nyder dem alligevel det var godt det var godt skal invitere en ung mand hjem hver en

Transkript

1 kan du se den protesterede (uf) altså ikke hvem var det var det fordi jeg (latter) slukkede radioen nej det var mig fordi jeg har spillet på den og så~ vi svinger mellem fireogtyve og seksogtyve har du noget god musik (uf) nej det nej det sagde du ha så sagde jeg jeg har sagt syv~ seks syv var pænt gjort nej jeg er otteogtyve sagde du det syv~ otteogtyve syv otteogtyve har jeg sagt altså det er sådan~ # jamen ja det~ hvad skal vi sige det er ikke udseendet men det er bare d- netop jamen det var det jeg tænkte han det du sagde også du ville have studeret (uf) syv eller otteogtyve måtte være en tyve og så tager vi en fire fem år og så vi nå det er det nå (latter) DIALOGISK Henrik han dri- s- siger jo også TALESPROG vi er for lang tid om det (latter) du har taget nogen af studierne to gange nej dog ikke nej jeg har været ni hvor længe er man normalt (uf) men det er man jo også ik'det er da også noget år om det (uf) fy fy at det er normeret til fem et halvt næ seks år næ seks et halv år men~ nå og så har jeg haft Hvad skal jeg man har sige haft det er fuldtidsarbejde vel sådan lidt et talesprogsprojekt fem år ved siden så ~ af det gør at man ikke kunne ja ja altså så bliver man selvfølgelig længere om det ja mm mm gudskelov hvad skal man også tage men jeg har heller ingen lån~ ja for det bliver du aldrig færdig med og betale alligevel ja nej men de er ja for folk skylder jo~ en kvaret million ik' og de forfærdelige de der lån når aldrig nogensi- ja og de når jo overhovedet ikke og få det betalt aldrig de kan lige så godt lade sig gældssanere fordi de får den aldrig gnavet af nej de s- de sidste år altså nogen af dem jeg har læst sammen med de nogen mm af dem de har lånt og lånt og lånt firs tusind da de begyndte sådan over tre ja år ja fire år og nu er de så færdige fem seks år efter de fire år og ja de næsten skal op ti års så har der været en tre fire hundrede ja ja nej nej det er helt urimeligt det er det altså tusind i gæld og så skal til tale af på den samtidig med der~ løber~ renter på ik nu rømmer sig ja de bliver aldrig fal- færdige men det gør vi jo også skal I lige sludre lidt for jeg har noget jeg lige skal her så~ bare rolig nå jeg tager jeg tager mine sko Line hun knævrer nå en gang imellem råber op ik' nej det var han kun glad for fordi # alle nej tusind tak skal du have se de ung- nej (imponeret) roser (laver bankelyd) er vi kender ik hvad ikke smukke er du ude på (latter) nej (imponeret) nej Køge nej hvor de søde hold da op hva hinanden de skal presses og gemmes nej og så kommer du i den rædselsfulde vase hvor er de søde hold da det er sgu synd orange vase hvad er der nu i vejen jamen man kan det nej var fordi jeg så det det måtte jeg [ ja jo ] passe nu men jeg kan godt har du ingen krystaller er mere ( uf ) i hvert fald jeg har ikke nogen an- nej nå så må du forklnej det må du selv om ikke brede nok du skulle have taget en af dine med (klukker) ja ja ja har du en vase der (uf) jamen jeg kan jeg har ikke nærmere ih det er jeg ked af fordi~ øh ~ hvad hedder det~ skal også stå flot er flot det er ikke pænt det er rigtigt nu ikke så giftig vi bliver optaget på nej ikke e- ikke endnu er vi sat på er vi nej det gør vi da ikke jo den dutter båndet latter sat på nej latter næ fordi jeg vi må lige korrigere det er en nydelig mener det hvorfor skal jeg ændre det bare fordi der er bånd på nej ja så skal nej det skal du da heller ikke det skal du da i- nej hvor er de søde ja det er også rigtigt nej de er nydelige m- det gør de også (uf) jeg synes nu altså fordi de~ jeg synes nu de står pænt nok skinnede ned~ i det her uf men det har v- m- det er altså meget det gør de jo også K tsk det er det ja svært ja jeg måtte også hive den der frem til de der i men så ved vi hvad du skal have i fyrre års fødselsdagsgave ja sh tysser fyrreårs det bliver da tres leende det bliver ja klukker ja nej tres nej hvor er de søde tusind tak E%%% det var meget jeg tror jeg jeg Skrevet af: nyder dem alligevel det var godt det var godt skal invitere en ung mand hjem hver en gang om ugen Asger så Abel, har Camilla men friske Ahrensbøll, blomster Gabriele bo-lomster Ask Domenico ja Amatulli, ja blomster Susan Flyger, hele ugen nej så skal du nej fordi Rasmus jeg Kahl har Olsen, krystalglas Laila Vaabengaard de flotte de er meget (uf) jeg kan godt lide dem ud og købe nye vaser nå nej du har sene og du har ikke set den flotte jeg købte nede i Irma Vejleder: nej hvor Lars de Heltoft dufter i ja sådan en flot vase hvad det har nej nej det tror jeg ikke Kit vil bryder (latter)jeg har da også købt fødselsdagsgave til ham ja det er jo har Dansk du det sprog, mm Forår først 2011 der er~ længe til ja der er ikke længe nej hvad ønsker han sig egentlig ved du det det rager mig en papaand han ønsker sig nå gør han det nå d^ dem skal vi have med ind ønsker sig en ny stegepande et er ikke dig der ønsker nogen nå~ men så givlæ Teksten er redigerede udklip fra BySociolingvistik o- hun er vist også den ældste på sit mm og nogen af dem er det altså også ik' # og når der e

2 Plagiat Det erklæres herved på tro og love at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har udformet opgaven. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og opgaven eller væsentlige dele af den har ikke tidligere været fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng. Projektets omfang Projektets omfang er anslag hvilket svarer til 69,9 skrevne sider med afsnit med videre. Bagerst findes en litteraturliste, bilagssider med empirieksempler samt en cd-rom med de fulde transskriberede interviews fra BySoc. Rapporten er udarbejdet fra februar 2011 til og med Maj 2011 af: Asger Abel Camilla Ahrensbøll Gabriele Ask Domenico Amatulli Susan Flyger Rasmus Kahl Olsen Laila Vaabengaard

3 Abstract De virkemidler vi sprogbrugere anvender i talesproget er varierede og komplekse. Deres kompleksitet skyldes dels de frie rammer talesproget praktiseres i og dels den sproglige spontanitet som samtalen nødvendiggør. Måske er det netop derfor at de hidtidige beskrivelser af deres typer, og deres funktioner, er begrænsede. Netop det faktum at mange talesproglige fænomener stadig mangler direkte kategoriseringer, har været grundlaget og inspirationen til dette projekt. Vi har i projektet, med udgangspunkt i eksempler på feedbackfunktion, haft til hensigt at undersøge hvorvidt disse forekomster indeholder grammatiske koder, og hvordan disse kan beskrives og opstilles i grammatiske kategorier. Med udgangspunkt i transskriptioner af interviews fra BySoc har vi undersøgt og analyseret talesproglige fænomener som vi mener endnu ingen direkte typificering har i grammatikken. Med afsæt i Per Linells teori om dialogisme, Dansk funktionel lingvistik, Saussures syntagmatiske og paradigmatiske relationer og med opmærksomhed på sprogets polyfoni, har vi vendt og drejet hvert fænomen for på den måde at komme med et bud på typificeringer. Vi mener at have fundet disse inden for nogle pragmatiske områder man kunne kalde det fatiske, det vaghedsangivende, det fleksible og det tilnærmende, hvilke giver sprogbrugere mulighed for at opnå forståelse og samarbejde i samtalen. Talesproget er for os at se således grundlæggende en vekselvirkning mellem system og brug, hvor brugen er styret af et system, men systemet konstitueret i brugen i den sociale virkelighed.

4 Resumé The purpose of the project is to see whether the tokens we have sampled from spoken language contain grammatical codes and how these can be described and placed into grammatical types. We have therefore initially engaged in a study of the Danish functional grammar and pragmatic theories. The analysis shows that the tokens can be seen as grammatically encoded within the pragmatic realm, and thus differs from their regular grammatical function. We see this as a result of the language being in constant development due to the dialogical discourse of the language users. We tried to categorise the tokens according to the way they are used in spoken language and hereby enlarge the theoretical framework by describing some of the functions of the spoken language.

5 Indhold 1 SYNOPSIS INDLEDNING PROBLEMFORMULERING METODE OM EMPIRIEN OM FREMGANGSMÅDEN TYPES OG TOKENS ANALYSE EMPIRI OG TEORI PER LINELL OG DIALOGISME MONOLOGISME OG DIALOGISME DIALOGISME DANSK FUNKTIONEL LINGVISTIK DEFINITION OG FORMÅL POLYFONI SYSTEM OG BRUG POLYFONI I MONOLOGISKE GENRER POLYFONI I DIALOGISKE GENRER POLYFONIEN I TALESPROGET SOM PRÆMIS TOPOLOGI OG FOKUSKONSTRUKTIONER SÆTNINGSKLØVNING FOKUSMARKØRER OG SKOPUS INTERJEKTIONER OG INTERJEKTIONALER DET ER SVÆRT OG TROR JEG NOK HVAD HAR DET VÆRET HVAD HEDDER DET KAN MAN SIGE HVAD SKAL MAN SIGE VENT LIGE LIDT DELKONKLUSION DIALOGISKE ADVERBIER VEL VELS POSITIONSÆNDRING Vel som sarkasme eller forsigtighed Delkonklusion Vel som afvisning Delkonklusion SÅDAN I DIALOGISK PRÆDIKATIV Sådan punkere Høflighedsprincippet SÅDAN HÆVNGERRIG Sådan en sjover Sådan gled lidt ned Delkonklusion LIDT OG MEGET Brug af lidt i narrativ gengivelse Brug af meget som graduerende adverbial Delkonklusion SÅ I TALESPROGET /78

6 Så~ Så som emotiv Delkonklusion DISKUSSION AF ANALYSERESULTATERNE UDVIKLING ELLER UKORREKTHED SITUATIONEN GRADBØJER SEMANTIKKEN SEMANTIKKENS UDVIKLING OVER TID VAGHED I TALESPROGET DET FATISKE MAKSIME GRAMMATIKALISERING AF FATISKE MARKØRER INTENTIONEL VAGHED FORMULERINGER DER DANNER VAGHED FORSIGTIGHED ELLER ENIGHED? TYPIFICERING SPROGETS LEKSIKALSKE UDVIKLING OVER TID HVORDAN SKABES DEN NYE BETYDNING? KONKLUSION METODEREFLEKSION PERSPEKTIVERING BILAG BILAG 1 BYSOCS TEGNKONVENTIONER BILAG LITTERATURLISTE LITTERATUR INTERNETSIDER ARTIKLER ORDBOGS- OG LEKSIKAOPSLAG /78

7 1 Synopsis 1.1 Indledning Talesproget er ofte blevet set som fejlagtigt og mindre korrekt end skriftsproget. Dette som følge af dets noget abrupte struktur som opstår fordi afsenderen formulerer sig mens denne taler. Denne opbrudte struktur kommer især til udtryk når man læser en udskrift af talt sprog, en transskription, hvor teksten vil være præget af pauser, selvrettelser, afbrydelser, gentagelser og ofte mange lydord som øh eller lignende lyde. At talesproget har været anskuet som fejlagtigt eller ugrammatisk, kan netop skyldes alle disse opbrud og afbrud der gør teksten som skrift kluntet og svær at læse, hvilket påvirker sætningsstrukturen. Grammatikere har derfor set bort fra talesproget som grundlag for at udforme en grammatik hvilket eksempelvis ses i Diderichsens forord (2. Udgave 1957) i Elementær Dansk Grammatik, hvor han skriver: Grammatikkens Hovedgenstand maa være det centrale, prosaiske Skriftsprog eller Foredragssprog, hvor de grammatiske Former optræder renest og fastest. Talesproget saa vel som de højere og lavere Stilarter kan kun komme i Betragtning anmærkningsvis, hvor de frembyder særlige Forhold af væsentlig Interesse. (Diderichsen, 1966: VII) Denne nedprioriterende tilgang til talesproget lægger Per Linell afstand til i Approaching Dialogue talk, interaction and contexts in dialogical perspectives (1998). Her fremstiller han hvad han kalder den monologiske tilgang (Linell, 1998: 25) som tager sit udgangspunkt i den strukturalistiske tradition. Denne ser det naturlige sprog som et højt struktureret, abstrakt sprogsystem hvor betydninger er faste og uden for kontekst. Han opstiller en erkendelsesmæssig dikotomi mellem de traditionelle strukturalister der tager udgangspunkt i sprogsystemet som et fast system der skal internaliseres, hvorved en sprogbruger opnår sproglig kompetence 1 (Ibid: 26), og funktionalister der ser betydning som noget der opstår intersubjektivt. Den, i Linells terminologi, såkaldte monologisme ser således sprog som struktur eller sprogsystemet som forudgående for sprogbrug: Language, conceptualized as structure (rather than practice), necessarily comes before the linguistic practices. Indeed, communication is seen as the use of language ; the logic is that the 1 linguistic competence (ibid:26) 3/78

8 code, that which is being used, must exist before it can be used. (Ibid: 26) Han forklarer hvordan lærde i vestlig historie siden antikken har opprioriteret skriftsproget da man på grund af skriftsprogets høje grad af struktur har anset det for at være en model for sprog. Dette skyldes at man historisk-lingvistisk har arbejdet for at standardisere og bevare sproget, og selvom mere moderne lingvister i det 20. århundrede, som Saussure, påberåber sig en forståelse af det talte sprog som primært, mener Linell let at kunne genkende en tendens til at de baserer deres sproglige antagelser og iagttagelser på skriftsprog frem for talesprog (ibid:28ff). Dette kan eventuelt ses i lyset af at sprogvidenskaben frem til den etnometodologiske samtaleanalyse brugte konstruerede eksempler i udarbejdelsen af teorier frem for naturlige forekomster af tale. Denne tilgang skyldtes i høj grad de begrænsede teknologiske optagemuligheder (Hutchby og Wooffitt, 1998: 14). Det særegne ved talesproget, i modsætning til skriftsproget, er at talesproget skal fungere i den umiddelbare kontekst hvori det aktualiseres. Skriftsproget vil altid være skrevet ned i en situation hvor forfatteren har haft tid til at gennemtænke teksten i sin helhed og har haft mulighed for at rette den til inden andre har fået syn for sagn. Dette muliggør i højere grad perfektion i en forstand der aldrig ville være mulig for talesproget. Per Linell har forsket inden for området og har på baggrund af den pragmatiske sprogteori, den etnometodologiske samtaleanalyse og Bakhtins litterære teori om polyfoni og dialogicitet, udviklet sin teori som en empirisk valid form for dialogisme (Linell, 1998:xii) med en interesse for at skabe en substantiel teori for dialog. Hans teori anskuer sprogbrug som funktionelt frem for strukturelt og ser betydning som opstående i taleøjeblikket, eller med Linells ord interactions-in-context (Ibid:6), som en forhandling mellem de deltagende samtalepartnere. Hermed adskiller talesproget sig i sin grundlæggende struktur radikalt fra skriftsproget ved at være feedbackorienteret, og dette aspekt må nødvendigvis medtænkes i beskrivelsen af en eventuel grammatik for talesproget. Linell lægger afstand til strukturalismens forståelse af sproget hvor systemet går forud for brugen, og lægger i stedet vægt på det pragmatiske univers (re)konstruktivisme, hvor funktion og system ikke ses som modsætninger, men indbyrdes afhængige størrelser. I denne optik forudsætter størrelser system og brug hinanden, og sproget ses derved som dynamisk i sin natur. De forhandlinger om betydning der uafbrudt foregår i talesproget, må derfor antages at medføre aflejringer i det bagvedliggende system. Altså hvor skriftsproget er bevarende og en øvelse i at føje de grammatiske regler, udfordrer sprogbrugerne dem gennem talesproget og finder nye betydninger 4/78

9 og måder at bruge sproget på. Som følge af denne antagelse må grammatikken som afspejling af systemet og dermed sprogbrugen, nødvendigvis løbende opdateres og revurderes på grund af den sproglige udvikling. Projektets problemfeltet tager udgangspunkt i om der på baggrund af sprogets dialogiske og forhandlende karakter opstår tilføjelser eller udvidelser i systemet hvor dialogismen er indlejret, altså hvordan den kommer til udtryk i talesituationen, hvordan disse talesproglige fænomener kan forklares og hvorvidt de er generaliserbare. 1.2 Problemformulering Med udgangspunkt i eksempler på feedbackfunktion i sprogbrug vil vi undersøge hvorvidt forekomsterne indeholder grammatiske koder, og hvordan disse kan beskrives og opstilles i grammatiske kategorier. 1.3 Metode Om empirien For at lave en analyse over en eventuel grammatik for talesproget må det være en præmis at tage udgangspunkt i netop talesprog. Derfor har vi søgt i transskriptioner af samtaler fra BySociolingvistik (BySoc). Disse samtaler er interviews med folk fra Nyboder hovedsageligt omkring år De er ikke bundet til noget bestemt emne, men tager udgangspunkt i informanternes liv. De er på denne vis løst struktureret og kommer herved så nært naturligt talesprog som muligt. Dog må der tages det forbehold at interviewsituationerne er konstruerede, at informanterne er bevidste om denne konstruktion, og er klar over at de bliver optaget. Dette kan have en effekt på informanterne i den forstand at de kan føle sig hæmmet og ikke tale så frit som de gør til dagligt. Dette forbehold mener vi dog at kunne se bort fra da det fra transskriptionerne fremgår at samtalerne føres i frit trav med afbrydelser, fælleskonstruktioner etcetera, som vi kender fra egen erfaring fra talesproget. 1>ad døren der og ned ad trappen og ud s- på gaden 2> på strømpesokker (smålatter ) på strømpestokker der April 2011, kl /78

10 (BySoc 4: 2 l. 7) Endnu et forbehold må tages hvad angår alsidigheden af talesproglige forekomster da interviewformen medfører en mere høflig diskurs. Dette betyder at vi ikke har fået indsigt i det område af talesproget hvor diskussioner, skænderier og mere konfliktprægede samtaleformer optræder. Herudover er der truffet et valg om at brede indsamlingen af empiri ud over forskellige aldersgrupper, køn, sociale klasser og antal deltagende i interviewet da det ikke er en sociolingvistisk analyse der er genstanden for dette projekt, men en generel brug af talesprog. Dog er vi klar over at vi ikke opfylder et krav om repræsentativitet. Vi ønsker altså ikke at optegne karakteristika inden for nogen bestemt sociologisk(-demografisk) afgrænset gruppe. I forhold til validiteten af analyseresultaterne er det vigtigt at kommentere på nogle forhold vi har bemærket vedrørende transskriptioner fra BySoc. Rent formelt har vi noteret os at der er mange fejl i transskriptionerne værende henholdsvis stavefejl, tastefejl og fortolkning som spørgsmålstegn. BySoc 1: madenvar, BySoc 2: jamne, atltså, mindtse, snkkede BySoc 3: afet, jobet, fasciliteter BySoc 4: bagegerummet BySoc 5: l 2 s.11: 1>er du ude på? (latter) nej (imponeret) nej K%%%%%% 2> nej hvor de søde hold da op hva'? ( latter ) ( hinanden (latter) BySoc: 6: elers, størte, såmorsomt, paridiere, Dette kan betyde at der kunne være væsentlige fejl i det vi analyserer på, som for eksempel pausemarkeringer: og tøvende funktion ~ med flere. Fejlene er nok uundgåelige i et korpus der er så stort, og det ville uden tvivl være en fordel hvis vi havde haft adgang til lydfilerne, så vi kunne høre prosodien og brugen af tryk, men vi må langt hen ad vejen stole på markeringerne i 6/78

11 transskriptionen. Dette forhold må derfor anses som værende en mulig fejlkilde i analysen. I forlængelse af dette ville det også have været en fordel at have observeret samtalerne da mimik og gestik også er midler til at skabe betydning, og deraf også er til mulig fortolkning. For at dække os ind har vi i vores beskrivelser forsøgt at anskue alle eksempler fra forskellige perspektiver og i forskellige variationer for at komme frem til de mulige og, endnu vigtigere, mest sandsynlige fortolkninger. Transskriptionerne er inddelt i tekststumper hvor informant-, interview- og kommentarspor kører parallelt. Ved henvisning til BySoc i projektet har vi valgt at kalde en sådan stump for en linje da de er adskilt af stiplede linjer. Måden illustreres i Billede 1. Billede 1 (BySoc 1:1, l. 3-5) Om fremgangsmåden Fremgangsmåden i projektet har været præget af den overordnede interesse for at afdække talesproglige særtræk, altså finde steder hvor talesproget afviger fra skriftsproget. Disse eksempler analyseres herefter, og det undersøges hvorledes de kan beskrives med henblik på hvorvidt de er grammatisk kodet, eller er enkeltstående fænomener der kun optræder i det konkrete eksempel. I analysearbejdet er teorien taget til hjælp for at se hvordan og om fænomenerne tidligere er beskrevet i diverse grammatikker, hvorefter empirien er behandlet med fodfæste i teorien. På denne måde kan der argumenteres for en hermeneutisk arbejdstilgang med en bevægelse fra empiri til teori og tilbage igen i en gentagen proces. Den hermeneutiske metode genkendes endvidere i 7/78

12 behandlingen af eksemplerne der er en øvelse i at sætte dem i kontekst, generalisere dem, variere dem og sammenligne dem med lignende eksempler for at afklare semantiske forskelle og ligheder, for herefter at vende tilbage til eksemplet og beskrive dets egenskaber. Den hermeneutiske metode fordrer en fortolkningsproces, og det er derfor nødvendigt at understrege det kvalitative element overfor det kvantitative. Med dét in mente er det også en forudsætning at vi tager vores egen erfaring som sprogbrugere og vores sproglige kompetence med i fortolkningen af hvordan de forskellige eksempler skal afdækkes og forklares. Dette er, som ved andre humanistiske videnskaber, en mulig fejlkilde som man i det humanistiske område ikke fuldstændig kan se sig fri for, og betyder således også at der kan være perspektiver og fortolkningsmuligheder vi som afgrænset gruppe har været blinde overfor Types og tokens Undersøgelsen af de sproglige forekomsters egenskaber og hvorvidt de kan generaliseres, kan forstås ud fra den skelnen mellem det abstrakte og konkrete niveau som begrebsparret token og type repræsenterer 3. Den skelnen der foregår mellem begreberne token og type er at et token er et fænomen, i indeværende projekt en forekomst på en ytring, der hører ind under en type, som i projektet er en abstrakt grammatisk kategori, der dækker over samme slags. Her opereres altså på to forskellige niveauer. Hvor token er det konkretiserede, den i verden eksisterende og udsagte ytring, er type mængden af alle de muligheder man kunne have valgt i stedet og befinder sig på det grammatisk strukturerende niveau. Med andre ord kan det forklares som at token er det valg der er truffet i sprogbrugen, og type er den mulighed grammatikken tilbyder. Inden for typen vil der være forskellige alternativer til den aktualiserede ytring der dog vil have forskellige semantiske konsekvenser. Eksempler der kan klargøre denne dialektik, er for eksempel adverbier som bare, kun og også der kan udfylde den samme plads i den konstruerede ytring: det var fordi jeg var i Brugsen. Man kan her sige at typen er alle adverbier der kan tage denne plads, og token er netop det valg man træffer i sprogbrugen. Halliday taler ud fra distinktionen mellem det konkrete og det abstrakte niveau om choice og option. Option forstås som den mængde ord der tilhører den kategori man paradigmatisk kan vælge imellem, altså de muligheder der er for at udfylde en bestemt plads i sætningen. Choice repræsenterer derved det ord man konkret vælger at ytre eller bruge i konteksten. 3 lokaliseret d , kl /78

13 An act of speech involves a simultaneous selection from among a large number of interrelated options. (Halliday & Webster 2002: 156) Typen kan endvidere forklares ud fra Saussures paradigmebegreb hvor den paradigmatiske relation er de ord, der ligesom i ovenstående eksempel, kan tage hinandens pladser. Saussure var strukturalist, ikke selvudnævnt, men i og med at han forstod sproget som noget hvor enhederne blev defineret ud fra forholdet til helheden, og hvordan de forskellige elementer opfører sig i forskellige enheder (Kjørup, 2008: 138). Det er ikke så meget de sproglige forekomster, men elementernes forhold til hinanden der definerer hvordan sproget hænger sammen. Han skelnede mellem to grundlæggende strukturer, nemlig den syntagmatiske og den paradigmatiske. Det syntagmatiske angår syntaksen, hvor det paradigmatiske er: [ ] sammenhænge af enheder i virtuelle mønstre, fx bøjningsmønstre, grupper af synonymer eller andre grupper af elementer med fællestræk (ord af samme klasse, med samme type endelse, fra samme område af virkeligheden el.lign. (Kjørup, 2008: 139) Paradigmerne ses altså defineret på forskellige måder. Nedenfor har vi forsøgt at opstille en model der skal illustrere de paradigmatiske og syntagmatiske relationer med udgangspunkt i Saussures tankegang. Som man kan se er den opbygget over en hovedsætningsstruktur hvor det finitte verbum på andenpladsen både optræder i en præsens og en perfektum, og adverbialerne på tredjepladsen ses også som tilhørende samme paradigme. Ved at udskifte ordene i den syntagmatiske relation med alternativer inden for et paradigme ændres hele sætningens betydning. Dette kaldes kommutation. Fig. 1: Saussures syntagmatiske og paradigmatiske relationsmodel Syntagmatisk Det var nemlig bare fordi jeg var i Brugsen Det er nemlig kun fordi jeg var i Brugsen Det er simpelthen kun fordi jeg bare var i Brugsen Det er bare fordi jeg var i Brugsen Det er nemlig fordi jeg var i Brugsen Det var kun fordi jeg var i Brugsen Paradigmatisk 9/78

14 Modellen over Saussures paradigmatiske og syntagmatiske relationer kan ses som udgangspunkt for metoden kommutation som Hjelmslev frembragte. Her søger man at udbytte sætningsdelene med paradigmatiske alternativer hvorved man prøver at afklare de semantiske forskelle på de enkelte ord, ved at undersøge hvad udskiftning gør ved hele ytringen. På den måde præger det enkelte udskiftede ord hele ytringens betydning, og samtidig har den omkringliggende ytring om et ord indflydelse på fortolkningen af netop det ords semantik (Fortescue, 2005: 133). Kommutation er en strukturel metode der skal sikre en vis kontrol med intuitionen. Det er i grunden meget intuitivt hvordan man fortolker en given ytring, men med kommutation sikrer man et mere eksperimentelt element. Ved at udskifte elementerne i en ytring vækkes ens intuition til live og forholder sig til de paradigmatiske alternativer. Det sikrer større refleksion i forhold til de enkelte eksempler når man ser de alternativer der kan gives, hvilket har indvirkning på ens tankeproces. Ved at bruge kommutation ser man hvordan sprogets system træder styrende frem og dirigerer vores intuition og dermed fortolkning, og hermed forholder man sig altså mere eksplicit til systemets forskellige semantiske muligheder (Harder, 2005: 25). Det problematiske ved kommutation er dog at paradigmerne er kognitive størrelser der er abstraheret fra sproget, hvilket kan give problemer i forhold til hvad de forskellige paradigmer skal indeholde (Fortescue, 2005: 133). Denne form for arbejdsgang sikrer at projektet er styret af empirien, og at den anvendte teori er relevant i og med den er inddraget på baggrund af eksempler fra empirien. Teorien understøtter på denne måde empirien og hvor (og hvis) teorien endnu ikke har beskrevet de undersøgte områder, forsøges en beskrivelse af fænomenerne og derved en opstilling af en grammatik for de gældende områder. Det er en vigtig pointe i forhold til feltarbejde i sproget at det ikke er en af mennesket uafhængig og objektiv størrelse som lader sig beskrive ud fra logisk positivistisk videnskabsideal, men at det hører under den kvalitative humanvidenskab. I forlængelse af denne tanke har vi således gjort antagelser som det videnskabelige arbejde i projektet tager afsæt i. Disse antagelser er at sproget i brug, altså talesproget, er en dialogisk og feedbackorienteret proces hvor betydning, fortolkning og forståelse skabes i sprogbrugen, men samtidigt foregår på baggrund af systemet eller grammatikken. 10/78

15 Erkendelsen af talesproget som dialogisk i sin natur udsprang af den undren eksemplerne fra empirien vakte, og det er netop på den baggrund at valget af Per Linell og hans teori som overordnet teoretisk ramme, blev truffet. Denne begrundelse understøttes endvidere af Per Linells kontinuerlige vægtning af empirien og den naturlige dialog som grundlag for en valid teori om dialogisme: [ ] I shall discuss talk and spoken interaction against a backdrop of dialogism, phenomenology, pragmatism, social constructivism, and contextual structuralism. But it is not the philosophy of dialogism that will be my major concern. Rather, I am interested in a substantive theory of dialogue, and an empirically valid form of dialogism. (Linell, 1998: xii) Desuden begrundes valget af Linells teori ud fra hans inkludering af betydningen af sproget som system hvor han indtager en mere moderat position end de radikale interaktionister der fraskriver sproget nogen iboende betydning, før betydningen bliver konstrueret i brugen. Per Linell behandler en videnskabsteoretisk dikotomi mellem strukturalismen og socialkonstruktivismen inden for lingvistikken, som behandles i det følgende. 11/78

16 2 Analyse Empiri og teori I det følgende afsnit præsenteres Linells teori og Dansk funktionel lingvistik som vores overordnede teoretiske ramme. Sproget som polyfont anser vi som en grundlæggende præmis hvorfor afsnittet om sproglig polyfoni har fået et selvstændigt afsnit som indleder den mere empiriske analyse, i hvilken teorien ellers inddrages efter behov. 2.1 Per Linell og dialogisme Følgende afsnit er en teoretisk redegørelse af Linells dialogismebegreb 4. Han har med sin Approaching Dialogue Talk, interaction and contexts in dialogical perspectives (1998) to formål for øje. Hans primære fokus er på den teoretiske forståelse og empiriske analyse af hvad han kalder talk-in-interaction, altså den feedbackorienterede sprogbrug, og sekundært at udforske dialogismens mulighed som epistemologien eller det analytiske perspektiv for erkendelse og kommunikation. Hans forståelse for dialogisme, dialog og sproglig forståelse vil være den overordnede teoretiske ramme for projektets analyse af de fundne talesproglige fænomener Monologisme og dialogisme Per Linell opstiller metodisk en skarp dikotomi mellem sprogsystem og sprogbrug som udgangspunkt for sin dialogisme. Inden for den monologistiske skole forstås sprog som system og struktur der er indlejret i en formalistisk ramme. Her forstås og behandles sproget i abstrakt forstand som lingvistiske typer der specificeres af grammatiske termer som sætning, verbum, subjekt etcetera. Han forklarer hvordan sprog i denne forstand forstås som et lager af lingvistiske ressourcer, altså som udtryk og enheder af kontekstuafhængige semantiske repræsentanter. Sprog i brug bliver heraf hvad der aktualiseres og sættes i brug af den kompetente sprogbruger der har internaliseret sproget, det vil sige lært de nødvendige semantiske symboler at kende. Sproget ses i denne optik endvidere som repræsentativt for verden i den forstand at alt i verden er navngivet, og når man bruger et bestemt ord refererer man til en bestemt ting i verden hvorved man nærmer sig etikketteteorien. Linell beskriver sproget 4 Per Linell (f. 1948) er professor i sprog og kultur med speciale i kommunikation og samtalestudier og som tidligere nævnt, ansat ved Linköping Universitet, lokaliseret d , kl /78

17 som måder at repræsentere verden på og som middel til at beskrive en verden som er uafhængig af sproget. Repræsentanter for dette sprogsyn er blandt andre Saussure med hans forståelse af Langue og Chomskys Competence. (Linell, 1998: 3ff) Det skal dog nævnes at Linells dikotomi kan ses som en forsimpling. Hans sammenstilling af strukturalisme og formalisme over for de retninger der kunne være indenfor dialogismen, opstiller han for at lave en pointe som i højere grad tydeliggør hans teoretiske indgangsvinkel. Det er således væsentligt at påpege at strukturalisme og formalisme er to forskellige ting. Over for sprog som system står sprog i brug. Sprog i brug betegnes med begreber som diskurs, praksis og kommunikation, og er funktionalistisk i modsætning til sprogsystemets formalisme. Inden for sprogbrugets ramme taler man i pragmatiske termer om ytring, implikation, meddelelse, kontekst, forståelse, relevans etcetera. Sprog forstås som en del af den kommunikative og kognitive (erkendelsesmæssige) proces, og ses som konstruktivt for måden vi handler og tænker på. For Linell, og den moderne sprogteori i Europa, er der sket et perspektivskifte. Fra i den klassiske sprogtradition at se sprogets ontologi, eller sande væren, som systemet (jævnfør afsnit 1.1) er udgangspunktet nu i sprogbrugen. Sprogbrugen er med Linells ord primær frem for snyltende (parasitic) på sprogsystemet (Ibid: 4). Hvor den diskursive, faktiske sprogbrug er primær, ses systemenhederne i denne optik som dekontekstualiserede, abstrakte generalisationer som opstår på baggrund af sprogbrugen og sprogbrugere, men som systematiseres af lingvistiske specialister. Ved dette skift i perspektiv mener vi at ordet sprogbrug kan virke uopdateret da det netop konnoterer et forudgående sprogsystem. Trods perspektivskiftet lægger Linell ikke fuldstændig afstand til sprog som system da det ses som en nødvendighed i forhold til at der må være en form for standardisering af sproget som det arbejder dialektisk med. Han indtager i stedet en position med en fod i hver lejr: Within a comprehensive dialogism, structuralist and functionalist perspectives could penetrate and complement each other. That it is possible to transcend the single discourse situation and generalize in terms of discursive patterns and genres is a major assumption governing this book on dialogue. (Linell, 1998: 5) Altså er det en antagelse at sprog indordner sig i strukturer, men at sproget i brug går forud for sprogsystemet frem for omvendt. De to poler kan altså ikke eksistere uden hinanden; de er indbyrdes afhængige og nødvendige. I denne optik skal det abstrakte sprogsystem heller ikke ses 13/78

18 som statisk. Det er dynamisk og løbende under forandring, men fremstår som stabilt og regulerende for sprogbrugen. Han snakker, i overensstemmelse med Hallidays choice og option (jævnfør afsnit 3.3.3), om struktur og diskurs som potentiel og aktuel (ibid: 6). Det er en pointe hos Linell at man ikke kan se bort fra strukturen. I sproget som system såvel som diskurs og diskursiv praksis, hersker et strukturerende princip. I diskursen i form af mønstre, sekventielle enheder, rutiner og strategier, og endvidere kan han ikke benægte den syntaktiske formelle struktur (ibid: 5). Disse ovenfor skitserede retninger, den formalistiske og den funktionelle, afstedkommer to forskellige perspektiver eller tilgange til diskurs som repræsenteres ved begreberne monologism og dialogism. Disse har to forskellige epistemologier som af Marková 5 karakteriseres som henholdsvis et Cartesiansk overfor et Hegeliansk udtryk (ibid: 6). Dette vil sige at monologismen ses som internalistisk og dialogismen som en udvikling, en syntese af sprogsystemet og sprogbrugen, da den tillægger begge betydning. For klarheds skyld er det nødvendigt at skelne mellem begreberne monologisme og monolog samt dialogisme og dialog. Monologisme er den teoretiske retning der lægger sig til forståelsen af sproget som system der går forud for sprogbrug, og ikke forstået som selve dét at en sprogbruger fremfører en monolog. Retningen er repræsenteret af de klassiske lingvister helt tilbage til antikken frem til det 20. århundrede. Ifølge denne retning er diskursen sekundær i forhold til sprogstrukturen, og sproget ses som en individuel sproglig kompetence. Her forstås sprog som et fænomen der internaliseres, hvorefter den kompetente sprogbruger kan sætte det i brug. Dialogismen er på samme måde en teoretiseren over sproget frem for en aktuel dialog der tager sit teoretiske afsæt i sprog i brug. Den står i mange forhold i opposition til monologismen, men det er vigtigt at holde sig for øje at den ikke er monologismens modsætning, men at den inkluderer denne. En direkte modpol til monologismen ville være den radikale interaktionisme der kun anser tokens (forekomster) som et reelt genstandsfelt, og fratager idéen om den abstrakte verden hvor de sproglige types (typer) befinder sig, betydning. Linells hovedpåstand er at dialogismen må blive den altomfattende ramme til at analysere diskurs og diskursiv praksis (ibid: 8). Dialogismen understreger med brede penselstrøg nødvendigheden af at forstå sprog i kontekst og bruger som forskningsfelt face-to-face interaktioner. 5 Ivana Marková (1938) er professor i psykologi og forfatter til Paradigms, Thought and Language, , kl /78

19 2.1.2 Dialogisme I sin definition af dialogisme lægger Linell afstand til nogle teoretikere der ellers har været forstået som dialogiske. Linells definition af dialog er: Interaction between co-present individuals through symbolic means (ibid: 12) Med denne definition ser han dialog i bred forstand. Historisk set er dialog forstået som noget normativt. I antikken talte man om den gode dialog der i sig indeholdte en etisk dimension. Denne forståelse af dialog hvilede på symmetri og lighed parterne imellem. Denne har rødder tilbage til Platons dialoger og sokratisk argumentation og tog nærmere form af et specielt sprogspil og argumentativ interaktion (ibid: 13). Ud fra denne klassiske standard for dialog har den fået en normativ karakter og har hos mange teoretikere fået en idealistisk status. Denne ses blandt andet hos Habermas der beskriver den ligeværdige, symmetriske, konsensussøgende dialog, frem for den strategiske hvor en grad af manipulation finder sted. Grice anskuer på lignende vis samtalen inden for et normativt område med rationelle agenter der formår at formulere sig klart, er økonomiske i deres sprogbrug og planlægger og udfører deres intentioner. Linell fremlægger en tanke fremført af Stephen Tyler (ibid:11) om hvordan Grice er gået bort fra dia til at fokusere på logos. Han sætter ham hermed i forbindelse med monologismens tradition frem for dialogismen på grund af vægtningen af afsenderens autoritet over det sagte. Med Grices fokus på rationalitet, symmetri, klarhed, lighed, åbenhed og enighed lægger han sig fjernt fra hvad der i Linells optik beskriver dialogen som et medium for forhandling af betydning. Her ses dialogen som muligheden for uforpligtende formuleringer, vaghed, tvetydighed, flerstemmighed, misforståelser, modstridende interesser, fortielser, modstand magt, dominans og fragmentation (ibid: 11). At undlade at inkludere disse ikke-normative fænomener, er at se bort fra diskurs eller dialog som den faktisk finder sted i verden, og i stedet opstille en dialogisk utopi. Man kunne dog mod kritikken indvende at både Grice og Habermas var og er velvidende om at de arbejdede og stadig arbejder med dialogiske utopier med det formål at illustrere sprogets formål som er forståelse, og vise hvordan det bør udføres for at virke optimalt. Deres ærinde er altså ikke at drive empirisk sprogvidenskab. Linells påstand er at man må se begge aspekter af forståelsen for dialog som iboende, og dialog må forstås ud fra et ikke normativt, men deskriptivt syn hvor det er nødvendigt for teorien at forholde sig til den faktiske dialog, frem for antagelser om den kontrafaktiske perfekte dialog. Her lægges igen vægt på konteksten og sproget som manifesteres i denne. Yderligere pointerer han at dialogen ikke er 15/78

20 mellem blot to individer, og at det er en etymologisk misforståelse af dia der har været grund til denne skævvridning. Dia betyder gennem og ikke to og en dialog er således en interaktion mellem to eller flere deltagere. At interaction frem for cooperation er valgt i definitionen af dialog, er et udtryk for at der ikke er den symmetri som tidligere har været en del af forståelsen af dialog, og det er netop en af Linells væsentligste antagelser angående dialog, nemlig at der ikke ville være brug for den hvis ikke der var asymmetri. Communication presupposes asymmetries (ibid: 14). Den væsentlige forskel mellem monologisme og dialogisme ligger i forståelsen af hvordan læren og erkendelse foregår. Problemet for monologismen ligger i det faktum at sprog forstås som et system af faste dekontekstualiserede betydninger der internaliseres, og at sprogbrugeren herefter formulerer sine intentioner som samlede sprogenheder af faste betydninger der findes i bevidstheden i forvejen som således skal forstås af andre deltagere. Monologismen ser sproget opdelt som abstrakt sprogsystem og individuelle kompetente sprogbrugere der kan aktivere det i en kontekst. Med dette syn nærmer monologismen sig en meget individualistisk tilgang hvor kognition og kommunikation er adskilte, og det forudsættes at alle har lært de samme betydninger da kommunikation ellers ville være umulig. Monologismen er altså en opdelt forståelse af sprogsystem og sprogbrug hvor der i bogstavelig forstand er tale om en afsender og en modtager, og hvor afsenderen har fuldt udviklede kommunikative intentioner som formuleres og efterfølgende afkodes af modtageren. I modsætning hertil inddrager dialogismen mange flere aspekter og er inkluderende og holistisk i sin tilgang til sprog og erkendelse. Erkendelse og kommunikation er her en situeret handlen hvori betydning udvikles i en proces. Sprogsystem og sprogbrug er kun begrebsligt adskillelige men gensidigt uundværlige i praksis; de determinerer hinanden indbyrdes (ibid: 36). Det betones hvordan alle aspekter forstås som en proces, og frem for at én diskursdeltager formulerer færdigudviklede tanker eller betydninger, anses sprogbrugeren nærmere for at have en vag idé der i konteksten og i interaktionen med andre tager form og udvikler sig (ibid: 43). Idéen om vaghed blev præsenteret af pragmatikeren William James. Det er en formulering af det fænomen at sprogbrugere sjældent har tænkt deres mundtlige ytringer færdige, men starter med en vag idé der udvikler sig, manifesterer sig og tager form hvorfra der igen opstår nye vage idéer der skal artikuleres og udvikles til betydninger i konteksten (Ibid:43ff). På baggrund af de beskrevne tilgange skal dialogisme forstås som en social konstruktivisme, eller nærmere en social (re)konstruktivisme. 16/78