Inklusion af introverte og særligt sensitive børn i institutionsverdenen

Inklusion af introverte og særligt sensitive børn i institutionsverdenen Uddannelsessted: UCSJ Campus Roskilde Fag: Bachelorprojektet på 7. semester Navn: Denis Kozmér Studienummer: pr11s066 Hold: 11A Vejleder: Christian Mygind Sørensen Antal anslag: 51.946 1

Indhold Indledning... 3 Problemformulering... 4 Emneafgrænsning... 4 Metodeafsnit... 4 Introvert, ekstrovert og særligt sensitiv... 5 Institutionsverdenen... 8 Inklusion...10 Inklusionsperspektiver...11 Normalitetsopfattelser...13 Teorier om sociale afvigelser...14 Habitus og kapital...15 Inklusionsprocessen på et individ, institution og samfundsmæssigt niveau...17 Konklusion...20 Perspektivering...21 Litteraturliste...23 Bekræftelse i forbindelse med prøveafholdelse...24 2

Indledning Inklusion er et emne, som er meget oppe i tiden og har været det her i de seneste år, både i faglitteraturen og i diverse medier, og det er også kommet til udtryk, især politisk. Den nuværende regering har indført en ny folkeskolereform, hvor inklusion er på dagsordenen, forstået på denne måde at flere børn fra specieltilbuddene skal inkluderes på det almene område, som folkeskolen repræsenterer. Der har gennem de forskellige medier været fokus på, at inkludere børn med ADHD og forskellige former for autisme. Den nuværende regering ønsker og arbejder desuden for at 96 procent af børnene i Danmark skal være i det almene system. Ud fra politikkernes forskellige målsætninger og reformer, som de har og vil gennemføre, så kan vi se, at inklusion er på dagsordenen. I denne opgave vil jeg have fokus på de introverte og særligt sensitive børn, som er en gruppe børn, der kan have en række specifikke udfordringer, som gør det problematisk for dem at håndtere dagligdagen i de forskellige institutioner, de begår sig i. De er en gruppe børn, som ikke får den samme opmærksomhed i medierne, som fx børnene med ADHD og autisme gør. Dette kan muligvis forklares ved, at de introverte og særligt sensitive børn ikke skaber den samme opmærksomhed ved at være udadreagerende, som fx et barn med ADHD ville være. De introverte og særligt sensitive børn bliver karakteriseret som værende mere stille og generte og kan godt fungere i det almene system, men de har som sagt nogle udfordringer på grund af deres medfødte personlighedstype og karaktertræk. Disse udfordringer giver sig til udtryk, når disse børn træder ind i institutionsverdenen, lad det være vuggestuen eller børnehaven, hvor de skal forholde sig til nye mennesker, voksne såvel som børn og nye oplevelser, strukturer og rytmer. De bliver udsat for mængder af stimuli, der kan virke overvældende, hvilket gør dem trætte, men i institutionsverdenen er der ikke altid tid og plads til at få ro. Når børnene engang bliver ældre, så skal de til at begynde i folkeskolen. Med den nye folkeskolereform skal børnene være i skole længere, og ud over den mere traditionelle undervisning er der også nye aktivitets og bevægelsestimer. Det, at disse introverte og særligt sensitive børn skal bruge længere tid i skolen, gør, at de modtager mere stimuli, hvilket de har en større udfordring med at håndtere. Derfor mener jeg, at der skal gøres nogle tiltag, som bevirker, at børnene føler sig inkluderet og kan finde mening i at begå sig i institutionsverdenen uanset om det er vuggestue, børnehave eller folkeskole. Der er desuden en grund af mere juridisk karakter, der gør sig gældende, når vi taler om inklusion - nemlig Salamancaerklæringen og FN-konventionen fra 2009, som indebærer og betyder, at der på alle niveauer skal sikres et inkluderende uddannelsessystem. Personligt er jeg fortaler for Salamancaerklæringen og FN-konventionen fra 2009, men jeg vil i min opgave ikke kun arbejde snævert med uddannelse, men jeg vil anskue inklusion på et mere 3

bredt plan nemlig, hvordan de introverte og særligt sensitive børn bliver inkluderet i institutionsverdenen, så de får følelsen af mening og tilhørsforhold i de givne institutioner, de er en del af. Dette fører så til min problemformulering. Problemformulering Hvordan kan man bedst mulig inkludere introverte og særligt sensitive børn i institutionsverdenen, og hvilke udfordringer kan der være i denne proces? Hvilken betydning har det for den introverte og særligt sensitive barn og for samfundet, om denne inklusionsproces lykkes? Emneafgrænsning I min opgave vil målgruppen være børn, som har en introvert personlighedstype og børn som har karaktertrækket særligt sensitiv. Børnene, der er særligt sensitive, kan både have en introvert og ekstrovert personlighedstype. Den primære alder for min målgruppe er børnehavealderen og tidlig folkeskolealder, men den teori og forskning, jeg benytter, kan også anvendes på andre aldersgrupper. I min problemformulering nævner jeg institutionsverdenen, som den kontekst de introverte og særligt sensitive børn skal inkluderes i. For at lave en afgrænsning af begrebet institutionsverdenen, så vil jeg primært arbejde med institutionstyperne børnehaven og folkeskolen på normalområdet. Når jeg i min problemformulering taler om inklusion, så benytter jeg mig af Rasmus Alenkærs teori om kvalitativ og kvantitativ inklusion. Metodeafsnit I min opgave vil jeg besvare min problemformulering primært ved hjælp af den forskning Elaine N. Aron har foretaget med særlig sensitivitet og ved hjælp af den forskning hovedsalig omkring introversion, som Susan Cain har videreformidlet. Sekundært vil jeg anvende de forskellige teorier og tanker formuleret af teoretikerne Jung, Alenkær, Bourdieu, Schou og Pedersen til at analysere de forskellige forskningsresultater 4

og dermed besvare problemformuleringen. I det følgende vil jeg uddybe de forskellige teoretikere og deres kernebegreber: Jeg har valgt at inddrage Carl Gustav Jungs teori om psykologiske typer, da jeg vil bruge hans teori om introversion og ekstroversion til netop at definere, hvad henholdsvis introversion og ekstroversion er. Jeg vil bruge Elaine N. Arons forskning og tanker om særlig sensitivitet, som er med til at belyse deres behov, og som dermed giver en idé om, hvilke tiltag man skal tage for at imødekomme disse behov. Jeg vil bruge Susan Cains tanker om introversion og ekstroversion, som hun formidler gennem den pågældende forskning, der er på dette område og gennem interviews hun har lavet med forskere samt introverte og ekstroverte personer. Den viden hun formidler vil give en forståelse for de udfordringer, de introverte kan have, og hvilke tiltag man skal tage for at håndtere disse udfordringer. Jeg vil anvende Rasmus Alenkærs teori og tanker om inklusion heriblandt IC3-modellen, da især IC3-modellen kan være med til at give nogle konkrete bud på, hvilke tiltag man skal tage for at inkludere de introverte og særligt sensitive børn. Jeg vil bruge Pierre Bourdieus centrale begreber habitus, kapital, felt og symbolsk vold til at belyse udfordringerne, der kan være med inklusionen i institutionsverdenen. Jeg vil også benytte mig af Carsten Schou og Carsten Pedersens formidling af begrebet normalitet og af den socialkonstruktivistiske teori, stemplingsteorien samt af begrebet institution på baggrund af de tre perspektiver, som anser institutionen som værende en fysisk indretning, en organisation og en social interaktion. Normalitetsbegrebet vil jeg anvende for at belyse, hvad der kan vurderes som værende normalt og unormalt i forhold til introversion og ekstroversion. Den socialkonstruktivistiske teori og stemplingsteorien giver hver deres bud på, hvordan sociale afvigere opstår, og jeg vil se på, om nogle af de mekanismer er med til at ekskludere de introverte og særligt sensitive børn. Desuden vil jeg arbejde med begrebet institution og se på, hvordan institutionen og de mennesker, der befolker den, kan være med til enten at inkludere eller ekskludere de introverte og særligt sensitive børn. Introvert, ekstrovert og særligt sensitiv I min problemformulering spørger jeg blandt andet om, hvordan man bedst muligt kan inkludere de introverte og særligt sensitive børn i institutionsverdenen. For overhovedet at kunne svare på det spørgsmål vil jeg starte med at redegøre og komme med en definition på, hvad introversion, ekstroversion og særligt sensitivitet er. Med hensyn til introversion og ekstroversion vil jeg anvende Carl Gustav Jungs teori om dette, og med begrebet særlig sensitivitet vil jeg anvende Elaine N. Arons tanker. Det skal nævnes 5

at Jung anvender begreberne introverteret og ekstraverteret typer, hvorimod Susan Cain bruger begreberne introvert og ekstrovert. For nemheds og overskuelighedens skyld vil jeg konsekvent bruge begreberne introvert og ekstrovert. Helt kort kan man formulere, at de introverte mennesker føler sig draget til deres indre verden, som er fuld af følelser og tanker, hvorimod de ekstroverte mennesker føler sig mere draget af den ydre verden, hvor der foregår forskellige aktiviteter, og hvor der er mennesker (Cain, 2013). Sagt med andre ord handler det således om, hvordan introverte og ekstroverte mennesker forholder sig til objektet. I dette tilfælde vil de introverte tage større afstand fra objektet, da de ikke vil have at det får en slags overmagt, hvorimod de ekstroverte er mere positivt stemte over for objektet (Jung, 1994). I forlængelse med introverte og ekstrovertes forhold til objektet formuleret af Jung, kan man inddrage nyere forskning omkring, hvordan introverte og ekstroverte forholder sig til belønninger, og hvordan deres hjerner reagerer på disse belønninger. Vores hjerner består blandt andet af det limbiske system også kaldet den gamle hjerne og neocortex den nye hjerne. Helt overordnet står det limbiske system for det emotionelle og for nydelse, hvorimod neocortex står for det rationelle, som kommer til udtryk i tanker, planlægning og des lige. De to hjernedele arbejder sammen, men nogle gange er de i konflikt med hinanden vedrørende en beslutning, og i sådan et tilfælde bliver beslutningen truffet på baggrund af den hjernedel, som kan sende de stærkeste signaler. Det er så her den store forskel imellem introverte og ekstroverte findes. Kort fortalt er ekstroverte mennesker mere tilbøjelige til og vil desuden oftere foretage handlinger, der udløser nydelse, som her skal forstås, at hjernen frigiver belønningsstoffet dopamin. Desuden er der forskning, der peger på at de strukturer i hjernen, der transporterer dopamin er mere aktive hos de ekstroverte, og at en af hjernens nøglekomponenter, når de kommer til skabelsen af dopamin, er større hos ekstroverte end hos de introverte (Cain, 2013). Cain henviser til forskellige studier, der omhandler, hvor mange mennesker der er introverte i USA, og svarene varierer fra en tredjedel til halvdelen af befolkningen. Så med mindre USA regnes for at være en af de mest ekstroverte nationer, så kan man antage at studierne også fortæller, hvor mange der er introverte i andre dele af verdenen (Cain, 2013). Desuden henviser Cain også til forskellige studier, der dokumenterer begrebet det ekstroverte ideal, dog er al den forskning ikke samlet under et overordnet navn. Kort fortalt så handler det ekstroverte ideal om, at det er mest eftertragtet at være en ekstrovert. Fx er der studier, hvor snakkesalige mennesker bliver vurderet som værende mere intelligente, smukkere, mere interessante og mere eftertragtede som venner. Hvor højt man taler, éns volumen, men også hastigheden man taler med, har en betydning. Mennesker, der 6

taler hurtigt, bliver vurderet til at være mere kompetente og til at være mere vellidte, end de, der taler langsomt. Desuden bliver veltalende personer vurderet til at være mere intelligente end tilbageholdende personer (Cain, 2013). Når det kommer til, hvorvidt man er særligt sensitiv eller ikke særligt sensitiv, handler det om, hvordan éns hjerne bemærker og reagerer på stimuli. Stimuli er alle de forskellige sanseindtryk, som er med til at aktivere éns nervesystem. Stimuli kan være sansepåvirkninger af ekstern karakter, såsom lyd, lys og lugte, men kan også være af mere fysiologisk og emotionel karakter, som fx smerte, sult, tørst eller seksuelle følelser. Til sidst har stimuli også en kognitiv karakter i form af tanker og planer. Hvad der kan betegnes som moderat stimulus for en ikke særligt sensitiv vil være en stærk stimulus for en særligt sensitiv. Derfor vil de særligt sensitive være mere tilbøjelige til at blive overstimuleret i et stimulerende miljø end ikke særligt sensitive (Aron, 2013). Ifølge Aron er 15-20 procent af verdens befolkning i besiddelse af karaktertrækket særlig sensitivitet (Aron, 2013). Desuden er 70 procent af de særligt sensitive introverte og resten er ekstroverte. Disse særligt sensitive ekstroverte adskiller sig dog ved at have et større behov for at være alene, end den typiske ekstroverte person (Cain, 2013). Når det kommer til spørgsmålet omkring stimulering, så er der ikke kun en forskel mellem særligt sensitive og ikke særligt sensitive, men der er også en forskel mellem, hvor meget stimulering en introvert og en ekstrovert kan håndtere, før de bliver overstimuleret. Dette prøvede man at finde ud af i en undersøgelse, hvor både introverte og ekstroverte skulle spille et udfordrende spil, der omhandlede ord. Samtidig med at de spillede, havde de høretelefoner på, der afspillede tilfældige lyde, og de fik alle besked på at justere lyden, så den føltes rigtig for dem. Lydniveauet var i gennemsnit på 72 decibel for de ekstroverte, mens for de introverte lå niveauet i gennemsnit på 55 decibel. Dette kunne måles ved hjælp af blandt andet hjerterytmer, hvor både de ekstroverte og de introverte var stort set lige stimulerede. De klarede sig desuden stort set lige godt i spillet. Da de introverte og ekstroverte skulle spille spillet igen, dog med hverandres foretrukne gennemsnitlige lydniveau, så skete der noget andet. De introverte blev overstimuleret på grund af den højere lyd, og dette resulterede i, at de klarede spillet dårligere. De ekstroverte blev til gengæld understimuleret af den lavere lyd, og dette resulterede i, at også de klarerede spillet dårligere (Cain, 2013). Ud fra den viden jeg har redegjort for her, kan vi få et indblik i, at en betragtelig del af verdens befolkning både er introverte og særligt sensitive, og deres behov er markant anderledes end de ekstroverte 7

personers. Derfor giver det ikke mening for mig, at hvis man har en så forskelligartet gruppe af mennesker, at man vil prøve på at indordne dem under det ekstroverte ideal, i stedet for at skabe et rum, hvor der er plads til flere forskellige idealer. Institutionsverdenen De introverte og særligt sensitive børn skal inkluderes i institutionsverdenen. Jeg har lige redegjort for, hvad det vil sige at være introvert og særligt sensitiv. Nu vil jeg redegøre for, hvad en institution er for en størrelse. Jeg vil betragte og redegøre for, hvad en institution er ud fra tre forskellige perspektiver, nemlig institutionen som en fysisk indretning, som en organisation og til sidst som en social interaktion (Schou, et al. 2011). Når man anskuer institutionen som værende en fysisk indretning, så kigger man helt konkret på bygningen med dens lokalitet og indretning. Hvis man endvidere ser institutionen som en pædagogisk institution, så er den fysiske indretning møntet på en specifik brugergruppe, og institutionen har med sin fysiske indretning et indhold af diverse konkrete genstande og faciliteter, som bruges af de mennesker, der befolker institutionen (Schou, et al. 2011). Et eksempel kunne være en børnehave, som består af selve bygningen og en legeplads. Inde i bygningen er der både et kontor, køkken og forskellige stuer. Inde på stuerne, hvor børnene opholder sig, er der forskellige møbler, legetøj og pyntegenstande. Indretningen og konstruktionen af institutionen samt dens beliggenhed kan have en mere eller mindre betydning for de introverte og særligt sensitive børn, der befolker institutionen. Jo større institutionen er, jo flere voksne og andre børn er der, og det vil medføre øgede mængder af stimuli. Desuden, hvis institutionen har en overvægt af store og åbne rum, så vil der ikke være så mange af de små rum og steder, hvor de introverte børn kan tage afstand fra de forskellige objekter, og i stedet for søge indad i deres egne tanker og følelser. Det samme gælder for de særligt sensitive børn, der vil blive overstimulerede af de store mængder af varierende sanseindtryk og oplevelser. Det bliver lidt mere abstrakt, når man vælger at anskue institutionen, som værende en organisation. Når en institution er en organisation, så ses den som en slags ordning eller foretagende, der har til formål at kunne varetage og løse nogle helt bestemte opgaver af samfundsmæssig karakter. Hvis man ser den pædagogiske institution, som en organisation, så har vi en institution, der skal varetage og løse nogle bestemte opgaver 8

af samfundsmæssig karakter og med et lovbestemt formål inden for en økonomisk ramme og lovgivning (Schou, et al. 2011). Her kunne et eksempel igen være en børnehave, hvor der er nogle lovbestemte formål, som de ansatte skal arbejde efter, fx at sikre børnenes trivsel og udvikling, hvilket er formuleret i dagtilbudsloven. Udfordringen ved dette kan være, at der ikke findes en manual for, hvordan disse bestemte opgaver skal løses, men at det er det pædagogiske personale, der selv skal finde ud af det. Dette fører til den næste mulige udfordring, som er, at alle børn er unikke og forskellige på hver deres måde (om så de er introverte, ekstroverte, særligt sensitiv eller ej), og at det pædagogiske personale skal sikre alle disse forskellige børns trivsel, udvikling og generelle behov, hvilket kan besværliggøres, hvis den økonomiske ramme ikke er i orden. Det bliver stadig lidt mere abstrakt, når man her til sidst vælger at anskue institutionen som værende en social interaktion. I denne anskuelse hæfter man sig ved, at institutionen består af forskellige traditioner, sædvaner, normer og værdier, og at disse er med til at danne nogle sociale mønstre, der er relativt faste. De dannes gennem sociale interaktioner i institutionen og formes hen over tiden. De forskellige sociale interaktioner kan være mere eller mindre konfliktprægede, og det er ikke kun blandt de mennesker, der befolker institutionen, men også udefrakommende aktører, som er med til at præge institutionen. Alt dette er med til at gøre institutionen til en social virkelighed med dens egne traditioner, normer og værdier (Schou, et al. 2011). Her kan vi igen tage børnehaven som et eksempel. I børnehaven kommer denne sociale virkelighed til udtryk fx gennem dagligdagens opbygning. Der er et fast tidspunkt, hvor der er samling, og til denne samling bliver der enten sunget eller læst historie. Efter det er der en friere leg inde på stuerne, indtil der er frokost. Når alle har fået spist, så er det tid til at komme ud og lege på legepladsen, indtil børnene bliver hentet. Dette er selvfølgelig firkantet og groft sat op, da der godt kan forekomme variationer i dagligdagen på baggrund af det pædagogiske personales refleksioner. De mennesker, der befolker institutionen, er som sagt også med til forme og skabe institutionens traditioner og normer. Lad os antage, at vi har en pædagogisk institution, hvor hele det pædagogiske personale er ekstroverte og ikke særligt sensitive, og de har skabt en social virkelighed, hvor idealet er, at man skal være udadvendt, frisk, legende og i bevægelse, og hvor det er godt, at der er mange aktiviteter, og der er gang i den. Dette vil være en social virkelighed, der ikke vil stemme helt overens med de introverte og særligt sensitive børns behov, jævnfør behovet for at kunne trække sig, så de ikke bliver overstimulerede. Hvis vi i stedet antager, at personalet er en blanding af både introverte, ekstroverte og særligt sensitive, og at der er et ideal om, at der både skal være tid til vild leg og fordybelse i stille aktiviteter, så kan selve dagligdagens struktur være en overstimulerende oplevelse. Hvis vi tager børnehaven, så møder nogle børn tidligere i institutionen end andre, og nogle bliver også 9

hentet senere, men generelt bruger børn en del timer i institutionerne, ud fra de erfaringer jeg har gjort mig. Ud over antallet af timer, som børnene bruger i børnehaven, så skal de også forholde sig til fællessamling, stuesamling, fælles frokost, planlagte aktiviteter og så alle de traditionelle højtider såsom jul og påske. Samtidig med skal de, som tidligere nævnt, forholde sig til alle de voksne og andre børn. Alt dette er blot, hvad det introverte og det særligt sensitive barn møder i en social arena i en type institution. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at det pædagogiske personale bliver bevidst om de sociale mønstre og traditioner, der findes i den pågældende institution, og at de reflekterer over dem. Det pædagogiske personale har været med til at skabe den sociale virkelighed, der findes i institutionen. De kan også være med til at ændre den. Inklusion På nuværende tidspunkt har jeg fået redegjort for, hvad det vil sige at være introvert, ekstrovert og særligt sensitiv, og hvad en institution er. Nu vil jeg redegøre for, hvad inklusion er, og jeg vil tage udgangspunkt i Rasmus Alenkærs teori om inklusion. Han skelner mellem kvantitativ og kvalitativ inklusion. Kvantitativ inklusion handler om mængden af personer man kan få ind i et fællesskab, fx en given institution, men selvom man er inkluderet på denne måde, er det ikke sikkert man føler sig inkluderet. Kvalitativ inklusion handler om, at personen føler en mening i den oplevelse, som inklusionen er. Føler barnet sig anerkendt og værdifuld i fællesskabet? Desuden skal alle inkluderes og ikke kun enkelte (Alenkær, 2014). Artiklen om kvantitativ og kvalitativ inklusion er hentet fra Rasmus Alenkærs hjemmeside. Ud over at arbejde med begreberne kvantitativ og kvalitativ inklusion er der fem perspektiver ifølge Clough og Corbett, som kan være med til at belyse arbejdet med inklusion. Selvom disse perspektiver forholdsvist retter sig imod skoleverdenen, så indeholder de også elementer, som ikke har fokus på skoleverdenen, hvilket betyder, at man til en hvis grad kan anvende dem generelt på institutionsverdenen. De fire perspektiver som jeg vil redegøre for, er det psyko-medicinske perspektiv, det socialt orienterede perspektiv, curriculum perspektivet, det organisatoriske perspektiv. Ved at kombinere disse forskellige perspektiver, så vil man få det transdisciplinære perspektiv, som jeg også vil redegøre for. Handicap perspektivet som er det femte perspektiv, vil jeg ikke redegøre for, da jeg i min opgave ikke har det som fokus. Dog vil jeg kort redegøre for Alenkærs mulige definition på, hvad inklusion er, inden jeg redegør for de fem perspektiver(alenkær, 2012). Det skal tilføjes at Alenkærs teori om inklusion oprindeligt er møntet 10

på folkeskolen, men han har videreudviklet den, så man kan anvende den i andre institutionssammenhænge. Alenkær ser inklusion som dynamisk, og altid igangværende proces som har til formål at alle individer aktivt kan deltage i samfundets arenaer(alenkær, 2014). Rasmus Alenkærs bud på en mulig definition er hentet fra hans hjemmeside. For at denne inklusion skal lykkes har Alenkær udviklet IC3-modellen(I står for inklusion, C står for cirkler, 3 står for antallet af cirkler). De tre cirkler repræsenterer tre former for inklusion, som alle skal være opfyldt før man kan tale om en fuld, kvalitativ inklusion. De tre former er fysisk inklusion, social inklusion og akademisk inklusion, og disse begreber benyttes inden for folkeskoleregi(alenkær, 2012). Alenkær har også lavet en grafisk model, som kan bruges uden for folkeskolens regi, hvor han i stedet for bruger begreberne fysiske betingelser, socialt samspil og opgaveløsning(alenkær, 2014) Dette er hentet fra Rasmus Alenkærs hjemmeside. Inklusionsperspektiver Det psyko-medicinske perspektiv handler om at have fokus på mennesket, som individuel problemudløser, dvs. at det er individet, der er problemet og ikke konteksten. I individets individuelle psykologi og biologi finder man således årsagen til personens diverse problemstillinger, og dette er grunden til, at han bliver ekskluderet (Alenkær, 2012). Hvis man ud fra dette perspektiv skal forklare, hvorfor introverte og særligt sensitive børn bliver ekskluderet fra fællesskabet, så er den simple forklaring, at de bliver ekskluderet, fordi de har en forkert personlighedstype og/eller et forkert karaktertræk. Ud fra det psyko-medicinske perspektiv, så kunne man prøve på at behandle de introverte og særligt sensitive børn, så de ville blive mere ekstroverte og mindre sensitive. Det socialt orienterede perspektiv opstår, som en kritik af den individorienterede vinkling, som kan findes i det psyko-medicinske perspektiv. I dette socialt orienterede perspektiv bevæger man sig væk fra den tankegang, hvor man alene havde fokus på individet, men hvor man nu kigger på samspillet mellem mennesket og den kontekst, de befinder sig i. Dette perspektiv har en sociologisk tilgang. Grunden til at et individ kan blive ekskluderet, er på grund af et undertrykkende samfundsmæssigt system (Alenkær, 2012). 11

Det, der ekskluderer de introverte og særligt sensitive børn, er, ud fra dette perspektiv, et undertrykkende samfundsmæssigt system. Hvis man skulle sætte navne på det system, så kunne man kalde det for det ekstroverte ideal eller konkurrence og præstationsstaten. Selvom de introverte og særligt sensitive børn indordnede sig dette system, så ville der ingen garanti være for, at de ville opleve følelsen af at være inkluderet. Så hvis man ikke kan ændre børnene, så er den anden mulighed at prøve at ændre systemet. Curriculum perspektivet har sit fokus på, hvad der finder sted i skoleverdenen, og man er optaget af skolens undervisningsmæssige aktiviteter og de mål, som er forbundet med undervisningen. Ifølge dette perspektiv kan individet blive ekskluderet af den årsag, at han ikke kan deltage i de undervisningsmæssige aktiviteter, som skolen tilbyder (Alenkær, 2012). Dette perspektiv har sit fokus på skoleverdenen, og her kan man inddrage den nye folkeskolereform, hvor børnene skal gå længere tid i skolen, have bevægelsesaktiviteter og gå i den obligatoriske lektiecafé. Udfordringen for de introverte og de særligt sensitive børn er nødvendigvis ikke, at de ikke kan følge med i undervisningen, men at dagene bliver længere, og at de i den forbindelse er længere tid sammen med andre mennesker, hvilket igen vil føre til overstimulering. Det organisatoriske perspektivs fokus ligger på samspillet mellem mennesket og institutionen fx eleven og skolen, og man har fokus på hele institutionen/skolen som en organisation. En måde at gøre dette på er, at skabe en organisationsform, hvor fokus er præget af begreber som samarbejde, dynamiske strukturer og vidensdeling. Hvis dette mangler, så vil inklusionen blive sværere at gennemføre ifølge dette perspektiv (Alenkær, 2012). I dette perspektiv er løsningen på inklusionsudfordringen helhedsorienteret. Hvis der findes nogle problematikker, der hindrer inklusionen af de introverte og særligt sensitive børn, så er det ikke kun individet, der er i fokus, men også selve institutionen. Så her skal institutionen i højere grad tilpasse sig barnets behov. Det transdisciplinære perspektiv går ud på at udnytte al den viden, der er fra de andre perspektiver for så dernæst at lave en sammenfatning af dem. Man kigger derfor på hele konteksten, både institutionen som organisation og mennesket med dets individuelle behov, og man ser desuden på samspillet mellem individet og både institutionen og samfundet(alenkær, 2012). Hvis man gerne vil inkludere de introverte og særligt sensitive børn (og alle de andre børn), så vil jeg mene, at man skal arbejde ud fra et transdisciplinært perspektiv, da den inddrager alle de forskellige vinkler, der enten kan føre til inklusion eller eksklusion. Alle de forskellige perspektiver har deres styrker og svagheder, 12

så derfor mener jeg, at det kun er naturligt, at man anvender de bedste elementer fra de forskellige perspektiver, så man både har fokus på individet, konteksten individet befinder sig i og det relationelle aspekt. Normalitetsopfattelser I dette afsnit vil jeg komme ind på nogle forskellige normalitetsopfattelser og teorier omkring social afvigelse. Selvom man får identificeret, hvem der er de introverte og særligt sensitive børn, og man som pædagogisk personale får øjnene op for institutionens indflydelse på de mennesker, der befolker den, så er der stadigvæk nogle udfordringer med at inkludere disse selvsamme børn. Det handler om, hvad der bliver anset som værende normalt eller ej, men hvad er normalt og unormalt? Her er tre forskellige former for normalitetsopfattelser formuleret af Holst, hvilket er den statistiske, den medicinsk-moralske og den sociologiske normalitetsopfattelse (Schou, et al. 2011). Den første normalitetsopfattelse er den statistiske, og ved hjælp af denne normalitetsopfattelse kan man beregne, hvad der er normalt ud fra det gennemsnitlige. Man kan fx få oplysninger om, hvor mange der er henholdsvis introverte og ekstroverte, men det skal tilføjes at dette begreb ikke rummer nogen indholdsmæssig forståelse (Schou, et al. 2011). Så ud fra en statistisk normalitetsopfattelse, kan vi finde ud af, hvor mange introverte, ekstroverte og særligt sensitive børn der findes, men det fortæller ikke om, hvem de er, og hvilke behov de måtte have, altså hvorfor nogle ser dem som enten normale eller afvigere. Bagefter har vi den medicinsk-moralske normalitetsopfattelse, og i denne normalitetsopfattelse ser man det sunde som det normale, og det syge som det unormale. Man ser ligeledes at den moralske korrekte opførsel er den normale, og at det, der strider imod det moralske, er unormalt (Schou, et al. 2011). Ud fra det kan man diskutere, om hvorvidt det at være introvert, ekstrovert eller særligt sensitiv er mest sundt eller moralsk korrekt. Til sidst finder man den sociologiske normalitetsopfattelse, hvor man her anser, hvad der er henholdsvis normalt og unormalt ud fra de normer, der er i samfundet. Dette kan være problematisk, da forskellige individer og grupper har forskellige normer og værdier. En løsning på dette kan være at se på, hvordan de etablerede myndigheder og institutioner reagerer på menneskers adfærd, og om de sanktionerer disse 13

mennesker på grund af deres adfærd. Dette kan være med til at give et fingerpeg om, hvad der er normalt og unormalt (Schou, et al. 2011). Hvordan bliver de introverte, ekstroverte og særligt sensitive børn omtalt ud fra de forskellige normer og værdier, der er i samfundet, og hvilke karaktertræk og kvaliteter ligger samfundet mest vægt på? Teorier om sociale afvigelser Der findes desuden teorier, der kan give en forklaring på, hvad der er normalt og unormalt. Hvad der er socialt accepteret, og hvad der anses som værende socialt afvigende. Jeg vil her redegøre for den socialkonstruktivistiske teori og stemplingsteorien (Schou, et al. 2011). I den socialkonstruktivistiske teori er omdrejningspunktet de subjektive meninger, som de forskellige mennesker besidder, og som er med til at definere og afgøre, hvad der er et socialt problem og afvigelse. Her skal forstås, at der findes interesse- og pressionsgrupper med hver deres agenda, og disse grupper vil skabe omtale om et specifikt emne, som de mener, udgør et problem (Schou, et al. 2011). Hvis nu nogle grupper argumenterer for det ekstroverte ideal, som blandt andet handler om, at man skal være udadvendt, bombastisk og god til at sælge sig selv, og mange folk tænker, at det lyder, som det mest naturlige og fornuftige, så er der nogle introverte, som vil have det svært med at efterleve dette ideal. Nogle af disse introverte vil kunne blive stemplet som sociale afvigere. Stemplingsteorien handler om, hvordan et individ kan ændre adfærd ved at blive stigmatiseret af de mennesker, som han omgås. Som i den socialkonstruktivistiske teori er det de andre menneskers subjektive meninger, men også deres negative forventninger, som er med til at præge og påvirke personen (Schou, et al. 2011). Hvis der er nogle mennesker, der i éns omgangskreds eller nærmiljø fortæller én, fordi man er introvert eller særligt sensitiv, at man er for stille, at man taler for lavt, at man er for genert eller for sart, så vil vedkommende tage disse stigmata til sig og leve op til dem, da det må være sandt, når alle disse mennesker fortæller det til én. 14

Habitus og kapital Ud over at man ifølge Jung har en psykologisk type, som enten afgør, om man er overvejende introvert eller ekstrovert, eller om man ifølge Aron kan være særlig sensitiv, så er disse træk ikke de eneste, der er med til at forme éns liv. Bourdieu (Jerlang, 2009) formulerer, at vi mennesker har en habitus og kapital, som vi bruger til at navigere rundt med i et givet felt, og at der desuden udøves en symbolsk vold. Alt dette er med til at skabe udfordringer med inklusion, men først en uddybning af disse centrale begreber. Habitus er de kropsliggjorte dispositioner, vi mennesker besidder. Vi har alle en medfødt natur, som man også kan kalde for vores gener, og denne medfødte natur bliver påvirket og formet af det samfund og den tid, vi lever i. Habitus og de kropsliggjorte dispositioner rummer al den viden, erfaringer og følelser, som et menneske besidder. Habitusen udvikles gennem hele livet, og det er ikke en passiv reproduktion, hvor det udelukkende er de ydre omstændigheder og påvirkninger, som skaber, den man er. Det man kan sige er, at éns opvækst er med til at forme éns habitus, og den bliver sat i spil i mødet med omverdenen, da éns habitus er en måde at tænke og handle på. Habitus og de varige dispositioner som den består af, giver det pågældende individ en orientering, som gør, at individet foretager langt de fleste af sine handlinger på et ikke bevidst niveau. For at det kan lade sig gøre har mennesket et praktisk mesterskab, som gør det i stand til at reagere på forskellige signaler. På baggrund af det praktiske mesterskab udvikles der også et symbolsk mesterskab, som er en slags sprogliggørelse. Dette symbolske mesterskab kan være med til at gøre det praktiske mesterskab mere bevidst, hvilket i sidste ende kan være med til, at man tager kritisk stillingtagen til sin praktik og habitus (Jerlang, 2009). Kapital findes i tre grundlæggende fremtrædelsesformer - økonomisk, social og kulturel. Disse tre former udgør til sammen en fjerde kapital, som er den symbolske kapital. Den økonomiske kapital handler om, hvor meget magt og indflydelse man har via sin økonomi, hvilket kan komme til udtryk gennem høje indtægter, værdipapirer og/eller produktionsmidler. Den sociale kapital fortæller om individets sociale netværk, og alle de forbindelser og kontakter, som han kan benytte sig af. Potentialet af dette netværk kan være mere eller mindre anerkendt, alt efter social kontekst. Dernæst har vi den kulturelle kapital, som kan deles op i forskellige former. Der er en objektiv kulturel kapital, fx hvilke bøger og musik individet har i sin besiddelse. Dernæst er der den institutionaliserede kulturelle kapital, som fx er hvilken uddannelse og anerkendte titler, som individet har erhvervet sig. Til sidst er der den del af den kulturelle kapital, som er mere kropsliggjort, da den er del af individets habitus. Denne del dækker et bredt spekter, som fx hvordan individet taler, bevæger sig på, hans viden og uddannelsesniveau og vedkommendes dannelse og vaner. Til 15

sidst har vi den symbolske kapital, som er summen af de tre foregående kapitaler, og som gør, at man kan agere i et givet felt (Jerlang, 2009). Feltet er et socialt rum, der har dens egne krav, magtrelationer og logik. Samfundet består af en række felter, som har en relativ autonomi. Desuden tilbyder feltet nogle forskellige muligheder, som er med til strukturerer individets habitus. Der er en sammenhæng mellem felt og habitus, da feltet som sagt er med til at forme habitus med sine muligheder. Samtidig med det, udfolder individet sig i feltet med sin habitus og er i gang med at foretage sig en konstruktionsproces af feltet. Felt og habitus påvirker og former hinanden (Jerlang, 2009). Symbolsk vold er, når mennesker på baggrund af deres habitus anerkender, fordømmer, ser op til eller ned på andre mennesker. Dette udøves særligt af de mennesker med en stor symbolsk kapital (Jerlang, 2009). Éns kapitaler bliver formet og præget igennem éns opvækst af de mennesker og det samfund, som man lever i. Éns samlede kapitaler, som er den symbolske kapital, er grundlaget for éns habitus. Tidligere redegjorde jeg for forskellen mellem introverte og ekstrovertes forhold til belønninger, og hvordan denne forskel gjorde, at de foretog forskellige handlinger. Desuden er ekstroverte mere positivt opstemte i forhold til forskellige objekter end introverte er. Hvis man sammenfatter denne viden, kan man antage, at introverte og ekstroverte udvikler meget forskellige kapitalformer og habitus, selvom de vokser op i det samme miljø, ja sågar samme familie. I det de ekstroverte er mere optaget af belønninger, så kan de have en større fokus på at udvikle en større økonomisk og social kapital. De introverte, som har en større tendens til at tage afstand fra objekter og rette deres energi indad, vil i en højere grad have større fokus på at udvikle deres kulturelle kapital. Derfor vil jeg mene, at man til en vis grad kan påvise, at der en sammenhæng mellem introversion, ekstroversion og udviklingen af éns kapitalformer og habitus. Dette synes jeg desuden stemmer fint overens med, at Bourdieu mener, at vi har en medfødt natur, som bliver påvirket af det samfund og den tid, vi lever i. Al dette kan være en udfordring for den introverte, som forventes at leve op til det ekstroverte ideal fx hvis der er en forventning om, hvor stort éns sociale netværk skal være, og hvor social man skal. De introvertes udfordring i dette tilfælde kan være, at de slet ikke har brugt den samme energi, som de ekstroverte har, til at få en stor vennekreds. Hvis de introverte befinder sig i et felt, hvor éns symbolske kapital og habitus skal stemme overens med det ekstroverte ideal, så vil det komplicere følelsen af at føle sig inkluderet. På den anden side, hvis vi har en gruppe mennesker med en habitus, der stemmer overens med det ekstroverte ideal, så kan disse mennesker se ned på og fordømme de andre mennesker, som ikke lever op til det ekstroverte ideal, eller som blot tager afstand fra det. Hvis vi desuden befinder os i et givet felt, hvor der er 16

mange mennesker med en stor symbolsk kapital, der er fortalere for det ekstroverte ideal, så vil modstanderne af dette ideal sandsynligvis blive stigmatiserede som anderledes, og dette vil besværliggøre inklusionsprocessen. Bourdieus teori og begreber om habitus, kapital, felt og symbolsk vold kan sammenfattes med teorierne om sociale afvigelser og normalitetsopfattelserne. Den sociologiske normalitetsopfattelse handler om, som beskrevet tidligere, at hvad der er normalt afhænger af de forskellige normer og værdier, der i samfundet. Dog mener Bourdieu, at samfundet består af en række felter, og disse felter har hver deres logik. Det vil så sige, at alle disse felter har hver deres normer og værdier set ud fra den sociologiske normalitetsopfattelse. Man kan også inddrage den medicinsk-moralske normalitetsopfattelse, som også tidligere er beskrevet. Det går ud på, at dét, der er normalt, er det, der er moralsk korrekt og sundt. Ved at sammenkoble de to normalitetsopfattelser i feltet, kan man ende med en række felter med vidt forskellige logikker, som det enkelte individ skal udfolde sig i, og som individet skal inkluderes i. Heri består udfordringen at afkode de forskellige felter, som rummer deres egne normer. Inklusionsprocessen på et individ, institution og samfundsmæssigt niveau Med alle disse forskellige teorier, begreber og forskning som er blevet præsenteret og redegjort for, kan man se, at en inklusionsproces er en kompliceret størrelse. Jeg har løbende igennem opgaven opstillet eksempler, der er baseret på delvis egne erfaringer og eksempler fra den litteratur jeg har anvendt. Meningen med disse eksempler har været at konkretisere den komplekse og abstrakte teori og lede hen til spørgsmålet om, hvordan man bedst muligt inkluderer denne målgruppe, og hvilken betydning det har for individet og samfundet, samt hvilke udfordringer der er i denne proces. På et individniveau skal den enkelte udvikle sin symbolske kapital og dertil dispositioner og eventuelle mestringsstrategier for at kunne agere i feltet og håndtere de forskellige krav og magtrelationer, der findes i de forskellige felter. Dette er lettere sagt end gjort, og jeg mener, at det enkelte barn ikke kan klare denne udfordring helt alene, men at barnet i samspil med en kompetent voksen skal lære at afkode de forskellige sociale krav og andre normer og værdier, der er i de diverse felter. Den kompetente voksne skal desuden lære barnet at sætte grænser i forhold til andre mennesker. Barnet skal lære balancegangen mellem at aflæse krav og tilpasse sig, men også at være autentisk og tro mod sig selv. 17

På et institutions-/organisationsniveau skal det pædagogiske personale skabe de optimale rammer, således at de introverte og særligt sensitive børn kan inkluderes i den givne institution på en ansvarlig måde. Her kan man inddrage Alenkærs IC3-model,(Alenkær, 2014), som har sit fokus på de fysiske betingelser, sociale samspil og opgaveløsning. Hvis man ser på nogle af de fysiske betingelser, der skal være opfyldt for at skabe inklusion, så er ét af punkterne, at brugeren oplever institutionens lokaler som værende fysisk behagelige med hensyn til støj, lys, størrelse og temperatur. Som vi ved, er introverte og særligt sensitive børn mere følsomme over for stimuli, så her er et konkret område at arbejde med. Når man kigger på det sociale samspil, er der et punkt der handler om, at institutionens ansatte skal arbejde aktivt, for at skabe en relation til brugeren, som bærer præg af respekt, anerkendelse og venlighed. Her er det vigtigt, at de ansatte reflekterer hver især og i fællesskab over deres habitus og dermed, hvilket syn de har på de mere stille og sensitive børn. Et eksempel fra en af mine praktikperioder er, at under et personalemøde skulle en ansat fortælle om sin relation til et af børnene. Hun havde det svært med ham, fordi hun syntes at han var en pivskid. En af de andre ansatte tilføjede, at denne dreng var et skvat. Det kan være en udfordring at skabe en venlig, respektfuld og anerkendende relation, hvis man tænker sådan om et barn. Det sidste punkt i IC3-modellen er opgaveløsning. Ét af punkterne her er, at brugerens dag i institutionen er præget af en gennemgående struktur og forudsigelighed. Der skal ikke være for mange ændringer og overraskelser, der kan være med til at overstimulere barnet. Ved at man inddrager det transdisciplinære inklusionsperspektiv, og kobler det til IC3-modellen, så er det især institutionen/organisationen som i høj grad skal tilpasse sig brugernes behov. For selvom de introverte og særligt sensitive børn får udviklet deres symbolske kapital, så er der stadigvæk nogle objektive strukturer, der kan påvirke dem i en negativ retning. Det er her det pædagogiske personale skal gribe ind og skabe de rigtige rammer for børnene. Hvis man vil forbedre inklusionsprocessen set ud fra et samfundsniveau, kan man skabe nogle lovmæssige og økonomiske rammer for at inklusionen kan foregå på en hensigtsmæssig og ansvarlig måde. Et andet overordnet mål kunne være at formidle viden om introversion, ekstroversion og særlig sensitivitet, da dette kunne være med til at skabe en større forståelse for, at mennesket er en kompleks skabning, og at alle ikke kan leve under det ekstroverte ideal. Det er essentielt man arbejde og reflekterer over den kultur man lever i og af en del af. Som nævnt tidligere Cain taler om det ekstroverte ideal, hvor ekstroverte bliver bedømt mere positivt end introverte på forskellige parametre, så forklarer Aron at, der også er et ideal, når det kommer til, hvorvidt det er bedst at være særligt sensitiv eller ikke særligt sensitiv. Hvad der er bedst, kommer til udtryk i 18

kulturen, hvor nogle karaktertræk bliver favoriseret, mens andre bliver modvirket, ignoreret eller latterliggjort (Aron, 2013). Jeg mener at det mest ideelle, vil være at alle personlighedstyper og karaktertræk bliver opfattet, som neutrale da hver type og træk har noget unikt at bidrage med. Problematikken med dette ligger i, som beskrevet tidligere, at vi har de forskellige felter med hver deres logikker, og hvis man spørger Cain og Aron, så er det ekstroversionen og ikke særligt sensitiviteten, der danner grundlag for idealet i den vestlige verden. For at tydeliggøre dette vil jeg redegøre for en undersøgelse videreformidlet af Aron. Man ville finde ud, hvilke karaktertræk der var med til at gøre børn mest populære. Derfor valgte man at sammenligne 480 skolebørn i Shanghai, Kina med 296 skolebørn fra Canada. Det man fandt ud af var at, i Kina blev de sensitive og generte børn valgt mest af de andre børn, som venner eller legekammerater. Derimod var de sensitive og generte børn dem, der blev valgt mindst i Canada. Jeg vil tilføje at ordene genert og stille på mandarin-kinesisk betyder velopdragen eller god, og at ordet sensitiv er en rosende betegnelse, som kan oversættes til en der har forståelse (Aron, 2013). Dette er selvfølgelig kun et eksempel, og jeg kan ikke påstå, at alle kinesiske og canadiske børn vælger deres venner på samme måde. Dog finder jeg det interessant at ordene genert, stille og sensitiv på kinesisk er positivt ladet, hvorimod jeg tvivler på at man fx vil kunne sælge sig selv til en jobsamtale i Danmark ved at fortælle at man er genert, stille og sensitiv. Som nævnt ligger det i kulturen, i vores normer og værdier, hvilke karaktertræk der er mest eftertragtet. For at gøre inklusionen nemmere for de introverte og særligt sensitive børn, så kunne man arbejde på at gøre introversion og særlig sensitivitet til nogle plusord, altså nogle ord med en større positiv værdi. 19

Konklusion I min problemformulering spørger jeg, som det første, hvordan man bedst muligt kan inkludere introverte og særligt sensitive børn i institutionsverdenen, og hvilke udfordringer der kan være i denne proces. For at kunne inkludere disse børn, som besidder en introvert personlighedstype og/eller karaktertrækket særlig sensitivitet, er det vigtigt at have en viden om, hvad det overhovedet indebærer at være introvert og/eller særligt sensitiv. Hvis man som pædagogisk ansat ikke har en forståelse for, hvad introversion eller særlig sensitivitet er for nogle begreber, så har man ikke den viden og forståelse, der skal til at opdage disse børn og deres mulige problemstillinger, og selvom man skulle opdage nogle af disse stille børn, så har man ikke den fyldestgørende viden, man skal bruge for at hjælpe dem. Det skal for en god ordens skyld understreges, at det ikke er alle introverte og særligt sensitive børn, der har problemer og skal have hjælp. Det kan konkluderes, at børn (og voksne,) der er særligt sensitive, har en hjerne, der fungerer anderledes end hos dem, der ikke er særligt sensitive. De særlige sensitive mennesker bliver hurtigere overstimulerede af de forskellige stimuli, der findes. Det kan skabe udfordringer for dem, når de fx skal tilbringe en lang dag i institutionen sammen med mange andre mennesker. Ligeledes har de introverte børn (og voksne) en hjerne, der adskiller sig fra de ekstroverte menneskers, og denne forskel ligger i, at den ekstrovertes hjerne i højere grad er tilbøjelig til at udløse dopamin, og de er derfor mere belønningsorienteret. Desuden bliver introverte også hurtigere overstimulerede end ekstroverte. Dette er i sig selv en udfordring for det enkelte barn, da det gør det sværere for barnet at håndtere en dag med meget stimuli. Det jeg ser, som nogle af de største udfordringer, på baggrund af mit arbejde med dette emne, er, at det såkaldte ekstroverte ideal fordrer, at barndommen gennem tiden er blevet mere institutionaliseret, og at børnene bruger flere timer i et mere (over)stimulerende miljø. Det skal slås fast, at ikke alle institutioner er éns. Der findes institutioner, der har et stort fysisk areal, og hvor der er mange børn. Disse institutioner har et mere stimulerende miljø og kan være mindre velegnet for de introverte og særligt sensitive børn end en institution med færre brugere. Udviklingen af det ekstroverte ideal kan forklares ved hjælp af begreberne habitus, kapital, felt og symbolsk vold. Hvilke værdier og normer, der er gældende, er afhængig af tiden og samfundet vi lever i, og i dagens Danmark er der mere fokus på konkurrence, præstation og tests. Jo mere dette bliver normen, jo større sandsynlighed er der for, at de, der ikke lever op til disse forventninger, bliver stigmatiseret. Det er kulturen og dermed os mennesker, der er med til at vælge, hvilke personlighedstyper og karaktertræk der er de bedste og mest eftertragtet, og hvis vi, som mennesker og samfund, gerne vil undgå at stigmatisere de 20

introverte og særligt sensitive, må vi skabe en kulturændring. Dette skal være en ændring af, hvad nogle vil kalde for normalt og unormalt. For det andet spørger jeg, hvilken betydning har det for barnet og for samfundet om inklusionen lykkes. Hvis det ekstroverte ideal slår sig fast, kan det introverte og særligt sensitive barn føle sig stigmatiseret, som værende forkert, da han ikke lever op til normerne. Han vil måske føle, at han er for sart og vil miste troen på, at han ikke kan håndtere kravene fra konkurrence og præstationsstaten. Hvis dette sker, vil det have konsekvenser på et samfundsmæssigt niveau. Selvom de introverte og særligt sensitive hurtigere bliver overstimulerede, kan de trods alt stadigvæk uddanne sig og arbejde, og det er kun en fordel at alles potentiale bliver brugt fuldt ud. Perspektivering I min opgave har jeg haft fokus på de introverte og særligt sensitive børn, der skal inkluderes i institutionsverdenen, som fx børnehaver og folkeskoler. Der vil dog komme en dag, hvor disse børn bliver voksne og muligvis skal begynde på en videregående uddannelse eller starte på arbejdsmarkedet. Hvordan vil disse mennesker håndtere livet ude i en verden, der er større, og måske for dem mere stimulerende? Det er ikke unormalt at introverte og særligt sensitive børn på et eller andet tidspunkt får følelsen af, at de er anderledes og ikke rigtig føler, at de passer ind i det store, almene fællesskab. Hvordan bliver disse børn påvirket af sådan nogle følelser, når man anskuer det ud fra et perspektiv, der omhandler udviklingen af éns identitet? Sagt på en anden måde, kan disse børn sikres en hensigtsmæssig identitetsudvikling, hvis de fx føler sig forkerte, og hvordan vil det påvirke deres liv, når de engang bliver voksne? Hvis dette nu engang er tilfældet, så må der foretages nogle ændringer i institutionsverdenen. Jeg har tænkt på en idé, der for nogle vil virke kontroversielt, men som inspireres af de tanker bag niveaudeling i klasserne. Inden børn tager skridtet fra at gå i børnehave til folkeskole, bliver de vurderet ud fra forskellige parametre, om de er skoleparate. Hvad hvis man i den vurdering kiggede på, hvilke personlighedstyper og karaktertræk børnene har? Jeg er udmærket klar over, at børn ikke kan tage en personlighedstest på samme måde, som en voksen, men at have fokus på det blandt det pædagogiske personale kunne føre til, at de fik en bedre forståelse af børnene. Dog mener jeg, at vi ikke kun snævert skal have fokus på det enkelte individ, men helt overordnet se på nogle af de institutioner, felter og systemer, som er med til at præge vores opfattelse af de værdier og 21