Religion som et aktiv i udviklingssamarbejdet ET DIALOGSKRIFT

Religion som et aktiv i udviklingssamarbejdet ET DIALOGSKRIFT

REDIGERET AF: Filip Buff Pedersen UDGIVET AF: Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling med støtte fra Udenrigsministeriet gennem Globalt Fokus LAYOUT: Camilla Engrob OVERSÆTTELSE: Birger Petterson FOTO: Jakob Swartz: Forsiden, s. 2, s. 8, s. 11; Bjarne Gregersen: S. 12, s. 25; Carsten Lund Villadsen: s. 15 1. UDGAVE: Religion som tillgång i utvecklingssamarbetet af Petter Jakobsson (red. Robert Odén og Viktoria Isaksson) Forord Gud har mange navne. Rundt omkring i verden bekender mennesker sig til en eller anden tro, en tro, som påvirker deres verdensbillede, deres holdninger og deres handlinger. For et sekulariseret menneske kan en religiøs tro synes irrationel, svær at forstå og svær at forholde sig til. Men ikke desto mindre er religion en del af mange menneskers virkelighed og må derfor tages alvorligt. I flere lande har spørgsmålet om religionens rolle i samfundsudviklingen efterhånden fået større og større opmærksomhed. Dette er sket ud fra en erkendelse af religionens betydning for mennesker. For at drive udviklingssamarbejde er det væsentligt at forstå, hvilken rolle positivt såvel som negativt religion og tro kan spille for mennesker. Derfor har blandt andet Verdensbanken, UNFPA og UNICEF i lighed med for eksempel regeringerne i Storbritannien og Norge taget dette emne op. I Danmark har spørgsmålet fået begrænset opmærksomhed. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling har sammen med ADRA, Danmission, Folkekirkens Nødhjælp og Institut for Menneskerettigheder med støtte fra Udenrigsministeriet, gennem Globalt Fokus, sat fokus på dette med en seminarrække om Religion og Udvikling. Dette skrift er således et bidrag til samtalen om forholdet mellem religion og udvikling, en samtale, som nødvendigvis må finde sin form også i Danmark. Den grundlæggende intention er at øge vidensniveauet. Danmark er et land, hvor religionen er blevet henvist til den private sfære, noget som skiller os ud i et internationalt perspektiv. På mange af de områder, som er væsentlige for udviklingssamarbejdet, har vi en høj grad af kompetence, men når det drejer sig om forholdet mellem religion og udvikling, er der behov for et kompetenceløft. Det at øge kundskaben om religion drejer sig om at have respekt for andre mennesker og det, som har værdi for dem. Ved at have respekt for og være nysgerrig over for andre menneskers måde at tolke verden på kan vi selv øge vores forståelse for dem, vi vil relatere til i internationalt samarbejde. Derfor er det vigtigt, at danske udenrigs- og udviklingspolitiske aktører uddannes i spørgsmål relateret til religion og tro. Derfor har udviklingsmedarbejdere og deres organisationer brug for praktiske redskaber for at kunne analysere og navigerer med religion som en vigtig og ofte overset faktor i udviklingssamarbejdet. Viden og færdigheder om religionens rolle i udviklingssamarbejdet vil kunne bidrage til at øge udviklingssamarbejdets effektivitet. Lars Udsholt Sekretariatsleder, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling 2 3

Viden om religion er afgørende for bistandens effektivitet Efter tsunamien i 2004 lå mange indonesiske kystsamfund i ruiner. Der blev gjort en massiv humanitær indsats for dem, der var ramt af katastrofen, og efterhånden begyndte et genopbygningsarbejde at tage form. I nogle byer i Acheprovinsen bidrog Oxfam til genopbygningen af moskeer, selv om det ikke indgik i den normale model for katastrofearbejde. Andre steder fulgte man den normale dagsorden og fokuserede på materielle behov såsom boliger, vand og sanitære forhold. Det viste sig, at de samfund, som havde fået moskeen genopbygget, hurtigere kom sig og hurtigere fik gang i funktioner i samfundslivet. Genopbygningen af det religiøse samlingssted fik positive effekter på genopbygningen af samfundet som helhed. 1 Referat fra Duncan Greens blog, Oxfam Dette eksempel fra Indonesien fremhæver religionens betydning inden for udviklingsprocesserne. Når udviklingssamarbejdet inkluderer kundskab om religion og religiøse handlinger og strukturer, øger det forudsætningerne for effektivitet i indsatserne. Sammen med andre nordeuropæiske lande hører Danmark til de mest sekulariserede lande i verden, og kundskab og bevidsthed om, hvilken rolle religionen kan spille i menneskers hverdagsliv, er generelt svag. 2 Der er gode grunde til at hævde, at dette også gælder inden for udviklingssamarbejdet, og at det får negative konsekvenser for effektiviteten inden for dansk udviklingshjælp. Eksemplet aktualiserer, hvordan viden om religion og respekt for menneskers behov for religion fører til et forbedret resultat for de mennesker, som er målgruppen for udviklingssamarbejdet. Et udviklingssamarbejde, der ikke respekterer religionens rolle i menneskers liv, distancerer sig fra målgruppen og risikerer at stille mennesker uden for udviklingen. Siden begyndelsen af 1990 erne er spørgsmål om udvikling og religion blevet aktualiseret, ikke mindst gennem flere initiativer inden for FN-systemet. I mange lande har man også noteret, at religionen har været et ikke-spørgsmål eller en blind plet inden for udviklingssamarbejdet, og man har taget initiativer til at råde bod på dette. Denne nyvakte interesse er dog først på det seneste begyndt at vise sig i Danmark, og foreløbig er der kun taget få initiativer til at hæve kundskabsniveauet eller at begynde at forske i det. Der er en risiko for, at effektiviteten i dansk udviklingssamarbejde skades, hvis denne indsigt mangler. Katherine Marshall, tidligere ansat i Verdensbanken og ansvarlig for spørgsmål om religion og udvikling, beskriver, hvordan hun kører gennem et tørt landskab i Mauretanien sammen med landets landbrugsminister. De taler om kamelens betydning, et spørgsmål, som ministeren er optaget af. Marshall spørger, om der ikke er andre dyr, der har betydning for udviklingen i landsbyerne, for eksempel æsler. Ministeren hævder eftertrykkeligt, at der ikke findes æsler i Mauretanien. Da de ankommer til målet for deres rejse, en by med bønder i Senegaldalen, viser det sig, at mange æsler går omkring, og mange æsler udfører arbejde. Men i ministerens forestillingsverden er de ikke vigtige. Efter hans opfattelse eksisterer æslerne slet ikke og kan derfor heller ikke bidrage til udvikling 3 Marshalls beretning illustrerer, hvordan vigtige aspekter af udviklingen helt kan bortfalde, hvis man ikke har interessen, kundskaben eller ordforrådet til at beskrive en kompleks virkelighed. Religion har været en blind plet inden for udviklingssamarbejdet, selv om den har været der som en realitet i menneskers hverdag, nøjagtig som æslerne i Mauretanien. De officielle aktører, for eksempel Verdensbanken, regionale udviklingsbanker og nationale udviklingsaktører har sjældent haft en politik for, hvordan man skal forholde sig til religionens rolle for udviklingen. De har heller ikke identificeret det særlige og unikke bidrag, som religiøse ledere eller strukturer kan tilbyde i forhold til udviklingsarbejdet. Marshall fortæller, at der i den historiske skildring af Verdensbankens første 50 år kun findes én reference til religion 4. Men de seneste 10-15 år er religion igen dukket op som et spørgsmål på udviklingsdagsordenen. 4 5

Religionens genkomst Generelt er religionen blevet en mere og mere betydningsfuld ingrediens i de store geopolitiske hændelser siden begyndelsen af 1990 erne. Efter Sovjetunionens fald er nye nationalstater opstået, tidligere ideologisk farvede konflikter har fået etniske eller religiøse ingredienser, og de ideologiske spændingsfelter er i en del tilfælde blevet forskudt fra en politisk højre-venstre-skala til en mængde andre skalaer, hvor religion er en af faktorerne. Eksempler på dette er globalisering-antiglobalisering, fattig-rig, nord-syd, vestøst, traditionelle værdier-liberale værdier etc. 5 Religionen har for længst bevist sin betydning i udviklingssamarbejdet. For eksempel er en meget stor del af sygepleje og uddannelse i fattige lande blevet udført af såkaldte trosbaserede organisationer. Ikke mindst i de senere år er der forekommet et antal større initiativer, hvor ledere og forgrundsfigurer fra forskellige religioner som troende og bærere af en etisk tradition er mødtes for at drøfte globale problemer som fattigdom eller klimakrise. Religion er en inspiration for mange bevægelser, som med udholdenhed arbejder for fattigdomsbekæmpelse, gældseftergivelse og gennemførelse af 2015-målene. Det er umuligt at ignorere de religiøse aktører på godt og ondt ud fra de store officielle aktørers perspektiv. Diskussionen om religionens betydning er også begyndt at vågne i Danmark. Det er blandt andet sket som reaktion på den påståede polarisering mellem Vesten og den muslimske verden og som en reaktion på spændingen mellem voksende muslimske befolkninger i Vesteuropa og en mere udtalt islamofobi og xenofobi. Naturligvis er begivenhederne den 11. september 2001 og den efterfølgende krig mod terrorisme et aspekt af dette. Til sidst er diskussionen også vokset inden for trosbaserede organisationer ud fra et behov for at formulere sin identitet i et bistandslandskab under stadig forandring med formindskede statsbudgetter, ændrede magtforhold i verden og en forskydning af kristendommens geografiske tyngdepunkt. De kirker, der vokser hurtigst i verden i dag, findes i udviklingslandene, og det har ændret magtbalancen inden for kristenheden. I denne samtale har trosbaserede organisationer ofte fremhævet deres egen merværdi som religiøse aktører i en religiøs verden. 6 7

Religionen tilbage på dagsordenen i bistandsdebatten VERDENSBANKENS ÆNDREDE POLITIK Som nævnt har Verdensbanken i de første 50 år af sit virke ikke haft nogen formuleret eller bevidst politik i sit forhold til religion eller religiøse repræsentanter. Der er derfor ikke skrevet meget om, hvordan man har samarbejdet med religiøse aktører, eller hvilke tanker man har gjort sig om religionens rolle i udviklingssamarbejdet. Verdensbanken har fokuseret på samarbejde med stater og på spørgsmål af teknisk eller materiel karakter, hvilket er et udslag af det ikkespørgsmål, som religionen har udgjort inden for udviklingssamarbejdet. Fra midten af 1990erne og frem har tonen hos Verdensbanken ændret sig i retning af stærkere fokus på fattigdomsbekæmpelse og medansvar hos målgrupperne. Religiøse ledere har spillet en stor rolle i civilsamfundets kritik af Verdensbanken, hvilket muligvis har ligget bag denne kursændring. Katherine Marshall skriver om Jubelee-2000, en kampagne for gældseftergivelse, med tydelig reference til de trosbaserede organisationers arbejde: The result was a transformation of thinking and practice on international debt and progress towards debt restructuring that was barely thinkable only two years before. Relationships with religious organizations will never be quite the same. 6 Et vigtigt skridt i de ændrede relationer mellem Verdensbanken og religiøse ledere var et møde på initiativ af George C. Carey, daværende ærkebiskop i Canterbury, og Verdensbankens daværende chef, J.D. Wolfensohn, i februar 1998. Repræsentanter fra ni verdensreligioner deltog. Dette resulterede i dannelsen af World Faiths Development Dialogue (WFDD), hvis primære funktion har været at øge kundskaben om religionens betydning for udvikling og at slå bro over kløften mellem religion og udviklingsteori. Organisationen har også bidraget til at involvere religiøse aktører i for eksempel Poverty Reduction Strategy Papers (PRSP) og Verdensbankens landstrategier. 7 FN INVOLVERER RELIGIØSE LEDERE Today, there is an urgent need to rebuild bridges and to enter into a sustained and constructive intercultural dialogue, one that stresses common values and shared aspirations. Religious leaders can play an important role in such an exchange. They can stress the core beliefs and ideals found in all the great faith traditions: compassion, solidarity, respect for life and kindness towards others. 8 Ban Ki-moon, FN s generalsekretær FN s Befolkningsfond, UNFPA, har samarbejdet med trosbaserede organisationer i mere end 30 år, men arbejdet blev intensiveret i begyndelsen af det nye årtusind. Inden for UNFPA s arbejdsområde ligger seksuel og reproduktiv sundhed, hiv og aids og ligestillingsspørgsmål. Dette er nogle af de mest ømtålelige spørgsmål set ud fra et religiøst perspektiv. Det er interessant, at UNFPA i sin metodologi inkluderer kønsspørgsmål, kulturel forståelse og en rettighedsbaseret fremgangsmåde og i begrebet kultur placerer forståelse for religionens rolle. Den internationale befolknings- og udviklingskonference i Cairo 1994 blev en arena for mødet mellem FN-systemet og religiøse aktører, og siden da har UNFPA samarbejdet med religiøse ledere for at ændre holdninger og adfærd. FN-systemet har identificeret religiøse strukturer som nogle af de vigtigste kanaler for at opnå forandring og har endog indset vigtigheden af at inkludere religiøse ledere i udformningen af budskabet, så FN-initiativer ikke fremstår som fremmede og truende. I efterdønningerne af terrorangrebene i Madrid tog man i 2005 initiativ til The United Nations Alliance of Civilisations, UNAOC 9. Navnet er en parafrase over Samuel P. Huntingtons Clash of Civilisations. Initiativet blev taget af premierministrene i Tyrkiet og Spanien med støtte fra FN s daværende generalsekretær, Kofi Annan. Formålet har frem for alt været at bygge bro mellem modsætningerne mellem den kristne del af verden og den muslimske og at modvirke ekstremisme. FN-systemet har med andre ord identificeret religiøse ledere som vigtige aktører i spørgsmål om forsoning og opbygning af relationer. INITIATIVER I EUROPA Både i Storbritannien, Holland og Norge er der siden år 2000 fremkommet mødesteder mellem statslige bistandsaktører og trosbaserede organisationer. Der er også taget initiativ til en række forskningsprojekter for at klargøre religionens rolle i udviklingssamarbejdet. Dette har ført til en øget interesse for spørgsmålene, men også en fordybelse i spørgsmålenes formulering. Et stort materiale er tilgængeligt for både forskere og praktikere lige fra det meget store forskningsmateriale, som er stillet til rådighed af University of Birmingham, finansieret af DFID, Department for International Development, Storbritannien, til Religion and Development: Practitioners Guide, som det hollandske Knowledge Centre Religion and Development (KCRD), har produceret, og rapporten, Religion og Utvikling, som Oslosenteret for fred og menneskerettigheder har fremstillet på det norske udenrigsministeriums foranledning 10. Meget af det arbejde, som er gjort i de lande, kan uden videre bruges i en dansk kontekst og har også vakt interesse i Danmark i forbindelse med seminarrækken om Religion og Udvikling og andre konferencer de senere år. 8 9

Når religion fremmer udvikling En stor majoritet af verdens befolkning beskriver sig som religiøse, og religiøse ledere er en af de grupper, som nyder størst tillid blandt mennesker i verden. 11 Uden at kaste sig ud i en længere diskussion af, hvad religion er, kan man konstatere, at trossystemer tilbyder beretninger, som placerer mennesket i en sammenhæng, og giver det mulighed for et helhedssyn på dets rolle og retning i eksistensen. Religion er meningsskabende og giver blandt andet mennesker et sprog til det, som ligger hinsides det rationelle. Religiøst motiverede handlinger som at give gaver, besøge templet, moskeen, kirken eller synagogen, deltage i gudstjenester, holde andagt, bede eller meditere er en naturlig del af de fleste menneskers liv og daglige rutine. Den forskydning af det religiøse fra det offentlige og kollektive til det private, som Europa har oplevet i de sidste århundreder, er globalt set et isoleret fænomen uden parallel i de fleste andre dele af verden. De religiøse netværk er de mest vidtforgrenede sociale strukturer, vi kender. I stort set hver eneste by, stor eller lille, er der ét eller flere religiøse samlingssteder, og en majoritet af jordens befolkning deltager regelmæssigt i samlinger på sådanne steder. De religiøse strukturer er også blandt de allervigtigste for udbredelse af ideer, information og uddannelse, men også for bevarelse af traditioner og holdninger. På steder, hvor der ikke findes andre aktører inden for det civile samfund, findes der som oftest alligevel religiøst baserede strukturer, som tilbyder mennesker uddannelse, etisk refleksion, socialt engagement og så videre. SOCIALE INDSATSOMRÅDER Også når det gælder om at udføre socialt hjælpearbejde, er religiøse aktører blandt de mest aktive. Med tal, der svinger mellem 40 og 70 procent, er det for eksempel klart, at trosbaserede organisationer står for en stor andel af al sygepleje og uddannelse i Afrika syd for Sahara. 12 Alle de store religioner har en passion for at hjælpe udsatte og fattige mennesker og har også strukturer til at formidle hjælp og støtte. Særlig inden for de grundlæggende områder som skole og sygepleje står religiøse aktører stærkt. POLITIK OG PÅVIRKNINGSARBEJDE Religionen hævdes oftere og oftere at være blevet politiseret. Dette kommer til udtryk på flere måder. Den første, mennesker plejer at pege på, er islamiseringen af politikken i Mellemøsten og Nordafrika, men det er ikke det eneste eksempel. Selv i Vesten, og først og fremmest i USA, er politikken blevet præget af en religiøst farvet diskussion. Krigen mod terrorismen er efter begivenhederne den 11. september 2001 ofte blevet iklædt religiøse termer som korstog eller retfærdig krig. I begivenhederne før, efter og i forbindelse med murens fald i 1989-90 spillede religiøse grupper en stor rolle i demokratiseringen af Østeuropa, men de har også spillet en central rolle i demokratiprocesser i for eksempel Sydafrika og Latinamerika. Der findes flere eksempler på, hvordan sociale bevægelser har allieret sig med kirkerne. 13 Inden for den såkaldte antiglobaliseringsbevægelse har kirkerne for eksempel ageret og tilbudt en platform for engagement. I internationale retfærdighedsspørgsmål som nedrustning eller finansiering af klimatilpasning for fattige lande har kirker og andre trosbaserede organisationer spillet en stor rolle, og i den miljøbevægelse, som har påvirket verden siden 1960 erne, har åndelige værdier og religiøse ledere haft afgørende betydning. ET LANGSIGTET PERSPEKTIV En af de specielle egenskaber i et religiøst farvet engagement er det langsigtede perspektiv og udholdenhed. I den svenske debat er erhvervslivet ofte blevet kritiseret for at have et kvartalslangt perspektiv, mens politikerne beskyldes for at tænke i perioder, der strækker sig frem til næste valg. Forskellige religioner tilbyder forskellige måder at anskue tiden på, men de deler det langsigtede perspektiv. Når aktører inspireres af troen på en højere magt, bliver endog et menneskes levetid kort. De stabile religiøse institutioner står som garanter for en kontinuitet i udviklingssamarbejdet, som andre organisationer ofte mangler. HÅB OG INSPIRATION En af religionens grundlæggende funktioner er at give håb. I for eksempel kristendom og islam er løftet om et himmerige vigtigt, og de fleste andre trosforestillinger peger på muligheden for et evigt liv. Dette håb beskyldes af og til for at være passiviserende og for at fjerne fokus fra livets udfordringer og den historiske kontekst. Men lige så ofte kan menneskers indre billeder af det gode eller fuldkomne tjene som en inspiration til handling og forandring. Fattige eller på anden måde marginaliserede mennesker oplever ofte deres situation som håbløs, og da kan religionen være den kraft, der behøves for at holde håbet i live. Dette aspekt af religionen, som vanskeligt lader sig vurdere eller måle, er muligvis en af de største værdier for udvikling og samtidig det måske mindst udforskede eller dokumenterede. 10 11

Når religion modvirker udvikling Hold religionen væk fra konflikten. Det her drejer sig om magt og politik og må løses med politiske midler. I samme øjeblik vi begynder at påberåbe os Gud som autoritet og de hellige skrifter som begrundelse for vore beslutninger, ophører dialogen. Hold religionen væk fra konflikten! 14 Bernhard Sabella, repræsentant for kristne palæstinensere på Vestbredden Problemerne med religion er indlysende. Citatet ovenfor fra Israel/Palæstina aktualiserer, hvordan religionen kan cementere en konflikt og fungere som et argument, der udelukker dialog. Men viden om religion er vigtig, ikke mindst i situationer, hvor religionen har en negativ virkning. Hvis bistandsgivere ser religionen som et ikkespørgsmål, kan bistanden i værste fald forværre situationen. Ofte opfattes religion som et normsystem baseret på troen på en højere magt, som dermed stiller sig over andre normer eller bevæggrunde. Det er ikke muligt her at udfolde alle negative sider af religionen og heller ikke at gå ind i en diskussion om, hvorvidt religion er årsag til konflikter eller et redskab til brug i konflikter, som egentlig udspringer af socioøkonomiske forhold. Men der er grund til at fremhæve og reflektere over nogle aspekter. Det er klart, at religionen spiller en rolle i fremkomsten af og problemformuleringen i mange konflikter, for eksempel ved at bidrage til at definere forskellige etniske grupper. Den bliver dermed en grænsemarkør og en motivation til konflikt. Religionen opbygger et normsystem, som skal regulere etiske holdninger på alle livets områder. Disse forestillinger eller trossætninger har deres rødder i samfund, som blev dannet for flere tusind år siden og kan dermed bidrage til at bevare urgamle strukturer. Religionen anvendes for at legitimere opfattelser, der strækker sig langt ud over det enkelte menneskes eller den enkelte gruppes mandat. Religion og kønsspørgsmål har et særligt kompliceret forhold. På mange måder og alt for ofte forstærker en traditionel religionsudøvelse patriarkalske strukturer. Både mænd og kvinder udøver religion, men de religiøse magtstrukturer befæster undertiden en ulighed mellem kønnene. Ofte er mænd religiøse ledere og kvinder religiøse udøvere. Ikke mindst i den kristne historie er der mange eksempler på, at religionen er blevet inkorporeret i den verdslige magtudøvelse og er blevet en del af en undertrykkende magtstruktur. Teologien er så blevet formuleret, så den underbygger forholdet mellem styrende og undersåtter, mænd og kvinder, oprindelig befolkning og koloniherrer, sorte og hvide og så videre. Lignende processer findes også i de andre verdensreligioner. Når religion og magtudøvelse kombineres, fører det ofte til undertrykkelse og diskrimination af dem, der ikke deler magtens trosforestilling. Dels giver religionen mandat til magtudøvelse og legitimerer undertrykkelse, og dels ekskluderes andre trosudøvere fra magten. På grund af den træghed, der findes i religioner, eftersom de ofte henviser til gamle kilder, til nedskrevne åbenbaringer eller ord fra religionsstiftere, så udgør de ikke sjældent en naturlig modstand mod forandringsprocesser i samfundet. Både kristendommen og islam har formuleret teologier og senere politiske ideologier for at holde stand mod den udvikling, som siden oplysningstiden har præget Vesten og sidenhen også andre dele af verden. Ordet fundamentalisme dukker i begyndelsen af 1900-tallet op i den amerikanske debat om skolernes undervisning om Bibelens skabelsesberetning og evolutionsteorien. Hundrede år senere foregår denne diskussion stadig og er et eksempel på, hvordan religionen er blevet mobiliseret for at modvirke en accelererende ændring af normer og anskuelser i samfundet. Religion kan indebære en flugt fra virkeligheden eller i hvert fald bidrage til, at mennesker fjerner fokus fra de gældende omstændigheder med henvisning til, at den materielle verden er underordnet den åndelige. I dag vokser kristendommen mest i fattige lande, og islam intensiveres og radikaliseres i udviklingslande. Nogle af de voksende kirker har et svagt budskab, når det gælder socioøkonomiske forandringer. Især ser flere af dem bort fra strukturelle problemer og placerer de fleste udviklingsrelaterede spørgsmål, for eksempel retten til arbejde, sundhed eller tryghed, inden for relationen mellem individet og Gud. 15 Samtidig må man konstatere, at religionens værste sider er nært forbundet med nogle af dens mest positive sider set fra et udviklingsperspektiv. Religion har igennem historien været en af de mest dynamiske kræfter for at omstrukturere samfund og udfordre etablerede strukturer. Styrken i den overbevisning, der kan få mennesker til at drage i krig, er også den stærkeste kraft for positiv mobilisering af sociale bevægelser. Fokus på det åndelige eller transcendente kan vende menneskers energi væk fra den socioøkonomiske situation, samtidig med at det håb og den inspiration, som religionen tilbyder, hjælper mennesker til at holde ud trods marginalisering og dårlige fremtidsudsigter. 12 13

Spændingsfelter INDIVIDETS ELLER KOLLEKTIVETS RETTIGHEDER I situationer, hvor religionen er en kilde til konflikt eller opfattes som kontraproduktiv for udvikling, drejer det sig ofte om en konflikt mellem individuelle og kollektive rettigheder. Debatten er blevet ført på forskellige niveauer om, hvorvidt menneskerettigheder, som de er udtrykt i FN s forskellige deklarationer, er vestligt påvirkede, eller om de er universelle. Et stærkt fokus på individuelle rettigheder kolliderer undertiden med en religiøs eller traditionel synsmåde, hvor individet først og fremmest får sin identitet som en del af et kollektiv, og hvor de kollektive rettigheder derfor overordnes individets. De fleste aktører inden for udviklingssamarbejdet ser FN s menneskerettighedserklæring som et fundament for deres virke, samtidig med at visse religiøse repræsentanter har sat spørgsmålstegn ved deres universalitet. KØN, SEKSUEL ORIENTERING OG SUNDHED Der findes et antal spørgsmål, hvor relationen mellem religion og den internationale udviklingsdagsorden ofte bliver kompliceret. I flere tilfælde drejer det sig netop om spændingen mellem kollektive og individuelle rettigheder. Eksempler på disse spændingsfelter er kønsspørgsmål, seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder (SRHR) samt spørgsmål, der berører rettigheder for Lesbiske, Bøsser, Bi- og Transseksuelle, (internationalt forkortet LGBT). Det er områder, hvor religionen ofte har stærke holdninger. Netop derfor er det umuligt at opnå ændringer af holdninger og anskuelser på disse områder uden at tage hensyn til den religiøse arena. Der findes mange eksempler på, at det på disse meget komplicerede områder har været af allerstørste betydning at involvere religiøse aktører og opbygge kompetence omkring religiøse spørgsmål. Et eksempel herpå er UNFPA s arbejde, hvor FN-organets egne rapporter dokumenterer betydningen af samarbejde med religiøse aktører for et vellykket arbejde med for eksempel familieplanlægning eller synet på reproduktivt sundhed. 16 Inden for disse områder rejser der sig en række etiske og principielle spørgsmål om, hvilke kompromiser man kan indgå for at opnå bestemte mål, og hvilke principper der kan fraviges for at opnå et samarbejde med mennesker, hvis grundholdninger man ikke deler. I et samarbejde mellem organisationer, hvor man ikke deler grundsyn, men alligevel kan se visse gevinster ved samarbejdet, er spørgsmålet, om arbejdet bidrager til at legitimere en struktur, der i sig selv opfattes som undertrykkende, eller om synergierne har en sådan værdi, at man trods alt vælger at arbejde sammen. Svaret på dette spørgsmål kan kun nås ved, at organisationerne taler sammen og foretager en grundig analyse af den specifikke sammenhæng. Et aktuelt eksempel er det samarbejde, som danske kirkelige organisationer har med partnere og søsterkirker i flere afrikanske lande, hvor de har haft mange årigt udviklingssamarbejde, men hvor den danske folkekirkes indførsel af vielsesritual for homoseksuelle har skabt diskussioner om homoseksuelles rettigheder og konflikt mellem partnerne. I mange tilfælde har de dog valgt at fortsætte samarbejdet, men med en fokuseret dialog på netop disse spørgsmål. RELIGION OG KONFLIKT Religionens negative rolle i væbnede konflikter er blevet beskrevet ud fra mange situationer. Det er også indlysende, at kompetence og viden om religion er afgørende for effektiviteten af udviklingsindsatser i forbindelse med konflikter. Ligesom der findes mange eksempler på religionens rolle i forbindelse med konflikters opståen, er der mange eksempler på religionens betydning i forsonings- og genopbygningsarbejdet efter konflikter. I den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission var det religiøse indslag stærkt, og sprogbrugen var ofte hentet fra den kristne sfære. I flere latinamerikanske lande, for eksempel Peru, El Salvador og Mexico, har den katolske kirke spillet en rolle som mægler mellem stridende grupper. 14 15

RELIGION OG MILJØ I de fleste religioner er der beretninger og teologi, der beskriver menneskets forhold til skaberværket. Der findes eksempler på, hvordan kristen teologi har legitimeret et overforbrug af naturressourcer. Samtidig er der i tidens løb fremkommet udtryk for alternative opfattelser, og ikke mindst i anden halvdel af det 20. århundrede er der vokset en bevidst teologi frem med fokus på forvalterskab og økologi. Der er også eksempler fra andre religioner på, hvordan miljøarbejde har hentet inspiration fra forskellige åndelige traditioner, og hvordan religiøse ledere har været afgørende for at skabe engagement. Miljø- og klimaspørgsmål er desuden et arbejdsområde, hvor kundskab om religion kan effektivisere og forbedre udviklingsindsatsen. Atallah Fitzgibbon fra det britiske Muslim Charities Fund beskriver, hvordan fiskere i Tanzania systematisk bidrog til ødelæggelse af koralrev ved at dynamitfiske. Metoden var økonomisk fordelagtig og på kort sigt effektiv for fattige fiskere. Flere forsøg på at få sat en stopper for denne fiskemetode var slået fejl. Det var først efter et nært samarbejde med lokale imamer, som kunne iklæde situationen religiøse termer og forklare, at dynamitfiskeri var haram (dvs. synd), at ødelæggelsen blev standset, og man kunne tilbyde alternative og bæredygtige fiskemetoder. 17 ET HELHEDSSYN PÅ MENNESKET Troende hævder ofte, at de har et helhedssyn på mennesket, som ikke reducerer det til enten en økonomisk aktør eller et åndeligt væsen, men ser det som en integreret helhed. Man beskriver også udviklingsarbejdet som en proces, der på samme tid forholder sig til menneskets åndelighed og dets ydre omstændigheder. Trosbaserede organisationer har adgang til en sprogbrug, der beskriver menneskets kompleksitet på en måde, som undertiden savnes eller usynliggøres inden for sekulært udviklingsarbejde. Den skarpe opdeling mellem åndeligt og materielt tvinger dog trosbaserede organisationer til at lave en opdeling af deres arbejde, når for eksempel statslige bidragsydere ikke kan støtte det, som vil kunne opfattes som religiøs aktivitet. En konsekvens af denne kollision mellem forskellige måder at beskriver verden på er den dynamik, der opstår mellem samarbejdsorganisationer i nord hvor pengene er og i syd. Der findes flere eksempler på, hvordan samarbejdsorganisationer i syd hurtigt har tilpasset sig sprogbrugen i nord. En af konklusionerne i det store britiske forskningsprojekt Religion & Development er, at der er meget ringe forskel på sekulære og trosbaserede hjælpeorganisationer i udviklingslande som Pakistan eller Tanzania, hvor man har gennemført undersøgelser, og at dette kan tilskrives en tilpasning til forventningerne hos samarbejdsorganisationerne i nord 18 På den måde risikerer udviklingssamarbejdet i syd at fjerne sig fra menneskers hverdag, fordi organisationer tilpasser sig den dualisme, som råder i nord. Religionen havner uden for dagsordenen på trods af, at organisationen er trosbaseret og i sin praksis ønsker at sammenvæve det åndelige og det materielle. På modsvarende vis kan religiøse ledere fremmedgøres fra udviklingssamarbejde, som man opfatter som sekulært. Hvis organisationer, der finansierer udviklingssamarbejde, havde større kompetence inden for religion og større tolerance over for et religiøst sprog, ville et helhedssyn kunne opretholdes, hvilket bedre kunne inkludere mennesker, der beskriver sig som religiøse. Alt udviklingssamarbejde er værdibaseret. Det er en illusion at tro, at der skulle være udviklingsindsatser, der ikke bygger på et værdigrundlag. Det danske statslige bistandsarbejde involverer også anskuelser og holdninger, som undertiden er så internaliserede, at de opfattes som universelle og umulige at drage i tvivl. For eksempel udtrykkes der ofte en meget stærk tro på demokratiske eller danske holdninger, uden at disse defineres eller blot diskuteres.19 Et udgangspunkt for at møde mennesker med en religiøs overbevisning er at granske sit eget værdigrundlag og lære dets udspring at kende. HELHEDSSYN OG DOBBELT DAGSORDEN Der er et tvetydigt forhold mellem trosbaserede organisationer og statsligt udviklingssamarbejde i de fleste lande i nord. På den ene side er der en lang tradition for samarbejde, som går tilbage til de første missionsindsatser, undertiden under kolonimagtens flag. Det udviklingssamarbejde, der er vokset frem siden Anden Verdenskrig, er ofte blevet påbegyndt af og har været baseret på tidligere missionsarbejde. På den anden side er der en skepsis over for trosbaserede organisationer og en frygt hos statslige bidragsydere for en dobbelt dagsorden, hvor disse orga- 16 17

nisationer er bange for at blande den humanitære opgave eller udviklingssamarbejdet sammen med evangelisation og proselytisme. Konsekvensen bliver, at arbejdet deles i et statsligt finansieret og et selvfinansieret arbejde. Fra et perspektiv, hvor religionen er en integreret del af menneskets selvforståelse, opleves denne opdeling som unaturlig. På trods af at differentieringen i finansiering er nødvendig, bliver en alt for ængstelig holdning fra bidragsydere i kombination med religionsblindhed og uvidenhed om trosbaserede organisationers arbejde en hæmsko for udviklingssamarbejdets effektivitet. Det er i denne sammenhæng også vigtigt at se religion ikke blot som et instrument for en udviklingsdagsorden, men som en værdi i sig selv, netop som religion og åndelighed. Retten til og muligheden for at udvikles som et helt menneske, både åndeligt og materielt, ud fra sin egen forståelse af disse værdier, er selve det kritiske skæringspunkt mellem en traditionel udviklingsdagsorden og et helhedssyn på menneske og udvikling. Her kræves en åbenhed og en nyorientering hos bistandsaktører formede af traditionel vestlig udviklingsteori. Det er også nødvendigt med analyse og refleksion for at forholde sig til konflikten mellem et helhedsperspektiv og betragtningsmåde, der skiller religionen ud fra de øvrige dele af menneskets liv. Det sidste gør det muligt at se religion som en særinteresse eller en af livets valgmuligheder; i det første er religionen uadskillelig fra den menneskelige eksistens. Hvis aktører inden for udviklingssamarbejdet ikke har metoder og ord til at møde dette helhedssyn på mennesket og udviklingen uden nødvendigvis at omfatte det selv, vil resultatet af arbejdet komme til at lide under det. Der er mange eksempler på, at et arbejde, der kan beskrives som traditionelt religiøst, er konstruktivt for udvikling. Opbygning af sociale strukturer og civilsamfund er i sig selv en positiv kraft for udvikling, ligesom for eksempel uddannelse og læsefærdighed er aspekter af udvikling, som ofte er direkte knyttet til religiøs opdragelse. ER TROENDE BEDRE TIL AT MØDE TROENDE? En dansk hjælpeorganisation samarbejder med en congolesisk menneskerettighedsgruppe. Organisationerne har en fælles kristen basis og er enige, når det for eksempel drejer sig om demokrati, kvinders stemmeret og respekt for menneskelig frihed og menneskelige rettigheder. Men på et tidspunkt kommer samtalen ind på homoseksuelles rettigheder. Pludselig kræver repræsentanterne for den congolesiske partnerorganisation fængselsstraf for homoseksuelle handlinger. Hvordan skal man komme videre? Skal samarbejdet afbrydes, skal udtalelsen ignoreres, eller skal man tage en diskussion om det? Magtforholdet i relationen mellem organisationerne aktualiseres. Det fremgår også tydeligt, at de danske repræsentanter betragter congoleserne som endnu ikke helt afklarede i deres syn på homoseksuelles rettigheder underforstået: de er ikke tilstrækkelig bevidste om menneskerettigheder. Congoleserne sætter på den anden side spørgsmålstegn ved danskernes autenticitet som kristne. (Eksemplet er fiktivt, men bygger på virkelige hændelser.) I debatten lægger vestlige trosbaserede organisationer ofte vægt på, at man har et fortrin i sin tilgang til den religiøse arena og de religiøse strukturer i udviklingslandene. Af og til kan man møde forestillinger om, at religiøse mennesker skulle være på samme bølgelængde og dele grundlæggende værdier. Men der er ingen automatisk kobling mellem tro og holdninger. Det er vigtigt ikke at generalisere om anskuelser inden for religiøse grupper. Der kan, når det drejer sig om visse konkrete spørgsmål, meget vel være lige så store ideologiske og holdningsmæssige forskelle inden for gruppen af troende eller inden for samme religion eller endog inden for samme kirke eller trossamfund som i en hvilken som helst tilfældigt valgt gruppe mennesker. Samtidig er der gode grunde til at antage, at mennesker, der har en religiøs overbevisning, er bedre egnede til at tale med andre religiøse mennesker, selv om de ikke deler hinandens tro og holdninger, end mennesker uden religiøs tro. Eftersom holdninger, teologiske tolkninger og traditioner varierer inden for grupper med samme konfession, er det langt fra en selvfølge, at kirker eller andre religiøse strukturer i udviklingslandene kan være envejskommunikationskanaler for sekulære eller trosbaserede udviklingsorganisationer i nord. Det er ikke nogen selvfølge, at det, der opfattes som en selvindlysende betragtningsmåde blandt majoriteten af trosbaserede organisationer i nord, accepteres af trossøskende i syd. Der er også risiko for, at samarbejdsorganisationer i nord ubevidst anlægger en paternalistisk holdning, når de nærmer sig mere konservative samarbejdspartnere i syd med den forhåbning, at disse vil ændre sig undervejs og tilpasse deres holdninger. Dette aktualiserer igen, hvordan manglen på kundskab om religion og en manglende helhedsopfattelse risikerer at placere organisationerne i et minefelt af økonomiske magtrelationer, paternalisme og usunde forventninger. 18 19

I 2011 besøgte biskop Joshua H.K. Banda fra pinsebevægelsen i Zambia Sverige. Han er også formand for Zambias nationale hiv- og aidsråd. Han rejste rundt i Sverige efter indbydelse fra RFSU [Riksförbundet för Sexuell Upplysning]. I samtaler mellem ham og repræsentanter fra svenske organisationer stod det klart, at han udmærket var klar over den holdning, som de fleste svenske organisationer, trosbaserede eller ej, har for eksempel til homoseksuelles rettigheder og synet på prævention. Han var ikke klar til at tilslutte sig disse opfattelser, men var alligevel villig til at samarbejde hen imod et fælles mål: en formindsket spredning af hiv, forudsat at vestlige samarbejdsorganisationer var åbne for dialog og respekterede hans og hans kirkes standpunkter. Biskop Bandas holdning aktualiserede flere afgørende spørgsmål. Hvordan skal en vestlig organisation, som er overbevist om visse principper, kunne arbejde sammen med en partnerorganisation i syd, der er lige så overbevist om de modsatte principper? Hvordan kan der opnås et konstruktivt samarbejde, når normsystemerne kolliderer? Det er en udfordring for samarbejdsorganisationer i nord at møde mennesker med respekt og se muligheder for dialog og konstruktivt samarbejde, uden at man deler alle holdninger, og uden at man føler, at man må svigte sine egne holdninger eller feje meningsforskelle ind under gulvtæppet. Det er i visse tilfælde muligt at opnå gode resultater, uden at man holdningsmæssigt starter det samme sted. Uden grundlæggende forståelse af religionens rolle i skabelsen af holdninger vil organisationer i nord uvægerligt støde mennesker fra sig ved deres dagsorden eller miste indflydelse ved, at man svigter sine egne holdninger. Manglende kundskab og respekt kan altså føre til, at mennesker udelukkes fra udviklingssamarbejdet eller bliver mistænksomme over for samarbejdsorganisationer i nord, som man mener presser på for at få en holdningsændring. Samtidig er det vigtigt, at organisationer i nord er meget tydelige med hensyn til deres eget vurderingsgrundlag og deres egne anskuelser. En større viden om religionens rolle i udviklingssamarbejdet er af afgørende betydning for at kunne foretage de nødvendige bedømmelser om, hvornår et samarbejde skal fortsætte eller afbrydes, når værdigrundlag og anskuelser skiller samarbejdsorganisationerne. I UNFPA s rapport fra 2008 Culture matters kan man læse: Religion is an important part of culture and vice versa, and harmful cultural practices rooted or assumed to be rooted in religious values and/or interpretations may be some of the most difficult to change. However, when attitudes and beliefs are respected and evidence is presented, most religious leaders are open to the idea that specific areas of development will improve the health and well-being of their constituents, as well as the exercise of their right to health and other interrelated rights. 20 20

Med tiden sker der via kommunikation en ændring af holdninger hos mennesker. Men som det tidligere er blevet konstateret, er det inden for udviklingssamarbejdet velkendt, at det ofte er nemmere for organisationer i syd at foretage en tilpasning af deres sprogbrug end af deres reelle holdninger. 21 På trods af dette er alle de store verdensreligioner dynamiske miljøer med en igangværende teologisk refleksion i mødet med forandringer. I dag er der for eksempel feministteologiske traditioner inden for samtlige verdensreligioner. Religion i nord påvirkes også af teologi og kulturelle udtryk fra syd. Der findes altså en dynamik inden for religiøse fællesskaber, men at forudsætte, at man kan styre denne dynamik fra organisationer i nord, eller at ens holdninger i det lange løb er de andres overlegen, er ikke en konstruktiv attitude. Tværtimod risikerer man at umuliggøre dialog og at modvirke udvikling. Til trods for at religiøse ledere undertiden er en hindring for holdningsændringer, kan de være det største aktiv i forandringsprocesser, under forudsætning af at man nærmer sig spørgsmålet på en måde, der er acceptabel ud fra et religiøst perspektiv. Dette belyser yderligere, hvor vigtig kundskab om religion er for et effektivt udviklingssamarbejde. Lizette van der Wel, som på det tidspunkt var ansvarlig for spørgsmål om religion og udvikling på den hollandske trosbaserede bistandsorganisation ICCO, Interchurch Organization for Development Cooperation, fremdrog ved en konference i 2011 i Stockholm et eksempel, som involverer pinsemenigheder i Zambia: I samarbejde med ICCO påbegyndte nogle menigheder et arbejde rettet mod mænd og deres rolle som far og familieforsørger. Sprogbrugen i materialet var tilpasset målgruppen og byggede på meget traditionelle kristne holdninger til manden som familiens overhoved og ansvarlig over for Gud. Trods ordvalg og synspunkter, som føltes fremmede i en europæisk kontekst, sekulær såvel som ikkesekulær, fik projektet et meget godt resultat. Flere mænd tog større ansvar for deres familie, spredningen af hiv mindskedes i gruppen, og mændene fungerede bedre i rollen som far. 22 Eksemplet viser, hvor gode resultater for udvikling der blev opnået, selv om samarbejdsorganisationernes synspunkter ikke stemte overens. Budskabet skræmte ikke målgruppen bort, men mødte dem ud fra deres holdninger. Uden lydhørhed for religion havde dette ikke været muligt. Samtidig er det muligt at argumentere for, at et projekt som dette cementerede patriarkalske strukturer og dermed modvirkede udvikling ud fra den hollandske organisations perspektiv. Konklusionen bliver, at trosbaserede organisationer i nord har relationer med religiøse netværk i udviklingslande, som er unikke, men at relationen og kommunikationen mellem troende er kompliceret og kræver eftertanke og større viden for at gøre udviklingssamarbejdet effektivt og tage hensyn til forskellige målgruppers syn på udvikling. 22 23

Sammenfatning, konklusioner og nogle ord om vejen frem Religionen udgør i mange tilfælde en blind plet eller et ikkespørgsmål inden for bistandsverdenen, selv om spørgsmålet er blevet aktualiseret i den seneste tid. Konsekvenserne af denne blinde plet bliver, at faktorer, der er afgørende for udviklingen negligeres, og at kundskaben om religion, om religionens rolle, og om hvordan man skal interagere med religiøse mennesker, mangler. Samtidig har vi konstateret, at religion er en vigtig faktor for udvikling. Altså er det vigtigt at forholde sig til denne kløft og bygge bro over den. Religion må fremhæves som et aspekt, når bistandsaktører laver analyser af lande, regioner og politiske processer. I flere europæiske lande som Storbritannien, Holland, Schweiz og Norge har man gjort store bestræbelser og iværksat tværvidenskabelige forskningsprojekter inden for området. Dette bør også præsenteres i Danmark og kan forhåbentlig inspirere til lignende indsatser i den danske kontekst. Behovet for øget viden om religionens rolle for udviklingssamarbejde gælder både for trosbaserede og sekulariserede organisationer, ikkestatslige organisationer og myndigheder. Det er vigtigt, at diskussionen ikke begrænses til de trosbaserede organisationer, men at alle udenrigs- og udviklingspolitiske aktører inkluderes. En forudsætning for, at vidensniveauet om religion skal kunne hæves, er, at mennesker i såvel trosbaserede som sekulære udviklingsorganisationer kan indtage en professionel holdning til religion. Hvis vi sammenligner med kundskaben og professionaliteten, når det gælder kønsspørgsmål, bliver forskellen iøjefaldende. I dag er der få inden for udviklingssamarbejdet, som ikke tager kønsspørgsmålet alvorligt. Men tidligere i historien findes der mange eksempler på, at disse spørgsmål ikke kunne håndteres, uden at mennesker var tvunget til at blive alt for private eller til at tage udgangspunkt i deres egne omstændigheder på en følelsesladet måde. På lignende måde er det med religion i dag. Mange mennesker beskriver, hvor svært de har ved at tale om religion uden at inddrage private erfaringer, som gør emnet spændingsfyldt. Religion og tro er noget personligt og ofte følelsesladet, men uanset baggrund må mennesker kunne anlægge et professionelt perspektiv på religionen som fænomen og funktion. Dette gælder både troende og ikketroende. Et afgørende skridt for at kunne møde mennesker, der udtrykker en tro, er at granske sit eget værdigrundlag. Inden for civilsamfundets organisationer er der brug for en uddybet bearbejdning af holdninger. For at forenkle dette kræves der metodeudvikling for at integrere religion i det kontinuerlige arbejde inden for udviklingssamarbejdet. Et eksempel er den Religion and Development: Practitioners guide, som er fremlagt af KCRD i Nederlandene som hjælp til udviklingssamarbejdet. Erkendelsen af, at mennesker, der deler religiøs bekendelse, ikke nødvendigvis deler holdninger, er en voldsom oplevelse for mange trosbaserede organisationer. Hvordan man skal kunne arbejde sammen med religiøse mennesker i andre kulturer er en permanent udfordring, der kræver, at man nøje analyserer værdien af samarbejde trods forskellige syn på for eksempel individuelle og kollektive rettigheder. Dette kræver atter igen, at aktører i nord undersøger deres eget værdigrundlag og kan kombinere tydelighed med ydmyg åbenhed. Arven fra en tid som koloniherre gør dette endnu vigtigere. En større viden om religionens rolle for menneskers hverdagsliv og identitet må føre til en større åbenhed for et helhedssyn på mennesket som på samme tid et åndeligt og materielt væsen. Den opdeling i åndeligt og sekulært, som præger tankegangen hos de fleste vesterlændinge, må undersøges i mødet med det helhedssyn, som præger mange mennesker, der lever i udviklingslande. Dette er ikke en trussel mod udvikling, men en forudsætning for menneskers medansvar. 24 25

FORSLAG TIL VIDERE LÆSNING: www.religionogudvikling.dk Jøssang, Asle F. og Øyhus, Arne Olav (red.): Religionens rolle i bistand og utvikling, Portal forlag, Kristiansand, 2012. Ter Haar, Gerrie (red.): Religion and Development: Ways of Transforming the World, Hurst & Co, London, 2011. Religion and development: Practitioners Guide, Knowledge Centre religion & Development. Se http://www. religion-and-development.nl/ praktijkboek (2012-12-13.) Inblikk i forholdet mellom religion og utvikling. En rapport for prosjektet religion og utvikling 2011-2012, Oslosenteret for fred og menneskerettigheter og det norske udenrigsministerium, Oslo, 2012. Se www.oslocenter.no/wp-content/ uploads/2012/09/ Endelig-Rapport-om-Religion- Utvikling.pdf (2012-12-13.) NOTER: 1. www.oxfamblogs.org/fp2p/?s=tsunami+mosque&x=0&y=0 (2012-12-13.) 2. www.worldvaluessurvey.org/wvs/articles/folder_published/ article_base_54 (2012-12-13.) 3. Marshall, Katherine: Development and Religion: A Different Lens on Development Debates i Peabody Journal of Education, vol. 76, no. 3/4 (2001), s. 339-375. 4. Lewis, John P., Webb, Richard Charles & Kapur, Devesh (red.): The World Bank: Its First Half Century, Brookings Institution, Washington, D.C., 1997. 5. Disse forandringer beskrives i tekster som The Postmodern Condition (Lyotard, 1979), The End of History (Fukuyama, 1989), The Clash of Civilizations (Huntington, 1996), The End of Modernity (Sim, 2010) og Monsoon (Kaplan, 2010). 6. Marshall, Katherine: Development and Religion: A Different Lens on Development Debates, s. 7, i Peabody Journal of Education, vol. 76, no. 3/4 (2001), s. 339-375. 7. PRSP er rapporter, som er fremlagt af regeringer i udviklingslandene gennem en deltagerproces, hvor både nationale interessenter, for eksempel repræsentanter fra civilsamfundet, og internationale aktører som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har deltaget. www.imf.org/ external/np/exr/facts/prsp.htm (2012-12-13.) 8. http://www.unfpa.org/webdav/site/global/shared/ documents/publications/2008/culture_matter_ii.pdf (s. 12). (2012-12-13.) 9. www.unaoc.org (2012-12-13.) 10. Religions and Development Research Programme: www.dfid. gov.uk/r4d; Knowledge Center Religion and Development: www.religion-and-development.nl; Oslosenteret for fred og menneskerettigheter: www.oslocenter.no/projects/ religion-and-development (2012-12-13.) 11. Deepa Narayan: Voices of the poor. Can anyone hear us?, s. 104, Washington DC, Oxford University, World Bank, 2000. 12. www.unfpa.org/webdav/site/global/shared/documents/ publications/2008/culture_matter_ii.pdf (s. 16). (2012-12-13.) 13. Marshall, Katherine: Development and Religion: A Different Lens on Development Debates i Peabody Journal of Education, vol. 76, no. 3/4 (2001),s. 339 375. 14. Nedskrevet af Petter Jakobsson, Diakonia, april 2007. 15. Micklethwait, John. & Wooldridge, Adrian: God is Back: How the Global Revival of Faith is Changing the World, Penguin Press, New York, 2009. 16. www.unfpa.org/culture/fbo.html (2012-12-13.) 17. news.bbc.co.uk/go/em/fr/-/1/hi/world/africa/4271519.stm (2012-12-13.) 18. www.religionsanddevelopment.org/files/resourcesmodule/ @random454f80f60b3f4/1315399993_working_ paper_67 complete_for_web.pdf (s. 102). (2012-12-13.) 19. Se protokol for regeringsmøde angående nedsættelse af Råd for erhvervsliv og udvikling 2009-06-11. 20. www.unfpa.org/webdav/site/global/shared/documents/ publications/ 2008/Culture_Matter_II.pdf (s. 12). (2012-12-13.) 21. www.religionsanddevelopment.org/files/resourcesmodule/@ random454f80f60b3f4/1315399993_working_paper_67 complete_for_web.pdf > (s. 104). (2012-12-13.) 22. Konference om religion og udvikling. Svenska missionsrådet. Stockholm 2010. 26 27

I 2014 iværksatte ADRA Danmark, Danmission, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, Folkekirkens Nødhjælp og Institut for Menneskerettigheder et samarbejde om religion og udvikling med støtte fra Globalt Fokus. Sigtet er at øge kapaciteten blandt danske udviklingsorganisationer vedr. religionens betydning i udviklingsarbejdet. Denne folder er et af resultaterne af dette samarbejde. Teksten baserer sig på en tilsvarende udgivelse fra Svensk Missionråd og er oversat og redigeret mhp. danske læsere.