Prædiken. 12.s.e.trin.A. 2015 Mark 7,31-37 Salmer: 403-309-160 413-424-11 Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde helbredelser og skal overveje, hvad betydning den har for os i dag, så skal man ofte betænke de små detaljer. Ikke så meget selve helbredelsen, men måden hvorpå den sker. Vi hører at en døvstum bliver bragt hen til Jesus i håbet om, at han vil udføre et under. Jesus kunne have udtalt et helbredende ord. Han kunne have lagt sine hænder på den syge lige dér. Han vælger i stedet at tage ham afsides væk fra folkene, og efter helbredelsen forbyder han dem at fortælle om det, der er sket. Men som der står: Men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Sådan vidste Jesus godt det ville gå. Det er en så fuldstændig fantastisk oplevelse at se en døvstum få sine sanser tilbage, så fantastisk at man ikke har kunnet lade være med at fortælle om det vidt og bredt. Og det var jo ment godt. Men alligevel kommer Jesus med sit forbud. Og hvorfor, kunne man så spørge? Hvad er meningen med 1
det? Hvorfor må de ikke bare fortælle om det vidt og bredt? Det er spørgsmålet. Den første forklaring er, at Jesus ikke ønskede at blive troet på baggrund af de underfulde helbredelser. Men der er en mere grundlæggende forklaring. Jesus vandrede rundt i Israel for 2000 år siden som sand Gud og sandt menneske. Og netop som sandt menneske var han bundet af tid og sted. Han kunne netop som vi andre ikke være flere steder på én gang. Dvs han helbredte nogle syge, men andre kom han ikke i forbindelse med. Det siger sig selv, men heri ligger jo også en anfægtelse: Hvorfor er det lige den der døvstumme, -den der lamme mand, osv. osv. Og hvad har de andre syge ikke tænkt? Hvorfor hjalp mine venner ikke mig hen til Jesus? Eller: Hvorfor kom Jesus ikke den her vej forbi? Hvorfor lige ham og ikke mig? Jeg tror også på Gud, og han der fortjener vel ikke mere at blive helbredt end mig? Man kan levende sætte sig ind i sådanne tanker. Er man syg, -alvorligt syg, så fylder sygdommen næsten alt, og en mulig 2
helbredelse er det største mål. Sådan er det. Derfor kan man godt forestille sig, at da den døvstumme kommer hjem til sin landsby og både kan høre og tale. Både han selv og hans venner har fortalt med begejstring i stemmen om, hvordan Jesus tog manden til side, og at han kort tid efter kom tilbage og kunne så både høre og tale. Og alle hans venner og bekendte har været glade og prist Jesus i høje toner. Man kan sagtens forestille sig, at den glade fortælling har givet et stik i hjertet på en anden syg i samme by. Hvorfor ikke mig? Ja, andre syge har måske ikke kunnet lade være med at tænke: Hvad mening giver det overhovedet at helbrede nogle få? Tilsyneladende tilfældige. Burde Jesus ikke hellere have udryddet sygdom for alle. Det var da mere retfærdigt. Sådanne tanker er måske ikke særligt ædle. Hvorfor kan man ikke bare glæde sig over, at nogle helbredes? Det er trods alt bedre end ingen. Men man kan alligevel godt sætte sig ind i tankegangen. Hvis vi er ærlige overfor os selv. Det er derfor Jesus påbyder at lade 3
være med at tale om underne. Det er ikke det, der er det dybt centrale. Jesus kom ikke til jord for at udrydde sygdomme. Og Jesus kom ikke til jord for at sætte døden ud af kraft. Han var sandt menneske. Bundet af tid og sted, og derfor var det ikke alle syge, han kunne komme til. Det kunne ikke være anderledes. Derfor var underne tegn. Tegn på hans guddommelighed. Tegn på, at Jesus som Guds søn havde Guds magt til at bekæmpe det onde, det mørke, det livsødelæggende og livsfornægtende. Tegn på det liv bagom døden, som vi ved Guds nåde gives håbet om, -det liv hvor der ikke er sygdom, ikke lidelse, ikke død. Men Jesus kom altså ikke for at ændre vores grundlæggende livsvilkår her på jorden. Sygdom og død er stadig et grundvilkår for os alle. Det var en klar anfægtelse for nogle dengang, at Jesus helbredte nogle få og ikke alle. I dag er der den samme anfægtelse. Vi forstår ikke, at der er så stor forskel på menneskeskæbner. Vi forstår ikke, at nogle skal rammes så uendeligt hårdt, mens andre går livet 4
igennem i overført betydning uden den mindste skramme. Vi kan i tankerne gå en tur på gangene på det kæmpestore Skejby sygehus og krystalklart indse, hvor stor forskel der er i menneskeskæbner. Og det er bestemt ikke altid ens egen skyld. Der er mange, der rammes hårdt, selvom man ikke har røget, spist eller drukket for meget, ikke spist sundt eller motioneret for lidt. Der er nogle, der gør alting rigtigt, og så rammes de alligevel. Der er andre, som lever helt forkert efter alle eksperters dom, men alligevel har de et jernhelbred. Og vi kan ikke få det til at forsvinde. Vi kan ikke be Gud om retfærdighed og om alle mulige mirakler. Sommetider går det bare den forkerte vej, synes vi. Og vi forstår det ikke. Jeg hørte forleden om en midaldrende kvinde. Hun havde følt sig sløj gennem længere tid. Gik til sin læge og efter nogen tids undersøgelse fik hun lægernes dom. Han havde kræft, og det havde bredt sig så meget, at der ikke var noget at gøre. Hun kunne få livsforlængende behandling, men det var ikke sikkert 5
det hjalp, og det kunne gøre hendes sidste tid endnu værre. Det var en hård dom, men kvinden tog det fattet og sagde til sin læge. Jeg vil ikke ha den behandling. Det må gå, som Gud vil. Og så vil jeg drikke grøn the, det har jeg hørt kan hjælpe, og det skader i hvert fald ikke. Tiden gik og efter nogle måneder begyndte hendes læge at undre sig over, at han ikke havde hørt noget fra hende. Han vidste, at hun ikke var afgået ved døden. Han kontaktede kvinden, der glad fortalte, at hun havde det godt. Lægen spurgte, om hun ikke kom forbi, så han kunne undersøge hende, -om kræften var væk. Det indvilgede hun i. Til lægens store overraskelse viste det sig, at al kræft i kvindens krop var forsvundet. Hun var helbredt. Og det eneste, hun havde gjort, var at drikke to krus grøn the hver eneste dag. Se, det er et under. Uforklarligt. Uforståeligt. Var det den grønne the? Tja, der er mange der drikker grønt the og bliver syge lige godt. Var det hendes kristne tro, hendes bønner til Gud? Var det lægernes dom, der var forkert? Hendes egen immunforsvar? Ingen ved det. 6
Men et mirakel er det. Men hvad skal det menneske, der er ved at dø af kræft bruge en sådan historie til? Det er spørgsmålet. Burde kvinden have ladet være med at fortælle sin underfulde historie? Nej, vel. Bør man ikke glædes over, at andre får det godt, selvom jeg ikke får det? Men som jeg hører det igen og igen: hvad er meningen, -hvor er retfærdigheden henne, hvorfor gør Gud sådan og sådan? Vi forstår det ikke. Vi ved, at der foldes mange hænder og bedes meget på Skejby sygehus. Vi har selv sygdom og død tæt inde på livet, og ikke den inderligste bøn kan fjerne det alt sammen fra os. Men alligevel sker der mange mirakler. Der sker stadig gode ting, som selv de dygtigste læger ikke kan forklare. Der er fortællinger som i dagens evangelium om den døvstummes helbredelse, og der er fortællinger dagligt om helbredelser, fantastiske fortællinger, der kun kan stemme sindet til tak. Og de gode historier skal ikke ties væk. De skal fortælles vidt og bredt. Det gælder da for os om at glædes og styrkes ved disse 7
fortællinger om, at der altid er et håb, så længe vi lever. Og ligeså vigtigt, at vi ikke går til i bitterhed og anklage, hvis vi føler, at vores bøn om helbredelse ikke gik i opfyldelse. Sygdom og død er til stadighed et grundvilkår for os. Og det er også et grundvilkår, at vi ikke forstår lidelsens problem, ikke forstår forskelligheden i menneskeskæbner. I den tankevækkende film Bruce den almægtige, får Bruce Guds almægtige kræfter til låns. Bruce havde haft den holdning, at alt forkert, der overgik ham, -det var Guds skyld. Og en dag bliver det selv Gud for meget. Han gider simpelthen ikke at høre på Bruces evindelige klynkeri. Så kan han få Guds almægtige kræfter, så kan han jo selv se, om han kan gøre det bedre. Det går sådan set også rigtig godt til at begynde med. Han giver sig selv en ny bil, -får sin tomatsuppe til at dele sig som Moses gjorde det med Det røde havhan får sit ønskejob osv osv. Det er sådan set sagen at ha Guds kræfter. Men efterhånden som dagene går, irriteres han af alle de der stemmer, han hører i sit 8
hoved. Det er bønner. Bønner til Gud om alt så at sige mellem himmel og jord. Og hvad skal han gøre ved dem? Han får en idé. Han får alle bønnerne ind på en computer, markerer dem alle sammen og siger ja til det hele. Folk skal ha det, de be r om. Og så bryder det hele sammen. Kaos. Det er ikke så let at være Gud, må han sande. Han opsøger så igen Gud og vil af med sine almægtige kræfter. Filmen er humoristisk. Ægte Hollywood-stil. Men også med gode og dybe pointer. Som der hvor Bruce vil af med Guds almagt, og hvor Gud siger til ham: Sommetider vil mennesker have Gud til at klare alting for dem. Men mennesker kan mere end de tror. Og så siger han: Hvis du vil ha et mirakel, så vær et mirakel. Og det kan være ordet til os i dag. Der sker undere, - mirakler findes. Bønner høres. Håbet til Gud svigter ikke. Men hvis vi vil ha et mirakel, så skal vi være et mirakel. For vi kan alle sammen være et mirakel for andre. Gøre en forskel for andre. Være små tegn på at 9
vi mennesker kan mere, end vi sommetider tror. Og vi kan også bære den skæbne, der gives os, -for Gud giver os styrken til at stå det igennem. Og det kan godt være, at vi ikke helbredes for en svær sygdom, men vi skal ikke gå under i bitterhed og anklage. Men være et mirakel ved at bære livet og være noget for andre. Luk dig op!, siger Jesus til den døvstumme. Luk dig op, -siger Jesus også til os i dag. Du, hver enkelt er et Guds mirakel, -så vær et mirakel. Du, -hver enkelt er i Guds hånd, og den hånd vil bære dig igennem alt og til slut føre dig igennem alt og ind til Guds evige glæde og fred. Mirakler sker, -uforklarlige ting findes som tegn på Guds kærlighed, men hvis vi vil være sikker på et mirakel, så skal vi være et. Amen. 10