INTERN 72 TIMERS PRØVE I INDIVID, INSTITUTION OG SAMFUND PÅ 4. SEMESTER

Transkript

1 UC SYDDANMARK PÆDAGOGUDDANNELSEN ÅRGANG 28 S INTERN 72 TIMERS PRØVE I INDIVID, INSTITUTION OG SAMFUND PÅ 4. SEMESTER FORSIDE TIL OPGAVEN SPØRGSMÅL (1 4): ANTAL TEGN: STAMHOLD: 282 UDARBEJDET AF: STUDIENR.: ESBJERG DEN / 2010 HUSK - Skal blot hæftes i venstre hjørne. Afleveres i 2 eksemplarer senest torsdag den 10. juni 2010 kl på studiekontoret i lokale 6103.

2 Indhold Indledning... 2 Resume... 2 Analyse... 4 Anerkendelse af det pædagogiske arbejde... 4 Anerkendelsesteori... 4 Kategorisering... 5 Stereotypering... 6 BUPL s strategiplan... 6 Professionalisering... 6 Konklusion... 7 Perspektivering... 7 Litteraturliste

3 Indledning Pædagoger deler vandene? Det er titlen på en artikel som er bragt i fagbladet Børn & Unge på baggrund af en brugerundersøgelse. Undersøgelsen pointerer at befolkningen er delt i deres syn på pædagoger. Og det er enten eller! Godt eller skidt! Men hvordan kan det være at nogle ser negativt på pædagoger? Er der en rationel grund til dette synspunkt, eller bygger det på gamle idéer og fordomme om hvordan pædagoger er? Titlen rammer efter min mening ret godt, i og med at så vel som befolkningen er splittet i deres syn på pædagoger, lige så er jeg. Og det siger jeg endda som pædagogstuderende med en hel del års erfaring bag mig. At jeg kan udtale mig sådan, bunder måske i at jeg udmærket ved at der findes mange forskellige pædagoger, og at en del af den gamle garde måske har satset for meget på deres egen personlighed i jobbet, frem for den viden de har fået kvag deres uddannelse. Jeg har som studerende ikke været den der råber højest op om at jeg er ved at uddanne mig til pædagog, men som jeg kommer længere i min uddannelse, nu mere stolt bliver jeg. Denne stolthed håber jeg at kunne føre med mig ud på arbejdsmarked og på den måde være med til at skabe mere respekt for pædagogprofessionen. Min kommende fagforening, BUPL, har endelig fået øjnene op, og har indset at der skal gøres noget for at gøre befolkningen opmærksom på hvad det er pædagogerne render rundt og laver, men er det tids nok? Er de for sent ude, nu hvor der snakkes meget om mere uddannelse til pædagogmedhjælperne og frivillig arbejdskraft i institutionerne, eller kan de stadig nå at fortælle offentligheden hvor vigtige pædagoger er for vores fælles fremtid. Resume Artiklen Pædagoger deler vandene 1 er skrevet af Marie Bille og er bragt i fagbladet Børn & Unge nr. 15/2010. Artiklen tager udgangspunkt i en opinionsundersøgelse foretaget af analysefirmaet Corcom for blandt andre BUPL. I undersøgelsen har de har spurgt 5000 danskere om deres syn på forskellige faggrupper inden for den offentlige sektor. Fokus i artiklen er på det faktum, at næsten halvdelen af de adspurgte er negativt indstillet i deres bedømmelse af pædagoger. 1 Børn&Unge /15 - Pædagoger deler vandene 2

4 Corcoms direktør, Søren Jørstian, udtaler blandt andet, at Pædagoger deler vandene i højere grad end de fleste andre grupper af offentlige ansatte og hvor bedømmelsen af de andre grupper nogle gange kan være lidt mudret, så er det i pædagogernes tilfælde enten eller. Ifølge rapporten er det mænd der er mest forbeholdne og skeptiske overfor pædagoger, og deres modvilje stiger med alderen. Deres uddannelses niveau ligger mellem mellemlang uddannelse og ingen uddannelse. I den modsatte ende ser man den mest positive, og det er en kvinde i 30 erne med mellemlang uddannelse. Grunden til dette markante skel, skal ifølge Søren Jørstian, findes i den måde man forestiller sig pædagogerne. I 1970 erne forbandt man ofte pædagoger med politiske grundholdninger, rundbordspædagogik og batikfarvet tøj, og nogle har stadig en oplevelse af at pædagoger stadig er sådan. 72 procent af de adspurgte, mener at pædagogerne har meget gode, gode eller middel arbejdsvilkår. Dette begrunder de med at pædagoger har frie arbejdsvilkår og mulighed for selv at præge deres arbejdsdag. Der er også et klart flertal af mænd og ældre der vurderer at pædagoger har bedre arbejdsvilkår end andre offentlige ansatte! Hvorimod hvis du spørger dem der er forældre med børn i dagplejealderen, så ved de godt at det ikke altid bare er så nemt at få hverdagen til at hænge sammen. Artiklen kommer også ind på BUPL s indsats overfor pædagogernes omdømme og deres arbejde for at skabe anerkendelse i befolkningen for det pædagogiske arbejde. Faglig sekretær Allan Baumann udtaler at de har arbejdet med at definere præcist hvad det pædagogiske arbejde går ud på, for på den måde at gøre det tydeligt overfor befolkningen og derigennem skabe noget sympati med faget. De er godt på vej siger han, men det er endnu ikke lykkes dem at nå ud til den brede befolkning, idet de har problemer med at få folk til at forstå budskabet. Han siger dog at fremtiden ser lys ud, da vi nærmer os nogle generationer, hvor alle har haft berøring med pædagoger på den ene eller anden måde, og derfor måske er på vej til en større forståelse af den pædagogiske profession. 3

5 Analyse Som jeg læser artiklen, så drejer det sig primært om anerkendelse af pædagogerne, for det arbejde de udfører. Eller måske rettere mangel på anerkendelse! Den måde de ser deres egen profession på kan også være problematisk, og er måske medført af den måde samfundet ser på pædagoger i al almindelighed. Jeg vil på baggrund af dette synspunkt tage udgangspunkt i Axel Honneth 3 fundamentale anerkendelseskrav og redegøre for hvorledes jeg mener de spiller ind. Jeg vil ligeledes komme ind på samfundets kategorisering af faget og den stereotypering der udspringer deraf. Til sidst vil belyse hvordan pædagogernes fagforbund, BUPL, ser på problemstillingen, og hvad de har tænkt sig at gøre ved den. Anerkendelse af det pædagogiske arbejde Som det er beskrevet i artiklen, får pædagoger i almindelighed ikke meget anerkendelse for det pædagogiske arbejde de udfører til daglig, men det forventes derimod at de udøver anerkendende pædagogik overfor den brugergruppe de arbejder med. Jamen det lyder jo også godt nok, men kan man som pædagog opretholde facaden og udføre sit arbejde tilfredsstillende, når man ved at rigtig mange i befolkningen ikke værdsætter det man laver? Uden anerkendelse intet selvværd! Anerkendelsesteori Ifølge den tyske socialfilosof Axel Honneth er anerkendelse en universel betingelse for menneskets identitetsdannelse og er derfor yderst relevant i forhold til det pædagogiske arbejdsfelt. Når man indgår i sociale relationer med andre mennesker former man sin identitet ved at blive anerkendt for den man er, og for det man laver (Pedersen 2006). Honneth opstiller 3 forskellige sfærer (Nørgaard 2005) med hver deres anerkendelsesform, og jeg vil kort ridse disse op, men primært beskæftige mig med den sidste af dem. I den private sfære sker anerkendelse i familien, ved venner og andre netværkspersoner som man har nære relationer til. Kærligheden i disse relationer skaber den selvtillid der er nødvendig for en selvstændig deltagelse i det offentlige liv og denne form for anerkendelse udvikler individets selvtillid. 4

6 Den retslige sfære er den hvor anerkendelsen kommer i form af rettigheder baseret på almene politisk accepterede normer. Disse rettigheder kunne for eksempel være kulturelle, religiøse, politiske eller sociale rettigheder, og gennem dem opnår man styrkelse af individets selvværd og selvrespekt. Den vigtigste anerkendelse i denne sammenhæng sker, for mig at se, i den solidariske sfære. I denne sfære møder vi, ifølge Honneth, en form for social solidaritet, og her anerkendes vi af samfundet for vores individuelle egenskaber og præstationer. Vi værdsættes for det bidrag vi yder til samfundet og dets reproduktion, og det sker på baggrund af vores særegne funktioner og kvalifikationer. Men denne anerkendelsesform er ikke kun begrænset til vores egen værdi, den bidrager ligeledes til vores værdsættelse af andre, også selv om de ikke er lig os selv. Ved denne form for anerkendelse udvikler vi selvværdsættelse. I forbindelse med de 3 anerkendelsesformer kan der ifølge Honneth, opstå krænkelse, og det kan komme til udtryk i form af nedværdigelse, ydmygelse, fornærmelse, foragt og usynliggørelse. Hvis man som pædagog bliver mødt med en sådan negativ tilgang, kan det i længden være svært at blive ved med at hævde sig selv og tro på at det arbejde man udfører, er vigtigt for samfundet og giver mening til dets hele. Og det er måske den form for krænkelse vi ser komme fra især den ældre generation, men hvad bygger den på? Er der en rationel grund til denne ringeagt af pædagoger, eller bygger den på noget andet, måske tidligere erfaringer med pædagoger. Enten erfaret igennem egen oplevelse eller også byggende på nogle samfundsmæssige fordomme. Kategorisering En stor del af de midaldrende mænd der ifølge artiklen har en negativ holdning overfor pædagoger, har deres helt eget billede af en pædagog, og dette billede bygger i de flestes tilfælde hverken på pædagogernes uddannelse eller deres professionelle virke i dagligdagen. Det beror ofte på deres egen oplevelser med eller af pædagoger og den måde samfundet har kategoriseret pædagoger på i al almindelighed. De fleste af dem ser stadig pædagoger som de var dengang i 70 erne, hvor de i starten af årtiet næsten alle sammen var oppe på barrikaderne, boede i bofællesskaber og meldte sig ind i alverdens græsrodsbevægelser. Det er måske ikke helt korrekt at kategorisere dem alle på den måde, men hvis man er vokset op med at ens mor var hjemmegående, så passer det fint ind i det billede, mange gerne vil tegne af den tid, og tiden efter. Nemlig at børn legede hjemme på vejen, og et eller andet sted, var der altid en mor hjemme, som stod klar med saftevand og boller, mens 5

7 naboens mor, der var pædagog, rendte rundt i hendes flowerpower tøj og demonstrerede mod alt muligt. Stereotypering Den måde at se på pædagogerne på, vil jeg definere som stereotypering. Det vil sige at sætte en bestemt type mennesker i bås, udelukkende ud fra nogle antagne kulturtræk. Disse antagelser er ofte overdrevne og ensidige, men ikke desto mindre stadig forekommende i det 21. århundrede. Grunden til at nogle stadig ser sådan på pædagoger kan skyldes at pædagoger stadig er fremmede for dem, de har aldrig stiftet bekendtskab med en pædagog og har faktisk kun hørt om dem igennem andre og set dem i medierne når de er utilfredse med et eller andet. BUPL s strategiplan I artiklen kommer Allan Baumann, faglig sekretær og medlem af forretningsudvalget i BUPL, ind på hvad fagforeningen vil gøre, og har gjort, for at komme problemerne med befolkningens syn på pædagoger, til livs. Han nævner blandt andet, at de i BUPL siden 2004 har arbejdet med strategier for professionsudvikling og at målet med disse er at skabe et fælles anerkendende billede af en profession, som varetager en vigtig og samfundsnødvendig opgave. De vil have folk til at gå væk fra opfattelsen om det pædagogiske arbejde som pædagogfaget og i stedet få dem til at se på det som pædagogprofessionen. De vil signalere at det arbejde pædagogerne udfører, er professionelt arbejde og på den måde forsøge at højne den status de har i samfundet. Jeg tror personligt at det er en rigtig svær mission de er ude i, men jeg ser det samtidig som et skridt i den rigtige retning. Men man skal huske at gribe i egen barm, det vil sige, at man skal først og fremmest skal have de eksisterende pædagoger til at føle at deres erhverv er en profession, og at den har en stor betydning i samfundet. Det kan godt være at man som pædagog ikke lige får produceret en masse, men på den lange bane kan vi være medvirkende til at alle føler sig som en del af vore fælles samfund, og den selvtillid og det selvværd de derigennem får, vil bidrage gevaldigt til samfundet. BUPL er inde på at de vil professionalisere faget, men hvad vil det egentlig sige, og hvad vil det betyde for faget? Professionalisering Hvad skal der til for at pædagogfaget bliver set som en profession? Ja det er jo åbenbart ikke nok at uddannelsen strækker sig over 3 et halvt år, med 2 praktik perioder af en halvt års varighed hver, 6

8 men hvad er det så der skal til? Andre uddannelser, såsom tømrer, murer, maler og mekaniker, de har nogle faste regler og rammer for deres arbejde, men det er der ikke indenfor det pædagogiske fag. Du kan som pædagog ikke bare slå op i en bog, og se hvad du skal gøre hvis Emil, der lige er startet på lille stue i børnehaven, græder hver eftermiddag. Du kan ikke finde en vejledning til hvordan Dorthe vil have sat sit hår i dag, og uheldigvis er hun døvstum, så hun kan heller ikke selv fortælle dig det. Dette og meget mere er noget man som pædagog kan blive konfronteret med hver dag, men det er svært at forklare folk at man ikke bare kan gøre som der står i manualen, men at man i hvert enkelt tilfælde skal tage stilling til det enkelte individ, og de ønsker og behov de måtte have. Konklusion Jeg kan konkludere at det at være pædagog ikke altid er nemt og ligetil. At være pædagog er ikke bare at passe børn, selvom nogle stadig ser det sådan. Man skulle mene at vi i den moderne og oplyste tid vi lever i, burde vide at en uddannelse på 3 et halvt år ikke bare berettiger en til at passe børn eller unge. Men virkeligheden er faktisk, at en stor del af samfundet stadig ser det at være pædagog som værende negativt, og helt uden status og præstige. Hvis dette syn på pædagoger vedbliver med at være gældende, ser jeg pædagogfaget som en uddøende race. For hvem gider beskæftige sig med noget som ikke bliver værdsat, og så endda noget som er så krævende. Det der skal til, er at pædagogerne bliver anerkendt for det de er igennem deres bachelor uddannelse, og ikke for det pædagoger engang var. Anerkendelse er nemlig i høj grad vigtig for alle individer for at de kan danne deres identitet, og dette gælder også pædagoger. Holdningen i samfundet skal ændres fra kan du ikke blive andet, kan du altid blive pædagog til at indse at det at tage en bachelor uddannelse, faktisk ikke bare drejer sig om at passe børn, men i høj grad handler om at bidrage til samfundet, ved f. eks. at give børn en ordentlig start på livet. Pædagogerne skal anerkendes for det arbejde de udfører, og selv hvis man ikke har stiftet bekendtskab med dem personligt, så skal det professionelle ligge i selve uddannelsen. Perspektivering De nye pædagoger der kommer ud fra uddannelsesinstitutionerne, skal være stærke i deres faglighed, og de skal være ekstra modige, så de tør rejse sig op og vise hvad de er værd. At komme 7

9 ud i en daginstitution, hvor alle de ansatte mindst har været der i 12 år, kan være noget af en mundfuld. Man kan let risikere at falde ind i den eksisterende doxa, uden at bidrage med noget nyt. Men det er her man skal vise at man har en masse teoretisk viden med sig, og at man kan finde ud af at omsætte den til praksis. For på den måde, kan man være med til at befolkningen for øjnene op for at der også hele tiden sker noget nyt inden for den pædagogiske teori, og at pædagoger ikke bare gør som de altid har gjort. 8

10 Litteraturliste Bøger Pedersen, Carsten og Schou, Carsten (2006): Samfundet i pædagogisk arbejde. Akademisk Forlag, 1. udgave, 3. oplæg. Artikler Nørgaard, Britta (2005): Axel Honnet og en teori om anerkendelse. Tidsskrift for socialpædagoger nr. 16/2005. Fra artikelsamling 4. Semester i pædagogik. Internetsider Børn&Unge /15 - Pædagoger deler vandene 9