentlig dækning på 83% og en markedsandel på 71 %. Mankoen for henholdsvis tv var 9,8 % mens den for radio var 13%. 3 I følge FDIM-listen for oktober 2007 var dr.dk det danske site med flest unikke brugere, mens besøgstallene for blandt andet tv2.dk og ekstrabladet.dk havde flere besøgende. Se bilag 2 4 TV2 s regioner er licens finansierede modsat TV2 s hovedkanal, der er reklamefinansieret. Udover dette eksisterer en række betalingskanaler som TV2 Charlie, TV2 Sport, TV2 News, TV2 Film og TV2 Zulu 15

fokus, for at anvende elementer heraf til en beskrivelse af mediemarkedet i dag. Slutteligt vil kapitlet runde teori om cross-media for at beskrive nogle af de indholdshybrider, som de nye digitale medier tilbyder. Mod et liberalt mediemarked De to forfattere Daniel C. Hallin og Paolo Mancini lægger i deres bog Comparing Media Systems fra 2004 stor vægt på både den skrevne presses vilkår og den ændrede politiske forbindelse til mediesystemet. Selvom disse to problematikker ikke kan forbindes i lige linje med dette speciales undersøgelsesområde, giver forfatterne via deres tre modeller af tre vestlige mediesystemer en brugbar oversigt til at illustrere generelle udviklingstræk og karakteristika ved mediemarkedet i dag. Forfatterne opstiller de tre modeller Democratic Corporatist, Polarized Pluralist og Liberal til at skabe en komparativ ramme til at sammenligne mediesystemer på tværs af Europa og Nordamerika, og inden for denne ramme komparativt diskutere forholdet mellem stat, medier og virksomheder, samt identificere udviklingstræk på tværs af de enkelte landes medier. De tre modeller er baseret på fire forskellige analytiske dimensioner og dækker ifølge forfatterne de mest indflydelsesrige variable for at kunne sammenligne mediesystemer på tværs af de europæiske lande, USA og Canada. De fire dimensioner er 1) graden af mediemarkedets udvikling især med henblik på pressecirkulation 2) graden af politisk parallelisme, altså graden af sammenhæng mellem medier og de politiske partier 3) graden af udviklingen i journalistikken som profession 4) graden af statslig intervention i medierne (Hallin 2004: 21) Til trods for den fare, der eksisterer for forenkling, bruger forfatterne disse tre idealtypiske modeller til at påpege forskelligheder mellem politik og mediemarkeder på tværs af de europæiske lande, USA og Canada, og modellen giver et udmærket overblik over de mekanismer, der er styrende for og grundlæggende for medievirksomheders virke. I denne teorifremstilling vil der ikke blive tale om at sammenligne de tre forskellige mediesystemer, der beskrives i Comparing Media Systems. Derimod kan de karakteristika, som findes i modellen Democratic Corporatist, bruges til at afbilde nogle af de tendenser, der ses på det danske mediemarked i dag, og som er den medievirkelighed, hvori DR fungerer. Den skrevne presse får den mest indgående behandling i Hallin og Mancinis analyse af mediesystemerne, mens broadcasting får langt mindre opmærksomhed og online-virksomhederne så godt som ingen. 16

Model Hallin og Mancini 2004: 70 Forfatterne vurderer selv, at der i de fleste mediesystemer opereres ud fra to forskellige logikker afhængigt af om det enten er presse eller broadcasting der anskues, og at mediesystemer generelt ikke kan ses som en statisk størrelse (Ibid.: 72). Den nord/centraleuropæiske model, som Democratic Corporatist Model også benævnes, er karakteriseret ved tidligt at have udviklet pressefrihed og samtidig have en høj grad af nyhedscirkulation. Som titlen Democratic Corporatist antyder, er det kombinationen af demokratiske og virksomhedsmæssige elementer, der danner de grundlæggende vilkår for medierne i disse lande. Historisk set har sociale grupper haft en stærk indflydelse på medierne med eksempelvis partitilhørsforhold, og den politiske presse eksisterede op gennem det tyvende århundrede til omkring 1970 erne, hvorefter den begyndte at aftage. Den politiske parallelisme har i democratic corporatist-lande historisk haft en høj betydning, men er blevet blandet med en neutral professionalisme fra journalisters side. Den journalistiske professionalisme er altså høj, og medierne ses som en betydelig social institution i samfundet. De offentlige broadcasting systemer har haft en høj grad af professionel autonomi trods parlamentarisk eller sociale gruppers repræsentation i virksomhederne (Ibid.: 75). De fælles træk inden for modellen er derfor, at medierne i høj grad betragtes som et fælles gode, og at der eksisterer et frit informationsflow, der både sikres, men også fremmes af staten. Medierne bliver samtidig brugt som redskaber af de forskellige sociale grupper og ideologiske placeringer for at komme til orde og udtrykke sig 17

(Ibid: 298). Danmark og de øvrige skandinaviske lande falder ind under denne mediemodel, til trods for store variationer både i forhold til de øvrige europæiske landes medier men også internt i Skandinavien (Lund 2007a). Den liberale model (den nordatlantiske model) bygger på landenes institutionelle liberale tradition. Denne model har flere af de samme karakteristika som Democratic Corporatist Model i forhold til tidlig udvikling af pressefrihed og høj nyhedscirkulation. Men modsat har den politiske parallelisme dog historisk været lav, ligesom statens rolle har været begrænset (med undtagelse af Storbritannien, hvor hensynet til den nationale kultur har givet staten en stor rolle i forhold til BBC). Den offentlige broadcasting og reguleringerne på broadcastingområdet har været organiseret ud fra en professionel model, hvor politisk kontrol blev adskilt fra området, ligesom medieorganisationerne er blevet kørt af såkaldte broadcastingprofessionelle og ikke politiske repræsentanter. Den liberale mediemodel lægger sig tættere op ad den måde, som erhvervslivet fungerer på i andre sektorer og længere fra politisk kontrol, mens medierne i de democratic corporatistic lande har en stærk forbindelse til både de økonomiske men også politiske verdener (Ibid:76). Polarized Democratic Liberal Pluralist Corporatist Development of Mass Press Low High High Political Parallelism High High Low Professionalization Low High High State Intervention High High Low Model: Hallin og Mancini 2004 : 299 Forfatterne forstår altså de fire ovenstående parametre, som deres analyser bygger på, ud fra deres institutionelle karakter og fungerer som faste grundpiller under mediesystemernes udvikling. Ud fra komparative analyser af de tre forskellige mediemodeller konkluderer forfatterne, at der i dag sker en bevægelse i mediesystemerne i Europa mod den liberale model, som eksisterer i sin reneste form i Nordamerika. Denne bevægelse indbefatter, at medierne i stigende grad kommercialiseres og drives på de markedsvilkår, som man kender fra den liberale model. Som følge heraf aftager statens rolle i mediesystemet, og der sker en deregulering af medierne, der både har indflydelse på indhold og distribution. Forfatterne udpeger forskellige tendenser i mediesystemerne, de mener er opstået 18

som følgevirkning og konsekvens af den voksende kommercialisering. Den første tendens, der påpeges, er, at der med den øgede kommercialisering følger en større fokusering på de normale mennesker og borgere. Modsat tidligere, hvor de statslige, partimæssige og officielle perspektiver var centrale, medfører skiftet mod større kommerciel indflydelse, at mediernes fokus på den individuelle borger er steget markant (dette gælder især i nyhedsformidlingen). Den anden tendens der udpeges, som følge af ændringerne i mediesystemerne, er, at der er sket en forskydning i magtbalancen mellem medieinstitutioner og politiske institutioner. Dette betyder, at medierne i højere grad selv er dagsordensættende i den politiske kommunikation, og at de spiller en selvstændig rolle i forhold til den politiske proces (Hallin 2004: 278-79). Hallin og Mancini mener, at der altså er tale om en mere overordnet konvergenstendens, der driver mediesystemet mod en mere global mediekultur. Konsekvensen af denne globale mediekultur bliver en stigende homogenisering af mediesystemet, hvor medieinstitutionernes historisk stærke bånd til de politiske institutioner på længere sigt ophæves (Hallin 2004: 252). Broadcasting has been transformed from a political and cultural institution in which market forces played a minimal role into a industry in which they are central, even for the remaining public broadcasters who must fight to maintain audience share. (Ibid.: 252) De to forfattere mener, at broadcasting ikke længere blot skal forstås som en politisk og kulturel institution, men at man skal anskue det i en markedsmæssig kontekst, hvor spørgsmål om seertal og kommerciel positionering er blevet et centralt spørgsmål for overlevelse. Eller for at udtrykke det med andre ord, så er kampen om publikum blevet deres raison d être. Det er i denne forbindelse værd at knytte en bemærkning til begrebet institution. For at undgå begrebsforvirring opstilles hermed en distinktion mellem institution som enten en sfære, der repræsenterer en række organisationer og praktikker eksempelvis journalistiske normer og konventioner eller mediernes demokratiske funktion, eller institution som udtryk for en specifik organisation som eksempelvis DR, FN eller Københavns Universitet (Moe 2007: 150). Ved at anskue institutioner som sfærer, så studeres de praktikker og diskurser, der tilknyttes disse områder. Eksempelvis definerer den postliberale nyinstitutionalisme begrebet institution som et 19

sammenhængende sæt af handlemåder, der dækker rutiner, normer, regler og forståelser (Peters 1998: 28-33). Kigger man derimod på medieinstitutioner, som udtryk for en specifik organisation, er det altså en mere begrænset optik, der anlægges altså er det eksempelvis specifikke medievirksomheder, reklamebureauer eller tv-stationer (Moe 2007: 150). Dette betyder, at med den første forståelse af begrebet institution, nemlig som udtryk for en sfære, kan mediemarkedet analyseres ud fra dets institutionelle karakter, det vil sige de rutiner, regler, normer og forståelser, der præger den medievirkelighed som broadcasterne indgår i, og som i følge Hallin og Mancini går mod øget kommercialisering og deregulering. De karakteristika, som er identificeret for de tre forskellige mediemodeller, kan altså forstås som en samlende kontekst, hvor broadcasterne navigerer ud fra systemernes normer, praktikker og procedurer. Med den anden forståelse af institution, kan man specifikt se på DR s digitale tiltag som medieinstitution, og analysere disse indenfor den specifikke ramme public service-institution. Når man betragter den triangulære model på side 17, hvori de tre forskellige mediesystemer er repræsenteret, ses det, at de skandinaviske lande nærmer sig en idealtypisk forestilling om, hvad der forstås som democratic corporatist-lande. Disse lande har blandt andet en høj grad af statslig intervention i mediesystemet, og på samme måde en høj grad politisk parallelisme set i forhold til andre europæiske lande. Forfatterne antager altså, at de skandinaviske lande er relativt ens, og at der i mellem dem kan drages en lang række af paralleller, når det gælder blandt andet public service-broadcasting og den politiske indflydelse på medierne. Og som Anker Brink Lund yderligere også påpeger, ja så eksisterer der i de skandinaviske lande en høj grad af intern selvregulering og ekstern statslig regulering i mediesystemet (Lund 2007a: 129). De fire præmisser, som mediemodellen beskrives ud fra, indeholder dog ikke i tilfredsstillende grad, public service-mediernes placering på det samlede mediemarked og hvor høj penetration disse medieorganisationer har i markedet. Til trods for, at Danmark og Sverige i modellen opfattes som nærmest identiske, må man erindre, at de to landes public service-institutioner i konstruktion er forskellige, både når det gælder opbygning, licensgrundlag og samspil mellem medieplatforme. 5 Et femte parameter, der ville have givet et endnu mere nuanceret sammenligningsgrundlag, og ikke mindst fungere som forståelse for de enkelte 5 I Sverige er public service radio og tv adskilt som to forskellige medievirksomheder. Det vil sige, at modsat DR er der ikke en samlet licensfinansieret public service-organisation med radio, tv og onlinemedier. Derimod er de licensfinansierede public service-aktiviteter splittet ud i tre enheder nemlig SR (Sveriges Radio), SVT( Sveriges Television) og UR (Sveriges Utbildningsradio). Online-aktiviteter er knyttet individuelt til hver af disse tre medieorganisationer. 20

landes mediemarkeder, kunne udmærket have været også at inddrage og fokusere på de enkelte landes public service-medier og deres placering og relation til det kommercielle marked. Altså hvor høj penetration public service-medierne har i markedet, og hvilken samlet position det giver medieorganisationerne i systemet. Hallin og Mancini konkluderer, at de i deres komparative analyser ser en tendens mod en øget kommercialisering og deregulering og en bevægelse i mediesystemerne mod den liberalistiske model, som det amerikanske mediesystem repræsenterer i sin reneste form. Medierne fungerer her på markedsvilkår frem for som regulerede kulturelle og politiske institutioner, hvilket de historisk set har gjort i Europa. Det ligger derfor snublende nær at bruge det noget luftige begreb amerikanisering til at beskrive udviklingen. Men forfatterne mener, at de forandringer der foregår i mediesystemet er drevet af interne processer i Europa og ikke en form for amerikansk kolonisering. Forandringerne er forbundet med den integration, der generelt sker mod en global økonomi også blandt medierne (Ibid.: 254-57). Til trods for denne liberaliseringstendens vidner det skandinaviske eksempel om, at der i denne nordligste del af Europa stadig er langt til, det man må betragte som et rent kommercielt mediemarked. I Danmark, Sverige og Norge er mediesystemet historisk set blevet til i et samspil mellem privat og offentlig kapital (i form af licens til broadcasting-medierne, pressestøtte og momsfritagelse blandt den skrevne presse). Derfor kan det danske mediemarked i dag nærmere karakteriseres som en hybrid, hvor både private og offentlige penge skaber og cirkulerer i mediesystemet (Lund 2007a: 131), og hvor nationale og regionale spillere stadig udfylder en stor rolle i det samlede medieudbud (Syvertsen 2004: 37). Nye reguleringstyper Mens Hallin og Mancini ser en tendens mod voksende deregulering indenfor mediesystemet generelt, skriver Stefaan G. Verhulst i artiklen The Regulation of Digital Content, at selvom der med den voksende konvergens på mediemarkedet følger en deregulering, så bør denne nærmere forstås som en re-regulering eller selvregulering. Som en følge af de liberale ideologiske strømninger, der har fundet sted gennem de sidst to årtier, blev det i halvfemserne en gennemgående tanke, at de nye digitale medier og deres mulighed for individualiseret forbrug ville føre til en afslutning på, hvad man tidligere havde kendt, nemlig et reguleret mediemarked. Reguleringen, der var opstået som følge af en ressourceknaphed i forbindelse med broadcasting, måtte ses som et afsluttet kapitel med de nye digitale mediers 21

muligheder for mangedobling af indhold og distribution. Tanken om et paradigmeskift i forvaltningen af de nye digitale medier har dog i følge Verhulst vist sig ikke at holde stik. Han mener i stedet, at både digitalisering og mediekonvergens har medført ændringer i forhold til, hvad vi kender fra mediereguleringer i den analoge verden, og at der er vokset en ny type af regulering frem, der har rod i, hvad vi kender fra tidligere. Denne nye type er en kombineret reguleringsform, hvor der både indgår traditionelle statslige elementer af regulering og nye modeller af selv- og co-regulering (Verhulst 2006: 330-32). It is important to point out that many of the assumptions made in the early and mid-1990s have proven at best hasty, and perhaps even false. For example, early hopes for disintermediation have given way to more realistic analyses of reintermediation (...) One of the effects of reintermediation has also been to maintain (or reintroduce a certain element of) scarcity: new forms of control have emerged in the digital realm, and these forms of control once again determine access. The fact that such forms of control are often intertwined with economic or political control only complicates the picture (Verhulst 2006: 336). Analouge model Scarcity and few players (duopoly) One-to.many Distinctive sectors Linear programming Medieated consumption environment National boundaries Digital model Abundant players (branding) Many-to-many Convergence of sectors Non-linear programming (on demand) Disintermediation and individual consumption environment Transnational and global Model Verhulst 2006: 333 Modellen viser de ændringer, der opstår i overgangen mellem det analoge og digitale medieudbud. Kongstanken bag reguleringen af den analoge terrestriske broadcasting var at garantere, at alle befolkningsgrupper havde adgang til at se tv, og netop derfor har public service broadcasterne siden både radioen og tv ets fødsel, haft mandat til at sikre denne filosofi. Den type af regulering, der tidligere har været knyttet sammen med den analoge terrestriske broadcasting, er altså foregået ud fra den overbevisning, at tv i kraft af sin gennemslagskraft hos befolkningen potentielt har kunnet spille en afgørende rolle i opinionsdannelsen. Derfor har kriterier som lige og uhindret adgang til indhold, repræsentation af forskellige befolkningsgrupper, folkeoplysning og debat været afgørende i statens regulering af indhold og form. Med fremvæksten af nye 22

teknologier, er disse kriterier blevet sværere at applicere og opretholde i forhold til de nye medietyper, og på samme måde er det på grund af konvergenstendenser i dag sværere at skelne mellem, hvad der er broadcasting, og hvad der må betegnes som telekommunikation (Verhulst 2006: 337). Den kulturpolitiske regulering, der hang sammen med at sikre mangfoldighed i et medielandskab med knaphed i ressourcer har altså ikke længere den samme nødvendighed, da internettet i dag i høj grad kompenserer for dette underskud. Fra en reguleringsramme som tog udgangspunkt i distributionen af medier, bliver reguleringen altså lagt over på både producenter og modtagere og har form som en ny selvregulering (Syvertsen 2004: 206). Når Verhulst taler om en re-regulering af mediemarkedet, er det således for at understrege, at deregulering ikke bare indtræder som et paradigmeskift i kontrast til tidligere tiders styrede mediemarked, men at der opstår en re-regulering, der både besidder elementer af statslig regulering som vi har kendt det hidtil, i kombination med deregulering og også selvregulering. Eksempelvis blev det i 2002 bestemt, at DR s public service-forpligtelser skulle reguleres i såkaldte public service-kontrakter mellem Kulturministeriet og DR. Oprindeligt var det op til DR selv at udfylde de bredt beskrevne forpligtelser i loven for public service-virksomhed. Disse nye kontrakter er således både et politisk styringsredskab, der kan sikre et relativt detaljeret programindhold i kombination med organisationens eget ansvar for licensmidler og et programregnskab. Der er derfor tale om en ny reguleringstype, der både udstikker mere distinkte rammer for, hvad medievirksomheden skal levere og ikke levere, ligesom DR har fået en kontraktmæssig selvstændighed og uafhængighed (Banke 2004: 62-64). På samme måde har EU-kommissionen intensiveret reguleringen på især radio- og tv-markedet. Internationaliseringen af mediemarkedet har medført, at man i EU-regi har forsøgt at regulere medieområdet for at sikre at lovgivning om de statsstøttede public servicestationer overholdes (Banke 2004: 338). På den måde sikres et frit marked ved, at kommercielle medieudbydere af eksempelvis digitalt tv får adgang til at sende på lige vilkår med public service-broadcasterne. Der er altså stadig tale om en høj grad af politisk styring af mediemarkedet. Denne styring forekommer dog i langt mindre grad i forhold til tidligere ud fra kulturpolitiske præmisser, men tager nu i stedet afsæt i en politik, der skal styre mediemarkedets udvikling ud fra parametre, der handler om at sikre både konkurrence og forbrugere. Reguleringen af konkurrencen skal styrke og beskytte markedets frie udvikling og sørge for, at der ikke opstår monopoldannelse, mens 23

forbrugsreguleringen skal sikre forbrugerne mod skadeligt og uønsket indhold, og at de ikke betaler mere for medieprodukter, end hvad der anses for rimeligt (Syvertsen 2004: 19-22). Konsekvensen er således, at nye kommercielle aktører har fået mulighed for at regulere, hvilket informationsindhold som brugerne kan modtage, og i takt med internettets udbredelse har disse aktører fået en ny rolle i forhold til at kontrollere, hvilken medieindhold der er tilgængeligt. De fungerer altså som såkaldte gatekeepers, og har fået et større spillerum og kan pakke deres indhold for at opnå salg og tiltrække et bestemt publikum. Fra spørgsmålet om regulering af mediemarkedet bevæger vi os nu videre mod teori om konvergens, der giver en anden indfaldsvinkel til at beskrive det nye digitale medielandskab. Konvergens når medier smelter sammen Begrebet mediekonvergens er i medieforskningen gennem de sidste ti år blevet tillagt stor betydning, da dette er blevet brugt til at indfange nogle af de tendenser, der er set i mediesystemet som følge af den fremvoksende digitalisering. Første gang begrebet blev nævnt var dog allerede i 1983 af samfunds- og kommunikationsteoretikeren Ithiel de Sola Pool, der beskrev konvergens i forbindelse med kommunikationsteknologiers indbyrdes afhængighed i bogen Technologies of Freedom. I en dansk kontekst har især Jens F. Jensens (2003) senere arbejde med begrebet, givet et udmærket grundlag for at beskæftige sig med medieudviklingen i forhold til termer om konvergens. Forestillingen om konvergens har udviklet sig fra, at digitaliseringen ville medføre en total nedbrydning af grænserne mellem medierne og deres forskellige udtryk til at sætte spørgsmål ved, om konvergensbegrebet er særlig præcist eller om det kan indfange den samlede dynamik i medieudviklingen (Jensen 2003: 17). Når begrebet har fået stor opmærksomhed det sidste årti, er det netop fordi, det både på et generelt og senere også på et specifikt plan kan hjælpe til at forklare den medieudvikling, der finder sted i spændet mellem analog og digital medieproduktion og distribution. Derfor er den nu lidt forældede symbolske forklaring om, at konvergens som udgangspunkt ikke betyder andet, end at to linjer går mod hinanden og mødes, ikke fyldestgørende til at beskrive den udvikling som de digitale medier gennemgår. Med denne forklaring af konvergens, hvor medierne bevæger sig mod hinanden og mødes i et slutpunkt, afspejles mere den forestilling, der har været om, at der vil være et slutpunkt, hvor en slags hybrid eller krydsning ville opstå mellem nye og gamle medier når medierne 24