21407088 Hæftelsesforhold. Rådgivning. Frigørelse for gældsansvar. Klageren og hans daværende ægtefælle optog i 2006 et lån hos det indklagede realkreditinstitut. Lånet blev ydet med pant i en ejendom, som ægtefællen ejede som særeje. Lånet blev i 2012 omlagt til et nyt lån. Også dette lån blev tiltrådt af begge de daværende ægtefæller som solidarisk hæftende debitorer. Klagerne blev samme år skilt. Klagerens advokat henvendte sig i januar 2013 til klagerens tidligere ægtefælles advokat og anmodede om dokumentation for, at klagerens tidligere ægtefælle kunne bevilges gældsovertagelse på de indestående lån, eller at salgsbestræbelser var påbegyndt, og oplyste endvidere, at klageren ikke længere ville deltage i betalingerne vedrørende ejendommen. Klageren anmodede efterfølgende instituttet om at blive frigjort for gældsansvar, hvilket instituttet afviste med henvisning til, at instituttet ikke kunne godkende klagerens tidligere ægtefælle som enedebitor. Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle frigøre ham for gældsansvar i hans tidligere ægtefælles særejendom. Instituttet påstod frifindelse. Under klagesagen rejste klageren krav om erstatning for rådgivningssvigt, hvilket instituttet afviste. Indledningsvis bemærkede Nævnet, at der kunne være et eventuelt forældelsesspørgsmål i forhold til det af klageren rejste krav om erstatning for rådgivningssvigt. Flertallet i Nævnet udtalte herefter, at det ikke fandt det godtgjort, at instituttet havde pådraget sig et rådgiveransvar over for klageren. Flertallet lagde i den forbindelse til grund, af klageren var bekendt med særejet, som efter det oplyste blev etableret i 1986, og at klageren måtte have været bekendt med den hæftelse over for instituttet, som klageren påtog sig ved underskrivelsen af pantebrevene i 2006 og 2012. Flertallet fandt det endvidere ikke godtgjort, at der ved låneoptagelsen i 2006 eller ved låneomlægningen i 2012 bestod en forpligtelse for instituttet til at rådgive klageren om risikoen for, at klageren ved en eventuel skilsmisse ikke ville kunne frigøres fra sit personlige gældsansvar, og stemte derfor for at frifinde instituttet. Mindretallet fandt, at instituttet i en situation som den foreliggende burde have ydet klageren en særlig rådgivning om virkningen af hans hæftelse i tilfælde af skilsmisse, herunder om risikoen for, at klageren ikke ville kunne frigøres for gældsansvar. Ud fra det oplyste lagde mindretallet til grund, at en sådan rådgivning ikke var ydet af instituttet, og stemte derfor for at give klageren medhold. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og som følge heraf blev realkreditinstituttet frifundet. K E N D E L S E afsagt den 18. september 2015 JOURNAL NR.: 2014-01-07-088-N INSTITUT: Nykredit Realkredit A/S KLAGEEMNE: Hæftelsesforhold. Rådgivning. Frigørelse for gældsansvar. DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 20. marts 2015 SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN: Henrik Waaben (formand) Per F. Møller Morten B. Pedersen Jacob Elverum Mads Laursen
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER: Efter det oplyste optog klageren og hans daværende ægtefælle i 2006 et lån hos det indklagede realkreditinstitut. Lånet blev ydet med pant i en ejendom, som ægtefællen ejede som særeje. Ligeledes efter det oplyste blev lånet til indklagede i 2012 omlagt til et nyt lån på 4.191.000 kr. Også dette lån blev tiltrådt af begge de daværende ægtefæller som solidarisk hæftende debitorer. Klageren og hans ægtefælle blev efter det oplyste skilt i 2012. I et brev af 16. januar 2013 fra klagerens advokat til klagerens tidligere ægtefælles advokat hedder det: Som foreløbigt svar på Deres skrivelse af 19.12.2012, skal jeg anføre følgende. Deres klient køber gården i 1986 for kr. 1.300.000. Deres klients månedlige indtægt har, siden indgåelse af ægteskab, ligget på kr. 16 18.000 hvor min klients indtægt har stigende ligget på fra kr. 24.000 (1989) til kr. 43.000 i 2011 2012 og nu fra februar 2012 udgør ca. kr. 38.000. Den store forskel i indtægterne er årsagen til at blandt andet følgende anskaffelser kunne finde sted, for det meste inden låneomlægningen, og for det meste til gode for Deres klient s særeje. Kr. 75.000 Flisebelægning gårdsplads Kr. 6.600 Louis Poulsen, Engima lampe Kr. 9.000 4 stk. Eklipta belysning Kr. 50.000 hegnspæle til hestefolde Kr. 25.000 foder, beslagsmed, dyrelæge Kr. 48.000 strøelse Hemparade, 20 paller Kr. 25.000 havemøbler (2008) Kr. 10.000 buskrydder, værktøj, motorsav, hækkeklipper Kr. 100.000 møbler (ca. 2006) Kr. 50.000 Yamaha (2008) Hvert år har min klient deltaget eller afholdt løbende udgifter til nødvendige indkøb til brug for Deres klients særeje, af hvilken årsag det ikke findes rimeligt, at der skal betales noget beløb af min klient, snarere burde Deres klient afregne et beløb til min klient, og medvirke til for eks. deling af møbler. Et andet problem er, at der ikke er betalt terminsydelser på de i ejendommen indestående lån samt andre løbende udgifter som vedrører ejendommen. Såfremt Deres klient ikke er i stand til at betale ejendommens driftsudgifter, må der omgående tages skridt til at ejendommen sælges. De anmodes høfligst om omgående at dokumentere at Deres klient er eller kan bevilges gældsovertagelse på de indestående lån eller at salgsbestræbelser er påbegyndt, idet jeg kan oplyse at min klient selvsagt ikke mere vil/skal deltage i betaling af terminsydelser og andre løbende udgifter som kan henføres til ejendommen som er Deres klients særeje. 2
Klageren anmodede efterfølgende indklagede om at blive frigjort for gældsansvar, hvilket indklagede afviste med henvisning til, at indklagede ikke kunne godkende klagerens tidligere ægtefælle som enedebitor. Klageren indbragte efterfølgende en sag for Realkreditankenævnet. PARTERNES PÅSTANDE: Klageren påstår indklagede tilpligtet at frigøre ham for gældsansvar i hans tidligere ægtefælles særejendom. Indklagede påstår frifindelse. KLAGERENS FREMSTILLING: Klageren anfører, at han har fået dårlig eller ingen rådgivning om sin situation ved eventuel skilsmisse. Han mener, at det er urimeligt, at han skal hæfte for lån i sin ekskones særejeejendom. Hun sidder med alle værdierne, og han har ingen mulighed for at kræve, at hun selv bliver kreditgodkendt, ligesom han ikke kan tvinge hende til at sælge ejendommen, så han kan blive frigjort. Det kan ikke være rimeligt, at han skal hæfte for lån i hendes ejendom og derved ikke selv kan få et realkreditlån. Han undrer sig over, hvordan en bankrådgiver kan rådgive ham så ringe. Der burde være rådgivet om hans muligheder for at træde ud af lånet på et senere tidspunkt, eksempelvis ved skilsmisse. Derudover burde man være kommet ind på hans mulighed for at udnytte sin opsparing i boligen gennem betalingen af halvdelen af terminsydelserne. Endelig burde der være rådgivet om, at han som alternativ havde en mulighed for at tegne en forsikring. Han har flere gange forsøgt at tale med en realkreditansvarlig i indklagedes lokalkontor, som imidlertid ikke fremkom med nogen imødekommende forslag. Ligeledes har et møde mellem indklagede og hans ekskone ikke resulteret i, at hun blev tvunget til at sælge ejendommen på trods af, at hun gentagne gange har fået rykkere med morarente på. Han ønsker retfærdighed ved at blive frigjort fra lånet i hans ekskones særejeejendom. Ekskonen må selv blive godkendt til at sidde i sin matrikel, eller alternativt få sine forældre til at hjælpe hende økonomisk. 3
Til indklagedes udtalelse har klageren følgende bemærkninger: Han anerkender at være meddebitor på lånet i ekskonens særejeejendom. Dog vil han på opfordring af sin advokat henvise til urimeligt ringe stillet -paragraffen ( 56 i lov om ægtefælleskifte, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999). Eftersom ejendommen ikke indgår i skifte af fællesboet, og ekskonen er i besiddelse af aktivet (ejendommen), skal hun frigøre ham for hæftelse på lånet. På grund af ekskonens modvilje mod at gennemføre en bodeling har denne endnu ikke været mulig, hvorfor hun fortsat besidder ejendommen, har omregistreret begge biler til sig selv, har alt deres fælles indbo og hans personlige ejendele. Dette betyder, at han siden oktober 2012 har måttet starte helt fra bunden med køb af alt. At han også skal hæfte for ejendommen resten af sit liv uden at have nogen som helst indflydelse på, om ejendommen skal sælges eller ej, gør, at han føler sig urimeligt ringe stillet, jf. ovenstående lov 56. Ud over ovenstående føler han sig meget dårligt rådgivet af indklagede i forhold til, at han hæfter på lige fod med ekskonen, der står som særejer af ejendommen. Han er på ingen måde blevet oplyst om muligheden for opsparing, uanset at han gennem mere end 20 år har bidraget til mere end 50 pct. af afdraget på lån i ejendommen. Der er ingen tvivl om, at han med sin medvirken og løn på 37.000 kr. gennem mere end 20 år har medvirket til en væsentlig forbedring af ekskonens særeje. Såfremt ekskonen ikke kan opnå gældsovertagelse som enedebitor på lånet eller finde en anden meddebitor, må hun afhænde ejendommen. INDKLAGEDES FREMSTILLING: Sagen drejer sig om, at klageren mener, at det er urimeligt, at klageren hæfter for lån med pant i sin tidligere ægtefælles faste ejendom. De nærmere omstændigheder er som følger. Klageren og ekskonen optog i 2006 realkreditlån med pant i ekskonens ejendom. Lånet blev bevilget klageren og ekskonen som solidarisk hæftende debitorer. 4
I 2012 omlagde klageren og ekskonen realkreditlån med pant i samme ejendom. Dette lån blev også bevilget klageren og ekskonen som solidarisk hæftende debitorer. I forbindelse med ægtefællernes skilsmisse ønskede klageren at blive frigjort som debitor på de fælles lån i ejendommen. Indklagede kunne ikke godkende, at klageren blev frigjort som debitor på lånene og meddelte klageren dette. -0- Klageren anfører, at han føler sig dårligt rådgivet af indklagede, idet klageren mener på ingen måde at være blevet oplyst om muligheden for opsparing, når klageren har bidraget med afdrag på ejendommen. Klageren har underskrevet låne- og pantsætningsaftalen som solidarisk hæftende debitor og har været oplyst om betydningen heraf, herunder at klageren hæfter for lån over for indklagede uden at være ejer af ejendommen. Klageren kræver, at ekskonen skal frigøre klageren for hæftelsen på lånet, idet klageren påberåber sig 56 i lov om ægtefælleskifte. Fordeling af aktiver og passiver i forbindelse med bodelingen er alene et forhold imellem de tidligere ægtefæller. Ekskonen kan dog ikke frigøre klageren for klagerens hæftelse for lån over for indklagede. Klageren opfordres til at gøre dette synspunkt gældende over for ekskonen, idet det alene er ekskonen, der kan træffe beslutning om salg af ejendommen. Anbringender Til støtte for den fremsatte påstand gøres det gældende, at at at klageren var bekendt med, at ejendommen var ejet af ekskonen, klageren som solidarisk hæftende debitor har underskrevet låne- og pantsætningsaftalen i 2006, klageren sammen med ekskonen omlagde lån i ejendommen til nyt lån opr. 4.191.000 kr. i 2012 og i den forbindelse underskrev låne- og pantsætningsaftalen som solidarisk hæftende debitor med pant i ekskonens ejendom, og 5
at klagerens krav er indklagede uvedkommende, idet klagerens krav bør rettes mod den tidligere ægtefælle og indgå i bodelingen. OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET: Reglerne om god skik for finansielle virksomheder, nu bekendtgørelse nr. 1094 af 14. september 2015, indeholder blandt andet følgende regler om rådgivning: Kapitel 4 Rådgivning 8. Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, jf. dog 2 og 15. Endvidere skal virksomheden af egen drift yde rådgivning, jf. dog stk. 5, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Stk. 3. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgiv½ningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende. Den finansielle virksomhed skal orientere om de risici, der er relevante for kunden. Stk. 4. En finansiel virksomhed, der yder rådgivning, skal oplyse kunden om, at rådgivningen ikke er uafhængig, og at rådgivningen kun omfatter de produkter, som den finansielle virksomhed udbyder. Dette gælder dog ikke, hvis den finansielle virksomhed kan dokumentere, at rådgivningen er uafhængig. Stk. 5. En finansiel virksomhed kan udbyde produkter med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet individuel rådgivning. I så fald skal den finansielle virksomhed gøre særskilt opmærksom på dette. Bestemmelsen gælder ikke for lån med sikkerhed i fast ejendom. Efter den første behandling af sagen anmodede Sekretariatet på foranledning af Nævnet indklagede om at redegøre for den rådgivning, som blev ydet til klageren i forbindelse med låneoptagelsen i 2006 respektive låneomlægningen i 2012. Indklagede besvarede den 7. april 2015 forespørgslen: Vi har vendt forespørgslen med rådgiver og kan oplyse, at såvel klager som indklagede var fuldt ud opmærksom på, at der var tale om en gældsforpligtelse for klagers ægtefælles særeje. Der var ingen usikkerhed om klagers gældsforpligtelse og klager var ikke i tvivl om betydningen af den forpligtelse han påtog sig og der var således ikke anledning til særlig rådgivning i 2006. I 2012 blev der alene gennemført en låneomlægning uden provenu og denne gav ikke anledning til særlig rådgivning, idet der ikke i øvrigt skete en ændring af lånevilkårene. Omlægningen af lånet skete i begge låntageres interesse. 6
Klageren afgav den 18. april 2015 følgende kommentarer hertil: D 13. april 2015 fremsender I en kopi af skrivelse af 7. april fra (indklagede), hvor de selvfølgelig begærer deres uskyld, og argumenterer med at jeg blev rådgivet efter deres forskrifter. Min påstand er, at jeg ikke blev sufficient rådgivet i den pågældende sag, om hæftelse af lån på min X-kones særeje. Jeg må åbenbart siges at have været naiv, da jeg stolede på, at jeg blev rådgivet på lige fod med min x-kone da vi sad i banken i 2006. At jeg, som (indklagede) nævner i deres brev, var fuldt ud opmærksom på, at der var tale om gældsforpligtelse, var jeg jo godt klar over, jeg sad i en bank og talte om lån!!?? Men at jeg i tilfælde af skilsmisse var bundet til et lån på en ejendom, jeg efterfølgende ingen indflydelse havde på, det var jeg ikke oplyst om. Jeg var af den overbevisning, at skiltes vi, så enten overtog min x-kone lånet og dermed boligen eller også solgte vi boligen, hæftede på lige fod et eventuelt tab. I stedet for befinder jeg mig selv i den situation, at jeg er meddebitor på et lån, men ingen indflydelse eller brugsret har af boligen. Skulle jeg have modtaget sufficient rådgivning, burde der som minimum have været en form for nedskrivelse pr. år, eller på anden måde sikring af, at min x ikke kunne smide mig ud, og lade mig betale af på hendes særeje resten af mit liv. Jeg kan slet ikke forstå, at det overhovedet er en mulighed. Det er at bondefange godtroende mennesker. (Indklagede) har en tv reklame hvor de reklamerer med, at de rådgiver mennesker om sund økonomi til hele livet?? Jeg kan kun sige, det var ikke den rådgivning jeg fik min økonomi må siges at være alt andet end sund, resten af mit liv. (Indklagede) skriver, at der ikke var anledning til særlig rådgivning i 2006, til dette kan jeg kun være uenig. At være medvirkende til at bondefange et menneske, til at hæfte for et andet menneskes million-særeje, det kræver i den grad særlig rådgivning!!! Gad vide hvornår (indklagede) ellers mener, at der kræves særlig rådgivning. Indklagede uddybede den 6. maj 2015 sine synspunkter: Klager oplyser, at klager var af den overbevisning, at klagers hustru i forbindelse med skilsmisse ville overtage lånet og boligen eller at de ville sælge boligen og hæfte på lige fod for at eventuelt tab. Det er korrekt, at parterne hæfter på lige fod for lånet. Klager kan dog ikke have haft en berettiget forventning om, at klager i forbindelse med skilsmisse ville blive slettet som debitor på lånet. I den forbindelse har det ingen betydning om ejendommen var hustruens særeje eller om ejendommen indgik i parternes formuefællesskab. Det beror altid på en kreditvurdering, om en debitor kan slettes som låntager på et lån uanset om aktivet er særeje eller formuefællesskab. Klager kunne således principielt være i samme situation som nu, hvis ejendommen havde været en del af formuefællesskabet og i forbindelse med skilsmissen var blevet udlagt til klagers tidligere hustru. 7
Indklagede fastholder derfor, at klager som debitor på lånet hæfter i lånets løbetid og ikke kan have haft en berettiget forventning om, at kunne blive frigivet som debitor. Indklagede fastholder, at der ikke var usikkerhed om klagers gældsforpligtelse og at klager ikke var i tvivl om betydningen af den forpligtelse han påtog sig. Klageren afgav den 25. maj 2015 følgende kommentarer hertil: Min tidligere kommentar omkring at have været af den overbevisning, at jeg kunne løses fra huslånet, var en kommentar til skilsmisser i al almindelighed. Min klage går, som beskrevet flere gange før, på at jeg ikke føler mig sufficient rådgivet af (indklagede), da de accepterede min underskrift på et lån der var i min x-kones særeje ejendom. Der var aldrig nogen hos (indklagede) der forelagde mig, hvad der ville ske i tilfælde af, at min kone ville skilles, og at jeg i dette tilfælde ville hæfte for et lån på flere millioner, i noget hun alene ejede, og at jeg overhovedet ingen indflydelse eller brugsret ville have af boligen. Ikke på noget tidspunkt, blev jeg rådgivet til at se på mine bedste interesser, de var alene interesseret i at låne pengene ud, uanset de personlige omkostninger det ville have for mig, i tilfælde af skilsmisse. Jeg har talt med flere jurister ang. Dette, og desværre er det jo lovligt, det ved jeg nu.! Men jeg syntes det er moralsk forkasteligt at kalde sig rådgivere, og så KUN rådgive ud fra egne interesser. Så deres Sund økonomi hele livet -reklame, det kan vist kun være deres egen sunde økonomi de taler om. Og til slut deres kommentar om, at jeg ville være i samme situation hvis ejendommen havde været en del af formuefællesskabet, det er jo fuldstændigt skævredet, selvfølgelig ville jeg ikke det så havde jeg enten haft brugsret eller indflydelse på, om ejendommen skulle sælges. ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER: Indledningsvis bemærker Nævnet for en god ordens skyld, at der kan være et eventuelt forældelsesspørgsmål i forhold til det af klageren rejste krav om erstatning for rådgivningssvigt. 3 medlemmer Henrik Waaben, Jacob Elverum og Mads Laursen udtaler herefter: Vi finder det ikke godtgjort, at indklagede har pådraget sig et rådgiveransvar over for klageren. Vi lægger i den forbindelse til grund, af klageren var bekendt med ægtefællens særeje af ejendommen, som efter det oplyste blev etableret i 1986, og at klageren må have været bekendt med den hæftelse over for indklagede, som klageren påtog sig ved underskrivelsen af pantebreve for lånet i 2006 og 2012. Vi finder det endvidere ikke godtgjort, at der ved låneoptagelsen i 2006 eller ved låneomlægningen i 2012 bestod en forpligtelse for indklagede til at rådgive klageren om risikoen for, at klageren ved en eventuel 8
skilsmisse ikke ville kunne frigøres fra sit personlige gældsansvar. Vi stemmer derfor for at frifinde indklagede. 2 medlemmer Per F. Møller og Morten B. Pedersen udtaler: I en situation som den foreliggende finder vi, at indklagede burde have ydet klageren en særlig rådgivning om virkningen af hans hæftelse i tilfælde af skilsmisse, herunder om risikoen for, at klageren ikke ville kunne frigøres for gældsansvar. Ud fra det oplyste lægger vi til grund, at en sådan rådgivning ikke er ydet af indklagede. Vi stemmer derfor for at give klageren medhold. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Som følge heraf b e s t e m m e s Indklagede, Nykredit Realkredit A/S, frifindes. Henrik Waaben / Susanne Nielsen 9