KAPITEL 1 INDLEDNING: ANALYSENIVEAUER...

Transkript

1 Forord Formålet med denne bog er at give en sammenhængende og omfattende beskrivelse af sprog. Bogen er en indføring i sprogvidenskab med universitetsstuderende som hovedmodtagere. Bogen handler ikke kun om grammatik, men kobler grammatik sammen med en række andre betragtninger af sprog, såsom betydningslære, sprogbrug, filosofi, kommunikation osv. Sprog beskrives fra flere forskellige synsvinkler for at give et så komplet som muligt billede af sprog. Jeg bestræber mig på at give en beskrivelse af sprog efter strenge videnskabelige principper. Men samtidig prøver jeg også at skrive bogen så let forståeligt som muligt. Jeg bruger konsekvent(e) fagtermer, dvs. for det meste latinskbaserede udtryk, undtagen nogle få steder hvor et mere dagligdags udtryk er betydeligt kortere end fagtermen, men jeg angiver altid ved første anvendelse fagtermernes etymologi, nærmeste danske ækvivalenter og, for at lette læsningen af international faglitteratur, de bedst tilsvarende engelske betegnelser. Et omfattende indeks skal også hjælpe forståelsen af fagtermerne. Jeg bruger så vidt jeg finder det hensigtsmæssigt de allerede eksisterende fagtermer, men holder mig ikke tilbage for at omdefinere dem eller indføre nye termer der hvor jeg mener det er nødvendigt for at være konsekvent terminologisk. Jeg vil gøre meget ud af at vise hvordan man opbygger et sprogvidenskabeligt analyse- og begrebsapparat. Dvs. jeg vil også definere nogle begreber som man tilsyneladende tager for givet i andre sprogbeskrivelser. Derved kan min beskrivelse til tider have karakter af at være meget minutiøs. Men jeg vil gerne forsikre læseren om at det vil kunne betale sig at kæmpe sig igennem de lange beskrivelser da de er vigtige for hele argumentationen. På den måde forudsætter bogen faktisk ikke nogen bestemte forkundskaber andet end interesse for sprog. Jeg følger det princip i kommatering at jeg kun sætter komma foran ledsætninger hvis de er ment som parentetiske. Jeg holder mig så vidt muligt til en nøgtern og saglig stil, dog forekommer mine subjektive holdninger til sprog og sprogbrug enkelte steder. Bogen er hovedsageligt skrevet i fortællende stil, men der er adskillige steder hvor jeg diskuterer eksplicit med andre forfattere. Jeg bruger af respekt for kvinder han som generisk pronomen. Forklaring herpå findes i afsnit Bogen ville ikke være blevet til uden adskillige personers medvirken. Bogen skylder først og fremmest lektor emeritus Hans Arndt sin eksistens. Han var min mentor under mit studium i lingvistik ved Aarhus Universitet, og hans Grammatisk analyse var bogens rollemodel. Professor Ole Togeby ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, har med sin Fungerer denne sætning? og i personlige diskussioner bidraget med mange ideer til bogen. Signe Nielsen, der som instruktor har været min medunderviser i faget Sprog 1 ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, skal have mange tak for sin utrættelige gennemlæsning af den ene udgave efter den anden af kapitel 2 til 6. Og sidst, men ikke mindst skal jeg nævne Hold 43, 54, 55 og 63 på Nordisk Institut som velvilligt har ladet sig anvende som forsøgskaniner for bogen og været inspirerende for arbejdet. Lene Harbo Frandsen, Maria Odgaard Sørensen og Vibeke Just Andersen har udmærket sig med mange konkrete forslag til forbedring af bogen.

2 Indholdsfortegnelse KAPITEL 1 INDLEDNING: ANALYSENIVEAUER FONETIK, FONOLOGI GRAFIK, GRAFOLOGI MORFOLOGI SYNTAKS SEMANTIK PRAGMATIK BOGENS INDRETNING KAPITEL 2 TANKEN GRUNDBEGREBER I TANKER OG KOMMUNIKATION EN SITUATION EGENSKABER SEMANTISKE ROLLER PRAGMATISKE ROLLER SITUATIONERS FUNKTIONER OG KOMPLEKSE TANKER MODALITET OG GENRE INTENTION PRÆDIKATION HOLDNING SAMMENFATNING KAPITEL 3 MORFOLOGI I: BASIS MORFEMER OG MORFER MORFEMTYPER RØDDER AFFIKSER ALLOMORFER OG NULMORFER UBØJELIGE ORDKLASSER KAPITEL 4 MORFOLOGI II: AVANCERET MORFOLOGI DE BØJELIGE ORDKLASSER SUBSTANTIVER PROFORMER PERSONLIGE PRONOMINER INTERROGATIVPRONOMINER RELATIVPRONOMINER GENERISK PRONOMEN REFLEKSIVPRONOMEN RECIPROKKE PRONOMINER ADJEKTIVER SPECIELLE ADJEKTIVER VERBER RETNINGSADVERBIER MÅDESADVERBIER NUMERALER ARTIKLER ORDDANNELSE DERIVATION VS. FLEKSION ORD KAPITEL 5 SYNTAKS I: ORDGRUPPER INDLEDNING LED ORDGRUPPERS GENERELLE STRUKTUR... 76

3 5.4. SUBSTANTIVALER ADJEKTIVALER VERBALER ADVERBIALER NUMERALIALER ADPOSITIONALER ORDGRUPPER SOM SÆTNINGSLED KAPITEL 6 SYNTAKS II: SÆTNINGSLED OG SÆTNINGER SÆTNINGSSKEMA SÆTNINGSLEDDENE VERBALTYPER SÆTNINGSLEDSDÅB STRANDEDE PRÆPOSITIONER OBLIKKE OG UOBLIKKE LED PRÆDIKAT KOMPLEMENTER OG ROLLELED OVERSIGT OVER SÆTNINGSLED KAPITEL 7 SYNTAKS III: SÆTNINGSTYPER HELSÆTNINGSTYPER LEDSTILLINGSTYPER LEDSÆTNINGER HOVED-, BISÆTNINGER, OG SÆTNINGSSTAMMER LEDSÆTNINGSTYPER NONFINITTE LEDSÆTNINGER LEDSÆTNINGER I SUBSTANTIVALER LEDSÆTNINGER I ADJEKTIVALER OG ADVERBIALER LEDSÆTNINGER SOM SÆTNINGSLED EFTERHÆNGTE RELATIVSÆTNINGER LEDRÆKKEFØLGE VS. SÆTNINGSTYPE HELSÆTNINGER VS. LEDSÆTNINGER KAPITEL 8 SYNTAKS IV: AVANCERET SYNTAKS UDVIDET SÆTNINGSSKEMA ALTERNATIVE SÆTNINGSSKEMAER KOMPLEKSE SÆTNINGSKONSTRUKTIONER ADVERBIEL FLYTNING SUBJEKTSLØFT ELLIPSE SAMMENFATNING KAPITEL 9 REFERENCE TYPER AF REFERERING SUBSTANTIVALER FORMULERINGSSTYRKE KAPITEL 10 SEMANTISKE ROLLER INDLEDNING LISTE OVER SEMANTISKE ROLLER ROLLEAKKUMULATION MAKROROLLER DIATESE UAKKUSATIV OG CO SÆTNINGSLED OG SEMANTISKE ROLLER OBLIK+INFINITIV & NOMINATIV+INFINITIV LEDSÆTNINGER OG UNDERORDNEDE SITUATIONER AKTANTER SOM GRUPPELED

4 AKTANTER I MORFOLOGI NOMINATIV-AKKUSATIVE VS. ERGATIV-ABSOLUTIVE SPROG PROBLEMATISKE TILFÆLDE SAMMENFATNING KAPITEL 11 DE NEUTRALE LED AKTANTER STED TID OMSTÆNDIGHEDER NÆGTELSE MÅDE GRAD OG KVANTITET TAL ATTITUDE MODALITET FOKUS NEUTRALE PRÆDIKATIVER MATERIALE SAMMENFATNING KAPITEL 12 GRAMMATISKE KATEGORIER PERSON NUMERUS KASUS TEMPUS OG TEMPORALITET MODUS OG MODALITET GENUS, SEXUS OG EMPATI STED KAPITEL 13 LEKSIKON BETYDNINGSANALYSE BETYDNINGSFORHOLD BETYDNING VS. FORM KAPITEL 14 SPROG OG VERDEN KATEGORISERING SPROGLIG RELATIVISME FLOSSEDE KANTER SPROGLIGE KATEGORIER AKTIONSART SAMMENFATNING KAPITEL 15 METAFORER OG METONYMIER NYE OG GAMLE OVERFØRTE BETYDNINGER TEGN METONYMI METAFOR GRAMMATISKE METAFORER ERKENDELSE OG ORDFORRÅD FIKTION IRONI LØGN KAPITEL 16 MELLEM LINJERNE: IMPLIKATIONER UDELADELSER BASALE UDSAGN

5 KAPITEL 17 SPROGHANDLINGER INDLEDNING GRUNDBEGREBER INFORMATIVER PERFORMATIVER ASSUMPTIVER EKSPRESSIVER DIREKTIVER PERMISSIVER OPTATIVER EXHORTATIVER INTERROGATIVER FATISKE SPROGHANDLINGER INTENTION VS. PERLOKUTION SÆTNINGSTYPER SAMMENFATNING KAPITEL 18 TEKSTSAMMENHÆNG INDLEDNING SITUATIONSKOBLING YTRINGSKOBLING REFERENTKOBLING KOMPOSITION ILLUSTRATION KAPITEL 19 INFORMATIONSSTRUKTUR TEMA OG REMA EMNE OG MEDDELELSE FOKUS KAPITEL 20 KOMMUNIKATIONSMODEL KOMMUNIKATIONSDELTAGERE SPROGFUNKTIONER FORHOLD MELLEM FORTÆLLER OG ADRESSAT APPENDIKS A: FLEKSIVER I DANSK APPENDIKS B: DERIVATIVER I DANSK APPENDIKS C: FORKORTELSER OG NOTATIONSKONVENTIONER INDEKS LITTERATUR

6 Kapitel 1 Indledning: Analyseniveauer I dette kapitel giver jeg en kort oversigt over hvordan man kan angribe analysen af sprog, og over hvordan bogen er indrettet. Sprog er meget komplekse størrelser, som derfor er svære at beskrive. For at kunne overskue arbejdet er det almindeligt at inddele sprog i niveauer eller analyseområder og beskrive de enkelte niveauer hver for sig. Hvad er sprog? Jeg arbejder ud fra den definition, fremsat af den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure ( ), der regnes for at være den moderne lingvistiks fader, at sprog er systemer af tegn, hvor tegnene er organiserede på forskellige niveauer. Sproglige tegn, også kaldet symboler, er størrelser som har to sider: en udtryksside og en indholdsside. Udtrykssiden eller formen (i Saussures terminologi signifiant) er den del af tegnet som man kan se eller høre. Indholdssiden eller betydningen (signifié) er den del af tegnet som udtrykssiden henviser til, nemlig det mentale billede der fremkaldes i menneskers hoved. Bl.a. er ord tegn. Så fx står bogstav-/lydsekvensen h+u+s (hus) som udtryksside for indholdssiden hus der er pågældende ords betydning, en slags bygningsværk. (I bogen følger jeg det princip at jeg henviser til udtrykselementer med kursiv og til indholdselementer med enkle anførselstegn. Det skal dog bemærkes at kursiv også bruges til at fremhæve et eller andet i brødteksten og til at markere fremmedsproglige udtryk, fx signifiant ovenfor. Denne flertydighed af brugen af kursiv er for at være i tråd med de gængse anvendelser af kursiv. Den skulle i praksis ikke give anledning til misforståelse. Se i øvrigt Appendiks C for notationskonventioner.) Det karakteriserer sproglige tegn at forbindelsen mellem udtryk og indhold er arbitrær, vilkårlig. Dvs. det beror på en konvention som er blevet vedtaget af sprogets brugere, hvilke udtrykselementer der står for hvilke indholdselementer. Vilkårligheden er ret indlysende i og med at forskellige ting kaldes forskelligt på forskellige sprog: Fx hedder hus hus på dansk, house på engelsk, dom på russisk, talo på finsk, osv. Tegnet er faktisk den bestående symbolske forbindelse mellem udtrykket og indholdet, at man tildeler et bestemt udtryk et bestemt indhold, og omvendt. Men sprog er ikke blot et system, sprog har også et formål. Formålet er at kommunikere, at udveksle tanker og følelse mellem mennesker vha. sprog. Sprog fungerer altså som et kommunikationsmiddel. Kommunikation dækker over alle tænkelige slags udvekslinger af tanker og følelser vha. sproglige udtryk uanset formålet med udvekslingen, fra livsnødvendige oplysninger som Pas på toget! til (muligvis) overflødige bemærkninger som Det regner igen. Kommunikationen dækker ligeledes over både det talte og det skrevne sprog, og både over skøn- og faglitteratur m.m. Det er ikke sådan at sprog har et tegn til hver tanke man måtte ønske at udtrykke. Sprog har et antal (et stort antal) basale tegn, de enkle tegn, af hvilke man kan opbygge mere komplekse tegn, så komplekse som man behøver for at udtrykke sine tanker med den nødvendige præcision. Der er ikke nogen principielle grænser for hvor komplekse tegn man kan danne, sprog er et fleksibelt system. De enkle tegn kombineres til større tegn efter bestemte regler, hvilke regler man traditionelt kalder et sprogs grammatik. At tegn sættes sammen efter regler, vil sige at sprog har struktur; det er ikke ligegyldigt hvordan tegnene kombineres. At fokusere på sprog som tegnsystem kalder man det strukturalistiske sprogsyn, og det at fokusere på sprogs funktioner kalder man funktionelt sprogsyn. Jeg prøver at forene de to tilgange i min sprogbeskrivelse. Sprogbeskrivelse handler om at beskrive sprogs udtryksside, indholdsside og forholdet mellem udtrykssiden og indholdssiden. Sprogs udtryksside består af inventaret af enkle tegn og de regler hvorefter man kan opbygge komplekse tegn. Indholdssiden består af de tanker som sprogbrugeren vil kommunikere. Tanker betragter jeg egentlig ikke som en del af sproget, men som noget der godt kan eksistere uden sprog. Så tanker og sprog er for mig uafhængige, om end tæt forbundne størrelse

7 (mere herom i kapitlet om tanker). Men da sprogs funktion er at formidle tanker, bliver tanker derved sprogs indholdsside. I min sprogbeskrivelse vil jeg rigoristisk følge den tilgang at jeg først beskriver sprogs indholdsside for sig, dernæst udtrykssiden for sig og til sidst forholdet mellem udtryks- og indholdssiden. Jeg gør meget ud af i første omgang at holde de to sider for sig fordi jeg mener at forholdet mellem to ting kun kan afdækkes rigtigt hvis man kan beskrive og definere dem særskilt. Fx definerer man i fysik elektrisk spænding og strøm uafhængig af hinanden og beskriver først derefter deres indbyrdes forhold (fx at en given strømstyrke forårsager et bestemt spændingsfald tværs over en given elektrisk modstand). Imidlertid har man brug for indholdssiden for at kunne beskrive udtrykssiden eftersom man kun kan vide at man overhovedet har med sproglige udtryk at gøre hvis man ved hvad de udtryk står for, dvs. hvis man forstår dem. Et udtryk som Jåkl fydj ighou ewi qojkl er derfor ikke noget sprogligt udtryk da det ikke repræsenterer noget som helst indhold. Strengt taget er et udtryk som Ez egy nehéz kérdés heller ikke et sprogligt udtryk for de fleste læsere af denne bog fordi udtrykket er uforståeligt for dem selv om det vitterligt står for et bestemt indhold. 1 Det har den konsekvens at man kun kan beskrive sprog som man kan forstå, lige bortset fra den mest elementære beskrivelse af hvilke bogstaver/lyde der forekommer i sproget, og i hvilke rækkefølger. 2 Man har altså brug for indholdet for at kunne beskrive udtrykket. Det jeg vil advare imod er uden videre at sætte lighedstegn mellem udtrykselementer og indholdselementer fordi det viser sig gang på gang at forholdet mellem udtryk og indhold er meget mere kompliceret end det; der er så godt som aldrig et én til én-forhold. Ved i forvejen at forenkle beskrivelsen kommer man meget ofte til at sammenblande ting som man ikke bør sammenblande. Derfor vil jeg i min beskrivelse af udtryk kun bruge indhold til at afgrænse udtrykselementerne, men ikke til at definere dem. Ligeledes vil jeg ikke bruge udtrykskriterier til at definere indholdssiden. Som nævnt ovenfor er det hensigtsmæssigt at opdele sprog i niveauer, i mindre områder, som så er lettere at håndtere i beskrivelsen. Traditionelt arbejder man med følgende niveauer eller discipliner inden for sprogvidenskaben: fonetik, fonologi, morfologi, syntaks, semantik og pragmatik. Niveauerne betragtes almindeligvis hierarkisk således at fonetik er det laveste niveau og pragmatik er det højeste niveau. Denne opstilling har bl.a. noget at gøre med hvor meget indhold det pågældende niveau rummer. Fonetik har intet med indholdssiden at gøre mens pragmatik beskæftiger sig med de mest intrikate nuancer i sproget. Men hierarkiet hænger også sammen med hvor komplekse enheder man arbejder med på et givet niveau. Fonetik/fonologi arbejder med de mindste enheder (lyde), morfologi med større enheder der på udtrykssiden er sat sammen af lyde (morfemer/ord), syntaks vedrører med endnu mere komplekse enheder der er sat sammen af ord (sætninger) og dele af pragmatik (tekstlingvistik) handler om de mest komplekse sproglige enheder, som er sat sammen af sætninger (tekst). Endnu en grund til hierarkiopfattelsen er antallet af enheder der befinder sig på et givet niveau. Jo højere man er i hierarkiet, desto flere enheder findes der på niveauet: ca. 50 i fonologi, flere tusinde i morfologi, uendelig mange i syntaks og endnu flere i tekstlingvistik. En undtagelse er dog fonetik som rummer langt flere enheder end fonologi i princippet uendelige mange, i praksis adskillige tusinde. Men eftersom alle niveauerne hænger sammen med alle de andre, er dette hierarki en forenkling. Jeg vil i det følgende kort skitsere de enkelte discipliners indhold. 1 Udtrykket er på ungarsk og betyder Det er et svært spørgsmål. 2 Dette er omtrent situationen ved etruskisk, som man har en ganske præcis viden om hvordan blev udtalt, men det er langt fra alle ord hvis betydning er kendt.

8 1.1. Fonetik, fonologi Fonetik (lydlære, af det græske foné = lyd) handler om de lyde som mennesker kan frembringe vha. deres taleorganer. Disse lyde kalder man foner. Der er tre underdiscipliner inden for fonetik: artikulatorisk, akustisk og auditiv. Artikulatorisk fonetik beskæftiger sig med hvordan taleorganerne arbejder under frembringelsen af lyde. Artikulatorisk fonetik hører strengt taget ikke ind under sprogvidenskab, men snarere under fysiologi eftersom det handler om at beskrive taleorganernes bevægelse. Men da man fokuserer på de lyde som benyttes i sproglig kommunikation, regner man artikulatorisk fonetik som en del af lingvistikken. Akustisk fonetik er en beskrivelse af de fysiske lydbølger menneskelige lyde består af. Således har akustisk fonetik meget til fælles med fysikvidenskaben, og man anvender avancerede elektroniske instrumenter i det akustiske studie af fonetik. Dette studie er vigtig for fremstilling af kunstig tale. Auditiv fonetik vedrører lydperception, dvs. hvordan vi mennesker opfanger lydene, hvilke træk ved lydbølgerne vi lægger mærke til. Lydbølgerne har nemlig mange træk: deres amplitude (volumen), frekvens (højde) og form samt alle disse træks forandring i tid. Mennesker hæfter sig ubevidst kun ved bestemte træk eller kombinationer af træk der gør det muligt at vi kan forstå hinanden selv om vi alle taler mere eller mindre forskelligt, og selv om der godt kan forekomme baggrundsstøj i samtalen. Auditiv fonetik er tæt knyttet til forskning i perception, herunder hjerneforskning, og anvendes bl.a. til at udvikle maskinel talegenkendelse. For at kunne notere foner (lyde) har man udviklet et særligt alfabet, det internationale fonetiske alfabet (International Phonetic Alphabet, IPA), som består af bogstaver og bogstavlignende tegn samt adskillige hjælpetegn (såkaldte diakritiske tegn) for at kunne gengive alle foner entydigt. Fonologi er studiet af konkrete sprogs lydsystemer. De enkelte sprog bruger kun et udsnit af de lyde som et menneske er i stand til at frembringe, ca. 50 lyde per sprog. Disse lyde kaldes fonemer (phonemes). Fonemer er strengt taget ikke enkelte lyde, men lydgrupper da fonemer tillader en vis variation i den aktuelle udtale. Denne tolerance over for variation gør det muligt at vi til trods for forskellene i udtale (fx dialektal forskel) kan forstå hinanden. Det er i øvrigt dette fællesnævne i forskelligartetheden som auditiv fonetik prøver at beskrive. Fonemer plejer man at beskrive artikulatorisk, dvs. hvordan de formes vha. taleorganerne. Det er fonologiske beskrivelse, dvs. beskrivelse af foneminventaret, man finder i bøger om fremmede sprog. Alfabetiske skriftsystemer bygger på det princip at tillægge ét bogstav til ét fonem, og omvendt, som man populært siger at skrive som man taler. Det er også dette princip der ligger til grund for den danske retskrivning, men da skriften ikke har fulgt med udviklingen i talen, er der i den moderne danske retskrivning opstået talrige afvigelser fra dette ideal. Der er næppe nogen retskrivningssystemer der lever helt op til idealet, de aktuelle alfabeter tilnærmer det i varierende grad. For de sprog hvor det nationale alfabet er for fjernt fra udtalen, eksempelvis det danske, har man udviklet lydskrifter for alligevel at kunne gengive udtalen entydigt, fx i udtaleordbøger. Disse lydskrifter, fx det danske Dania-lydskrift, er som oftest en forenklet og tilpasset udgave af IPA. Fonemer defineres som de mindste betydningsadskillende enheder i et sprog. Denne definition hænger sammen med at fonemer er de lyde som et sprog benytter sig af til at opbygge de sproglige tegns udtryksside af. Tegn karakteriseres ved at deres udtryksside er forskellig fra andre tegns fordi udtrykssiden består af forskellige fonemer. Det betyder at man ved at bruge forskellige fonemer kan adskille udtryk fra hinanden og dermed betydninger fra hinanden. Derfor kaldes fonemer betydningsadskillende enheder. Fx er udtrykkene find og vind forskellige fra hinanden og symboliserer to forskellige begivenheder. De adskilles fra hinanden ved forskellen mellem f og v. Denne betydningsadskillende funktion betyder at fonemer kun kan defineres ved hentydning til indhold. Man kan nemlig kun finde ud af at to lyde skal betragtes som to fonemer hvis man ved at

9 de to udtryk som fonemerne indgår i, symboliserer to forskellige betydninger. Derfor er fonologi i modsætning til fonetik utvivlsomt del af sprogvidenskaben. Ud over enkeltstående lyde studerer man også de såkaldte suprasegmentale eller prosodiske træk i fonetik/fonologi. Suprasegmentale træk er lydlige fænomener der angår lydgrupper som stavelser, ord eller hele sætninger. Det er tryk (betoning) og intonation der hører herunder. Fonetik og fonologi bliver ikke behandlet nærmere i denne bog. Dog vil fænomenet særtryk, det at fremhæve en bestemt del af en sætning, blive anvendt i enkelte steder i beskrivelsen af betydning Grafik, grafologi I analogi med fonetik/fonologi kunne man tale om grafik/grafologi (af det græske grafo = jeg skriver) som studierne af hhv. skrifttegn og skriftsystemer. Men betegnelserne grafik og grafologi bruges ikke på den måde. Studiet af skrifttegn og skriftsystemer synes i det hele taget ikke fylde ret meget i sprogvidenskaben. Ikke desto mindre taler man om grafer og grafemer. Grafemer er idealiserede skrifttegn (bogstaver) der hver især står for en gruppe grafer der alle har den samme funktion. Grafemer svarer således til fonemer, og grafer til foner. Man kunne fx antage at H er et grafem der samler en række grafer (HHHHHHHHHH) som alle er forskellige, men har den samme funktion, nemlig at udtrykke grafemet H, som så kan bruges til at opbygge tegns skriftlige udtryksside. Studiet af skrifttegn og skriftsystemer er ikke det samme som studiet af skriftsprog. Skrifttegn og skriftsystemer har kun noget at gøre med sprogs udtryksside, i lighed med foner og fonemer. Men skriftsprog er selve sproget, altså den skriftlige manifestation af sproget, med alle dets regler, undtagelser og anvendelser. Skriftsprog har været studeret i rigt mål (dog næppe nok endnu). Det har endda været studeret på bekostning af talesproget, for skriftsprog har været anset for at være den ideale manifestation af sprog frem for det ofte mangelfulde og ufuldstændige talesprog. Det er også unægteligt lettere at studere skriftsproget da det er vedblivende, man kan let vende tilbage til det samme stykke tekst og studere det igen og igen. Talesprog er derimod flygtigt, forsvinder ligeså snart det er blevet udtalt. Man skal først skrive talesproget ned for at kunne studere og diskutere det grundigt. Skriftsprog og nedskrevet talesprog ikke er det samme. Da skrift og tale har og giver forskellige vilkår, er der forskelle på tale- og skriftsproget. Fx noterer man i standardskriftsprog ikke intonation, som ellers giver mange oplysninger om talerens følelsesmæssige tilstand. Denne tilstand går enten tabt når man skriver, eller skal udtrykkes med andre midler, ved fx eksplicit at benævne følelsen, hvis man ønsker at gengive den. Derimod er intonation og dermed tilkendegivelse af følelser en uundgåelig og uundværlig del af talesproget. Når talesprog skrives ned, gengives i modsætning til standardskrift prosodiske træk. Eksempler herpå er smilies i sms, s og chatindlæg. Udviklingsmæssigt er det talesproget der er det primære, både for det enkelte menneske som typisk kan tale allerede i toårsalderen, men først lærer at læse og skrive i seksårsalderen (om overhovedet) og for menneskeheden som antageligt har haft talesprog i ca år, men skriftsprog kun i ca år Morfologi Morfologi vedrører sprogs mest enkle tegn, morfemerne. I og med at morfemer er de mest enkle tegn, defineres de som sprogs mindste betydningsbærende enheder. Således kobler morfologi udtryk og indhold sammen, dog er fokus på udtrykssiden. Morfologi kan siges at være et højere niveau end fonologi da morfemers udtryksside (kaldet morfer) er sammensat af fonemer (i skriftsproget af grafemer).

10 I morfologi undersøger man hvilke typer morfemer der findes, hvordan de kan kombineres til større enheder (ord) og hvilke variationer der forekommer i deres udtryksside. Morfologi er detaljeret beskrevet i Kapitel 3 og Kapitel Syntaks Syntaks har at gøre med hvordan man sætter ord sammen til sætninger. Syntaks er delt op i to niveauer da man ikke umiddelbart danner sætninger af ord. Af ord danner man først ordgrupper (kaldet også syntagmer (græsk for sammensætning), heraf navnet syntaks), som udgør led i sætninger, sætningsled. Af sætningsled danner man efterfølgende sætninger. I syntaks danner man således endnu mere komplekse tegn end i morfologi. Syntaks har en meget vigtig egenskab, rekursivitet. Rekursivitet betyder at man kan gennemgå den samme proces igen og igen. Dette vil sige at man kan blive ved med at fylde led i en sætning, ogat en sætning kan gøres til en del af en større sætning. Man kan altså bygge sætninger ind i sætninger endog i sætningsled, og denne proces kan man blive ved med at gentage. Derved kan man i princippet bygge et uendeligt antal uendelig komplekse sætninger. På denne måde kan man udtrykke sine tanker så komplekst og detaljeret som man behøver. Syntaks beskrives i Kapitel 5 til Kapitel 8. I disse kapitler er fokus på strukturen i de forskellige syntaktiske konstruktioner. Betydningen og anvendelsen af de syntaktiske konstruktioner (semantik og pragmatik) bliver uddybet i senere kapitler. De samme syntaktiske fænomener bliver således taget op i adskillige kapitler fra forskellige synsvinkler Semantik Semantik (af det græske semantikos = betydningsfuld, beslægtet med sémeion = tegn) er en disciplin der fokuserer på indholdssiden. Inden for semantik beskæftiger man sig med indholdet af både enkle og komplekse tegn, og med forholdet mellem forskellige tegns indhold. Man kan egentlig ikke sige at semantik er et højere niveau end syntaks eller morfologi, den komplementerer dem snarere: Mens morfologi og syntaks fokuserer på udtrykssiden, fokuserer semantik på indholdssiden. Da semantik er en kompleks disciplin der omfatter alle udtryksniveauer, bliver den taget op i adskillige kapitler der hver især fokuserer på bestemte aspekter ved indholdssiden Pragmatik Pragmatik er en meget broget disciplin. Pragmatik (af det græske pragma = gøren, gøremål) er en samlebetegnelse for de underdiscipliner der drejer sig om sproget i anvendelse. Inden for pragmatik undersøger man bl.a. (i) sprogs forhold til omverdenen, dvs. hvordan man kan henvise til fænomener i omverdenen (reference) (ii) hvordan man kan opnå forskellige mål ved at bruge sproget (sproghandlinger) (iii) hvordan man læser mellem linierne, dvs. hvordan man udleder mere information af ytringer end det ytringerne umiddelbart indeholder (inferens og implikation) (iv) hvordan man organiserer sætninger i tekster (tekstlingvistik) (v) hvordan kommunikation foregår, og hvilke funktioner sprog har (kommunikationsmodel) (vi) hvordan man organiserer sætninger med henblik på indholdet (informationsstruktur)

11 De pragmatiske discipliner er fordelt over adskillige kapitler. Man forsøger sædvanligvis at skelne mellem semantik og pragmatik på den måde at semantik drejer sig om sproglige udtryks betydning i isolation, uden for kontekst, mens pragmatik er fokuseret på udtrykkenes mening i givne sammenhænge. Denne skelnen er noget vanskeligt at opretholde, for det første fordi mange hvis ikke ligefrem alle sproglige udtryk er flertydige og derfor kun kan tolkes i en konkret sammenhæng, og for det andet fordi det er umuligt at ytre noget uden for en kontekst. Jeg vil ikke skelne skarpt mellem semantik og pragmatik i denne bog, dog er det sådan at de klassiske semantiske områder og de klassiske pragmatiske discipliner er omtalte forholdsvis separat fra hinanden, se det følgende afsnit om bogens indretning Bogens indretning At inddele sprog i niveauer er en kunstig foretagelse. Man skal hele tiden holde sig for øje at niveauerne ikke er uafhængige, de er alle forbundet med hinanden. Det er derfor principielt umuligt at beskrive dem enkeltvist for sig selv. Det gør man kun af praktisk-pædagogisk hensyn. For at gøre det lettere at se sammenhængen niveauerne imellem har jeg alle steder anført krydsreferencer til andre relevante dele i bogen. Selv om jeg bestræber mig på at skrive de enkelte kapitler så selvbærende som muligt, bygger de senere kapitler på indholdet i de tidligere kapitler, og nogle ting i de tidligere kapitler kan kun forstås til det fulde i lyset af indholdet i de senere kapitler. Det er derfor at de samme sproglige fænomener tages op flere gange i bogen, men hver gang fra en anden synsvinkel. Således gives der et så komplet belysning af fænomenerne som muligt. Da bogen henvender sig til dem der kan dansk, i og med den er skrevet på dansk, lægges der mest vægt på at beskrive dansk, og de fleste eksempler er derfor danske. Men for at kunne sætte dansk i en større sammenhæng og for at kunne behandle almensprogvidenskabelige problemer henvises der ekstensivt til andre sprog. De sprog jeg henviser til i bogen er blevet udvalgt fordi det er de sprog jeg kender (bedst). Mange af mine eksempler er konstrueret af mig. Dette går umiddelbart imod en del grammatikeres forventning om at man præsenterer autentiske eksempler, dvs. udtryk der er blevet ytret af indfødte sprogbrugere. Men mit formål er ikke at beskrive hvad der er blevet sagt, men hvad der kan siges. Skulle det vise sig at nogle af mine selvkonstruerede eksempler ikke kan accepteres af de fleste indfødte, skal min beskrivelse laves om eller eksemplerne rettes til. Kapitel 2 er en skitse af indholdssiden. Her giver jeg en model af hvordan tanker kan defineres, og hvilke elementer de kan deles op i. Disse indholdselementer udgør sproglige tegns indholdsside. Jeg indleder bogen med at beskrive indholdssiden fordi den er hvad sprog drejer sig om, forstået på den måde at sprogs funktion er at kommunikere indholdssiden fra menneske til menneske. Desuden finder jeg at det er lettere at forklare sproglige udtryk, selv i de kapitler (Kapitel 3 til Kapitel 8) der fokuserer strengt på strukturen, når jeg kan henvise til deres funktion, dvs. hvilke indholdselementer de er relateret til. Kapitel 3 til Kapitel 8 fokuserer på sprogstrukturen. Kapitel 3 og Kapitel 4 er en detaljeret beskrivelse og diskussion af dansk morfologi. Det første af dem tager sig af morfologiske grundbegreber og de ubøjelige ordklasser, det sidste af de bøjelige ordklasser, orddannelse og problematiske tilfælde. Kapitel 5 vedrører det laveste niveau i syntaks, hvor man danner ordgrupper. Kapitel 6 befatter sig med at definere sætningsleddene og give en foreløbig definition af sætninger. I Kapitel 7 analyserer jeg de forskellige sætningstyper. Kapitel 8 handler om mere komplekse syntaktiske konstruktioner. I de resterende kapitler prøver jeg at belyse forholdet mellem udtryk og indhold. Disse kapitler er samtidig en forfinelse af Kapitel 2 idet der i disse kapitler gives en detaljeret beskrivelse af ind-

12 holdselementer. I Kapitel 9 analyserer jeg reference, hvordan man kan henvise til fænomener i verden vha. sprog. I den forbindelse beskriver jeg en bestemt ordgruppe, substantivalernes, struktur da denne ordgruppe spiller den vigtigste rolle i referering. Jeg tager referering først op fordi referering er sprogets mest basale funktion, og fordi jeg har brug for begrebet for lettere at kunne beskrive emnerne i de følgende kapitler. I Kapitel 10 beskriver jeg de såkaldte semantiske roller (og dertil knyttede fænomener) som er de roller deltagerne (aktanter) i begivenheder, processer, tilstande o.l. spiller i en given situation. Her bliver også flere avancerede syntaktiske konstruktioner taget op til genbetragtning med semantiske briller på. I Kapitel 11 vender jeg tilbage til syntaks ved at gennemanalysere en bestemt slags sætningsled, de neutrale leds (traditionelt kaldet adverbielle led), funktioner. De neutrale led får tildelt et kapitel for sig pga. deres brogethed og mangfoldighed. Kapitel 12 supplerer det foregående kapitel ved at være centreret om nogle af de samme indholdselementer, fx tid, men med fokus på hvordan disse elementer udtrykkes vha. bøjningselementer og hjælpeord (grammatikkens elementer) frem for i form af sætningsled. Mens Kapitel 12 fokuserer på de grammatiske elementers indhold, tager Kapitel 13 ordforrådets beskaffenhed op. Her bliver det beskrevet hvordan det mentale leksikons elementer kan analyseres, og hvilke forhold der kan bestå mellem betydninger. Som en form for sammenfatning af de forskellige semantiske betragtninger indtil da tager jeg i Kapitel 14 forholdet mellem verden og sprog op til overvejelse. Her analyserer jeg hvordan kategorier i den fysiske verden og i vores tænkning matches af sproglige kategorier. De herefter følgende kapitler er orienterede mod de forskellige discipliner inden for pragmatik. Som en overgang mellem semantik og pragmatik står Kapitel 15 om metaforer og metonymier, som begge er udtryk for hvordan man smidigt kan udvide og tilpasse sproget skiftende behov. Kapitel 16 er dedikeret til analysen af hvordan man fortolker ytringer, og hvordan man kan mene mere end det man rent faktisk siger. Herfra er det et naturligt skridt at tage sproghandlinger, som jo er de sproglige manifestationer af sprogbrugernes meninger, under lup i Kapitel 17. Efter at have belyst hvordan man kan fortolke og bruge enkeltstående ytringer som fx sproghandlinger beskæftiger jeg mig i Kapitel 18 med hvordan man af ytringer danner sprogs mest komplekser enheder, tekster. Mens det foregående kapitel fokuserer på hvordan en tekst er organiseret tværs over ytringerne, har Kapitel 19 at gøre med hvordan de enkelte ytringer er organiseret internt for at passe ind i konteksten. Kapitel 20 er det sammenfattende kapitel for pragmatik og samtidig for bogen ved at give en model af kommunikation. Bogen er suppleret med en række appendikser. Appendiks A indeholder alle de bøjningsendelser som dansk mig bekendt råder over. På lignende vis er appendiks B en oversigt over (forhåbentlig) alle danske afledningsendelser og -forstavelser, inkl. dem af latin og græsk oprindelse, som bruges hyppigt i fagsprog, ikke mindst i denne bog. Appendiks C er en liste over de i bogen brugte forkortelser. Jeg har forsøgt at holde forkortelser på et minimum og bruge sådanne som er lette at huske. Da bogen først og fremmest retter sig mod sprogstuderende på universiteter, indeholder Appendiks D en samling af opgaver med løsningsforslag til de enkelte emner der tages op i bogen. Opgaverne har været dele af eksamensopgaver i faget Sprog I og II ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet i perioden fra ca. år 2000 og frem til i dag. Bogen afrundes med et indeks og en litteraturliste. Indekset indeholder, for at man kan bruge bogen som et opslagsværk, ikke kun de i bogen anvendte fagtermer, men også danske skolegrammatiske betegnelser og internationale (læs engelske) fagtermer. Da der var mange prominente tyske

13 sprogvidenskabsmænd i det 19. århundrede, og da engelsk dengang endnu ikke var nær så dominerende som nu, forekommer der også nogle tyske termer i den internationale nomenklatur.

14 Kapitel 2 Tanken I dette kapitel vil jeg skitsere min definition af begrebet tanker, som jeg anser for at være sprogs indholdsside. Jeg begynder med at beskrive tanker inden jeg gennemgår beskrivelsen af sprogs struktur fordi det på denne måde bliver lettere at forklare fænomener i strukturen. For selv om jeg anser udtryks- og indholdssiden for at være principielt uafhængige af hinanden, hænger de i praksis sammen når man bruger sproget. Derfor er det lettere at forklare lingvistiske fænomener i deres sammenhæng. Det er blot beskrivelsens fokus der skifter gennem bogen: I dette kapitel fokuserer jeg på indholdssiden, i de efterfølgende seks kapitler på udtrykssiden og i de resterende kapitler på forholdet mellem bestemte indholds- og udtrykselementer. Jeg henviser gennem hele kapitlet til sproglige udtryk for at eksemplificere tanker og tankeelementer. Ifølge min grundantagelse er sprogs funktion at overføre tanker fra menneske til menneske. Tanke skal forstås i bred betydning: Det kan være alt fra dybe filosofiske spekulationer til et enkelt ønske om at hilse på andre samt alskens følelser. Tanker bliver således til sprogs indholdsside. Jeg antager at alle mennesker pga. det biologiske fællesskab tænker på samme måde. Dette skal forstås på et overordnet plan idet der tydeligvis er forskel på hvordan forskellige mennesker tænker, men det er muligt for alle om end nogle gange svært at sætte sig ind i andres tankegang. Denne antagelse ser jeg yderligere bevist i at det er muligt at oversætte fra sprog til sprog og at lære andre sprog end ens modersmål. Indholdssiden er dermed fællesnævneren (tertium comparationis) for alle sprog. Jeg tror følgelig ikke på sproglig determinisme, der siger at tanker er bestemte af ens modersmål. Dog har sprog især modersmålet unægteligt indflydelse på tankerne, hvilket naturligt hænger sammen med at vi får overleveret mange af vores tanker fra andre mennesker via sprog. Jeg mener ikke at man tænker på sprog selvom det ofte sker at man også for sig selv formulerer sine tanker på et sprog, man snakker ligesom med sig selv. Men ligeså ofte sker det at man slet ikke kan formulere sine tanker på et sprog, heller ikke på sit modersmål. Det kan fx observeres når man leder efter ord. Derfor kan der ikke sættes lighedstegn mellem sprog og tanker. Tanker er en proces der sker eller udføres i ens sind, og som oversættes til sprog når det er nødvendigt, og muligt. Da vi kun kan observere tanker direkte i vores egen tænkning (introspektion), kan jeg her kun tilbyde en model af hvad en tanke er for en størrelse. Når vi engang får tilstrækkeligt sofistikerede redskaber som hjernescannere o.l., der kan kortlægge de kemiske og fysiske processer i hjernen præcist og detaljeret nede på molekyleniveau, vil vi også kunne beskrive tanker uden introspektion. Men indtil da må vi nøjes med den upræcise og subjektive introspektion. Man er selvfølgelig ikke begrænset til egen introspektion, men kan også få gavn af andres introspektion ved at høre dem om deres opfattelse af sproglige fænomener. Det er lige præcis hvad man gør når man spørger informanter om hvad de mener er korrekt eller ukorrekt på et givet sprog. Kapitlets opgave er at præsentere tankemodellen, som bliver forfinet gradvis gennem kapitlet. Grundlæggende forestiller jeg mig tanker som mentale billeder af situationer i verden. Verden skal forstås bredt, dækkende over den virkelige fysiske verden og imaginære verdener da mennesket er i stand til at tænke på situationer som ikke er virkelige (fantasi). Disse billeder har i princippet en uendelig opløsning, dvs. tanker kan være både simple og meget komplekse. Jeg antager at én sproglig ytring (omtrent en sætning) er udtryk for én tanke. Men dette må ikke forestilles som noget statisk. Man har ofte en række tanker om den samme situation (ligesom billeder fra forskellige vinkler), dvs. man kan beskrive en og samme situation gennem adskillige ytringer. Desuden omtaler man ofte en række forskellige situationer i kommunikationen, hvilket per definition betyder at man kommunikerer flere tanker.

15 2.1. Grundbegreber i tanker og kommunikation Inden tankemodellen beskrives mere detaljeret, er det nødvendigt at definere nogle begreber. Fænomen (phenomenon) er min samlebetegnelse for alt der findes i verden, både i den virkelige verden og fantasiverdener. Jeg skelner dernæst mellem to slags fænomener: relationelle fænomener der udtrykker et forhold mellem fænomener, og ikke-relationelle fænomener. Relationelle fænomener kaldes relatorer eller foregange 3, ikke-relationelle fænomener kaldes relata (ental relatum) eller genstande (objects). Genstande skal forstås bredt, dvs. ikke kun fysiske ting (inkl. levende væsner), men også uhåndgribelige (abstrakte) fænomener. Grænsen mellem foregange og genstande er ikke skarp. Forholdet mellem dem er ligesom forholdet mellem materie og energi eller mellem elementarpartikler og elektromagnetiske bølger i fysikkens verden: to sider af samme sag (wave-particle duality). Om man betragter et fænomen som foregang eller genstand afhænger af om man fokuserer på det fænomens indgåen i et forhold med andre fænomener (genstand) eller dets væren et forhold som andre fænomener indgår i (foregang). Et enkelt fænomen kalder jeg et individ. Betegnelsen individ bruges altså i bredere betydning end i almindelig sprogbrug: Den kan ikke kun henvise til et enkelt menneske, men til alle slags fænomener. Hertil kommer begrebet begreb (eller koncept) som samler de fænomener et sprog har leksikaliseret eller grammatikaliseret, dvs. optaget i sit inventar af faste udtryk der henviser til givne fænomener. Forskellige sprog har forskellige begrebsapparater. Fx har fænomenet at faste af religiøse årsager i en måneds tid ikke været et begreb i dansk indtil for nylig. Men det har det været i fx arabisk eftersom arabisk har et fast udtryk for det: ramadan. Det at et fænomen ikke er et begreb i et givet sprog betyder ikke at man ikke kan tænke eller tale om det fænomen; det er blot mere omstændeligt da man typisk er nødt til at bruge længere og mere komplicerede udtryk: det at faste af religiøse årsager i en måneds tid vs. ramadan. To vigtige deltagere i en kommunikation er afsender og modtager. Afsender er den der i tale eller skrift ytrer sproglige udtryk for at kommunikere sine tanker. Modtager er den der hører eller læser afsenders sproglige udtryk og ud fra dem og sammenhængen forsøger at rekonstruere afsenders tanker En situation Tankemodellen beskriver tanker som værende et billede af en situation og følelser forbundet med denne situation. Følelser forstås bredt, ikke kun som emotioner, men også som forestillinger om den påtænkte situations forhold til andre situationer og intentioner med at ytre sig om situationen. Situation er noget der foregår, sker eller finder sted i verden. Situationen kan sammenlignes med en teaterscene som består af tre slags elementer. Disse elementer er (i) en foregang der foregår på scenen, (ii) et antal deltagere der befinder sig på scenen og indgår i foregangen, og (iii) rammerne omkring de første to: sted (scenen selv) og tid. Foregangen kan være alt fra deltagernes blotte eksistens til en kompleks handling der udspiller sig deltagerne iblandt, foregang er således en samlebetegnelse for det der er, det der sker og det der gøres. Deltagerne, herefter aktanter (participants), er grupper af genstande. Aktanternes antal og sammensætning varierer fra scene til scene i høj grad afhængig af foregangen. Det skal holdes for øje at ordet aktant er et kollektivum. Dvs. en aktant kan være alt fra ét enkelt individ til alle tænkelige individer samlet. En aktant behøver ikke engang være en homogen gruppe, dvs. en aktant kan sagtens bestå af så forskellige individer som en stol og en giraf, fx i en sætning som Jeg så både stolen og giraffen. Foregangen og aktanterne udgør samlet situationskernen (situation core). Sted og tid danner rammerne omkring kernen i situationen ud fra 3 Termen foregang (Togeby 2003) er dannet fra verbet foregå og dækker over det der sker, det der er, og det der gøres.

16 den betragtning at alt foregår i tid og rum. Sted og tid er faktorer der gør det muligt at identificere en situation Egenskaber De tre slags elementer og situationen som helhed forefindes ikke blot, de har egenskaber og udfylder en række funktioner. Man kan skelne mellem iboende egenskaber og tillagte egenskaber. Iboende egenskaber er dem en foregang eller aktant har som definerende træk ved hhv. den relation eller de genstande der udgør dem. Det er fx en iboende egenskab ved en foregang som dø at den er irreversibel og ugentagelig. Det er en iboende egenskab ved en foregang som skrive at den kan strækkes ud i tid og er gentagelig. Ligeledes er det en iboende egenskab ved hus at den ikke er levende; mens et menneske er levende. Ud fra deres iboende egenskaber kan man klassificere foregange og aktanter. De iboende egenskaber ved foregange kalder man aktionsart, dem ved genstande seinsart (Kapitel 14). Pluralisformerne er hhv. aktionsarten og seinsarten da begrebene stammer fra tysk. Læg mærke til at betegnelserne foregang og aktant bruges om hhv. relatorer og genstande når de sammen danner en situationskerne. Forestillingen er at relatorer og genstande eksisterer uden for sammenhæng med hver deres definerende træk. Når de indgår i en situation, bliver deres definerende træk til hhv. foregangens og aktanternes iboende træk, som er det samme uanset hvilken situation de indgår i. Men foregange og aktanter har også tillagte egenskaber afhængig af den konkrete situation de optræder i. Man kan finde analogi i kemien, hvor relatorer og genstande svarer til atomer der ikke indgår i molekyler. Når atomer skal forme molekyler (situationer), bliver de til ioner (foregange og aktanter). Ionerne arver atomernes grundlæggende (iboende) egenskaber så som antallet af protoner og neutroner, men får også tillagt ekstra egenskaber såsom positiv eller negativ elektrisk ladning. De tillagte egenskaber er egenskaber ved foregange og aktanter som de kun har i en given situation. Det kan forestilles på den måde at deres iboende egenskaber tillader et vist spillerum som kan udfyldes ved at tillægge visse yderligere egenskaber. Fx er genstandsarten hus ikke specificeret med hensyn til farve eller størrelse, så man kan have aktanter som stor hus, hvid hus, lille blå hus, osv. Til gengæld kan man ikke have aktanter som klog hus eller snerpet hus da disse egenskaber ikke passer sammen med genstandartens hus seinsart. Det kan her ses at et sprogs ord typisk ikke henviser til foregange eller aktanter, men til relatorer og genstande. For at kunne identificere en konkret foregang eller aktant har man brug for flere ord. Noget forenklet kan man altså sige at verber henviser til relatorer, men verbaler til foregange; og substantiver til genstande, men substantivaler til aktanter. Så fx henviser substantivet mand i sig selv til alle tænkelige mænd, men substantivalet den gamle mand henviser til et konkret eksemplar af mandearten, der er aktant i en situation som fx Hun snakkede med den gamle mand. En foregangs tillagte egenskaber er den måde foregangen foregår på (udtrykt typisk vha. de såkaldte mådesadverbialer, afsnit 4.14), den måde man anskuer foregangens forløb på, den tidsperiode foregangen varer og det antal gange foregangen udføres. Foregangens længde angår egentlig hele situationen, i og med en situation varer så længe som foregangen varer. Man kunne også mene at situationen gentages lige så mange gange som foregangen gentages, men eftersom en foregang kan gentages med skiftende aktanter, kan man med rette sige at situationen ikke nødvendigvis gentages bare fordi foregangen gentages. Hvis man fx siger at Han køber noget hver dag, gentages købe foregangen, men hele situationen er noget andet fra gang til gang da han (sandsynligvis) ikke køber den samme ting dag efter dag. Anskuelsen af en foregangs forløb kaldes aspektualitet. Den er i høj grad subjektiv og reflekterer afsenderens anskuelse af en foregangs forløb, typisk i forhold til andre foregange. Der er to

17 grundlæggende anskuelser af en foregangs forløb. Man kan anskue den som fortløbende, uafgrænset: imperfektiv aspektualitet; og man kan anskue den som afgrænset: perfektiv aspektualitet. Ofte kan man tillægge den samme foregang begge aspektualiteter. Hvis man siger Linda reparerede først drengens cykel, så vaskede hun op, har man en perfektiv anskuelse af reparationen fordi man fokuserer på at reparationen er afgrænset idet den blev afsluttet inden opvasken begyndte. Hvis man derimod siger Linda reparerede drengens cykel mens jeg reparerede fjernsynet, har man en imperfektiv anskuelse fordi man fokuserer på at reparationen af cyklen var i gang samtidig med reparationen af fjernsynet. Subjektiviteten i aspektualitet kan ses i at det meget vel kan være at handlingskomplekset, som begge af de foregående sætninger kan beskrive, foregik således: Linda reparerede drengens cykel mens jeg reparerede fjernsynet, og så vaskede hun op. Nogle sprog har en grammatisk kategori, typisk inden for verbernes morfo-syntaks, hvis hovedfunktion netop er at udtrykke aspektualitet: aspekt. Fx udtrykker engelsk regulært forskellen på perfektivitet og imperfektivitet: Linda repaired the boy s bike vs. Linda was repairing the boy s bike. I andre sprog, fx dansk, som ikke har grammatikaliseret aspektualitet, kan aspektualitet kun bestemmes vha. konteksten. En aktants tillagte egenskaber er den måde aktanten er på. Så de tillagte egenskaber ved en aktant som de gnavne gamle mænd er at den består af flere (mænd) og at disse er gnavne og gamle. Tillagte egenskaber udtrykkes typisk vha. adjektiver og henførende sætninger, og antallet af de genstande der sammen udgør aktanten, typisk angivet vha. numeralialer Semantiske roller Aktanterne og foregangen er ikke blot der på scenen, de har også hver især funktioner, dvs. forhold til de andre elementer, til hinanden. Foregangen har den overordnede styrende funktion, det at sammenbinde aktanterne for sammen med dem at forme en situation. Foregangen anses traditionelt for at være kernen i en situation. Det gør man fordi foregangens sproglige refleks, verballeddet, styrer aktanternes sproglige reflekser, dvs. hvilket sætningsled en aktant skal/kan udtrykkes som. Fx foreskriver verbet stole, som stole -foregangens sproglige udtryk, at den ene aktant, den genstand tilliden er rettet imod, i sit sproglige udtryk skal markeres med præpositionen på. Desuden plejer man at sige at foregange bestemmer hvor mange og hvilke (slags) aktanter der kan forekomme i en situation. Denne evne ved foregange kalder man deres VALENS. Fx bestemmer læse -foregangen at der skal være (mindst) to aktanter i situationen: et menneskeligt væsen der er i stand til at læse og en læselig genstand, fx nærværende bog. I virkeligheden er det dog ikke kun aktanterne der er afhængige af foregangen, men også omvendt. Fx kan man med lige så meget ret hævde at en hest - aktant bestemmer at der kan foregå en ride - eller spise/æde -foregang i en situation med hest - aktanten, men ikke læse -foregangen eftersom en hest hverken kan læse eller læses. Foregange og aktanter er således indbyrdes afhængige af hinanden. Aktanterne har først og fremmest et forhold til foregangen, i form af den rolle de spiller i situationen. Men de kan samtidig også have et forhold (en rolle) til de andre aktanter uafhængig af den foregang der udspiller sig. Disse to slags roller kalder man semantiske eller kognitive roller, og de bliver behandlet i kapitlet om semantiske roller. Fx har drengen i den situation som sætning (1) afbilleder, følgende semantiske roller: han er possessor i forhold til cykel idet han ejer cyklen, og han er beneficiary (nyttedragende) i forhold til foregangen idet han drager nytte af reparationen. (1) Linda reparerede drengens cykel. Han kan endda være possessum i forhold til Linda idet han kan være hendes bror, fætter, ven e.l., men det siger sætningen ikke noget om. Faktisk er det kun possessorrollen der er udtrykt eksplicit i sætningen, vha. genitiv -s. Beneficiaryrollen kan man kun regne sig frem til ud fra sin viden om

18 verden, der siger at reparationer plejer at være nyttige for nogen, typisk for den person der ejer den reparerede genstand. Denne regnen sig frem til et forhold kalder man inferens (inference). Sprogbrug afhænger af og bygger i høj grad på inferens. Det betyder at sætninger/ytringer kun meddeler en del af de informationer som en tanke antages at indeholde. Fx får vi i ovenstående sætning ikke noget at vide om Lindas, drengens og cyklens egenskaber eller om foregangens forløb. Vi ved heller ikke hvor og hvornår reparationen fandt sted. Der kan være to grunde til ikke at meddele bestemte informationer i en ytring: Afsender har ganske enkelt ikke informationerne, eller afsender tilbageholder informationerne med vilje. Det sidste kan afsenderen gøre at flere grunde: Afsender anser de tilbageholdte informationer for hemmelige, afsender anser de tilbageholdte informationer for irrelevante/unødvendige/nyttesløse for modtageren i den givne sammenhæng, eller afsender går ud fra at modtageren allerede har de informationer han lader være med at ytre. Dermed er modtageren meget afhængig af konteksten og sin baggrundsviden når han ud fra den meddelte brøkdel af informationer skal rekonstruere afsenderens tanke. Cyklen i ovenstående sætning har rollerne patiens idet den undergår reparationen og derved ændrer tilstand, benefactum idet den er den genstand der er/bliver nyttig for drengen, og possessum idet den ejes af drengen. Linda har rollerne agens idet hun udfører reparationen, benefactor idet hun gør noget nyttigt for drengen, og måske possessor i forhold til drengen. Aktanters semantiske roller er givne ud fra den situation de befinder sig i. De semantiske roller er afhængige ene og alene af den virkelighed eller fantasiverden afsenderen skildrer. Semantiske roller har således kun gyldighed inden for en og samme situation, de er ikke afhængige af hvilke semantiske roller de samme aktanter spiller i andre situationer. Dette betyder at semantiske roller er uafhængige af sammenhængen uden for selve situationen, for uanset hvor, hvordan, hvornår, hvorfor, hvem der beskriver situationen om Linda, reparationen, drengen og cyklen, har disse elementer de samme semantiske roller i forhold til hinanden. Den del af en ytrings betydning der angår de semantiske roller, kalder man ytringens konceptuelle eller kernebetydning. Det er denne betydning de syntaktiske transformationer i afsnit 6.2 ikke må lave om på. De semantiske roller der gælder mellem aktanterne er ikke begrænsede til at være egentlige ejerforhold, som det mellem drengen og cyklen. De kan være alle sociale, fysiske og biologiske forhold der måtte bestå genstandene imellem. Hertil hører aktanternes og foregangens forhold til afsenderen og modtageren, og forhold mellem selve afsenderen og modtageren. For når en situation bliver meddelt, bliver den indlejret i en kommunikationssituation hvor afsender og modtager er aktanter. Af den grund kan man skelne mellem interne aktanter, dvs. de aktanter der deltager i den omtalte situation, og eksterne aktanter, dvs. afsender og modtager, der kommunikere om den situation. Den samme genstand (person) kan være både intern og ekstern aktant: Jeg skriver denne bog, du læser denne bog. Jeg er jo både skribenten (agens) i forhold til skrive -foregangen og afsender der fortæller om denne kendsgerning. Forhold mellem de eksterne og interne aktanter eller forhold imellem de eksterne aktanter kan godt påvirke hvordan en situation udtrykkes. Sml. fx Vil du have en kop te med Vil De have en kop te, hvor valget mellem du og De afhænger af det sociale forhold mellem afsender og modtager Pragmatiske roller Ud over de semantiske roller har aktanter og foregange også roller som ikke stammer fra den beskrevne situation, men fra hvordan man beskriver situationen i forhold til andre situationer når man beskriver en række situationer, dvs. typisk når man ytrer en række ytringer efter hinanden. Disse roller kalder man pragmatiske roller eller funktioner, og de er kontekstafhængige. Det er tema, rema, emne (topic), meddelelse (comment), fokus og baggrund.

19 Tema er de elementer som allerede er kendte på det tidspunkt de bliver nævnt i en sætning. Rema er de elementer som endnu ikke er kendte på det tidspunkt de bliver nævnt i en sætning. Lad os antage at vi har den følgende sekvens af sætninger (som beskriver to hinanden følgende situationer): (1) Linda reparerede drengens cykel. (2) Drengen blev meget glad. Alle elementer der udtrykkes i sætning (1) er rema. Men drengen i sætning (2) er tema fordi han når man læser sætning to allerede er blevet nævnt. Læg mærke til at udtrykkene i sætningerne ikke behøver være ens for at man kan tale om at et element er blevet til tema. I sætning to kunne der i stedet for drengen lige så godt stå han. Det er netop når et element er blevet til tema at man typisk bruger pronominer. Sætninger indeholder typisk både tematiske og rematiske elementer, hvor temaerne knytter en sætning an til den forudgående del af en tekst mens remaerne bibringer nye informationer. Emne er det element i en situation som beskrivelsen af situationen er centreret omkring. Meddelelse er det der bliver sagt om topic. (3) I går reparerede Linda drengens cykel. (4) I dag ordnede hun skuret. I sætning (3) er tidsperioden i går topic, i sætning (4) tidsperioden i dag. Commenterne er hhv. hvad der skete i går og hvad der sket i dag. Topic og comment er med til at skabe sammenhæng mellem hinanden følgende ytringer, fx ved at knytte sætningerne til et overordnet emne: hvad er der sket de sidste par dage. Fokus er det element i en situation eller den egenskab ved et element som man fremhæver for at understrege et modsætningsforhold. Modsætningsforholdet består mellem to situationer hvoraf den ene er virkelig og den anden er hypotetisk, hvoraf den ene indeholder det fremhævede element mens den anden ikke gør det. Virkelig er den situation som afsenderen mener svarer til det han vil skildre. Hypotetisk er den situation som afsender ikke mener svarer til det han vil skildre. Fokusering bruger afsenderen når han har en forventning om at modtageren tror på den hypotetiske situation, ikke på den virkelige. En sætning som Linda reparerede drengens cykel bliver ytret når afsenderen tror at modtager tror det var en andens cykel, fx en piges cykel, som Linda reparerede. Her er drengen i fokus. De ikke-fokuserede elementer danner baggrunden. Herfra kan man se at det er en forenkling at tale om den hypotetiske situation. Der kan jo ofte være flere hypotetiske situationer som afsenderens virkelighed kan stå i modsætning til, eftersom det kan være flere andre personer end drengen hvis cykel afsenderen kan forestille sig modtageren tror Linda har repareret. Hvad angår de pragmatiske roller opfører tid og sted sig som situationskernen, dvs. de kan have alle de her anførte pragmatiske funktioner Situationers funktioner og komplekse tanker Det er ikke kun elementerne i en situation der kan spille roller og have funktioner, men også situationen som helhed. Det hænger sammen med at de hidtidige eksempler kun afspejler ganske enkle tanker. Men tanker kan være af vilkårlig kompleksitet. Tanker kan blive mere komplekse på den måde at man forestiller sig situationer bygget i situationer eller sammenknyttet Underordnede situationer

20 Situationer kan blive bygget ind i situationer ved at man forestiller sig dem som genstande. Genstandliggjorte situationer kalder man andenordensgenstande mens førsteordensgenstande er de prototypiske genstande, som blev defineret ovenfor. På denne måde kan situationer have semantiske roller. Der er ingen principielle grænser for hvor dybt man kan indlejre situationer i hinanden. Ved indlejring af situationer taler man om overordnede og underordnede situationer, i analogi med overog underordnede sætninger. Fx er den efterhånden velkendte situation med Linda, drengen, cyklen og reparationen bygget ind i en mere kompleks situation gengivet ved de følgende sætninger. (1) Lars iagttog Lindas reparation af drengens cykel. (2) Lars iagttog at Linda reparerede drengens cykel. (3) Lars iagttog hvordan Linda reparerede drengens cykel. I disse eksempler er den overordnede situation Lars iagttagelse af Lindas reparation af drengens cykel. Underordningen af en situation kan udtrykkes på forskellig vis som eksemplerne ovenfor viser. Selv om situationskernerne er ens i eksemplerne, udtrykker eksemplerne alligevel ikke helt det samme. De to første er forskellige fra hinanden i aspektualitet. Det første lægger op til en perfektiv anskuelse af foregangen i den underordnede situation ( reparere ) mens det andet lægger op til en imperfektiv anskuelse. Det sidste eksempel udtrykker at Lars opmærksomhed er rettet specifikt mod den måde hvorpå reparationen blev udført på, ikke mod reparationssituationen som helhed. Underordning af situationer udtrykkes typisk gennem substantiviske ledsætninger og verbalsubstantiver (afsnit ), hvilket er ganske naturligt eftersom det er substantivernes typiske funktion at henvise til genstande (afsnit ) Omstændigheder Situationer kan også være knyttet til andre situationer uden at de er genstandliggjort. Det sker når man forestiller sig at en given situation udgør en omstændighed i forhold til en anden situation. Sådan en omstændighed er årsag til, betingelse for, formål med, tidspunkt for, følge af, alternativ til, etc. situationen i forgrunden. (1) Linda reparerede drengens cykel fordi den var gået i stykker. (2) Linda reparerede drengens cykel hvis han havde bedt hende om det. (3) Linda reparerede drengens cykel for at glæde ham. (4) Linda reparerede drengens cykel da hun kom hjem. (5) Linda reparerede drengens cykel, så han er ikke ked af det mere. (6) Linda reparerede drengens cykel eller Lars gjorde det. Sådanne forhold mellem situationer kalder man konneksioner. Til trods for at den ene situation i en konneksion ofte er udtrykt vha. en underordnet sætning, kan man ikke tale om at den ene situation er underordnet den anden på den måde at den ene er en del af den anden. Det der er tale om i en konneksion er at der er en kompleks situation der indeholder (mindst) to situationer, hvoraf den ene er i forgrund, den anden i baggrund, jf. pragmatiske funktioner ovenfor. Nogle forskere vil kun tale om en konneksion når begge situationer er udtrykt i helsætninger. Dette er efter min mening problematisk da den syntaktiske underordning netop understreger den tætte forbindelse mellem de to situationer. Når der er mulighed for at vælge mellem en helsætning og en ledsætning til at udtrykke den ene situation med, udtrykker valget af ledsætningen en tættere forbindelse mellem de to situationer end valget af helsætningen. Det at en ledsætning således kan