(Notatet er udarbejdet af Katrine Kampe oktober 2012, Henrik Schou) Museum Sønderjylland - Kunstmuseet Brundlund Slot. Et museum for sønderjysk kunst i Aabenraa. Indledning Vi har ikke plads til kunsten på Kunstmuseet Brundlund Slot. Det er et stort problem. Vi har heller ikke plads til publikum, og derfor kan vi ikke leve op til de forventninger, som gæsterne har til museumsoplevelsen. Det er faktisk lige så slemt, da vi er til for borgernes skyld. Museum Sønderjyllands kunstsamling består af omkring 4.000 kunstværker, som er helt essentielle for forståelsen af den danske kunsthistorie. Værkerne kan ikke ses andre steder i Danmark og desværre heller ikke i Sønderjylland. Vi mangler simpelthen plads. Vi vil gerne præsentere denne unikke samling i en sammenhæng og på en sådan måde, at publikum bliver opmærksomme på den sønderjyske kunst og kunsthistorie og dens betydning for den nationale kultur- og kunsthistorie. De nuværende pladsforhold på Brundlund Slot tillader ikke denne mulighed. Der skal mere plads til for at kunne vise det bedste fra samlingen og de nuværende magasinforhold og øvrige museumsfunktioner er også utilstrækkelige Der er behov for et museum, som tager hånd om de sønderjyske perler indenfor kunstens område. Det mener vi gøres bedst og mest optimalt ved at beholde Brundlund Slot, hvor museet findes i dag, indrette det helt til publikums brug, og ved siden af og i direkte tilknytning til slottet, at bygge et nyt museum. Herved bevares den unikke oplevelse af slottet og slotsbanken samtidig med, at der åbnes op for et helt nyt museum med udstillinger, publikumsfaciliteter og arbejdsrum for personalet, men med driftsfordele ved at ligge lige ved siden af. Visioner for en ny bygning? Slottet er fredet og ligger på et fredet fortidsminde med voldgrav rundt om. Det ligger i et helt enestående smukt område med nærhed til uddannelses institutioner, idræts faciliteter, havn og strand samt Aabenraas gamle bykerne. Slottet er et herligt udflugtsmål. På grund af fredningsforholdene er der begrænsninger for, hvor et nyt byggeri må ligge. Hvis man ser bort fra de byggelinjer, som fredningsforholdene kræver, men tænker slottets udvidelse som et særligt udflugtsmål, tegner der sig flere fordele ved, at den nye bygning skal placeres i direkte tilknytning
til slottet. For det første, ønsker Museum Sønderjylland med denne udvidelse, at skabe gode muligheder for en sammenhængende oplevelse for publikum. Det kan opnås ved at indgang og udgang er samme sted. Herved skabes en flow oplevelse hos publikum, når slottet og den nye bygning hænger sammen. Ideerne med den nye bygning kan i kort form udtrykkes således: Den nye kunstbygning skal forbinde naturen, kulturhistorien og kunsten i et samlet hele og således udgøre en fysisk form, der afspejler grundtanken i Museum Sønderjylland. Den nye bygning skal fungere som et nyt centrum i byen, den skal understøtte kvalitet og kunst fra Sønderjylland og virke som et stort reservoir af tanker, udtryk og erfaring. Kunstmuseet skal danne en flydende udvidelse af det offentlige rum ved slotsområdet, slotsbanken og slottet og skal afspejle det enestående fine kulturområde det er placeret i. Bygningen skal udspringe af det sønderjyske og samtidig udfordre den gængse bygningstype og slottets formsprog. Bygningen skal indrettes til nye og varierede oplevelser for museets publikum og bygges så det kan tilgodese de nye funktioner, der er centrale for kunstmuseets gæster. Bygningen skal yde publikums forventninger fuld opmærksomhed. Bygningen skal invitere publikum til at være deltagere, der skal være plads til involvering og aktivering og det skal være et rart sted at opholde sig. Den nye bygning skal tænkes ind i slottets intense stemning, således at intensitet overføres til de besøgende og gør det muligt for dem at opleve en varig ændring i måden at iagttage og opfatte på. Det er afgørende for dette projekt, at den nye bygning i minimal grad griber ind i omgivelserne ved slottet. Bygningen skal inddrage det fredede fortidsminde i det fine landskab og knytte ånden fra 1500 tallets slot med ind i den nye verdens arkitektoniske formsprog. Det er væsentligt, at det gamle monuments enestående karakter danner udgangspunkt for en helt ny bygning, således at spændende og understøttende modsætninger opstår. Parken skal fortsat rumme skulpturer og friluftsforestillinger og stadig fungere som en lukket helle for fælles og mindeværdige oplevelser. Den nye bygning skal således fungere i en treklang med park, slot og tilbygning. Slotsbanken, slottet og dets omgivelser rummer enestående herlighedsværdier og derfor stilles der store krav til den nye bygning. Den skal bygges så den indeholder naturpoetisk kraft som sammen med en enestående kunstsamling skal danne grundlag for en helt særlig oplevelse for publikum.
Kunstmuseet Brundlund Slot en ø i Aabenraa skal være et attraktivt udflugtsmål for kunstoplevelser, der samtidig er egnet til at fremme turismen i landsdelen. Slottets og en ny bygnings indehold I det følgende har vi forsøgt at konkretisere de funktioner, som er vigtige i forbindelse med udvidelsen. Slottet: Indgangen til Kunstmuseet Brundlund Slot: Adgangen til kunstmuseet skal være det første venlige møde, som publikum stifter bekendtskab med. Derfor skal der tænkes på imødekommenhed, logisk entre i forhold til parkering, og man skal ved entreen kunne fornemme, at der er tale om et kunstmuseum. Man kan sigte efter at have indgangen på slottet og anvende tårnværelset til butik. Væsentligt er det, at indretningen gennemføres, så der sikres en optimal udnyttelse af rum til kataloger, bøger og varer og opmagasinering af varer. Indretningen skal tænkes på ny. Depotbehovet til bøger er stort og kræver plads til paller. Entreen skal også rumme toiletter og garderobe. Udstillingssale: 1. og 2. sal indrettes til udstillingsrum. Salene sikres med UV filtre på ruderne og mørklægningsgardiner, således at der kan veksles mellem dagslys og mørklægning. Der etableres nyt lys system, der kan tændes og slukkes centralt, og som korresponderer med lyset i de nybyggede sale. Lys i udstillingssale skal være energibesparende. Der etableres ekstra video overvågning i slottets udstillingssale, så vagterne kan følge med publikums færden. I alle slottets sale placeres dataloggere og flytbare af - og befugtere. Ny bygning: Bygningen placeres efter Kulturstyrelsens anbefalinger. I bygningen ønskes flytbare vægge, så fleksibilitet står i højsæde. Der er behov for mindst to store og nogle mindre sale til udstillinger. Lyset i udstillingssalene skal være energibesparende og der må gerne etableres ovenlys. De nye sale skal alle være sikret efter kravene til National Indemnity. Det betyder blandt andet klimaanlæg og ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Foredragssal arrangements rum: Der ønskes en multifunktionel sal som både kan anvendes til foredrag, artist talks, udstillingsåbninger, musikalske events m.m.. Rummet skal have stole på rækker, indbygget lydanlæg, projektorer og lysregulerende lamper. Også gerne en mindre scene. Rummet skal have plads til ca. 200 personer, som har adgang til toiletter og garderobe i nærheden. Rummet må gerne kunne fungere om aftenen adskilt fra udstillingssalene. Foredragssalen arrangementsrummet må gerne have en anden form end firkantet og der må gerne arbejdes med udkik til parken. Cafeen:
Kunstmuseets cafe skal kunne drives med minimale driftsomkostninger. Den skal kunne være nem at betjene og det er et krav, at den tænkes ind i en placering, hvor der for museumsgæsten kommer et naturligt behov for en pause. Cafeen skal kunne friste de besøgende på deres rundgang, og der må gerne være udkik til slottet og parken. Personalet i cafeen skal have gode køkken- og magasineringsforhold, så alle funktioner er lette at betjene. Alle varerne i cafeen henter kunstmuseets personale udefra, så man skal sikre gode opbevaringsforhold i cafeen og drage omsorg for, at varetransporten skal være usynlig for gæsterne. Cafeen skal være rar at opholde sig i, uanset hvor mange gæster den rummer. Den må ikke have for højt til loftet. Det er en forudsætning, at cafeen placeres i nærheden af arrangementsrummet, således at der er plads til at betjene gæster med forfriskninger i dette rum. Billedskolen: Kunstmuseet Brundlund Slot har en undervisningspraksis, hvor der undervises 50 børn om ugen i Billedskolens lokaler og de anvendes også til formidlingsprojekter både til børn og unge, som får tilbud om aktiv deltagelse i kunstprojekter. Billedskolens nuværende placering fungerer godt, men det er alligevel en opgave for arkitekterne, at vurdere om den nye bygning skal rumme disse faciliteter og Gartnerhuset i fremtiden skal anvendes på en ny måde. Hvis der skal laves nye forhold, er det en forudsætning, at der skal være garderobeplads og toiletter til en hel skoleklasse. Formidlingsrummet skal placeres, så der kommer en naturlig sammenhæng med kunstmuseets øvrige funktioner, og det bør ikke fremtræde som et rum alene til børn. Der findes mange dårlige eksempler på, at rum til børn er tænkt ind i selvstændige enheder på kunstmuseer, og derved ikke optræder som integrerende i de andre museumsfunktioner for andre museumsgæster. Denne tendens ønsker vi at bryde. Børn er velkomne på Kunstmuseet Brundlund Slot og udgør en relevant besøgsgruppe, der ikke skal gemmes af vejen. Hvis Billedskolen placeres i den nye bygning, kan det være i nærheden af værkstederne. Magasiner: I den nye bygning skal der indrettes fire forskellige magasiner, som alle har forbindelse til hinanden og hvor de tre skal have klimaanlæg. Et magasin skal rumme grafik og indrettes med hylder, der skal være plads til at trække kasser ud og gennemse kunstværkerne. Her er det væsentligt, at der indsættes gode borde med fleksible højder. Et andet magasin er skulpturmagasinet, som skal kunne rumme store metalhylder med adgangsforhold med trucks og paller. Det tredje magasin er til malerier, og det skal rumme vægge til ophængning af værkerne. De tre omtalte magasiner skal være klimastyrede. Det fjerde magasin er til opbevaring af udstillingsgenstande: montrer, sokler mv. I alle magasin rummene er det vigtigt, at etablere praktiske løsninger vedrørende adgangsforhold bl.a. høje og brede døråbninger. Magasinerne til kunstværkerne skal også ligge i nærheden af udstillingssalene, således at der kan løftes og bæres direkte ind i udstillingerne. I forlængelse af magasinerne skal der være et indslusnings rum, hvor
håndværkerne kan tage imod kunstværker, der ankommer i lastbiler. Afgangsforholdene hertil skal ikke være synlige for publikum, og porten til slottet kan ikke anvendes som tilkørselsvej. Værksteder: Der er behov for tre funktioner på værkstedet: en til de grove og beskidte opgaver, en til monteringsopgaverne, der kræver rene omgivelser, og en funktion til kontorarbejde og teknikstyring. Alle tre funktioner skal kunne være i nærheden af hinanden, og det er væsentligt, at det er muligt at køre paller ind på det grove værksted. Fra værkstederne skal der være adgangsforhold til udstillingssale og magasiner. Administration: Alle administrative funktioner flyttes fra slottets 2. sal og placeres i den nye bygning gerne i 1. sals højde på grund af lysforholdene. Der er behov for et mødelokale til max 20 personer, et personalespisekøkken til 10 personer, rum til arkiv og bibliotek, personaletoilet og fem kontorer. Kontorerne må gerne have samme størrelse. Adgangen for personalet til administrationen skal gerne være usynlig for publikum, og gæster med aftaler med en museumsinspektør skal kunne henvises gennem publikumsrummene. Udendørsarealer: Det forventes, at der skabes gode parkeringsforhold i direkte forbindelse med slottet og/eller den nye bygning. Det er også en hensigtserklæring, at arkitekterne skaber en sammenhæng mellem de ydre og indre forhold, så publikum får en forstærket fornøjelse af slotsområdet, slotsholmen, slottet og den nye bygning. Gartnerens funktioner i hverdagen skal også tænkes ind i planerne og opbevaring af haveredskaber skal finde sin løsning. En vision om en ø i Aabenraa Som det fremgår af de foregående afsnit bygger udvidelsesplanerne på Kunstmuseet Brundlund Slot på grundige indholdsmæssige overvejelser. Der er taget udgangspunkt i den unikke kunstsamling, i publikums forventninger til kunstmuseer i dag, og der ligger et gennemarbejdet program for en opdatering af kunstmuseet som institution. Vi arbejder med det sønderjyske særpræg, med sammenhængen mellem nyt og gammel, mellem historie og samtid. Vi har fokus på imødekommenhed overfor museets brugere og på funktionalitet i de museale arbejdsopgaver, som ikke er synlige for publikum. Der arbejdes med ønsker om bæredygtighed i materialevalg og især i forbindelse med tekniske installationer, da vi ved fra andre museer, at hvis man glemmer at drage omsorg for driftsomkostningerne sættes museets økonomi under pres. Vi har visioner om fremtidens museum, men også benene solidt plantet i den sønderjyske muld, så vi undgår, at byggeriet tager magten fra kunstmuseets indhold og sætter os ud i urealistiske forestillinger om et
stort besøgstal og forøget egen indtægt. Det er en illusion, som vi ikke ønsker at falde i, da det kan underminere hele den organisation, som vi er en del af, nemlig Museum Sønderjylland. SAMLINGEN Kunstsamlingen på Brundlund Slot er af enestående national karakter og dens lige findes ikke på andre kunstmuseer. Den indeholder en guldgruppe af kunstværker skabt af sønderjyske kunstnere helt fra 1700 tallet og op til vor tid. Der er tale om kunstværker af kunstnere, som stammer fra området eller som har haft deres virke på egnen. Indsamlingen af kunsten er foretaget på Sønderborg Slot, Kunstmuseet i Tønder, Haderslev Museum, Aabenraa Museum samt på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa indtil man gennemførte museumsfusion i 2006, hvor man sammenlagde alle museerne i landsdelen til et museum og derefter på ny fordelte specialerne. I denne proces blev det opgaven på Kunstmuseet Brundlund Slot, at overføre alle kunstværkerne af sønderjyske kunstnere til slottet, og arbejde videre med denne samling gennem indsamling, bevaring, forskning og formidling. Samlingen er bygget op efter et princip om, at de bedste kunstnere skal være repræsenteret med flere værker, så man kan få et godt indblik i kunstens udvikling og særpræg. I det følgende fremhæves nogle udvalgte centrale sønderjyske kunstnere med henblik på at beskrive nogle hovedlinjer i samlingen. Hvad kendetegner den enestående samling fra 1800 tallet? I samlingen findes en stor mængde kunstværker fra den danske Guldalderperiode (1800-1850), som er kendetegnet ved, at flere af de toneangivende kunstnere kom fra det sydlige Danmark. Eksempelvis værker af maleren Jes Jessen (1743-1807), hvori der er fine eksempler på portrætter, prospekter og religiøse motiver. Der er også en eminent samling af C. W. Eckersberg (1783-1853) fra hans romerske periode, flere historiemalerier, prospekter, marinebilleder men også genremalerier. C. A. Lorentzen (1746-1828) er repræsenteret med genremalerier, historiebilleder og portrætter og Chr. David Gebauer (1777-1831) med genremalerier og landskaber. C. A. Jensen (1792-1870) er repræsenteret med en lille fin samling af portrætter af mænd, kvinder og børn. Otto D. Ottesen (1816-1892) med fine blomsterbilleder og opstillinger og Heinrich Hansen (1821-1890) er repræsenteret med arkitektur- og interiørbilleder. Ud over de nævnte kunstnere har vi en række andre sønderjyske kunstnere hvis værker primært er skabt i slutningen af 1800 tallet. Her er Louis Gurlitt (1812-1897) en af de centrale. Det gælder for næsten alle de ovennævnte kunstnere, at de blev uddannet på Det Kongelige Kunstakademiet i København og flere af dem fik arbejde samme sted efter deres studier og har derigennem haft stor indflydelse på andre kunstnere efter dem. Ved en gennemgang af 1800
tallets samling skabt af sønderjyske kunstnere kan man gå på opdagelse i den nationale kunsts udvikling. Værkerne er ikke stedsspecifikke eller lokal orienteret, men afspejler den tid, hvori de er skabt. Der er således tale om en interessant mulighed for at få indsigt i og kendskab til malerkunsten i Danmark fra perioden ved at se denne samling på slottet. Kunstmuseets 1800 tals samling rummer så mange værker, at den sagtens kan fylde hele slottet. Kunstsamlingen fra første halvdel af det 20. århundrede nogle udvalgte eksempler Det er kendetegnet for kunstnerne, som blev født i slutningen af 1800 tallet og som virkede i begyndelsen af det nye århundrede, at de var enere. Det vil sige, de arbejdede selvstændigt med deres egne perspektiver og nogle af de centrale kunstnere skal kort nævnes her. Emil Nolde (1867-1956) blev født i Nolde og arbejdede med udgangspunkt i den tyske kunsthistorie. Han bosatte sig på den danske side, blev dansk gift og dansk statsborger. Senere i sin karriere flyttede han syd fra grænsen men beholdte resten af livet sit danske statsborgerskab. Nolde forsøgte at rendyrke den germanske urkraft gennem eksperimenter med sansningen og billeddannelsen og hans kunst viser eksempler på udvidelser og forandringer af kunstbegrebet. På trods af det germanske fokus blev hans kunst i 1930 erne erklæret for entartet og han fik maleforbud. Emil Nolde var en af de bærende kræfter for udviklingen af den tyske ekspressionisme som fik international betydning og derved også stor indflydelse på billedkunsten skabt i grænsefeltet mellem det danske og tyske i Sønderjylland. Han skabte fine kunstneriske sansninger fra landskabet og malede umalede billeder på stedet med udgangspunkt i tysk kunst og kunsthistorie. Agnes Schmidt (1874-1952) rejste som ganske ung til København for at få en kunstnerisk uddannelse. Hun studerede ved Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder og på N. V. Dorphs malerskole. Af personlige årsager valgte Agnes Smidt at flytte tilbage til Sønderjylland og levede der et aktivt arbejdsliv, hvor hun ved siden af maleriet arbejdede som foredragsholder, oplæser, sanger og højskolelærer. Efter flytningen til Sønderjylland deltog kun ikke længere i det etablerede udstillings liv hverken i København eller i andre større byer og hun blev derfor ikke særlig kendt udenfor landsdelen. Her blev hun til gengæld højt værdsat i kraft af hendes interesse for og arbejde med de nationale spørgsmål. Hun portrætterede mange af de politiske betydningsfulde personer i Sønderjylland, og er således interessant både i en kulturhistorisk og en kunsthistorisk sammenhæng. Nikolaus Wöhlk (1887-1950) blev født i Slesvig og levede det meste af sit voksne liv i Aabenraa. Han underviste på den tyske skole og solgte sine billeder til sønderjyder primært med tilknytning til det tyske mindretal. Derfor kom hans billeder ikke lang ud over de hjemmetyske kredse. Hans billeder er kendetegnet ved stiltræk fra det tyske ekspressionistiske maleri med stor indflydelse fra Emil Nolde og han er meget anerkendt i Tyskland.
Jeppe Madsen-Ohlsen (1891-1948) blev født i Christiansfeld. Han malede sine bedste motiver fra sin fødeby og her er stedet af afgørende betydning for hans billedkunst. Hans billeder af Christiansfelds særprægede arkitektur, brødremenighedens rituelle traditioner ved begravelser og fest rummer essensen af hans motivkreds. Der er her tale om en kunstner som udelukkende specialiserede sig i at male sin hjemstavn. Jeppe Madsen-Ohlsens maleri fra hjemstavnen er ikke skabt som et kulturhistorisk produkt, hvor Christiansfeld dokumenteres. Der er i Jeppe Madsen- Ohlsens værker tale om en kunstnerisk dokumentation af sindstilstande, religiøsitet og hjemstavnsfølelse. I 2012 har Kunstmuseet Brundlund Slot fået deponeret værker af billedkunstneren Franciska Clausen (1899-1986). Der er tale om den samling, som tidligere har været på Trapholt og som ejes af Fonden til Franciska Clausens Samlinger. Fonden har besluttet, at samlingen skal til Brundlund Slot, da kunstmuseets arbejder med de bedste sønderjyske kunstnere og her hører Franciska Clausen absolut til en af stjernerne. Når kunstbygningen står færdig bliver alle Franciska Clausens værker overdraget til Kunstmuseet Brundlund Slot og indlemmes i kunstsamlingen. Alle kunstnerens hovedværker tilhører nu Brundlund Slot, da kunstmuseet i forvejen har erhvervet væsentlige arbejder fra kunstnerens hånd. Der er således tale om en enestående samling, som kan formidle kunstnerens produktion fra de tidlige værker i 1910 erne til den meget væsentlige periode i udlandsårene mellem 1917 og 1931, hvor hun var blandt den europæiske avantgardes førende kunstnere. Efter alle disse år i udlandet vender hun tilbage med nye kunstneriske teorier omsat i malerisk praksis. Vi kan se gennem hendes værker, at hun blev klassisk og traditionelt skolet, og supplerede sin kunnen med ekspressionistiske maleriske greb. Vi kan også se, at hun fandt inspiration i Pablo Picassos kubistiske værker, og hentede kunstnerisk fornyelse i Wassily Kandinskys kunst. Fra disse kunstnere blev hun optaget af at arbejde udenfor det figurative formsprog. Denne interesse fortsatte under hendes påvirkning af Lazslo Moholy-Nagy, og det lagde grunden til et frugtbart eksperimenterende spor, som hun fulgte i de næste ti år. Hun gik igennem en fase, hvor malemåden fra Neue Sachligkeit blev gennemprøvet, og tog kunstnerisk videre derfra til en konstruktivistisk og geometrisk forståelse af genstande. Hun var optaget af at perfektionere formerne gennem saglige formanalyser, og af, at skabe klarhed i formen. Hendes fokus lå på at udforske de grundlæggende strukturer i billedsproget. Med sig tog hun purismen, surrealismen og den konkrete kunst renfærdige formsprog. Året inden hun vendte tilbage til Sønderjylland var hun optaget af neoplaticisme, hvor hun fik drevet billedsproget helt ud til et klart og rent abstrakt udtryk. I denne periode bragte hun forenklingen til det yderste og materialiserede det i perfekte rette vinkler og lige linjer. I hendes kunst findes en rød tråd i den konsekvente billedudvikling fra 1916 til 1931, som placerer hende blandt den avantgardistiske elite. I årene derefter har hun skabt en lang række interessante portrætter, flere nonfigurative værker og mange fængslende collager. Samlingen rummer omkring 2000 værker fra 1910 erne til hendes død i 1986.
Sammenfattende kan man sige, at de ovennævnte kunstnere arbejdede med deres kunstneriske udtryk i hver sin retning, men de havde alle den fællesnævner, at de var født og opvokset i landsdelen, der tilhørte Tyskland før genforeningen i 1920, og deres livsvilkår blev væsentligt påvirket af den nye grænsedragning efterfølgende. Det er også karakteristisk af ovennævnte kunstneres værker er af international interesse, og der er igennem disse kunstnere mulighed for at tilrettelægge forsknings- og formidlingsprojekter med internationale samarbejdspartnere. Kunstsamlingen fra anden halvdel af det 20. århundrede enkelte eksempler Kunstsamlingen rummer også mange fine kunstværker af grænselandets kunstnere fra anden halvdel af det 20. århundrede. Her skal der blot nævnes tre eksempler på kunstnere, hvis værker er kunstnerisk grænseoverskridende. H. W. Lauesens (1913-1989) livsbane formede sig efter den dansk/tyske konflikt. Han blev født i Tyskland og flygtede derfra i 1930 erne til København - dels for at arbejde og dels for at videreføre sin uddannelse. Under studie tiden fik han hurtigt to problemer. Det ene problem var paradoksalt nok knyttet til kunstnerisk succes. H. W. Lauesen blev anerkendt for sine kunstneriske evner og tildelt priser. Det skabte et konkurrenceforhold mellem den tyskfødte kunstner og de danske kunstnere og det gave genlyd i tiden. Han blev ikke integreret på den danske kunstscene og forhadt som tysk. Det andet problem var også forbundet med et dansk og tysk modsætningsforholdet. H. W. Lauesen havde i en diskussion forsvaret Tyskland og det resulterede i misforståelser, uvenskaber og politisk chikane. Konsekvenserne af hans problemer i København blev, at han ikke blev integreret i det københavnske kunstnermiljø, og han valgte at flytte til Sønderjylland for at få arbejdsro. I Sønderjylland skabte H. W. Lauesen de fleste af sine værker - deriblandt en serie med landskabs og figurbilleder med motiver fra Dybvighoved ved Aabenraa. Hans tidlige malerier er inspireret af nordisk kunst især Edward Munch og de senere værker af den tyske ekspressionisme. H. W. Lauesen var en af frontfigurerne bag etableringen af kunstnersammenslutningen Grænselandsudstillingen og han fik stor betydning for, at der i Sønderjylland blev dannet et kunstnerisk forum for fremvisning af kunstværker af landsdelens professionelle danske og tyske kunstnere. Billedkunstneren Svend Wiig Hansen (1922-1997) er en af de store mestre i moderne dansk kunst. Han indledte sin kunstneriske karriere i 1946-51 på Kunstakademiet i København hos billedhuggerne Johannes Bjerg og Utzon-Frank og fandt tidligt ud af, at hans arbejder var i direkte konflikt med professorernes glatte og pæne overflader. Svend Wiig Hansens menneskeskildringer var tidligt udført som grove, knudrede formflader, der svulmer og trænger sig på. Han debuterede i 1946 som billedhugger og i 1948 som maler. Undervejs har han arbejdet intensivt med tegning og grafik, så han magtede alle udtryksformer. Flere af Svend Wiig Hansens arbejder har været genstand for mediestorme, forargelse og voldsomme kritiske reaktioner da han aldrig var bange for groteske og grimme udtryk, og da hans arbejder til tider blev kæmpestore og med patosfyldte udtryk, skabte de røre på den danske kunstscene. Menneskefiguren er et hovedmotiv i Svend
Wiig Hansens kunst og i 1950 erne er de overvejende resultater af en fortolkning af den kolde krigs jerngreb om menneskene, og som sådan hans bud på en omverdensforståelse. I 1960 erne tog Svend Wiig Hansen livtag med kunstneriske eksperimenter ved at udfordre skaberkraftens ydeevne. Han arbejdede eksempelvis med at producere i døgndrift og i mængder, der næsten forekommer umenneskelige. Senere fik han den ide, at indvie andre i skabelsesprocessen og han indledte sine forsøg med at inddrage publikum mens han arbejdede. I 1970 gik han videre med den performative aktion og tog initiativ til en folkelig undervisning i Fælledparken, senere arbejdede han sammen med borgere i Brande og han underviste i Horsens Statsfængsel. Til den formidlende del af hans virke hører også hans tid som professor på Kunstakademiet, hvor han arbejdede fra 1971-76. Billedhuggeren Gert Nielsen (1926-1993) blev født i Slesvig og arbejdede i sine tidlige værker med sine erfaringer fra 2. Verdenskrig og de traumatiske oplevelser der har været forbundet hermed. Hans tidlige skulpturer i træ og plastik har relationer til den dansk tyske grænse. Gert Nielsen var en tysk-dansk billedhugger; uddannet på Kunstakademiet i København i 1950-55. Hans værker har bevæget sig fra det eksperimenterende for eksempel med labyrintiske bræddeskulpturer, over et naturalistisk udgangspunkt via torsoen, til abstrakte, bevægelsesfyldte skulpturer. Materialerne han anvendte var træ, bronze, marmor eller gips. I perioden 1983-86 var han medlem af Akademiraadet og af kunstnersammenslutningen Decembristerne. Alle Gert Nielsens hovedværker findes i samlingen. Kendetegnet for de tre ovennævnte kunstnere er, at de var grænsesøgende indenfor kunstneriske former og materialer. De var alle meget produktive og flere af deres værker peger udad mod en international kunstnerisk verden og er derved grænseløse på flere måder. Sønderjyske samtidskunstnere - tre eksempler Af de nulevende kunstnere fra Sønderjylland skal tre fremhæves også selvom der naturligvis findes en lang række andre gode eksempler. Billedhuggeren Nikolaus Wehding (1932) blev født i Aabenraa indenfor det tyske mindretal. Hans kunstneriske løbebane blev indledt i København på Kunstakademiet og startede med succes, store udsmykningsopgaver, opmærksomhed og salg. Efter han flyttede tilbage til Sønderjylland blev opmærksomheden fra de danske medier og den københavnske kunstscene dalende. Nikolaus Wehdings skulpturer tager udgangspunkt i det realistiske billedkunst men kombinerer dette med et ekspressivt formsprog. Han har skabt en række skulpturer, som har direkte reference til de sønderjyske vilkår under krigen. Hans erindringer fra krigen og konsekvenserne af at høre til det tyske mindretal har han moderleret ind i ler og støbt i bronze. Skulpturerne rummer refleksioner over død, smerte, skam og fortvivlelse men også glæde over livets forunderlighed. I samlingen findes Nikolaus Wehdings væsentligste arbejder. Billedkunstneren Leif Kath (1945) har igennem 40 år arbejdet med at undersøge komplekse billedtekniske virkemidler indenfor tegning, grafik, skulptur og maleri. Han debuterede i slutningen
af 1960 erne som tegner og op gennem 1970 erne eksperimenterede han med forskellige grafiske teknikker og metoder. Hans udgangspunkt var naturalismen, og temaerne i billederne fandt han fra medieindustrien. Fra slutningen af 1970 erne skete der en markant forandring i Leif Kaths billede produktion. I stedet for fortællinger fra hverdagens liv fokuserer kunstneren nu på kunstens grundlæggende substanser som overflade, rum, strukturer og form. Og han fjerner sig fra det genkendelige billedsprog. I 1990 erne arbejdede han med tredimensionale figurer sideløbende med tegninger og grafiske arbejder, og han griber også fat i pensler og lærreder. Det kommer der endnu et kunstnerisk nybrud ud af. For det første resulterer det i nye formater og for det andet i nye undersøgelsesfelter indenfor materialernes muligheder. Leif Kath arbejder nu med reduktion og minimum og en særlig palet, som er domineret af sort og hvidt. Billedkunstneren Claus Carstensen (1957) er en af de mest centrale nulevende kunstnere i Danmark som tager afsæt i sin hjemstavn. Han er født i Sønderborg, uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han også har været professor. I hans kunstneriske praksis er væsentlige afsnit skabt med udgangspunkt i oplevelser fra grænselandet og hans relationer til Sønderjylland Claus Carstensen arbejder også på andre måder med Sønderjylland. Han har lige siden 1992 været optaget af at gå ind i sin biografiske virkelighed for at arbejde med stof derfra uagtet det umiddelbare banale, trivielle og almindelig fokus. I kunstværkerne med de biografiske udgangspunkter har Claus Carstensen inddraget sin datter Zoe i sit arbejde, han har lavet et videoværk, hvor hans mormor Oma fortæller om sit liv i Sønderjylland, og han har malet talrige fællesmalerier med andre kunstnere fra familien. Gennem den biografiske optik har han bearbejdet de vilkår, som er gældende for en, der vokser op med dansk, tysk og sønderjysk sprog. Claus Carstensen er vokset op i grænselandet og han har et praktisk forhold til det at leve på grænsen - sprogligt, fysisk og kunstnerisk. Han er derfor en markant hjemstavnsmaler, der ikke forholder sig til den sønderjyske natur som vi kan se i traditionelle landskabsbilleder, men derimod med det mentale modlys, som findes i hovederne på folk i grænselandet. I Claus Carstensens kunst reflekteres over privathed, pinligheder, almindeligheder og konflikter på, ved og i Sønderjylland. Det gør ham til en kunstner som udvider hjemstavnsmaleriet. I stedet for at gå ud i den sønderjyske natur går han ind i den sønderjyske familie, ind i identiteten og ind i de sproglige, nationale og kulturelle vilkår som kunstneren er underlagt. Hans tematisering af det stedspecifikke i de komplekse værker sætter spørgsmålstegn ved kunstens billeddannelser i provinsen i almindelighed og til kunstneriske og mentale grænser i særdeleshed.