Finanskrisens grundlæggende begreber Den finansielle krise, der brød ud i slutningen af 2008, har udviklet sig til den mest alvorlige økonomiske krise siden den store depression i 1930'erne. I dette fokus forsøger vi på en enkel og læsevenlig måde at forklare de økonomiske begreber. I første sektion præsenteres nogle af de grundlæggende økonomiske begreber, der ofte bruges i medierne, når den økonomiske krise omtales. DA Pressetjenesten Direktoratet for Pressetjenesten Direktør - Talsmand : Jaume DUCH GUILLOT Reference No.: 20100414FCS72750 Press switchboard number (32-2) 28 33000 1/5
Økonomiske begreber 1 Focus Handelsoverskud og underskud: Et land har overskud, når det eksporterer flere varer og tjenesteydelser, end det importerer, dvs. når det producerer mere end det forbruger. Et land har underskud, når det importerer mere end det eksporterer. Hvis et land har overskud på handelsbalancen betegnes det som kreditor, hvis det har underskud betegnes det som debitor. Vedvarende overskud eller underskud giver ofte anledning til globale ubalancer i verdensøkonomien, hvor en række lande har store men uholdbare overskud på handelsbalancen, mens andre lande har store og uholdbare underskud på handelsbalancen. kreditorlande er lande med store handelsoverskud (f. eks Tyskland, Kina, Japan og de olieeksporterende lande). Disse lande tjener flere penge på at eksportere, end de bruger på at importere. De overskydende midler udlånes til debitorlande gennem de finansielle markeder. debitorlande er lande med underskud på handelsbalancen (f. eks Grækenland og USA). Disse lande eksporterer ikke nok til at betale for deres import og låner derfor penge på de internationale markeder for at dække dens udgifter til forbrug. Da planeten Jorden ikke handler med andre planeter, vil visse staters overskud nødvendigvis føre til underskud i andre stater - ikke alle økonomier kan have et overskud på handelsbalancen. Lande med underskud må låne penge fra lande med overskud for at få budgettet til at hænge sammen. den private gæld er forbrugernes og virksomhedernes gæld. Med adgang til "billige penge" fra de eksporterende lande, giver det mening for banker og andre finansielle institutioner at kanalisere pengene derhen, hvor efterspørgslen er størst. Virksomheder og forbrugere i debitorlande er oplagte mål. Der er dog et problem med de såkaldte dårlige lån, nemlig de lån, som ikke kan tilbagebetales. Hvis en bank ikke får (alle) de penge hjem, som den har lånt ud, er der en risiko for, at banken selv får problemer med at betale (alle) de penge tilbage, som den skylder sine investorer. I de senere år har bankerne udlånt masser af penge til boliglån og privatforbrug. I en situation med lavkonjunktur og stigende arbejdsløshed udvikler sådanne lån sig til dårlige lån. subprime-lånene var den udløsende faktor for den nuværende krise. Der blev udstedt subprime-lån til låntagere, der kun kunne finansiere deres lån, såfremt huspriserne fortsatte med at stige. Dette var imidlertid ikke tilfældet, og mange banker tabte enorme summer på disse usikre lån. budgetoverskud eller underskud opstår, når en regering enten henter flere penge ind i skat, end den forbruger (overskud), eller når den bruger flere penge, end der er skattemæssigt grundlag for (underskud). Under finanskrisen har mange regeringer pumpet milliarder af skattekroner ind i banksektoren for at dække tabene på dårlige lån. Dette har betydet faldende skatteindtægter, som igen har ført til kraftige underskud på de statslige budgetter. den offentlige gæld er det beløb, som en regering skylder sine kreditorer. Det kaldes den offentlige gæld, da det i sidste ende er skatteyderne, der betaler gælden tilbage. Hvis en regering bruger flere penge, end der er skattemæssigt grundlag for, er den nødt til at låne penge. Det sker som regel ved at sælge statsobligationer. Statsobligationer er obligationer udstedt af en regering for at finansiere et underskud på statsfinanserne. Køberne af statsobligationer kan f.eks. være banker eller pensionskasser. renten på statsobligationer afgør, hvor tung byrden bliver for skatteyderne. Hvis det vurderes, at lånet er risikofyldt, vil renten være høj. rentespændet er renteforskellen (i basispoint) mellem de obligationer, der anses for at være de sikreste (f.eks. tyske obligationer i eurozonen) og andre obligationer. Renten på usikre obligationer er betydeligt højere end på sikre obligationer. 20100414FCS72750-2/5
refinansiering af gælden indebærer, at gælden tilbagebetales med lånte penge. Når de eksisterende obligationer er tæt på at være udtømte, kan en regering udstede nye obligationer. Problemet opstår, når investorerne ikke er indstillet på at refinansiere og i stedet ønsker deres penge udbetalt med det samme. credit default swaps (CDS) på statsobligationer er en forsikring mod misligholdelse, dvs. en forsikring for, at en given regering tilbagebetaler de penge, som den skylder sine investorer. Investorer kan købe CDS er fra forskellige finansielle institutioner, såsom banker og hedgefonde. naked CDS er CDS er, der ejes af investorer, som ikke ejer de underliggende obligationer. Spekulanter kan købe CDS er med henblik på økonomisk afkast. EU overvejer i øjeblikket at forbyde denne praksis. 20100414FCS72750-3/5
Økonomiske begreber 2 Focus I foregående sektion så vi, at eksportøkonomier tjener langt flere penge end importøkonomier. Det samme gælder for de virksomheder og husholdninger, der tjener flere penge, end de forbruger. Det er her finanssektoren kommer ind i billedet. Den mest kendte form for finansieringsvirksomhed er en bank. Ejerne af banken har skudt deres egne penge, deres egen kapital, i selskabet. De er aktionærer i banken. Bankens forretningsgang er ligetil: banken låner penge fra kunder, som har overskud på deres konti (lad os sige, at indlånsrenten er tre procent) og udlåner penge til husholdninger og virksomheder, som har underskud (lad os sige, at udlånsrenten er fem procent). Da banken betaler mindre i renter for de penge, som den låner (passiver), end de penge, som den tjener i renter på udlån og andre investeringer (aktiver), ender banken med en pæn fortjeneste på omkring to procent. Sådan fungerer det i hvert fald i økonomiske opgangstider. Men i økonomiske krisetider ser billedet imidlertid anderledes ud. Når kriseramte virksomheder og husholdninger begynder at få problemer med at tilbagebetale deres lån, sætter det banken i et dilemma. Banken skylder stadig den samme mængde penge til dens kunder og andre kreditorer (fx andre banker eller obligationsindehaverne), men tjener færre penge på udstedelse af lån (da pengene ikke bliver tilbagebetalt (til tiden)). Hvis kunder med overskud på deres konti mister tillid til banken, risikerer den bank run, hvilket vil sige, at usædvanligt mange kunder tager, eller forsøger at tage, deres penge ud af banken. Hvis det sker, kan det ende med likviditetsmangel, da banken har udlånt de fleste af investorernes penge. Hvis blot nogle få store indskydere kræver deres penge tilbage, kan det tvinge banken ud i vanskeligheder. Hvis alle indskydere kræver deres penge tilbage på én gang, vil banken være tvunget til at lukke - selv over tid, vil den få store problemer med at betale pengene tilbage. Dette adskiller sig fra en bank, der er insolvent; en situation, hvor bankens gæld til kreditorer overstiger værdien af udlån og andre aktiver. Selv hvis alle aktiver bliver solgt med det samme, vil det ikke generere penge nok til at dække bankens gæld til kreditorerne. Når et lån udvikler sig til et dårligt lån (et lån, der ikke kan tilbagebetales), fører det til tab for banken, da det aktiv, som den ejer, har tabt værdig (nedskrivning af værdi). Bankerne er hele tiden nødt til at sikre, at de har penge nok til at tilbagebetale deres gæld. Det er grunden til, at det er så vigtigt at have kapital. kapital er de penge, som ejerne af banken har skudt ind i selskabet. Kapitalen skal helst kunne absorbere tab fra dårlige lån. Hvis "kapitalstødpuden" er tilstrækkelig stor, behøver investorerne ikke at bekymre sig. Hvis tabene derimod "spiser sig igennem" kapitalstødpuden, begynder panikken at sprede sig. Det er meget vigtigt at have kapital nok til at stå imod en økonomisk storm (når bankens lån udvikler sig til dårlige lån). Derfor kræver finansielle myndigheder, at banken oplyser om dens kapitalgrundlag, hvilket kort fortalt er forholdet mellem bankens kapital og dens aktiver, dvs. lån, obligationer, pantebreve m.m. - alt det, som banken har investeret andre folks penge i. Herudover er der også forholdet mellem gæld og kapital (leverage). Lad os sige, at du har 50 euro (din kapital), som du ønsker at satse på en væddeløbshest, som du er sikker på vil vinde. Væddemålet vil i så fald fordoble din oprindelige investering til 100 euro - altså en profit på 100 procent. Hvis du derimod først låner 50 euro (din gæld) fra en ven og derefter satser 100 euro kan dine 100 euro blive til 200 euro. Efter at have tilbagebetalt din ven de 50 euro, som du lånte, står du tilbage med 150 euro, altså en tredobling af din oprindelige investering. Men hvis du derimod taber væddemålet mister du ikke blot dine50 euro, men også de 50 euro, som du lånte af din ven. Leverage forstørrer udbyttet, når investeringen går godt, og forstørrer tabet, når investeringen går dårligt. Det er vigtigt at huske på, at alle finansielle institutioner - uanset om vi taler om banker, pensionskasser eller hedge fonde - fungerer på stort set samme måde. Ejerne er nødt til at levere kapital nok til at absorbere et eventuelle tab. Den finansielle institution fortsætter herefter med at låne penge, som den investerer i forskellige finansielle produkter (udlån, pantebreve, obligationer m.m.). Når lån udvikler sig til dårlige lån falder aktie- og obligationsmarkederne, og de finansielle tab har ofte en stor indvirkning på resten af samfundsøkonomien. Da lån er 20100414FCS72750-4/5
selve livsnerven i samfundsøkonomien, er regeringer nødt til at træde til med skatteydernes penge, når økonomien er truet. For at undgå, at dette bliver nødvendigt, ønsker Europa-Parlamentet at indføre strammere regulering af de finansielle markeder. 20100414FCS72750-5/5