2. juledag 2014, Vestervig kirke. Fællesgudstjeneste Sydthy Provsti Mattæus 23, 34-39 Herre Jesus Kristus. Forbarm dig over mig synder. Styrk mig til at tage imod din fred og til at bringe den ind i verden. AMEN Dagens længde er tiltaget med 2 til 3 minutter siden vintersolhverv, siger vi. Mange af os er glædeligt optaget af, at det nu går den anden vej. Lyset vender tilbage, mørket er på retur! Så kan det godt være, at vinteren skal strenges, men dagene længes. Og vi er så udmærket klar over, at det er koldt derude, men så varmer vi op i stuen, vi tænder lys, og vi hygger os. Vi hygger os siger vi! Det er så dejligt. Ikke mindst i denne søde juletid, hvor vi ret skal fornøje os. Der er mange aviser, der har for vane at spørge kendte danskere, hvad de synes er det bedste ved julen. Og så kommer der mange bud: Familien samles. Vi mindes om, at vi skal elske hinanden. Lad julen være fredens budskab! Der er en fare ved al det hyggelige, fredelige, indadvendte, sammenspiste og den lune varme. 1
Faren er, at vi glemmer modsætningerne, som er akkurat lige så virkelige, som det gode, lyse, varme og hjertelige. Jeg ved intet om, hvordan de unge mennesker i flygtningecentret her 1.500 meter vest sydvest for Vestervig kirke har det i disse juledage. Eller flygtningene i Hanstholm. Jeg ved heller ikke hvordan, familien, der netop nu i sidder og venter på en opringning fra skadestuen om det familiemedlem, der lige er bragt derhen af Falck, har det lige nu. Men det er akkurat en lige så stor del af virkelighed, at der er mennesker på flugt ikke til Hanstholm eller Vestervig, men på flugt fra trusler til sted, hvor de bare ikke trues med døden. Flygtninge flygter altså ikke for at bo lige her, men for dog at kunne leve. Det er akkurat en lige så stor del af virkeligheden, at man bare regner med, at der slås 175 mennesker ihjel i trafikken hvert år. Det er en del af virkeligheden, at mennesker bliver skilt, og at børn bliver kastebold mellem forældre. Sådan er livet. Livet er spændt ud mellem kontraster. Mellem lys og mørke. Mellem vinter og sommer. Mellem lykke og ulykke. Mellem ondt og godt. Mellem liv og død. Alt dette hører med også til julen. Festen holdes altid som en del af virkeligheden. Vi må aldrig lukke os ude fra virkeligheden. 2
Virkeligheden for Stefanus var den, at mennesker ikke ville høre ham sige, at Jesus ville bryde templet ned og forandre de skikke, som Moses havde overleveret. Det er der jo sådan set ikke noget at sige til. Vi kommer jo også op at toppes, når noget nyt kommer på banen i troens verden. Der er stadig nogle, der ikke vil acceptere kvinder som præster. Der er stadig nogle, som ikke vil vie fraskilte. Og nu senest er spørgsmålet om vielse af homofile i kirken med til at skabe spændinger i vores lille del af Guds store kirke på jord. Så jo vi kender udmærket til strid. Og vi skal ikke glemme det. Vi skal ikke hygge os ud af verden. Vi skal ikke lukke os inde i passiv in-aktivitet og bare hytte os selv. For det kan flygtningene ikke være tjent med i Vestervigs gamle sygehus, i Hanstholm. Vi skal ikke bare hytte os selv. Det kan de ikke være tjent med de steder, hvor ulykken rammer. Vi er nemlig sat til at være hinandens tjenere. Som medarbejdere i flygtningecentre og som læger, sygeplejersker og socalarbejdere. Nej, når nu julens budskab om fred på jord lyder, så skal vi tage det med os ind i virkeligheden. Og det vil det skabe splid. Lad os blive lidt ved ordet FRED. I bibelen er der to ord for FRED. Det ene er SHALOM, og der andet er EIRENE. 3
I bibelens forstand er fred ikke indelukket, veltilpas, passiv fredsommelighed. Sådan fristes vi af og til at forstå om den måde, vi danskere tænker om fred: Åh, lad mig være i fred!, siger vi. Vi ruller gardinerne for, slukker for TV-avisen, tænder et lys og tager en kop kaffe. Så har vi fred. Men i bibelen er det ikke definitionen på FRED. Fred er at det delte heles at det splittede forenes at det spredte samles Det er der dynamik i. Det er aktiv handling. Det er bevidst at ville forandre noget fra ondt til godt. Og den slags kan føre til strid. Voldsom strid. Ondskaben kan udvikle sig til djævelskab. I år har vi haft den lidt særegne oplevelse inden for fjorten dage først at stå ved Normandiets strande, hvor tusinder og atter tusinder af unge mænd slog hinanden ihjel i juni 1944, og dernæst ved bredden af Elben ved Torgau i det østligste Tyskland, hvor de amerikanske og russiske styrker mødtes 25. april 1945, da Tyskland var helt invaderet af allierede tropper. Det kostede uhyrlige ofre at stoppe vanviddet for at skabe fred. Det vanvittige har nemlig af og til lukket sig selv inde i et mørke, hvor dets egen umenneskelighed overses. Og så bliver der strid. 4
Julens fred er, at Gud har givet sig selv i menneskehænder som et barn, der vil skabe omsorgsfuld kærlighed. Den fred står i voldsom kontrast til vanviddets umenneskelighed. Derfor er der brug for, at der tales imod vanviddets umenneskelighed. Og det koster somme tider koster det dyrt. Det kostede Stefanus livet. Det kostede Jesus døden på et kors. Men han, som blev lagt i menneskehænder som et barn opstod fra de døde, da han påskemorgen gav os livet på trods af alt det mørke, det onde og vanvittige ja på trods af døden. Peter A.G. har skrevet julesalme. Han kalder den Klokkernes Konge. Anden strofe lyder: Født julenat i en fuglerede. Tornekranset narrehat, fuld af kærlighed. Og de bli r ved med at fortælle historien om den lille bjælde. Klokkernes konge Klokkernes konge Ja, vi bliver ved med at fortælle historien om den lille bjælde. Og ham, der endte med en tornekrone 5
for at fortælle os, at dagene bliver længere. Lyset er tændt i mørket. Vi hygger os til jul, men julen er kraftens kerne, når det drejer sig om at at hele det delte at det forene splittede at samle det spredte At virkeliggøre den fred på jord, som kan koste strid. I Jesu navn. AMEN 6