Politiske Partier, Informationsteknologi

Transkript

1 Politiske Partier, Informationsteknologi og Demokrati De politiske partier i Danmark er i de sidste 5 år gået på Internet. Fra at være et eksperiment i nye former for politisk kommunikation med vælgere og medlemmer, så betragtes det idag som noget naturligt i partiernes hverdag. I denne artikel vil vi se på, hvilke demokratiske effekter partiernes brug af moderne netværksteknologier (især Internet) har haft i kommunikation mellem partierne, set fra oven, og dets medlemmer og vælgere. Artiklen er baseret på resultater fra et ph.d. projekt. Adjunkt, cand.scient.adm. Karl Löfgren, Teknik och Samhälle Malmö Högskola & Center for forskning i offentlig organisation og styring (COS), Handelshøjskolen i København Indledning I juni 1997 fik Dansk Folkeparti som sidste parti, repræsenteret i folketinget, en hjemmeside på Internet. At netop de var sidst skyldes ikke nogen intern inerti, men snarere at de var et nyt parti. Dette var kulminationen på en rasende hurtig udvikling over 3 år fra ét tidspunkt i 1995, hvor de færreste kendte begrebet»internet«, til en nutid hvor det er hvermandseje, og hvor enhver organisation, myndighed eller virksomhed med den mindste selvrespekt har etableret sig i»cyberspace«. At partierne som en central aktør i det politiske system»gik på nettet«er i denne sammenhæng måske indlysende. Mindre åbenlyst er dog, hvilken betydning det, at åbne for direkte interaktiv dialog, at forbedre tilgængeligheden til politisk information, og at øge gennemskueligheden i politiske processer, har haft for de danske partier. Denne artikel søger at beskrive hvilken betydning informationsteknologi (IT) har haft for partiernes politiske kommunikation med hhv. medlemmer og vælgere. 1 Det overordnede omdrejningspunkt for artiklen er hvilken betydning indføreslen og brugen af IT har haft for»den demokratiske kobling«mellem partierne (det vil sige, parti-eliten), deres vælgere og deres medlemmer. I det følgende bliver det diskuteret, hvori denne forbindelse består, og i hvilken udstrækning IT har haft betydning for at omstrukturere og redefinere denne. Jeg tager i denne sammenhæng udgangspunkt i ét sæt af demokratiske normer for at strukturere fremstillingen. I forhold til de empiriske fund, så bygger artiklen på interview med samtlige partier repræsenteret i folketinget, en on-line survey blandt brugerne i to partipolitiske debatgrupper på Internet (SFs»Hotlips«og Socialdemokratiets»Netdialog«), og en indholdsanalyse i de samme 2 debatgrupper. Baggrund Selvom man i den offentlige debat og i en del af litteraturen finder forestillinger om de revolutionerende effekter som IT vil have på politiske beslutningsprocesser og således på vores folkestyre, så kan man næppe identificere disse effekter i praksis endnu. Diskrepansen mellem vision og virkelighed, er i tilfældet»elektronisk demokrati«lige så påtagelig, som i de øvrige visioner der er koblet til moderne IT om teknologiens samfundsmæssige betydning og 20

2 effekter (jvf. elektronisk handel). Denne diskrepans afspejles også i den omfattende, internationale (især amerikanske) forskning på området. De første værker og artikler i kølvandet af, at Internet blev tilgængeligt for en bredere offentlighed, tegnede et utopisk billede hvori IT blev betragtet som løsningen på en række af de problemer som det politiske system og folkestyret stod foran. Mulighederne for nemmere adgang til politiske processer gennem hjemmesider, interaktive debatfora for reel dialog mellem folkevalgte og befolkningen, og perspektiverne for et mere frekvent brug af direkte folkeafstemninger, er bare nogle af de ting som anvendelsen af IT kunne frembringe. Disse tankegange har ikke talt til tomme saler; mange af visionerne har også vundet gehør blandt politikere og embedsmænd, og kan stadig ses i en række af de udspil de har været fra de samme grupper af beslutningstagere. 2 Min påstand er, at denne type af litteratur har været behæftet med en række svagheder og inkonsistenser. For det første, så har den i ringe grad beskæftiget sig med eksisterende politiske institutioner, som f.eks. politiske partier. Man har snarere søgt»nye institutioner«, hvilket i nogle tilfælde har betydet, at diverse ubetydelige hjemmesider med politisk indhold på Internet er blevet erklæret som løsningen på demokratiets problemer. For det andet, så har man sjældent haft et klart billede af hvilken type, eller model, af demokrati man har ønsket at understøtte. Som beskrevet i en nyudkommen antologi (Hoff, Horrocks and Tops, 2000), så afspejler konkret implementering og brug af IT i forskellige politiske institutioner en række forskellige forestillinger om hvad demokrati er, og dermed synet på medborgerskab, styring og magt. Introduktionen af IT i politiske institutioner understøtter altid en særlig forestilling om hvad demokrati er, og hvad demokrati burde være. For det tredje, så var empiriske studier ikke det som beskæftigede de første forfattere. Snarere så var det en tendens til at man tog udgangspunkt i en række»karakteristika«som IT blev tillagt, og på baggrund af dem spekulerede på hvordan og hvorledes den nye teknologi ville transformere det politiske system. I skarp kontrast til disse tidlige værker, så tegner nutidens akademiske litteratur et betydelig mere nøgternt billede af forholdet mellem IT og demokrati. Baseret på empiriske eksempler, så fremtoner et betydeligt mere broget billede af hvilke konsekvenser IT har for politiske processer. Måske ikke så overraskende, så er det i høj grad»politics as ususal«(hvilket også er titlen på en bog af Michael Margolis og David Resnick om udviklingen i USA, (op.cit. 2000)) der kan identificeres når man ser konkret IT-implementering og brug efter i sømmene. Implementeringen og anvendelsen af IT i en række politiske institutioner og processer har medvirket til, at understøtte allerede eksisterende strukturer og institutioner, snarere end transformeret dem. Politiske partier (inklusive de danske) har i denne sammenhæng i høj grad taget udgangspunkt i deres tidligere traditioner for hvordan politisk kommunikation skal foregå mellem»parti«og vælgere, og i synet på medlemmernes rolle i partiet. Har partiernes brug af IT nogle demokratiske effekter? Til forskel fra spørgsmålet om IT flytter stemmer eller har en effekt i forhold til den politisk debat, så ønsker jeg i denne artikel rette opmærksomheden på dets demokratiske påvirkning. Det er dog en række ting, man må gøre klart for sig før man besvarer dette spørgsmål. For det første, må man spørge sig hvad man mener når man taler om»demokrati«. Den tidligere litteratur (som nævnt for oven) tog i høj grad udgangspunkt i participatoriske forestillinger omkring demokrati, og var endvidere, mange gange formuleret som en kritik af dagens repræsentative system (og således af partierne som institution). IT blev i denne sammenhæng fremhævet som et medie med særlige indlejrede»demokratiske«egenskaber med kapacitet til at understøtte politisk deltagelse og indflydelse. I forhold til dette ideal omkring demokrati, så vil jeg i det følgende snarere tage udgangspunkt i en række demokratiske normer som tager fat i et deliberativt ideal omkring demokrati, samtidigt med at det fastholder en institutionel tilgang, hvori politiske institutioner (herunder partier) ikke ændres»fra dag til dag«. Disse normer er influerede af James March og Johan P. Olsen s værk»democratic Governance«(March & Olsen, 1995) og har tidligere været appliceret i forbindelse med en undersøgelse af kommunalvalget 1997 på Internet (Hoff m.fl. 1999). De normer, der fungerer som pejlemærker for det følgende er således: a) en norm om adgang til politiske processer og om aktiv deltagelse, b) en norm om udviklingen af offentlige debatter, c) en norm om tilpasning til det politiske sy- 21

3 stem og demokratiske»forpligtelser«, og d) en norm om mægtiggørelse af borgere gennem udviklingen af politiske identiteter og politisk læring og ressourcer. For det andet, så kan man, i en vis udstrækning, betragte undersøgelseobjektet partierne i forhold til deres placering og funktion i det politiske system. At tillægge partierne en rolle, eller en funktion, de ikke har, ikke har tænkt sig at have, eller nogensinde har haft, kan ikke blive andet end ren spekulation. Dette skal dog ikke tages alt for bogstaveligt, da der ikke er noget der udelukker at partiernes»funktion«faktisk kan ændres over tid, men hvis det sker så er det ikke en effekt af moderne IT. For det tredje, så skal man holde sig for øje at vurderingen af de»demokratiske effekter«ikke er et spørgsmål om hvorvidt institutioner og processer er»udemokratiske«eller»demokratiske«. Snarere er det et kontinuum i hvilket partiernes brug af IT tilnærmer sig ét normativt ideal i højere eller mindre grad. For det fjerde, så kan man ikke udelukkende se på teknologien som noget isoleret i den her sammenhæng. Teknologien fungerer i et samspil med dels en række menneskelige aktører, dels med en række institutionelle normer, traditioner og kulturer. Således er denne artikel ikke en vurdering af teknologien som sådan, men af hele den socio-tekniske kontekst der opstår med ny teknologi. Adgang og deltagelse Da de fleste partiers IT-applikationer er koblet til Internet, og nærmere bestemt til web-teknologi, så er det første spørgsmål her, hvor stor andel af borgerne der har adgang til Internet. Dette er et tal som er under konstant forandring, og som det har været stor bevågenhed omkring. Nyere tal (Danmarks statistik, 2000) viser, at 64% procent av danskerne har adgang til Internet fra enten hjem eller arbejdsplads. Så selvom det stadig er en stor gruppe der ikke har adgang til partiernes applikationer, så er det stadig mere en halvdelen der faktisk har mulighed for, at koble sig på partiernes IT applikationer. Disse tal afslører dog ikke hvor mange, og hvem, som faktisk besøger eller interagerer med de politiske partier på Internet. Vi har dog en klar mistanke om at antallet ikke er overvældende, og at gruppen er temmelig eksklusiv. F.eks. så viser en survey under»demokrati-fra-neden projektet«, (under udgivelse) at kun 7.4% af Internet brugerne koblede sig op på partiernes hjemmesider i forbindelse med det sidste folketingsvalg i Ydermere så viser en egen undersøgelse blandt de aktive deltagerne i de 2 debatfora, at hovedparten af dem der bruger mediet aktivt tilhører en forholdsvis homogen gruppe af fortrinsvis mandlige og aktive partimedlemmer. 3 Således afspejler adgangen ikke den faktiske udnyttelse af mediet til partipolitiske formål, og det er anledning, at tro at det er et medie for den gruppe som allerede i forvej er aktive. Udvikling af offentlig debat En af de muligheder i brugen af IT generelt (og Internet især) der har tildraget sig mest opmærksomhed, har været muligheden for interaktive dialoger mellem borgere og politikker, og mellem borgerne selve. Mediet er blevet betragtet som ny kanal for at debattere uden massemediernes filtrering af politiske budskaber. I skrivende stund, så har en række partier oprettet såkaldte debatfora for interaktiv kommunikation. 4 Selvom aktiviteten og interaktiviteten i mange af disse debatfora er meget høj (især på socialdemokratiets), så er det stadig en række svagheder forbundet med dem fra en demokratisk synsvinkel. Både egne studier af deltagerne, samt partiernes egne udmeldninger peger på at det er en forholdsvis begrænset gruppe af erfarne deltagere, som skriver utrolig meget, og som på en eller anden måde»styrer«diskussionsemner og formen på debatterne (som nogle gange kan være på grænsen til intimidering). Nye deltagere bliver i nogle debatfora ofte enten»skræmt væk«fra at deltage, eller»presset ud«af de mere erfarne. Ydermere, så er det stadig kun et fåtal af de aktive folkevalgte der deltager i disse diskussioner (med reservation for et par undtagelser), og disse diskussioner har en tendens til at blive en diskussion mellem de få aktive, snarere end noget der kan (re-)etablere en kommunikativ kobling mellem folkevalgte og befolkningen. Dette afspejles også i meldinger fra partierne at det er få indlæg i diskussionerne der bliver»taget alvorligt«af politikkerne det vil sige, de har ingen effekt på konkrete beslutningsprocesser. Tilpasning til det politiske system og folkestyret Denne norm efterspørger dels, i hvilken udstrækning partiernes brug af IT passer ind i deres demokratiske forpligtelser, dels i hvilken grad de nye kontekster som opstår med elektronisk kommunikation harmonerer med eksisterende partistrukturer. I 22

4 forhold til de danske partier og deres implementering og brug af IT, så har demokratiske og administrative grunde haft lige vægt i overvejelserne omkring anskaffelsen af ny teknologi til kommunikation, i hvert fald hvis man skal dømme efter hvad de selve udtaler. Dog skal nævnes, at de færreste partier havde gjort sig nogle dybdegående overvejelser før anskaffelsen af f.eks. egne hjemmesider, snarere har konkurrencen med andre partier og spørgsmålet om at fremtræde»moderne«været de drivende kræfter i processen. Det»demokratiske«element i denne proces er heller ikke entydig; for mange af partierne er den nemme adgang til partiinformation udelukkende det, der kendetegner partiets demokratiske ambition på Internet. Hvis brugen af IT i partierne på nogen måde tilstræber, at passe ind i partiets arbejde så er det først og fremmest gennem deres forpligtelser til at formidle politisk information til særlige grupper af»aftagere«(især journalister og elever i folkeskole og gymnasium). Dette afspejles også af at det i de fleste partier er folk fra presseafdelingerne som er ansvarlige for driften og vedligeholdelsen af hjemmesiderne. At»brugerne«ser det her anderledes er måske ikke så mærkeligt. På baggrund af svar fra deltagere i de ovennævnte debatkonferencer, kan vi konkludere at de generelt sætter pris på de kommunikative og deliberative elementer indlejret i IT. Man nærer et håb om, at disse elementer i fremtiden vil komme til, at forbedre demokratiske processer generelt og»genoplive«stemningen fra gamle dages forsamlingshuse. Disse håb for fremtiden harmonerer dog ikke med hvordan man betragter den nuværende situation i den politiske del af Internet og de elektroniske konferencesystemer. Her taler man snarere om»anarkistiske diskussioner uden dialog og deliberation«,»eksklusion af ikkebrugere«,»de få aktive blandt de allerede aktive«og at»de bruges som en sutteklud for at snyde folk«. Udfra disse tilkendegivelser kan vi i det mindste konkludere en ting i forhold til normen at partiernes IT tilpasser sig én vis type af demokratisk forestilling som ikke helt harmonerer med hvad brugerne ønsker. Udvikling af demokratiske identiteter, læring og processer Lidt i forlængelse af den foregående norm, så behandler denne norm delvis hvordan partiet (set fra oven) betragter sig selv i lyset af ny IT; det vil sige forandrer det ens kommunikation og holdningsmønster i forhold til hhv. medlemmer og vælgere, og forandrer det ens eget image. Ydermere, så handler denne norm også om hvorvidt brugen af IT i partierne øger medlemmer og vælgeres kendskab til politik, således at de føler sig bedre klædt på til at handle politisk, og om man»fra oven«får et bedre kendskab til ens medlemmer og vælgere. Hvad angår det første led, så er det symptomatisk at partierne i høj grad har fulgt deres respektive forhenværende partitraditioner for at kommunikere med medlemmer og vælgere.»informatiseringen«af partierne kan i den forbindelse sammenlignes med et»røntgenbillede«af partipolitik (Taylor, 1998). Det er ikke noget der tyder på at man er begyndt at tænke i nye baner i forhold til partiorganisering eller partikommunikation efter implementeringen af IT. Partier som har en tradition for at tage mere hensyn til medlemmernes holdninger, indkorporerer dette i deres brug af IT, hvor partier som fokuserer på at nå ud til den bredere vælgergruppe bruger, og»tænker«it anderledes. Dette er måske ikke så mærkeligt når man betænker at initiativerne til, at partierne skulle anskaffe sig, eksempelvis hjemmesider, i næsten alle tilfælde er kommet fra toppen af partierne. Dog skal det nævnes at indførslen at i høj grad har påvirket politikernes hverdag i form af en kraftig stigning i henvendelser fra borgere. Selvom effekten af dette ikke skal undervurderes, så kan al teknologi i verden ikke give dagens stressede politikere mere tid, og effekten af dette er svær at vurdere. Når det drejer sig om medlemmer og vælgere, så var svaret på hvorvidt de havde lært mere om politik ikke helt uventet, da de fleste respondenter i online surveyen i forvejen var partimedlemmer, og således havde et godt kendskab til politik uanset Internet. Dog synes majoriteten af denne gruppe, at mediet har givet dem mere lyst til, at deltage aktivt i politik. Der findes anledning til at tro at en helt ny gruppe af politisk aktive er ved at dukke op, for hvilke politisk aktivitet er noget der primært foregår elektronisk. Selvon det stadig er en lille gruppe så er det, ikke desto mindre, en interessant gruppe. Hvor partiet fra oven stadig ikke tager denne gruppe alvorligt, så tager de sig selv meget alvorligt. Afsluttende kommentarer Denne artikel har ganske kortfattet set på ITs demokratiske effekter i forhold til partiernes implemente- 23

5 ring og brug af det nye medie, med udgangspunkt i en række demokratiske normer. I forhold til det overordnede spørgsmål om hvorvidt partiernes introduktion af IT til politisk kommunikation med borgere og vælgere, har haft nogle demokratiske effekter, så er svaret ikke helt entydigt. Selvom adgangen faktisk ikke er så dårlig, at debat faciliteterne fungerer nogenlunde og, at»brugerne«selv føler, at IT er et vigtig element i deres politiske hverdag, så er der stadig en række svagheder i forhold til de opstillede demokratiske normer. Brugen er i høj grad koncentreret til en meget lille gruppe af i forvejen aktive, som på ingen måde repræsenterer den brede befolkning, og»krisen«i den politiske kommunikation (mellem borgere og politikere) bliver næppe løst af IT, så længe partierne»tænker«og designer deres applikationer (først og fremmest hjemmesider) i forhold til envejskommunikation. Naturligvis er denne artikel ikke fyldestgørende i forhold til 10 forskellige partiers implementering og brug af ny teknologi, især når man beskæftiger sig med et felt hvor de teknologiske ændringer sker lynhurtigt. Det skal dog pointeres at de tendenser jeg har illustreret her ikke afviger væsentligt fra en tidligere undersøgelse (Löfgren, 1999) som blev lavet i Der er meget der peger på, at den måde partierne forstår den nye teknologi på, og den måde som vælgere og medlemmer bruger teknologien på, vil være nogenlunde stabil. De radikale ændringer vil først ske den dag man begynder at tænke partipolitik og partiorganisering radikalt anderledes. Men det er, som man plejer at sige, en helt anden historie. Noter 1. Det skal for tydligheds skyld understreges, at jeg her behandler partiernes egne brug af IT i forhold til politiske processer (politics), snarere end de politiske partiers»it-politik«(policy) i forhold til styring og regulering af moderne IT (som f.eks. forsyningspligt, digital signatur mv.). Litteratur Danmarks Statistik (2000) PC ere og adgang til internet 2000 <on-line version> tilgængeligt fra world wide web < d. 26. November Forskningsministeriet (1999) Det Digitale Danmark omstilling til netværkssamfundet, Forskningsministeriet, København. Hoff, J. Horrocks, I. & Tops, P. (eds.) (2000) Democratic Governance and New Technology: Technologically Mediated Innovations in Political Practices in Western Europe Routledge, ECPR European Politics Series 9. Hoff, J., Löfgren, K. & Johansson, S. (1999) Demokrati og Internet Erfaringer fra Kommunalvalg 1997, DJØF Forlag, København. Löfgren, K. (1999) Danske politiske partier på Internettet i Andersen, K.V., Friis, C.S., Hoff, J. & Nicolajsen, H.W. Informationsteknologi, organisation og forandring: Den Offentlige sektor i forandring, DJØF Forlag. Löfgren, K. (2000) Political Parties, Democratic Governance and New Information and Communication Technologies: Lessons from Scandinavia. Paper prepared for the XIV annual conference of EGPA in Glasgow, August 28-September 2, March, J.G. & Olsen, J.P. (1995) Democratic Governance, Free Press, NY. Margolis, M. & Resnick, D. (2000) Politics as Usual. The Cyberspace»Revolution«, Sage Publications. Taylor, J. A. (1998) Informatization as X-ray. What is Public Administration of the Information Age? in Snellen, I.Th.M, W.B.H.J. v.d. Donk (Eds.) Handbook in the Information Age, Netherlands: IOS Press. 2. Jvf. f.eks. Forskningsministeriets sidste udspil om Det digitale Danmark, og deres Mål 4 om en dansk indsats på Internet (Forskningsministeriet, 1999). 3. For metoder se, Löfgren, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Konservativ Folkeparti og Kristelig Folkeparti har alle elektroniske offentlige debatter på deres hjemmesi der, med adgang for alle. Enhedslisten og Fremskridtspartiet har lukkede konferencer som kun er åbne for medlemmer. 24