Sag 10: Økonomiske rammer for klubrejser Der gøres opmærksom på, at der ikke er læst korrektur på denne afskrift. Borgmesteren: Så går vi videre til sag nummer 10 ligeledes fra Børn og Unge, som er økonomiske rammer for klubrejser. Peder Udengaard: Socialdemokraterne kan ikke tiltræde denne indstilling, som vi her bliver præsenteret for. Det kan vi af en meget simpel årsag ikke. For os handler det nemlig om tillid. Det er egentlig det, som den her indstilling kan skæres ind til. Et spørgsmål om hvorvidt vi har tillid til medarbejderne i Aarhus Kommune. Om vi har tillid til, at de pædagoger, vi har ansat i Børn og Unge-afdelingen, kan vurdere, hvad det er, der er hensigtsmæssigt i forhold til det pædagogiske arbejde med de unge, som benytter sig af vores tilbud. Også for så vidt angår rejser og dannelsesrejser for vores unge. I forhold til den diskussion, der har været, både bagudrettet og også op til at den her indstilling er blevet præsenteret over for byrådet, der kan jeg heller ikke lade være med at undre mig over, hvad bevæggrundene er for at lave sådan et firkantet sagsbehandlingssystem i forhold til, at vi har nogle medarbejdere og tilbud, som gerne vil benytte sig af muligheden for, at vores børn og unge kan komme ud og også kan drage nytte af det, det vil være, at komme ud på sådanne rejser. Vi har en rådmand, som af flere omgange har gjort det klart, at det største politiske mål for rådmanden er at decentralisere beslutningskompetencer til medarbejderne. Det er at udvise tillid til medarbejderne. Vi har også en rådmand, som har gjort det klart, at en af grundene til, at vi har beholdt FU Gellerup-Toveshøj som område, er fordi, der er nogle helt særlige udfordringer i det område, der gør, at det er relevant netop at bevare den struktur. Hvad gør vi så, når der kommer lidt ild og lidt ballade i medierne? Så præsenterer man en indstilling, som egentlig går imod alle de politiske signaler, som rådmanden ellers har sendt. I Socialdemokraterne har vi tillid til vores medarbejdere. Vi har tillid til dem også hvad angår, at vi i FU-områderne ligger beslutningskompetencen ud til den lokale ledelse omkring at vurdere, hvornår det er at sende børn og unge af sted, og også inden for hvilken prisramme det skal være. Hans Skou: I Venstre mener vi, at vi som byråd bør sætte grænser for, hvor langt vi kan strække friheden til at bruge borgernes penge. Det gør vi som byråd på en række andre områder. Det føler vi også, vi bør gøre her. For hvad er egentlig rimeligt? Er det rimeligt at sende unge fra en ungdomsklub til New York med en turpris på 10.000 kroner og en offentlig betaling på 7.000 kroner? Eller hvad med 5.000 kroner? Eller hvad nu hvis turen går til Rom, Polen eller den danske skærgård? Eller hvad nu hvis klubbens betaling overstiger forældrenes på en skitur, er det så rimeligt? Er der forskel på, hvordan grænserne skal være i forskellige dele af byen? 1
Venstres mening er klar. Vi bør sætte en grænse. Hvis ikke vi og med vi mener jeg byråd og os som politikere, der er valgt på vores holdninger vil og tør tage en klar og tydelig stilling, hvem skal så gøre det? I Venstre har vi stor tillid til, at de lokale fritids- og ungdomsklubber finder rejsemål og arrangerer ture med et klart pædagogisk formål og indhold. Venstre har også stor tillid til, at man i høj grad selv bør have et lokalt råderum, og at man forvalter dette fornuftigt. Men vi vil fastholde, at vi som byråd bør sætte rammerne for dette råderum. Vi har det overordnede ansvar. Det er ikke rimeligt i sig selv at sætte en grænse. Indstillingen her sætter grænsen og bygger samtidig en mulighed for at give dispensation for reglerne i særlige tilfælde. Vi ønsker ikke at skabe et stift og ufleksibelt system. Vi ønsker at skabe gode og trygge rammer for at sende vores unge uanset hvor i byen de kommer fra af sted på rejser, som tjener gode og fornuftige økonomiske formål, som jeg var inde på før. Vi skal som byråd påtage os ansvaret for at sætte rammerne for brugen af borgernes penge. Det gør vi med indstillingen her efter Venstres opfattelse. Maria Sloth: Det er rigtig let at sidde på rådhuset og kigge på tal og blive enige om, hvad der er passende at bruge på aktiviteter til børn og unge. Men det må også skal altid være det pædagogiske hensyn, der vejer tungest. Det er de enkelte medarbejdere, som er tæt på de unge, der bedst ved, hvad der virker for dem. Derfor er vi overhovedet ikke med på at tage beslutningskompetencen fra klubberne. Vi tror som udgangspunkt på, at de selv kan vurdere, hvordan det giver mest mening at bruge deres egne budgetter. Vi skal huske på, at det ikke er for sjov, vi giver tilskud til klubrejser. Det er fordi, det anslås, at der vil være nogle pædagogiske fordele ved det. Hvis vi, ved at lave fornuftige og indholdsrige klubrejser og andre pædagogiske tiltag, kan undgå kommende kriminelle eller på anden måde utilpassede unge, så er det måske faktisk en god investering alligevel. Måske bedre end at bruge pengene i klubben til hverdag. Vi tror på, at klubmedarbejderne, der kigger på de unge, har bedre styr på det, end os der sidder på rådhuset, hvor vi primært kigger på tal. Det er ikke Enhedslistens formål, at der skal bruges så mange kommunale ressourcer som muligt på klubrejser. Vi synes faktisk, det er fornuftigt nok at forholde sig overordnet og vejledende til priserne, så vi kan udsende nogle signaler om, hvor vi synes, niveauet bør ligge på udgangspunkt, og som klubmedarbejderne så kan blive vejledt af. Med det bør som udgangspunkt være vejledende. Vi mangler i øvrigt svar på, hvorfor prisen lige netop ligger på det her niveau, og om det er det fornuftigste sted at ligge den. Vi vil også gerne vide, hvad det er, der tæller som særlige tilfælde, hvor man altså kan få dispensation, og hvor meget man i sådanne tilfælde kan få lov til at dispensere. 2
Vi er som sagt ikke afvisende over for at lave nogle overordnede retningslinjer, som klubberne kan kigge på og forholde sig til. Men det kræver, at vi får en grundigere gennemgang af forslaget og en drøftelse af, hvad formålet med de her rejser overordnet set er. Derfor vil vi faktisk rigtig gerne have sagen udvalgsbehandlet, så vi kan komme dybere ned, end bare at kigge på et tal på et papir. Når det så er sagt, at det ikke sandsynligt, at der med Enhedslistens stemmer bliver vedtaget et fast og rigidt beløb, som man aldrig må overstige. Vi vil altså genre have et vejledende tal i stedet for et diktat. Rådmand Rabih Azad-Ahmad: Jeg synes, det uheldige ved politik nogle gange er, og som man siger både på lokalt og nationalt plan, det er jo, at der dukker en enkelt sag op, og noget af det første, man gør, er at lave det hele om. Nogle gange er det berettiget, at man får kigget på det og finder ud af, at der er nogle fejl i systemet, som man skal rette op på. Og andre gange handler det mere omkring signalpolitik. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor alle de her dagsordener med tillid til medarbejderne, tillid til at ledelsen i klubberne selv kan finde ud af, om det egentlig er hensigtsmæssigt og økonomisk forsvarligt, om de penge, der gives, er hensigtsmæssigt i forhold til de formål, som klubberne normalt skal have kigget på, inden de beslutter sig for en rejse. Hvor er det her lokale råderum og decentraliseringsdagsordenen, som jeg ved, at i hvert fald rådmanden for Børn og Unge gerne vil have. Hvor bliver den af, når der kommer sådan en historie i debatten? Beslutningskompetencerne kan lige pludselig flyttes, fordi vi har nogle enkelte sager. Ud over det er der en anden ting, jeg ikke helt forstår. Det er, hvad det er, der gør, at det er os her, der skal detailstyre og skal til at finde ud af, om det lige præcis er det beløb, der er. Har der været noget fagligt, der ligesom har sat det her beløb, eller er det noget, der bare er slynget helt op i den blå himmel? Det står heller ikke klart nogen steder. I det Radikale Venstre går vi ind for tillid, og vi går ind for, at der stadigvæk skal være et lokalt råderum, og at vi stadigvæk har den her decentraliseringsordning, som jeg faktisk mener, vi kommer allerlængst med. Så tillid til ledelsen. Vi kan ikke gå ind for den her indstilling. Rådmand Jette Skive: Jeg kan ikke forstå, at man kan drage tillid ind i det her. For mig og for os er det nærmere forskelsbehandling. Man får ikke samme tilbud, uanset hvor man bor i byen. Det har ikke noget med tillid at gøre. Vi har i hvert fald tillid til vores medarbejdere. Men vi ser gerne, at man får den samme behandling, uanset om man bor i Risskov, Skåde eller Brabrand og Åbyhøj. Det, der er vigtigt for os, er, at det er den pædagogiske tankegang, der fører til sådan en rejse. Det skulle jo gerne være sådan, når man var en del af sådan en klub, så var det for, at der var noget, man kunne hente i den her klub, som kunne hjælpe en på vej eller være med til at lave nogle fritidsaktiviteter. Og ikke fordi de har nogle spændende udlandsrejser, man kan komme på. 3
Jeg synes, man skal melde sig ind eller komme ind i de her klubber for at få det pædagogiske formål, som det nu er, og så synes jeg, at klubberne skal gå der hen og sætte rejsemålet som en slags flødeskub oven på det liv, man har oveni. Men sætte tæring efter næring. At man ikke bare tager et rejsemål, der er spændende og eksotisk, men et rejsemål alle kan deltage i, som ikke overstiger nogle økonomiske forhold, der ikke er råd til. Jeg har selv været enlig mor, da mit barn gik i gymnasiet. Det var dyrt, når de skulle på studietur. Men jeg kunne jo ikke bare rende hen til kommunen og sige, at jeg skal have det dækket, så det var det der med, at jeg som forældre havde et ansvar for, at mit barn kunne komme af sted. Og det måtte jeg så se at finde ud af at få løst, og så måtte jeg selv skrue ned for blusset. Det gjorde vi så, og det klarede vi så også. Det er der, jeg mener, det også er et forældreansvar. Det er ikke kommunen, der skal betale, ud fra en forskel på, om man bor det ene eller det andet sted. Nu kan jeg forstå, den er røget i udvalg igen. Der vil jeg også gerne lige vide ligesom Enhedslisten de der særlige tilfælde af dispensationer. Jeg har været inde og kigger på det, og kunne godt læse, hvad det var, man mente med det. Men jeg er bange for, at hvis det bliver sådan noget dobbelt, så virker vores forslag ikke alligevel. For så får de bare dispensationen løst hen ad vejen, der hvor der er økonomiske problemer. Jeg tror, det gør det til en glidebane. Hold nogle retningslinjer, så alle kan være med, og rejst efter det, alle kan være med, inden for samme pris. Og så lad være med at skrue det op, så det hele skal op i en spids. Men vi forholder os i hvert fald til forslaget og tiltræder forslaget. Men nu er den jo i udvalg. Claus Thomasbjerg: Ifølge Børn og Unge-rådmanden så tager en såkaldt harmonisering af de økonomiske midler på klub- og ungdomsskoleområdet hensyn til at sidestille alle byens børn. Men man kan med rette spørge, om alle aarhusianske børn er ligestillet økonomisk i forhold til deres forældres økonomi. Jeg må sige, at jeg ikke forstår rådmandens ligebehandling på det her område især ikke i det, at rådmanden sammen med det øvrige byråd i sidste periode lavede et fælles beslutningsforslag, hvor vi ønsker at styrke fritids- og foreningslivet i de udsatte boligområder, netop fordi der er nogle særlige udfordringer på det her område. Hvis man kigger på børn og unge-politikken, så er noget af den underlæggende musik i den, at man skal behandle børn forskelligt for at behandle dem ens. Det er jo i høj grad også det, man hører mange gange fra borgerlige politikere. Men det gælder åbenbart ikke i forhold til børn og unge af økonomisk stillede vanskelige familier i forhold til at være en del af fællesskabet på klubrejser. Så ønsker man en maksimalbetaling på 3.000 kroner, og eftersom den kommunale betaling falder kraftigt, så må man jo gå ud fra, at det i høj grad er det beløb, der kommer til at gøre sig gældende. Og uden at skulle dreje en direkte parallel til Lars Løkke Rasmussens dumsmarte bemærkning om 2.000 kroner for et par sko, så kunne man jo spørge, hvilken planet rådmanden bor på. 4
Rådmanden peget så på, at der er mange klubber, der i dag tjener penge til turene ved loppemarked og lignende. Jeg kan fortælle rådmanden, at man sådan set også gør det i rigtig mange idrætsforeninger altså de idrætsforeninger hvor ressourcerne er til stede. Der ligger måske trods alt en anerkendelse af, at der måske er nogen, der har behov for ekstra midler i forhold klubrejser. Således beskriver indstillingen muligheden for dispensationer efter ansøgningen for FUbestyrelsen, hvor der gives ekstraordinært rejsetilskud. Men hvem skal sidde og være overdommer for, om rejsen nu imødekommer særlige pædagogiske hensyn, eller om rejsen kunne foregå et andet sted. På samme måde må man spørge, hvem der skal sidde og være overdommer på, om en klubrejse anses for at være en ordinær klubdrift for at få 600 for børn med friplads. Ud over at øge bureaukratiet, så sættes de lokale ledelsesansvar jo fuldstændig ud af kraft. Et lokalt ansvar som der ellers lægges op til fortsat skal være det. Men som de facto bliver fjernet. Det vil nu, hvis jeg skal imødekomme rådmanden en smule, give bedre mening, hvis det er FUområdet selv det lokale ledelsesansvar der giver dispensationerne. Men helt overordnet forstår SF ikke, hvorfor rådmanden vil sætte loft på tilskud. Hvorfor har rådmanden så ringe tiltro til, at FUledelsen og FU-bestyrelsen disponerer forkert i forhold til klubrejserne? Vi er helt med på, at det her ikke skal være Gilberts Gavebod. Men det har efter vores opfattelse heller ikke været tilfældet indtil nu. SF er enige i, at klubrejser skal have et pædagogisk sigte, og vi er enige i, at den dyreste rejse nødvendigvis ikke er bedste den der giver mest læring men man kan altså heller ikke slutte det modsatte. Det skal være op til den lokale ledelse at vurdere. Det er et klart signal fra SF. Det er et lokalt ledelsesansvar, som med denne indstilling sættes mere og mere ud af kraft. Som rosinen i pølseenden indeholder indstillingen jo det klassiske evalueringspunkt i forsøg at på drysse lidt sukker ud på de kritiske partier. Da er et flertal i byrådet i forrige periode uden om SF vedtog at sætte kontingentet for klubber i socialt udsatte boligområder op, så det var ens over alt, så skulle det evalueres. Men nu var det jo ikke rumforskning at regne ud, hvilke negative konsekvenser, det vil få for tilslutningen til klubberne i udsatte boligområder. På samme måde er det jo heller ikke rumforskning at forudsige, at man med den indstilling gør forskel på børn og unge i forhold til muligheder med klubrejser. Det afgøres af pengepungens størrelse, hvor børn og unge fra udsatte boligområder ikke får de samme muligheder som børn og unge fra ressourcestærke områder. SF siger klart nej til indstillingen. Marc Perera Christensen: For os er det et spørgsmål om lige behandling. At vi har et ensartet regelsæt, der gælder for alle børn og unge i Aarhus Kommune. Vi synes, det er helt legalt, at byrådet i en sal som denne her går ind og udstikker en retningslinje men også med den mulighed, som indstillingen også beskriver for i særlige tilfælde at dispensere. Jeg synes, det er rigtig fint, at rådmanden sender den her 5
indstilling frem. Det er et af de emner, som Bünyamin Simsek var meget klar i mælet på, at det var hans klare politik. Det er også Konservative Folkepartis klare politik. Jeg vil gerne sende en ros til Bünyamin Simsek for at have stået ved sit ord og har fremsendt den her indstilling, som er en ordentlig, fair, ligebehandlingsindstilling, hvor den kommunale grundsætning står skåret skarpt. Det fortjener stor ros. Nu hvor den er kommet i udvalg, så kommer rosen jo også på referatet, så kan Simsek læse den, når han kommer tilbage igen. Vi kan tiltræde indstillingen, som den ligger, men det er jo altid interessant at få sådan nogle debatter en tur i udvalg. Lad den kommer i udvalg og komme tilbage igen, og så kan rådmanden regne med det Konservative Folkeparti i den her sag. Hans Skou: Jeg vil lige replicere på et par enkelte ting. Med Venstres briller er der ikke umiddelbart et modsætningsforhold mellem det, der hedder tillid, og så have nogle retningslinjer og det at have rammer at arbejde inden for. Så synes jeg også i forhold til Enhedslistens ordfører, hvor man taler om overordnede retningslinjer, det er egentlig også det, der er rådmandens tilgang til det her. Så synes jeg, det var interessant at høre den radikale rådmand, som var inde på, at man har pligt til at rette op på fejl. Det kunne måske i den her situation være noget af det, der var baggrunden for det, ud over at det her var helt klare meldinger det var også det, Marc Perera Christensen var inde på som Venstre sendte i valgkampen. Det vi siger før valget, det siger og gør vi også efter valget. Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal ind og være overdommere. For vi deler også den tilgang der er til, at det her skal besluttes decentralt. Men vi mener halt klart, at byrådet har det økonomiske ansvar. Vi tror ikke på, at det, at en rejse koster 10.000, er en garanti for, at den er bedre end en rejse, der koster 5.000 kroner. Så det er tilgangen til det. Claus Thomasbjerg: Det er fuldstændig rigtigt, som Hans Skou siger, men man kan heller ikke slutte det modsatte at den billigste rejse absolut er den bedste i forhold til den pædagogik og det, man gerne vil fremdrive i forhold til en klubrejse. Men jeg synes simpelthen, det er noget vrøvl, når Hans Skou siger, at man ikke sætter ledelsesansvaret ud af kraft her. Det er jo lige præcis det, man gør. Vi har i dag et system, hvor man decentralt ud fra noget pædagogiske viden, ud fra at kende de her børn og unge fra lokalområdet, vælger nogle konkrete rejsedestinationer. Det man så ønsker her, det er at sætte begrænsninger på det lokale ledelsesansvar. Så kan man kalde det retningslinjer, eller hvad man vil, men det er at sætte den lokale ledelse fuldstændig ud af kraft i forhold til det her. Så vil jeg spørge Hans Skou, om det så er byrådet, der skal til at beslutte det her? Hans Skou er meget optaget af, at vi som politikere har det overordnede økonomiske ansvar. Det er fuldstændig 6
rigtigt. Men er det os, der skal sidde og være overdommere i forhold til, om man kan få ekstra bevillinger på det her? Men alene det, at man centralt skal gøre det jeg går ud fra, det selvfølgelig er Børn og Unge, der gør det så sætter man jo det lokale ledelsesansvar ud af kraft og siger til de lokale ledere, at vi ikke tror på, de kan administrere det her ordentligt. Lars Boje Mathiesen: SF s ordfører sagde noget om, at vi skal behandle dem forskelligt for at behandle dem lige. Det er noget humanistisk pladder. Man behandler folk forskelligt, fordi det er det, man synes, er det bedste. Det er ikke for at gøre dem mere lige. Når det så er sagt, så undrer jeg mig lidt over, at der er nogen, der står og siger, at vi ikke skal sætte beløb på. Men det gør vi på alle mulige andre områder. Vi har også fra kommunens side sat beløb på, hvad vi giver per skoleelev ude i folkeskolen. Så der er da ikke noget odiøst i, at der er et parti, som ønsker at sætte et beløb på det her. Det kan jeg sådan set godt følge, at de gerne vil. Det gør vi på mange områder. Jeg er så ikke enig i, at vi skal sætte et beløb derpå. Det, synes jeg, skal være op til klubberne. Det er dem, som pædagogisk kan se, hvad rejsen skal koste. Jeg har tillid til, at de kender de børn og de forældre, der er brugere af deres tilbud, og kan tilrettelægge en rejse, som passer til dem. Men grunden til, vi står i det her problem, er jo, at kommunen giver tilskud til de her rejser. Det så jeg gerne, at man stoppede med. Hvis man nu bare gav nogle penge ud til budgettet til de enkelte klubtilbud, så kunne klubtilbuddene selv egenrådigt beslutte, om de vil bruge det på rejser, på enkelte oplevelser, eller om de vil bruge det på noget helt tredje. Jeg synes, det skal være op til klubberne selv. Så hvis vi stoppede med at bruge penge til at give tilskud til de her rejser men bare gav dem penge ud til deres projekt, så de decentralt kunne få lov til at træffe beslutninger, så var vi helt ude over det problem. Jeg har tillid til, at brugerne og de pædagogiske ledere derude sagtens kan løse den opgave. Rådmand Rabih Azad-Ahmad: For os i det Radikale Venstre er det her ikke et spørgsmål om det beløb, der egentlig er blevet afsat. Det er hele princippet om, hvor meget man fra byrådet skal detailstyre, og hvor meget vi skal blande os i forhold til de lokale råderum. Vi har tidligere har i byrådet diskuteret spørgsmålet om, hvad der skal serveres i den enkelte daginstitution. Nu er det her et spørgsmål om, hvilket beløb den enkelte klub skal bruge på at tage på en rejse med nogle af de her unge. Næste gang kan det blive, hvad det er for nogle rejser, der giver mening for os her i byrådet. Jeg synes egentlig, man går ind og rammer på nogle af de her principper, der handler om, at man har givet nogle rammer, som vi bør have tillid til, at pædagogerne i den enkelte klub kan finde ud af, hvordan de skal prioritere de midler, de har? Jeg synes, det er problematisk, hvis vi herfra begynder at skulle detailstyre. 7
Nu ved jeg også godt, at vi er folkevalgte, og det er dem, der sidder på Christiansborg jo også, men vi er jo sådan set også i den samme situation, hvor vi nogle gange også klager over, at der er for meget indblanding i forhold til de rammer, vi får. Nu gør vi så det samme i forhold til de lokale råderum, selvom det ikke nødvendigvis er folkevalgte. Det er nogle tendenser, som jeg som Radikal ikke kan bakke op om. At vi går ud og ødelægger det her lokale råderum og decentraliseringstankegangen. Peder Udengaard: Grunden til, jeg vælger at tage ordet igen, er fordi, jeg ikke kan lade være med at få det indtryk, sådan som debatten udvikler sig, at der måske er nogle områder, hvor vi som byråd godt kunne have været bedre klædt på i forhold til behandling af sagen her i dag. Vi har allerede en overordnet ramme i forhold til den økonomiske tildeling til FU-områderne. Vi har nogle generelle principper både i forhold til, hvordan vi decentraliserer og i forhold til, hvordan vi laver den økonomiske budgettildeling. Det er noget af det, vi også arbejdede intenst med i det nye FU-forlig, som hele byrådet bakker op omkring. Så rammerne er allerede til stede i forhold til, hvordan det er, man inden for de lokale FU-områder prioriterer. Rammerne omkring, hvordan det er, man pædagogisk arbejder med de unge, ligger jo også besluttet i byrådet via Børn og Unge-politikken. Så de her overordnede rammer eksisterer allerede i dag. Vi har besluttet som byråd tidligere, at det er op til de lokale FU-områder at være med til at beslutte, hvordan det er, pengene inden for FU-budgetterne anvendes bedst muligt netop med udgangspunkt i, at vi ikke her i byrådssalen skal stå og definere, hvad det er, der er korrekte eller gode pædagogiske arbejder eller projekter med videre, eller hvordan det er, at konstruktionen i forhold til en tur for byens børn og unge skal indrettes. For det har vi ikke forudsætningerne til. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, når jeg kigger på den indstilling, som er fremsendt her i dag, så er en af de ting, som er taget ud som et citat fra en udvalgserklæring, da vi behandlede sagen forud for årsskiftet, hvor man så har valgt at tage at beslutningen om, hvorvidt skoler og klubber skal tage på ture og rejser er et lokalt ledelsesansvar. Den del af citatet fra udvalgserklæringen, man ikke har taget med, det er så at det er med udgangspunkt i de generelle principper for økonomisk og faglig decentralisering. Det er det, der fremgår af den udvalgserklæring, der blev lavet i forbindelse med behandlingen af den her sag. Summa summarum er, at for Socialdemokraterne er det altså et vigtigt princip, at vi som byråd ikke laver detailstyring på den måde, som den her indstilling lægger op til. Nu har jeg så hørt, at der er et par af de borgerlige politikere, som siger, at det her bare er at nedsætte nogle overordnede rammer. Nej. Det her er altså ikke at nedsætte nogle overordnede rammer. Det her er at lave detailstyring helt ned på et plan, hvor vi siger, at hvis det er sådan, man går over det her beløb inden for det decentrale budget til at lave pædagogisk arbejde lige præcis inden for det her område, så skal man altså have en dispensation. Og nej, nej. Det skal ikke ske i forhold til FUbestyrelserne. Det skal ind omkring den centrale forvaltning. 8
Så det, man egentlig vælger at gøre med den indstilling, det er ikke bare at udvise en udpræget grad af mistillid til den ledelsesmæssige dømmekraft ude decentralt. Men det er altså også at sige, at vi gerne vil have lidt ekstra administration, bare fordi der er en enkelt sag, hvor det er politisk opportunt og hensigtsmæssigt. Hans Skou: Til Peder Udengaard vil jeg sige, at det her også kunne være et tiltag, hvor man gerne vil stå ved sine politiske holdninger. Jeg går ud fra, at Peder Udengaard er enig i, at FU-budgetter er andet end penge til ture. Jeg vil sige, som jeg sagde før, at det her ikke burde være ukendt. Det var noget af det, Venstre også havde fremme i valgkampen, at vi ville kigge på. Jeg mener også, at hvis man tager resumeet og selve indstillingen, så behøver man bare læse de to midterste afsnit. Så står det egentlig meget præcist, hvad det er, rådmanden og Venstre meget gerne vil. Og det er selvfølgelig et spørgsmål om at melde nogle politiske signaler ud. Det kan godt ske, det i nogen optik er at sidestille med vrøvl. Men det er ikke det, vi deler i Venstre. Vi tør godt stå ved det, vi har sagt. Og så er vi helt med på og helt trygge ved, at man får en rigtig god drøftelse i udvalget, og at byrådet så beslutter efterfølgende. For jeg har den opfattelse, at det er byrådets flertal, der i sidste ende bestemmer. Borgmesteren: Det sidste er et ganske godt og demokratisk princip. Jeg tror, vi fortsætter debatten i Børn og Unge-udvalget, hvor sagen er sendt til behandling. 9