I dag er det fastelavnssøndag. Og til fastelavn knytter sig jo mange forskellige traditioner, især for børnene. For mange børn betyder fastelavn, at katten skal slås af tønden, og at man kan klæde sig ud og tage maske på, eller blive malet i ansigtet, så det passer til ens kostume. Det er meget spændende for børnene. Små børn ser deres udklædning som noget næsten magisk, hvor de er den person, de er klædt ud som. For dem er fastelavn en sjov fest og en chance for at blive den, som man drømmer om at blive, i det mindste for en eftermiddag. I kirken er fokus lidt anderledes. Her er fastelavn først og fremmest starten på fastetiden, som er de ca. 40 dage der er frem til påske. I påsken kulminerer hele historien om Jesus med hans død og opstandelse. Og så er der endnu mere grund til at feste. Fastetiden, fra nu og til påske, er kirkeligt set knyttet til eftertanke og fordybelse, så vi kan nå at blive parate til påskefesten. Rækkefølgen er altså, at man først fejrer fastelavnsfest med skæg og ballade. Derefter er der faste og eftertanke. Og så er det påske. Først skal vi 1
finde maskerne frem og fokusere på dem. Og så bruge de 40 dages fastetid til at se på, hvad der er bag maskerne, før vi i påsken fokuserer på, hvad kærlighedens væsen er, som vi har mødt den i Jesus. Men først er det fastelavn og det er sjovt. Det er spændende at tage masker og kostumer på. Så kan man pludselig være sådan, som man ellers ikke helt tør være. Vi kender lidt til det fra hverdagen. Klæder skaber folk, siger man. Vi føler os godt tilpas, når vi har fået nyt, smart tøj, som signalerer, at vi er tjekkede eller har overskud. Det kan give os ny selvsikkerhed og mod til at sige det, vi ellers ikke tør sige. Det er ikke kun til fastelavn eller karneval, vi klæder os ud. Det gør vi f.eks. også, når vi er på arbejde. Så har man arbejdstøj eller uniform på. Som præst bærer man en præstekjole, der er praktisk, når man gerne vil have, at folk ved, hvem man er. En læge på sygehuset har en kittel på. Lagerarbejdere har noget bestemt arbejdstøj og sikkerhedssko på. Dem, der arbejder i Super Brugsen bærer en uniform. Soldater, 2
sygeplejersker, politibetjente; mange har tøj på, der skal vise, hvem de er. Man er jo mere end sit arbejde. Men en uniform kan få en til at føle, at man iklæder sig en særlig identitet og måske endda autoritet. Når man har en uniform på, forventes man at være på en særlig måde. Når man ser en person i en præstekjole eller i det tøj, de ansatte har på i Brugsen, så har man en forventning om, hvordan den person er. Man regner ikke med, at præsten bander og svovler, og man forventer, at kassedamen i Brugsen smiler imødekommende til kunderne. Der er nogle forventninger knyttet til vores arbejdstøj, og derfor falder man også nemt ind i en rolle, når man får sit arbejdstøj på. Man bliver professionel, og er på en bestemt måde, som man mener, passer til den rolle, man har påtaget sig. Man er selvfølgelig sig selv, når man arbejder, men man har også en rolle. Den kan man forhåbentlig lægge fra sig når man kommer hjem. Ingen kan holde ud at være servicemindede eller autoritære dagen lang, og blev man ikke selv træt af det, ville ens nærmeste nok hurtigt blive det. Vi har brug for, at 3
man kan træde ud af rollen. Selv om rollen kan være rar at gemme sig bag. Både udklædningen til fastelavn og arbejdstøjet er udtryk for, at det kan føles godt at gemme os lidt for hinanden. Vi kan bedst lide, at vi ikke er helt afklædte, også i overført forstand, så folk ikke ser alt, hvad vi indeholder. Når det er fastelavn er det netop en del af legen, og det kan der komme meget sjov ud af. Men det bliver lidt mere alvorligt, når vi opdager, at det ikke kun er til fastelavn, vi skjuler os bag masker og forklædning. Vi bærer faktisk alle sammen masker meget af tiden, over for andre, og måske også over for os selv. Vi afslører ikke uden videre, hvem vi i virkeligheden er, men skjuler os bag en smilende maske, en ligeglad maske eller en barsk maske, alt efter situationen og de mennesker, vi er sammen med. Maskerne beskytter os. De skjuler vores svage punkter, så andre ikke kan såre os der, hvor det virkelig gør ondt. 4
Det kan også ske, at vi bliver påduttet en maske eller en rolle. Vi kan blive opfattet som den lidt dumme, den naive, den tilbageholdende og generte, den, der drikker for meget eller spiser for lidt, den irritable, den irriterende, den brovtende, den arrogante, den kloge. Man kan føle, at man bliver presset ind i en rolle. Det kan både handle om, at man bliver hånet og nedgjort som den forkerte og dumme, og det kan handle om, at man bliver sat op på en piedestal og set på som en, der er bedre end man faktisk er. Det er heller ikke rart, for der er langt at falde fra sådan en ophøjet position. Vi kender godt disse spil. Og vi er lidt bange for dem. For tænk, hvis det bliver os, der havner i en af de uheldige roller og ikke kan komme ud af den igen. Så vi tager vores forholdsregler, der som regel går ud på at tage en anden maske eller rolle på os, som sender de signaler, vi ønsker at udsende. Roller kan være rigtig gode, når man kan træde ud af dem igen. Ellers er de det faktisk ikke. Vi har brug for dem i dagligdagen, men når vi sidder fast i dem, så er 5
de som et fængsel. Langt de fleste af os har prøvet at være fanget i en rolle, i mere eller mindre grad. Når man overhovedet kommer i den situation, at blive fanget i en rolle, kan det være fordi den rolle, man har, også giver tryghed. Den er kendt, vi er fortrolige med den, og alene af den grund medfører den tryghed. I rollen kan man lukke sin sårbarhed og usikkerhed og frygten for at blive set ned på ind bagved, så man ikke risikerer at blive såret og afvist. Mange flere af os end vi tror har det svært med vores roller. Vi er mange, der går og gemmer os bag masker og forklædninger, fordi vi er bange for at udlevere os selv og dermed gøre os sårbare. Selv om det, vi mennesker føler og tænker inderst inde, tit er meget ens. Rollespil og masker er der masser af i livet. Og det er både godt og skidt. Fastelavn kan være tiden til at sætte fokus på det. Og fastetiden op til påske er den tid, hvor vi kan prøve at kigge på det, der er bag maskerne. 6
Da den voksne Jesus gik rundt i Palæstina, havde folk travlt med at stoppe ham ind i forskellige roller. Nogle ville skubbe ham ind i rollen som sejrherre og krigshelt og konge. Andre i rollen som profet og som mester. Og så var der dem der forsøgte at tildele ham rollen som svindler og løgner. For en rolle skulle han have, så man vidste hvor man havde ham. Men det lykkedes aldrig at holde ham fast i en afgrænset rolle. For Jesus ville ikke. Han afviste pure alle de etiketter, man forsøgte at sætte på ham. Jesus var noget så usædvanligt som et menneske uden maske. Han afslørede hele tiden mere og mere af, hvem han var, og gemte sig aldrig bag en rolle eller en maske. Det var der mange, der reagerede kraftigt på. Nogle opfattede det som noget meget farligt. Det var dem, der holdt krampagtigt fast i deres egne roller. Og dem var der mange af, også dengang. De fleste af dem, der havde magt, status og position i samfundet skulle ikke nyde noget af at lade Jesus afsløre dem. De ville ikke af med den magt, de besad i kraft af deres rolle. Men også alle dem, der i mødet med Jesus pludselig mærkede, hvor stivnet og fastlåst deres eget liv 7
egentlig var, og som mærkede, at det slet ikke behøvede at være sådan, følte sig afslørede; masken eller sløret blev revet af dem, fordi Jesus så ind i dem og så, hvem de virkelig var. Det nye testamente er fuldt af fortællinger om folk, der sidder fast i en rolle, som ikke er god, og som bliver set og afsløret. Det ligger der store muligheder i, for når man tør vise, hvem man er, er man tættere på sandheden, og kan begynde på en frisk. Men nogle mennesker reagerede ved at blive bange eller vrede. Og så kom de til at hade Jesus, fordi han ikke havde nogen maske og fordi han så igennem deres egen maske. Noget af det samme møder vi hos Johannes Døberen. Han ser ind bag folks masker og ser alt det, de også indeholder. Han er ikke bleg for at råbe op om det, han ser. I er øgleyngel, siger han til de fromme. Han rev masken af dem. Der står de så, blottede og sårbare som små børn. Når Johannes sådan kunne se ind bag folks masker, så var det jo fordi Gud var med ham. For vi kan ikke 8
gemme os for Gud bag vores masker. Han ser helt ind i vor sjæls inderste. Over for ham falder alle masker. Det er en temmelig skræmmende tanke, hvis ikke det var fordi Jesus har vist os, at Gud elsker os, på trods af alt det, vi indeholder der inde bag maskerne. Når vi engang i mellem tør smide masken over for hinanden, så er det, fordi vi har tillid til et andet menneske. Vi tror på, at dette menneske elsker os, og at det stadig vil elske os, selv om vi viser, hvordan vi virkelig er. Derfor kan vi også over for Gud trygt lade alle masker falde. Fordi han allerede kender os, helt til bunds, og alligevel fortæller os, at han elsker os. Det ser vi ved Jesu dåb. For det, der sker her, er egentlig, at Gud lader masken falde. Han afslører, at Jesus er hans elskede søn, og at vi ved at se på Jesus, så at sige ser ind bag Guds maske. Jesus viser os, hvem Gud er, og hvordan Gud er. Da vi blev døbt, kom vi ind i et fællesskab med Jesus og alle de andre, der er blevet set som dem, de virkelig er, og som er elsket på trods af alt det, de indeholder. Vi fik korsets tegn for vores ansigt som en 9
slags maske, og korstegnet for vores bryst som en slags klædning, men en maske og en klædning, der viser, at vi er Guds børn, at vi tilhører Jesus, og at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. I vores dåb har vi fået venskab med det eneste menneske, der lever helt uden maske og altid møder utilsløret med kærlighed. Når vi i angst for at blive svigtet eller såret eller set ned på eller afsløret ikke tør træde ud af vores roller og klamrer os til dem og måske føler, at vi sidder i et fængsel langt fra kærligheden, så kan vi altid tænke tilbage på de ord, der lød over os, da vi blev døbt. Ordene fra Gud om, at han i al evighed tager imod gudsbarnet i os. For inde bag vore masker er vi alle sammen Guds børn, værd at elske og værd at se, som dem vi er. Det kan give os mod til at smide masken, også over for andre mennesker. Det kunne måske hjælpe ikke kun os selv, men også det andet menneske til at smide sin maske, og leve det liv, vi er bestemt til, i tillid til, at de andre vil se os som Guds børn og holde af os på trods af det, vi helst vil gemme væk. 10
Vi kunne prøve at lade os nøje med at være mennesker og møde hinanden, som de på en gang elskede og ufuldkomne skabninger vi er. For her i huset dømmes vi ikke efter, hvad vi tager på os af roller og forklædninger. Vi bliver dømt efter, hvad vi er: Guds elskede. Her må vi komme med og uden masker, for Gud ser bag om det hele. Det, der skal gøres, er gjort; Gud har givet sig selv til os, for at vi kan give os selv til hinanden. For det siger vi: Lov og tak og evig ære 11