Indholdsfortegnelse Indledende betragtninger [100, 300] [150, 351] [149, 350]... 3 Indledning benzin i blodet... 3 Præsentation af feltet... 3 Gaderacekulturen som subkultur... 4 Problemstilling og forskningsspørgsmål... 5 Læsevejledning... 6 Undersøgelsens teoretiske fundament [100]... 7 Michel Maffesoli i neo-stammernes tid [150]... 7 Postmodernitet, socialitet og afindividualisering [150]... 7 Neo-stammer [149]... 8 Sansejægerne et perspektiv på sanseligheden [149]... 9 Randall Collins: Interaktionsritualteorien [100]... 10 Undersøgelsens videnskabsteoretiske fundament [300]... 11 En verden af oplevelser [300]... 11 Vejen til viden forståelse og fortolkning [350]... 12 Anvendt metode [351]... 14 Overvejelser over validitet [351]... 14 Interview som metode [300]... 15 Interviewguide [350]... 16 Observationsfokus [300]... 16 Mødet mellem forsker og felt [351]... 17 Sampling [350]... 18 Etiske overvejelser... 20 Anonymisering [351]... 20 Informeret samtykke [300]... 20 Lovovertrædelser [350]... 21 Forarbejdende manøvrer... 22 Databehandling [300]... 22 Analysestrategi [350]... 22 Informantpræsentation [351]... 23 Analyse [150]... 25 1/51
Gruppen som neo-stamme [149]... 25 Et fællesskab af bilnørder [100]... 25 Gruppen som præsenteistisk fristed [150]... 26 En masse af opløste individer [149]... 29 Hemmeligholdelse og intern solidaritet [100]... 31 Modkulturelle træk i gaderacekulturen? [150]... 33 Oplevelsen af højdepunkter [149]... 36 Ritualer, der sanses og føles [150]... 36 Bilerne som effervescensskabende [100]... 36 Gruppen som en IR-kæde [150]... 38 Effervescens i IR [100]... 38 Det succesfulde IRs resultater: Emotionel energi [150]... 41 Solidaritet, symboler og moral [149]... 42 Afsluttende teoretiske overvejelser [100]... 43 Gaderacekulturen som neo-stamme [149]... 43 Oplevelsen af højdepunkter [149]... 44 EE til gaderace [150]... 44 Overvejelser over teoretisk forklaringsbidrag [100]... 44 Konklusion [100, 300] [150, 351] [149, 350]... 47 Afsluttende metodiske overvejelser [100, 300] [150, 351] [149, 350]... 49 Litteraturliste... 51 2/51
Indledende betragtninger Indledning benzin i blodet Fredag kl. 21 er et flertal af danske unge mænd og kvinder i 20 erne ganske givet i drikkelag. På vej til fest, på bar, måske til rødvinsaften med en god veninde. Men på et mødested i udkanten af byen mødes en flok, der er lidt anderledes. Øllen er skiftet ud med energidrik, og formålet er ikke en våd aften med danseskoene på eller raflebægeret i hånden. Nej, fredag kl. 21 mødes gaderacerne en stille gruppe, som forsvinder i postmodernitetens mængde af subkulturer. I hvert fald så stille, som man nu kan være, når man weekend efter weekend sommeren over samles i hundrede- ja, i tusindtal, under fællesnævneren: Benzin i blodet. Her kigges på motorer, her brændes dæk og her køres race. Nul til hundrede på få sekunder, opmærksomme blikke, entusiastisk snak igen og igen, indtil politiet dukker op. Videre til et nyt spot, et nyt ly i industrikvarterenes øde uforstyrrethed en slørhale af hundreder af billygter på motorvejen i natten. En flok med en aktivitet på kanten af loven, men også et ønske om blot at kunne dyrke sit interessefællesskab. Præsentation af feltet Denne undersøgelse beskæftiger sig med gaderacekulturen i Danmark, med udgangspunkt i Gruppen. Gruppen er kaldenavn for en samling af mennesker, der samles én eller flere aftener om ugen for at dyrke deres fælles hobby; biler og ulovligt gaderace. Samlingerne er arrangerede af en kerne på 5-10 deltagere, som kalder sig crewet. Dette crew står i øvrigt for administration af Gruppens Facebook-side, hvor hovedparten af kommunikationen foregår. Samlingerne består af to dele: Først samles Gruppen på Mødestedet, som er offentligt kendt. Her parkerer de deres biler og cirkulerer imellem hinanden og bilerne. Antallet af fremmødte varierer 1, men kan på en god aften nærme sig 1500-2000 mennesker. Efter cirka to timer på Mødestedet kører Gruppen et andet sted hen for at afholde selve racet. Dette varer typisk op til to timer, hvorefter deltagerne tager hver til sit. 1 Idet vi har at gøre med et udendørsarrangement, har vejret eksempelvis stor påvirkning på antallet af fremmødte. 3/51
Mange deltagere melder deres ankomst til Mødestedet ved gasse op eller dytte. På Mødestedet bliver der ikke kørt race - her er fokus i højere grad rettet mod teknisk snak om bilerne. Der bliver spillet technomusik fra nogle af bilerne, og de fremmødte bevæger sig løst rundt i grupper. Imens folk er samlet på Mødestedet, kører medlemmer af crewet rundt i omegnen og vurderer, hvor en mulig afholdelse af race kan finde sted. Når et velegnet racespot er fundet, kommunikerer de tilbageværende medlemmer af crewet adressen ud til resten af Gruppen, som herefter kører til spottet i samlet flok. Denne kommunikation sker lavmælt i et forsøg på at hemmeligholde spottet så godt som muligt. Racet foregår offentlige steder, hvor der ikke er udenforstående til stede typisk industriområder. Når Gruppen ankommer, parkerer hovedparten af deltagerne deres bil i området og indtager rollen som tilskuere langs banen. En mindre del af Gruppen deltager i selve gaderacet. Dette race foregår som et dragrace 2. Bilerne opnår typisk hastigheder på over 150 km/t 3. Crewet sørger for selve afviklingen af racet. Dette sker ved at give de deltagende gaderacere startsignal samt sørge for at holde banen fri. Racet fortsætter som udgangspunkt, indtil politiet dukker op og stopper det. Sommetider er politiet til stede med det samme, mens racet andre gange fortsætter uforstyrret i flere timer. Når politiet ankommer, bevæger Gruppen sig til et nyt spot, hvis crewet vurderer, at der er interesse herfor. På denne måde kan Gruppen i løbet af en aften bevæge sig rundt til 1-4 forskellige spots, indtil deltagerne begynder at tage hjem. Gaderacekulturen som subkultur Det undersøgte felt er altså en gruppe mennesker, der samles om biler og gaderace en eller flere gange om ugen. Deres sammenkomster er lejlighedsvise, hvorfor denne gruppe mennesker ikke er en solid subkultur, men i højere grad manifesterer sig ved midlertidige oplevelser, hvilket gør den relevant at undersøge som en maffesoliansk neo-stamme. David Muggleton agiterer for en kritisk tilgang til neo-stammebegrebet, men anerkender dets værdi som alternativ til CCCS 4 statiske subkulturbegreb 2 Denne type race dækker over, at to biler starter samtidig på det samme sted og kører om kap i en lige linje i 5-700 meter. 3 Hermed er racet ulovligt i henhold til færdselsloven, idet det foregår indenfor bymæssig bebyggelse, hvor den gældende hastighedsgrænse mestendels ligger på 50 km/t. 4 Centre for Contemporary Cultural Studies, University of Birmingham. 4/51
(Muggleton 2005: 216). På den baggrund anvender vi i denne undersøgeæse neostammebegrebet som stedfortræder for den klassiske subkulturkategori. Problemstilling og forskningsspørgsmål På baggrund af vores empiriske materiale vil vi således undersøge følgende problemstilling: Hvordan kan kulturen omkring gaderace karakteriseres som en neo-stamme i maffesoliansk forstand, og på hvilken måde kan Randall Collins interaktionsritualteori bidrage til vores forståelse af gaderacekulturen? Vi konkretiserer undersøgelsen i tre forskningsspørgsmål, som hver for sig bidrager til den samlede konklusion. Vi vil specificere vores maffesolianske analyse af gaderacekulturen ved at identificere neo-tribale karakteristika i vores empiri. Hermed ønsker vi at tydeliggøre, hvordan gaderacekulturen kan karakteriseres som neostamme. For at konkretisere vores analyse omkring gaderacekulturens centrale aspekter vil vi have særligt fokus på højdepunkterne i Gruppens sociale liv og analysere, hvorledes disse opstår og opleves. Analysen af disse højdepunkter vil tage teoretisk udgangspunkt hos såvel Maffesoli som Zygmunt Bauman og Randall Collins. Vi vil ydermere anvende Collins interaktionsritualteori for at begribe den individuelle motivation, der gør sig gældende for deltagerne i gaderacekulturen. Herigennem ønsker vi at anskueliggøre interaktionsritualteoriens bidrag til vores forståelse af gaderacekulturen. Undersøgelsens forskningsspørgsmål lyder således: - Hvilke neo-tribale karakteristika af gaderacekulturen kan vi udlede af vores empiri? - Hvordan opstår og opleves højdepunkter i gaderacekulturens sociale liv? - Hvordan kan individuel motivation for deltagelse i gaderacekulturen forklares ved hjælp af Collins interaktionsritualteori? 5/51
Vi vil centrere vores besvarelse af problemformulering og forskningsspørgsmål omkring følelsen og oplevelsen af sociale fænomener i gaderacekulturen, som de fremgår af vores empiriske materiale. Læsevejledning Indledningsvis opridser vi undersøgelsens teoretiske fundament ved at redegøre for relevante aspekter af Michel Maffesolis postmodernitetsteori, Zygmunt Baumans sansejægerbegreb og Randall Collins interaktionsritualteori. Hernæst indkredser vi vores videnskabsteoretiske udgangspunkt ved at præsentere vores hermeneutiskfænomenologiske overvejelser over undersøgelsens ontologi og epistemologi. Derpå vil vi gennemgå vores anvendte kvalitative metoder og overvejelser herom, heriblandt betragtninger omkring interviewguide, observationsfokus, forskerrolle og samplingstrategi. Herunder vil vi ligeledes præsentere vores overvejelser omkring undersøgelsens validitet. I forlængelse heraf tager vi stilling til relevante etiske problematikker ved undersøgelsen. Vi vil herefter diskutere vores analysestrategi og præsentere vores informanter, inden vi bevæger os ud i selve analysen af vores empiri. Denne strukturerer sig overvejende på baggrund af vores forskningsspørgsmål. Først analyserer og diskuterer vi, hvordan gaderacekulturen kan karakteriseres som neo-stamme baseret på oplevelser af fællesskabet i Gruppen. Herefter tager vi fat i oplevede højdepunkter for først at relatere dem til neo-stammens ritualer og symboler, derpå applicere Baumans sansejægerbegreb og slutteligt bruge højdepunkterne som indgangsvinkel til en analyse af Gruppens møder som interaktionsritualer. Endelig vil vi kort diskutere Maffesolis og Collins forklaringsbidrag i forhold til gaderacekulturen og efterfølgende konkludere undersøgelsens resultater og kort elaborere vores metodiske efterrationaliseringer. 6/51
Undersøgelsens teoretiske fundament Vores undersøgelse indledes med en karakteristik af gaderacekulturen ud fra Michel Maffesolis teori om postmoderniteten som neo-stammernes tidsalder. Vi udvider vores begrebsramme med et perspektiv til Zygmunt Baumans sansejægerbegreb, og vi inddrager derudover Randall Collins interaktionsritualteori for at styrke vores teoretiske greb om individet som aktør. Vi vil i det følgende redegøre for undersøgelsens teoretiske fundament og begynder med Maffesolis postmodernitetsteori. Michel Maffesoli i neo-stammernes tid neo-tribalism is characterized by fluidity, occasional gatherings and dispersal. (Maffesoli 1996: 76) Centralt i vores teoretiske fundament står Michel Maffesolis teori om neo-stammer, som vi på baggrund af ovenstående citat finder yderst relevant som analytisk greb om gaderacekulturens lejlighedsvise opståen fredag og lørdag aften og efterfølgende opløsning i det omgivende samfund ud på natten. Vi vil i det følgende kort redegøre for det postmoderne samfunds karaktertræk ifølge Maffesoli. Hernæst vil vi beskrive socialitetens særegenhed overfor det sociale og udlede neo-stammernes karakteristika. Postmodernitet, socialitet og afindividualisering Ifølge Maffesoli bevæger vi os fra et samfund domineret af rationalistiske, performative logikker til et non-produktivistisk, sanseligt samfund. Denne bevægelse ser han empirisk i en fornyelse af det sociale liv drevet af et fokus på kollektiv effervescens og genfortryllelse (Evans 1997: 225f, Maffesoli 2002: 238). Maffesoli anser postmoderniteten for at være en dionysisk 5, præsenteistisk tidsalder, der altså drejer sig om det her-og-nu-værende (Evans 1997: 226). Der foregår i postmoderniteten en afindividualisering, hvor individet er en mættet, opløst kategori (Maffesoli 1996: 95). Maffesoli ser interaktion som en ubevidst 5 Denne metafor henter Maffesoli fra Nietszche, som sætter Dionysos som præsenteisten i modsætning til Prometheus som performativ rationalist (Evans 1997: 225f) 7/51
proces 6 (ibid: 89). Individet bliver til en persona, som spiller roller i forskellige sammenhænge og med forskellige identifikationer snarere end én identitet (Maffesoli 1996: 76; 2002: 242). Postmoderniteten indeholder ifølge Maffesoli et modsætningsforhold mellem det sociale og socialiteten. Det sociale er forankret i rationelle individer med afgrænsede identiteter, mens socialiteten er symbolsk struktureret, står i modsætning til den affortryllede modernitet og er domineret af en stilhed omkring politik (Evans 1997: 227; Maffesoli 1996: 72, 91, 95). Mens det sociale er determineret af love, regler og kontrol, tager socialiteten form af en ukontrolleret væren-sammen i sin rene form, og den skaber styrke, vitalitet og effervescens 7 i det sociale liv (Evans 1997: 227; Maffesoli 1996: 81). Med vitalitet og puissance 8 forvandler socialitetens væren-sammen det postmoderne samfund og skaber æstetisering 9, følelseskultur og tribalisering (Evans 1997: 227f; Maffesoli 1996: 81). Neo-stammer Socialiteten er, med Maffesolis egne ord, the play-form of socialization (Maffesoli 1996: 75). Neo-stammer er den form, socialiteten tager i det postmoderne samfund. De æstetiske individer er basis for neo-stammerne, som fokuserer på æstetik, sansning og nydelse (Maffesoli 2002: 243). De er flygtige, de opstår spontant og forsvinder hurtigt igen (Maffesoli 1996: 76f). Det tribale paradigme er fremmed for en individualistisk logik. Stammerne tilvælges ikke ud fra en rationel overvejelse, men skal snarere ses som fællesskaber, der dyrker bestemte udtryk eller former for smag (Wøldike 2007: 14). Neo-stammernes raison d être er ifølge Maffesoli en opslugthed af det, der er nærværende og præsent. I overensstemmelse med stilheden omkring politik i socialiteten identificerer stammerne sig ikke med noget politisk projekt (Maffesoli 1996: 75). Stammerne kan have et bestemt øjemed, men væsentligst er stammen et mål i sig selv (ibid: 89, 96). 6 Han anerkender dog eksistensen af en individuel intentionalitet (Maffesoli 1996: 89) 7 Dette begreb er oprindeligt introduceret i sociologien af Durkheim i The Elementary Forms of Religious Life, og dækker over en forbigående intensivering af intersubjektiv oplevelse. Oprindeligt betyder ordet boblen eller opbrusen (Collins 2005: 35f). 8 I forhold til det sociales institutionaliserede myndighedsmagt, pouvoir, anses socialiteten for at besidde en puissance, som beskrives som menneskers iboende styrke og vitale kraft (Evans 1997: 226f; Maffesoli 1996: 81) 9 Ved æstetisering skal forstås en kombination af opfattelsesformer - at føle og opleve (Maffesoli 1996: 74) 8/51
Stammernes selvopretholdelse sker igennem hemmeligholdelse, ritualer og autonomi. Der eksisterer i stammerne en høj grad af kollektivt privatliv. Hemmeligholdelsen er central for stammens opretholdelse, idet den bidrager til at beskytte stammen imod resten af verden og samtidig er en måde, gruppemedlemskab etableres og bekræftes på (ibid: 90ff). Stammen placerer sig altså bevidst på sidelinjen snarere end i offensiven. Dette er dens autonomi, som individernes egen autonomi er opløst i (ibid: 92fff). Denne interne tillid udtrykkes igennem ritualer, hvis formål er at styrke stammen i forhold til den omgivende masse. Det overordnede og udenforstående samfund som fjenden er altså mindre væsentligt end den sociale lim, dets billede fremprovokerer i stammen (ibid: 93). Ved ritualerne oplades stammens strukturerende symboler med effervescens (Evans 1997: 236). Sansejægerne et perspektiv på sanseligheden Centralt hos Maffesoli står, at postmoderniteten er sanselig, og de æstetiske individer heri føler og oplever hinanden. I en undersøgelse af en kultur med iboende fart og risici synes vi, det giver mening at udfolde sanseperspektivet yderligere med inddragelse af Zygmunt Baumans sansejægerbegreb. Baumans syn på postmoderniteten kan i flere henseender ses som beslægtet med Maffesolis. Han abonnerer ifølge David Evans på postmodernitetens relativisme og afrationalisering og anvender også selv neo-stammebegrebet, om end med et mere pessimistisk syn (Evans 1997: 237f). I On Postmodern Uses of Sex beskriver Bauman ydermere, hvordan tidsbegrebet i postmoderniteten bliver forfladiget og kondenseret ind i oplevelser af nutidighed, som er afskåret fra sin fortid og sine fremtidige konsekvenser (Bauman 2003: 26). Vi befinder os altså også ifølge Bauman i en præsenteistisk tid, og heri lever sansejægeren: Most of us are socially and culturally trained as sensation-seekers and gatherers rather than as producers and soldiers (ibid: 23) Sansejægeren søger kropslige sensationer, idealiserer den seksuelle nydelse og efterstræber følelsesmæssig fitness som en nødvendig tilstand for at opsamle og sanse oplevelser (ibid: 23f). Baumans sansejægerbegreb bygger altså i væsentlig grad på et ontologisk fundament, som er beslægtet med Maffesolis. Vi finder det derfor velegnet at anvende som perspektiv på vores analyse. I det følgende vil vi redegøre for Randall Collins interaktionsritualteori. 9/51
Randall Collins: Interaktionsritualteorien Randall Collins er relevant for os, da hans teori omkring interaktionsritualer 10 kan belyse, hvorledes individer opnår glæde ved at indgå i et IR, som konstitueres i en social sammenhæng. Interaktionsritualteorien styrker altså undersøgelsens perspektiv på individet i gaderacekulturen. Udgangspunktet for individers deltagelse i IR er ifølge Collins søgen efter opnåelse af emotionel energi 11. Et IR er efterstræbelsesværdigt at indgå i alt afhængigt af, om der er udsigt til opnåelse af EE (Collins 2005: 44). Et IR er succesfuldt betinget på fire faktorer. Først og fremmest skal to eller flere mennesker være samlet det samme sted. Dernæst kræves en fysisk afgrænsning, således at deltagerne er klar over, hvem de andre deltagende er. For det tredje skal personerne have et fælles fokus omkring et objekt eller aktivitet. Den sidste betingelse er, at der skal være en fælles stemning eller en fælles følelsesmæssig oplevelse (ibid: 48). Der synes ikke at være noget til hinder for, at disse fire betingelser kan opfyldes i gaderacekulturens sociale liv. Hvis de fire betingelser for et IR er opfyldt, udmønter det sig i kollektiv effervescens. Den kollektive effervescens er et midlertidigt stadie, men det kan resultere i kropsliggjorte følelser hos de involverede, som kan have længerevarende effekter (ibid: 36). Mere konkret kan effervescensen skabe fire resultater gruppesolidaritet/- samhørighed, EE, symboler og en fælles moralfølelse (ibid: 49). Et succesfuldt IR giver altså positive udslag hos individerne samt hos gruppen som helhed. Specielt EE påvirker individet. Med udgangspunkt i Durkheim beskriver Collins, at EE er en følelse af selvtillid, mod og dristighed, som individet får, men som umiddelbart er svær at beskrive helt konkret (ibid: 39). Denne følelse vil få individet til at søge imod gentagelse af succesfulde IR, og derfor kan IR være udgangspunkt for, at nye IR etableres en såkaldt IR-kæde (ibid: 43). 10 herefter IR. 11 herefter EE. 10/51
Undersøgelsens videnskabsteoretiske fundament Når vi arbejder kvalitativt, er det væsentligt at afgrænse vores undersøgelse videnskabsteoretisk (Mason, 2002: 14ff). I det følgende vil vi afgrænse vores videnskabsteoretiske standpunkt og forholde dette til såvel vores felt som vores teoretiske fundament med henblik på at argumentere for vores videnskabsteoretiske prioriteringer, men også at anskueliggøre potentielle udfordringer herved. En verden af oplevelser Vores ontologi er grundlæggende fænomenologisk. Vi ønsker at undersøge de oplevelser, følelser og sanseindtryk, der gør sig gældende i gaderacekulturen. Undersøgelsen centrerer sig altså om, hvad der umiddelbart fremtræder i og omkring Gruppen for vores informanter og for os. Her er vi i overensstemmelse med dele af undersøgelsens teoretiske fundament, idet Maffesoli taler for en intellektuel sensibilitet, som fokuserer på livsverdenen og oplevelse (Maffesoli 1996: 90; 2002: 233f). Vi ser således bort fra underliggende strukturer og bagvedliggende årsagssammenhænge. (Kvale 1997: 62; Schiermer 2013: 17). Vi drejer altså bevidst vores fokus i retning af sociale fænomeners umiddelbarhed. Imidlertid anerkender vi, at vi altid vil have forudsætninger og forforståelser, der påvirker vores omgang med verden, og som ikke umiddelbart kan tilsidesættes (Brinkmann 2012: 75). Vi bekender os således til en hermeneutisk fænomenologi. Vi ønsker ikke at diskutere selve eksistensen af objekterne i vores felt, men sætter denne diskussion i parentes og anser den viden, vi opnår igennem vores interview og observationer, for gyldig (Kvale 1997: 61; Polkinghorne 1989: 41). Samtidig anerkender og ekspliciterer vi vores forforståelse, men søger at anvende den til at folde fænomenet ud (B10). Det er altså nødvendigt at sørge aktivt for, at vores forforståelse vejleder os, snarere end at vildlede og blokere vores adgang til fænomenet (Kvale 1997: 61; Schiermer 2013: 28). En væsentlig del af denne proces har for os været at aflive fordomme. Forinden undersøgelsen var vi relativt fremmede overfor vores felt, og det var derfor centralt for os at udføre vores første observation, inden vi begyndte at interviewe. Vi havde en formodning om en anden stemning på feltet end den, der gør sig gældende, hvilket vi især baserede på den diskurs, vi fulgte med i på Gruppens Facebook-side (B10). Ved at 11/51
have observeret inden vi foretog interview har vi haft mulighed for emnemæssigt at styre vores interview i en for undersøgelsen relevant retning. På den måde har vi tilstræbt at anvende vores forforståelse konstruktivt (Polkinghorne 1989: 46f). Vi må ligeledes forholde os til, hvad der udgør vores data, og hvordan vi påvirker disse (Mason 2002: 76f). Vores data udgøres dels af transskriptionerne af vores interview med vores informanter, og dels af de feltnoter vi har skrevet på baggrund af egne observationer. Her erkender vi, at vores feltnoter uundgåeligt er under påvirkning af vores subjektive bedømmelse af, hvad der er relevant at notere - dette vil blive beskrevet yderligere i afsnittet om databehandling. Vi anerkender altså, at vores forforståelse vil have indflydelse på vores opnåede viden (ibid: 77). Vejen til viden forståelse og fortolkning Med et ontologisk fokus på oplevelser, følelser og sanseindtryk er det naturligt for os at bekende os til en hovedsageligt fænomenologisk epistemologi. Denne supplerer vi dog med en hermeneutisk, fortolkende tilgang for at optimere vores forståelse af empirien. Som fænomenologer forstår vi fænomenerne i gaderacekulturen gennem vores informanters erfarede virkelighed (Polkinghorne 1989: 42). Vi fokuserer på at åbne vores felt og gøre det åbenlyse åbenlyst. Vi beskriver vores felt indgående og søger at finde nye og usete aspekter af livsverdenens selvfølgeligheder. Vi søger altså ikke at gøre krav på repræsentativitet, men snarere at beskrive og forstå typiske træk ved det sociale liv i gaderacekulturen (Brinkmann 2012: 81; Schiermer 2013: 29f). For at åbne vores felt må vi nødvendigvis have en indgangsvinkel til det selv. På denne baggrund har vi valgt at udføre observationsstudier af Gruppen. Hermed kan vi på egen krop sanse og føle stemningen i gaderacekulturen. Dette er både ontologisk og epistemologisk en fordel for os. Ontologisk gør vi os egne erfaringer med de sanseindtryk og følelser, vi fokuserer på. Ydermere har vi i Gruppen at gøre med en vis grad af vaneadfærd og tavs viden, som kan være svær at italesætte for informanterne, hvorfor vi må inddrage de oplevelser, vi som udenforstående på feltet stifter bekendtskab med (Wolfinger 2002: 91). På baggrund af observationerne har vi ligeledes forbedrede muligheder for at udøve vores fænomenologiske epistemologi i interviewene, da vi på baggrund af vores eget kendskab til feltet i højere grad kan styre interviewets retning. 12/51
I vores interview har vi fokuseret på det, Polkinghorne kalder naive, ikketeoretiske beskrivelser. Vi udfører fænomenologisk reduktion altså søger vi at skabe data, der beskriver informanternes egne, subjektive oplevelser snarere end deres efterrationaliseringer (Polkinghorne 1989: 47fff). Vi supplerer vores fænomenologiske epistemologi med en hermeneutisk vinkel i analysen. Vi har så vidt muligt forsøgt at interviewe fænomenologisk, men især én af vores informanter efterrationaliserer alligevel og fortolker årsagssammenhænge. Disse udsagn er dog fortsat ontologisk relevante. For at få greb herom tillader vi os derfor en vis fortolkningsfrihed, og vi indsætter nogle af disse udsagn i narrative forløb for at finde frem til deres sande mening. Vi fortolker på informanternes fortolkninger hvormed vi altså supplerer vores fænomenologiske hovedfokus med en dobbelthermeneutisk vinkel (Brinkmann 2012: 79). I det følgende vil vi beskrive vores anvendte kvalitative metoder og herunder argumentere for vores metodiske prioriteringer samt gøre os overvejelser over undersøgelsens validitet. 13/51
Anvendt metode I kvalitative undersøgelser bestemmer den anvendte metode, hvordan empiri indsamles og behandles. Vi har vedkendt os Masons opfattelse af, at empiri ikke kan udtrækkes objektivt, men derimod i nogen grad er genereret af os selv (Mason 2002: 52). Således har vi løbende været opmærksomme på, hvordan dette forhold har påvirket vores empiri. Vi vil indledningsvis gøre os overvejelser over undersøgelsens validitet, hvorefter vi vil beskrive vores anvendte metoder mere indgående. Overvejelser over validitet Validity is relative in this sense because understanding is relative (Maxwell 2002: 43). Citatet omtaler det forhold, at validitet i kvalitative studier bør opfattes som en varierende, kontekstafhængig størrelse snarere end en universel, matematisk formel. Således har dette afsnit til formål at beskrive de overordnede retningslinjer, vi vurderer vores undersøgelses validitet ud fra. Der er altså ikke tale om en udpensling af, hvorvidt opgavens enkelte dele opfylder kravene om validitet. Dette vil derimod blive behandlet fortløbende i metodeafsnittet, hvilket også stemmer overens med Masons opfattelse af validitetssikring som en løbende proces (Mason 2002: 38). Maxwell opstiller fem typer validitet: Deskriptiv, fortolkende, teoretisk, generaliserende og evaluerende (Maxwell 2002: 43). I det følgende vil vi kort redegøre for Maxwells validitetstyper og nævne, hvordan disse søges sikret i vores undersøgelse. Den evaluerende validitet ser vi bort fra, da vi vurderer, at vores kvalitative erfaring ikke er tilstrækkelig til selv at kunne evaluere vores undersøgelse. Den deskriptive validitet opnås ved at sikre, at vores empiri ikke er opdigtet. Selvom dette kan virke banalt, er det ikke desto mindre den validitet, alle andre validitetstyper baserer sig på (ibid: 45). Dette forstår vi ud fra den åbenlyse kompromittering, hele vores undersøgelse ville være præget af, hvis vi for eksempel havde optaget vores interviews under så ringe forhold, at vi måtte gætte os frem til informanternes udsagn. Den fortolkende validitet opnår vi ved at sikre en gennemsigtighed i den måde, vi kobler vores teoretiske argumenter til empirien, således at det fremgår tydeligt, hvordan vi 14/51
tolker (Mason 2002: 191). Det er særligt i forhold til vores analyse, disse overvejelser gør sig gældende. Den teoretiske validitet dækker over en overensstemmelse mellem teori og felt. Her er det afgørende, at teorien er gyldig i forhold til feltet, og at vi kan vise, at vi applicerer den på en meningsfuld måde (Maxwell: 50f). Denne type validitet er udtrykt flere steder i vores undersøgelse, herunder i vores argumentation for Gruppen som subkultur. I analysen bliver den teoretiske validitet i særdeleshed udtrykt, da det er her, vores felt i detaljer bliver sat i forbindelse med teorien. Den generaliserende validitet opdeler Maxwell i intern og ekstern generalisering. Internt kan en undersøgelses resultater menes at være gældende for andre lignende felter, mens den eksterne generalisering omfatter felter, der ikke minder om det undersøgte (ibid: 52f). Denne type validitet har vi søgt at opnå igennem vores samplingstrategi, hvilket bliver yderligere beskrevet i samplingafsnittet. Interview som metode Enkeltinterviewet har vi valgt som den primære anvendte metode i vores undersøgelse. Vi forstår enkeltinterviewet som en samtale mellem informant og forsker, eventuelt også med en observatør til stede. Interviewets formål er at få informanten i tale, hvorfor forskerens rolle er strukturerende snarere end deltagende (Riis 2005: 100). Samtidig er vi opmærksomme på det ulige magtforhold, der hersker mellem informant og interviewer (Packer 2011: 48). Det afgørende argument for at vælge enkeltinterviewet som primær metode er baseret på vores videnskabsteoretiske standpunkt som fænomenologer. I fænomenologien uddrages viden fra oplevelser og følelser. Derfor er det oplagt at udføre enkeltinterview, da det, informanten mener at have følt og oplevet, er brugbar viden (Mason 2002: 63). Dog er vi opmærksomme på, at oplevelser og følelser bliver gengivet i interviewsituationen, og at det derfor ikke er ufiltreret empiri, vi indsamler (ibid: 64). I relation til vores felt er det særligt relevant at skabe en tryg interviewsituation, da en del af Gruppens aktiviteter er på kant med loven. I enkeltinterviewet er der tid til at fange informantens interesse ved langsomt at nærme sig de relevante temaer. Denne interesse kan være med til at skabe en tryg atmosfære omkring interviewet (Riis 2005: 100, 109). Trygheden kan få informanten til i højere grad at uddybe sine oplevelser og 15/51
følelser, og derfor kan enkeltinterviewet sikre en større videnstilgængelighed. Trygheden kan dog også være en decideret præmis for at kunne gennemføre interview. Dette oplevede vi, da to af vores informanter lagde op til at blive interviewet sammen. De to informanter er en del af crewet, og derfor mente vi, at de ville være ekstra utrygge i forhold til at skulle udtale sig om kriminelle forhold. Vi vurderede, at ønsket om at blive interviewet sammen var udtryk for denne utryghed, hvorfor vi gennemførte et duointerview. Interviewguide Vi har udarbejdet interviewguiden i direkte relation til forskningsspørgsmålene. Hvor disse søger en forklaring på et fænomen, er spørgsmålene i interviewguiden snarere rettet mod at opnå en beskrivelse af fænomenet. Interviewguidens form er semistruktureret, idet vi er interesserede i at spore interviewet ind på vores i forvejen valgte teori, men samtidig ønskede vi, at der skulle være plads til at forfølge emner, vi ikke på forhånd havde taget højde for (Polkinghorne 1989: 49; B11). Observationsfokus Observationsstudier anvender vi som supplement til interview. Herved kan vi forstå de aspekter af et fænomen, informanterne i interview kan have svært ved at italesætte (Mason, 2002: 85). Dette er vores primære motivation for at benytte observationer i vores undersøgelse. I den indledende fase benytter vi dog, jævnfør vores videnskabsteoretiske overvejelser, observationerne som indgangsvinkel til feltet. Dog har vi været opmærksomme på risikoen for, at vores indledende observationer kan gøre os blinde for andre mulige retninger for vores undersøgelse (Hastrup 2005: 46). Denne udfordring bliver uddybet og diskuteret i næste afsnit. Mason betoner vigtigheden af at være bevidst om sit observationsfokus (Mason, 2002: 89). Vores observationsfokus har i nogen grad taget afsæt i vores kultursociologiske teori snarere end at lade empirien tale fuldstændig for sig selv. Vi har altså på forhånd valgt at stille skarpt på en række elementer i vores felt, og dermed er risikoen for, at de indledende observationer styrer resten af vores fokus, ikke af afgørende karakter. Dog er det afgørende at være opmærksom på, hvordan vores teoretiske fundament i samspil med vores epistemologiske standpunkt påvirker observationsfokusset. 16/51
I kraft af vores kultursociologiske teori er vores observationsfokus rettet imod bestemte ritualer, stemninger og generelle udtryk for samhørighed. I praksis betyder dette, at vi har holdt øje med, hvornår Gruppen-deltagere udviser en adfærd, der er væsentlig i forhold til vores teoretiske fundament - eksempelvis humør, blik og interaktioner. Pointen er, at vi på forhånd har haft en idé om, hvilke observerbare fænomener, der er mest relevante for vores undersøgelse. Denne idé har samtidig fordret, at vi har været aktive og strukturerede i vores observationer, hvorved vi har undgået risikoen for blot at være til stede uden at indsamle brugbar empiri (Mason 2002: 89). Et velstruktureret observationsfokus har ligeledes været nødvendigt, idet de udvalgte observationslokationer omfatter store områder med mange mennesker. I forlængelse heraf er det oplagt at diskutere, i hvilken grad vi har deltaget i vores observationer. Diskussionen tager afsæt i, at den fuldstændigt neutralt observerende forskerrolle sjældent kan antages i praksis (ibid: 92). Derfor har vi vedkendt os en grad af deltagelse. Denne deltagelse er legitim, idet vi som fænomenologer finder det oplagt at opleve og føle på egen krop. Vi har dog haft in mente, at vores oplevelser af feltet har været påvirket af vores tilstedeværelse og derfor aldrig vil fremstå naturlige (ibid: 92). Vi mener dog, at vi i meget lav grad påvirker feltet. Vi har ikke oplevet at blive bemærket som udefrakommende i nævneværdig grad, hvorfor vi kan antage, at den sociale interaktion på feltet i vid udstrækning pågår upåvirket af vores tilstedeværelse. Derfor kan vi med rimelighed formode, at vores tilstedeværelse ikke har haft væsentlige implikationer for den viden, vi kan uddrage fra feltet. Mødet mellem forsker og felt Ved mødet med vores felt havde vi en forestilling om, at der kunne være visse komplikationer. Vi ikke eksperter i biler, og vi havde samtidig ikke megen viden om, hvordan hele arrangementet foregår. Derfor antog vi, at der ville være en stor kløft imellem feltet og os, som kunne besværliggøre observationerne, da vi kunne risikere at falde uden for fællesskabet (B10). Arrangementets opbygning gjorde dog denne bekymring ubegrundet. Det viste sig som en fordel, at deltagerne først mødes på Mødestedet for at snakke og dernæst kører videre. Vi cirkulerede naturligt på Mødestedet, hvilket skabte tryghed for os i forhold til det fremmede felt, samtidig med 17/51
at den sociale interaktion på feltet som før nævnt umiddelbart kunne pågå uden vores påvirkning. Vi har dog skullet være påpasselige med at falde for meget ind i feltet, da dette kunne skade vores observationer. Vi har måtte tage os i agt for at bevare en objektiv distance til feltet for at undgå for megen subjektivitet i observationerne (Andersen 2005: 61). Samtidig kan man dog sige, at man ved en fænomenologisk tilgang til feltet søger at opnå insiderviden fra de implicerede. Dette gør sig også gældende i vores undersøgelse, da de forhold, vi har søgt viden omkring, kan være uudtalte. Derfor har der været behov for i nogen grad at komme ind i kulturen, da vores forståelse af feltet ellers ville være for distanceret (ibid: 62). Der har dog uden tvivl været nogle, der har bemærket vores anderledes påklædning og mangelfulde viden om biler og derudaf sluttet, at vi ikke hører til i Gruppen og ikke kommer der på regulær basis. På baggrund af Gruppens størrelse kan man dog argumentere for, at sandsynligheden for, at vi har påvirket feltet som en helhed, er minimal. Sampling Sampling, eller udvælgelse af informanter og observationssteder, er afgørende for sammenhængen mellem forskningsspørgsmål og empiri, altså mellem det vi ønsker at undersøge, og hvad vi rent faktisk undersøger (Mason 2002: 132). En hensigtsmæssig sampling kan styrke vores mulighed for at kunne udtale os generelt om gaderacekulturen, hvilket betyder, at samplingen er afgørende for hele undersøgelsens generaliserende validitet. Ovenstående har vi forsøgt at imødekomme ved løbende at være opmærksomme på, at de forhold, vi har valgt at observere, og de informanter, vi har udvalgt, har direkte relevans for vores forskningsspørgsmål. På den måde er vores teoretiske fundament styrende for, hvordan vi har indsamlet empiri - vi har altså udført strategisk sampling (ibid: 124). Vi har kun været interesseret i informanter, der igennem længere tid har deltaget i Gruppen hyppigt. Dette minimumskriterium har vi opstillet, idet det har været nødvendigt at interviewe personer, der har deltaget i gaderace i så stort et omfang, at de kan italesætte deres oplevelser (Polkinghorne 1989: 47). Samtlige af vores informanter har altså været aktive i Gruppen i længere tid. Størstedelen af dem skabte vi kontakt til, første gang vi observerede. En enkelt kontaktede vi på Facebook, og en anden blev vi 18/51
introduceret til igennem de informanter, vi havde taget kontakt til under vores observationer. To af vores informanter er desuden en del af crewet. De steder, vi har valgt at observere, har ikke været lige så nøje udvalgt, idet feltet kun rummer Mødestedet og de hemmelige racespots. Vi kunne selvfølgelig have valgt en anden gruppe gaderacere, der mødes et andet sted i Danmark, men vores formodning er, at Gruppen, i kraft af dens brede tilslutning, indeholder alle de elementer af gaderacekulturen, vi finder interessante. Vi har også været opmærksomme på udfordringen i ikke kun at opsøge empiri, der kan bekræfte vores forskningsspørgsmål (Mason, 2002:124). Derfor fandt vi både en informant, der intet har at gøre med crewet, samt en informant, der i nogen grad tog afstand fra dette arrangørkorps. Vi antog, at vores informanter fra crewet er opslugt af fællesskabet, og derfor er det relevant at opsøge informanter med en større distance hertil. Det skal her understreges, at samplingstrategiens formål ikke er at opnå et repræsentativt billede af vores felt, men blandt andet er en måde at sikre, at vores forskningsspørgsmål bliver udfordret for derved at styrke undersøgelsens generaliserende validitet (ibid: 124). Dette forhold bliver yderligere behandlet i vores afsluttende metodeovervejelser. Om end vi har samplet strategisk, har det været svært at beslutte, hvor mange informanter og observationsstudier undersøgelsen kræver. Vi forstår sampling som en fortløbende proces, der først bringes til ende, når empirien når sit mætningspunkt (ibid: 134). Empiriens mætningspunkt kan betragtes som en abstrakt størrelse, men har vi valgt at afslutte samplingen på det tidspunkt, hvor vi ikke har kunnet drage ny viden ud af empirien. Hvad angår vores enkeltinterview indtraf dette tidspunkt, da vi oplevede, at flere af de temaer, vi behandlede, blev italesat på samme måde. Vores observationer afsluttede vi, da vi ikke mente at kunne finde nye relevante observationsobjekter samtidig med at de samme mønstre gentog sig. 19/51
Etiske overvejelser Vi vil i det følgende redegøre for vores stillingtagen til de etiske problemstillinger, vi mener er relevante for undersøgelsen. Anonymisering Anonymisering af personligt identificerbare oplysninger er pålagt sociologen jævnfør ASA s 12 Code of Ethics, og vi anser dette for centralt, idet vi beskæftiger os med et felt på kanten af loven (ASA 1999: stk. 11). En mangelfuld anonymisering kan potentielt kompromittere hele kulturen omkring Gruppen, hvorfor vi naturligvis har været ekstra påpasselige. Gruppen af mennesker, der mødes i forbindelse med gaderacet har vi blot kaldt Gruppen. Herudover har vi anonymiseret personer, biler og geografiske placeringer. Hvad angår personlige pseudonymer, har vi anvendt almindelige navne, som er i overensstemmelse med informanternes køn. Vi har ligeledes anonymiseret biler i Gruppen. Mange af bilerne er relativt genkendelige nogle af dem findes kun i få eksemplarer. Vi anvender derfor pladsholderen [bil]. Dette sker ligeledes af hensyn til vores informanter. I Gruppen er mange kendt ved deres biler man er altså ham med den sorte Escort eller lignende, hvorfor vores informanters anonymitet er afhængig af deres bilers. Sidst har vi anonymiseret geografiske placeringer. Dette sker dels i overensstemmelse med praksis i Gruppen, hvor kun Mødestedet er kendt og kommunikeres offentligt. Vi har yderligere valgt at anonymisere Mødestedet af hensyn til Gruppens fortsatte virkemulighed. Gruppens forskellige racespots har vi også anonymiseret i højest mulig grad. Vi anså anonymiseringen af geografiske placeringer for særdeles væsentlig, idet der her er størst risiko for at kompromittere vores felt. Informeret samtykke ASA beskriver informeret samtykke som et basalt etisk princip, der skal overholdes, når man inddrager mennesker i en undersøgelse. Pointen med informeret samtykke er, at informanterne opnår viden omkring undersøgelsen, da de derved har overblik over, 12 American Sociological Association 20/51
hvilke konsekvenser deres deltagelse kan have (ASA 1999: stk 12). Derfor er alle vores informanter blevet præsenteret for undersøgelsens formål forud for interviewsituationen. Ligeledes er de blevet informeret om, at interviewet optages. Vi anser dette som væsentligt i denne undersøgelse, da vi beskæftiger os med nogle mennesker, der begår ulovligheder. De skal derfor have mulighed for at kunne vurdere, hvilke konsekvenser deres deltagelse kan have. I forbindelse med vores observationsstudier har det ikke været muligt at opnå informeret samtykke med alle de deltagende, da vi ikke har kunnet gå rundt til hver enkelt person og fortælle, hvad vi laver. Dette er dog ikke noget problem, da vores observationsstudier har foregået på offentlige steder (ibid: 12.01c). Ydermere har vi opnået informeret samtykke fra personer, der er en del af arrangørkorpset for Gruppens arrangementer. Vi vurderer, at deres samtykke er væsentligst, både idet de påtager sig den største risiko ved at organisere arrangementerne, og idet de, qua deres rolle som talspersoner, kan repræsentere resten af deltagernes holdninger. Lovovertrædelser Idet et centralt aspekt i vores felt, gaderacet, indeholder systematisk overtrædelse af færdselsloven, må vi overveje vores stillingtagen i forhold til disse lovovertrædelser (Mason 2002: 79). Under vores observationer måtte vi acceptere at se igennem fingre med lovovertrædelserne. Dette har vi gjort med argumentet om, at selve gaderacet er en væsentlig del af kulturen omkring Gruppen, og at bruddet med loven i sig selv er et element i vores analyse. Vi var dog enige om at holde os på den tilladte side af færdselsloven, når vi i forbindelse med vores observationer selv kørte i bil. Hermed kunne vi risikere at sakke bagud og blive væk fra Gruppen, men denne bekymring viste sig ubegrundet, idet vi fint kunne følge med. I det følgende afsnit vil vi præsentere vores databehandlings- og analysestrategi og give en kort informantpræsentation, for dernæst at kunne begive os ud i selve analysen. 21/51
Forarbejdende manøvrer Databehandling I dette afsnit vil vi beskrive, hvordan vores interview er transskriberet, hvordan vores feltnoter er dannet og hvordan denne empiri er blevet kodet. Transskription er en oversættelse fra tale- til skriftsprog, og derfor er måden, hvorpå der oversættes afgørende for det empiriske produkt (Kvale et al. 2008: 202ff). Vi har efterstræbt en høj grad af præcision, idet vi ønsker at være tro mod vores informanters beskrivelse af deres sociale verden. Derfor er alle fyldord, pauser og afbrydelser markeret i vores transskriptioner (B13). Inden kodningsprocessen blev igangsat, udarbejdede vi en oversigt over temaer der er relevante for analysen. Idet temaerne, vi kodede ud fra, tager udgangspunkt i vores forskningsspørgsmål, har vi været opmærksomme på ikke at udelukke andre tolkninger af empirien. Kodningskategorierne blev derfor løbende tilpasset empirien, og derfor er de oprindelige kategorier ikke de samme som dem, der fremgår af vores endelige kodetræ. Vi har dog gjort brug af, hvad Mason kalder for cross-sectional coding, hvor de samme koder bruges til al empiri (Mason 2002: 150f). Denne metode skabte overblik over vores empiri, således at vi kunne analysere de enkelte temaer ud fra samtlige interview og feltnoter (ibid: 152f). Vores feltnotestrategi udformede sig ved kronologisk at beskrive de to aftener, vi deltog i Gruppens aktiviteter. Kronologien hjalp os til at huske, hvad vi havde lagt mærke til og notere dette på nøjagtig vis. Idet vi kun havde begrænset viden om feltet, lagde vi mærke til adfærdsmønstre, der for den gængse Gruppen-deltager kan fremstå selvfølgelige. Denne basisbeskrivelse af feltet er nødvendig for også at kunne identificere adfærdsmønstre, der enten er afvigende eller særligt relevante for vores undersøgelse (Wolfinger 2002: 91). Analysestrategi Forud for analysen har vi overvejet, hvilken strategi vi skulle analysere ud fra. Formålet med dette er at sikre en præcis måde at behandle det udvalgte empiri og i forlængelse heraf konsolidere vores undersøgelses validitet. 22/51
Som fænomenologer er det naturligt at efterstræbe en bogstavelig læsning af data. En sådan læsning lader sig dog i praksis aldrig gøre, idet vores viden om den sociale verden er formet af, hvordan vi ser den (Mason 2002: 149). I overensstemmelse med vores hermeneutisk-fænomenologiske udgangspunkt vedkender vi os således en vis grad af fortolkning i forhold til læsningen af vores data. I kvalitative studier er det ikke umiddelbart oplagt at måle en undersøgelses reliabilitet (ibid: 187). Vi vælger derfor at bruge udtrykket præcision, hvilket vi tilsigter i vores analyse. Det kommer dels til udtryk i den måde, vi knytter bestemte dele af vores teori til bestemte citater og dels i vores forsøg på tydeligt at vise, hvordan vi argumenterer i de forskellige dele af analysen. Yderligere har vi i vores udvælgelse af citater været opmærksomme på kun at vælge citater med en kvalitativ gyldighed. Dette forstår vi ved løbende at spørge os selv, hvorvidt citaterne kunne kvantificeres. For eksempel er det ikke et forstærkende, kvalitativt argument i sig selv, når en pointe går igen i flere af vores interview (ibid: 184). Informantpræsentation Navn Deltagelsesgrad og motivation Samplet Anne John Claus Kasper Rasmus Deltog i Gruppens arrangementer hver fredag og lørdag da hun var yngre, men kommer der nu kun en gang imellem. Kører ikke selv gaderace, men deltager som tilskuer. Motiveret af stor interesse for biler. Deltager hver fredag og lørdag men kører sjældent med ud til selve racespottet. Har været en del af Gruppen i mange år. Motiveres af stemningen og muligheden for at dyrke sin bilinteresse på Mødestedet. En del af Gruppens crew. Har haft tilknytning til Gruppen i en del år. Kører ikke selv race men er med til alle arrangementer. Claus oplever på baggrund af sin position i crewet at blive genkendt af tilfældige uden for Gruppen-regi. En del af Gruppens crew. Mindre synlig end Claus. Til selve gaderacene deltager han primært som tilskuer og racer ikke selv. Er med til størstedelen af Gruppens arrangementer. Kommet til Gruppens arrangementer hver weekend i en del år. Kommer sjældent på Mødestedet som en af de første. Er blandt dem, der kører meget race på racespottet. Kontaktet privatbesked via på Facebook da hun er aktiv på Gruppens side. Kontaktet på Mødestedet. Kontaktet på Mødestedet. Kontaktet på Mødestedet. Kontankt arrangeret af Claus. 23/51
24/51
Analyse Vi vil i det følgende afsnit analysere vores frembragte empiri med henblik på besvarelse af vores problemformulering og forskningsspørgsmål. Indledningsvis vil vi analysere og diskutere, hvordan gaderacekulturen kan anskues som et neo-tribalt fællesskab. Dernæst vil vi tage fat i oplevede højdepunkter som centralt aspekt i gaderacekulturen og relatere disse til neo-stammens ritualer og symboler. Vi vil hernæst inddrage Baumans sansejægerbegreb som supplerende perspektiv. Derpå vil vi anskue højdepunkterne i Gruppens møder i lyset af Collins interaktionsritualteori for at indføje et individperspektiv på gaderacekulturen. Til slut vil vi opsummere og diskutere Maffesolis og Collins forklaringskraft i forhold til gaderacekulturen som subkultur. Gruppen som neo-stamme I denne del vil vi først vurdere, på hvilke måder Gruppen har neo-tribale træk, og hvordan den opretholder sig selv gennem hemmeligholdelse og solidaritet. Herefter udfordrer vi karakteristikken af Gruppen som neo-stamme ved et alternativt syn på fællesskabet, der fremgår af vores empiri. I det følgende tegner vi et billede af Gruppen som et afindividualiseret, præsenteistisk smagsfællesskab. Vi identificerer disse tre karakteristika i vores empiri og beskriver desuden, hvordan Gruppen udøver en udirigeret væren-sammen, og hvordan den opretholder sig selv gennem hemmeligholdelse og solidaritet. Et fællesskab af bilnørder Neo-stammerne kan karakteriseres som midlertidige samlinger af mennesker, som er fælles om at dyrke specifikke udtryk, former eller smag (Wøldike 2007: 14). Netop den specifikke smag anser vi for at være et centralt karakteristikum for Gruppen. Den specifikke smag er interessen for biler. Claus udtaler: Alle holder af det samme. Alle koncentrerer sig om at se på hinandens biler, kigge på bilerne, og når vi er ude på stederne koncentrerer folk sig om kun at se ræs. Og så bilerne Hvem der kommer først ned Alle går op i det samme. (B2: Claus & Kasper: 20) 25/51
Claus oplever her, hvordan han i Gruppen er en del af et fællesskab, som holder af det samme, altså har samme smagspræference. Ligeledes mener John, at Gruppen reelt er det eneste samlingssted for bilinteresserede i Danmark, og Rasmus italesætter, at temaet for Gruppens møder er at se og køre race (B4 John: 33; B2 Rasmus: 15). Rasmus fremhæver, hvordan den fælles interesse betyder noget for hans oplevelse, når han fortæller om adfærden til selve racet: når der kommer sådan nogen lidt specielle biler ( ) jamen så tager folk bare vandring op mod bilen, så står de i tre-fire rækker, nogen gange der må jeg ( ) åbne døren, stå på dørtrinnet af bilen og så kigge, så jeg strækker sådan 30-40 centimeter op over hovederne så jeg kan se, hvem der eventuelt vinder, og det er fedt sådan noget. (B2 Rasmus: 14). Rasmus oplever altså her smagsfællesskabet udfolde sig gennem skærpet opmærksomhed omkring de specielle biler. Dette smagsfællesskab var ligeledes noget, vi noterede os under vores besøg i felten (Feltnote 1; Feltnote 5). For Anne bidrager det til en fed oplevelse, at deltagerne i Gruppen er ens : alle er bare på samme niveau. Et eller andet sted er det lige meget med økonomisk grundlag. Vi er sgu bare ens et eller andet sted. Det er ret fedt. (B1 Anne: 2) Ens forstår vi her som delende en smagspræference, men Anne refererer herudover til, at det eksempelvis er lige meget med økonomisk grundlag. Anne har altså indtryk af, at smagsfællesskabet er uafhængigt af overordnede sociale differentieringsfaktorer, her eksemplificeret ved økonomiske forskelle. Gruppen som præsenteistisk fristed Dette bringer os videre til et andet centralt karaktertræk ved gaderacekulturen som neo-tribalt fællesskab, nemlig præsenteismen. Maffesoli beskriver, hvordan neostammens raison d être er det, der er kollektivt nærværende og præsent, mens den afviser politiske projekter og finalitet (Maffesoli 1996: 75). Vi bemærker i høj grad præsenteismen udfolde sig i Gruppen, blandt andet når vores informanter italesætter deres oplevelser og følelser omkring Gruppens sammensætning. Rasmus fortæller os, at han i Gruppen falder i snak med personer, han normalt ikke kommer i snak med. Han 26/51