Projekt. Pausetræning

Transkript

1 Projekt Pausetræning

2 Forord Dette hæfte er udarbejdet af HotSpotcentret i Aarhus Kommune, december 2014, og udgør afslutningen på projekt Pausetræning. Projektet er medfinansieret af satspuljemidler fra Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, og gennemføres i perioden januar-december Formålet med Projekt Pausetræning er at afprøve, om et fælles kropstræningsforløb for traumatiserede forældre og deres barn/ung, kan hjælpe barnet/den unge til bedre selvregulering i skole, fritid og hjem. Projekt Pausetræning omfatter fire forløb, som er afprøvet dels i en folkeskole, dels i en junior- og ungdomsklub. En kropsdynamisk psykoterapeut har i samarbejde med en medarbejder fra de respektive steder, stået for træningen. Hæftet beskriver erfaringerne fra de fire forløb. Det er ønsket med hæftet, at opsamle viden og erfaringer fra de konkrete forløb suppleret med terapeut og medarbejderes øvrige erfaringer med metoden. Vi håber hæftet vil inspirere andre institutioner til at arbejde i samme retning til gavn for traumatiserede forældre og deres børn. Tak til familierne, som velvilligt har delt deres oplevelser i forhold til metoden med os. Indhold 3 Indledning 3 Projektet 4 Organisering/implementering på skolen 5 Rekruttering 5 Indhold i en session 7 Familiernes udbytte 10 Konklusion

3 Indledning Traumatisering er et problemkompleks som påvirker hele familien og dens omgivelser. Traumatiserede mennesker befinder sig ofte i et forhøjet stressniveau, som gør dem sensitive overfor omgivelserne. Derfor har det betydning, hvordan omgivelserne møder traumatiserede børn og voksne. De har brug for oplevelsen af sikkerhed, kontrol og tryghed for at stressniveauet reguleres/daler, så der er plads til at tænke og agere almindeligt/ på normalt niveau. Traumer nedfælder sig i den ældste del af hjernen hjernestammen som fungerer uden for viljens kontrol. Her reagerer vi refleksmæssigt på sanseindtryk. Traumatiserede kommer let i konflikt med deres omgivelser, fordi de handler refleksmæssigt inden de når at tænke sig om. Det kan ændres ved træning. Det skal trænes over lang tid, så der dannes nye nervebaner i hjernen. Via træningen bliver den traumatiserede i stand til selvregulering. Nyere forskning viser, at selvregulering er afgørende for at få et godt liv. Opsamlingen/evalueringen bygger på kvalitative interviews med forældre og børn i de fire familier, med trænerne og med en skoleleder. Interviewene er foregået i november og december måned Projektet Baggrund for projektet: I perioden afprøver projekt Fokuseret PTSDindsats (post traumatisk stress disorder) tre metoder til at hjælpe drenge fra traumatiserede familier med selvregulering med henblik på at mindske deres konflikter med omgivelserne. En af tilgangene er et kropstræningsforløb ud fra en kropsdynamisk vinkel. Metoden bliver afprøvet på en lokal skole, Sødalskolen, i 5. og 7. klasse, samt i en junior- og ungdomsklub i Gellerup. I evalueringen

4 af projektet fremhæver de deltagende drenge metoden som frugtbar. De lægger vægt på, at der foregår fysisk udfoldelse fremfor snak. Desuden peger de på, at elementet pausetræning, hvor de efter den fysiske udfoldelse har afspænding, føles dejlig, når det lykkes for dem at slappe af. De betoner, at den ro kan vare fra få minutter til resten af dagen. Projekt Pausetræning undersøger, om den ro, som drengene kan opleve i klub og skole også kan bringes ind i hjemmene. Det gøres ved at inddrage de traumatiserede forældre i et samarbejde om at hjælpe barnet/den unge med selvregulering, så de klarer sig bedre i skolen. Mål på brugerniveau: Målet er, at barn/ung og forælder får et fælles sprog og forståelse af egen traumeadfærd, så de kan tale sammen om det, der ellers er svært at tale om. Desuden er målet, at de får nogle redskaber til at bevare roen og undgå konflikter, og at de rent faktisk oplever større ro i deres dagligdag i hjemmet. Større forståelse af egne reaktioner og brug af redskaber til at holde sig i ro vil få indflydelse på hele familiens trivsel. Målgruppe: Traumatiserede familier, hvor minimum barn og den traumatiserede forælder deltager i et længerevarende forløb. Organisering/implementering på skolen På baggrund af et godt samarbejde i projekt Fokuseret PTSDindsats mellem den kropsdynamiske terapeut og klasselæreren i 5. klasse, bygger projekt Pausetræning videre på dette makkerskab. Det har givet klasselæren sammenlagt fire års sidemandsoplæring i kropslig tilgang. Skoleledelsen beslutter på grund af gode resultater med metoden, at klasselæreren uddannes til inklusionsvejleder, og der dannes et fagteam omkring inklusion. På denne måde sikres et netværk af interesserede lærerkolleger omkring inklusionsvejlederen, som efter projektafslutning vil være i stand til at videreføre arbejdet i en eller anden form.

5 Derudover har skolen understøttet metoden ved at terapeut og inklusionsvejleder tilbyder Robusthedskurser til skolens ansatte, som får afprøvet redskaber, så de på egen krop bliver robuste. For nogle medarbejdere medfører det, at de fx bliver i stand til at bruge en kropsgennemgang ved start eller afslutning af en undervisningslektion til at skabe ro og nærvær. Rekruttering På skolen foregår rekruttering til projektet via inklusionvejeder, som deltager i månedlige ledelsesmøder, hvor elever visiteres til særlige indsatser. Der er tale om elever, hvor klasseteamet oplever at have prøvet alt uden resultat, og derfor søger hjælp. På denne baggrund er tre familier henvist til kropstræningsforløb. Skolen præsenterer forældrene for tilbuddet på den måde, at forældrene i samarbejde med skolen skal hjælpe deres barn/ung, så de kan fungere i klassen. Alle forældre tager imod tilbuddet. I junior- og ungdomsklubben er der tale om en dreng, der er så urolig og uforudsigelig i sin adfærd, at klubben overvejer, om de fortsat kan rumme ham. Den unge sagde i første omgang nej til tilbuddet om kropstræning, som han kendte fra de tidligere gruppeforløb i projekt Fokuseret PTSD-indsats. Faderen lader drengen bestemme, og takker derfor også nej. Gennembruddet kommer, da en opsøgende medarbejder, der har kendt familien gennem mange år, anbefaler dem at deltage. Desuden har det betydning for drengen motivation for deltagelse, at han er sammen med sin far.: Han uddyber: Så sagde jeg først nej. Så sagde de, at det kun var mig og min far. Så sagde jeg ok, det vil jeg gerne prøve. Det virker godt. Traumatiserede mennesker har ofte problemer med hukommelse. Derfor er det fast rutine, at familierne pr. sms eller telefon mindes om aftaler dagen før eller kort tid før et fremmøde.

6 Indhold i en session Tilbuddets kerne er kropstræning med henblik på at gøre kroppen mere fleksibel, så den bliver bedre i stand til at rumme den høje energi og de voldsomme følelser. Det gøres ved at træne kroppen med øvelser koncentreret omkring grounding, centrering og afgrænsning, samt øvelser og lege hvor pulsen reguleres op og ned. Mødegangen indeholder desuden en kropsafspænding. Den fysiske træning suppleres med forklaring og drøftelse af, hvad der foregår kropsligt og hjernemæssigt. Der dannes et fælles sprog. Sproget indeholder bla. en skala fra 0-10, som forældre og børn skalerer sig efter både før og efter træning. De praktiserer også at gå på skalaen ved hjælp af nummererede tæppefliser. Trænerne påpeger endvidere deltagernes oplevelse af nærhed i en afspænding, hvor en forælder og et barn ligger side om side. I skoleregi er inklusionsvejlederen hele tiden opdateret fra kolleger om, hvordan det går med barnet/den unge i klassen og på skolen. I nogle tilfælde har inklusionsvejleder andre timer alene med eleven fx hvis vedkommende er taget ud af almindelig undervisning. Inklusionvejleder hjælper desuden til i tilspidsede situationer med at udrede, hvad der er på færde og fjerne eventuelle misforståelser, ligesom forældre i tilbuddet opsøger ham, hvis de har brug for det. På denne måde oplever forældrene, at tilbuddet omfatter hele barnet/den unges skolegang. Alle involverede er orienteret og opdateret hele tiden. Der er ingenting skjult, alt kommer for en dag og bliver italesat, mens både forældre og barn/ung er tilstede. En far udtrykker: Det er dejligt, at det hele hænger sammen. I ved hvad der sker på skolen. Når vi aftaler noget, kommer det videre til resten af skolen. Trænerne fungerer som rollemodeller for forældrene i forhold til, hvad man kan sige, og hvordan man kan tale med barnet/den unge. Hvert forløb tager udgangspunkt i de konkrete udfordringer, som det enkelte barn/ung har. Et forældrepar beretter: Det kan være nogle problemer skyldes noget hjemme fx at forældrene skændes. Så kan man snakke om det. Måske bliver barnet forvirret, men når han ser vi kommer her sammen, og vi laver noget sammen, falder han måske til ro.

7 Trænerne uddyber: Der sker det, at vi siger højt til barnet, hvad det er der foregår ( ) Vi prøver at forstå, hvad du siger, når du laver så meget ballade Og det er vigtigt at din far er med. Vi italesætter det som ikke bliver sagt højt. Det bliver rigtig trygt for både forældre og barnet. Traumatiserede mennesker har svært ved at opnå tillid til andre. Over tid spirer tillid frem mellem familier og trænere, når familierne oplever, at trænerne er autentiske, og de kan regne med dem. En anden måde at opnå tillid er også, at man som træner kan hjælpe med andre ting, som er betydningsfulde for forældrene, og som de kan have vanskeligheder med fx at melde barnet/den unge til en fritidsaktivitet eller lignende. Trænerne udtrykker deres tilgang til barnet/den unge således: Vi tænker nervesystem, mere end vi tænker uopdragne børn og udadreagerende børn. Der er kæmpe forskel på at blive mødt med Jeg kan se du har det svært og Hold nu mund. Risikoen for vold mindskes, når eleverne bliver mødt som de mennesker, de er, og ikke som den provokation, de indimellem giver udtryk for. Familiernes udbytte De fire drenge, som har deltaget i projektet med deres forældre, er henholdsvis 8, 10, 13 og 14 år. Alle fædre har deltaget. I to familier har mødrene også medvirket. Som nævnt er der brug for gentagelse, gentagelse og gentagelse for at danne nye nervebaner i hjernen, som hjælper med selvregulering. Derfor har det betydning, at familierne deltager over længere tid i træningen. To af familierne er afsluttet.

8 familie 4 antal måneder i projektet familie 3 familie 2 familie En familie ophører efter 9 måneder, hvor drengen er fuldt integreret i sin klasse på normal vis. I en familie er sønnen en ivrig deltager, der tager godt fra, og hvor far vælger at afslutte efter 5 måneder. En familie stopper i forbindelse med projektophør efter 4 måneder, og en familie på skolen har hidtil gået i 4 måneder og fortsætter efter årsskiftet med inklusionsvejlederen. Alle familier melder, at de oplever fremgang med selvregulering og mere ro. En far fortæller: Efter min mening har han ændret sig meget. Det har hjulpet ham. Jeg er far, så jeg kan godt mærke, at det hjælper ham. Han har været meget hidsig, når vi var sammen. Nu begynder han at slappe af og falde til ro. Også inde i klassen. Jeg har hele tiden kontakt til klassen, og de siger, at han har ændret sig rigtig, rigtig meget. En dreng fortæller, at han godt kan omgås sine venner i frikvartererne uden at komme i konflikt. Han beretter: Det er der hvor det hjælper med pausetræning. Det er ikke sådan, du orker at lave noget. Du er helt afslappet og sådan. Så har jeg ikke brug for at lave noget.

9 Samme dreng bruger bla. en bold, når han føler sig stresset. Han uddyber: Jeg fik en bold ( ) hvis man bliver sur, så kan man trykke den ind. Det hjælper meget. Der er også nogen fra min klasse, der låner den tit. Om det at være sammen med sin far til træning, uddyber en dreng: Jeg kan godt lide at være sammen med min far. Jeg tager det mere seriøst. En meget impuls styret dreng bor hos sin mor sammen med sine andre søskende. Forældrene har haft et konfliktfyldt forhold. Faderen er begyndt at tage mere ansvar for drengens udvikling. Han fortæller om deres udbytte af tilbuddet: Vi får øvelser og råd. Vi forstår det, vi arbejder sammen. Vi er venner nu. Efter vi er startet her, er det blevet godt. Far fremhæver endnu et aspekt, der hjælper hans søn: Hans medlemskab af fodboldtræning hjælper. At have travlt i sin fritid. De har meget energi, så det er godt at træne konstruktivt. Disse ting sammen hjælper meget. Alle forældre i tilbuddet oplever, at de tidligere blev kontaktet mange gange af barnets/den unges skole i forbindelse med konflikter, hvor de bliver bedt om at hente barnet eller bliver oplyst om, at den unge bliver smidt hjem. En far fortæller om en tidligere skole, hvor hans dreng ustandselig blev sendt hjem. Han vurderer at drengen i det år han gik på skolen måske sammenlagt var i skole en måned. Resten af tiden var han smidt hjem. Det opleves stressfyldt af forældrene, at blive kontaktet på denne måde. Efterhånden kan de være nervøse bare telefonen ringer. En mor siger: Her hjælper de min dreng, fordi vi er sammen med ham hver gang. Vi ligesom leger, vi sover, vi slapper af. Det er sjovt for ham. Det hjælper ham meget, og han slås ikke mere eller sparker. Jeg hører aldrig mere fra skolen. Jeg er rigtig glad og han er dygtig i klassen.

10 Forældrene har selv udbytte af at deltage i sessionerne. En far oplyser: Det hjalp også mig nogle gange ( ) jeg hører musik, slapper af og snakker lidt. ( ) Jeg har meget stress ( ) og måske bliver jeg sur ( ) eller mit hoved er fuldt. Når jeg kommer her hjælper det mig, og nogle gange sover jeg, når jeg er her. Det hjalp mig fra fødderne op til hovedet. Jeg slapper helt af, jeg er færdig og går hjem ok, det er meget fint. En mor fortæller: Jeg har fået en bold, når jeg arbejder med den og ligger den under foden, mærker jeg hele kroppen falder sammen også mit hoved slapper af. Jeg har fået en bold med hjem, og jeg bruger den hjemme, når jeg bliver lidt stresset. I ved godt al arbejdet i hjemmet, lave mad og børn og alt. Jeg bruger den nogle gange med hånden, nogle gange med foden. Jeg slapper af og bagefter kan jeg igen gøre rent eller andet. Det er rigtig fint. En far uddyber: Det er første gang jeg har set, at man ligger sådan med musik, og hun snakker. Jeg har aldrig set det før. Det er helt klart, at det hjælper rigtig meget. Også for mig, som voksen. Vi ligger på madrassen og slapper af. Konklusion I alt projektarbejde er det afgørende med ledelsens opbakning samt mulighed og vilje til implementering. Det er på forbilledligvis sket på Sødalskolen. Her er opbygget et fagteam omkring inklusion, og inklusionsvejlederen har fået mulighed for at uddanne sig indenfor feltet: kropslig tilgang.

11 Denne viden og tilgang er det nødvendig at blive trænet i. Arbejdets art forudsætter, at kompetente fagpersoner udefra står for oplæring og supervision i en periode. I projekt Pausetræning, som har kørt over relativ kort tid og med få familier, peger resultaterne på, at det er en hjælpsom vej for traumatiserede forældre og børn til at opnå større selvregulering. Forskning viser, at evne til selvkontrol er en af de mest bestemmende faktorer for, hvordan det går senere i livet. Kropstræning er derfor et skridt i den rigtige retning. Udgangspunktet for tilbuddet er, at forældre hjælper deres barn til at få en god skolegang. Sidegevindsten er, at den traumatiserede forælder samtidig selv arbejder kropsligt med stressregulering, og der arbejdes både verbalt og kropsligt med relationen forælderbarn. Det har stor betydning for børn/unge, at opleve deres forældre som kompetente samarbejdspartnere. At forældre og skole arbejder sammen, taler samme sprog og udfordringer italesættes, virker befordrende. I den forbindelse skal nævnes betydningen af, at inklusionsvejleder udgør bindeled til skolen i forhold til rekruttering af familier at være orienteret om, hvad der er sket på skolen angående barnet/den unge siden sidste fremmøde at samarbejde tæt med barnets/den unges klasselærer om inklusion Det er bemærkelsesværdigt, hvor stabilt forældre og børn er mødt op uge efter uge til træning. Det tages som tegn på, at indsatsen giver mening for familierne. Alle familier rapporterer, at de har fået en større ro. De nævner selv, at det er rart at kunne slappe af, og giver udtryk for, at de gerne vil kunne slappe af. Forældrene oplever selv, at de får mere ro på, og at deres ro sammen med drengenes ro smitter af på den hjemlige situation.

12 Yderligere information om metode og projektets baggrund, se Fokuseret PTSD-indsats Tekst Anne Kjærsgaard, cand.scient.soc. Lay-out Helle Hansen, journalist Kontakt Carsten Møller, lærer og inklusionsvejleder Susanne Mortensen, kropsdynamisk psykoterapeut