Det lange, seje træk. Ånden fra 1968 Og hvordan blev vores generation så inspireret til at være fagpolitisk. Af Birgitte Bechgaard

Transkript

1 Det lange, seje træk Birgitte Bechgaard blev i forbindelse med Årsmøde 2009 æresmedlem af Dansk Psykolog forening. Om mange års kampe, sejre og tålmodighed fortalte hun i sin takketale, som vi bringer her. Tak! Af Birgitte Bechgaard Tak for æresmedlemskabet og for den anerkendelse, der ligger til grund for at vælge mig. Når valget netop falder på mig i år det år, hvor det er lykkedes at få en specialuddannelse i psykiatri på plads i offentligt regi ser jeg det også som en anerkendelse af alle dem, der har bidraget til, at dette arbejde lykkedes. Mange har bidraget, fra forhandlingsgruppen, hvor også Anegen Trillingsgaard og professionschef Ib Andersen indgår, baggrundsgruppen for denne gruppe, til dem, der med foreningens formand Roal Ulrichsen som frontfigur gødede jorden på Christiansborg, i Lægeforeningen og i Dansk Psykiatrisk Selskab, så arbejdet kunne komme i gang, og undervejs holdt den varm ved at pleje de rigtige interesser og til psykologerne rundt omkring på afdelingerne. For: Når dette arbejde ikke bare lykkedes, men endda endte med et med et rigtigt vellykket resultat, kan det til syvende og sidst kun lade sig gøre, hvis det daglige arbejde i klinikken er i orden og viser, at psykologerne i psykiatrien formår at leve op til de forventninger, der nu er blevet skriftligt nedfældet som krav til, hvad en specialpsykolog skal kunne. Arbejdet og processen i dette projekt illustrerer for mig på eksemplarisk vis, hvordan et stykke fagpolitisk arbejde kan anskues fra mange synsvinkler og organisatorisk ligger på mange niveauer, og altid må gå hånd i hånd med det faglige arbejde, i dette tilfælde det klinisk psykologiske arbejde i psykiatrien. Og det er netop denne proces med at få skilt tingene ad, placeret dem på de rette hylder og få dem integreret igen, der er med til at gøre det så interessant og fascinerende at kombinere det faglige og fagpolitiske arbejde. Og så er arbejdet jo slet ikke afsluttet endnu. Ud over at projektet nu skal implementeres, venter forhandlingerne om, hvordan den fremtidige stillingsstruktur skal være for de nye specialpsykologer, og selvfølgelig også om hvilken løn der skal følge med. Men den første og vigtigste grundsten er lagt, og derfor vil jeg tillade mig på alles vegne at sige tak for anerkendelsen. I morgen er der atter en dag Da Dansk Psykolog Forenings formand ringede mig op i sidste uge med nyheden om min nye titel som æresmedlem, spurgte han samtidig, om jeg ikke havde lyst til at holde en takketale og sige noget om, hvad jeg syntes var gået godt og skidt i de år, jeg har deltaget i fagforeningsarbejde. Spørgsmålet har jeg tænkt en del over siden og er endt med at konkludere, at jeg har svært ved at komme i tanke om sager, der er gået skidt! Måske skyldes det en god fortrængning, eller måske og den forklaring tror jeg mere på skyldes det, at der selvfølgelig altid er sager i det politiske arbejde, der ikke lige går efter bogen, men at det, der ikke gik i dag, måske lykkes i morgen, eller i overmorgen. Ting tager tid, og hvis man er indstillet på det lange, seje træk, så er der egentlig ikke noget, der går skidt. Og for at illustrere, at tålmodighed betaler sig: For små 40 år siden, da jeg fik min første stilling i psykiatrien, spurgte jeg mig selv: Hvornår bliver vi lige så mange psykologer i psykiatrien, som der er psykiatere? Dengang var forholdet 1:10, når det var højest. Som tingene tegner sig lige nu, er det ikke sikkert, vi skal vente endnu 40 år på, at det mål nås. Men i morgen skal dét føres videre, der ikke blev nået i dag, og her har vores generation en forpligtelse til at inspirere den yngre generation ved at fortælle om, at de fremskridt, der er gjort i det daglige praktiske arbejde, blandt andet er opnået, fordi det politiske og faglige gik hånd i hånd. At den ene dimension ikke kan undvære den anden. Ånden fra 1968 Og hvordan blev vores generation så inspireret til at være fagpolitisk aktiv? Jeg kan selvfølgelig kun tale på egne vegne. Jeg var en af de mange studerende, som falder ind under begrebet 68 er, og selv om begrebet dækker mange årgange og mange forskellige studerende, så er det vel et faktum, at den politiske akti- 8 Psykolog nyt

2 Psykolog nyt fotos: Lars Skaaning

3 FAKTA De hemmelige er Æresmedlemmers privilegium er kontingentfrihed, og at de godt må drille. Her følger den ikke-hemmelige liste over de nuværende 13 æresmedlemmer, nævnt efter det år, de blev udpeget: Inger Bernth (1997), Anne-Lise Christensen (1997), Sten Hegeler (1997), Jørgen Hviid (1997), Alice Theilgaard (2001), Nina Koeller (2002), Karen Akhøj (2004), Lise Møller (2004), Knud-Erik Sabroe (2004), Thomas Nielsen (2005), Birgitte Brun (2006), Thomas Iversen (2007), Karen Vibeke Mortensen (2008) og Birgitte Bechgaard (2009). vitet blandt studerende dengang var langt højere, end den både før og siden har været. Hvad var det så med 68, der førte til, at vi lod os inspirere? Nogle vil gerne forklare det som et modefænomen, en tidsånd, som folk lod sig mere eller mindre bevidstløs rive med af. Det er nok for simpel en forklaring, og uden at male det hele lyserødt for der var bestemt både gode og dårlige sider så var det svært ikke at lade sig inspirere af, at vi på vores egen krop oplevede nogle ting, som vi ikke tidligere havde oplevet. I den korte version: at ting kan ændres, hvis flere går sammen om at forandre. Jeg selv hørte ikke til dem, der så lyset fra begyndelsen. Jeg hørte til skeptikerne, og fra de mange gruppediskussioner, der som noget nyt kørte dengang, husker jeg mine spørgsmål og tvivl, med hensyn til om de politiske paroler som Ned med professorvældet og Ind med studenterdemokratiet havde nogle chancer for at blive gennemført. Og jeg husker også, som var det i går, den aha-oplevelse, jeg fik, da det viste sig, at parolerne faktisk blev til realitet. I bagklogskabens lys, måske ikke alle lige fornuftige. Men dette på sin egen krop at have erfaret, hvor meget der kan lade sig gøre gennem fællesskabet blev nok ikke kun for mig, men også for andre en øjenåbner, og den benzin, der gav energi til den politiske og fagpolitiske aktivitet, som kom til at præge og styre mange af os siden. Lad mig med et eksempel illustrere, hvordan vi udviklede og organiserede denne nye form for fællesskab. En af de mange organisationer, der etablerede sig i kølvandet på 68, hed Socialistiske psykologer. Inden for denne organisation var vi en gruppe kvinder, der alle havde lyst til at arbejde fagpolitisk, og hvis vi ikke allerede sad i et udvalg, så sørgede vi for, at vi kom til det. Vores mål var at have repræsentanter fra vores gruppe i alle Dansk Psykolog Forenings udvalg og arbejdsgrupper. Det lykkedes også og førte til, at vi på vores regelmæssige kvindemøder havde det totale overblik over, hvad der foregik i foreningen. Det blev til nogle rigtigt interessante diskussioner, hvor vi med vores overblik også kunne lægge planer og strategier for de ting, vi gerne ville have igennem. Vi blev en gruppe med en rigtig god gennemslagskraft. Inspiration fra antipsykiatrien Nu vender jeg blikket mod det fagområde, der for mig er blevet omdrejningspunktet for det fagpolitiske arbejde. Det blev, som sagt psykiatrien, som jeg allerede i studiet var brændt varm på, ikke mindst på grund af Lise Østergaard, 10 Psykolog nyt

4 den første professor i klinisk psykologi. Hun var en meget inspirerende lærer, og hendes disputats om formelle skizofrene tankeforstyrrelser er stadig noget af det bedste, hvis ikke dét bedste, der er skrevet om tankeforstyrrelser. Jeg blev som så mange andre også optaget af den antipsykiatriske bevægelse, men var ikke lige positiv over for det hele. Den første artikel, jeg som kandidat skrev, kom til handle om antipsykiatriens smiden enhver form for diagnostik over bord, hvilket efter min mening var og er det samme som at smide barnet ud med badevandet. De gode sider ved den antipsykiatriske bevægelse var jo, at den fik understreget psykologien i psykiatrien. Det var tiltrængt i en psykiatri, der var så domineret af en biologisk tankegang. Mildt sagt sendte antipsykiatrien chokbølger gennem dansk psykiatri, og sent skal vi, der var til stede, glemme den aften i Charlottenborgs festsal, hvor de to fløje havde sat hinanden stævne. For godt nok havde den første generation af psykologer i psykiatrien fået placeret psykologien på det psykiatriske landkort. Det havde de gjort ved at vise værdien af de psykologiske test i det diagnostiske arbejde. Det var et stykke pionérarbejde, som banede vejen for, at det næste skridt kunne tages: at få den psykologiske forståelse og behandling gjort til en integreret del af psykiatrien. Og fra at psykoterapi havde været noget meget eksklusivt, som kun en håndfuld overlæger og psykologer bedrev, og kun over for de få patienter, der levede op til en neurosediagnose, blev målet nu at få den psykologiske forståelse og behandling udvidet til i princippet at omfatte alle patienter. Under inspiration fra de antipsykiatriske ideer skete det lidt efter lidt, og til sidst kom, som det mest kontroversielle, også de alvorligste lidelser, de psykotiske, med. Ændringen kan vist meget godt illustreres gennem disse forskellige måder at forholde sig på. Hvor vi tidligere stillede spørgsmålet: Egner denne patient sig til psykoterapi? stiller vi nu spørgsmålet: Hvilken psykoterapi egner denne patient sig til? Selskab og specialistuddannelse Så langt, så rigtigt, så godt. For den psykologiske psykiatri var det et nyt og vigtigt territorium, der var indvundet. Men for psykologerne var situationen ikke helt enkel. Med de psykologiske test havde og har vi som faggruppe et redskab, som kun vi behersker, og som vi har patent på. Sådan er det ikke med den psykologiske forståelse og behand- Psykolog nyt

5 ling. Faktisk er det svært at finde en faggruppe i psykiatrien, der ikke også mener, de kan forstå og behandle patienterne psykologisk. Og det har mange af dem måske ret i. Vi kan jo ikke tage patent på psykologien, og det er vel også kun til gavn for patienterne, at andre også tænker psykologisk om psykiske lidelser. Men hvordan skal vi som psykologer så adskille det, vi gør, fra det, de andre gør? Det var ikke en helt let situation at stå i, ikke mindst fordi vi som psykologer ikke var klædt på til de mange psykoterapeutiske opgaver, der ventede. Dengang blev psykologer ikke undervist i de psykoterapeutiske metoder på universitet. Jeg tror, min kollega Thomas Iversen og jeg på det tidspunkt sad sammen i Løn & Strukturudvalget, og da vi jo begge var i psykiatrien og derfor oplevede de samme problemer i forhold til psykoterapien, var det nærliggende at drøfte, hvordan vi fagpolitisk kunne være med til at definere og styrke psykologernes position på dette område. Med skelen til de lægefaglige selskaber fandt vi ud af, at det netop var et selskab for psykoterapi, vi havde brug for: Et fagligt fællesskab i et fagpolitisk regi. Og i 1990 blev foreningens første selskab dannet: Det Psykoterapeutiske Selskab. Kort efter blev foreningens første specialistuddannelse, den psykoterapeutiske, etableret. Via bestyrelsesmøder, aftenmøder og kurser blev selskabet det forum, hvor vi i fællesskab både kunne drøfte fagpolitik og dygtiggøre os i det psykoterapeutiske arbejde. Det blev en væsentlig grund til, at vi ude på afdelingerne blev styrket, således at psykologerne i dag vel på langt de fleste afdelinger er den faggruppe, der bærer den psykoterapeutiske førertrøje. Det var en tid, hvor det sneede rigtigt godt i det psykoterapeutiske-psykiatriske landskab! Psykologisk psykiatri Hvis jeg prøver at holde mig til det, der fra min synsvinkel har været de fagpolitiske highlights, er det, der er tilbage at fortælle om, dannelsen af Selskabet for Psykologisk Psykiatri, som Per Hensen, Susanne Bærentzen og jeg stiftede for ti år siden. De to første var fra socialpsykiatrien, og jeg selv fra hospitalspsykiatrien. En sammensætning, som skulle sikre et af selskabets formål: at få et fælles forum, hvor de to discipliner i psykiatrien kunne lære hinanden at kende og udveksle synspunkter. Derved er selskabet også blevet en god buffer mod den splittelse og de fordomme, der meget let opstår og trives i en institution som psykiatrien med de to discipliner: hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien, der forholder sig så forskelligt til deres fælles genstand, som de gør. Endnu en grund til at etablere Selskabet for Psykologisk Psykiatri var, at i takt med den udbredelse, psykoterapien havde fået inden for hospitalspsykiatrien, var balancen i psykologernes arbejdsopgaver langsomt tippet til fordel for psykoterapiopgaverne. Mange steder er det sådan, at psykologerne helt har lagt testningen væk eller måske slet ikke har kendskab til området. Denne ubalance er vi nogle, der synes er meget uheldig, og med hjælp fra Dansk Psykolog Forenings professionschef gik min kollega Per Knudsen og jeg derfor i gang med at designe en videreuddannelse inden for selskabets regi for psykologer i hospitalspsykiatrien den psykopatologiske videreuddannelse der indeholder lige mængder udredning, diagnostik og psykoterapi. Så skulle balancen være genoprettet. For at gøre en lang historie kort og for at binde enderne sammen så er det jo dén uddannelse, der har dannet grundlag for den første uddannelse, der er etableret i offentlig regi, og som skal gøre fremtidens psykologer til specialpsykologer i psykiatri. Tålmodighed betaler sig! Et hemmeligt selskab? Som afslutning: Igen tak for æren, som jo bliver endnu større, når jeg tænker på, at jeg nu kommer til at indgå i den række af kvindelige klinikere, der har fået titlen før mig, de gamle pionerer: Alice Theilgaard, Lise Møller, Birgitte Brun og Karen Vibeke Mortensen, som jeg alle har været så heldig at arbejde sammen med på den ene eller anden måde og er blevet inspireret af. Når de er nævnt, kan jeg ikke lade være at komme med en lille undren og spørge, om det er et hemmeligt selskab, jeg er blevet medlem af? For efter være blevet ringet op om æresmedlemskabet syntes jeg, det kunne være sjovt at vide, både hvem der ud over de få, jeg kender, også er æresmedlemmer, og også hvilke eventuelle pligter og rettigheder der følger med titlen. Jeg surfede rundt på foreningens hjemmeside et stykke tid, og da gik det op for mig, at jeg måske var blevet medlem af et hemmeligt selskab. I hvert fald kunne jeg ikke finde noget svar på mine spørgsmål! Jeg har som sagt været medlem af flere selskaber, men aldrig før et hemmeligt så det bliver en ny oplevelse! Birgitte Bechgaard, æresmedlem 12 Psykolog nyt