sådan helt farligt men også statusopdateringer skrive noget, på Facebook. jeg ved ik det tror jeg man

Transkript

1 stadigvæk en kommunikation hvor modtageren forstår det jo, altså man skal virkelig stave slemt hvis det skal være fuldstændig sådan utydeligt og ulæseligt som man overhovedet ikke forstår så jeg ved ikke altså jeg synes sgu vi bliver holdt nok i ørene her i skolen med at stave, så man kan måske godt sige at Facebook er jo vores unges frie univers. og stave fordi man leger med ordene og skriver i stedet for de eller bliver irriterede over stavefejl så betyder det skulle sætte krydser så tænkte jeg sådan eyhh stavefejl, så må personen være rigtig dum. Det tænker jeg jo ikke om mine venner når jeg sidder på Facebook, men det kan godt være at jeg kommer til at gøre det sådan uden at jeg rigtig ved det. fx, hvor man tjekker ind. Der synes jeg også der er forskel på det og så skrive en status fx. Jeg synes det er meget mere - Unges bevidste og ubevidste holdninger til stavefejl i sådan helt farligt men også statusopdateringer skrive noget, på Facebook. jeg ved ik det tror jeg man Af Anna Kristiansen laver har stavefejl, ikke også, sådan Københavns statusopdateringer. Universitet, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Dansk Vejleder: Frans Gregersen Jamen altså hvad kan man sige den generelle evne til at stave den bliver helt, altså den bliver forringet en del også. Man kan se allerede nu at man hurtigt, ved at man bruger så meget tid på Facebook tager man hurtigt det sprog med sig. Altså man kan sige nogle gange hvor vi har afleveret danskafleveringer hvor at der simpelthen er sådan nogle dumme fejl som altså er det. liver simpelthen, og at den er sådan 100 % fri så du kan skrive, ja ligesom du vil faktisk. Der er ikke nogen der forventer at du staver på en bestemt måde. Der er ikke nogen der sidder og tjekker igennem for kommaer, og dem der gør, de har sgu for meget tid, altså.. fx sidder en en ordblind som har Facebook som godt vil skrive noget og laver utallige fejl kan man sige i sin, ja i sine statusopdateringer, så vil mange nok dømme ham til at være uintelligent og dum, og så tror jeg at hvis nu man havde et lidt mere liberalt syn på det så ville der ikke være, så ville havde noget han ligesom godt ville have ud på Facebook, så kunne han også skrive det.

2 Jeg skylder en stor tak til Dansk Sprognævn som har været yderst behjælpelige under hele mit specialearbejde. De har bl.a. stillet en assistent til rådighed under indsamlingen af data og givet mig en specialeplads i deres lokaler. Forskerne på Sprognævnet har været meget hjælpsomme med gode råd og litteraturhenvisninger, ligesom jeg har haft nogle gode diskussioner af mit undersøgelsesdesign med dem. Jeg skylder ligeledes en stor tak til professor ved Nordisk Forskningsinstitut Tore Kristiansen som har hjulpet og vejledt mig i samtlige statistiske test i min sprogmasketest og i flere spørgsmål fra min spørgeskemaundersøgelse. Også min vejleder, Frans Gregersen, på Københavns Universitet skylder jeg tak for kyndig vejledning. Slutteligt vil jeg takke alle lærere og elever der har deltaget i min undersøgelse, samt min kæreste, Lasse Andersen, som er gymnasielærer på Brøndby Gymnasium og har formidlet kontakt til flere kolleger.

3 There is a common conception in the Danish society that people will think less of you if you spell incorrectly: Bad spelling skills are associated with stupidity and laziness and the assumption is that bad spellers will be judged to be less intelligent. This, however, has never been properly examined so we do not know whether these assumptions are true or if there are different attitudes to different types of spelling errors. This thesis is a study covert and overt attitudes to seven selected types of spelling errors in status updates on Facebook. These adolescents have each completed a questionnaire designed to show their covert attitudes, and a variety of a matched guise test that is meant to. The results of the questionnaire as well as of the matched guise test show that the adolescents think that spelling errors regarding silent letters are the worst among the seven types of spelling errors when written on Facebook, while incorrect use of upper- and lower-case letters are the mildest type. There is therefore no difference between the adolescents conscious and unconscious attitudes to spelling errors. However, the results of the matched guise test query the concept of spelling error types as the applicable factor of the adole The results of the matched guise test show that the adolescents judge people who misspells certain (types of) words in status updates as being less competent, that is less effective, confident and in particular intelligent, than people who follow the accepted conventions of spelling. Some misspellings, however, do not seem to influence incorrectly compounding words or failing to compound words. In addition to the study described above, I have made a small pilot study in order to get a sense of whether the results are genre-specific to attitudes to orthography on Facebook or if the same attitudes apply to traditional written genres such as essays. The results suggest that most misspellings are regarded as worse in essays than on Facebook, but that most misspellings are graded the same in both media, except for incorrect use of upper- and lower-case letters. These are graded the mildest spelling error type when written on Facebook and the worst type when written in an essay.

4 Indholdsfortegnelse Indledning... 2 Problemformulering og hypoteser... 3 Disposition... 4 Begrebsafklaring... 5 Facebook... 6 Statusopdateringer... 7 Teoretisk grundlag... 8 Holdninger til stavefejl Undersøgelser af unges sprogbrug i de nye medier Indirekte sprogundersøgelser Holdninger og adfærd Metoder til undersøgelser af bevidste og ubevidste sprogholdninger Design og metode Sprogmasketest Spørgeskema Valg af stavefejl Tillægsundersøgelse Pilottest Indsamling af data Respondenter Problemer ved dataindsamlingen Ubevidste sprogholdninger? Databehandling Opsummering Resultater Resultater fra spørgeskemaet Resultater fra sprogmasketesten Resultater fra tillægsundersøgelsen Perspektiver Konklusion Litteratur Bilag Bilag 1: Spørgeskema Bilag 2: Sprogmasketest A Bilag 3: Sprogmasketest B Bilag 4: Spørgeskema til tillægsundersøgelse Bilag 5 og 6: usb-stik med lydfiler fra klassediskussioner og rådata

5 Indledning Børn i det danske skolesystem arbejder dagligt med at internalisere sprognormer. Alligevel hører vi ofte om at de danske børn og unge er dårligere til at stave end tidligere generationer og børn og unge i vores nabolande (se fx Giebner & Saietz 2011; Svanholm & Vennekilde 2007; Christensen 2013). Men hvilke sociale konsekvenser har det hvis man staver dårligt? Langt de fleste af os er i stand til at afkode og forstå selv tekster med hyppige og grelle stavefejl (Gough & Wren 1999), og misforståelser og andre betydningsmæssige konsekvenser vil derfor være yderst sjældne. Til gengæld har mange af os nok en formodning om at vi dømmer andre og selv bliver dømt når vi laver ufrivillige stavefejl. Vi synes det er pinligt at lave stavefejl, fordi vi regner med at de vil få folk til at tro at vi er dovne eller dumme. Spørgsmålet er dog om disse myter holder stik. Bliver dårlige stavere bedømt som mindre intelligente end gode stavere? Bliver de bedømt som mindre sympatiske, mindre selvsikre og mindre til at stole på? Man kunne også forestille sig at der er forskel på stavefejl, og at nogle fejltyper altså er værre at lave og signalerer noget andet end andre. Alt dette ved vi ikke med sikkerhed noget om. Der findes ingen danske, egentligt videnskabelige, kvantitative undersøgelser om holdninger til stavefejl, om end der findes mange myter. En af konklusionerne på en holdningsundersøgelse som jeg lavede sammen med tre medstuderende i foråret 2012, 1 var at folk mener at de nye sociale medier er den største trussel mod det danske skriftsprog der findes. 38 procent af de i alt 525 respondenter i undersøgelsen mente at sociale medier var en større trussel mod skriftsproget end fx ungdomssprog, påvirkning fra engelsk, ukorrekt sprogbrug i de traditionelle medier og mangelfuld undervisning i skolerne. Ingen andre kategorier blev set som en lige så stor trussel som de nye sociale medier. Det samme billede afspejles i den offentlige diskurs hvor de nye sociale medier må stå på mål for stor kritik om at de gør især ungdommen dårligere til at stave fordi de er ligeglade med deres egne og andres stavefejl (Stæhr 2013). Det tyder således på at der findes en generelt negativ forestilling i samfundet om de nye mediers skadelige indvirkning på skriftsproget, som dog er ganske udokumenteret rent videnskabeligt. 1 Undersøgelsen handlede overordnet om holdninger til nye staveformer. Der kom intet skriftligt materiale ud af denne undersøgelse, og jeg kan derfor ikke henvise videre til det her. 2

6 Jeg vil derfor i dette speciale undersøge en gruppe gymnasieelevers holdninger til stavefejl netop på et socialt medie, Facebook, og se på om de unge reproducerer den offentlige diskurs om de nye mediers korrumperende indflydelse på skriftsproget; eller mener de, som indfødte i den digitale tidsalder, tværtimod at de nye sociale medier har en positiv indvirkning på ortografien? Med inspiration fra sprogholdningsforskningen (Garrett 2010; Kristansen, Clausen & Havgaard 2002) har jeg designet en slags sprogmasketest med skriftsprogsmateriale der skal afsløre unges ubevidste holdninger til forskellige typer af stavefejl i statusopdateringer på Facebook, og et spørgeskema som skal vise deres bevidste holdninger til ditto. Jeg ønsker at sammenligne resultaterne fra disse to undersøgelser for at se om de unges bevidste holdninger til stavefejl på Facebook stemmer overens med de ubevidste. Jeg har desuden lavet en mindre ekstraundersøgelse der skal afdække bevidste holdninger til forskellige typer af stavefejl i eksempelvis en skolestil. Denne undersøgelse skal indikere om der er forskel på de unges bevidste holdninger til forskellige stavefejlstyper alt efter om de forekommer i et nyt eller et traditionelt medie. Problemformulering og hypoteser Min problemformulering er delt op i to dele lyder: Hvilke bevidste holdninger har danske unge på ungdomsuddannelser til forskellige typer af stavefejl på Facebook? Hvilke ubevidste holdninger har danske unge på ungdomsuddannelser til personer der laver forskellige stavefejlstyper i statusopdateringer på Facebook, og stemmer disse holdninger overens med de unges bevidste holdninger? Det at der ikke tidligere er lavet videnskabelige, kvantitative undersøgelser af holdninger til stavefejl, har naturligvis konsekvenser for denne undersøgelse idet sammenligningsgrundlaget er meget småt. Derfor vil min undersøgelse også kunne ses som en slags pilotstudie for nye 3

7 undersøgelser af samme art, idet den sandsynligvis vil åbne op for en masse nye spørgsmål i sin besvarelse af andre. Jeg har derfor også meget få egentlige, prædefinerede hypoteser, og dem jeg har, bygger på et meget spinkelt teoretisk grundlag og på mine egne erfaringer fra Facebook. De hypoteser jeg har, er at de unge bevidst og/eller ubevidst vil synes dårligt om stavefejl, og at de derfor også vil dømme personer der laver stavefejl, dårligere end personer der staver korrekt. Denne hypotese bygger primært på en undersøgelse af Rotne (2009) hvor der er eksempler på at unge er meget intolerante over for stavefejl på hjemmesiden Arto. Jeg tror desuden at der vil være forskel på de unges holdninger til forskellige typer af stavefejl, og at de unge generelt vil mene at forkert brug af store og små bogstaver vil være en af de mildeste stavefejlstyper når de laves i statusopdateringer på Facebook. De samtaler jeg har haft med de unge, har desuden givet mig en fornemmelse af at de unge vil dømme folk med stavefejl i statusopdateringer som mindre intelligente end folk der staver korrekt, men at de også vil dømme fejlstavere anderledes end folk der staver korrekt, på andre skalaer. Disposition Jeg vil i det følgende først kort redegøre for nogle af de begreber jeg bruger i specialet, og derefter beskrive facebookmediet og statusopdateringen som genre. Herefter følger et længere afsnit om relevant teoristof efterfulgt af en redegørelse for mit undersøgelsesdesign og de metoder jeg har valgt at benytte mig af. Efter et dataindsamlingsafsnit kommer så det egentlige resultatafsnit som jeg har valgt at inddele i tre underafsnit - et hvor jeg analyserer resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen, en analyse af sprogmasketesten og en analyse af en mindre, ekstra spørgeskemaundersøgelse. Da min undersøgelse er meget resultatrig og derfor har mange pointer, har jeg valgt at sammenligne resultaterne med andres og egne undersøgelser undervejs i resultatafsnittet, ligesom jeg vil diskutere metodevalg og resultater efterhånden som jeg skriver om dem. Efter resultatafsnittet følger et afsnit om perspektiver hvor jeg med udgangspunkt i min undersøgelses resultater, men også fejl og mangler, vil perspektivere til nye undersøgelsesmuligheder der vil kunne give en endnu bredere og bedre funderet viden på området. Afslutningsvis vil jeg opsummere specialets vigtigste pointer i et egentligt konklusionsafsnit. 4

8 Begrebsafklaring Jeg vil i min undersøgelse referere flittigt til begrebet stavefejl. Jeg kunne også have valgt at tale om afvigelser fra retskrivningsnormen eller om ortografiske afvigelser (Rathje 2013), men når jeg har valgt stavefejlsbegrebet, er det fordi jeg mener at det er en mere præcis betegnelse netop i denne undersøgelse: Jeg vil her undersøge holdninger til afvigelser fra retskrivningsnormen som er karakteriserede ved at de med stor sandsynlighed er fremkommet ved en fejl og altså er utilsigtede. Det er selvfølgelig altid problematisk på den måde at kategorisere på baggrund af hensigt, men kategorien skal ses som modsætning til mere tydeligt tilsigtede, og ofte genreafhængige, afvigelser fra retskrivningsnormen af typen d relativt ofte forekommer i de nye sociale medier. Det er vigtigt at bibeholde denne skelnen mellem de reelle stavefejl og de intenderede afvigelser fra retskrivningsnormen i en holdningsundersøgelse som denne da holdningerne til afvigelsestyperne sandsynligvis er meget forskellige og måske endda modstridende (Sebba 2007). Bevidste sprogholdninger er i sagens natur holdninger som man selv mener man har. En almindelig spørgeskemaundersøgelse vil som regel være designet til at afdække bevidste holdninger, men forskning viser at det ikke er helt uproblematisk at undersøge disse (Kristiansen et al. 2005: 14). Nogle holdninger er måske så afvigende fra normalen og fra hvad der er politisk korrekt at man ikke vil stå ved dem i en spørgeskemaundersøgelse, selv ikke hvis man er anonym. Derfor kan det være gunstigt også at undersøge ubevidste holdninger som er holdninger man ikke nødvendigvis er klar over at man har. Bevidste og ubevidste holdninger kan naturligvis sagtens være helt overensstemmende, og det er de sandsynligvis oftest, men i nogle tilfælde kan de også være modstridende (fx Kristiansen et al. 2002, Kristiansen 1999, 2006), og det er derfor nødvendigt at skelne imellem de to begreber. Jeg har i min undersøgelse valgt at bruge begreberne bevidste og ubevidste sprogholdninger. Kristiansen et al. (2002) og Kristiansen (1999, 2006) taler om bevidste og underbevidste sprogholdninger. Når jeg har valgt at bruge termen ubevidst frem for underbevidst, er det fordi jeg mener underbevidst har for mange psykoanalytiske undertoner. På den anden side er begrebet ubevidst problematisk idet de ubevidste og bevidste holdninger kan være de samme, 5

9 hvormed man altså ikke nødvendigvis er ubevidst om sine ubevidste holdninger. I mangel af bedre har jeg dog valgt at bibeholde dette begreb som altså dækker over det samme som begrebet underbevidst. De stavefejlstyper jeg arbejder med i undersøgelsen, er hovedsagelig bredt accepterede og anerkendte betegnelser som fx nutids-r-fejl, fejl ved sær- og sammenskrivning, fejl ved stumme bogstaver m.m., men jeg har ikke kunnet finde en dækkende betegnelse for det jeg har valgt at kalde fejlskrevet af fonologiske årsager. Jervelund (2007) behandler fejltypen under overskriften s ), men snarere er tale om fejl forårsaget af vokalkvalitet), finder jeg min egen betegnelse bedre dækkende. Jeg har valgt at medtage hyperkorrekte former af de forskellige stavefejlstyper under samme kategori som den normale fejltype som formodentlig skyldes at, og ikke at staveren mener det lyder som /e/) Jeg vil i det følgende kort redegøre for Facebook som medie og statusopdateringen som genre da det er grundlagsdannende for min undersøgelse. Facebook Det sociale medium Facebook blev stiftet i 2004 af en gruppe studerende på Harvard University med Mark Zuckerberg i spidsen. Mediet var oprindelig tænkt som et internt socialt netværk for studerende på Harvard, men allerede efter et par måneder blev det så populært at andre amerikanske universiteter begyndte at bruge netværket. Herefter spredte netværket sig til at kunne bruges af først amerikanske college- og så highschoolstuderende, og i 2006 blev Facebook frit tilgængeligt for alle over 13 år med en adresse (Baron 2008: 80-81). I Danmark er Facebook uden sammenligning det mest populære sociale medie, blandt voksne såvel som blandt unge, og hele 89 procent af danske unge mellem 16 og 19 år har en facebookprofil (Stæhr 2013: 1). 6

10 Der findes flere måder at kommunikere på på Facebook. Man kan chatte privat med sine venner, skrive private beskeder til sine venner, blive medlem af en lukket gruppe og skrive på gruppens væg (en slags opslagstavle hvor ens statusopdateringer og handlinger på Facebook optræder i kronologisk rækkefølge så de nyeste er øverst. I dag er væggen blevet til en tidslinje) uden at ens venner uden for gruppen kan se det, og så kan man skrive statusopdateringer på sin egen eller andres væg. Disse kommunikationsformer er meget forskellige, nogle er offentlige, nogle er private, nogle er synkrone, og nogle asynkrone. Jeg mener derfor også at der er forskellige normer for og holdninger til hvad og hvordan man kan skrive i disse forskellige kommunikationsformer, og jeg har følgelig i dette speciale valgt at fokusere på én facebookgenre, nemlig statusopdateringen. Det skyldes bl.a. at jeg mener at statusopdateringer er den mest identitetskonstruerende kommunikationsform på Facebook i og med at der på forsiden af en persons facebookprofil er alle de statusopdateringer som man har skrevet gennem tiden, og at det første man ser når man logger på sin facebookprofil, er facebookvenners nye statusopdateringer. Statusopdateringer Statusopdateringer på Facebook er et af de træk der, om end i en noget anden variant end den nuværende, har været der fra begyndelsen. Man kunne skrive en statusopdatering på sin væg hvor man fx kunne skrive hvad man lavede, tænkte, eller hvor man var. Når man uploadede statusopdateringen, blev den sat på ens væg med den danske version) fortrykt inden beskeden (Ims 2009). Dette gjorde at de fleste statusopdateringer blev skrevet som en fulden med småt begyndelsesbogstav fordi det ikke var tænkt som en selvstændig sætning. Med tiden er dette Der er dog stadig folk der bibeholder den gamle formelstruktur. I dag er der en tekst der hvor man kan skrive sin statusopdatering, hvor der står. På den måde er emnet for statusopdateringer meget bredt, og selvom der i forskellige sociale fællesskaber sandsynligvis er nogle uskrevne regler for hvad det er passende at skrive i en statusopdatering, er der i teorien ingen grænser for emnet. 7

11 Når man i dag skriver en statusopdatering, bliver den automatisk slået op på ens personlige tidslinje, ligesom den, med mindre man har nogle særlige sikkerhedsindstillinger, automatisk dukker op på ens venne der viser venners. På den måde kan ens statusopdateringer altså potentielt ses af alle ens facebookvenner (med mindre man har aktiveret de særlige sikkerhedsindstillinger), i modsætning til eksempelvis chat- og beskedfunktionen, hvor man udvælger en eller flere venner som man skriver til. Man kan kommentere andres eller egne statusopdateringer, og kommentaren bliver statusopdateringen. Man kan o en statusopdatering, og nedenunder hver statusopdatering kan man således se hvor mange likes opdateringen har fået. I modsætning til chat og instant messaging er statusopdateringer sjældent en synkron flervejskommunikationsform, og man kan altså ikke forvente at ens venner reagerer prompte på ens opdatering, eller at de reagerer på den i det hele taget. Man har ofte ikke specificeret en modtager i en statusopdatering, så den er i princippet til alle og ingen. En statusopdatering kan bestå af såvel tekst som billeder, links og videoer eller en blanding af flere af disse. Jeg vil i dette speciale begrænse mig til udelukkende at beskæftige mig med statusopdateringer der alene består af tekst. Teoretisk grundlag Som jeg allerede har antydet, er mit speciale på flere måder nyskabende: Det er mig bekendt, den første kvantitative danske undersøgelse af holdninger til stavefejl, og derfor også til holdninger til stavefejl i statusopdateringer på Facebook, og min undersøgelse er det første forsøg på at lave en sprogmasketest med skriftsprogsprøver i stedet for med talesprogsprøver. Det gør også at det har været svært at finde litteratur der dækker emnet for min undersøgelse, og det vil følgende teoriafsnit bære præg af på den måde at det vil fremstå temmelig opdelt i teori om sproget i de nye medier, litteratur om stavning og stavefejl, sprogholdningsteori og litteratur om 8

12 sprogmasketesten. Som afslutning på teoriafsnittet vil jeg derfor kort forsøge at binde teorierne sammen og understrege deres relevans for dette speciale. Den mest (aner)kendte teoretiker når man taler om ukonventionel stavning, er engelske Mark Sebba. Sebbas interesse for skriftsproget ligger imidlertid inden for den alternative, men dog ofte normative, ortografi der afviger fra de officielle normer, men som er intenderede stavefejl. Jeg vil derfor heller ikke komme ind på hans undersøgelser her, men blot henvise til nogle mere almengyldige pointer fra hans tekster. I sin introduktion til bogen Spelling and society (2007) skriver Sebba interesting aspects of orthography, og han skriver at det sandsynligvis skyldes at lingvister med interesse for kulturelle og sociale sproglige aspekter i højere grad har interesse for talesproget (ibid.: 6; 12). Han tegner dermed et billede af de sociokulturelle aspekter af ortografien som et forsømt undersøgelsesfelt inden for lingvistikken. I art audience by using the word bloody on the English stage, but it is still possible to offend readers by (Sebba 2003: 152). I citatet refererer de fejlstavede ord til intenderet brug af afvigelser fra retskrivningsnormen, men også til ikke-intenderede stavefejl. Sebba mener altså at stavefejl, intenderede eller ej, udgør en provokation, og at de altså generer folk. Det er således ikke kun i vores [de] (Kristiansen 2009: 165) danske sprogsamfund at vi har en formodning om at stavefejl irriterer læsere. Når det er så vigtigt at undersøge sprogholdninger, er det fordi det er meget sandsynligt at det fortrinsvis er sprogholdninger der skaber sprogforandring. Kristiansen, Garrett & Coupland (2005) we assume that language varies and changes as a consequence of the valorisation, og or restrict speech habits that they feel bad about and adopt ways of speaking that they (ibid.: 12-13). De tre sociolingvister forsker alle, som citatet antyder, i talesprog, men jeg mener at pointen også er gældende for skriftsprog: Hvis man synes at stavefejl er irriterende, vil man sandsynligvis selv gøre sig umage med at undgå at lave dem. Synes man derimod at stavefejl er seje eller helt ligegyldige, vil man formentlig ikke gøre 9

13 noget videre for at undgå dem. På den måde er det sandsynligt at de unge virkelig vil ignorere retskrivningsnormerne med tiden, hvis holdningsundersøgelser viser at unge er ligeglade med stavefejl, mens dette næppe er et sandsynligt scenario hvis de viser det modsatte. Holdninger til stavefejl På dansk grund er det meget sparsomt hvad der findes af litteratur om holdninger til stavefejl, men Carsten Elbro har lavet en mindre undersøgelse af irritationsvækkende stavefejl som han har beskrevet i en lille artikel til tidsskriftet Mål og Mæle (Elbro 2004). Artiklen er, som Elbro også selv (ibid.: 26). Når jeg alligevel har valgt at referere til undersøgelsen i dette speciale, skyldes det at artiklen er det nærmeste jeg er kommet på en dansk undersøgelse af holdninger til stavefejl. Desuden er Carsten Elbro anerkendt professor med speciale i læsning og læsevanskeligheder ved Københavns Universitet, og hans betragtninger i artiklen har derfor trods alt en vis videnskabelig ballast. den omhandler en undersøgelse af holdninger til 22 udvalgte stavefejl med 37 af tidsskriftet Mål og Mæles læsere som respondenter. Derudover har 43 lærerstuderende deltaget i undersøgelsen, men Elbro har valgt at behandle disse respondenter særskilt da deres uddannelse sandsynligvis gør at de har nogle andre holdninger end den almindelige dansker. Respondenterne blev bedt om at vælge hvilke fem af de gengivne stavefejl som de fandt mest irriterende. Blandt de udvalgte 22 stavefejl er de mest relevante for min undersøgelse nutids-r-fejl, fejl ved særskrivning, fejl ved sammenskrivning, manglende stort bogstav - ), fejl ved,. Resultaterne er ikke signifikanstestet (sandsynligvis fordi der er for få respondenter til at det er frugtbart, eller fordi man ikke har fundet at Mål og Mæles læsere er repræsentative for den almindelige dansker), så vi kan ikke regne med at resultaterne er udtryk for den generelle holdning blandt voksne danskere, men de kan måske alligevel give et begrundet bud på hvilke stavefejlstyper der anses for at være de mest irriterende. De af de 22 udvalgte stavefejl som respondenterne i undersøgelsen finder mest irriterende, er brug af nutids-r ved infinitiv ( ) som 78 procent har i deres top-5, 10

14 og særskrivningen som 73 procent har stemt på, hvilket placerer fejl ved nutids-r og særskrivningsfejl som de mest irriterende fejltyper i undersøgelsen. Undersøgelsen har desværre ingen eksempler på manglende nutids-r, selvom det kunne være spændende at se om det ville vække lige så stor irritation som det fejlagtigt tilføjede nutids- gør på særskrivni det blot 27 procent har angivet førstnævnte som en af deres fem mest irriterende stavefejl. Elbro giver selv et bud på en forklaring på denne uligevægt hvor særskrivningsfejlen irriterer mere end sammenskrivningsfejlen. Han skriver at særskrivningsfejl bliver set som et symbol på den påvirkning fra engelsk og amerikansk kultur som har været karakteristisk for de seneste årtier, så hvis man generelt er irriteret over denne påvirkning, vil man sandsynligvis også blive irriteret over anden engelsklignende ortografi. Manglende stort begy k - tilsyneladende ikke synderlig irriterende stavefejl idet kun hhv. 14 procent og 0 procent af respondenterne har angivet dem på deres top-5. Fonologisk procent, 16 procent og 11 procent stemmer, og de ligger dermed et sted i midten af de 22 stavefejl som moderat irriterende. Det manglende stumme d d-er i lstyper jeg her interesserer mig for, der er færrest der har på deres top-5 med hhv. 8 procent, 5 procent og 3 procent. Et interessant resultat fra undersøgelsen er det at de lærerstuderende vurderer stavefejlene helt anderledes end de øvrige respondenter. Her er procent procent), (33 procent) procent 23 procent) de af de her interessante stavefejl der optræder på flest af respondenternes top-5 over irriterende stavef (19 procent procent), procent procent) er placeret væsentligt lavere på listen end hos de øvrige respondenter. Elbro giver ikke et bud på en forklaring på den store forskel i de to respondentgruppers besvarelser, ligesom han generelt går meget let hen over de lærerstuderendes besvarelser. 11

15 associerer fejlene med et eller flere usympatiske motiv, og at (ibid.: 26 og 27). Carsten Elbro konkluderer endvidere at stavefejl som skyldes reelt manglende evner til at stave korrekt, ikke irriterer læseren, men blot skaber medlidenhed (ibid.: 27). Det kan diskuteres hvorvidt ovenstående konklusioner nu også helt afspejler o irriterede synderligt hos de to respondentgrupper, er vel netop et eksempel på en sjuskefejl, og undersøgelsen har flere eksempler på irritationsvækkende stavefejl som det må anslås kun bliver Det vil jeg dog ikke komme nærmere ind på her, men blot pege på dette mindre forbehold. Jeg har også selv lavet en undersøgelse i foråret 2012 om bevidste holdninger til stavefejl på Facebook (Kristiansen 2012). Undersøgelsen byggede på 636 respondenters besvarelser af et spørgeskema med 16 meget generelle spørgsmål om adfærd på Facebook og holdninger til stavefejl på siden. Der var således ingen spørgsmål om holdninger til specifikke stavefejlstyper. Der var en række problemer med min undersøgelse, bl.a. var respondenterne generelt meget veluddannede, og der er derfor god grund til at tro at deres holdninger ikke afspejler gennemsnitsdanskerens. Jeg vil dog alligevel fremhæve de mest interessante resultater af undersøgelsen med det forbehold at undersøgelsen måske ikke er repræsentativ. Det generelle billede undersøgelsen tegnede, var at såvel unge som ældre gik op i at stave korrekt på Facebook. På en skala fra 1-5 om hvor meget de gik op i at stave korrekt på Facebook hvor 5 betød at de gik meget op i det, og 1 betød at de ikke gik op i det, satte 82 procent af respondenterne kryds ved enten 4 eller 5. Det betød altså rigtig meget for de fleste respondenter ikke at lave stavefejl på Facebook. 71 procent af såvel de unge som de midaldrende svarede bekræftende på at de generelt blev irriterede over stavefejl på Facebook. Andelen af de ældre respondenter der svarede det samme, var 64 procent. Undersøgelsen viste også at især de unge (51 procent) rettede hinandens stavefejl på Facebook. Opsummerende viste undersøgelsen altså at de unge i mindst lige så høj grad som de midaldrende og de ældre respondenter bekymrede sig om ortografi på Facebook. 12

16 Undersøgelser af unges sprogbrug i de nye medier En anden mindre undersøgelse der kort skal nævnes her, er den Lene Rotne skriver om i artiklen LEET/1337, reverse eller popsprog? Om unges akrobatik på hjemmesiden Arto (Rotne 2009). Artiklen er skrevet på baggrund af Rotnes iagttagelser i chatfora på hjemmesiden Arto. Hendes undersøgelse er kvalitativ, og formålet med den er at finde ud af hvordan de unge ser på retskrivning når de chatter sammen. Undersøgelsen er relevant for min undersøgelse fordi den siger noget om hvordan de unge forholder sig til stavefejl i nye medier. I undersøgelsen behandles hovedsageligt holdninger til bevidste og intenderede afvigelser fra retskrivningsreglerne afvigelser er som nævnt ikke emnet i denne opgave, og jeg vil derfor ikke komme ind på de unges diskussioner af den slags sprogbrug. Rotne konkluderer på baggrund af undersøgelsen at de unge Dømmer du udfra (sic!) stavefejl over stavefejl som de synes er irriterende at se på og pinlige, og der kan ofte opstå en temmelig grov tone i debatterne da man godt kan finde på at rette og kommentere De unge i Rotnes undersøgelse er altså heller ikke synderligt tolerante over for stavefejl, og de går meget op i hvordan de skriver i chatforummet. Et lignende billede kommer frem hos Andreas Stæhr (2013) wall. Her skriver Stæhr om sine observationer af to folkeskoleklasser fra de gik i klasse. Han har i en årrække fulgt de unge på Facebook, og på den baggrund undersøger han hvordan forskellige normer kommer til udtryk i de unges facebookadfærd. Det skal her nævnes at også Stæhrs projekt er kvalitativt, og at de to klasser han arbejder med er fra den samme skole på Amager med en relativt stor andel af elever med anden etnisk baggrund end dansk, så det vil ikke være rimeligt at påstå at informanterne er repræsentative for den danske ungdom som helhed. Stæhr har flere interessante pointer i sin artikel. En af dem er at der findes en bevidst diskurs hos de unge, i undersøgelsen og generelt i samfundet, om at sproget på Facebook står i klar kontrast til sproget i fx en dansk stil på den måde at sproget på Facebook er frit og normløst, mens sproget i en dansk stil skal overholde en række formelle regler (ibid.: 9). Stæhrs undersøgelser af de unges interaktion på Facebook tyder på at dette billede af Facebook som et 13

17 frirum hvor man kan skrive som man vil, er en myte: Der er tydelige regler for hvordan de unge kan og ikke kan skrive på Facebook, og hvis de bryder disse regler, vil de ofte blive sanktioneret fx ved at blive gjort til grin af deres facebookvenner (ibid.: 18 ff.). Det er dog typisk ikke stavefejl der sanktioneres hos de unge i Stæhrs undersøgelse, men derimod sprogbrug som ikke er i overensstemmelse med ens (gruppe)identitet. I artiklen er der fx eksempler på at det ikke umiddelbart accepteres at pæredanske drenge bruger de arabiske, eller at det bliver kommenteret når en pige med anden etnisk baggrund end dansk skriver på et for korrekt dansk (d På den måde viser undersøgelsen altså at etnicitet også spiller en stor rolle i forhold til holdninger på Facebook. På den måde viser Stæhrs undersøgelse, i lighed med Rotnes, at der er normer for sprogbrug på Facebook. Dog synes Stæhrs informanter at bekymre sig noget mindre om regulære stavefejl end Rotnes hvilket kunne tyde på at holdninger til stavefejl i de nye medier er afhængig af det fællesskab man indgår i, mens man nok generelt kan sige at de unge er meget skrift- og genrebevidste i de nye medier, samt aflive myten om at sproget i de nye medier er normløst. Ditte Laursen har skrevet ph.d.-afhandling om unges kommunikationsformer over mobiltelefonen (Laursen 2006). Selve afhandlingen er en konversationsanalytisk undersøgelse af mundtlig og skriftlig mobilkommunikation, et emne der går ud over dette speciales materiale, men i forbindelse med sin ph.d.-undersøgelse har Laursen bl.a. også og sproget i andre nye medier har været udskældt for at forringe de unges sprogkompetencer. Laursen skriver i artiklen: Unges skriftsprog, som det manifesterer sig i sms-mediet, er altså effektiv, bevidst og på de unges sprog, synes derfor helt ubegrundet. Derimod kan man forestille sig, at meget, og det er med dét at skrive som med alt andet: Jo mere man gør det, jo bedre bliver man til det. (ibid.: 12) 14

18 Argumentet lyder plausibelt: Unge skriver mere end nogensinde, og da øvelse gør mester, må de unges skrivevaner smitte positivt af på deres skriveevner. Budskabet fremstår dog lidt som et postulat idet det ikke fremgår om Laursen har videnskabeligt belæg for argumentationen, eller om hun ser det som så indlysende at det må forholde sig sådan at dokumentation ikke er nødvendig. en skadelig virkning, og det ser heller ikke ud til, at sms-sproget smitter af på standardsprog (ibid.: 12). I citatet her fornemmer man at pointerne bygger på reelle iagttagelser, men da artiklen er en afstikker fra det egentlige ph.d.-projekt, skriftsproget, har jeg desværre ikke kunnet finde yderligere litteratur om disse. Pointen er meget interessant, og den underbygger vigtigheden af at få lavet nogle nye undersøgelser om sproget i de nye medier, så vi kan få be- eller afkræftet de utallige myter der findes om det. Den eneste undersøgelse jeg har kunnet finde som specifikt handler om hvorvidt sms- og chatsprog er en trussel mod skriftsproget, er Rathje & Ravnholts artikel i Nyt fra Sprognævnet fra Rathje og Ravnholt kan ikke finde tegn på afsmitning fra de nye medier i traditionelle og seriøse medier, og konklusionen på undersøgelsen lyder altså ikke bredt sig til andre genrer end beslægtede e-medie-genrer og privat og uformel (e-)kommunikation endnu. Eller også vil chatsproget kun findes i disse specifikke genrer Konklusionen lægger således op til at man med tiden må lave nye undersøgelser af emnet for at se om afsmitningen vil brede sig til de traditionelle medier. Laursen kommer med en anden spændende pointe i sin artikel, nemlig at [v]igtige og under disku (Laursen 2004: 12). Igen ser vi altså at de unge går op i hvordan de skriver på sociale medier, og at de er sig bevidst hvem der er deres modtager. Det samme indtryk har Charlotte Malene Larsen fået i forbindelse med sin specialeundersøgelse om unges identitet og venskaber på hjemmesiden Arto. I et interview siger hu at de [unge] virkelig gør sig umage med at stave korrekt. Det er mere pinligt at stave forkert over 15

19 Eksemplerne ovenfor viser at folk der har undersøgt sprog og sprogbrug i nye medier, oplever at de unge går meget op i hvordan de skriver og fremstår i nye medier: De unge gør sig umage når de skriver i de nye medier, de synes det er pinligt at lave utilsigtede stavefejl, og vi har også set eksempler på at de bliver irriteret når andre staver forkert i de nye medier, og at de retter hinandens stavefejl. Indirekte sprogundersøgelser Indirekte undersøgelser er meget almindelige i sociolingvistikken, og de kan især være gavnlige til at undersøge holdninger som man i forvejen har en fornemmelse af, kan være stigmatiserede (Kristiansen et al. 2005: 14). I den type situationer er det almindeligt at respondenter (måske ubevidst) vil dække over deres egentlige holdning og i stedet tilslutte sig en mere politisk korrekt holdning for at fremstå bedre. Derfor laver man indirekte undersøgelser hvor man skjuler det egentlige undersøgelsesfelt for respondenterne for at få deres reelle holdninger frem. Selvom jeg hævder at min undersøgelse er den første sprogmasketest med sprogprøver med stavefejl, er det ikke den første indirekte undersøgelse af holdninger til stavefejl. I artiklen ts Kreiner, Schnakenburg, Green, Costello & McClin 2002) undersøger en gruppe forskere fra Central Missouri State University sammenhængen mellem stavefejl og hvordan ens generelle staveevner, ens intelligens og ens logiske sans bliver vurderet. I artiklen skelnes der imellem fonologiske og typografiske fejl: Fonologiske fejl er fejl der rent lydligt kunne være korrekte stavemåder, men som ikke er det. Et dansk eksempel på hypotese at fonologiske fejl ville have større indflydelse på respondenternes vurdering af personen bag fejlene end typografiske fejl. Artiklen bygger på i alt tre undersøgelser. Den første undersøgelse skulle udforske sammenhængen mellem staveevner og intelligens samt mellem stavefejl og andres vurdering af generelle staveevner, intelligens og logiske sans. Respondenterne havde udfyldt en diktat og en intelligenstest, og det viste sig at der var en moderat, men signifikant sammenhæng mellem 16

20 staveevner og intelligens således at de personer der scorede højt i diktaten, generelt også scorede højt i intelligenstesten. Det resultat tyder således på at der er en årsagssammenhæng mellem hvor intelligent man er, og hvor godt man staver. Respondenterne skulle desuden læse et kort essay med enten fire fonologiske fejl, fire typografiske fejl eller ingen fejl og vurdere forfatteren af teksten i forhold til vedkommendes generelle staveevner, intelligens og logiske sans. Bortset fra fejlene var essayene ens. Det er denne del af undersøgelsen der var en indirekte holdningsundersøgelse da respondenterne ikke havde fået at vide hvad testen gik ud på: De var således også uvidende om at der fandtes tre versioner af essayet. Resultaterne viste dog ingen signifikant sammenhæng mellem stavefejlene og vurderingen på nogen af de tre skalaer. I den anden undersøgelse fik en gruppe respondenter igen et kort essay, denne gang med 12 fonologiske fejl, 12 typografiske fejl eller ingen fejl. Denne undersøgelse skulle vise om respondenterne ville være mere tilbøjelige til at nedvurdere forfatteren bag essayet på de tre parametre hvis der var flere stavefejl i teksten end tilfældet var i den første undersøgelse. Undersøgelsen viste at der nu var en signifikant sammenhæng mellem fonologiske stavefejl og vurdering af forfatterens intelligens og især generelle staveevner, sådan at forfatteren med fonologiske stavefejl blev vurderet som mindre intelligent og dårligere til at stave end forfatteren uden stavefejl. Den tredje undersøgelse lignede de forrige bortset fra at fejlene her var udvalgt så det var mere almindeligt forekommende fejl der var i essayene. Desuden havde man sat forekomsten af fejl ned i forhold til den forrige undersøgelse så essayet enten var fejlfrit eller havde syv fonologiske eller syv typografiske fejl. Resultaterne for denne undersøgelse viste at der ikke var signifikante forskelle på hvordan respondenterne vurderede forfatterens intelligens og logiske sans alt efter om der var stavefejl, men at de vurderede forfatterens staveevner signifikant værre i essayene med hhv. fonologiske og typografiske stavefejl end ved essayet uden stavefejl. Kreiner et al. konkluderer på baggrund af de tre undersøgelser at stavefejl har not reliably aff Således vælger forfatterne i lyset af resultaterne fra undersøgelse et og tre at underkende den ellers signifikante effekt af fonologiske stavefejl i forhold til vurderingen af forfatterens intelligens i 17

21 undersøgelse to. Undersøgelserne kan derfor tilsammen kun påvise en sammenhæng mellem stavefejl og hvordan folk bedømmer ens generelle staveevner. Kreiner et al. konkluderer endvidere: to make different attributions ibid. 15). Ifølge undersøgelsen skal man således ikke forvente at blive bedømt anderledes hvis man laver typografiske fejl, end hvis man laver fonologiske fejl. En anden indirekte undersøgelse af stavefejl er foretaget af Johannsen (2012) der i sin specialeafhandling undersøger sammenhængen mellem sproglige fejl og karakterer i gymnasiestile, og hun finder at der er en sammenhæng mellem fejl i stilene og den karakter de giver. En fejlkilde ved Johannsens undersøgelse, som hun også selv påpeger (ibid.: 6-7), er dog at hendes undersøgelse ikke tager højde for hvad der er årsag, og hvad der er virkning: Giver de fejlbehæftede gymnasiestile dårligere karakterer fordi de er fejlbehæftede, eller giver de dårligere karakterer fordi de også indholdsmæssigt er dårligere? 2 Som nævnt påviser Kreiner et al. (2002) at dårlige stavere generelt scorer lavere i intelligenstest end gode stavere, og man kunne således også tænke sig at de intelligente, gode stavere generelt skrev de bedste stile, sprogligt og indholdsmæssigt. Johannsens undersøgelse er ikke en holdningsundersøgelse (selvom hun selv ser korrelationen mellem karaktergivning og særlige typer af stavefejl som udtryk for at lærerne irriteres af netop disse stavefejlstyper (ibid.: 61)), men den er interessant for min undersøgelse fordi den på trods af fejlkilder sandsynligvis alligevel kan sige noget om hvilke stavefejl man bliver straffet hårdest for i dansk stil, og dette kan måske have en betydning for unges holdninger til disse stavefejl. Johannsen konkluderer på trods af undersøgelsens fejlkilder at de stavefejl der har mest signifikant indflydelse på karaktergivning, er tegnsætningsfejl, men at også bøjningsfejl, mere specifikt fejl ved nutids-r, har en signifikant indflydelse på hvilken karakter man får (ibid.: 60-61; 67). Der er dog ingen signifikant korrelation til karaktergivning ved sær- og sammenskrivningsfejl, der i øvrigt er den mest hyppige fejl i Johannsens materiale. 2 Johannsen laver derfor også en tillægsundersøgelse der skal eliminere denne fejlkilde, men som ikke har interesse i forhold til min undersøgelse da den udelukkende er en undersøgelse af stavefejls effekt på karaktergivning og ikke ser på stavefejlstyper. 18

22 For at opsummere viser de indirekte holdningsundersøgelser altså at man af sin skolelærer i en stil, såvel som af unge læsere i et essay kan forvente at blive bedømt på stavefejl. Det tyder dog ikke umiddelbart på at man skal forvente at blive dømt for andet end at være en dårlig staver i sidstnævnte. Vi kan endvidere sammenfatte at der synes at være en sammenhæng mellem intelligens og stavevner, samt at de fleste forskere der har beskæftiget sig med sproget i de nye medier, har en opfattelse af at sproget her ikke har en korrumperende indflydelse på de unges staveevner, og at de unge generelt går meget op i at stave korrekt på sociale medier. De fleste undersøgelser der er lavet af de unges sprog på de sociale medier, er dog kvalitative og bygger på et relativt snævert datamateriale, og det er derfor ikke sikkert at de konklusioner der kommer ud af dem, kan udbredes til at gælde de unge danskere generelt. Holdninger og adfærd Peter Garrett skriver i bogen Attitudes to language (2010: 24-29) om forholdet mellem holdninger og adfærd. De fleste af os har en forestilling om at vi generelt handler i overensstemmelse med vores holdninger: Hvis man mener at Enhedslistens politik er en omgang kommunistisk vås, vil man sandsynligvis vælge at stemme på et andet parti når der er valg. Garrett problematiserer dog dette ellers så logiske formodede kausalforhold mellem adfærd og holdning og henviser til undersøgelser af henholdsvis Ostrom (1969), Breckler (1984) og La Piere (1934)der viser at folk ikke altid handler i overensstemmelse med deres holdninger. Som eksempel nævner Garrett at de fleste af os har en positiv holdning til at gå til tandlæge: Vi synes at man skal overholde sine tandlægebesøg, men samtidig er der rigtig mange af os der ikke selv gør det. Giver det så mening at lave holdningsundersøgelser hvis holdningerne alligevel ikke afspejler sig i folks adfærd? Det mener Gass og Seiter (1999) ikke (Garrett 2010: 24), og de har måske ret når det drejer sig om meget konkrete emner som fx resultatet af en folkeafstemning. Det virker dumt at bruge penge på at lave meningsmålinger hvis man ikke har en eller anden formodning om at de siger noget om hvordan folk vil stemme til et valg. Men som jeg ser det, er sprogholdninger, som fx holdninger til stavefejl, interessante at undersøge uanset om de vil komme til udtryk i adfærd eller ej. De kan sige en hel del om hvordan vi er tolerante eller dømmer 19

23 hinanden, hvilket i øvrigt kan udmønte sig i en ikke umiddelbart målbar adfærdsændring: Hvis man synes at en person der staver dårligt, virker dum, vil man måske agere anderledes over for vedkommende end man ellers ville have gjort, men dette er næppe målbart. Man skal dog også huske på at holdninger til et specifikt emne kan skabe forskellig adfærd, og en manglende specifik handling er ikke nødvendigvis ensbetydende med at der ikke handles på andre planer. I min føromtalte spørgeskemaundersøgelse fra 2012 er der eksempelvis en lige stor procentdel af de unge og de midaldrende (71 procent) der svarede bekræftende på spør liver du generelt irriteret, hvis folk staver dårligt på Facebook? rettede andres stavefejl på Facebook signifikant mere end de midaldrende og ældre gjorde (Kristiansen 2012). På den måde kan man fristes til at konkludere at de unge i undersøgelsen i højere grad handler efter deres holdninger, end de ældre gør. Men måske har de ældre på anden skjul for at pågældende vens opslag ikke figurerer på ens newsfeed) der staver dårligt, eller måske fortæller de deres andre venner om den sjove stavefejl de har set på Facebook den anden dag. Desuden kan ikke-handlen i den sammenhæng være ligeså interessant som handlen: En respondent i førnævnte undersøgelse -knappen) opdateringer der havde stavefejl. Således fører vedkommendes negative holdning til stavefejl altså til at han undlader at handle som han normalt ville have gjort. Jeg mener derfor at det i denne form for undersøgelse godt kan være relevant at undersøge holdninger, også selvom de måske ikke afspejles i målbare eller specifikke handlingsmønstre. Metoder til undersøgelser af bevidste og ubevidste sprogholdninger Sprogmasketesten, også kaldet matched guise, blev udviklet af Wallace Lambert og hans erne og er en metode designet til at undersøge ubevidste sprogholdninger. Sprogmasketesten består af en række sprogprøver med de forskellige sprogtræk man ønsker at undersøge ubevidste holdninger til. Disse sprogtræk kan fx være brug af forskellige sprog (Lambert et al. 1965), forskellige dialekter (Maegaard 2001, 2005, Kristiansen 1999, 2003, Kristiansen et al. 2002), bandeord (Grann 2012) eller dansk med hyppig brug af engelske låneord (Heidemann Andersen 2004). Der er mange forskellige sprogmaskedesign, men jeg vil her redegøre for et af de mest almindelige. Hvis man fx ønsker at undersøge holdninger til 20

24 bornholmsk dialekt, skaffer såvel rigsdansk som bornholmsk. Hver person skal så indtale to sprogprøver; en på bornholmsk og en på rigsdansk. Hver taler får det samme relativt neutrale emne at fortælle om, eksempelvis?, r ma På den måde minimerer man risikoen for at respondenterne skal dømme talerne efter hvad de siger, og ikke efter hvordan de siger det. Man blander så sprogprøverne så optagelserne af de samme personer ikke afspilles lige efter hinanden, og afspiller dem en ad gangen for en gruppe respondenter og beder dem angive deres holdninger til personen i fx et afkrydsningsskema med forskellige antonyme skalaer og/eller i en åben rubrik. Hvis respondenterne vurderer den samme person talende om det samme emne forskelligt alt efter om vedkommende taler bornholmsk eller rigsdansk, og de ikke gennemskuer at sprogmasketesten egentlig handler om holdninger til eksempelvis bornholmsk dialekt, ses denne forskel som et udtryk for deres ubevidste holdninger til bornholmsk dialekt. Sprogmasketesten afsluttes med en afsløring af undersøgelsens egentlige formål samt som regel med en kort undersøgelse af respondenternes bevidste holdninger til det sprogfænomen der er blevet undersøgt, hvor de fx bliver bedt om at rangere forskellige danske dialekter efter hvor godt de synes om dem. Det er vigtigt for sprogmasketesten at respondenterne ikke fatter mistanke om hvad testens egentlige undersøgelsesfelt er. Gør de det kan man ikke længere gå ud fra at det er respondenternes ubevidste sprogholdninger man undersøger. Derfor er det essentielt at man spørger respondenterne hvad de tror undersøgelsens egentlige formål er, inden man afslører det så man kan eliminere besvarelser fra respondenter der måtte have regnet undersøgelsens formål ud. I praksis sker det meget sjældent at respondenter regner formålet med sprogmasketest ud (se dog Heidemann Andersen (2004)). Der findes også varianter af sprogmasketesten hvor alle stemmerne i sprogprøverne siger det samme. På den måde sikrer man sig imod at respondenterne bedømmer talerne på hvad de siger, og ikke hvordan de siger det, men metoden virker meget kunstig, og det er derfor også svært at skjule maskeringen for respondenterne. Det viser sig desuden at uafhængige sprogmasketest med samme undersøgelsesfelt giver de samme resultater selvom man ikke bruger enslydende sprogprøver, når blot talerne taler om det samme emne. 21