HÅBET SOM VI ALDRIG MÅ MISTE! Indtryk fra et besøg i Israel/Palæstina v/else Marie Madsen, medlem af det mellemkirkelige stiftsudvalg i Ribe. Når man har besøgt Betlehem på Vestbredden i Israel/Palæstina er det ellers nærliggende at blive grebet af håbløshed og rådvildhed. I den sidste uge af juni i år havde jeg den store oplevelse at deltage i en dansk kulturuge med temaet Broer til gensidig forståelse og inspiration arrangeret af Betlehems Venner (BV) i samarbejde med det internationale Center i Betlehem (ICB). Jeg var med som repræsentant for Ribe Stifts mellemkirkelige udvalg sammen med en gruppe på 25 personer. Gruppen bestod bl.a. af teatret Møllen fra Haderslev, Ida Gormsen band, professor, dr. theol. Knud Jeppesen, formand for Betlehems Venner, biskop Niels Henrik Arendt, næstformand, domorganist Kristian Krogsø fra Århus, journalist Kåre Gade, høj- og efterskolefolk m.fl. Jeg rejste sammen med biskop Niels Henrik Arendt og forstanderparret Vita og Bent Andreasen, Løgumkloster Højskole. Jeg var den eneste i det lille selskab, som skulle besøge Israel/Palæstina for første gang. Mine rejsefæller havde forberedt mig på, at vi sandsynligvis ville komme i et 3. grads forhør ved ankomsten til Tel Aviv. Det gik nu forholdsvis smertefrit, selv om der bestemt ikke er megen imødekommenhed, når de israelske myndigheder bliver bekendt med, at man skal til Betlehem. Vi ankom natten mellem fredag og lørdag og skulle afhentes af en palæstinensisk taxachauffør, der havde tilladelse til at køre ind i Israel. Det er der langtfra alle, der har. Man kan se på nummerpladernes farve om det er en palæstinensisk eller en israelsk taxa, idet førstnævnte har grønne nummerplader og de israelske har gule. Efter en del ventetid og nogle telefonopkald til vores kontakt på ICB dukkede taxachaufføren endelig op. På trods af mørket fik jeg alligevel et førstehåndsindtryk af landet ikke mindst takket være mine 3 rejsefæller. Efter at have passeret Jerusalem kørte vi ad en vej, som var meget lidt oplyst. Årsagen var, at vi kørte en
omvej for at undgå nogle checkpoints. Jeg fandt senere ud af, at når man skal til/fra Betlehem sker det via stærkt bevogtede checkpoints med unge israelske mænd og kvinder (18-20 år) i militæruniformer og med skarpladte maskinpistoler. Og fra alle sider ser man den 8 m høje mur, der sætter skel mellem Jerusalem og Betlehem. Skræmmende og dybt frustrerende. 2. Muren var ikke til at komme uden om. Nogle steder strakte den sig så langt øjet rakte. Det var en rystende oplevelse. Vi skulle bo i gæstehuset på ICB, som er et meget smukt kulturcenter (se www.annadwa.org) i tilknytning til den lutherske kirke i Betlehem. Leder og inspirator er pastor Mitri Raheb, der var en af hovedtalerne på Danske Kirkedage i Haderslev i 2007. Mødet med Mitri Raheb var et af turens højdepunkter. Et fantastisk og utrætteligt menneske, der arbejder for demokrati, forståelse, håb og fred i det konfliktramte Mellemøsten. Sydafrika havde Nelson Mandela Palæstina har Mitri Raheb.
Kulturugen skulle tage sin begyndelse mandag. Så vi havde weekenden til at være turister. Vi legede en taxa lørdag og søndag som skulle køre os til Vestbredden af Israel. Lørdag besøgte vi det Døde Hav, hvor vi også badede. En meget speciel oplevelse, da man ikke kan komme under vandet på grund af det høje saltindhold. Efter nogle timer ved havet, fortsatte vi til Jeriko, der antages at være verdens ældste by. Her gjorde vi bl.a. stop ved morbærfigentræet, som Zakæus kravlede op i for at se Jesus. Søndag gik turen til Galilæa med besøg i Nazareth, Genesaret Sø og Kapernaum. Det er en ubeskrivelig oplevelse, at gå rundt alle de steder, hvor håbet fødtes for 2000 år siden. 3. Bent Andreasen forsøger at finde en perlekæde, der matcher Vita`s hår overvåget af Niels Henrik Arendt. Billedet er taget med morbærfigentræet som baggrund.
Mandag aften skulle kulturugen åbnes og det skete ved et festligt arrangement, med taler af formanden for Betlehems Venner professor Knud Jeppesen, pastor Mitri Raheb og Rolf Holmboe fra det danske repræsentationskontor i Ramallah. Herefter underholdt Ida Gormsen band med en forrygende koncert. En lille gruppe fra Teatret Møllen overraskede med en lille humoristisk perle og en lokal palæstinensisk teatergruppe optrådte med et stykke, der skulle fortælle om unges problemer med at leve i det indespærrede Betlehem. 4. Formand for Betlehems Venner professor, dr. theol. Knud Jeppesen og næstformand biskop Niels Henrik Arendt ved åbningen af kulturugen.
Ud over det allerede nævnte var der en meget bred vifte af arrangementer i ugens løb. Workshops hvor der var tværkulturelle drøftelser om folkelige og samfundsmæssige spørgsmål. Det var utroligt spændende og udfordrende at møde disse venlige og diskussionslystne palæstinensere og lærerigt for begge parter! Der blev lavet workshops med musik og teater rundt omkring på byens skoler, i flygtningelejre og børnelandsby. Et meget stort antal palæstinensiske børn fik på den måde et løft i en ellers noget mistrøstig hverdag. Der var undervisning i ikonmaling, foredrag, debatter og en orgelkoncert med domorganist Kristian Krogsø, store fællesspisninger med henholdsvis dansk og palæstinensisk buffet. Det hele sluttede med en gudstjeneste i Julekirken, den lutherske menigheds kirke, med prædiken af Knud Jeppesen. Han var i perioden 1999 2003 vice-rektor ved Tantur i Jerusalem et økumenisk institut for teologiske studier - og oplevede således sammen med sin kone Ida Jeppesen den sidste intifada i 2002 på nærmeste hold. En oplevelse som har sat sig dybe spor hos dem begge. 5. Plakaten der kunne ses mange steder i byen.
Målet med kulturugen var at bygge broer mellem palæstinensere og os, der er så heldige at leve på et sted i verden, hvor den personlige frihed er så selvfølgelig, at vi næppe skænker det en tanke til daglig. Overalt i byen stødte man på kulturugens plakat med en bro formet af danske og palæstinensiske flag. Og overalt i byen blev man mødt med glade smil og et Welcome, når vi fortalte, hvor vi kom fra. Mit billede af Betlehem har ændret sig en hel del efter mit besøg i byen. Der er en skærende kontrast mellem nutidens virkelighed, hvor Betlehem er blevet et af verdens brændpunkter og mine barnedrømme om Jesusbarnet i krybben i stalden, de hellige tre konger, engle der vandrer op og ned af salmens tonestige, og Vorherre selv der byder Guds Fred. Mange palæstinensiske borgere i Betlehem har aldrig sat deres ben i Jerusalem, som ligger blot syv kilometer borte. Det gælder både muslimske og kristne palæstinensere. Hvis man har behov for at besøge Jerusalem eller andre steder i Israel, skal man søge om det. Og det er langt fra alle, der opnår tilladelse. Den officielle israelske begrundelse for restriktionerne er spørgsmålet om sikkerhed. Den israelsk/palæstinensiske konflikt har efter min bedste overbevisning ikke nogen vinder. Men det er et faktum, at palæstinenserne er berøvet helt elementære menneskerettigheder, hvoraf deres manglende bevægelsesfrihed er at sammenligne med apartheidlignende tilstande. Mange i verdensoffentligheden sætter nu deres lid til Obama-administrationens nye mellemøstpolitik. I forbindelse med hans besøg i mellemøsten for nylig krævede han et stop for bosættelsespolitikken på Vestbredden. Det er nye toner. Men der vil uden tvivl gå lang tid, før freden sænker sig over Betlehem. Og i givet fald hvad er løsningen? 6.
Da jeg har mit daglige arbejde på LEGO, havde jeg selvfølgelig medbragt LEGO æsker så mange, som jeg nu kunne have i bagagen. De blev givet til børnene i børne-haven på Dar al Kalima skolen, som er en del af det undervisningcenter, Mitri Raheb har taget initiativ til. Desværre havde børnene sommerferie. Men skolens rektor samt 3 lærere var mødt op for at modtage æskerne. Den ene af lærerne havde i dagens anledning bagt en kage, som vi fik serveret sammen med sodavand. Det var en stor oplevelse at se den glæde, det skabte hos de voksne og den taknemlighed, de gav udtryk for. LEGO er ikke legetøj ret mange børn har i Palæstina, da det er meget kostbart. Så det faldt på et tørt sted. 7. Skolens rektor, Mitri Raheb og de 3 lærer ved overrækkelsen
8. Som tidligere nævnt var èn af turens højdepunkter mødet med Mitri Raheb og den drøftelse, hele gruppen havde med ham på èn af turens sidste dage. Han sammenfattede den politiske situation i 5 punkter: For meget opmærksomhed, men for lidt handling! For meget politik, men for lidt omsorg for befolkningen, byerne og samfundet! For meget religion (jeg siger dette som præst), men for lidt åndelighed! For meget hjælp, men for lidt udvikling! For mange resolutioner, men næsten ingen beskyttelse! Dette er meget kort vores problem!
9. Mitri Raheb fortalte, at næst efter Washington, er han den person, der modtager flest politiske delegationer. Så han er begyndt at sige nej tak, fordi han oplever, at det kun bliver til ord men ingen handling. Nu vil han se resultater. Folk i Betlehem kan kun forholde sig til det de ser murer og stadigt voksende bosættelser. Så derfor vil han i samarbejde med den lutherske kirke arbejde med andre facts on the ground - skoler, klinikker og kulturelle institutioner. Han forsøger at fremme et ægte håb, som er baseret på tro og ikke på tvivlsomme politiske udsagn. Vi er ikke fattige, vi er blevet gjort fattige gennem et system af politisk, social og økonomisk uretfærdighed! Han fortsatte: Hvis man ser på Vestbredden i dag ligner det et stykke schweizer ost. Israel får osten og palæstinenserne bliver proppet ned i hullerne. Hullerne er omgivet af en mur. Israel har taget landet, vandet og natur ressourcerne og det meste af turismen! Vi skal bygge broer ikke murer og vi må aldrig miste håbet! sluttede Mitri Raheb. Det var bl.a. formålet med danske kulturuge at bygge bro, skabe dialog og bidrage til håbet.