Danmarks geologi en feltguide for lærere og lærerstuderende

Transkript

1 Danmarks geologi en feltguide for lærere og lærerstuderende Indholdsfortegnelse Tidstavle, undergrunden og aflejringsmønstre i Danmark 2 Danmarks placering gennem tiden 3 Palæozoikum 3 Mesozoikum 4 Kænozoikum 4 Geologiske lagserier og tolkninger generelt 6 Lillebæltsregionen 8 Brejning Hoved 9 Øksenrade 11 Hvidbjerg 12 Hindsgavl 13 Hagenør 14 Konklusion 16 Litteraturliste 17 Beth Andersen, Claus Auning og Birgitte Stougaard Figur 1: Hagenør (vinter)

2 Tidstavle, undergrunden og aflejringsmønstre i Danmark Betragtes et nutidigt undergrundskort over Danmark (se figur 3 1 ) ses, at undergrundens aflejringer bliver yngre jo længere mod vest man befinder sig i Danmark. Figur 3 Figur 4 Figur 2 Det danske område er desuden præget af 4 forskellige hovedstrukturer, de to bassiner: Det Nordtyske Bassin og Det Norsk-Danske Bassin, samt Den Fennoskandiske Randzonezone og Ringkøbing-Fyn Højderyggen (figur 4 2 ). Aflejringsmulighederne og deres beskaffenhed er overordnet bestemt af den geografiske beliggenhed på kloden, land eller vand, klima (tørt eller/og vådt, varmt eller koldt) samt muligheden for at aflejre sediment (sedimenttilførsel og kontinent nærhed, samt energi forhold vedrørende aflejringsmulighederne). Havspejlets placering gennem tiderne har derfor også indflydelse (figur 5 3 ) De geologiske tidsafsnit er navngivet i 1800-tallet udfra større begivenheder af global betydning, f.eks. masseuddøen af arter. Navnene for tidsperioderne ses på både figur 2 og figur 5. Tertiær underopdeles i Palæogen, der dækker over Paleocæn, Eocæn og Oligocæn, samt Neogen, der dækker Miocæn og Pliocæn. 1 Clausen, s Larsen (2006), s Ibid., s. 238 Figur 5 2

3 Danmarks placering gennem tiderne 4 Der findes ikke megen viden om Danmark fra Prækambrium (Urtiden), men på Bornholm findes der granitter, der dateres til at være mio. år gamle, f.eks. Rønne Granit 5. Danmarks placering på Jordkloden har ændret sig gennem tiderne: Palæozoikum (Oldtiden): Kambrium, Ordovicium, Silur, Devon, Karbon og Perm ( mio. år siden) (figur 6 6 ) På overgangen mellem Prækambrium og Kambrium, hvor Danmark var placeret på den sydlige del af jordkloden som en del af et lille kontinent, Baltica, begyndte vandstanden så småt at stige, og vandet trængte ind over området og aflejrede først sand og senere ler, idet vandstanden vedblev med at stige. Dette ses på Bornholm som Nexø sandsten og til slut som Alun Skifer, aflejret i iltfattige omgivelser. Baltica bevægede sig langsomt mod nord i Ordovicium i en periode hvor sedimentationsraten var meget lav 7, og hvor kun aflejringer af vulkansk aske kan ses på Bornholm i Danmark. I Silur stødte det Nordamerikanske kontinent sammen med Baltica og her dannedes den Kaledoniske Bjergkæde. Endnu en kollision af kontinenter medførte det langt større kontinent, Laurasia. I denne forbindelse opstod et bassin, hvorfra der findes tykke lag af bl.a. skifre og sandsten, igen på Bornholm. Skifre og kalksten blev primært aflejret i den vestlige del af området, afhængigt af lokale dybde- og strømvariationer. Skifrene har primært været dannet under anoxiske forhold, mens kalkstenene er dannet under oxiske forhold. Dette ses pga. kalkstenenes fossiler af bundlevende dyr. Silt- og sandsten blev aflejret mod nordøst 8. I Devon lå Danmark omkring Ækvator og området blev dækket af nedbrudte sedimenter fra den Kaledoniske Bjergkæde, først under marine forhold og siden på kyst/fastland. Da sedimenterne var røde pga. senere ørkendannelse i området, kaldes landet Old-Redkontinentet. Stort set ingen aflejringer kendes fra denne periode i Danmark 9. Figur 6 4 Larsen (2006), s Friis (2004), s. 2 6 Lykke-Andersen, s 41 7 Ibid., s Ibid., s Ibid., s. 16 3

4 Karbontiden har heller ikke efterladt mange lag i Danmark. Den Hercyniske Bjergkæde opstod pga. kollisionen mellem Laurasia og Gwondanaland, og selvom der blev anlagt et bassin i det danske område, er der kun fundet havaflejringer på Falster, i Nordsøen og i Kattegat. Devon-Karbon aflejringerne er altså efterfølgende blevet borteroderet. I løbet af Karbon og Perm samledes resten af kontinenterne sig til superkontinentet Pangea, og herefter fulgte opsprækningen af superkontinentet. I det danske område ses Oslo Graven, men kun få vulkanske askelag i Danmark 10. På grund af den tektoniske aktivitet i Perm, blev de to bassiner, Det Nordtyske og det Norsk-Danske, dannet via indsynkning, og Ringkøbing-Fyn højderyggen opstod (figur 4). I begyndelsen af perioden lå Danmark midt på kontinentet Pangea og var derfor præget af ørken, hvorfor der ses aeoliske aflejringer, først som Rotliengende og senere som Zechstein. Formentlig havde gravsænkninger fået plateauet til at synke under havspejlsniveau, og da forbindelsen til havet blev skabt, overskyllede havet pludseligt hele plateauet. I dette varme og tørre klima og med periodevis kontakt til havet, skabtes de danske saltaflejringer via inddampning. Mesozoikum (Middelalderen): Trias, Jura og Kridt ( mio. år siden) (Figur 7 11 ) I Trias var Danmark et varm og tørt land med floder og søer. Aflejringerne er stadig røde pga. aride forhold og kaldes New Red. Ringkøbing-Fyn højderyggen har været en barriere mellem de to danske bassiner og navngivningen af formationer i de to bassiner varierer en smule. Da aflejringerne generelt er små på Ringkøbing-Fyn højderyggen, der dækker vores område, behandles Trias aflejringerne ikke yderligere her 12. I begyndelsen af Jura blev Danmark oversvømmet. Her var Danmark på vej mod nord og imod et subtropisk fugtigt klimabælte, hvilket medfører et farveskift i aflejringerne mod mere grå og gullige farver. Atlanterhavet opstod, og ler og sand blev aflejret i et marint hav over Danmark. Mægtigheden i den centrale del af Det Danske Bassin er på 1200 m (heraf findes Fjerritslev Formationen på over 900 m). Midten af Jura var meget urolig med en hævning af hele det danske område og nogen aflejring på land, hvorefter der i slutningen af perioden opstod store gravsænkninger, f.eks. i Nordsøen. I begyndelsen af Kridt blev aflejringerne mere kalkholdige, og i Øvre Kridt bestod sedimenterne af rene kridtaflejringer foretaget i et dybt og varmt hav 13. I slutningen af Kridttiden faldt havspejlet, og samtidig dermed indtraf en global katastrofe, der medførte en masseuddøen af de opståede arter. Figur 7 10 Friis (2004), s Lykke-Andersen, s Friis (2004), s Ibid., s

5 Kænozoikum: (Nyere tid): Palæogen (Paleocæn, Eocæn og Oligocæn), Neogen (Miocæn og Pliocæn) og Kvartær (Pleistocæn og Holocæn) (65 mio. -) Havspejlet, der nåede sit laveste i overgangen mellem Kridt og Palæogen, dækkede stort set kun Det Danske Bassin og aflejrede her nogen kalk. Dette holdt endeligt op efter 30 mio. år, hvorefter der primært blev aflejret ler fra Nordsøen, f.eks. Kerteminde Mergel, og med mægtigheder op til 130 m 14. Kalksedimentation kræver varmere vand, og afslutningen herpå skyldes formentligt, at det danske område langsomt blev hævet og afsnøret fra Atlanterhavet. Mellem Paleocæn og Eocæn blev der afsat askelag forårsaget af opsprækningen i Atlanterhavet, der medførte en del vulkanisme. Hele Palæogen kan opdeles i 5 aflejringsperioder, der afspejler svingninger i havniveauet 15, (se figur 8 16 ): Cyclus 1: Lellinge Grønsand, Kerteminde Mergel, Æbelø Formationen, Holmehus Formationen og Østerrende Leret. Cyclus 2: Ølst Formationen og Fur Formationen, Cyclus 3: Røsnæs Ler, Lillebælts Ler og Søvind Mergel, Cyclus 4: Viborg Formationen og Cyclus 5: Branden Formationen. Hele Palæogen er dermed præget af marine forhold, og først i Oligocæn optræder de første tydelige tegn på kystzone og ændrede sedimentationsmønstre 17. På grænsen mellem Palæogen og Neogen blev der desuden dannet iskapper på Antarktisk, hvilket også medførte, at Danmarks område gik fra dybhav til lavvandet hav. pga. iskappernes vekslende størrelse, samtidig med en del tektonisk aktivitet og deraf følgende indsynkning af Nordsø området. Kysten flyttede sig dermed ind og ud over det danske område (se figur 12). Dette medførte lerede aflejringer i havområder eller i mere stille vand sandede aflejringer langs kysten. Der ses desuden aflejringer, der er præget af land, f.eks. brunkul (se senere i beskrivelserne af profilerne). Pleistocæn den første del af Kvartær perioden var præget af en række is- og mellemistider. Klimaet i det danske område var koldt, og der findes aflejringer, hvor der kan spores 4 istider og 3 mellemistider i Danmark. Efter dette kommer den periode vi befinder os i nu: Holocæn. Store dele af Danmark har langsomt hævet sig i tiden efter ismassernes afsmeltning. Samtidig med den isostatiske landhævning, steg også vandspejlet (eustasi) pga. isens smeltning. Danmarks kystlinjer har derfor ændret sig i denne periode, men fra ca år før nu, har Danmark nogenlunde set ud som nu. Figur 8 14 Ibid., s Friis (2004), s Binderup og Holm, s Ibid., s. 40 5

6 Geologiske lagserier og tolkninger generelt Analyser af geologiske lagserier (figur 9 18, Hagenør) bruges som standard metode til at tolke aflejringsmiljøer gennem tiderne. Generelt kan man sige, at de nederste aflejringer er de ældste, men der kan selvfølgelig være undtagelser i forbindelse med f.eks. inversion af lagene. Overordnet er en lagprofil opbygget som en vertikal skala, hvortil den lithologiske beskrivelse er knyttet. En horisontal skala benyttes til de klastiske sedimentstørrelser. Sedimentstrukturer (både primære og sekundære) tilknyttes, ligesom det er muligt at vise evt. fossiler, paleocurrents, farver osv. 19 Figur 10 Figur 9 Kornstørrelsesfordelingen af jordbunden/sedimentet kan plottes ind i et trekantsdiagram (figur 10), hvor de bestemte %-satser indtegnes og teksturen aflæses. Hvor materialet i en lagprofil bliver enten mere finkornet eller mere grovkornet opad, benævnes det som hhv. "fining-up" eller "coarsening-up". Dette anvendes til tolkning af aflejringsmiljøet. Det væsentlige er dog hele tiden at skelne mellem de objektive beskrivelser af lagene og de subjektive tolkninger af de aflejringsmiljøer, hvorunder lagene er dannet! 18 Binderup og Holm, s Andersen, Auning og Stougaard, s. 4 6

7 Tolkningen baseres på energibetragtninger, jævnfør Hjulströms diagram (figur ). Figuren viser ved hvilken strømhastighed, partikler af bestemte størrelse aflejres, ligesom der også kan bestemmes ved hvilken strømhastighed, bestemte partikelstørrelser vil være udsat for erosion. Energibetragtningerne og aflejringsmønstre kan desuden, som tidligere nævnt, benyttes til at afgøre mere detaljerede forhold omkring aflejringsmiljøet. Bølgeribber, skråaflejringer og hvælvede krydslejringer kan afgøre vandbevægelsesretningen samt under hvilken vanddybde, ribberne er dannet 21. Farverne (f.eks. sort) kan indikere et højt organisk indhold, dvs. et land- eller kystmiljø, og det kan indikere iltfrie forhold. Grøn kan, som senere forklaret (Brejning Hoved), indikere aflejringer foretaget i havet. Røde aflejringer kan, som tidligere nævnt, indikere aride aflejringsmiljøer eller senere oxidation af f.eks. glaukonit (se Øksenrade). Aldersdateringer kan finde sted som relative metoder eller absolutte dateringer 22. De relative er f.eks. en formodning om, at de yngste lag ligger øverst. Nye lag, hvor man ikke finder fossiler fra det foregående lag, indikerer en ændring af miljøet og er blevet brugt til af fastslå de geologiske perioder. De absolutte er at tælle årringe i søaflejringer (varv) eller træ, forskellige radioaktive aldersdateringer (med forskellige tidshorisonter) samt forskellige luminicensdateringsmuligheder. De radioaktive aldersdateringer beror på forskellige grundstoffers halveringstid, medens luminicens bygger på forskellige mineralers evne til at tilbageholde radioaktiv stråling fra jorden. På baggrund af dette kan man finde ud af, hvornår sedimentet blev dækket af nye aflejringer 23, 24. Men - den komplette tolkning af hvilket aflejringsmiljø, der har været dominerende over en periode i et område, vil ofte først være mulig ved tolkning af flere log profiler, da hele lagserier kan være gået tabt pga. erosion. Herved opstår såkaldte hiatus. For Lillebæltsområdet, ved Brejning Hoved, ses dette f.eks. for Brejning Leret, der er aflejret direkte på Søvind Mergel (figur 8 og figur 15) Figur Nichols, s Larsen (2006), s Friis, forelæsningsnotat 24 Larsen (2006), s. 54 7

8 Lillebæltsregionen Ved Lillebælt er der en del blottede profiler i kystskrænterne med aflejringer fra Oligocæn og tidlig Miocæn. Det er derfor nærliggende at gå i detaljer med disse profiler, der alle stammer fra perioden mio. år før nu. Danmark var på dette tidspunkt delvist havdækket med en del bevægelse af den nordøst-sydvestgående kystlinie. For Lillebæltsområdet betyder dette, at kysten har rykket frem og tilbage over området, og lagene er derfor aflejret under marine og under kystnære forhold, på barriereøer og i laguner bag barriereøerne (figur ). For perioden er der udvalgt 5 klinter (figur ) med særlige karakteristika Brejning Hoved er endda typelokalitet for den pågældende aflejring; Vejle Fjord Formationen. Brejning Hoved Øksenrade Hvidbjerg Hindsgavl Hagenør Figur 13 Figur Binderup og Holm, s Rasmussen, s. 27 8

9 Brejning Hoved 27 Brejning Hoved (figur 14) er typelokalitet for Vejle Fjord Formationen. Formation anvendes om en aflejring, en serie af lag, som er veldefineret med hensyn til øvre og nedre grænse samt sted 28. Vejle Fjord Formationen dækker overgangen mellem Oligocæn til Miocæn, og Vejle Fjord Formationen udgøres af 3 led, Brejning Leret, Vejle Fjord Leret (figur 15) og Vejle Fjord Sandet 29. Brejning Leret ses som et mørkt brungråt til grønliggråt sandet ler- og silt lag iblandet det grønne mineral, glaukonit. Glaukonit er en væsentlig indikator for aflejringer sket under marine forhold, idet glaukonit kun dannes i havvand 30, og som et mineral udfældet ved en reaktion mellem stoffer i havvand og kiselholdige mineraler på havbunden 31. Glaukonitdannelsen favoriseres af manglende sedimentation 32. Desuden findes gravegange samt skaller fra både muslinger og snegle. Over Brejning Leret kommer Vejle Fjord Leret, der også optræder som et mørkt lag, men mere gråbrunt til sort finsandet ler og silt. Laget er stærkt glimmerholdigt. Der ses nogle gravegange og ganske lidt glaukonit. Vejle Fjord Sandet optræder som et lyst fint til mellemkornet, velsorteret sand med mange lag og striber af gråligt ler med et stort glimmerindhold. Der kan findes enkelte gravegange samt glaukonit. Figur 14 Vejle Fjord Formationen hviler her oven på Søvind Mergel, dvs. der har været en længere periode uden sedimentation. Der har formentlig været en mindre hævning af området i en periode, samt ændrede aflejringsmønstre pga. Alpernes opståen 33. Tilsyneladende er det først i slutningen af Oligocæn, at havet igen kan trænge ind over området og skabe gode aflejringsmuligheder. Under hele Palæogen er det danske område præget af oceaniske forhold, men pga. en kraftig hævning langs randen af det Skandinaviske Skold, er der nu mulighed for erosion af land samt tilførsel af sediment til området 34. Brejning Leret er afsat i den første del af denne periode, og derfor ses der også glaukonit. Da der findes gruskorn tyder det desuden på et forholdsvist kystnært område. Efterhånden 27 Andersen, s Gravesen, s Friis (2004), s Larsen (2006), s Smed, s Rasmussen og Dybkjær, s Andersen, s Friis (2004), s. 40 Figur 15 9

10 som sedimenttilførslen fortsatte, er der skabt en barrierekyst og en bagvedliggende række af laguner. Vejle Fjord Leret er afsat i en sådan. Vejle Fjord Sandet repræsenterer de store sandlegemer. Hele Vejle Fjord Formationer anses for en marin aflejring. Brejning Hoved er desværre svært nedskredet og tilgroet (figur 16 a og b), og fremviser derfor ikke mange detaljer. Figur 16 a Figur 16 b 10

11 Øksenrade 35 Øksenrade (figur 17) er en profil, der viser Vejle Fjord Formationens Brejning Ler 36. Øksenrades lagserie er aflejret uden for barriereøerne i den marine del, dvs. vest for den daværende kystlinie for ca. 25 mio. år siden. Nederst i profilet kan anes det mørkebrune Brejning ler. Der ses ingen lagdeling pga. stor biologisk aktivet i datidens havbund. I profilet findes en skarp grænse opad til, hvorefter Øksenrade Sandstenen fremkommer. Årsagen til den forholdsvis grove sedimentation kendes ikke. Særkendet for denne profil er det grønblå mineral, glakonit, der som tidligere nævnt kun dannes i havvand. Det specielle for denne lokalitet er, at de enkelte sandskorn er blevet indpakket i mineralet (figur 18-20), mens sand er blevet skyllet frem og tilbage i det lave vand. Sådanne såkaldte oolithiske sandsten er karakteristiske for svært forvitrede landområder 37. Glaukonittens indhold af jern blevet iltet, hvorved rust har kittet sandskornene sammen til den røde jerncementerede jernsten, man finder i Øksenrade 38. Sandstenen kan indeholde helt op til 30 % jern, og det er forsøgt at udnytte resursen kommercielt. Fænomenet er sjældent i Danmark i så stor en målestok. Iltningen har desuden betydet, at skaller fra snegle og muslinger er nedbrudt, så man i dag kun finder aftryk af dem (figur 19 og 20). Figur 17 Figur 19 Figur 18 Figur Larsen (2002), s Larsen (2006), s Friis, forelæsningsnote 38 Smed, s

12 Hvidbjerg 39 Hvidbjerg (figur 21) er en Miocæn profil dannet af Hvidbjerg Sandet for ca. 22 mio. år siden. Lagene ved Hvidbjerg er dannet som en odde, dvs. sediment fra en strøm, der aflejres nedstrøms, når energiforholdene er til stede, jvf. Hjulströms diagram (side 7). Sandlagene ligger på et sort lag ler med organisk indhold. Efterfølgende kommer de relativt ens sandlag, mange med bølgeribber på toppen. Der ses endvidere mange gravegange. Fra det Baltiske Grundfjeldsskjold har der via floder været ført en del sediment med vandet, og det har fået skabt smeltevandsdeltaer, der roligt er blevet bygget ud som ny kyst 40 (figur ). Strømmen og vinden har på tidspunktet overvejende været i retningen nordvestlig-sydøstlig. Oddedannelsen har derfor dannet en lagune bag odden. Det nederste sorte lerlag tolkes til at være aflejret i en rolig lagune, hvorefter oddedannelsen med sandaflejringer er fulgt efter 42. Klinten er en klint og ikke en klit. Der ses tydelige aflejringslag (se figur 23-24) og lagene kan spores, idet sværere eroderbare områder kan skrabes fri til at være en mere cementeret sandsten kittet sammen af et jernmineral (figur 24). Figur 21 Figur Binderup og Holm, s Larsen (2006), s Binderup og Holm, s Ibid, s. 152 Figur 23 Figur 24 12

13 Hindsgavl 43 Figur 25 Hindsgavl profilet (figur 25) er fra slutningen af Oligocæn og viser strukturer fra en storm- og tidevandsdomineret kyst. Profilet fremstår nederst med 2,5 m glimmersand efterfulgt af bølgeribbesand og skiftende sand- og lerlag og til sidst mest sand; det hele fra Vejle Fjord Formationen (figur 26-28) 44. Hele profilet kan ses på figur 29. De skiftende ler og sandlag tolkes som tidevandslag, hvor sandet blev afsat i strømmen, og leret blev afsat, når strømmen vender. Samlet viser hele profilet, at aflejringerne først er sket i en tidevandspræget flodmunding, dernæst på en tidevandsflade og til sidst på strandbredden af en barriereø, hvilket betyder, at kysten er trukket tilbage pga. stigende vandstand. Ser man på lagprofilet, bliver det også grovere jo længere op, der iagttages. Klintens lag er desuden aldersdateret vha. dinoflagellater. Figur 29 Figur 26 Figur Larsen (2002), s Ibid., s Det øverste sandlag er måske Hvidbjerg Sand. Figur 28 13

14 Hagenør 45 Er en miocæn aflejring omkring 18 mio. år gammel. Hele profilet er vekslende lagunelag (figur 30, 31 og forsiden). Nederst ses to Figur 30 brunlig/ sorte siltede lerlag, der er rige på organisk materiale. De to lag er adskilt af et tykt sandlag med mange gravegange. Sandet bliver grovere opad til, og øverst i sandlaget ses bølgeribber og skrålejring. Oven på disse veksles der mellem sand- og lerlag, hvor lerlagene gradvis bliver lysere jo længere op i profilet, man ser. Der ses både bølge- og strømribber øverst i sandlagene. Dette ses desuden som en lagprofil på figur 8. Aflejringer her er tolket som en aflejring af de mørke organiske lerede lag i en stille central del af en lagune, Figur 31 hvor en nedbrydning af barriereøen medfører, at sandede lag kunne aflejres under mere marine forhold (bølgebevægelse). De skiftende sand- og lerlag tolkes som overskyls-tunger (se også figur 22) over en barriereø, dvs. periodevis aflejringer af sand i et ellers brakvandsmiljø bag en barriereø. Hele sekvensen illustreres på figur og Figur Binderup og Holm, s Ibid., s Ibid., s. 156 Figur 33 14

15 Bølgeribber og skrålejringer ses flere steder ved Hagenør (figur 34 og 35). Figur 34 og 35 Hagenør og Børup, et nærliggende profil, er yderligere undersøgt. De to profiler vises samlet, figur 36 48, men på en sådan måde, at Børup primært fremviser den ældre del (nr. 1-5), medens Hagenør fremviser den yngre del (3-6). Det formodes, at Børup repræsenterer Hvidbjerg Sandets strandplansaflejringer (ca. 22. mio.), samt de senere strandplansaflejringer, medens Hagenør som tidligere nævnt viser de 18 mio. år gamle lagunelag. Faunaen i disse profiler er undersøgt af Radwenski et al. (1975) (figur 37 den nederste sektion af nr. 6 figur 36) med henblik på at kunne bestemme aflejringsmiljøet og præcisere dette nærmere ved at kombinere det med lithologiske og mineralogiske undersøgelser. Faunaen er alle marine bundlevende dyr, f.eks. orme, krebsdyr og søanemoner, der f.eks. kan vise noget om strømforholdene og bundmiljøet. Da alle skallerne er forvitrede, er sporene primært gravegange. På figur 38, fotograferet i sektionen fra figur 37, ses en sådan gravegang formentlig. I det sandede lag ses en gravegang udfyldt af et mere groft materiale. Dette kan f.eks. illustrere en overskylstunge, der har medført et grovere materiale, der efterfølgende har lagt sig på den eksisterende bund og udfyldt de gravegange, der har været. Figur Radwanski, s. 239 Figur 36 15

16 Konklusion 49 Perioderne Palæogen og Neogen kan følges i Lillebæltsregionen. Den første del af Palæogen; Palæocæn og Eocæn kendes i området kun fra boringer. I begyndelsen af Oligocæn, var området pga. tektoniske bevægelser og ændringer i havniveauet næsten uden sedimentation, men i slutningen af Oligocæn begyndte aflejringerne i området igen at finde sted. Vejle Fjord Formationen blev her startet i sen Oligocæn med aflejringer af det marine, glaukonitholdige Brejning Ler. Mellem Oligocæn og Miocæn er der igen en tydelig ændring i aflejringerne forårsaget af ændringer i havniveauet. Der opstod en nedisning af Antarktisk med deraf følgende lav vandstand. Da vandet igen steg i Miocæn, havde først Ringkøbing-Fyn højderyggen en betydning i forhold til aflejringer, men senere havde både sandbanker og egentlige oddedannelser betydning for aflejringsmiljøerne. Vejle Fjord Leret blev aflejret i disse beskyttede miljøer uden tydelig marin indflydelse, og senere blev Vejle Fjord Sandet aflejret i forbindelse med storme. Over Vejle Fjord Formationen findes Hvidbjerg Sandet. Hvidbjerg Sandet var formentlig det første rigtige delta/oddekompleks i området. Pga. en ny nedisning rykkede kystlinien mod sydvest, og der findes ingen aflejringer i området fra en periode på ca. 3,5 mio. år, hvorefter havnivauet igen steg med dannelsen af nye oddekomplekser. Rasmussen og Dybkjær (2005) foreslår en opdeling i sekvenser A, B og C med A som den ældste. Klinterne her repræsenteret stammer fra de forskellige sekvenser Øksenrade fra A, Brejning Hoved, Hvidbjerg og Hindsgavl fra B og Hagenør fra C, hvor sekvens A er karakteriseret ved at være finkornede og glaukonitholdige (altså marine) sedimenter aflejret i perioder uden megen sedimentation, Sekvens B har en øget sedimentationsrate, der er foregået i brakvand, mens sekvens C har en høj sedimentationsrate. Friis et al (1997) konkluderer bl.a. i deres undersøgelser, at: Vejle Fjord Formationen blev aflejret pga. havstigninger i sen Oligocæn I starten af denne periode var der mangel på sedimenttilførsel pga. havniveau stigning (transgression) og aflejring af glaukonitholdigt ler. Senere, da sedimenttilførslen blev øget og aflejringerne resulterede i barrierekomplekser, rykkede kystlinien atter ud (regression). Afhængig af oddens orientering, var sedimenttilførslen til lagunen enten domineret af tidevand eller overskyldninger ved storm Aflejringer fandt primært sted under de transgressive forhold (dvs. havniveau stigninger) og resulterede i en coursening upwards succession af lagunelagenes ler til barrierøernes sand. Overordnet er området dog præget af regression, dvs. fald i havniveau. De 5 klinter, vi har fulgt, er eksempler fra disse forskellige perioder og aflejringsmiljøer, og samlet set er de repræsentative for dynamikken i et hvilket som helst aflejringsmønster for et givent område og i en given periode. 49 Binderup og Holm, s

17 Litteraturliste: Andersen, B., Auning, C. og Stougaard, B (2007). Afløsningsopgave i Sedimentologi Andersen, S. red. (1994): Det mellemste Jylland, Geologisk set. Geografforlaget, Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen Binderup, M. og Holm, L. red. (2004): Det sydlige Jylland, Geologisk set. GEUS, Geografforlaget, Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen Clausen, O. B., Møller, J. P. og Tunebjerg, T (2004): Geografi fag og undervisning. Geografforlaget Friis, H., Mikkelsen, J. and Sandersen, P. (1997): Depositional environment of the Vejle Fjord Formation of the Upper Oligocene Lower Miocene of Denmark: a barrier island/barrier-protected depositional complex. Sedimentary Geologi 117 (1998), Friis, H. (2004): Noter til Danmark Geologi, Geologisk Institut, Aarhus Universitet Gravesen, P. (1998): Danske forsteninger fra Tertiærtiden. Natur og Museum, nr. 2 juni 1998 Larsen, G. (2002): Fyn og Øerne, Geologisk set. Fyns Amt, Geografforlaget, Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen Larsen, G. red (2006): Geologien, i: Naturen i Danmark, Sand-Jensen, K. (red.), Gyldendal Lykke-Andersen, A., Christensen, K, Jensen, T., Stelzner, K. og Olesen, L. W. (2007): Naturgeografi Jorden og mennesket. Geografforlaget, 2007, 2. udg. Nichols, G. (2005): Sedimentology & Stratigraphy, Blackwell Publishing Radwanski, A., Friis, H. and Larsen, G. (1975): The Miocene Hagenør-Børup sequence at Lillebælt (Denmark): its biogenic structures and depositional environment. Bulletin of the Geological Society of Denmark, vol. 24, 1975, Rasmussen, E. S. and Dybkjær, K. (2005): Sequence stratigraphy of the Upper Oligocene-Lower Miocene of eastern Jylland, Denmark: a role of structural relief and variable sediment supply in controlling sequence development. Sedimentology (2005), 52, Smed, P. (1995): Sten i det danske landskab. Geografforlaget, 3. udgave 17