31 år, selvstændig, arbejder med digital kommunikation for musikbranchen.

Transkript

1 Torben Eik Jacobsen 31 år, selvstændig, arbejder med digital kommunikation for musikbranchen. Gennemgår første artikel: Roskilde Festival i chok: Mand i 30 erne kritiserer vores program. Det er mest, fordi jeg arbejder med musik og så tænkte jeg, at den skulle jeg være først med at dele i mit netværk. De har lavet flere med musik. Der var også en om Rasmus eebach og nogle piger, der havde fået Rasmus Seebach forgiftning eller sådan noget. Lige så snart det er noget med musik, så qua min profession så skynder jeg mig at dele det. Jeg vil jo også gerne forsøge at ligne en firstmover. Nogle gange har jeg ikke læst dem, jeg skynder mig bare at dele dem. Det tror jeg egentlig ikke, jeg havde med den der, men det gjorde jeg så bagefter. Jeg synes også, de har fat i noget. Det, de er gode til på Rokokoposten, synes jeg, er sådan noget observationshumor. De vender det så på hovedet og rammer noget, der er topaktuelt. I hvert fald i min verden. Du nævner det her med at være firstmover og også det her med at dele den måske endda, inden du har læst den. Kan du komme ind på, hvorfor det er værd at stile efter? I mit arbejder handler det lidt om at se sådan ud. I mit netværk på Facebook skal de jo se, at jeg er en, der har fingeren på pulsen og er klar med det nye af det nye. Rokokoposten er fedt, fordi det er et onlinefænomen, og det viser jo også noget branchekendskab, når det er en historie som denne her. Det er selvfølgelig en netværksting, hvor jeg skal holde en relation og følge med i den slags Overordnet set, er det noget, som du bruger Facebook meget til? Ja, det er det. Jeg har styr på mine privatindstillinger og er ekstremt bevidst om, hvordan jeg bruger det. Mange af mine venner er professionelle relationer, så jeg gør mig mange tanker om, hvad jeg poster. Det er i virkeligheden meget nemt med Rokokoposten, fordi det skader ikke mit personlige brand, det er ikke for privat og heller ikke for kedeligt. Facebook versus Twitter. Hvordan bruger du dem forskelligt? Det er to meget forskellige platforme. Facebook er mest gennemstrømmet af folks private brug, selvom mange også bruger det professionel. Det typiske posts er stadig babyfotos, eller hvor du skal hen på ferie eller se, nu spiser jeg softice i solen.. Du kan tillade dig at være mere hardcore faglig på Twitter. Du kan sagtens vise din personlighed, men også bare være faglig. Hvis du deler for meget på Facebook, så støjer det, mens du sagtens kan dele ting på Twitter i løbet af en dag.

2 Den anden historie, jeg har fundet er meget meta. Det er deres aprilsnar om aprilsnare. Hvad var tiltalende ved den? Det var nok det der trippelte meta-niveau, hvor de både indrømmer det og ikke indrømmer det. Man ved slet ikke, hvor det er henne af længere. Jeg har selv studeret filosofi og historie, så det er nok måske også derfor, jeg er lige i midten af målgruppen. Sådan en dum akademiker-type Så det der med, at der er flere lag i det, og man ligesom selv skal udrede det, det synes jeg er fedt. Nogle af aprilsnarene i de store tidskrifter er nemme at regne ud, og man forventer også, at de gør det, så det er fedt, at de vender den på hovedet. Jeg kan faktisk egentlig regne ud, hvor mange meta-lag, der overhovedet er i den her artikel. Du nævner også historien om Rasmus Seebach, det er selvfølgelig også noget med musik, men kan du huske andre, du har delt videre? Første gang, jeg for alvor bed mærke i dem, var det i en historie om en akademiker, der ved en fejl havde opnået en kompetence. Jeg tror, han havde kedet sig til en forelæsning og var kommet til at overhøre en samtale om noget med et relæ, og hvordan det fungerede. Det var altså ikke meningen, han skulle have haft den kompetence. Det kunne jeg også relatere til fra min studietiden. I dag laver jeg noget relativt hands-on, men dengang var det meget bogligt og oppe i skyerne, så den kunne jeg relatere til. Jeg kan også se, at det meget er min gamle studievenner og akademiker-typer, der synes, det er sjovt. Er der andre, du lige kan huske? Der var en fornylig med hemmeligheden bag vægttab. Den var også god Og den delte du videre? Ja, er de gode, så deler jeg dem altid videre. Jeg deler også på Twitter, eller jeg synes bare godt om, så kan man også se det på Facebook. Der var også en om, at Herning ville bygge en dødsstjerne som sådan et kulturcentrum. Den var også god. En anden var om Liberal Alliance, der ville have, at man skulle måtte køre i begge sider af vejen. Det var efter, Anders Samuelsen var ude at sige, at de ikke gik ind for regler. Så tog Rokokoposten den til ekstremerne. Vi har allerede lidt været inde over det, men hvis du overordnet skulle sætte ord på, hvad der gør Rokokoposten sgod, hvad skulle det så være?

3 Det er jo observationssatire. For det første skriver de det i et sprog, man kender. Det kunne lige så godt stå i en lokalavis, Ekstra Bladet eller Danmarks Radios hjemmeside. De er ekstremt gode til at immitere det der sprog. Derfor var der også mange, i hvert fald i starten, der ikke vidste, at det var for sjov. Det er også ægte i den forstand, at de tager fat i noget fra virkeligheden, som de så tager til ekstremerne. Det er god satire, når man tager noget, man kender i forvejen, og kører det ud i ekstremerne. Kombinationen af den gennemførte stil, hvor de, i modsætning til meget andet satire, bliver i karakteren og så det, at de tager noget genkendeligt fra hverdagen er godt. Og jeg kan se på antallet af brugere derinde, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Hvad skal der til, før du deler det? Jeg skal bare synes, det er sjovt. Det er meget intuitivt. Det kan bare være overskriften, der er sjov. Det kan også være relevant. Den med Roskilde Festival var måske ikke den sjoveste, men det var relevant for de ting, jeg normalt skriver om. De tager ikke altid pis på andre, det er ofte også selvironisk. Her var det en mand i 30 erne, der har en obskur musiksmag. Og det kunne godt have været mig. Du deler nogle gange meget spontant, men er det også noget, du tænker meget over som regel? Rokokoposten er blevet et brand, jeg efterhånden kender. Så er det ikke svært. Hvis det var alt muligt andet, så skulle jeg nok lige finde ud, hvad det er, før jeg deler. Men Rokokoposten dem er jeg trygge ved nu. Jeg synes det er fedt, det de laver, så jeg har ikke noget imod at gøre det ofte Giver det mening? Det synes jeg. Det, du sagde, med at du stoler på dem nu. Hvad skal der til, før du bliver tryg ved et medie som det her? Det er bare et spørgsmål om tid. Tredje, fjerde, femte gang, man er inde på sådan et site og kan se, at det stadig er godt, så begynder man at stole på dem. Jeg kan se, at de beholder stilen og kan genkende den. Det er måske ligesom alle andre nyhedssites. Jeg vil også hellere dele noget fra DRs hjemmeside, end jeg vil dele noget fra Ekstra Bladet eller MSN. Man identificerer sig med nogle kilder. Det er måske lidt en tilbagevendende diskussion, det med graden af kildekritik på nettet Ja, men her er det måske ikke så nødvendigt, når det er satire.

4 Der er også det her med, når man bare synes godt om. Det har vi været inde på, men hvor mange gange skriver du så en forklarende tekst eller kommentar til linket? Det gør jeg, når jeg vil have folk til at se det. Det er jo i virkeligheden den slags, jeg rådgiver i, så jeg ved, at det gør en kæmpe forskel, om man kuraterer det eller ej. Også i forhold til om folks øje skal fænges. Det virker ikke så godt bare med et link, så det er vigtigt med en hook, så folk gider læse det. Hvilken tilgang tager du så typisk til det, når det i forvejen er noget med humor? Hvilken tone lægger du så i dine tekster? Når det er Rokokoposten, så tror jeg gerne, at jeg vil spille lidt videre på det der med, at nogen ikke kender dem. Jeg vil få det til at se ud som om, at jeg også mener det, som om det er alvorligt ment. Jeg synes, det er sjovt, når der går lang tid, før nogen opdager, at Gud, det er jo for sjovt. Derfor er det sjovt at gå med på deres stil. Citater bruger jeg også ofte. Har du så været ude for, at der var nogen, der decideret misforstod det, da du delte en historie? Ja, det mener jeg at kunne huske. Jeg mener, der var nogle andre, der så skrev i kommentarfeltet, at det var satire. Hvad fik det dig til at tænke. Syntes du, det var sjovt? Jeg det var sjov. Det syntes jeg lidt Altså det, at de andre måtte forklare det, for ham der misforstod, eller det at han ikke forstod det? Begge dele. Det tror jeg aldrig, jeg selv ville gøre. Jeg tror, jeg ville blive ved med at køre den ud, indtil de selv indså, at det var for sjov. Der er ikke noget værre end når man skal forklare en vittighed. Du nævnte, at du har det her musikernetværk. Har du i baghovedet, hvem i dit netværk, du henvender dig til, når du poster sådan noget som Rokokoposten? Det tror jeg. Det handler jo om den del af mit netværk, der er relevant i forhold til min hverdag. Altså andre akademiker-typer eller andre der er lidt skarpe. Jeg ved godt, at det er lidt strengt at sige, men jeg vil gerne netværke med dem som har noget at rykke rundt med, er fede at lave projekter med eller som ligefrem kan blive til kunder. Det her helt klart. Jeg vil også gerne tegne et billede af mig selv som intelligent, så det lægger jeg relativt meget vægt på. Det kommer nok også meget an på, hvad jeg IKKE poster. Jeg lægger ikke for mange billeder op af min søn, når jeg er på ferie eller hvilken mad, jeg spiser på cafeer.

5 Har du så på noget tidspunkt de folk i baghovedet fra din Facebook, som du måske ikke målretter det til? I virkeligheden ser jeg ikke ret mange af dem. Nogle af dem har jeg aldrig mødt i virkeligheden, fordi de er nogen, jeg bare har networked med, og så har vi lavet en relation derinde. Jeg laver også en masse reklame for de ting, jeg har gang i. Udover virksomheden har jeg også gang i noget, der hedder Musikparlamentet, hvor vi laver debatarrangementer. Dem reklamerer jeg også fuldstændigt ublu for. Dem vil jeg gerne have folk ser, især dem der er fra musikbranchen. Du har næsten svaret på det, men kan du uddybe det her med om artiklerne er udtryk for din omgangskreds eller de folk, du ser til dagligt. Det er det helt klart. Der er så mange af historierne, der rammer plet, så det er nemt. Jeg har svært ved at sige det anderledes. Du har nævnt det med musikken. Er der andre temaer, som du er særligt til falds for at synes er sjove hos Rokokoposten? Jeg kan godt lide historier om sundhed. Der er i mine for meget fanatisme omkring det her med sundhed, og det emne er de gode til at tage op. Der var vist også en historie om Chris McDonald. I dag var der også noget om Sådan lærer du at læse kvinders kodesprog. Det, syntes jeg, også var sjovt. Har du sådan lidt en personlig aversion med fanatisme-delen af sunhedsdebatten? Ja, det tror jeg. Al fanatisme i virkeligheden. Og så gør de det endnu mere fanatisk, så man rigtig kan se det sjove i det. Har du brugt det som en snebold, man kaster efter andre Forstået på den måde, at man tager pis på venners holdninger eller smag? Helt klart. Mere med Rasmus Seebach-artiklen end den med Roskilde. Den ramte også mere mig selv, men Seebach kunne godt være lidt en snebold efter mine popvenner. Er der andre eksempler på det? Også det med vægttab. Jeg bor i storbyen, studerer og har et netværk af iværksættere og folk fra designmiljøer og sådan noget, så det med hele tiden at skulle tabe sig, den synes jeg også er god. Den rammer mange, tror jeg.

6 Har du decideret postet historier på andres wall i den forbindelse? Nej. Jeg har aldrig personligt rettet den mod nogen. Det ved jeg egentlig ikke hvorfor. Det kunne jeg godt have gjort. Når du deler noget, forventer eller håber du så på, at der er nogen, der kommenterer det eller synes godt om? Nej. Det gør jeg egentlig ikke. Der er jeg nok lidt klog af skade, nu hvor jeg selv er konsulent og folk spørger, hvordan man skal måle på det her. Det her med likes og kommentarer er ikke det bedste parameter. Jeg tror mere, at det er noget man opbygger over tid. Bliver man ved med at opdatere om noget godt, så følger folk med. Det er selvfølgelig fedt, når folk interagerer, men jeg tror, de ser det alligevel. Jo bedre man er til at være interessant og relevant, jo mere ser de det. 19:28. Du siger det her med, at du har nogle bestemte venner, som du håber vil Jeg tror, at der er noget med Facebooks Det er som om, at der altid er nogle bestemte venner, der ser det, jeg skriver. Det er nok også, fordi de synes, det er spændende, så det er nok de samme fire-fem-seks-syv-otte stykker, der typisk kommenterer eller synes godt om. Det er nok også noget med, at man er et segment, der passer sammen. Du siger det her med, at du forsøger at nå bredt ud med din kommunikation på Facebook. Hvor vigtigt er det så i forhold til den kerne af venner? Alle relationer er vigtige. Men jeg tror som sådan ikke, at kernen er særlig vigtig. Er der nogle gange, hvor Rokokoposten har ramt en eller anden joke eller en episode fra dit eget liv? Ikke meget præcist. Den med Roskilde kunne det godt være, fordi det var en mand i 30 erne, der hørte nogle niche-genrer, men så alligevel ikke. Jeg brokker mig ikke på den måde. Det gør jeg mere åbenlyst, hvis det er. Ellers så synes jeg ikke, det er sådan, at de rammer nogen præcist, men at det mere er nogle tendenser, så man er altid lidt berørt. Sådan er det vel altid med god satire, at man genkender det eller har en hustru, der opfører sig sådan. Du nævner det her med, at du håber nogen får gavn af dine artikler, og at det gerne må være det her netværk, men har du det også i tankerne at udvide kendskabet til Rokokoposten mere overordnet og derved række ud til andre, der ikke kender dem endnu? Ja, det tror jeg. Måske mest på Twitter. Så skriver jeg typisk bare, at Rokokoposten er genialt eller Endnu et pletskud fra Rokokoposten. Jeg synes også, at styrken ved Rokokoposten er,

7 at nogle gange går folk bare i kontra, men med satire, så kommer folk måske til at tænke på en anden måde. Det har jeg selvfølgelig ikke belæg for at sige Du har også sagt, at du ikke er bange for, at folk skal misforstå det. Kan du uddybe det? Det er selvfølgelig lidt strengt. Det er også fordi nogle folk er for dumme. Så må man skille fårene fra bukkene. De fleste fanger det jo, hvis de kigger længe nok efter det. Der står jo ikke direkte, at det er satire. På den måde er den gennemført. Den er måske lidt kikset lavet, men de fleste kan godt regne det ud, tror jeg. Ved første øjekast, men de fleste regner det ud. Jeg tror, der er mange, der ikke synes, det er sjovt. Det kræver måske, at man er lidt boglig.. Det, du sagde, med at skille fårene fra bukkene Der er måske folk i mit netværk, der ikke fanger min humor, og det er jeg lidt ligeglad med. Jeg kan godt lide at tage pis på den måde, folk bruger de sociale medier på. Sådan helt selviscenesættende eller meget positivt om ting. Det er lidt ironisk, og det er der måske noget af mit gamle slæng eller min familie i Jylland, der ikke fanger eller tror er alvorligt. Det er jeg ligeglad med. Har du også selv deltaget med kommentarer eller debat, når andre har postet historien? Nej, hvis jeg forstår, det er ironi, så går jeg nok bare med på den. Jeg kan godt lige, når jeg har forstået, at det er ironi, og der så i kommentarerne er nogen, der ikke har. Det kan også være, når det er noget, du bare synes er sjovt. Jeg synes de sociale medier er gode til ironi. Det er måske også en del af charmen, at det måske ikke er alle, der kan være med på den leg. Ironiske eller sarkastiske kommentarer til andres ting, det er sjovt. Man kender jo folk i sit netværk, og ofte skal man det for at kunne gå med på den leg der. Det er ikke alle, selv belæste og kloge mennesker, der er det heller ikke alle, der har den der sans for ironi. Jeg vil ikke sidde her og fremhæve mig selv som særligt god til det, men jeg synes i hvert fald, det er sjovt. Det er der sikkert store afhandlinger om i sig selv, hvad humor og ironi er. Føler du et fællesskab i med at du liker Rokokoposten. Føler du dig del af en klub, eller hvad man skal sige? Nej, ikke en klub, men helt klart et segment. Jeg tror lidt, jeg har savnet god satire, der virkede for mig. Der er masser af mærkelig satire i TV, men jeg synes, der er langt mellem snapsene, så måske ikke en Rokokoposten-klub, men endelig viste sig, at der var en humor med appel til mig, så måske en del af et fællesskab på en eller anden måde.

8 Men når det er så ironisk, så er det måske også svært at sige, at det er et fællesskab. Giver det mening? Kan man overføre det på din humor i virkeligheden? Det kan man godt, men det er selvfølgelig svært at være sådan i virkeligheden. Jeg kan jo ikke gøre som dem ude i virkeligheden, så det er lidt befriende at kunne gå ind i den modus der. Jeg bliver også nødt til at være et alvorligt menneske, for ellers forstår mine kollegaer, kunder eller familie og venner jo ikke, hvad jeg siger. Derfor er det også et afbræk I gode venners lag, kan man så joke med nogle af de samme ting? Det kan man sagtens, men det skal være folk, man kender og i den rigtige kontekst. Er der nogle gange, hvor du synes, de er gået over stregen? Ikke så jeg blev provokeret af det, men mere sådan, så jeg kedede mig af det. Der er også dem, jeg ikke kan huske. Det er ikke sådan, så de er lige skarpe hver gang. De producerer også ekstremt meget og har en høj kadance, men sådan er reglerne. Så engang i mellem, så kommer der noget rigtig fedt. Har artiklerne så også været et samtaleemne, når du er mødtes med gode venner? Ja, det kan det sagtens. Måske ikke et samtaleemne, men mere et referencepunkt i en samtale, når man lige pludselig kommer på noget. Kan du huske nogle af de artikler? Det kunne måske være den med vægttabet. Den tror jeg, min hustru og jeg snakkede om. Det blev til en mere generel snak om sundhed og vægttab. Der er det her med, at du har en åben profil. Er det et bevidst valg? Ja, jeg har i hvert fald været inde og indstille mine privatoplysninger, så det er ikke, fordi der er noget, folk ikke må se, og så vil jeg generelt gerne have, at jeg er synlig. Der er også det her med stilen. Man kan også se på det som en mediekritik. Er det noget, der appellerer til dig, eller er det bare et ekstra element? Ja, meget. Jeg synes, det er en form for demokratiseringsproces, at jeg ikke skal tænde for TV et klokken syv for at se nyhederne, men at jeg kan finde informationerne, når jeg vil. Det samme gør sig gældende med satire. De vidste nok heller ikke, at der var et segment for det, da de startede, de gik bare i gang. Det er jo en anden proces, end der er, når man skal lave det i tv. Det synes jeg er vildt spændende. Folks tillid til de traditionelle medier bliver kun mindre og mindre. Og at det så bliver mere og mere fragmenteret, hvor folk søger hen på nettet

9 Jeg tror ikke det bliver mere fragmenteret. Folk har bare ikke haft mulighed for at søge andre steder hen før i tiden. Da jeg var barn, var der kun én tv-kanal. Det var, hvad der var. Så kom der en kanal og en mere. Sådan er det også med nyheder, musik og humor og så videre og så videre. Det har nok ikke ændret på noget i vores sociologi, men nu kan teknologien bare følge med. Det giver de etablerede medier nogle udfordringer, men det er i virkeligheden federe for os forbrugere. Det er selvfølgelig ikke en nem overgang, men jeg tror det er naturligt. Den demokratisering sætter vel også større krav til medieforbrugerne Man skal navigere på en anden måde. Hvordan gør du selv? Man opsøger selv nogle ting, og så deler man på kryds og tværs. Det er på den måde, man kvalificerer ting på. Rokokoposten er jo blevet populær, fordi det er blevet delt rigtig meget. Det er også en måde at sige til hinanden, at det her er god kvalitet. En eller anden blog, der laver det samme, men ikke er gode til det, de bliver ikke hørt, og så er der ingen, der kender til det. Føler du folk generelt lever op til den udfordring, det kan være? Det er jo stadig meget nyt. Det er først nu, at den brede masse kommer på. Man taler jo om digitale indvandrere og digital indfødte. Det kan man mærke meget tydeligt. Folk, der er yngre end mine 31 år, de forstår det som regel også. De er meget hurtige.