Henrik Lundbak: Nordværk en tysk rustningsfabrik i Danmark 1943-44

Henrik Lundbak: Nordværk en tysk rustningsfabrik i Danmark 1943-44 En forårsdag i 1993 blev jeg på mit arbejde på Frihedsmuseet ringet op af en dame, som fortalte, at der i nærheden af det sted, hvor hun boede, tæt ved Østre Anlæg i København, var sat en lejlighed til salg. Lejligheden havde under besættelsen været beboet af en jødisk familie, og damen havde nu fra ejendomsmægleren hørt, at den var indrettet med to hemmelige rum, hvor familien havde kunnet gemme sig, såfremt de hørte tyskerne på trappen. Hun mente, at det måtte være af interesse for Frihedsmuseet at fotografere disse rum, inden en ny ejer evt. lod dem fjerne. Det kunne jeg jo kun være enig i, og via en beboer på den pågældende adresse, som samtidig viste sig at være ejer af ejendommen, fik jeg lejlighed til at se de hemmelige rum og fotografere dem. Det ene af rummene var bygget ind i sidepillen til en trappe, der førte til loftsetagen ovenover. Et voksent menneske kunne stå oprejst inde i det og lukke det med en aftagelig plade, der havde håndtag på indersiden. Når pladen sad på, ville ingen tænke på, at der var et rum inde bagved. Det andet rum var inde under samme trappe, bag et indbygget skab, hvis bagstykke var hængslet i den ene side, så det kunne svinge bagud med hylder og det hele. Pladsen bagved var trang. Umiddelbart opfattede jeg det som skjulested for børn, men som det vil fremgå nedenfor, var det nok forkert. Der var nemlig noget ved historien, der ikke passede. Da jødeforfølgelserne kom i 1943, flygtede de jøder, der undgik arrestation, som bekendt til Sverige, hvilket også gav en langt større sikkerhed, end man kunne have opnået ved at forblive i skjul i Danmark. En undersøgelse via folkeregistret og telefonsamtaler med nogle af de tidligere beboere af lejligheden afslørede da også, at den jødiske familie, der havde boet på adressen, først var flyttet ind i 1947. Fra marts 1944 havde den derimod været beboet af en sagfører, der var den ene af ejerne bag værnemagervirksomheden Nordværk. 1 Hvad formålet med de hemmelige rum var, fremgår indirekte af sagførerens forklaring til politiet, efter at han var blevet anholdt i forbindelse med retsopgøret: "Den 4. september 1944, kort efter at jeg var mødt på kontoret om morgenen, henvendte to unge mænd sig på forkontoret, idet de angav at ville tale med mig om en ejendomshandel. Da den ene trak en pistol frem og sigtede på mig, sprang jeg på ham og under den påfølgende kamp 'holdt den anden personalet op'. Det lykkedes mig at vælte dem over mod hinanden og selv at slippe ind på fuldmægtigens kontor, trække en bogreol for døren, slå en stor spejlglasrude til gaden itu og råbe om hjælp, hvorefter de to mænd løb deres vej... Sagen blev anmeldt til politiet, og da de to unge mænd havde efterladt en mappe på 1

mit kontor indeholdende bl.a. en plan over alle kontorlokalerne med mit navn indtegnet tilligemed navnet på en ung mand, som formentlig også skulle likvideres, rådede kriminalassistent A. mig til at 'gå under jorden', og min familie flyttede derefter til Ribe... I november 1944 skulle attentatet have været gentaget, men da de pågældende opdagede, at det var en forkert person, de havde for sig - en overassistent M., der kom ud fra ejendommen jeg boede i - lod de ham gå." 2 Det store rum i lejligheden har været et skjulested, sagføreren kunne benytte, hvis modstandsfolk trængte ind i lejligheden for at likvidere ham. Trappen til loftsetagen var blevet bygget som en flugtvej. Og pludselig passede også en oplysning, jeg havde fået ude på adressen: At entredøren engang havde været pansret. At foranstaltningerne ikke var overdrevne, godtgøres ikke kun af sagførerens egen forklaring. Hans kompagnon, en direktør Due Petersen, slap nemlig ikke med skrækken. I det illegale Information for d. 25. november 1944 kan man læse: "Som omtalt i INF i går fandt nogle arbejdere fra et nærliggende snedkerværksted ved 9-tiden om formiddagen en bil, der stod på tværs af kørevejen ved hjørnet af Hvidovrevej og Køgevej. I første omgang troede man, der var sket en ulykke, da bilen var tørnet mod en lysmast, men en nærmere undersøgelse viste dog hurtigt, at passagererne i bilen var blevet beskudt. En var dræbt, 2 såret og en dreng på ca. 13 år var blevet såret let af glassplinter og havde fået et chok. Det viser sig nu, at den dræbte, der var vognens fører, var direktør Due Petersen... medens de to hårdtsårede var ingeniør Dill... og direktør Due Petersens chauffør Jens R.... Drengen var Due Petersens søn." At værnemagere i den sidste krigsvinter kunne have grund til at frygte ikke alene for deres eget liv, men også for deres families, var nyt for mig. 3 Jeg måtte vide mere om, hvad Nordværk var for en virksomhed. Fra gasgeneratorer til Grossreparaturwerk BMW 801 Historien om Nordværk handler om udviklingen fra beskeden baggårdsindustri til en af besættelsestidens højest profilerede værnemagervirksomheder med 700 ansatte. 4 Det er samtidig historien om, hvordan de særlige muligheder under besættelsen forøgede hastigheden såvel som risikoen i en proces, som under normale omstændigheder kunne være forblevet en almindelig succeshistorie om to iværksætteres vej opad i erhvervslivet. De kontakter, der skulle føre frem til Nordværk, gik tilbage til virksomheden Jeko - eller Jeko Gen, som den oprindeligt hed - på Godthåbsvej på Frederiksberg. Jeko var blevet startet i 1940 af en 2

ingeniør Mørch og Due Petersen på sidstnævntes initiativ. Due Petersen var sønderjyde, og hans kone var tyskfødt, fra Duisburg, men opdraget hos adoptivforældre i Sønderjylland. Han havde haft arbejde i værktøjs- og maskinvirksomheden Schuchardt & Schütte indtil begyndelsen af 1932, hvorefter han havde gået arbejdsløs et års tid. Derefter havde han fået ansættelse i firmaet Nordisk Radio Industri, hvor han havde arbejdet sig op til en stilling som formand. Han havde her opfundet et trykknapsystem, som han havde fået patenteret, men dog tilsyneladende ikke opnået nogen væsentlig indkomst af. I 1940 var han 36 år gammel. Bekendtskabet med Mørch begrænsede sig til, at denne engang havde købt en radio af ham. Jeko skulle producere gasgeneratorer til biler efter en konstruktion, som Due Petersens svoger, en ingeniør Jeppesen i Kolding, var opfinder af. Jeko var egentlig navnet på Jeppesens firma, en sammentrækning af Jeppesen Kolding. De to stiftere havde ikke tilstrækkelig kapital, men fik en apoteker Møller til at skyde penge i produktionen. Det var her, sagføreren kom ind i billedet, idet han varetog apoteker Møllers interesser. 5 Sagføreren var 41 år gammel i 1940. Han havde som Due Petersen selv måttet arbejde sig frem. Han var startet som elev ved Statsbanerne og havde arbejdet her i 18 år samtidig med, at han gennemførte jurastudiet. Efter et år som sagførerfuldmægtig havde han etableret selvstændig forretning i 1936. En væsentlig del af sin indtægt fik han fra handel med og administration af ejendomme. 6 Allerede i løbet af foråret 1941 begyndte markedet for generatorer at stagnere, og for at kompensere herfor oprettede Jeko maskinværksted med produktion af presse-, stanse- og skæreværktøj. Due Petersen opsøgte den danske repræsentant for flymotorfabrikken BMW, ingeniør Elmar Dill, i kontorbygningen Vesterport for at forhøre sig om muligheden for at få tyske ordrer. De kom, og fra efteråret 1941 udgjorde de grundlaget for en ekspansion af skæreværktøjsafdelingen, således at virksomheden måtte leje yderligere lokaler i Smallegade. 7 Og det var endda kun begyndelsen. Efter nogen tid blev Due Petersen via ingeniør Dill opmærksom på en anden virksomhed: maskinfabrikken Nordropa på Finsensvej, 8 der havde BMW og en anden flymotorfabrik, Niederbarnimer Flugmotorenwerke, som sine største kunder. På Nordropa fremstilledes der bl.a. skovlhjul til flymotorer og møtrikker i stor stil. 9 Nordropa havde langt bedre lokaler end Jeko, der på begge sine adresser havde karakter af baggårdsindustri i ældre beboelseskvarterer. Nordropa derimod havde lejemål i en moderne fleretagers fabriksbygning, Industrigården, og desuden en filial i en ligeledes moderne bygning på Solbjergvej. 3

Nordropa var til salg, men Due Petersen havde ikke selv kapital til at finansiere en overtagelse. Han henvendte sig til sagføreren, som på sin side inddrog sin fuldmægtig, D., der var søn af en kollega fra sagførerens tid i Statsbanerne. Sammen stiftede de tre i marts 1943 aktieselskabet Nordværk med det formål at købe Nordropa. Aktiekapitalen var på 100.000 kr., fordelt med 50.000 til Due Petersen, 25.000 til sagføreren og 25.000 til sagførerfuldmægtigen. 10 Due Petersen blev direktør for den nye virksomhed. Ved samme tid blev ingeniør Mørch koblet ud af Jeko. Mørch overdrog sine aktier til Due Petersen og fik af Jeko overladt lokalerne på Godthåbsvej, hvor han indrettede automobilværksted. Sagføreren indtrådte i bestyrelsen af Jeko uden dog at erhverve aktier i virksomheden. 11 Det kunne tage sig ud som oplægget til en sammenlægning af de to virksomheder, som på produktsiden supplerede hinanden. Foreløbig udnyttede Due Petersen den dispositionsfrihed, han opnåede som eneindehaver af Jeko, til at flytte maskinerne fra Smallegade til de bedre lokaler på Finsensvej, hvor de to virksomheder imidlertid fungerede som adskilte enheder. 12 Men Nordværk skulle snart få en uventet chance for at ekspandere. De tyske industriordrer i Danmark blev placeret via myndigheden Rüstungsstab, som blev ledet af Kapitän zur See Walter Forstmann. 13 I Rüstungsstab havde man længe ønsket at inddrage firmaet General Motors i kredsen af leverandører til Værnemagten, specielt fordi det rådede over en nybygget og som følge af krigen uudnyttet montagehal mellem Rovsingsgade og Aldersrogade på Nørrebro. I marts 1943 blev General Motors stillet over for et ultimativt krav fra Rüstungsstab om enten selv at påtage sig at reparere flymotorer eller at udleje hallen til samme formål. 14 Da General Motors stillede sig afvisende, blev det den sidste mulighed, Rüstungsstab måtte arbejde videre med, og interessen samledes hurtigt om at få Nordropa til at påtage sig arbejdet. Under de indledende drøftelser i Rüstungsstab var man ikke klar over, at firmaet var blevet solgt til konsortiet bag Nordværk. Det blev først oplyst på et efterfølgende møde. I dette deltog også repræsentanter for BMW, som oplyste, at de påtænkte ordrer ville omfatte reparation af to forskellige motortyper: en, som ville kræve 500-600 timer pr. stk., og en, som ville kræve 1.000 timer. Man måtte regne med at skulle beskæftige ca. 1.000 mand. Montørerne mente man kunne skaffes blandt arbejdsløse bilmekanikere. Til arbejdet ville kræves ca. 30 værktøjsmaskiner, heraf nogle specialmaskiner, men den maskinelle bearbejdning ville være af mindre betydning end skylning og rensning med alkaliske rensemidler. 15 4

Due Petersen synes at have hilst det uventede tilbud velkomment, mens hans to nye kompagnoner var mere betænkelige. Tilsyneladende anså de satsningen for at være økonomisk risikabel. Da sagførerfuldmægtig D. nogle måneder senere trak sig helt ud af Nordværk, fik han dikteret til generalforsamlingsprotokollen, at han mente, at overenskomsten med BMW indebar for stor en økonomisk risiko, ligesom han fremførte, at "faren for sabotage og luftangreb måtte siges at være overhængende for en virksomhed som den i overenskomsten forudsatte". Endvidere hævdede han, at overenskomsten gik betydeligt ud over selskabets oprindelige formål. Due Petersen på sin side holdt på sin ret til som direktør at træffe sådanne dispositioner og truede med via ingeniør Dill at få BMW til at trække de specialmaskiner hjem, der allerede var udstationeret på det tidligere Nordropa. Desuden anførte han, at tyskerne ikke ville finde sig i, at aftalen blev væltet af "et par københavnske jurister". 16 Den 21. juni 1943 blev der så, efter afsluttende forhandlinger i München, som Due Petersen og sagføreren deltog i, skrevet kontrakt med BMW i henhold til bestemmelserne om "Auftragsverlagerung". 17 En sådan 'forlægning' af opgaverne var i overensstemmelse med den tyske rustningsminister Speers strategi for at øge rustningsproduktionen ved at lade udenlandske faglærte arbejdere producere i deres hjemlande frem for at hente arbejdskraften til Tyskland. 18 Ambitionerne fejlede ikke noget. Det endelige mål for samarbejdet var reparation af 500 motorer om måneden. Nordværk forpligtede sig til at leje GM's lokaler, som BMW så ville finansiere indretningen af. Nordværk skulle gradvist overtage disse indretningsudgifter i takt med afskrivningen af dem. Hver gang afskrivningskontoen nåede op på 100.000 kr., skulle beløbet fratrækkes BMW's betalinger til Nordværk for reparationer. Maskiner og specialværktøj blev stillet til rådighed af BMW, ligesom BMW leverede de nødvendige reservedele. Nordværk skulle med andre ord først og fremmest stille med arbejdskraften. Konstruktionen gjorde det muligt for partnerne bag Nordværk at opbygge en produktion, der lå langt ud over, hvad deres eget kapitalindskud gav grundlag for. En bestemmelse, som meget vel kan have bidraget til sagførerens og sagførerfuldmægtig D.'s betænkeligheder, fastsatte, at BMW havde ret til at annullere samarbejdet i tilfælde af "force majeure eller anvisning fra tyske myndigheder". Så totalt afhængig af samarbejdet med BMW, som Nordværk var ved at gøre sig, kunne en pludselig afbrydelse af dette dårligt undgå at slå benene væk under virksomheden, og i den situation ville aktiekapitalen formentlig gå tabt. Kontrakten med BMW gav mulighed for at tjene penge, så længe samarbejdet varede, men om nogen fremtidssikret investering var der ikke tale. 5

I Udenrigsministeriet blev initiativet opfattet som nævenyttigt, for det gik helt på tværs af den linie, man fra dansk side søgte at føre m.h.t. industrileverancer til Tyskland. At der skulle leveres til Tyskland for at få råvarer stillet til rådighed, var en selvfølge. Men fra dansk side blev der lagt vægt på, at ordrerne blev placeret efter forhandling mellem Udenrigsministeriets Kommitterede i Industrisager, Axel Odel, og Rüstungsstab, fordi man derved kunne sikre, at de tyske ordrer bidrog til at holde eksisterende virksomheder beskæftiget samt modvirke, at der fandt en forvridning sted af det danske produktionssystem for at tilgodese tyske interesser. 19 Nordværks kontrakt med BMW repræsenterede præcis det modsatte. For danske penge, stillet til rådighed for BMW over Nationalbankens clearingkonto, og med danske arbejdere opbyggedes en helt ny produktion, udelukkende i tysk interesse. Udenrigsministeriets negative holdning blev udtrykt ligeud af kontorchef Wassard på et møde i foråret 1944, hvor også repræsentanter for BMW var til stede, idet han da tilkendegav, "at det ikke var med glæde og ikke frivilligt, at man i sin tid var gået med til at financiere etableringen af fabrikken Nordværk, som han betragtede som en ren tysk krigsforanstaltning". 20 Tidligere i processen var et forslag fra sagføreren om, at den kommitterede kunne udpege en dansk ingeniør til at føre tilsyn med indretningen af GM's lokaler, kort blevet afvist af Odel med bemærkningen: "Den kontrol må De så selv påtage Dem og så indsende de specificerede regninger hertil til efterkalkulation." 21 Med lejemålet i General Motors' kompleks skulle det gå alt andet end glat. Da sagføreren mødte op til den første forhandling d. 9. april 1943, indledte GM's administrerende direktør Albin Madsen med at sige, at det ikke var frivilligt, man var gået med til at udleje en del af virksomheden, "men at det skete efter en henstilling fra Handelsministeriet, som man ikke kunne sidde overhørig". 22 Forhandlingerne foregik dog ellers i en høflig og saglig atmosfære, og en måneds tid senere var man nået frem til en detaljeret aftale om vilkårene for udlejning af den sydlige halvdel af montagehallen omfattende i alt 29.400 m 2 inkl. gårdareal for en samlet årlig leje af 838.096 kr. Der var kun ét problem tilbage: GM ville ikke afslutte kontrakten, med mindre de fik ryggen fri gennem et pålæg fra Udenrigsministeriet. 23 Et sådant pålæg følte Udenrigsministeriet, i betragtning af sin egen modvilje mod projektet, næppe nogen større trang til at give, men nu var Rüstungsstab ved at tabe tålmodigheden. Den 11. maj fremsendte kaptajn Forstmann en erklæring til GM om de vilkår, man var parat til at garantere for udlejningen af lokalerne. De svarede punkt for punkt til den allerede færdigforhandlede lejekontrakt. Hvis det ikke var godt nok for GM, så Rüstungsstab sig tvunget til at udvirke en tysk 6

beslaglæggelse. Forstmann forventede svar på sit brev ved et besøg hos GM samme eftermiddag. Forstmanns irritation er sikkert ikke blevet mindre af, at to af BMW's direktører samme dag var i København for at slutte kontrakt med Nordværk. 24 GM's direktion lod sig dog ikke kyse. De sendte sagen videre til Udenrigsministeriet, som et par uger senere efter forhandling med den tyske Rigsbefuldmægtigede kunne meddele, at man fra tysk side afviste at afstå fra den planlagte benyttelse af GM's lokaler. Udenrigsministeriets henvisning til tysk ubøjelighed var så tæt på et påbud fra en dansk myndighed, som GM kunne komme. GM gav sig og stillede lokalerne til rådighed, men ikke uden at spille bolden tilbage til Udenrigsministeriet. Nu ønskede man ikke længere at indgå en lejekontrakt og dermed blive part i sagen. Udenrigsministeriet måtte selv fastsætte det vederlag, som GM skulle have for at afstå sine lokaler - og som jo dårligt kunne tænkes at afvige meget fra den af GM selv forhandlede leje - og i øvrigt varetage GM's interesser over for Rüstungsstab. 25 Hvad angik samarbejdet mellem de tre partnere bag Nordværk blev skårene søgt klinket på den måde, at de d. 23. august 1943 stiftede et helt nyt aktieselskab, Teknoskan, som skulle overtage det tidligere Nordropas afdelinger på Finsensvej og Solbjergvej, sådan at Nordværk udelukkende ville komme til at beskæftige sig med reparation af flymotorer i GM's lokaler. Due Petersen skulle så købe sine to kompagnoner ud af Nordværk, og de ville overføre deres investering til Teknoskan, hvis aktiekapital ligeledes skulle være på 100.000 kr. 26 Det var en udtrykkelig betingelse i overtagelsespapirerne, at Teknoskan fortsat skulle kunne råde over de maskiner, der var udlånt af BMW, så der kan ikke i stiftelsen af det nye selskab læses nogen hensigt om at afskære sig fra tyske ordrer. Men en juridisk udskillelse af den økonomisk risikable motorreparation fra firmaets øvrige aktiviteter har formentlig kunnet begrundes også ud fra forretningsmæssige overvejelser. Teknoskan blev imidlertid aldrig realiseret. Forholdet mellem Due Petersen og sagførerfuldmægtig D. var blevet så dårligt, at der allerede i oktober blev indgået aftale om, at Due Petersen skulle købe D. ud også af Teknoskan. 27 Men igen havde Due Petersen ikke den kapital, der skulle til for først at købe sine partnere ud og dernæst indskyde penge i et nyt selskab. Derfor blev det i første omgang ikke Due Petersen, men sagføreren, der kom til at overtage D.'s aktier i Nordværk, således at han og Due Petersen kom til at eje hver halvdelen af virksomheden. 28 Ydermere blev Due Petersens del af aktiekapitalen i Teknoskan ikke indbetalt, og i maj 1944 opgav man at få firmaet registreret. 29 Juridisk forblev det oprindelige Nordropa således en del af Nordværk, men reelt blev det drevet som en selvstændig virksomhed. 7

Disse trakasserier har primært interesse, fordi Due Petersens to partnere ved politiafhøringerne efter befrielsen hævdede, at denne havde lovet i forbindelse med oprettelsen af Teknoskan at indfri et løfte afgivet allerede i forbindelse med overtagelsen af Nordropa om at afvikle de tyske ordrer og optage en produktion af køleskabe. Umiddelbart tager dette sig ud som et noget søgt defensorat, men det blev efter befrielsen bekræftet af medarbejdere fra virksomheden - bl.a. Due Petersens svoger, den tidligere omtalte ingeniør Jeppesen, der var idemanden bag konstruktionen af skabene - at der i 1943 var blevet oprettet tegnestue og fremstillet ti prøveskabe af stål. Så sent som i sommeren 1944 var der blevet opstillet kalkulationer. De samme personer erklærede dog, at det ikke ville have været muligt under krigen at få materialer, bl.a. kobber, til en egentlig produktion. 30 Planlægningen af køleskabsproduktionen giver således adskilligt bedre mening, hvis den fandt sted som forberedelse til en omstilling af virksomheden i forbindelse med overgangen fra krig til fred, hvor ordrerne fra den tyske flyvemaskineindustri selvfølgelig ville falde væk. Men netop derfor er den interessant, dels fordi det forhold, at man allerede i 1943 foretog en sådan planlægning, afspejler en forventning om, at krigen ville slutte hurtigere, end den faktisk gjorde, men også fordi den indikerer, at man, skønt den almindelige forventning i stigende grad gik i retning af en allieret sejr, ikke forestillede sig et retsopgør med kriminalisering af det økonomiske samarbejde og inddragelse af fortjenester. Nordværks lejemål i GM's monteringshal kom til at gælde fra d. 1. juli 1943, men der forestod en del klargøringsarbejde af lokalerne, før produktionen kunne sættes i gang. Sagføreren påtog sig at være tilsynsførende ved indretningsarbejdet, og da han tilbragte mere tid dagligt på fabrikken end Due Petersen, opnåede han snart en uofficiel status som administrativ leder af virksomheden. BMW indsatte en tysk ingeniør, Wilhelm Hartmann, som teknisk tilsynsførende med produktionen. 31 Ud over indretningen af GM's fabrikslokaler skulle der opføres et antal prøvestande uden for byen, hvor de færdigreparerede motorer kunne startes og bremseprøves. Valget endte med at falde på den militære flyveplads ved Avedøre, hvor der blev opført ti prøvestande. 32 De samlede indretningsudgifter, inkl. opførelsen af prøvestandene, kom til at beløbe sig til knap 2,9 mill. kr. 33 Efter at 5 ingeniører og 22 mestre og undermestre havde gennemgået en 10 ugers uddannelse hos BMW i München, 34 synes man hen mod slutningen af 1943 at have været klar til at påbegynde den egentlige reparationsvirksomhed, 35 og formentlig i den anledning ansattes grev Harald Holstein pr. 15. november som direktør for virksomheden. Holstein havde en bred international erfaring som 8

ingeniør, men samarbejdet med Due Petersen, der af stort set alle involverede beskrives som meget egenrådig, gik ikke, og allerede efter ca. 2 måneders forløb blev grev Holstein fyret. 36 Kontroverserne omkring virksomhedens ledelse var formentlig en af de "tekniske og forvaltningsmæssige vanskeligheder", der udgjorde baggrunden for, at BMW i begyndelsen af 1944 forlangte en genforhandling af kontrakten. I et tillæg underskrevet i København d. 27. januar 1944 efter forhandling mellem Due Petersen og sagføreren på den ene side og tre direktører fra BMW blev Due Petersen reelt tvunget til at afgive den tekniske ledelse til ingeniør Hartmann. Due Petersen bevarede dog titel af direktør og skulle yde driftsledelsen, dvs. Hartmann, "støtte ved ordning af vanskelige forretningstilfælde, i særdeleshed ved samkvem med danske myndigheder og kontorer". Med det formål at sikre "dannelsen af en efter danske og tyske grundsætninger reglementeret administration" overgik den merkantile ledelse af firmaet til sagføreren, som på sin side ville modtage "understøttelse" af lederen af BMW's nyoprettede Verbindungsstelle på virksomheden, revisor Oscar Kolk. 37 Det var en kraftig begmand til Due Petersen, som bl.a. havde sin baggrund i, at han i september 1943 - uden at informere hverken sagføreren eller ingeniør Hartmann - havde lånt 70.000 kr. af Nordværks kasse til finansiering af købet af en ny ejendom i Ryesgade til sin egen virksomhed Jeko. 38 Den ro om ledelsen, der hermed var opnået, holdt dog kun kort. Den 13. marts 1944 sendte sagføreren et brev til Due Petersen, som tydeligt genspejlede, at han havde mistet både tilliden til og tålmodigheden med sin kompagnon. Der fremførtes en lang række kritikpunkter rækkende fra tvivl om hæderligheden af Due Petersens økonomiske dispositioner via irritation over hans trang til selv at træffe alle afgørende beslutninger, skønt han kun i minimalt omfang orienterede sig om virksomhedens forhold, til hans private brug af firmaets personbil, i hvilken forbindelse sagføreren angav at ville betragte det som "en god spøg", når Due Petersen henviste til sin "fredelige natur" i forbindelse med en påstand om ikke at ville skabe strid. Essensen i sagførerens standpunkt sammenfattedes i en erklæring om, at han ikke ønskede "at have prokura i noget selskab, som du er direktør for". Han havde desuden arrangeret formalia med henblik på at udtræde af bestyrelsen for Due Petersens eget selskab Jeko. I sit svar en uge senere foreslog Due Petersen - ikke overraskende - at de ophævede deres forretningsfællesskab. 39 Stillet over for denne nye situation ønskede BMW selv at overtage driften af Nordværk som Frontreparaturbetrieb. 40 Det ville have indebåret, at arbejderne blev ansat direkte af Værnemagten og samtidig unddraget de danske bestemmelser om lønkontrol og begrænsning af overarbejde. 9

Bedriftsledelsen ville således blive fri for såvel de danske myndigheders som fagforeningernes indblanding, og man ville kunne motivere arbejderstyrken til en forøget arbejdsindsats gennem betaling for overarbejde. 41 Ingeniør- og mesterstillingerne skulle besættes med BMW's egne folk fra München. Af BMW's direktør Brenner fik sagføreren i fortrolighed forelagt en erklæring, som det månedslønnede personale skulle underskrive, hvorved de blev underlagt tysk jurisdiktion. Sagføreren valgte imidlertid at gøre personalet bekendt med erklæringen og anbefalede Due Petersen straks at opsige det månedslønnede personale kollektivt, efter sammenhængen for at friholde Nordværk fra de økonomiske konsekvenser af den personaleflugt, der måtte forventes. Den følgende dag blev han afhentet af Hartmann til et møde med en meget ophidset direktør Brenner, der truede med krigsret, eller som det udtrykkes i sagførerens beretning efter krigen: "Direktør Brenner var ganske urimelig og slet ikke til at have med at gøre." 42 Vigtigere end sagførerens modstand var det dog utvivlsomt, at også Udenrigsministeriet strittede voldsomt imod. Planerne havde tilstrækkelig principiel betydning til, at de blev inddraget i de kvartalsmæssige dansk-tyske regeringsudvalgsforhandlinger d. 12.-15. april 1944. 43 Bekymringen på dansk side var, at håndhævelsen af lønkontrolloven og overarbejdsloven i forhold til andre virksomheder ville blive illusorisk, hvis en stor virksomhed som Nordværk uhindret af disse begrænsninger kunne tiltrække arbejdskraft ved at tilbyde bedre akkorder og betalt overarbejde, og at fagforeningernes indflydelse tilsvarende ville blive generelt svækket, hvis arbejdsstyrken på Nordværk om ikke formelt så dog i realiteten blev gjort til Wehrmachtsangehörige. Fra dansk side signaleredes, at man var ligeglade med, om den reelle ledelse overgik til BMW s repræsentanter, når blot Nordværk formelt forblev et dansk aktieselskab underlagt dansk lovgivning. Spørgsmålet blev foreløbig sendt til intern tysk drøftelse hos den Rigsbefuldmægtigede. Kontorchef Wassard rundede den langstrakte og noget ophidsede drøftelse af med at minde om, at der leveredes betydelige varemængder fra Danmark til Tyskland af virksomheder, der ifølge sagens natur ikke kunne ledes efter de skematiske principper, som kunne anvendes i egentlige værnemagtsvirksomheder, og den tyske delegationsleder Dr. Walter udtalte udglattende, at han var klar over, at det erfaringsmæssigt også set fra tysk synspunkt var at foretrække, at de danske myndigheder og organisationer medvirkede ved løsningen af de foreliggende opgaver. I regeringsudvalgsforhandlingerne havde Rüstungsstab fremført BMW s synspunkter, men muligvis uden det store ønske om at se dem imødekommet. Da det tyske Luftfartsministerium d. 20. 10

april, utvivlsomt inspireret af BMW, udstedte en befaling om oprettelse af en Frontreparaturbetrieb i Danmark, kunne Forstmann afparere denne med henvisning til sagens politiske implikationer, der havde nødvendiggjort en drøftelse med den Rigsbefuldmægtigede, og Dr. Best havde fundet indretningen af en sådan virksomhed uønsket med henvisning til den hidtidige praksis. 44 I stedet aftaltes en forretningsorden for Nordværk, som endegyldigt lagde ansvaret for driften i hænderne på BMW. 45 Som den tekniske ledelse tidligere var blevet overdraget til ingeniør Hartmann, overgik ansvaret for økonomien nu til revisor Kolk. For at ingen skulle være i tvivl, hed det udtrykkeligt i aftalen: "BMW udøver dermed på vegne af Verbindungsstelle Generalluftzeugmeister og på vegne af Rüstungsstab den absolutte kontrol i alle driftsmæssige og kommercielle forhold." Der skulle ganske vist ansættes en ny direktør i Due Petersens sted, men denne ville blive "tilforordnet" bedriftsledelsen, dvs. ingeniør Hartmann. "Virksomheden som sådan ledes udelukkende af bedriftsledelsen, hr. Hartmann." Oven i dette opnåede BMW s Verbindungsstelle på Nordværk gennem den Rigsbefuldmægtigede tilladelse til en kraftig udvidelse af den tilladte overarbejdskvote: Fra 16 timer pr. mand pr. måned til 20 timer pr. mand pr. uge. 46 Indtrykket af den nye forretningsgang blev dog blødt lidt op ved en efterfølgende drøftelse i Rüstungsstab, idet det blev fastslået, at den danske ledelse skulle være alene om at repræsentere Nordværk i arbejderspørgsmål og forhandlinger med danske myndigheder, "for at der ikke skabes indtryk af, at det drejer sig om en tyske virksomhed". 47 Men om en helt almindelig dansk virksomhed drejede det sig på den anden side heller ikke. Jeg har set en fæstning "Jeg var vildt imponeret! Med egne øjne havde jeg set en fæstning - fra inderst til yderst - en armeret fabrik omgivet af elektriske pigtrådshegn, bevogtet af tavse mænd med maskinpistoler - lige parat til kamp mod enhver, der vovede sig frem til angreb. Jeg havde stået i kommandotårnet højt over fabrikkens tage og set ud over dette mægtige areal, hvor hundreder af mennesker hamrede og larmede, skrev og telefonerede, regnede og spekulerede, for at tyske flyvemaskiner i tusindvis hurtigst muligt kunne blive lappede efter det sidste havari og sendes ud igen til død og ødelæggelse, til sejr eller nederlag i den forbandede krig." 48 Ordene er den pacifistiske overretssagfører og antisabotageagitator Ejnar Krenchels, 49 og muligvis er Krenchels lyriske åre løbet af med ham. Det er i det mindste ikke bevidnet fra anden side, at hegnet omkring Nordværk skulle have været strømførende. Men fabrikken var stærkere bevogtet end normalt for værnemagervirksomheder. 11

Bevæbnede sabotagevagter havde eksisteret siden foråret 1943, men længe var reglen, at vagterne var nødtørftigt uddannede, dårligt udrustede og relativt umotiverede. 50 På Nordværk blev tingene fra starten grebet anderledes an. Da sabotagebevogtningen skulle opbygges i eftersommeren 1943, rettede sagføreren henvendelse til tyske myndigheder med det formål at få en navngiven dansk SS-frivillig frigjort fra fronttjeneste for at overtage ledelsen af vagtkorpset 51 - om end forgæves - og en baggrund som SS-frivillig synes at have været så hyppigt forekommende blandt vagterne, at de i den almindelige bevidsthed fremstod som SS'ere 52 - til trods for at de ikke synes at have båret nogen egentlig uniform. 53 Væsentligere end uniformeringen var dog naturligvis også, at eventuelle sabotører måtte regne med at stå over for en modstander, der var såvel motiveret for som i stand til at tage kampen op. Nordværk havde da også straks gjort ophævelser over det danske politis restriktive linie mht. bevæbning af sabotagevagterne, som konkret gav sig udslag i, at hver vagt havde fået udleveret én pistol af ældre konstruktion samt 6 patroner, hvilket - ikke urimeligt - blev anset for utilstrækkeligt i tilfælde af ildkamp. Humlen var jo nok, at politiet - ligesom ved bankrøverier i mere moderne tid - var mere interesseret i at hindre en optrapning af konfliktniveauet end i for enhver pris at forhindre sabotage. På Nordværk anmodede man imidlertid Rüstungsstab om at stille automatpistoler og tilstrækkelige mængder ammunition til rådighed, ligesom man bad om 4 maskinpistoler til hver af firmaets tre afdelinger: i GM's kompleks, på Finsensvej og på Solbjergvej. 54 Nordværks forhold til politiet synes hurtigt at være blevet mere end køligt. Politiinspektør Dahl-Jensen fremførte således i september 1943 over for Rüstungsstab klager over, at sabotagevagtkorpset på Nordværk ikke rettede sig efter politiets anvisninger, samt at vagtlederen, ingeniør Mathiesen, over for ham havde nægtet at give oplysning om bevæbningen. 55 På Nordværk følte man sig til gengæld udsat for en til chikane grænsende ligegyldighed fra politiets side. En bombe kastet ind over hegnet havde vagterne selv måttet demontere, efter at politiet to gange forgæves var søgt tilkaldt. Ved en anden lejlighed havde 7 mænd stillet sig op uden for fabrikken og provokeret vagterne med tilråb. Vagterne havde pågrebet en af mændene, hvilket havde ført til, at der samlede sig et opløb på ca. 100 mennesker, og da politiet dukkede op, havde betjentene optrådt studst og uvilligt. Mathiesen havde efterfølgende ringet til politiinspektør Mellerup for at klage over det passerede, men denne havde smækket røret på. Endelig havde en politibil en nat kørt langsomt forbi fabrikken og eksponeret de enkelte vagtposter ved at belyse dem med projektør. 56 12

Den professionelle bevogtning stillede tydeligvis sabotørerne over for et problem - uden at det dog lykkedes for Nordværk at undgå sabotage. Først gik det ud over det tidligere Nordropas afdeling på Solbjergvej, som sabotører fra Holger Danske sprængte d. 17. juli 1943. 57 De var egentlig på vej mod et andet sabotagemål, en ubevogtet fabrik, men udnyttede en pludseligt opstået chance for at holde en vægter op og tvinge ham til at låse sig ind i bygningen på Solbjergvej, der husede forskellige lejemål. Vægteren kunne ikke selv låse sig ind på den etage, hvor Nordværks afdeling var beliggende, men ved at true med at skyde ham, fik sabotørerne ham til at lokke Nordværks to vagter til at åbne døren, hvorefter disse blev overmandet. Hovedfabrikken i GM's lokaler blev saboteret d. 29. januar 1944, da den transformatorstation på fabriksområdet, der forsynede såvel GM som Nordværk, om morgenen blev sprængt af sabotører fra BOPA. 58 Men sabotørerne havde så megen respekt for SS-vagterne, at de valgte at trænge ind via GM's del af komplekset, hvor bevogtningen var langt ringere, og hvor de ydermere stod i ledtog med en af vagterne. 59 Efter at have overmandet GM's vagter kunne sabotørerne fra GM's gamle administrationsbygning via en underjordisk reparationsgang føre sprængstoffet frem til en placering nede under kraftcentralen. Den psykologiske virkning af denne sabotage blev forstærket ved, at den fandt sted, mens de tre direktører fra BMW endnu var i København i forbindelse med genforhandlingen af kontrakten. 60 I Rüstungsstab reagerede man ved at forlange, at Nordværks vagter skulle overtage bevogtningen af hele komplekset, inklusive GM's del, idet GM's egen bevogtning blev anset for at være "altfor ringe". I den forbindelse udtryktes der forventning om, at GM ville give sit personale besked med henblik på at sikre, "at disse folk, der som sabotagevagter udsætter sig for livsfare, ikke risikerer at blive smædet eller udskældt på grund af deres arbejde som sabotagevagter". Direktør Madsen fra GM forlangte parallelt til sagen om udlejning af bygningen at modtage eventuelle direktiver via det danske politi. Han erklærede sig indforstået med, at vagterne var "beskyttere og venner", men han "kunne på den anden side ikke være ansvarlig for udenforstående folk, hvad de mener eller gør i forholdet til sabotagevagterne". Desuden anførte han - formentlig helt på politiets linie - at "ingen nok så sikker og god afspærring og bevogtning kan give 100 % sikkerhed". 61 Optrapningen af konfliktniveauet bevægede sig imidlertid videre med sin egen ubønhørlige logik. BOPA havde i december 1943 for første gang likvideret en sabotagevagt, som med held havde sat sig til modværge under en aktion og herunder såret en af sabotørerne med maskinpistolskud, 62 og i foråret 1944 rettede organisationen en målrettet terrorkampagne mod 13

vagtkorpset på Jeko i Ryesgade. Man havde haft held til at infiltrere en mand i vagtkorpset og kunne således udvælge sig ofre, der skønnedes at være særligt frastødende eller farlige. En af de udvalgte var en tidligere SS-frivillig, der angiveligt skulle have deltaget i sabotagebekæmpelse i Holland. "Der havde de omringet en villa, hvor der var hollandske sabotører med deres familier. Sabotørerne derinde havde bedt om frit lejde for kvinder og børn, og det var de gået med til - dem, der havde omringet dem. Da kvinder og børn kom ud, blev de bare mejet ned. Sådan en historie sad han og diskede op med." 63 Den pågældende sabotagevagt blev passet op om morgenen ved den ejendom i Willemoesgade, hvor han boede sammen med sine forældre, og skudt i gården. 64 "Så holdt de begravelse ude på Bispebjerg, og så gik vi ud og skulle have lederen. Han stod med 'Heil Hitler' og hils, inde på krematoriet, og: 'R.D., vi skal hævne dig!' råbte han. Så havde de kaffemøde bagefter derovre. Så gik vi derover og fik ham udpeget og kørte efter sporvognen, han tog, og der tog vi ham og skød ham inde på Nørrebrogade.... Det var en af de farlige for os, når vi går ind og laver sabotage." 65 Likvideringskampagnen havde allerede tidligere ramt endnu en sabotagevagt på Jeko 66 samt Due Petersens bror, der arbejdede som ingeniør på virksomheden og i den egenskab meget tænkeligt kan have haft en funktion også i forhold til sabotagebevogtningen. Han blev skudt om morgenen d. 21. marts 1944, da han kom cyklende, på hjørnet af Falkoner Allé og Aagade. 67 Endelig blev en vagtleder på virksomheden Ambi, som også lå i Ryesgade, og som BOPA planlagde at sabotere samtidig med Jeko, skudt. "Jeg havde inddraget en maskinpistol, jeg havde fået fat i... Jeg havde aldrig prøvet at skyde med sådan en, men skulle jo prøve den et sted - og gik over til Ambi... Vi havde også en dækningsgruppe med ude på gaden, til hvis der kom nogen og ville tage os bagfra, for der var et vagttårn.... Vi skulle jo lige lave noget ballade derinde. Så tænder de projektøren, og vi havde en lille trekant at stå i mellem vagttårnet og cykelskurene, i skyggen. Så kom de ud, sabotagevagtlederen og en mand, og hen mod os. Vi stillede os op skudklare, og lige som jeg blev blændet, så trykker jeg af og rammer ham lige i panden. Det var et held, for jeg kunne ikke se noget. Først da jeg fik øjne, kunne jeg se en hæl. Det var den anden mand, der løb. Jeg sprang efter ham, men nåede det ikke, inden han var inde i fabrikken igen. Så tog jeg hans våben, og så stak vi af." 68 Det helt præcise formål med denne likvideringskampagne kan umiddelbart være svært at få øje på, men der har sikkert været mere end et. I et interview med en af de deltagende sabotører antydes, at man er gået målrettet efter nøglepersoner i sabotagebevogtningen, og det kan stemme med nedskydningen af vagtlederen fra Jeko, men næppe med aktionen ved Ambi, hvor man reelt 14

ikke kunne vide, hvem der ville komme ud. Sammesteds tales der om at føle modstanderen på tænderne, hvilket kan passe med den direkte provokation ved Ambi. Derimod kan det næppe have haft gyldighed for aktioner, hvor vagter er blevet overrasket og nedskudt enkeltvis uden for arbejdspladsen, da det ikke kunne give sabotørerne noget indtryk af vagtstyrkens årvågenhed og kampberedthed. Formålet har snarere været at skræmme og demoralisere vagtkorpsene, og hvorvidt det lykkedes, kunne man, i hvert fald for Jekos vedkommende, bedømme via den spion, det var lykkedes at infiltrere blandt vagterne. Endelig - og ikke mindst - har formålet vel været at statuere, at det etablerede samfunds regler var blevet erstattet af sabotørernes, sådan at sabotagevagter, der tog deres arbejde for alvorligt, måtte indkalkulere risikoen for at blive dræbt. Likvideringskampagnen skulle vise sig at være et tveægget sværd. Allerede inden sabotagen mod GM's transformatorstation havde Rüstungsstab forgæves forsøgt at få etableret tysk militær bevogtning af Nordværks afdelinger i GM's kompleks og på Finsensvej samt prøvestandene i Avedøre. 69 Efter sabotagen var der på tysk forlangende blevet etableret midlertidig bevogtning ved det danske politi. 70 Da antallet af drab på sabotagevagter var nået op på 6, stillede tyskerne på tilsvarende måde krav om, at politiet øjeblikkeligt skulle overtage bevogtningen af Jeko i Ryesgade, 71 hvortil også den del af Nordværks produktion, der tidligere havde haft til huse på Solbjergvej, var blevet henlagt. 72 Kravet kom særdeles ubekvemt for de danske myndigheder, som sideløbende førte mere principielle drøftelser med den tyske Rigsbefuldmægtigede, Dr. Best, om dansk politis overtagelse af bevogtningen af en række særligt sabotagetruede virksomheder. 73 Udenrigsministeriets direktør Svenningsen gjorde over for Best gældende, at Nordværk "var et særligt grelt eksempel på de tilfælde, i hvilke det ville være odiøst for politiet at overtage sabotagebevogtningen". Man det hjalp ikke. Politiet måtte overtage bevogtningen af Jeko "som en rent midlertidig nødhjælp". 74 Da BOPA søndag d. 25. juni 1944 klokken lidt i 5 om morgenen gennemførte en dobbeltaktion mod Jeko og Ambi, var det på Jeko således ikke de forhadte sabotagevagter, men dansk politi, sabotørerne stod over for - ikke blot på selve virksomheden, men også i form af en udrykningsstyrke fra Politigården, som afskar flugtvejen over Dronning Louises Bro samtidig med, at en tilfældigt opdukket tysk patrulje spærrede Fredensgade ved Blegdamsvej. To af sabotørerne undgik kun arrestation ved at tiltvinge sig adgang til en lejlighed, hvor de truede en kvinde med et lille barn til, såfremt der kom husundersøgelse - hvilket ikke skete - at sige, at de var henholdsvis hendes mand og en slægtning. 75 15

Begge sabotager lykkedes, men aktionslederen Bøgh var forbitret over den iver, som i hvert fald udrykningsstyrken fra Politigården havde udvist, specielt fordi sabotørerne på deres side havde undladt at beskyde betjentene så effektivt, som de havde haft mulighed for. Han understregede i den samtidige aktionsrapport, at der i fremtiden uden tøven ville "blive gjort brug af både håndbomber og maskinpistoler, dersom en dansk udrykning ikke aldeles øjeblikkelig gør holdt, når den bliver opfordret til det". 76 Om tjenstiveren havde været lige så stor hos de 11 betjente, der udgjorde bevogtningsstyrken inde på virksomheden, kan være svært at gennemskue. Iflg. betjentenes forklaringer til politirapporten blev halvdelen af styrken, som havde frivagt, sammen med vagtlederen fanget af sabotørernes beskydning i den bygning, hvor vagtstuen lå, og måtte overgive sig tilligemed 3 betjente, der havde været posteret ude i gårdene, men havde måttet trække sig tilbage til bygningen for sabotørernes beskydning. 77 En fjerde betjent, der havde været posteret på taget af en lav bygning bagerst i komplekset, havde held til at flygte fra virksomheden. Den femte vagthavende betjent havde trukket sig tilbage til portnerlogen men blev tvunget til at overgive sig under trussel om, at 3 af hans tilfangetagne kolleger ellers ville blive skudt. Trods denne formentlig tomme trussel fik den pågældende betjent lov til at gå frit rundt i gården et stykke tid, inden to af sabotørerne krævede hans pistol udleveret, og to af de andre betjente glemte sabotørerne helt at afvæbne. Skønt betjentene skulle synes at have haft rig lejlighed til at iagttage sabotørerne, erklærede de samstemmende, at de ikke ville kunne genkende nogen af dem. Det samme gjorde angiveligt en af virksomhedens portnere, der ellers beskrev en af sabotørerne ret så livfuldt som en yngre, lille grim fyr, lignede en Vesterbrodreng. Politiets manglende vilje til at bidrage til opklaringen kan formentlig dels forklares med ønsket om ikke at bringe kollegers liv i fare under tilsvarende konfrontationer med modstandsbevægelsen og vel også med den holdning, at det danske politis arbejde stoppede ved bevogtningen, mens opklaringen måtte blive Gestapos sag. Det var for så vidt paradoksalt, at politiet var blevet presset til at overtage bevogtningen af Jeko, da hverken denne virksomhed eller Nordværk havde figureret på den liste over truede virksomheder, som Dr. Best havde afleveret som udgangspunkt for forhandlingerne. Senere i forløbet tilkendegav Best, at sådanne deciderede rustningsfabrikker skulle undtages fra politiets bevogtning og stilles under tysk militær vagt, 78 og allerede tidligere kan det vel have spillet ind, at de egentlige rustningsfabrikker var de bedst bevogtede, således at de stedlige vagtkorps skønnedes at være i stand til selv at løse opgaven. Men BOPA's skræmmekampagne over for vagterne på Jeko 16

havde haft den tilsigtede virkning. Drabene "havde i den grad påvirket de andre sabotagevægtere, at disse ikke umiddelbart ønskede at fortsætte deres virksomhed". 79 Det kan måske undre, at man fra tysk side knyttede forhåbninger til, at en bevogtning ved det danske politi ville vise sig mere effektiv. Umiddelbart var betjentene med deres bevæbning af pistoler og karabiner underlegne over for sabotører bevæbnet med maskinpistoler et punkt, som bestemt ikke blev underspillet i politirapporterne. Men i hvert fald udrykningsstyrkens optræden demonstrerede, at politiets tilstedeværelse havde mere end rent kosmetisk betydning. Ydermere kunne konfrontationen med politiet nok være vanskeligere at håndtere for sabotørerne i forhold til den offentlige mening. I BOPA kunne man nok tillade sig at gå ud fra, at likvideringen af nogle sabotagevagter ville blive mødt om ikke ligefrem med forståelse, så dog med ligegyldighed. Ganske anderledes ville det forholde sig, hvis man skulle til at gøre alvor af truslerne om at dræbe politifolk, idet disse var repræsentanter for en respekteret samfundsinstitution. Det er muligt at få et vist indtryk af langtidsvirkningen af sabotagen mod Jeko gennem firmaets korrespondance med en af sine mindre kunder, Norddeutsche Elektro Akkustik (NEAG) i Berlin. 80 Umiddelbart efter sabotagen forsikrede Rüstungsstab, formentlig som et ekko af Jekos egen optimisme, NEAG om, at sabotagen kun ville medføre en arbejdsstandsning på 14 dage, som endda faldt sammen med industriferien. I begyndelsen af november måtte Rüstungsstab dog konstatere, at Jeko kun havde været i stand til at levere godt en fjerdedel af en samlet ordre til godt en million kr. Som årsag hertil angaves, at kun 1 af 5 værktøjsslibemaskiner var funktionsdygtig efter sabotagen. Det skinner desuden igennem, at ordrerne til BMW har første prioritet. På den baggrund anbefaler Rüstungsstab NEAG at lade ordren overgå til et andet firma uden dog at være i stand til at pege på en alternativ leverandør. NEAG på sin side anfører, at "en placering af værktøjsordrerne her i Tyskland er så godt som udelukket, og flaskehalsproblemerne er uhyre store". Jeko føjer imidlertid senere på måneden endnu et moment til forklaringen af vanskelighederne, nemlig problemer med hærdningen, idet "størstedelen af hærderierne i København ligger stille som følge af sabotage, hvorfor hærdningen af værktøjet indebærer de største besværligheder for os". Derfor havde Jeko besluttet selv at indrette hærderi, men ikke desto mindre anbefalede man NEAG at annullere fire ikke påbegyndte ordrer. Sabotørernes sidste konfrontation med Nordværk skulle bekræfte, at professionelle sabotagevagter stillede dem over for problemer. Natten mellem d. 28. og 29. september 1944 forsøgte sabotageorganisationen Holger Danske et stort anlagt angreb på Nordværk i General 17

Motors' kompleks. 81 Angiveligt deltog op mod 100 mand eller endog flere. 82 Formålet med at gøre sig til herrer over virksomheden skal alene have været at erobrere vagternes våbenbeholdning, 83 hvilket måske kan hænge sammen med, at produktionen - som der vil blive redegjort for senere - allerede var under afvikling. Efter pres fra Rüstungsstab var bevogtningen fra midt i juni blevet forstærket ved, at der på bygningens tag var blevet bygget tre platforme til antiluftskyts, bemandet med tyske soldater, der også kunne belyse området med projektører. Desuden patruljerede tyske soldater på gaderne uden om fabrikken. 84 Planen var at starte med afvæbning af en post bestående af fire sabotagevagter i krydset Aldersrogade/Vermundsgade. Den ene vagt var sammensvoren med sabotørerne. Herefter skulle sabotørerne forklædt med vagternes kapper overrumple de betonstøbte maskingeværstillinger langs bygningens yderside en efter en. Når facaden mod Rovsingsgade var sikret, skulle en større styrke, der lå i dækning i nogle kolonihaver over for fabrikken, lukkes ind tillige med 3 lastbiler til bortkørsel af de erobrede våben. Aktionen gik imidlertid galt allerede ved afvæbningen af de første 4 vagter, idet en af disse satte sig til modværge og fik afgivet nogle skud, der alarmerede en tysk gadepatrulje. 85 Kort efter kom dækningsgruppen i kolonihaverne under beskydning, bl.a. af antiluftskytset på fabrikkens tag, og sabotørerne måtte trække sig tilbage. Ved eftersøgning i kolonihaverne den følgende dag fandt vagterne 1 dansk maskinpistol, yderligere 2 pistoler, 3 magasiner til engelske maskinpistoler, 1 dansk håndgranat samt "en herresko str. ca. 40". Vagterne havde alarmeret det tyske hovedkvarter på Dagmarhus samt SS-politiet, der nåede frem på den ikke just imponerende tid af henholdsvis 40 og 75 minutter. 86 Det forlød i samtiden, at den sabotagevagt, der havde sat sig til modværge, var død af et skud i hovedet. 87 Det var ikke rigtigt. Måske har den falske nyhed skullet beskytte ham mod hævnaktioner fra modstandsbevægelsens side. Afvikling og efterspil Bruddet mellem sagføreren og Due Petersen i marts 1944 betød, at Due Petersen skulle opfylde sit aldrig indfriede løfte om at købe sagførerens egen og hans fra sagførerfuldmægtig D. overtagne aktieposter i Nordværk på sammenlagt 50.000 kr. Den indbyrdes opgørelse indbefattede en kontant betaling på 23.000 kr., som Due Petersen skaffede fra Nordværks kasse som et lån til Jeko. Sagføreren indestod, efter krav fra BMW's revisor Kolk, for dette lån, og da han således kunne 18

risikere at skulle betale pengene tilbage, hvis Due Petersen viste sig ude af stand til at honorere sin forpligtelse, beholdt han foreløbig aktierne i Nordværk. 88 Ligeledes godtgjorde Due Petersen sagføreren for hans investering i det aldrig registrerede selskab Teknoskan, hvorved Due Petersen blev eneejer af det oprindelige Nordropa, som han lagde sammen med Jeko, der i den anledning fik sin aktiekapital forhøjet med 100.000 kr. 89 I forbindelse med en generalforsamling i Nordværk d. 13. maj 1944 tiltrådte en ny direktør, L., som samtidig overtog sagførerens plads i bestyrelsen. Direktør L. blev symbolsk gjort til medejer af virksomheden ved, at Due Petersen og sagføreren hver overlod ham én aktie til 1.000 kr. - dette til trods for, at sagføreren jo ellers havde afhændet sine aktier til Due Petersen. 90 Rent bortset fra, at Due Petersen trods sin formelle tilbagetræden fortsatte med at blande sig i den daglige drift, fik direktør L. ikke lang tid til at sætte sit præg på virksomheden. I midten af september standsede BMW nemlig tilgangen af motorer og begyndte at føre maskiner og værktøj tilbage til Tyskland. 91 En likvidation af aktieselskabet Nordværk var den uundgåelige konsekvens, og ved skæbnens ironi blev indkaldelsen til den generalforsamling, der skulle træffe beslutning herom, udsendt d. 29. september - dagen efter Holger Danskes storstilede angreb på virksomheden. 92 Den først berammede generalforsamling måtte dog opgives, da sagføreren, der levede under jorden efter drabsforsøget mod ham tidligere på måneden, ikke var til stede, og indkaldelsen i øvrigt også var sket med for kort varsel. Trods sin formelle afståelse af sine aktier til Due Petersen regnedes sagføreren altså fortsat som aktionær. Den 18. oktober besluttedes så likvidationen. Sagføreren holdt sig fortsat borte, men havde givet fuldmagt til direktør L., og dennes 2 aktier fik pludselig betydning, da de sammen med sagførerens aktiepost blev brugt til at forhindre Due Petersens forsøg på at få indsat først sin prokurist fra Jeko og i næste omgang sig selv som likvidator. 93 Virksomhedens likvidation affødte et revisionsarbejde for såvel likvidator som Udenrigsministeriets kommitterede, og da BMW foruden værktøj og maskiner også havde medtaget Nordværks regnskabsbilag for perioden maj-september 1944, 94 bød det på visse vanskeligheder. Revisorerne gennemførte en række samtaler med ansatte i Nordværks administration, og disse giver et underholdende indblik i såvel den generelle mangelsituation som de vanskeligheder, Nordværk som ugleset værnemagervirksomhed måtte slås med. En af de ansatte i indkøbsafdelingen havde således i vid udstrækning indkøbt i eget navn, for "hvis man ringer ud i byen efter varer og siger, at det er til Nordværk, så kan man intet købe". 95 En anden ansat havde faste forbindelser til folk, der 19

skaffede ham varer, der var vanskelige at få. En af disse leverandører "havde vist ikke noget firma. Det var en mand, der kom op engang imellem og havde varerne med. Når vi havde spurgt, om han havde et eller andet, kom han som regel med varerne 8-14 dage efter." Og det var sælgers marked: "Hvis J. ikke fik pengene straks, tog han varerne med igen, og man blev sat i karantæne og kunne måske ikke få varer det første halve år." Revisorerne spurgte efter muligheden for at rekvirere fakturakopier fra leverandørerne eller i det mindste få oplyst disses adresse, men: "Når folk kommer og gør den slags forretninger, er de ikke glade for at opgive deres navne." Handlerne var mange gange til mulatpriser hvormed antydes, at de officielle bestemmelser til regulering af priser og avancer ikke blev taget så nøje. Regningen blev skrevet ud på en lille regningsblok, og hvad adresserne angik, så var "det højeste, man kunne få dem til at opgive, telefonnummeret på en eller anden beværtning". 96 Trods denne blomstrende skildring lykkedes det faktisk revisorerne at få en samtale med to af de nævnte leverandører, som fortalte, at de efterspurgte varer blev indkøbt hos detailhandlere rundt om i byen, eksempelvis hos isenkræmmere, og når der var samlet en række småregninger, blev der afregnet, og indkøberne fik deres fortjeneste udbetalt, beregnet på timebasis eller efter, hvor svære de enkelte ting havde været at skaffe. Hvis det var lykkedes at skaffe en vare billigt, kunne de desuden få udbetalt differencen som en art bonus. 97 Megen energi blev ofret på at komme til bunds i en udgiftspost på mellem 40.000 og 80.000 kr. til indkøb af rensevæske hos en J. Jensen fra Rødovre eller Hvidovre. Karakteristisk nok lykkedes det aldrig revisorerne at få en person i tale, der havde truffet den mystiske hr. Jensen. Indkøbsafdelingen henviste til direktør L., men denne hævdede, at det havde været tyskerne, der havde haft forbindelsen med Jensen. Der blev tilbudt forskellige forklaringer på, hvad der i virkeligheden skjulte sig bag betegnelsen rensevæske : Benzin stjålet fra tyske lagre til direktør L.'s personbil eller til videresalg på den sorte børs eller simpelthen en samlebetegnelse for sortbørsindkøb til fabrikkens drift. Direktør L. hævdede naturligt nok, at der virkelig var tale om væske til at rense flymotordele i. Oprindeligt havde man fået noget, der hed P.3, fra Tyskland, som man supplerede med det danske Jacol. Men Jacol gav arbejderne eksem, og P.3 udeblev, og man skulle bruge ca. 200 l. rensevæske pr. dag. 98 I betragtning af, at det allerede i Rüstungsstabs indledende samtaler med repræsentanterne for BMW var blevet betonet, at rensningen af motorerne var væsentligere end den maskinelle behandling, lyder forklaringen jo i og for sig ikke urimelig. Men med det stærke islæt af undergrundsøkonomi i Nordværks drift var det på den anden side 20