Jens Erik Kristensen, lektor, lic.phil Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet (jek@dpu.dk) Paper til konference i Nordisk Netværk for Professionsforskning Tema: Professioner gamle autoriteter og ny legitimitet, VIA, 25-26.oktober 2012 Velfærdsprofessionerne i konkurrencestaten? Mellem staten og professionerne har der historisk set været et tæt forhold. Det gælder i særdeleshed for velfærdsstaten og de såkaldte semiprofessioner (pædagoger, lærere, socialrådgiver, syge- og sundhedsplejersker, ergo- og fysioterapeuter m.v.), der ofte omtales som velfærdsstatens frontarbejdere. Siden 1990 erne har både velfærdsstaten og dens professioner imidlertid været under stigende pres for øget effektivitet, økonomisering, brugerserviceorientering m.v., og parallelt hermed har vi været vidne til ændringer i velfærdsstatens opgaver, mål og værdigrundlag. Udover de fysiske sammenlægninger af kommuner og institutioner er velfærdsområdet blevet underlagt politiske og økonomiske styringsinstrumenter, ligesom der er oprettet kvalitets- og certificeringsinstitutioner, med det formål at angive kvalitetsstandarder og mål for evaluering af performance i forhold til opgavevaretagelse. I takt hermed er professionernes faglige råderum indskrænket, og de er kommet under ledelse og stram styring. Disse forandringer af velfærdsstaten blev i 1980 erne og 90 erne tematiseret i et nationalt perspektiv under overskriften moderniseringen af den offentlige sektor med fokus primært på omlægningen af velfærdsstatens styrings-, ledelses- og organiseringsformer, bl.a. i kølvandet på introduktionen af New Public Management. Det seneste årti har den hjemlige og internationale forskning imidlertid tematiseret disse forandringer i et bredere globaliseringspolitisk perspektiv, hvor de ses som momenter i en langstrakt transformation af velfærdsstaten til en national konkurrencestat. I dette perspektiv er det ikke længere kun styrings- og ledelsesformerne, der er i fokus, men snarere den grundlæggende ændring af selve velfærdspolitikken og indholdet i velfærdsopgaverne. Med transformationen af velfærdsstaten til en konkurrencestat er der dog ikke tale om en helt ny statsform, men snarere om en videreudvikling og omlægning af velfærdsstatens formål i lyset af nye globaløkonomiske konkurrencevilkår. Konkurrencestaten afvikler derfor ingenlunde velfærdspolitikken, men ændrer derimod dens karakter, fokusområder og legitimitet. Den omgærder nemlig disse med en ny statsræson, der i lyset af globaliseringen absoluterer den nationale konkurrenceevne eller konkurrencekraft i den globale økonomi som det øverste politiske mål også for de velfærdspolitiske indsatser. Velfærdspolitikken kobles m.a.o. direkte til den økonomiske konkurrencedagsorden, og i forlængelse heraf omlægges den i en gradvis og konfliktfyldt forskydning fra det tidligere fokus på beskyttelse, behandling, forsørgelse og kompensation til et nyt fokus på forebyggelse, selvforsørgelse, mobilisering og inklusion. I takt hermed viger den klassiske velfærdspolitiks 1
bærende ide om lighed gennem distributiv (omfordelende) solidaritet for en ide om det, man kunne kalde for en om en kompetitiv solidaritet. Denne orienterer solidariteten mod at skabe lige muligheder for alle, altså mod at ruste alle individer lige godt til at klare sig i konkurrencen på arbejdsmarkedet gennem uddannelse. Den handler om i et inkluderende perspektiv at få alle med, først og fremmest fordi det i konkurrencestatsligt øjemed er vigtigt at alle bidrager til og at ingen unddrager sig det nationale arbejdsfællesskab. Disse omlægninger vedrører alle mere eller mindre direkte velfærdsstatens opgaver, ydelser og indsatser og har i kraft heraf ændret målet og meningen med de velfærdspolitiske opgaver og opgavevaretagelse. Dermed har de imidlertid også ændret karakteren af samt målet og meningen med professionernes indsatser og opgavevaretagelse og det vel at mærke i en situation, hvor årtiers modernisering af den offentlige sektor samtidig har stækket professionernes råderum og svækket deres monopol på at sætte faglige standarder og normer for deres opgavevaretagelse. En sådan ændring af de politiske mål og meninger med velfærdsopgaverne vil derfor givetvis få stor betydning for de overleverede professioners fagligheder og indbyrdes faggrænser, for professionsuddannelserne og deres vidensgrundlag, for de overleverede professionsidealer og dermed for de professionelles selvforståelse og identitet. Velfærdsstaten var som projekt og i sin opbygning afhængig af professioner, som den selv i vid udstrækning betingede og muliggjorde fremvæksten og konsolideringen af. I omlægningen af velfærdspolitikken i kompetitivt øjemed vil konkurrencestaten også være afhængig af sine professioner, ofte omtalt i dag som dens kernetropper. Men deres opgaver, indsatser og mål har i mellemtiden ændret karakter og mening i en grad, der næppe lader professionerne uberørt. Det åbne spørgsmål for indeværende er derfor, hvilken type af professioner og hvilken type af velfærdsprofessionalisme, en konkurrencestat vil og må støtte sig til og søge at fremme. Et første fingerpeg herom kunne f.eks. være de igangværende reformer af professionsuddannelserne (pædagog- og læreruddannelsen), men også af det forstærkede politiske ønske om evidensbasering af velfærdsindsatserne ( velfærd, der virker ), eller af de politisk højtprioriterede ønsker om velfærdsinnovation og velfærdsteknologier, hvis bærende parole er, at færre skal gøre mere for flere bare bedre og billigere (jf. MandagMorgen 2012). Spørgsmålet om konkurrencestatens velfærdsprofessionalisme vil jeg i det følgende forsøge at indkredse nærmere, dels i form af en samtidsdiagnose af tiltag og tendenser i det velfærdsprofessionelle felt, dels i form af en præcisering af spørgsmålet i forhold til dets mulige afhængige og uafhængige variable og vel vidende, at et svar i sit fulde omfang ville forudsætte et flerårigt forskningsprojekt. Et projekt nemlig, der i et historisk-aktuelt og empirisk perspektiv stiller skarpt, ikke blot på de seneste 20 års forandringer af forholdet mellem velfærdsstaten og professionerne, men også på ændringerne af formål og mening med velfærdspolitikken og velfærdsopgaverne, for på denne baggrund af kunne pejle sig ind på det nye forhold mellem en konkurrencestatslig velfærdspolitik og den type af professioner og professionelle, den vil være henvist til. Det siger sig selv, at den følgende indledende diagnose er meget foreløbig og ufærdig. Den er båret af den grundtanke, at samtidsorienterede forskningsprojekter må tage deres afsæt i en nogenlunde træffende og plausibel diagnose af det problemfelt og af de fremtidssvangre tiltag 2
og tendenser, der ønskes nærmere belyst gennem historisk og empirisk forskning. Formålet med samtidsdiagnoser er grundlæggende at skabe overblik over og orientering i en komplekst felt, men netop også at generere de teser, som et eventuelt forskningsprojekt må være styret af (Kristensen 2009). Det følgende kan derfor betragtes som et første og ufærdigt tilløb til en sådan orienterende og tesegenerende diagnose af historiske og aktuelle tiltag og tendenser i det velfærdspolitiske professionsfelt. En af de første teser, jeg dog uden de store forbehold godt tør forfægte allerede nu, er, at professionerne i dag befinder sig i et opbrud, i en objektiv krisetilstand om man vil, der anfægter de overleverede professionsforståelser og dermed selve professionsbegrebet. Men som i alle krisetilstande kan det enten gå den ene eller den anden vej eller flere veje f.eks. i retning af en innovativ opfindelse af en helt ny slags professioner, en traditionsbesindende modernisering af de eksisterende professioner eller en reel afprofessionalisering - endende med professionernes endeligt og deres erstatning med en helt anden måde at organisere velfærdsarbejdet i en konkurrencestat (Kristensen 2012). De nivellerede velfærdsprofessioner som symptom At det i dag er blevet selvfølgeligt at samle og tematisere en lang række af de såkaldte semiprofessioner en bloc under etiketten velfærdsprofessioner er ikke blot et symptom på den antydede omlægning af velfærdspolitikken. 1 Det er formodentlig også et symptom på et opbrud i professionsbegrebet og -problematikken, som vi kender den fra den klassiske og moderne sociologi. Noget tyder nemlig på, at der med ændringen af selve velfærdspolitikken mål og mening og med den samtidig betoning af det tværprofessionelle samarbejde, af fleksibilitet og innovation, af øget helhedsorientering på tværs af de hidtidige professionsgrænser m.v. er ved at ske en gradvis nivellering og afvikling af de historiske forskelle mellem de tidligere relativt selvstændige og indbyrdes fagligt afgrænsede professioner. Det centrale spørgsmålet er derfor ikke længere, hvorvidt disse professioner lever helt eller delvist op til det klassiske professionsparadigme eller om de skal stræbe efter det, men hvilken type af professioner, der kommer ud af denne diskursive og i stigende grad også praktiske nivellering af forskelle og faggrænser, samt hvilken type af uddannelse, der i fremtiden vil blive brug for til at uddanne dem? Man ville f.eks. ikke kunne fortænke nogen professionsskoler i at begynde at tænke i en fælles basisuddannelse i velfærdsprofessionel omgang med mennesker med fleksible specialiserings- og overbygningsmuligheder? Mod dette taler ganske vist, at der fra bl.a. professionsskolerne ytres ønske om et nødvendigt og tiltrængt professionsløft eller et fagligt løft gennem bedre og forskningsbaserede uddannelser (Qvortrup & Hermann 2009). Blot er det uklart og ingenlunde givet, om et sådant løft eller professionernes øgede adgang til forskningsviden nødvendigvis vil styrke de overleverede og eksisterende professioners faglige profil og traditionelle professionelle selvforståelser - eller i stedet fordre en ny eller moderniseret type af professioner. Så spørgsmålet er snarere - i forlængelse af det aktuelle fokus på velfærdsinnovation, på velfærdsteknologier, på evidensbaserede velfærdsydelser m.v. om vi ikke for indeværende står overfor en innovation af selve professionsbegrebet i retning en new professionalism (Dent o.a. 3
2002; Kuhlman 2004) - f.eks. i form af entreprenante og fleksible velfærdsiværksættere, tværfaglige velfærdseksperter eller specialister i velfærdsydelser, der vil afskalle og overflødiggøre mange af de traditionelle og overleverede professionsmarkører (eneret, selvstændighed, afgrænset og specialiseret uddannelse, skøns- og vurderingsmagt m.v.) (Staugård 2011)? Hvorom alting er, så peger meget i den konkurrencestatslige omlægning af velfærdspolitikken i retning af en mere pragmatisk, opsplittet, teknologisk og innovativ form for velfærdsprofessionalisme. Der har parallelt hermed i professionsforskningen været talt om skabelsen af postmoderne professionelle, der er karakteriseret ved øget fleksibilitet, teamsamarbejde, tværfaglig integration og interdisciplinære problemløsninger m.v.. Professionelle, der m.a.o. ikke længere sætter en ære i eneret eller har bundet sig til en bestemt faglig specialisering og professionsidentitet, men har accepteret den almene dagsorden om udvikling, omstilling og fleksibilitet og derfor konstant stræber efter at opdatere deres viden og at udvikle deres kompetenceberedskab på et bredere vidensgrundlag, hvilket gør det vanskeligt at opretholde professionsfaglige identiteter og forskelle mellem velfærdsprofessionelle indbyrdes (Dahl 2005, s.54; Hermann 2009). At dette er mere end vidtløftige gisninger, men konkret og direkte angår velfærdsprofessionernes vidensgrundlag og uddannelsesmæssige baggrund, fremgår bl.a. af de igangværende revisioner af bl.a. lærer- og pædagoguddannelserne, der på den ene side peger i en mere praksis- og kompetenceorienteret retning og på den anden i retning af øget evidensbasering. Det fremgår også af debatten om professionsuddannelsernes status, om deres eventuelle akademisering versus en øget praksisorientering, om karakteren af den ønskede faglige oprustning og forskningsbasering af uddannelserne, om den øgede evidensbasering af den professionelle praksis m.v.. Det åbne spørgsmål er imidlertid, hvilken retning disse forandringer vil tage og hvad de peger frem mod? Vil der blive tale om et længe efterlyst professionsløft med en styrket faglighed gennem forskningsbasering af uddannelserne og en ny myndiggørelse af velfærdsprofessionerne til følge? Eller er vi tværtimod vidne til en langsom nivellering af de hidtidige adskilte professioner gennem en såvel praktisk som uddannelsesmæssig nedbrydning af deres faggrænser med øgede krav om tværfaglige og innovative kompetencer? Og er den generelle orientering mod praktiske handlekompetencer og fortløbende kompetenceudvikling eventuelt i sig selv en nivelleringsfaktor, der løsner uddannelserne fra en forud givet faglighed og tendentielt underminerer forestillingen om, at en profession er en erhvervsgruppe, der har en specialiseret uddannelse og viden, som den bringer i anvendelse på et bestemt praksisfelt - med eller uden særlig autorisation? (Harrits 2011). For at indkredse dette åbne spørgsmål om velfærdsprofessionernes fremtidige status og karakter kan man gå flere veje. Da det i udgangspunktet står relativt klart, at professionernes autonomi og faglige råderum har ændret sig i takt med de seneste årtiers gradvise afvikling af de relative monopoler, der historisk har omgivet deres hidtidige opgavevaretagelse, skal vi i det følgende kort se historisk på disse monopolers karakter. Dernæst skal vi følge deres administrative udhuling i kølvandet på moderniseringen af den offentlige sektor, for til sidst at se på de velfærdspolitiske opgavers ændrede karakter i lyset af (teserne om) velfærdsstatens transformation til en konkurrencestat. 4
Professionalisering og monopolisering Det historiske forhold mellem stat og profession er veldokumenteret i professionsforskningen, både for de klassiske professioners og for de såkaldte semiprofessionernes vedkommende (Brante 1990; 2004; Dahl 2005; Juul Hansen 2010). Den socialdemokratiske velfærdsstat opbygning og konsolidering i efterkrigstiden ikke blot muliggjorde, men byggede på skabelsen og inddragelsen af en række nye professioner og typer af professionalisme, der hvis vi ser bort fra lægerne, juristerne og lærerne alle tog form i slutningen af det 19. og i første halvdel af det 20.århundrede (sygeplejerske-, pædagog-, sundhedsplejerske-, socialrådgiverprofessionen, men også økonomer, psykologer, sociologer m.v.) (Bertilsson 1990), og hvoraf mange især var betinget af og betingende for kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Staten indtog her en aktiv og ingen lunde neutral rolle (til forskel fra etableringen af de klassiske professioner), da etableringen af nye og differentierede velfærdsområder, opgaver og ydelser i vid udstrækning hvilede på, at der blev skabt fagligt uddannede, der kunne varetage disse opgaver, og som i takt hermed fik deres uddannelser anerkendt og autoriseret af staten. Opbygningen af velfærdsstaten foregik i efterkrigstiden således i et intimt samspil med professionerne, først og fremmest i diverse kommissioners udarbejdelse af betænkninger forud for lovgivning, og i opfølgning og implementeringen af lovgivningen. Professionerne medvirkede til fastsættelsen til indkredsning af nye sociale problemer og velfærdspolitiske behov, til udformningen af midler, redskaber og teknologier til at håndtere dem. De blev en af nøgleressourcerne i velfærdsstatens måde at regere på, herunder også i dens specifikke normaliseringsstrategier af disciplinær eller biopolitisk regulerende karakter over for befolkningen. Som en del af velfærdsstatens humanistiske rationalisme omsatte og forvaltede disse professioner i deres måder at have med mennesker at gøre nemlig også de grundlæggende humanvidenskabelige opdelinger, kategoriseringer og valoriseringer (først og fremmest mellem det normale og det patologiske), der var udtænkt i og lå til grund for humanvidenskaber som medicin, psykiatri, psykologi, sexologi, pædagogik m.v. (Johnson 1995). Som institutionskritikken fra 1960 erne og frem har vist, blev de professionelle m.a.o. de centrale normalitetsdommere i velfærdsstatens stort anlagte pastorale og biopolitiske omsorg for befolkning og individer (Foucault 1975; Ewald 1985). Denne gensidige afhængighed mellem stat og profession er formodentlig også en af grundene til, at de velfærdsprofessionelle har haft en særlig stærk interesse i at opretholde og forsvare velfærdsstaten og de sociale rettigheder, der lå til grund for deres virke, ansættelse og fortsatte eksistens som professioner (Bertilsson 1990). Af samme grund er netop dette forhold ofte blevet brugt til at problematisere disse professioners selvfremstilling som altruistiske og hævet over særinteresser, da deres professionsideologier netop har været betinget af deres nære alliance med velfærdspolitikkens værdier og normer og af den historiske interdependens mellem deres ekspertise og statens behov (Dahl 2005). Dertil kommer, at velfærdsstaten i DK også var en kulturinstitution, der byggede på et sæt af ideer, idealer og værdier knyttet til forestillinger om 5
individualitet og fællesskab, dannelse og uddannelse, medborgerskab og demokratisk deltagelse, der ikke blot matchede professionernes normer for kvalitet og professionsuddannelsernes formål og pædagogik, men dermed også organiseringen af velfærdsopgaver og udøvelsen af velfærdsfunktioner. En stor del af velfærdsstaten ydelser og service har på denne baggrund historisk været bestemt af professionernes opfattelse af kvalitet og velfærd, ligesom velfærdsstaten i lange stræk har været organiseret og ledet i henhold til de eksisterende fagopdelinger med de professionelle medarbejdere som ansvarlige for bestemmelsen, varetagelsen og de skønsmæssige behovsvurderinger af velfærdsstatens rettighedsbaserede faglige ydelser og funktioner. Kendetegnende for de nye professioners forhold til velfærdsstaten var frem for alt, at disse i udgangspunktet ikke blot tilkæmpede sig, men blev tildelt en udstrakt grad af autonomi og fagligt råderum i varetagelsen af deres lov- og rettighedsbestemte opgaver og fremfor alt i bestemmelsen af kvalitetsnormerne for disse opgavers varetagelse (Juul Hansen 2010). Dette førte for professionernes vedkommende til etableringen af en række relative monopoler. Relative monopoler kan man i denne sammenhæng tale om, når et organiseret fagområde og en gruppe af fagpersoner har magt og mulighed for selv at bestemme, hvem der er kvalificerede til at varetage bestemte og afgrænsede opgaver og magt til at forhindre andre i at udføre disse, samt til selv at bestemme, ud fra hvilke kriterier det udførte arbejdes kvalitet skal bedømmes (Friedson 2001). Når et fagområde således kan kontrollere sin egne arbejdsbetingelser, sin uddannelse og sit vidensgrundlag, kan man tale etableringen af professioner i den brede og ikke-klassisk paradigmatiske betydning af ordet, der netop også kan omfatte de såkaldte semiprofessioner. Disse er kendetegnet ved, at de til forskel fra de klassiske professioner (læger, advokater m.v.) ikke forudsætter, at en profession skal have gennemløbet alle trin i det klassiske paradigme for professionaliseringsprocesser, der bl.a. forudsætter, at de specifikke arbejdsopgaver varetages og kun kan varetages på et videnskabeligt vidensgrundlag, hvilket igen forudsætter en lang videregående akademisk uddannelse. Læreres, pædagogers og socialrådgiveres uddannelser er ikke længerevarende og de har aldrig haft absolut monopol på udøvelsen af bestemte jobfunktioner, ligesom deres fagligheder er præget af traditioner og kultur snarere end videnskab (jf. den såkaldte seminarietradition herhjemme for lærernes vedkommende), samt af deres faglighed i større eller mindre grad er praksis orienteret og funderet. Opkomsten og eksistensen disse semiprofessioner og deres nære tilknytning til velfærdsstatens udvikling har derfor problematiseret den klassiske professionsteori fra Durkheim og Weber til Parsons, og den har ført til andre og nye måder at indkredse og afgrænse disse (Brante 1990; Bertilsson 1990). Til forskel fra de klassiske professioner udmærker disse nye semiprofessioner sig f.eks. ved ikke at være entydige i deres faglighed, men netop multifaglige og tværfaglige. Deres vidensgrundlag er m.a.o. sammensat og ikke-velafgrænset, hvilket har gjort det svært at hævde en faglig selvstændighed, da multifagligheden præcist gør vidensgrundlaget uklart og omstridt. Prioriteringen af, hvilken viden der skal lægges til grund for professionens uddannelse og virke, afhænger da af perspektivet ud fra hvilket en profession beskrives: er det 6
forvaltningens perspektiv og politisk-bureaukratiske vinkel, der anlægges, eller sagens, behovets eller samfundsmæssige vinkel? Professionaliseringen af et område forudsætter i den bredere betydning af profession en ide om, at bestemte arbejdsområder og -opgaver er så relativt specialiserede og krævende, at de ikke kan varetages uden en forudgående uddannelse og et afgrænset og specificeret vidensgrundlag, der dog ikke behøver være en selvstændig videnskab. Desuden at det faktisk lykkes for en profession at etablere og kontrollere sin egen sagkundskab. I et vist omfang afspejler etableringen af velfærdsprofessionerne derfor Webers klassiske monopoliseringstese, for så vidt denne netop ikke interesserer sig for, hvad professioner som sådan er, men i stedet har fokus på deres lukning og afgrænsning som fællesskab via et kundskabsmonopol. Ser vi i et overordnet og samlet perspektiv på den danske velfærdsstats semiprofessioner, så er det kendetegnede for dem, at de for første fik et relativt monopol på deres egen uddannelser, herunder på curriculum og fagligt indhold og dermed på eksamen som adgangstegnene til professionen og dens specifikke opgavevaretagelse i de respektive institutioner (gælder for lærerne og for pædagogerne i mellem- og efterkrigstiden). For det andet fik de via deres faglige organisationer indflydelse på og monopol på forhandling af overenskomster og dermed på fastlæggelsen af løn og arbejdsvilkår for deres medlemmer, herunder på hvem der kan ansættes i hvilke stillinger og på hvilke uddannelser, der var adgangsgivende. I vid udstrækning fik professionerne for det tredje også monopol på de institutionelle ledelsesopgaver i velfærdssektoren (eks. afdelingssygeplejersker på hospitaler, institutionsledere i børnehaver og vuggestuer, lærerrådet på skolerne), der muliggjorde en vis grad af internt demokrati blandt professionelle ligemænd. Dertil kommer endelig for det fjerde og nok så vigtigt et monopol på definitionen af ydelserne og kvalitetsnormerne for den gode faglige ydelse og opgavevaretagelse. Det var et afgørende kendetegn ved den danske velfærdsstats måde at støtte sig til professionerne, at man fik disse relative monopoler med stort fagligt råderum og autonomi, herunder også rum til at pleje deres specifikke professionsinteresser af både faglig, politisk og økonomisk art. For den danske udvikling gælder endvidere, at hver af de nye professioner etablerede sig med hver sin adskilte og særegne uddannelse (og uddannelsesinstitution - indtil de blev samlet, først i den fælles pædagoguddannelse i 1993 og sidenhen i 2001, da de mange semiprofessionsuddannelser blev samlet i de såkaldte CVU er og fik status af professionsuddannelser og senere i 2007 blev samlet på landets i alt 8 professionshøjskoler). Graden af monopolisering veksler naturligvis fra profession til profession afhængig bl.a. af, hvilke arbejdsområder, de opstår som en professionalisering af, hvor højt dette område er prioriteret og rangeret i velfærdspolitikken og i lovgivning, hvor klart en professions kerneopgave kan defineres og afgrænses og dermed af de enkelte professioners specifikke og som ofte konfliktuelle professionaliseringshistorie (Fauske 2008). Det karakteristiskei den danske udvikling har været, at professionalisering af et arbejdsområde eller en opgavevaretagelse foregik i et tæt parløb mellem faglige organisationer, etablering af specifikke kurser og uddannelser, indflydelse i eller samspil med statslige lovforberedende kommissioner samt i nogle tilfælde med støtte i videnskabelig ekspertise (jf. f.eks. børnepsykologiens afgørende betydning for 7
pædagoguddannelserne og pædagogprofessionens tilblivelse henvise til vores igangværende projekt om pædagogprofessionens historie og aktualitet herunder den store forskel, der har været mellem læreres og pædagogers professionaliseringshistorie, al den stund skoleområdet var et tidligt og statsligt højtprioriteret område, der gjorde læreren til repræsentant for et myndighedsapparat, hvorimod pædagogen er en sen professionalisering af en pasnings- og omsorgsopgave, der blev pædagogiseret på frivillig og i udgangspunktet filantropisk basis, som tøvende blev lovbestemt og først sent i efterkrigstiden fik en statsautoriseret uddannelse, der dog ikke ændrede grundlæggende på pædagogens professionelle status som en stedfortræder for moderen). Disse historiske forhold, der naturligvis kræver detaljerede historiske undersøgelser i den angivne konfliktuelle perspektiv (Fauske 2008), er afgørende for forståelsen af graden af monopolisering og graden af professionel faglighed, fagligt råderum, status og prestige. De er samtidig også nøglen til at forstå karakteren af de enkelte professioners ideologi eller værdigrundlag - dvs. de ideer og værdier, der med reference til alment accepterede altruistiske værdier i samfundet udgør professionens kulturelle selvforståelse, og som den benytter sig af til at legitimere sig selv, sit arbejdes samfundsmæssige værdi og sin autonomi, eller til at opnå ressourcer, prestige, status og privilegier (Larsson 1977; Friedson 2001). En professions ideologi er tæt knyttet til professionens officielle etiske kodeks, der også helst skal afspejle almene samfundsmæssige interesser og opgaver og netop værne den mod, at der kan sås tvivl om, hvorvidt en given profession udnytter sit monopol til egen fordel. Det historisk tætte forhold mellem velfærdsstaten og dens professioner er relativt veludforsket og veldokumenteret (Juul Hansen 2010 o.a.). Det skorter imidlertid på forskning, der i et samlet professionsperspektiv har undersøgt og dokumenteret, hvordan de sidste 20 års forandringer i velfærdsstaten i retning af en konkurrencestat har påvirket de enkelte professioner og hvilke udfordringer dette har skabt for deres uddannelser. Herunder empirisk forskning i, hvordan den velfærdstatslige udvikling har påvirket og ændret de professionelles opgaver og opgavevaretagelse samt de professionernes indbyrdes arbejdsdeling og samarbejdsformer. Moderniseringen af den offentlige sektor professioner under styring og ledelse De seneste årtiers forandringer af velfærdsstaten er velbelyst med fokus på moderniseringen af den offentlige sektor (Hjort 2001; 2005), på velfærdsstatens transformation til en managementstat (Petersen 2004), på nye typer af velfærdsledelse (Sløk & Villadsen 2008) og på guvernementaliseringen af professionerne (Larsen 2012). I centrum har stået nye styrings- og ledelsesformer (decentralisering, overgangen fra regel til mål- og rammestyring, kontraktstyring, bruger-serviceorientering, konkurrence, effektivitet, kvalitetskontrol, standardisering, reorganisering af professionsgrænserne, dokumentation og evaluering af performance m.v.) og alt det, der forbindes med New Public Management (NPM) og de neoliberale og institutionelle former for markedstænkning, der sidenhen er blevet overlejret af øget central styring f.eks. gennem kontraktstyring. Vi skal ikke gå nærmere ind på disse typer af analyser. De viser på forskellig, hvordan velfærdsstaten har forvandlet sig fra et offentligt myndighedsapparat til et offentligt 8
brugerservicesystem, hvor de professionelle har måttet underordne sig dels nye former for hierarkisk styring og kontrol (til forskel fra professionernes selvstyre), dels en brugerorienteret markedsgørelse i form af serviceproduktion (serviceydelser, hvis standarder og kvalitet medbestemmes af brugeren). Dette har i sig selv bidraget til udhulingen af det hævdvundne professionelle selvstyre og de fleste af de relative monopoler for slet ikke at tale om de professionelles myndighed, autoritet og prestige (Dahl 2005, Kristensen 2000). Til disse overordnede styringsinitiativer lægger sig indførelsen af nye ledelsesformer (Larsen 2012) samt nye typer af læring og kompetenceudvikling, der ikke længere er bundet til faglig specialisering eller professionsfaglig identitet, men til mere generelle former for livslang læring, kompetenceudvikling, omstilling, fleksibilitet m.v. i forlængelse af Human Ressource Management (HRM), der markerer de professionelles nivellering til menneskelige ressourcer uden faglige skel. Denne samtidighed af institutionel og produktionsorienteret markedsorientering (NPM) og en indre mobilisering (HRM) har til sammen fremmet kravene om øget produktivitet og om fortløbende udvikling og efteruddannelse og som sådan gjort det stadig vanskeligere at fastholde forskellige professioners forestillinger om autonomi eller at opretholde professionsfaglige begreber og identiteter mellem velfærdsprofessionerne indbyrdes(hermann 2008). I det seneste årti er disse mange forandringer af velfærdsstatens styrings- og ledelsesformer som nævnt indledningsvist blevet forsøgt tematiseret i et mere alment perspektiv, nemlig som et af momenterne i en mere omfattende transformation af velfærdsstaten til en konkurrencestat. I denne transformation handler det ikke længere og ikke kun (men også) om forandringerne i styrings- og ledelsesformer, men om selve formålet med velfærdspolitikken og om de politisk strategiske hensigter med de forskellige velfærdsopgaver, indsatser og ydelser, hvilket også implicerer en ændring af det forhold mellem stat og individ, som er på spil i professionernes virke. Det skal vi i det følgende se nærmere på. Tesen er, at det igangværende opbrud i professionernes status og deres nivellering til velfærdsprofessioner har deres primære baggrund disse ændringer af de velfærdspolitiske opgavers mål og mening. Det er samtidig nøglen til at forstå, hvorfor professionerne i dag agerer som sårede dyr, da det er hele grundlaget for deres professionelle selvforståelse og virke, herunder deres overleverede professionsideologier, der nu er på spil. Derfor er det nødvendigt at se på de ændringer i velfærdspolitikken og velfærdsindsatsernes overordnede indhold og mål, der kan forbindes med og forklares ud fra tesen om velfærdsstatens transformation i retning af en konkurrencestat. Konkurrencestaten og velfærdspolitikkens nye statsræson En stor del af professionsforskningen har som nævnt forfægtet den tese, at især semi- eller velfærdsprofessionernes historiske etablering og udvikling kun kan forstås i relation til velfærdsstatens udvikling og velfærdsstatens statsræson. Af samme grund er det derfor nærliggende at undersøge, hvad der givet disse tætte bånd - så sker med disse professioner, når velfærdsstaten og velfærdspolitikken skifter karakter, sådan som påstanden om velfærdsstatens transformation til en konkurrencestat lægger. Det er ganske vist omstridt, hvorvidt velfærdsstaten 9
faktisk har ændret sig så radikalt de seneste årtier, at det berettiger en helt ny statsbetegnelse, men som tidligere nævnt er påstanden heller ikke, at konkurrencestaten helt har afviklet og erstattet velfærdsstaten, men derimod at velfærdspolitikkens har skiftet karakter, formål og retning uden dog helt at opgive eller prisgive alle den tidligere velfærdspolitiks ambitioner og mål (f.eks. bestræbelsen på at sikre en relativt høj grad af lighed målt i forhold til Gini-koefficienten). Tesen om konkurrencestaten er herhjemme blevet lanceret i forlængelse teorien om institutionel konkurrenceevne (Campbell & Pedersen 2007) og har fundet sin mest systematiske fremstilling i Ove K. Pedersens bog om Konkurrencestaten (Pedersen 2011). I den internationale debat er tesen i forskellige andre variationer blevet forfægtet af såvel marxister (Hirsch 1998; Jessop 2002) og af postmarxister og Foucault-inspirerede former for statsanalyse (Cerny 2007). Der er flere teoretiske forskelle mellem disse positioner, som ikke skal diskuteres her. I den følgende fremstilling af nogle af de velfærdspolitisk relevante træk ved konkurrencestaten henholder jeg mig først og fremmest til Ove K. Petersens fremstilling (Petersen 2011). Lidt forenklet kan man sige, at konkurrencestaten er den form, velfærdsstater antager og må antage i den økonomiske globaliserings tidsalder - i lyset af de kriser, velfærdsstaten var gerådet ud i fra midten af 1970 erne og frem. Transformationen er således et produkt eller rettere en syntese af tildragelser, tiltag og tendenser, der har gjort sig gældende gennem de seneste årtier. For det første af velfærdsstatens kriser fra 1975 og frem, herunder af dens såkaldte systemfejl, finansieringskriser m.v. og af moderniseringen af den offentlige sektor gennem de sidste tre årtier. For det andet af den nye globaløkonomiske orden, der for alvor gjorde sig gældende efter Murens fald i 1989, Sovjetunionens sammenbrud, åbningen af den kinesiske økonomi m.v., det vil sige af globaliseringen som den øgede og politiske besluttede internationale integration gennem øget samhandel, åbningen af de nationale hjemmemarkeder og dereguleringen af finansmarkederne. Konkurrencestaten er her mere præcist knyttet til en bestemt ide om, at nationer konkurrerer med hinanden ved at åbne deres hjemmemarkeder for gensidig konkurrence ved at gennemføre institutionelle reformer udtrykt bl.a. med Clintons udsagn om, at vi befinder os i en global økonomi, hvori vi må konkurrere med nationer jordens rundt (Pedersen 2011, s.54). Konkurrencestaten er m.a.o. svaret på en ny æra i verdensøkonomien, hvor det handler om for nationer at tilpasse sig, deres virksomheder og deres arbejdsmarkeder til eksterne globale konkurrencebetingelser, og hvor det handler om at skabe effektive og konkurrencedygtige nationale økonomier ved at mobilisere nationernes materielle og immaterielle ressourcer i konkurrencen med andre. Og for det tredje endelig (om end overset eller undertematiseret hos Pedersen), af den langstrakte transformation fra industriøkonomier til videns- og innovationsøkonomier og af industrikapitalismen til en kognitiv kapitalisme, der afspejler den nye globale totalkonkurrence på netop viden- og innovation, hvilket bl.a. betinger en kulturalisering af konkurrenceevnen i staternes bestræbelser på at fremme af kreativitet og innovation på nationalt niveau, samt en generel økonomisering af nationens menneskelige og kulturelle ressourcer (Kristensen 2009; Christensen 2006; Kristensen 2012). En konkurrencestat er på denne baggrund kendetegnet ved en absolutering af den nationale konkurrenceevne som det uanfægtelige politiske imperativ og pejlemærke på alle 10
områder politikområder (fra daginstitutions-, skole- og uddannelsespolitik til erhvervs- og beskæftigelsespolitik). Det har som effekt, at velfærdspolitik i stigende grad betragtes som sociale investeringer, hvis afkast skal kunne måles i økonomiske konkurrencetermer (Hermann & Kristensen 2004; Kristensen 2007). Men i takt hermed har begrebet konkurrenceevne har fået en ny og bredere betydning som konkurrencekraft, der overskrider sin traditionelle og snævre økonomiske betydning og forbindes med en nations kultur, værdier og institutioner, med dens evne til institutionelle reformer, dens former for innovation og kreativitet ( skaberkraft ), med dens national-kulturelle sammenhængskraft m.v. (Kristensen 2007; Christensen 2006. I en konkurrencestatslig optik forstås nationen derfor tendentielt som en national koncern, hvis ydre globale konkurrencekraft afhænger af dens indre nationale (virksomheds- )kulturs sammenhængskraft, samt ikke mindst af dens vedvarende mobilisering, inkludering og aktivering af sine menneskelige ressourcer gennem uddannelse og kompetenceudvikling med henblik på arbejdsmarkedet. Konkurrencestaten er derfor karakteriseret ved en ny statsræson, der af hensyn til nationens selvopretholdelse (af sit nuværende velstands- og velfærdsniveau) i den globale konkurrence har gjort det til et af sine ypperste rationaler at få alle med, altså så vidt muligt at inkludere alle på arbejdsmarkedet med henblik på at alle skal bidrage - og ingen skal unddrage sig af hensyn til velfærdspolitikkens fortsatte legitimitet. Det er en af forklaringerne på, hvorfor ikke blot uddannelsespolitikken, men også socialpolitik og velfærdspolitikken generelt i stigende underordnes beskæftigelsespolitikken. Denne nye statsræson kan sammenfattes på følgende vis: Konkurrencestaten har et andet formål end velfærdsstaten og organiseres anderledes end denne. Konkurrencestaten er en kamporganisation skabt til at mobilisere samfundets ressourcer i konkurrence med andre stater, mens velfærdsstaten er en beskyttende organisation sat i verden for at kompensere befolkningen fra den internationale konkurrences negative konsekvenser. Det er denne forskel, der viser, hvordan udviklingen fra velfærdsstat til konkurrencestat indebærer et (delvist) skift i statens formål og i dens organisation, men også hvordan de to former for stat legitimerer sig på forskellig vis. (Pedersen 2011, s.206) For så vidt stater altså i dag konkurrerer med andre stater er det på deres evne eller kapacitet til at mobilisere samfundets materielle og immaterielle ressourcer, men også på at gøre det så effektivt med hensyn til resultater (output), og så efficient med hensyn til produktivitet (outcome) som muligt. Heraf f.eks. bestræbelsen på at evidensbasere store dele af velfærdspolitikken i henhold til parolen Velfærd der virker (MandagMorgen 2005). Evidensbasering er netop en kobling af viden og velfærdspolitik med henblik på både effektivitet og efficiens - og samtidig en reduktion af såvel det professionelt-faglige råderum som det politiske prioriterings- og beslutningsrum. Og heraf også bestræbelsen på velfærdsinnovation i henhold til parolen: Færre skal gøre mere for flere bare bedre og billigere (MandagMorgen 2012). På denne kort skitserede baggrund er det forståeligt, hvorfor konkurrencestaten er knyttet til en grundlæggende ændring af velfærdspolitikken i forhold til velfærdsstaten. Mere 11
præcist er der tale om en overgang fra beskyttelse, forsørgelse og kompensation til forebyggelse, selvforsørgelse og inklusion som led i en general mobilisering af nationens menneskelige ressourcer til arbejdsmarkedet. Det er samtidig overgangen fra den klassiske velfærdsstats omfordelende eller distributiv solidaritet med henblik på lighed til en prioritering af kapacitetsopbygning knyttet til en kompetitiv solidaritet med henblik på lige muligheder for at klare sig på arbejdsmarkedet. Den velfærdspolitiske solidaritet retter sig nu mod i et inkluderende perspektiv at give alle individer lige muligheder for at blive sunde, uddannede og konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet, for at de derigennem kan bidrage til nationens samlede konkurrenceevne. Fokus er derfor både i sundheds- og socialpolitikken skiftet fra beskyttelse/behandling og kompensation til forebyggelse og inklusion som de nye nøgleelementer i den velfærdspolitiske omsorg for såvel sammenhængs- som konkurrencekraften. Dels som led i begrænsning af velfærdsstatens beskyttelses-, behandlings- og kompensationsudgifter, dels som afledt af den forskningsmæssige dokumenterede betydning af tidlig indsats mht. til forebyggelse af negativ social arv med senere manglende uddannelses- og arbejdsmarkedstilknytning og marginalisering som følge, dels som led i en skærpet integrationspolitik i forhold til især indvandrerfamilier (som forebyggelse af negativ kulturel arv gennem tidlig resocialisering og genopdragelse af potentielle modborgere ). Det handler om inklusion og rummelighed der skal ikke blot være plads til alle, vi skal have alle med, alle skal deltage for alle skal bidrage - uanset særlige behov, sociale baggrund eller kulturelle tilhørsforhold. Men det handler ikke længere primært om inklusion i et demokratisk fællesskab som aktive medborgere, men netop om inklusion i det nationale arbejdsfællesskab som aktive og produktive medarbejder-borger. Således implicerer konkurrencestatens også nye borgerroller og idealer, da den hermed grundlæggende reformulerer vores idealer for individ, individualitet og fællesskab. Tidligere var idealet, at velfærdsstaten skulle skabe det medbestemmende og demokratisk deltagende individ. Nu skal velfærdsstaten skabe konkurrencedygtige vilkår for private virksomheder, så vi kan klare os i den globale konkurrence. Tidligere blev individet i velfærdsstaten italesat som demokratisk borger, nu ser man individet som arbejdsressource. (Pedersen 2011 s. ). Konkurrencestatens sammenkobling af konkurrencekraft og sammenhængskraft fordobler m.a.o. forestillingen om statsborgeren, dels med den aktive medborger, der ideelt set påtager sig at aflaste velfærdsstatens ydelser og indsatser gennem frivilligt engagement i civil samfundet m.v., dels med den nationalt aktiverede medarbejder-borger, der igennem livslang læring og kompetenceudvikling fra vuggestue og frem skal forstå det som sin borgerdyd at udvikle sine menneskelige ressourcer og holde sig fit for arbejdsmarkedet. Sammenhængskraft, inklusion og medborgerskab knyttes m.a.o. til arbejde, arbejdsduelighed og dermed til det nationale arbejdsfællesskab. Konkurrencestatens implikationer for velfærdsprofessionerne På baggrund af disse få og langt fra fyldestgørende indikationer af et konkurrencestatsligt skift i velfærdspolitikkens prioriteter og mål er det åbne spørgsmål så, hvad dette vil betyde for 12
velfærdsopgaverne og velfærdsprofessionernes måde at varetage dem? Det vil jeg afslutningsvis give nogle meget foreløbige bud på med henblik på eventuelle videre empiriske undersøgelser. Jeg talte indledningsvist om den mulige nivellering af de historisk særegne faglige (semi- )professioner til velfærdsprofessioner. Det er ganske vist et åbent spørgsmål, på hvilken måde der i et konkurrencestatsligt lys vil være tale om en nivellering i betydningen afdifferentiering af faglige forskelle ; det vil der næppe, tværtimod kan man godt forestille sig skærpede specialiseringer og differentieringer og for den sags skyld en øget inddragelse af forskningsviden både i deres praksis og på deres uddannelser. Blot er det tvivlsomt, om dette foregå inden for deres hidtidige professionsgrænser og professionsideologier, der i vid udstrækning stadig er knyttet til de klassiske velfærdsstatslige normer og idealer. Og det er som antydet netop disse, som den konkurrencestatslige dagsorden grundlæggende anfægter i sin omprioritering af målet med de velfærdspolitiske opgaver og ydelser. Det er netop udviklingen og ændringen af de velfærdspolitiske opgaver og deres ændrede normer og idealer, der her tænkes som den determinerende faktor bag ændringerne i professionernes funktion og professionelle selvforståelse. Velfærdsprofessionerne er udset til at spille en nøglerolle som konkurrencestatens kernetropper i en ny og innovativ velfærds- og biopolitik, der er orienteret mod den nationale konkurrencekraft (aktivering, employability), sammenhængskraft (forebyggelse og inklusion) og innovationskraft i lyset af den globaløkonomiske totalkonkurrence, og hvori beskæftigelsespolitikken spiller førsteviolin i forhold til både social-, sundheds- og uddannelsespolitikken. I lyset af denne nøglerolle vil velfærdsprofessionerne givetvis - med eller uden faglige løft gennem uddannelser eller forskningsbasering - komme under stadig strammere ledelse og på denne måde blive spændt for en ny effektiv, efficient og meget politisk målrettet velfærdspolitik, der tenderer mod at gøre dem til specialiserede agenter eller de forlængede arme for en centralstyret og kontrolleret velfærdspolitik med stadig færre rum for faglige skøn og professionelle vurderinger. Deres historiske monopoler synes for altid brudt, og deres råderum for faglige skøn og professionelle afgørelser indskrænket. De er både kommet under styring og ledelse, og denne tendens er træffende blevet beskrevet som en guvernementalisering af professionerne (Larsen 2011). Hermed angives netop, at velfærdsprofessionerne ikke blot er kommet stram styring og kontrol, men tilmed under en art dobbelt ledelse, hvor de selv ledes i deres professionelle selvforhold ud fra økonomiske effektivitetskriterier, transparensidealer m.v., og samtidig selv skal lede borgerne/brugerne/klienterne - i betydningen præge deres individuelle selvforhold i opførsel og adfærd i henhold til de nye overordnede velfærdspolitiske mål og de nye medarbejder-borgerdyder, der skal promoveres. De skal så at sige specialiseres til at fungere som mediator mellem velfærdspolitikkens nye idealer og dyder og individets selvforhold som medborger og medarbejder. Spørgsmålet er så, hvilke implikationer dette vil få for velfærdsprofessionernes uddannelser og professionaliseringsstrategier. Der er tilsyneladende enighed om, at velfærdsprofessionerne i lyset af deres nye og centrale, men også ændrede betydning trænger til et professionsløft. Det er imidlertid temmeligt omstridt, hvori et sådan løft så mere præcist skal 13
bestå og derfor også uklart, hvilke konsekvenser forskellige bud på og strategier for professionsløftet vil have for professionernes status og professionskarakter, herunder for deres overleverede og fremtidige former for autonomi og autoritet. Grundspørgsmålet er: hvad skal en fremtidig konkurrencestatslig velfærdsprofessionel egentlig vide, lære, kunne, gøre og være? Hvilke typer af uddannelse (kundskaber), og hvilke typer dannelse (egenskaber) og dømmekraft skal velfærdsprofessionnelle besidde og udvikle? Mere overordnet er det en videnspolitisk strid om den rette viden og de rette kompetencer - en strid hvori konkurrencestatens velfærdspolitik ikke blot viser sig som en ny form for biopolitik, men også i form af en ny videnspolitik, men det er en anden historie. Litteraturliste Bertilsson, Margareta (1990): The welfare state, the professions and citizens, i: Torstendahl, R. & M.Burrage (ed.): The Formation of Professions. London: Sage. Brante, Thomas (1990): Professional waves and state objectives, i: Saks, M. et al. (eds.): Professional Identities in Transition. Stockholm: Almquist & Wiksell, s. 61-81 Campbell, John og Pedersen, Ove Kaj (2005): Dansk institutionel konkurrenceevne i den globale økonomi. Notat udarbejdet for FTF. (www.globalisering.dk/multimedia/instituionel_konkurrenceevne.pdf) Cerny, Philip (2007): Paradoxes of the Competition State: The Dynamics of Political Globalization, i: Government and Opposition, nr. 32, s. 251-174. Christensen, Søren (2006): Danskhed i verdensklasse. Om kulturaliseringen af dansk konkurrenceevne, i : Kritik nr. 184, Kbh. Dahl, Hanne Marlene (2005): Fra en klassisk til en (post?)moderne opfattelse af professioner, I Eriksen, Tine Rask & A.M. Jørgensen (red.): Professionsidentitet I forandring. København: Akademisk Forlag. Dent, M. & S. Whitehead (2002): Introduction: configuring the new professional, I Dent, M.& S. Whitehead (eds.): Managing professional Identities. Knowledge, Performativity and the New Professional. London: Routledge, s. 1-18 Eriksen, Tine Rask & Jørgensen, A.M (red) (2005): Professionsidentitet i forandring. København: Akademisk Forlag. Freidson, E. (2001): Professionalism the Third Logic. Cambridge: Polity Harrits, Gitte Sommer (2011): Professionsfeltet: sociale relationer og symbolske kampe, i: Johansen, Martin Blok & Søren Gytz Olesen (red.): Professionernes sociologi og vidensgrundlag. Århus: VIA SYSTIME 14
Hermann, Stefan (2009): Velfærdsuddannelser og velfærdsstat under forvandling på vej mod en ny myndiggørelse af velfærdsprofessionerne?, i: Gjallerhorn. Tidsskrift for Professionsuddannelser nr. 10, 2009, s. 24-29. Hirsch, Joachim (1998): Vom Sicherheitsstaat zum Wettbewerbsstaat. Berlin: ID Verlag Hjort, Katrin (2001): Moderniseringen af den offentlige sektor. Roskilde Universitetsforlag Hjort, Katrin (2005): Professionaliseringen i den offentlige sektor. Roskilde Universitetsforlag Johnson, Terry (1995): Governmentality and the institutionalization of expertise, i: Johnson, T. (eds.): Health Professions and the State in Europa. London: Routlegde Johansen, Martin Blok & Søren Gytz Olesen (red.): Professionernes sociologi og vidensgrundlag. Århus: VIA SYSTIME Kristensen, Jens Erik (2000). Folkekirken i moderniseringens malstrømme, i: Iversen, Jens Chr. Bach & Lodberg, Peter (red.): Kirken og det civile samfund, Århus. Det Økumeniske Center, s. 41-66. Kristensen, Jens Erik (2007): Den gemene sammenhængskraft. Sammenhængskraft som vilje og forestilling, i: Lodberg, Peter (red.): Sammenhængskraften. Replikker til Fogh. Århus: Forlaget Univers, s.16-55. Kristensen, Jens Erik (2009): Krise, kritik og samtidsdiagnostik, i: Dansk Sociologi nr. 4, jan 2009, s. 5-32. Kristensen, Jens Erik (2009): Kognitive kapitalisme, vidensøkonomi og videnspolitik i: Turbulens (særnummer af nettidsskriftet Turbulens), Kbh. april 2009. Kristensen, Jens Erik (2012): Viljen til Innovation, i: KVAN Tidsskrift for Læreruddannelse og skole, nr. 92, s. 54-73. Kristensen, Jens Erik (2012): Diagnosernes diagnose om diagnoser og samtidsdiagnostik, i: Gjallerhorn. Tidsskrift for Professionsuddannelser nr. 15, s.3-14. Kuhlman, E. (2004): Post-modern times for professions: the fall of the ideal professional and its challenges to theory, i: Knowledge, Work and Society, 2: s. 69-89. Larsen, Lars Thorup (2011): Guvernementalitet og profession: sundheds- og socialpolitiske reformer I et guvernementalitetsperspektiv, i: Johansen, Martin Blok & Søren Gytz Olesen (red.): Professionernes sociologi og vidensgrundlag. Århus: VIA SYSTIME 15
Larsson, M.S. (1977): The Rise of Professionalism A Sociological Analysis. Berkeley: University of California Press. Laursen, Per F. (2004): Hvad er egentlig pointen ved professioner?, i. Hjort, Katrin (red.): De professionelle forskning i professioner og professionsuddannelse. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag, s. 21-32. MandagMorgen (2012): Velfærdens iværksættere en dansk strategi for social iværksætteri, Qvortrup, Lars & Hermann, Stefan (2009): Ideen om en velfærdsuniversitetsskole, i: Berlingske Tidende?? Pedersen, Ove K. (2011): Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag Petersen, Dorthe (red.) 2004: Offentlig ledelse i managementstaten, Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur. Staugård, Hans Jørgen (2011): Professionsbegrebet, i: Johansen, Martin Blok & Søren Gytz Olesen (red.): Professionernes sociologi og vidensgrundlag. Århus: VIA SYSTIME Sløk, Camilla & Villadsen, Kasper (red.) (2008): Velfærdsledelse i den selvstyrende velfærdsstat. Købehavn: Hans Reitzels Forlag. 1 Udtrykket velfærdsprofession har således i Danmark først vundet udbredelse de seneste 5-10 år. I en kronik af den daværende dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Lars Qvortrup, og rektor for Professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann, introduceres begrebet således: en ny profession er undervejrs med sig selv: Velfærdsprofessionen. For hvad er det, der mødes på de nye, store professionshøjskoler? Udover vægtige tekniske og merkantile fag, så er det pædagoger og lærere, sygeplejersker, jordemødre og socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter, kort sagt alle det moderne samfunds velfærdsprofessionelle. Naturligvis er der store forskelle på lærere og sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere. Nogle skal sørge for, at børn og voksne tilegner sig viden, færdigheder og dannelse. Andre skal sørge for, at sociale klienter tilegner sig eller opretholder evnen til autonomi og selvforsørgelse. Og andre igen skal sørge for, at patienternes livsførelse er sund, og at de kan mestre de sygdomme, der rammer dem. (Qvortrup & Hermann 2009). Disse velfærdsprofessioner er forenet af tre overordnede ideer: ideen om det pædagogiske forhold: at den ene part den fagprofessionelle kan forandre den anden ; ideen om professionel autoritet, hvor den ene kan og ved noget, den anden ikke ved og kan, samt ideen om velfærd: Hvad vil det sige, at et andet menneske både har det godt og bidrager til andre menneskers livskvalitet? De forskellige professioner har gennem kaldstanker eller dannelsesidealer historisk set orienteret sig herimod. Pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere gør noget noget der er specifikt for og forskelligt fra fag til fag men de skal altid gøre dette specifikke i forhold til et højere mål, der giver mening. Formentlig er det dette højere mål, som driver unge mennesker til at søge professionsuddannelserne på trods af deres tab af anerkendelse og et stadigt mindre fagligt råderum. Refleksionen over, hvad dette højere mål er, går på tværs af de mange professioner: Hvad er velfærd? 16