Æstetik Indholdsfortegnelse. Tankemæssige innovationsprocesser Referat af Teori U - Lederskab der åbner fremtiden...4

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Referat af Teori U - Lederskab der åbner fremtiden...4 Mod en ny social teknologi - presencing...5 Downloading, seen, sansning og presencing...6 Åbent hjerte, åbent sind, åben vilje...8 Indledning motivation, problemfelt, afgrænsning...9 Problemformulering...13 Dimensionsforankring...14 Subjektivitet og læring...14 Kommunikation...14 Metodologi...15 Kritisk teori...15 Hermeneutikken...18 Projektets fremgangsmåde...20 Teori U i et videnskabeligt perspektiv...21 Humanvidenskabelig psykologi...23 Logisk positivisme...26 Kritisk rationalisme og paradigmeteori...27 Videnskabens metoder...32 Holisme...34 Postmoderne psykologi...36 Æstetik, Teori U og postmoderne psykologiteorier...41 Æstetik...42 Tankemæssige innovationsprocesser...43 Positiv uvidenhed...46 Teori U & postmoderne psykologiteorier...49 Kultur- og folkepsykologi...50 Menneskets kulturelle indlejring...52 Folke- og kulturpsykologi...53 Forhandling af folkekultur...54 Hermeneutisk inddragelse...55 Fælles forståelse...56 Narrativ psykologi...57 Fortidens indvirkning...59 Meningssystemet...59 Menneskelig erfaring...61 Fremtidens potentialer...63 Positioneringsteori...63 Sproghandlinger...64 Diskurser...67 Traditioner...69 Positionering...70 Delkonklusion på Teori U og postmoderne psykologiteorier...71 Videreudvikling af Teori Us praktiske principper...73 Kooperativ initiering...74! "!

2 Den første praktiske øvelse mod presencing...74 Den anden praktiske øvelse mod presencing...77 Den tredje praktiske øvelse mod presencing...79 Kooperativ sansning...81 Den fjerde praktiske øvelse mod presencing...81 Kooperativ presencing...83 Den femte praktiske øvelse mod presencing...84 Konklusion...87 Præsentation af forfatteren bag Teori U Carl Otto Scharmer er ophavsmanden til Teori U, Lederskab, der åbner fremtiden Mod en ny social teknologi - presencing og ligeledes forfatteren bag bogen af samme navn. Scharmer er uddannet inden for økonomi og har mange års erfaring med organisations- og managementudvikling. Teorien er udviklet over flere år på baggrund af de erfaringer, han har gjort sig ved konferencer, interviews og iagttagelser som konsulent, samt personlige erfaringer. Det unikke ved Teori U er måden hvorpå, den adskiller sig fra traditionelle forestillinger vedrørende metode og teori om ledelse og management. Scharmer har yderligere udarbejdet denne teori på baggrund af inspiration fra meditation, kærlighed og spiritualitet. Gennem metoder fra den spirituelle verden har han med Teori U forsøgt at opmuntre erhvervsledere til at omstrukturere deres strategier og handlinger, som ofte baseres på fortidige erfaringer, så disse i stedet udspringer af den emergente 1 fremtid (Scharmer 2011).! Referat af Teori U - Lederskab der åbner fremtiden Scharmer argumenterer med sit værk, at Teori U er en banebrydende og nyskabende teori et nyt paradigme i det 21. århundrede. Teori U er opstillet som en teori, der hævder, at mennesket skal stoppe med at benytte vanemæssige tanke- og handle mønstre. Mennesket skal derimod nulstille ved at åbne op og være åben overfor løsninger baseret på fremtiden, efterhånden som den viser sig. Det handler om at turde se og mærke fremtidige potentialer, i stedet for at lade fortiden være en hindring. Teori U henvender sig til lederskab på en nytænkende og anderledes måde. Ifølge Teori U indeholder mennesket en skjult indre kilde, hvorfra menneskets bedste!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! %!&'()*(+,-!./0123!4(2!4()!4566()!7)('83!94:;60;+*,2(<);!<'!12!=(:;4,2>(4!'(4!?2!4566()!7)('@!+A)!(+!<)*1+;,'(!()! =0(:(2!2;0,2)B66(0;*2!54:;60(2!<*!,1''(+,12.!/C=)1>1'<D;2E!%FFF-G%83!! #!! $!

3 fremtidige potentiale udspringer. Her ligger kilden til viden omkring fremtidige muligheder. Årsagen til at denne kilde skal findes frem skyldes, at der er et skift fra det senmoderne samfund med bevægelsen fra det kapitalistiske samfund til et videnssamfund, hvor ingen ved, hvad fremtiden vil bringe. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at trække på strukturer fra industrisamfundet. Ifølge Scharmer skyldes overlevelse og succes evnen til forandring. Dette bunder i det enkelte menneskes evne til refleksivitet og åbenhed, hvorfor en anderledes tænkemåde er nødvendig. Mennesket har mulighed for at gøre brug af en skjult indre kilde til at opnå ny viden og skabe en bedre verden (Scharmer 2011:15). Mod en ny social teknologi - presencing Igennem Teori U tilbyder Scharmer et opgør med vanens magt. Han fordrer derfor, at mennesket skal stræbe mod et højere bevidsthedsniveau for derigennem at kunne bryde med fortidens mønstre og finde nye løsninger på udfordringer. Hvorvidt en forandring eller intervention lykkes eller ej, afhænger af menneskets indre tilstand, hvilket vil sige kilden til det højere bevidsthedsniveau. Denne indre tilstand kalder Scharmer for den blinde plet, som han forklarer således: Den blinde plet er den del af vores seen, som vi normalt ikke erkender. Det er det indre punkt, hvor oprindelsen til den måde, hvorpå mennesker og sociale systemer handler, hviler (Scharmer 2011:29). Evnen til at kunne finde og benytte denne blinde plet adskiller de dygtigste ledere fra gennemsnittet, der vides dog minimalt om denne indre tilstand, og ligeledes hvordan mennesket kan nå den. Teori U er en teori, der har til formål at udforske det område, hvor den blinde plet manifesterer sig (Scharmer 2011:119). Til dette har Scharmer udviklet en model, der er formet som et U, der viser, hvordan stadierne downloading(nulstilling), seen og sansning fører til presencing (se bilag 1). Downloading, seen, sansning og presencing Forudsætningen for at indtræde i U-processen er at standse den vanemæssige downloadingmekanisme. Denne er menneskets ubevidste brug af erfaringer, vanemæssig tænkning og handlen, hvilket ifølge Scharmer er en barriere for ny læring og forandring (Scharmer 2011:121). Downloadingmekanismen holder mennesket fast i dets egen mentale konstruktion og er en forhindring for at åbne helt op for virkeligheden og tage imod. Mennesket må derfor foretage det, Scharmer kalder at nulstille. Dette betyder, at der skal gives slip på forforståelser og tidligere erfaringer, og mennesket skal i stedet koncentrere sig om den aktuelle situation (Scharmer 2011:129). Først når downloadingen ophører, begynder menneskets opfattelse at blive skarpere, og virkeligheden fremstår, som den er, hvilket bringer mennesket videre til seen: Der er tre forskellige principper, der kan hjælpe os med at bevæge os fra downloading til seen: 1) at have en helt klar opfattelse af spørgsmålet og intentionen, 2) at gå ind i de væsentlige kontekster og 3) at nulstille/slippe alle meninger og indgroede opfattelser og være parat til at undres (Scharmer 2011:133). Seen er den fase, hvor virkeligheden ifølge Scharmer opfattes, som den er, og det handler i denne proces om at åbne sindet, hvorfra individet kan klargøre sine problemstillinger og undres. Dybtgående viden er essentielt for udviklingen af evnen til at undres. Når individet forstår de problemer, det står overfor, kan det forstå de processer, der skal til for at løse dem. Det er vigtigt at definere problemstillingen og intentionen inden for den rette kontekst. I dette stadie er downloading ligeledes en! H!! G!

4 væsentligt faktor i forhold til fralæggelse af forforståelser. Kun ved at nulstille kan mennesket åbne op og undres. Uden evnen til at undres vil mennesket aldrig komme ud af dets mentale konstruktioners fængsel (Scharmer 2010: ). I næste fase beskrives sansning, som den fase, hvor det handler om at åbne hjertet. Dette indebærer at få adgang til og aktivere de dybere niveauer af den emotionelle opfattelse og handle ud fra hjertets indre viden, da dette forårsager en større forståelse af menneskets omverden. Ved sansning går mennesket fra at være passivt indordnet til at være aktivt deltagende. Menneskets udgangspunkt opstår fra et andet felt, en anden synsvinkel end normalt, og det får en følelse af at være en del af en helhed (Scharmer 2011:148). Ifølge Scharmer skal mennesket omdirigere bevidstheden, således at opmærksomheden går fra objektet til kilden, fra de individuelle historier til en helhedsopfattelse omkring det, der fokuseres på. Dette kræver total fordybelse, en indlevelse i andres bevidsthed, og der skal responderes uden at gå i debat eller have en mening (Scharmer 2011:150). Bunden af U et i modellen kaldes presencing (se bilag 1). Dette begreb er konstrueret af ordene presence (nærvær i nuet) og sensing (sansning). Hermed indebærer presencing at sanse nærværet i nuet, hvilket beskrives som tilknytning til kilden for den optimale fremtidige mulighed og bringe den ind i det nuværende øjeblik (Scharmer 2011:163). Presencing er muligt ved frigørelse fra erfaringer, og mennesket vil uforbeholdent opfatte ud fra perspektivet af den opstående fremtid, igennem hvilket menneskets nærmer sig sit essentielle selv (Scharmer 2011:163). Kilden for fremtiden går gennem forbindelsen af tre slags nærvær, fortidens, fremtidens og nuet. Når disse går op i en højere enhed, ændres stedet hvorfra, der tænkes og handles. Presencing indebærer ikke kun opfattelse fra det indre men lige såvel fra det omgivende. Dette vil sige at erkende ud fra en helhedsopfattelse af det indre og ydre som sammenhængende, det subjektive og objektive. Herved kommer det, der er i hjertet, frem (Scharmer 2011: ). Teori U skal opfattes som en integreret helhed, en samlet proces, hvor faserne er gensidigt betinget af hinanden (Scharmer 2011:52). Åbent hjerte, åbent sind, åben vilje Ifølge Scharmer er der brug for en social teknologi, der kan kombinere tre redskaber, mennesket allerede besidder, og som skal bruges både individuelt og kollektivt. Redskaberne omhandler et åbent hjerte, som er forbindelsen til den emotionelle intelligens, hvilket er evnen til at føle for andre mennesker, være empatisk og lyttende. Et åbent sind er brugen af den intellektuelle intelligens, hvilket er evnen til at se med friske øjne på eksisterende kendsgerninger og forstå herfra. Den åbne vilje er den spirituelle intelligens, som er evnen til at komme i forbindelse med det essentielle selv. Her giver mennesket slip på identiteter og intentioner. Disse egenskaber skal dyrkes, ikke blot subjektivt, men også på et intersubjektivt niveau (Scharmer 2011:48). Scharmer forklarer, hvordan det vigtigste værktøj er mennesket selv, og det skal erkende, at det består af to jeg er: et jeg (ego) og Jeg (det højere selv). Det jeg med lille j, er den, mennesket har udviklet sig til som resultat af fortiden, mens Jeg med stort J repræsenterer den, mennesket har mulighed for at udvikle sig til. Det vil sige menneskets højeste fremtidige potentiale: Når disse to jeg er kommunikerer, oplever man essensen af presencing ( ) Derfor er det vigtigste værktøj i en sådan ny ledelsesteknologi forbindelsen til lederens [menneskets] eget essentielle selv - dit væsen - frigjort fra det erfaringsbaserede ego (Scharmer 2011:49).! I!! J!

5 For at nå stadiet presencing og finde den indre kilde, kræver det engagement og indlevelse. I processen mod presencing kan mennesket møde barrierer i form af tre indre stemmer: Den dømmende stemme, den kritiske stemme og frygtens stemme. Den dømmende stemme blokerer for det åbne sind. Den kritiske stemme blokerer for det åbne hjerte. Frygtens stemme blokerer for den åbne vilje (Scharmer 2011:50). Til sidst i Teori U præsenterer Scharmer en række praktiske øvelser og redskaber, som skal gøre mennesket i stand til at bevæge sig igennem U et. Disse kalder han de 21 principper (Scharmer 2011: ). I det følgende vil projektets motivation, problemfelt og afgrænsning blive præsenteret. Dette belyser årsagerne til projektets erkendelsesinteresse, samt en beskrivelse af de problemstillinger projektet tager op. Dette er for at skabe klarhed over hvad, der har skabt projektet. Indledning motivation, problemfelt, afgrænsning Motivationen for projektet består i muligheden for at være en del af noget nyt. Teori U omtales som en nyskabende, nytænkende og banebrydende teori, der ønsker at gøre op med de nuværende samfundskonstruktioner, der er skyld i mange globale problemer. Scharmer skriver i indledningen til Teori U: Vi lever i en tid med intense konflikter, en tid hvor vores samfundsskabte institutioner og strukturer totalt har udspillet deres evner og forfejlet deres mål (Scharmer 2011:9). Det interessante består i, at Scharmer påstår, at disse konstruktioner er menneskeskabte, og derfor er der mulighed for at ændre dem. Scharmer ønsker at ændre disse konstruktioner ved at arbejde med det individuelle niveau, som afføder ændringer på det kollektive plan. Under læsningen af Teori U fremstod flere af elementerne i teorien uklare, som førte til nogle spørgsmål, der lagde op til teoretisk uddybelse. Dette medførte et ønske om at være med til at styrke og udvikle Teori U, så den ville være klar til at indgå i mere videnskabeligt accepterede sammenhænge, hvor Teori U ellers ville blive afvist på grund af dens udelukkende praktiske orientering. Det interessante ligger i muligheden for at være med til at udvikle en teori, der kan blive alment kendt, da den synes at indeholde et potentiale: (...) en metateori, som kan rumme det meste. Teori U er et tankesæt, som kan bruges med forskellige formål indenfor mange felter og på alle niveauer, fra individ over grupper og organisationer til nationer og verdener (Belling & Gerstrøm 2010:23-24). Der opstod en undren, om hvorvidt Teori U er videnskabelig gyldig og anerkendt, samt en undren om hvorvidt, Teori U kan bryde med normernes sociale konstruktioner, som mennesket kan være underlagt. Projektet finder primært interesse i de psykologiske processer, som både påvirker og påvirkes af sociale systemer. Det opleves, at der i samfundet er opstået et behov for adfærdsændring, og der forekommer en efterspørgsel på konstant udvikling. Denne problemstilling hævder Teori U at have svaret på. Projektets undren fremlægger en række spørgsmål: leverer Teori U løsningen på at bryde med uhensigtsmæssige adfærdsmønstre? Er det en universel kapacitet at kunne benytte den indre kilde? Har mennesket overhovedet en indre kilde? Kan mennesket virkelig nulstille og forkaste sine erfaringer? Er det ikke netop det, menneskets! F!! %K!

6 bevidsthed og identitet består af? Kan Teori U defineres som en gyldig teori? Er den en form for ny teori inden for humaniora og samfundsvidenskaben? I forbindelse med projektets teoretiske interessefelt er det blevet bemærket, at forskere, som beskæftiger sig med Teori U i praksis, har gjort sig de samme kritiske overvejelser, som danner grundlaget for dette projekt. De påpeger ligeledes uklarheder i Teori U, for eksempel at presencingbegrebet er uklart, og at Scharmer ikke behandler de problemer, der kan opstå under U-processen fuldstændigt. De efterlyser ydermere, at der udvikles metoder, som kan understøtte Teori U (Belling & Gerstrøm 2010:15,18): Ikke blot er hans bog kompliceret og omfangsrig i sin tematik, men den er også åben, og nogle vil måske sige direkte uklar, hvis man har tænkt sig at bruge den til selv at igangsætte processer med. På den ene side har vi med en teori at gøre, der virker indlysende og velkendt for mange, og på den anden side er den udfordrende på en række punkter (Belling & Gerstrøm 2010: ). Ovenstående har i høj grad været medvirkende til at skabe drivkraft og lyst til at gøre teorien mere klar, forståelig og anvendelig. På baggrund af dette udarbejdes en videnskabsfilosofisk diskussion med henblik på at give teorien teoretisk tyngde. Projektet tager en drejning mod et videnskabsfilosofisk og psykologisk fokus, som kan forklare og tydeliggøre de elementer af Teori U, som projektet finder uklare. Projektet anerkender Teori Us visioner, dog ønskes der en kritisk tilgang med henblik på at kunne videreudvikle de praktiske principper. Projektet vil forholde sig konstruktivt til de uklare elementer, hvilket sker ved en undersøgelse af menneskets psykiske processer. Formålet er at belyse disse teoretisk, med en videreførelse til de praktiske principper. Derfor er det muligt at anlægge forskellige perspektiver: Det individuelle perspektiv, hvor det enkelte individ tager teorien i brug. Eller det almene perspektiv, hvor teorien bruges til ændringer på et større samfundsplan. Projektet anlægger det førstnævnte perspektiv med henblik på at udfolde, nuancere og diskutere Teori U som teori og redskab til praksis, for at give teorien klarhed og tyngde. I denne forbindelse tager projektet udgangspunkt i venstre side af U et, da det er på denne side, at de største problemstillinger forekommer. Ved en kritisk tilgang med henblik på videreudvikling vil projektet udforske konkretiseringsmuligheden af det abstrakte ved begrebsforklaringer og begrebsdefinitioner samt inddragelse af anden teori. Projektet vil hermed søge at medvirke til en teoretisk videreudvikling af Teori U med henblik på at styrke det teoretiske fundament i U-processen, der kan føre mennesket tættere på dets indre kilde. Projektet påbegyndes med en udarbejdelse af en diskussion med en præsentation af og en refleksion over forskellige tilgange til, hvad en teori er i en videnskabelig sammenhæng med et særligt fokus på psykologiens videnskabsfilosofiske udvikling. Disse videns- og teoridefinitioner bruges til at diskutere, om Teori U kan defineres som en videnskabelig funderet teori i forhold til de videnskabelige idealer, som på nuværende tidspunkt hersker inden for det humanistiske og samfundsvidenskabelige felt. Efter den videnskabsfilosofiske diskussion følger en undersøgelse af Teori U, med henblik på at undersøge dens validitet, øge dens teoretiske fundament, og dermed dens forstålighed og anvendelighed. De teorier, som er udvalgt til dette formål, er udvalgt på baggrund af to kriterier: de skulle alle være anerkendte og accepteret som viden inden for deres respektive fag, og de skulle tilsammen danne et lige så mangfoldigt billede af mennesket og dets omgivelser, som Teori U. På baggrund af dette er følgende teorier anvendt: narrativ psykologi, positioneringsteori og kultur- og folkepsykologi. Yderligere inddrages et æstetisk perspektiv i projektet, idet dette! %%!! %"!

7 bevæger sig ud over de postmoderne psykologiteorier og belyser menneskets evne til at forstå og erkende verden gennem emotionelle og kreative tilgange. Tilsammen gør teorierne det muligt at udforske menneskets individuelle og fælles psykologi. Problemformulering Projektet vil undersøge Teori U som videnskabelig teori gennem en kritisk tilgang med henblik på en styrkelse af det teoretiske fundament, samt en videreudvikling af praktiske øvelser. - Er Teori U en videnskabelig teori? Projektet ønsker en videnskabsfilosofisk diskussion af, hvad videnskab er, og hvordan videnskab defineres, for på den måde at kunne finde ud af, hvor Teori U kan placeres. - Hvilke teorier kan bidrage til en styrkelse af Teori Us teoretiske fundament? I et forsøg på at styrke Teori Us teoretiske fundament vil der blive trukket på psykologiske, kulturelle og sociale teorier. - Hvordan kan der bidrages til en bedre forståelse, samt en videreudvikling af praktiske øvelser i Teori U? På baggrund af det styrkede teoretiske fundament søger projektet at videreudvikle de praktiske øvelser, i forsøget på at gøre bevægelsen gennem Teori Us første fire faser lettere. Dimensionsforankring Subjektivitet og læring Dette projekt er forankret i dimensionen subjektivitet og læring på flere forskellige måder. Diskussionen i projektet trækker på forskellige forståelser af videnskab inden for både den brede humaniora og mere specifikt den psykologiske. Dette er med henblik på at kortlægge, hvor Teori U hører hjemme på det videnskabsteoretiske landkort. De teorier, der bliver inddraget til at undersøge Teori U, omhandler alle individet i samspil med dets omgivelser: Kultur- og folkepsykologi der fokuserer på, at mennesket er skabt af og skaber kultur. Æstetik som handler om, hvorledes mennesket kan imødegå verden med en særlig opmærksomhed. Den narrative tilgang der beskæftiger sig med måden, hvorpå individet søger at skabe mening i sit liv gennem strukturerede fortællinger, der sætter oplevelser ind i en forståelsesramme. Positioneringsteorien omhandler måden, hvorpå mennesker tildeler og påtager bestemte positioner og identiteter afhængig af den pågældende kontekst, og hvordan dette kan fastlåse mennesket og hindre det i at udvikle sig. Alle teorierne har mennesket og dets psyke som omdrejningspunkt, hvilket kvalificerer dette projekt sig til at modtage et kryds i dimensionen subjektivitet og læring. Kommunikation Der ønskes herunder et fagkryds i kommunikation, da Teori U, har sit afsæt i kommunikationsfaget. Projektet omhandler kommunikation og aspekterne heri, idet der udvikles kommunikative og kreative redskaber med det formål at skabe nye idéprocesser. Projektet igennem trækkes der på dialogiske processer, indre som ydre. Formålet med projektet er blandt andet at gøre Teori U mere forståelig, det handler her om formidling, hvorfor vi ser dette projekt kvalificeret til et kommunikations fagkryds.! %#!! %$!

8 Metodologi I dette projekt er videnskabsteorien et fremtrædende element, da det udgør grundlaget for de metodiske muligheder og begrænsninger, samtidig med at det hænger sammen med projektets erkendelsesinteresse. Projektet indeholder elementer fra to videnskabsteoretiske retninger som befinder sig inden for henholdsvis samfundsvidenskaben og humanvidenskaben: kritisk teori og hermeneutikken. Kritisk teori tjener som projektets overordnede videnskabsteoretiske ramme, idet den er drevet frem af en erkendelsesinteresse, som omslutter hele projektet: Det frigørende, som har et samfundskritisk perspektiv (Sørensen et al. 2006:151). Hermeneutikken er forankret i projektets metodiske aspekt: Den forståendefortolkende måde hvorpå empirien bearbejdes. I det følgende vil den kritiske teori og hermeneutikken blive præsenteret, med henblik på at klargøre, hvorledes de er funderet i projektet, samt deres indbyrdes forhold. Kritisk teori Den tidlige kritiske teori stammer fra Frankfurterskolen, der tog sin begyndelse i 1923 med neo-marxisterne Max Horkheimer og Theodor Adorno i spidsen. De ville beskrive og forklare den sociale virkelighed, samt udvide marxismens politiske og økonomiske fokus til også at inkludere psykologiske og kulturelle emner. Frankfurterskolen definerede allerede dengang nogle af de kendetegn den senere kritiske teori har, som indbefatter tværfaglighed, og et kritisk blik på det som undersøges og måden det undersøges på. I dette projekt opstår tværfagligheden, idet der anvendes teorier inden for både kultur og psykologi, samtidig med at de bruges til at undersøge en større samfundsmæssig problemstilling. Kritisk teori var især et opgør med den behavioristiske tendens inden for samfundsvidenskaben, hvis tilgange og metoder byggede på naturvidenskabens idealer. De gjorde op med tanken om mennesket som objekt og ønskede hellere at anskue det som subjekt (Simons 2004:5-6). Projektet anskuer ligeledes mennesket som et subjekt, ved at beskæftige sig med de bagvedliggende bevidsthedsprocesser, og ikke kun den direkte observerbare adfærd. Den senere generation, som blandt andet bestod af filosoffen og sociologen Jürgen Habermas, Adornos elev, fortsatte den kritiske tradition og videreudviklede især den frigørende del af teorien: Habermas associated critical theory with a human interest in emancipation, in identifying ideological distortions and revealing coercive power relations in the operations of the administrative state and capitalist economy (Simons 2004:6). Han adskilte kritisk teori fra naturvidenskabens positivisme og hermeneutikken, der fremhæver sociale handlingers mening. Generelt bruger kritisk teori dog kvalitative metoder fra hermeneutikken, da denne, som humaniora, forsøger at forstå og fortolke sociale handlinger og handlingsmønstre, hvor især humanvidenskabens teorier, litteratur og kultur bruges (Simons 2004:6). Denne sammenkobling mellem den kritiske teori og humanvidenskaben er også fremtrædende i dette projekt, da der, som tidligere nævnt, både anvendes psykologiske, kulturelle og sociale teorier til at belyse projektets genstandsområde. Det vil i næste afsnit blive uddybet, hvorledes hermeneutikken konkret er forankret i projektet. Inden for kritisk teori, findes der flere forskellige fokuspunkter: Teorier med fokus på social og politisk teori, teorier med direkte analyser og kritik af sociale og politiske magtrelationer. Målet er at bryde ud af disse og frigøre sig fra dem for at skabe nye og bedre vilkår for mennesket, og til sidst teorier der mest omhandler det! %H!! %G!

9 menneskelige subjekt, selvet eller psyken, hvor analysen typisk er af en kulturel tekst. Sidstnævnte er den retning, projektet har taget. Der er også materialistiske (ofte marxistiske) teorier, der interesserer sig for virkelighedsbundne strukturer i menneskets skikke og handlinger og teorier, der tager et mere sprogligt og betydningsfokuserende udgangspunkt, der interesserer sig for forbindelsen mellem tegn og symboler, som de vigtigste aspekter af interaktionen mellem mennesker (Simons 2004:9-12). Projektets videnskabsteoretiske udgangspunkt klargøres ud fra Jürgen Habermas beskrivelse af videnskab. Ifølge Habermas er der flere erkendelsesinteresser, hvoraf dette projekts kan kategoriseres som den kritisk-frigørende erkendelsesinteresse, der ( ) tager bevidst stilling og [den] vil ikke blot beskrive samfundet, men også forandre det (Sørensen et al. 2006:152). Ifølge Habermas er der en række statslige, økonomiske og sociale lovmæssigheder, der kontrollerer menneskets selvforståelse og dermed dets handlinger. Mennesket er dog ikke klar over, at det bliver ufrivilligt styret og må derfor informeres og oplyses om dette, for at det kan reflektere over disse sammenhænge og blive bevidst om dets handlinger (Sørensen et al. 2006:152). Scharmer sigter med Teori U mod at skabe en ændring i det nuværende samfund ved at bidrage til en positiv udvikling på et lokalt og et globalt plan. Denne samfundsudvikling skal faciliteres igennem Scharmers sociale teknologi, der kan udvikle og skabe innovation inden for mange forskellige områder. I Teori U nævnes det, at det både er problemer med miljø, klima, uddannelsessystemet, sult og fattigdomme, der skal gøres op med. Scharmer vil dermed oplyse, at menneskets nuværende system er toksisk og samtidig give et bud på hvilke ændringer, der må foretages for at skabe fremgang (Scharmer 2011:10-11). Formålet med projektet er ikke at beskrive et fænomen objektivt og på den måde at tilstræbe en neutralitet i forhold til genstandsfeltet. Målet er at udbygge og videreudvikle Teori U, og dermed bidrage til at denne udvikling og ændring i samfundet kan realiseres. Idet der ifølge kritisk teori ikke kan ske en fralæggelse af værdier i beskrivelsen af samfundet, og da det netop er Teori Us mål at ændre og gøre verden til et bedre sted, fralægger projektet heller ikke det samfundsmæssige og politiske engagement og den indflydelse, det må have på projektet. Så i og med at målet er at underbygge Scharmers teori, der opfordrer mennesket til at tænke anderledes, og aktivt ændre det eksisterende samfund, er projektet funderet i samfundsvidenskaben og den kritiske teori. Som tidligere nævnt abonnerer den kritiske teori på kvalitative metoder fra hermeneutikken, og dette projekt gør ligeledes brug af hermeneutikkens fremgangsmåde. Derfor vil nogle af hermeneutikkens principper nu fremlægges, samtidig med at det klargøres hvorledes den er forankret i projektet. Hermeneutikken Hermeneutikken er læren om at fortolke mening. Fortolkningsprocessen består i en vekslen frem og tilbage mellem helheds- og delforståelse. Delene forstås ud fra helheden og helheden forstås ud fra delene (Jørgensen 2009:74). I projektet kommer dette til udtryk i arbejdet med Teori U og de postmoderne psykologiteorier, hvor det næsten er umuligt at sige noget om en af faserne i U et, uden samtidig også at sætte denne i forbindelse med de andre faser, og dermed U et som helhed. Denne frem- og tilbagegående bevægelse skabes ved, at U-processen ikke foretages som en lineær bevægelse men som en proces, hvor faserne flyder sammen grundet deres indbyrdes betingede forhold. Processens dynamiske karakter fordrer en undersøgelse, som kan behandle en så kompleks størrelse, og det er muligt i projektet, grundet hermeneutikkens princip om helheds- og delforståelse.! %I!! %J!

10 Et andet vigtigt aspekt ved hermeneutikken er, at den fortolkning som foretages ikke er forudsætningsløs. Dette hermeneutiske princip er af filosoffen Hans-Georg Gadamer formuleret som et menneskets forforståelse og fordomme. Begreberne dækker over måden, hvorpå mennesket i mødet med nye mennesker, holdninger, fænomener og så videre altid vil forstå disse ud fra fortidige erfaringer og viden. Forforståelser og fordomme er betinget af den kontekst, mennesket befinder sig i, og den tradition denne er en del af, det vil blandt andet sige dets kulturelle baggrund, religiøse tilhørsforhold, køn, alder, og uddannelse. Fortolkeren har altså en bestemt forståelsesramme, som denne ikke kan sætte sig uden for (Jørgensen 2009:83). De fordomme og forforståelser, som er interessante i forbindelse med dette projekt, er dem, projektet selv konstruerer. De består af udvalgte teorier, som anvendes til at bearbejde de dele af Teori U, projektet finder uklare. Disse vil uundgåeligt påvirke projektets resultater ved at styre retningen i undersøgelsen, samt sætte begrænsninger for, hvad der kan udledes og fortolkes. Det perspektiv, der lægges på genstandsområdet, fungerer således som en forforståelse ved at udgøre en bestemt forståelsesramme i forhold til Teori U. I arbejdet med menneskers fordomme forsøger Gadamer at redegøre for: ( ) hvorvidt det er muligt at skelne mellem sagsfremmende og sagshæmmende fordomme, eller mellem de sande fordomme, hvormed vi forstår, og de falske, hvormed vi misforstår (Jørgensen 2009:84). Selv om dette er tilfældet, kan det i selve situationen ikke afgøres, hvorvidt det udkast eller den fordom der sættes i spil, vil være til gavn for den fælles forståelse. Det vil først være muligt at fastslå, om en fordom var produktiv, efter fortolkningssituationen har fundet sted (Jørgensen 2009:84). Ifølge Gadamer er det muligt for mennesket at forholde sig konstruktivt og refleksivt til sine fordomme ved at gøre sig dem bevidst og ved at udforske hvilke positive eller negative resultater, de medfører. Projektet har analyseret Scharmers begreber ud fra de teorier, der er blevet arbejdet med. Projektet anerkender, at ud fra andre rammer og teorier havde tolkningen af Teori U set anderledes ud. Derfor er den hermeneutiske proces defineret ud fra projektets erkendelses interesse og teoretiske ramme. Projektets fremgangsmåde Første del af projektet, som består af en videnskabsfilosofisk diskussion, er en forklaringsskabende undersøgelse, der skal generere svar på, hvilken form for videnskab Scharmer bedriver i Teori U, og hvordan denne befinder sig i forhold til andre former for viden og videnskaber. Til dette inddrages udviklingen inden for videnskabsteori, mere specifikt den postmoderne psykologi. Diskussionen består derfor af en meningsudveksling mellem de forskellige videnskabsteorier for at bidrage til et nuanceret billede af, hvad viden og videnskabsteori er. Udover dette vil der løbende blive perspektiveret til Teori U for, at der konstant reflekteres over dens plads iblandt disse. Anden del af projektet tjener to formål: At arbejde videre ud fra den forståelse af Teori U, der blev udledt af den videnskabsfilosofiske diskussion, samt underbygge Teori Us teoretiske fundament og dermed bidrage til et mere komplet forklaringsniveau. Derfor bliver de valgte teorier, som bevæger sig inden for psykologi og kulturforståelse, sammenholdt med de hovedpointer, som Scharmer fremhæver i de fire faser på den venstre side af U et downloading, seen, sansning og presencing. Tredje del af projektet beskæftiger sig med at videreudvikle nogle af de praktiske øvelser. Der tages udgangspunkt i nogle af Scharmers egne praktiske øvelser, som! %F!! "K!

11 skal gøre det lettere at nå presencing i praksis. De praktiske øvelser bygger på en sammenkobling mellem de klassiske teorier og den postmoderne psykologi. De klassiske teorier fremsætter love og forklaringer, og den postmoderne psykologi bygger på, at den teori, som fremsættes, skal kunne anvendes i praksis. Derfor munder videreudviklingen ud i praktiske øvelser, som begrundes med teoretiske overvejelser. Det er nu blevet beskrevet hvorledes, projektet er bygget op, samt hvilke metoder og videnskabsteori der benyttes. I det følgende vil der blive fortaget en diskussion, som har til formål at placere Teori U i en videnskabelig kontekst. Teori U i et videnskabeligt perspektiv Følgende afsnit vil være en videnskabsfilosofisk diskussion af Scharmers metode og videnskabsteoretiske grundlag i Teori U både ud fra den traditionelle videnskabsteori, men også en mere postmoderne praktisk orienteret definition af videnskab, mere specifikt af psykologien. Diskussionen skal lægge op til en form for videnskabelig legitimering af Teori U, for dermed at analysere og videreudvikle teorien ud fra videnskabelige psykologiske, sociale og kulturelle teorier. For selvom Teori Us videnskabsteoretiske fundament og metoder er legitime i en mere postmoderne optik, så ønsker projektet at tilføje Teori U mere teoretisk orienteret tyngde, da det meste af Teori U er opstået ud fra en praksis sammenhæng. Derfor er en videnskabsfilosofisk diskussion af Teori U nødt til at lægge til grund for dette. For at gøre diskussionen interessant og vedkommende, vil der være en beskrivelse af den humanistiske videnskabsteori og mere specifikt psykologiens videnskabsteori, samt inddragelse af professor i psykologi Donald E. Polkinghornes definition af den postmoderne psykologi, da der er sket store ændringer i definitionen af videnskabelige idealer inden for psykologien mellem den moderne og postmoderne tid. Dermed kan Teori U berettiges som teori som del af en mere postmoderne praktisk definition af psykologien frem for med et traditionelt videnskabsteoretisk grundlag. Diskussionen vil ske ud fra en videnskabsfilosofisk betragtning. Videnskabsfilosofi er en gren af videnskabsteorien, der undersøger gyldigheden af empirisk og videnskabelig erkendelse, og den er ikke selv en videnskab, den opstår i grænsefeltet mellem filosofi og videnskab: Hvor omdrejningspunktet for filosofien er den menneskelige erkendelse, er det for videnskaben empiriske undersøgelser af et genstandsfelt (Christensen 2002:9). Hvis videnskabsfilosofien var en videnskab, ville den i sig selv erklære sig enig i videnskabens gældende normer, men det er derimod nødvendigt, at den står udenfor for at kunne betragte og reflektere over den måde, viden bliver til på: Filosofien er en uafhængig, kritisk-reflekterende disciplin, der kan tage dette problem om gyldighed op (Collin 2010:25). Formålet med videnskabsfilosofien er at komme med generelle metodologiske anbefalinger, som forskere inden for alle fagområder kan bruge i deres videnskabelige arbejder (Collin 2010:25). Videnskabsfilosofi består af flere teorier om videnskab: blandt andet erkendelsesteori, videnskabsteori, videnskabshistorie og videnssociologi (Christensen 2002:10). Videnskabsteorien undersøger, hvad viden og videnskab er generelt, men undersøger også en konkret videnskabs status som videnskab, det vil sige, videnskabsfilosofien kan også være en fagintern refleksion: I videnskabsteorien diskuterer man således både kravene til videnskabelighed og til teorier og metoder (Christensen 2002:10). Projektet vil kunne gøre brug af disse betragtninger om, hvorledes viden inden for psykologien betragtes, til at placere Teori U i en videnskabelig kontekst.! "%!! ""!

12 Humanvidenskabelig psykologi Psykologien er basalt set en videnskab, der undersøger den menneskelige psyke som genstandsfelt: Bevidstheden er det særegent menneskelige, og det er et metabegreb for funktioner som perception, konceptualisering, tænkning og hukommelse (Christensen 2002:129). Men psykologien handler også om det sociale og fællesskabet: Interpersonelle eller intersubjektive relationer er en stor del af den humanvidenskabelige psykologi. Mennesket forstår først sig selv, når det forstår det andet menneske (Christensen 2002:137). individets indre tilstand og bevidsthed tager sit udgangspunkt i. Den humanvidenskabelige psykologi interesserer sig for følgende: (...) mennesket må vurderes som subjekt, hvilket vil sige ud fra sin individuelle forholden-sig-til og eksisteren-i en omverden. Denne betegnes også livsverdenen, et begreb, der understreger, at såvel ting (genstande) som andre individer (intersubjektive forhold) og kultur har betydning i og med, at subjektet forholder sig hertil (Christensen 2002:133). Psykologien er ikke en videnskab, hvis den betragtes ud fra de naturvidenskabelige idealer om entydige lovmæssigheder, men den har sine egne metoder og teori, der gør den til en videnskab. Naturvidenskabens kriterier kan selv sagt ikke gælde for mennesket, da den menneskelige psyke (og dens tilstande og handlinger) er mere komplekse end noget naturfænomen (Christensen 2002:11-12). Et af grundspørgsmålene i psykologien er spørgsmålet om, hvorvidt mennesket har en bevidsthed eller ej, en bevidsthed der interagerer med kroppen og omgivelserne. Spørgsmålet om forholdet mellem krop og psyke er det grundliggende psyko-fysiske problem: (...) på hvilken måde tanken om at foretage en bestemt handling tilsyneladende medfører handlingen (Christensen 2002:82). Formålet med psykologien er at finde løsninger på denne dualisme-problematik: (...) forholdet mellem kroppen og tænkningen, eller mellem hjerne og psyke samt forholdet mellem individet og omverdenen og at gøre det på videnskabelige præmisser (Christensen 2002:202). Psykologien placerer sig imellem natur-, human- og samfundsvidenskaben, men følgende afsnit vil begrænse sig til psykologien som humanvidenskab, da det er den humanvidenskabelige psykologi, Teori U med dens tro på forandringskraften fra Den humanvidenskabelige psykologi består endvidere af en række faktorer (Christensen 2002: ): 1. Genstandsfeltet er de discipliner, der forholder sig til individets subjektivitet som en helhed, subjektiviteten som det særligt menneskelige. 2. Empirien er fortællinger, som for eksempel interviews, nedskrevne beretninger og breve. 3. Metoden er hermeneutisk-fortolkende og fænomenologisk orienteret mod aktørens egen forståelse, ikke mod subjekt-uafhængige forhold. 4. Formålet er ideografisk, det vil sige enkelttilfælde behandles i deres egenart og er ikke et forsøg på at sætte dem ind i en lovmæssighed. Desuden er formålet praktisk i form af terapi eller pædagogik. Som det fremgår, har Teori U en humanvidenskabelig psykologisk orientering: Genstandsfeltet er menneskets subjektivitet, empirien er kvalitative interviews, som fortolkes af Scharmer orienteret mod individets selvforståelse og praktiske retningslinjer.! "#!! "$!

13 Naturvidenskabelig psykologi er ofte ontologisk reduktionistisk i sin behandling af psyken, hvor den humanvidenskabelige forsøger at undgå dette ved brug af forskellige metoder. Første-persons perspektivet inden for fænomenologien fokuserer på menneskets egen oplevelse af verden. Første-persons perspektivet er grundlæggende inden for nyere psykologi i modsætning til tidligere tider, hvor behaviorismen blandt andet opfattede mennesket som et væsen, der blot reagerer på påvirkninger. Mennesket er i stedet et væsen med bevidsthed. Fænomenologien anser det for umuligt, at menneskets bevidsthed kan være rettet mod ingenting, bevidstheden er altid rettet mod noget: Man er med andre ord bevidst om noget, dette i form af at man perciperer noget, forestiller sig noget, har lyst til noget, husker noget eller lignende (Christensen 2002:137). Fænomenologiens metode er at tage udgangspunkt i det der undersøges og ikke følge et bestemt videnskabsideal, hvor empiri vægter tungt. Som lektor i pædagogik Gerd Christensen påpeger i Psykologiens Videnskabsteori: Empiriske analyser af adfærden eller stimulusrespons reaktioner er ikke egnede, såfremt man ønsker at forholde sig til førstepersons perspektivet (Christensen 2002: ). Samtidig afvises reduktionisme fuldstændig, når det kommer til personlighedsanalyse. Men hvordan undgås det, at psykologien dermed bliver pseudovidenskab eller filosofiske spekulationer uden videnskabelig validitet? Psykologien skal stadig benytte sig af empiri, metode og analyse, men adskiller sig fra andre videnskaber ved en metode-pluralisme. Kvalitative og hermeneutisk-fortolkende metoder er grundlæggende til at fortolke individets fortællinger, der må antages at indeholde fortolkningsmateriale til at klargøre, hvorledes mennesket i et første-persons perspektiv ser sig selv som subjekti-verden (Christensen 2002:143). Logisk positivisme Naturvidenskaben var den første videnskab i historien, der formåede at skabe videnskabelige generaliseringer, der kunne ses som lovmæssigheder og forudsige fremtidige hændelser, og derfor har de naturvidenskabelige idealer i høj grad præget kriterierne for viden og videnskab - også på andre områder. 1920ernes logiske positivisme, med videnskabsfilosoffen Carl G. Hempel i spidsen, mente, at (...) generaliseringer er formålet med al videnskab (Christensen 2002:19). Det vil sige, det er en opfattelse af videnskab som enhedsvidenskab, hvor de samme (naturvidenskabelige) logiske og metodiske kriterier gælder på tværs af alle former for videnskab, felter og discipliner (Christensen 2002:20). Men som Gerd Christensen påpeger, så skaber denne forståelse af viden begrænsninger og udelukker flere vigtige discipliner, heriblandt psykologien, og i vore dages videnskabsteori ses videnskaben snarere som mangfoldig. Positivismen bygger sit ideal på verificerbarhedsprincippet: Det skulle således være muligt alene på grundlag af generaliseringer af sanseerfaringer at afgøre sandhedsværdien af alle sætninger, der siger noget om verden (Christensen 2002:26). Metoden er induktion, hvor der drages en generel regel ud fra et vist antal af samme forsøg med samme resultat. Ud af verificerbarhedsprincippet opstår demarkationskriteriet, det vil sige en skelnen mellem videnskab og pseudovidenskab (Christensen 2002:26). Videnskabelige teorier kan opsættes og struktureres på forskellige måder, hvor det mest almindelige er lovmæssigheder. Der findes to overordnede tilgange i videnskaben, og dermed også to forskellige forhold til objektivitet. Den ideografiske tilgang drejer sig om enkeltstående tilfælde: at gribe fænomenet i dets individualitet, som human- og samfundsvidenskaben gør brug af (Collin 2010:29; Christensen 2002:24). Den nomotetiske er derimod generelle lovmæssigheder, hvor konkrete tilfælde bruges som illustrationer af generelle principper, det vil sige ontologisk! "H!! "G!

14 objektivitet, hvortil naturvidenskaben hører under (Collin 2010:30; Christensen 2002:24). I humanistisk videnskabsteori ses ontologisk objektivitet ikke som muligt: Eftersom humanvidenskabernes genstand er mennesket og dets erkendelse, ville deres genstand forsvinde, hvis man stillede krav til ontologisk objektivitet (Christensen 2002:24). Generelt inden for videnskabsteorien er ontologisk objektivitet ikke muligt, heller ikke inden for naturvidenskaben, men naturvidenskabens resultater er bygget op, som om de var (Christensen 2002:23-24). I humanvidenskaben kan der i stedet tales om metodologisk objektivitet, der kan sikre en form for objektivitet: Det er en metode til at udpege den rette hypotese blandt et foreliggende antal. Kriterierne er som følgende: Teorien bør forklare mange data frem for få, og hvis dette er ens for to teorier vælges den, der forklarer nye observationer frem for allerede kendte, og sidst bør teorien være simpel frem for kompliceret (Christensen 2002:25). Kritisk rationalisme og paradigmeteori En anden metode til at mindske subjektiviteten er gennem empiri, og her er videnskabsfilosoffen Karl Poppers kritiske rationalisme af betydning. Han kritiserede den logiske positivisme og rationalismen i sin erkendelsesteori fallibilismen, da han mente, at mennesket måtte se videnskabelse, som en proces, og forholde sig kritisk til sine overbevisninger: Han hævdede, at de udsagn, vi med rette kan betragte som viden, ikke er beviste eller selvindlysende sandheder, men udsagn, der er blevet underkastet kritisk afprøvning uden endnu at være blevet modsagt af virkeligheden (Christensen 2002:26). Det betød en afvisning af induktion, da forskeren altid har en på forhånd subjektiv stillingtagen i form af sin hypotese, der præger de sanseerfaringer, teorien bygger på. I stedet er metoden hypotetisk-deduktiv og kriteriet er et falsificerbarhedskriterium, som går ud på, at en videnskabelig teori kommer med logiske forudsigelser, der skaber mulighed for, at de kan blive gendrevet eller falsificeret. Det vil følgelig sige: Teorien gælder indtil det modsatte er bevist (Christensen 2002:27). Akkurat som Popper kritiserede den logiske positivisme og rationalismen, kan fallibilismen også ses som en for snæver tilgang til videnskabelighed, da alle teorier indeholder anomalier, og resultatet ville være, at alle teorier blev forkastet. Dette bringer os videre til videnskabsfilosoffen Thomas Kuhns paradigmeteori. Det er blevet en gængs forståelse af videnskabelige teorier, at den skal kunne undergå en kritisk gennemprøvning, hvor eksperimentet gentages med samme resultat ud fra samme videnskabsteori og metode: Et kriterium for gentagelighed (reliabilitet) (Christensen 2002:27). Dette kriterium er et eksempel på vor tids videnskabsidealer, men som Kuhn påpeger, er disse normer hverken universelle eller almengyldige, de er del af et bestemt paradigme, hvori videnskabens selvforståelse og konstruktion skabes (Christensen 2002:27). Der kan således ske et paradigmeskifte, hvis det eksisterende paradigme ikke kan løse en stor del af de problemer, der opstår i det eksisterende, hvorefter et skift i teorier og metoder finder sted i et forsøg på at løse problemerne. I paradigmet er der forskel på videnskabelig viden og spekulation (hypotese): Hypotesen bygger altså, indledningsvis på viden om verden. Denne viden er akkumuleret inden for det videnskabelige felt igennem århundreder, men bygger grundlæggende på ontologiske og epistemologiske betragtninger. Den eksisterer som et fundament eller et sæt af kulturelle normer, for de pågældende undersøgelser (Christensen 2002:28).! "I!! "J!

15 Scharmer nævner selv Teori U som udgangspunkt for en ny videnskab, hvor han sammenligner med det paradigmeskift, som Galileo Galileis heliocentriske teori forårsagede i det 17. århundrede: Nu står vi over for at kunne uddybe og udvide denne metode ved at samle et meget mere subtilt sæt data og erfaringer indefra. Vi må derfor opfinde en ny type teleskop (...) (Scharmer 2011:22). Han mener netop, at der er behov for et nyt paradigme, fordi det nuværende system ikke kan løse de globale problemer, her nævner han: Fattigdom, ubæredygtig masseproduktion af fødevarer, utilstrækkelige sundheds- og uddannelsessystemer, klimaforandringer og HIV/AIDS (Scharmer 2011:11). Ifølge Scharmer skal den nye videnskabelse ikke som den nuværende kun bygge på et åbent sind (som for ham må betyde stræben efter objektivitet), men også på et åbent hjerte og en åben vilje. Det må betyde, at forskeren i langt højere grad skal inddrage sig selv, sine følelser og motiver i videnskabelsen. Det er i stor grad i modstrid med det nuværende paradigmes videnskabsteoretiske idealer for valid viden, hvor stræben efter objektivitet og empirisk ballast er fastsatte krav. I den forbindelse er Teori U udelukkende spekulation og en ikke-bekræftet hypotese. Denne nye form for videnskab skal altså, ifølge Scharmer, legitimere forskerens subjektivitet i forskningen og fremelske denne, og følgende citat indikerer, at de på samme tid skal gøres objektive: Denne nye syntese, som er under udvikling, forbinder alle tre vinkler: videnskaben (at lade de objektive data tale), handlingsforskningen (man kan ikke forstå et system, medmindre man forandrer det) og udviklingen af den personlige bevidsthed og jeg et (at sætte fokus på den blinde plet) (Scharmer 2011:23). Der er i vor tids videnskabsteori en større accept at handlingsforskningen, at ville forandre et system er ikke noget nyt i videnskaben, hvilket Habermas definition af en frigørende erkendelsesinteresse inden for samfundsvidenskaben er et eksempel på (Christensen 2002:158). Det er inddragelsen af jeg et i forskningen, der er højst uforeneligt med den klassiske videnskabsteoris krav om objektivitet. Men i den postmoderne videnskabelse, som er stadig ved at blive defineret, er der ingen tro på absolutte sandheder og objektivitet, og derfor kan det legitimere, at Scharmer inddrager sin egen person i sin videnskabelse. Dette vil blive uddybet senere i afsnittet om postmoderne psykologi. Hvordan kan det mest subjektive af alt personlige erfaringer gøres videnskabelig? Scharmers grundlag for dette er en opfattelse af, at alle mennesker har en kerne af de samme intentioner, som derfor vil komme alle til gode, hvis det bruges i forskningsarbejde. Men denne opfattelse begrundes ikke i empiri, men har mere form som en filosofisk grundantagelse om mennesket, som bygger på Scharmers egne erfaringer, hans egen livshistorie og samtaler med forskellige mennesker. I forhold til det Scharmer selv skriver om sin videnskabsteoretiske baggrund, er han meget inspireret af Husserl og Heideggers fænomenologi, men at han ønsker, at det ontologiske og epistemologiske fokus skal flyttes fra hvad til kilden. Her ses det at Scharmer tager afstand fra de nuværende videnskabsidealer, som fokuserer på objektivt at definere verden og virkeligheden. Han gør det komplet modsatte. Han kalder sin videnskabsteoretiske baggrund for en handlingsvidenskabelig filosofi, som bygger på kærligheden og hjertets forståelse (Scharmer 2011:110). Han har dermed valgt et begreb, som er udefinerbart og subjektivt som sit ideal for viden og som i virkeligheden handler om tro. Samtidig er der en form for cirkelslutning i, at den interviewmetode han gør brug af, ender med at blive hans teori, nemlig åbent hjerte, åben vilje og et åbent sind. For hvordan kan teorien ende med at se anderledes ud, når hans fremgangsmåde definerer hans endelige teori og retningslinjer? Ifølge Poppers fallibilisme er der tale om viden, hvor hypotese og teori bekræfter hinanden konstant.! "F!! #K!

16 Demarkationskriteriet er endvidere interessant i denne diskussion, da det netop er spørgsmålet om Teori Us videnskabelighed der tages op. Kriteriet afgør, hvad der er videnskab, og hvad der er pseudovidenskab, og dermed afhænger kriteriet ifølge Kuhn også af hvilket paradigme, der hersker inden for den videnskabelige verden på det pågældende tidspunkt. Her er Poppers demarkationskriterium utilstrækkeligt, især inden for psykologien, hvor menneskets psyke og indre tilstand ikke kan afprøves, som for eksempel et eksperiment inden for fysikken kan (Christensen 2002:39). Her kan videnskabshistorikeren Imre Lakatos progression gælde som kriterium i stedet for Poppers falsifikation: Videnskabelige teorier er ifølge dette kriterium kendetegnet ved deres positive heuristiske, hvilket vil sige forklarende, værdi. Her anskues videnskabelige teorier aldrig særskilte, men som en del af et forskningsprogram (Christensen 2002:40). Det kan dog indvendes, at progressionskriteriet er relativistisk, da der ikke er noget overordnet ideal om absolutte videnskabelige krav, hvilket medfører en risiko for pseudovidenskab (Christensen 2003:40): Gyldigheden af den heuristiske viden er således afhængig af belæg, der ikke hviler på et lukket teoriunivers kausale forklaringer, men på en form for teoriuafhængig evidens (...) (Sørensen et al. 2006:185). Det vil sige, skellet mellem empiri og teori er uklart, og dermed kan det hverken falsificere eller verificere den heuristiske viden, da anbefalingerne ikke er universelle, og det er ikke klart defineret, i hvilke situationer de skal bruges (Sørensen et al. 2006:185) Men i praktiske sammenhænge og inden for psykologien er dette kriterium yderst anvendeligt (Christensen 2003:40). Progression og heuristik vil diskussionen komme nærmere ind på. Videnskabens metoder Der er forskellige slutningsformer inden for videnskaben, der gøres brug af for at kunne opstille en lovmæssig kausalitet og slutte fra hypotese til teori: Induktion, som tidligere beskrevet, og den hypotetisk-deduktive slutning. Den hypotetisk-deduktive metode stammer fra Poppers fallibilisme og tager sit udgangspunkt i et videnskabeligt problem eller anomali, hvor der foretages en logisk udledning af forudsigelser fra hypotesen, hvor den hypotese med mest empirisk ballast, og med størst chance for at blive falsificeret, vælges som teori (Christensen 2002:32). Scharmers metode er hverken induktion eller en hypotetisk-deduktiv slutning, men abduktion. Abduktion er den metode, den heuristiske pragmatisme gør brug af: (...) en metodisk tilgang til dannelse af de hypoteser, der går forud for verifikation og falsifikation (Sørensen et al. 2006:111). Abduktion går ud på, at videnskabsmanden støder på noget, der virker overraskende og ikke umiddelbart kan forklares, men selve overraskelsen medfører den bedste forklaring på hændelsen: Der er ifølge pragmatismen en logik i selve opdagelsen af viden og ikke kun i bekræftelsen eller afkræftelsen af, at viden er videnskabelig (Sørensen et al. 2006:112). En abduktiv slutning udvikles deduktivt til en teori eller forskellige konsekvenser, som kan undersøges induktivt. Abduktion er ikke en metode, der er lige så stærk som induktion og deduktion, men gør brug af begge disse (Sørensen et al. 2006:112). Scharmer skriver, at første gang han stødte på den blinde plet var i en samtale med en direktør, som sagde, at kilden til en succesfuld handling bygger på den indre tilstand hos den, der handler: Den bemærkning ramte en særlig nerve hos mig (Scharmer 2011:15). Det vil sige, at udgangspunktet for Teori U bygger på, at Scharmer følelsesmæssigt og subjektivt finder sandhed i en anden persons oplevelse. Scharmer! #%!! #"!

17 bruger i stor grad sig selv og sine egne erfaringer til at give belæg for sin teori. Et eksempel er en fortælling, han gør brug af gennem hele Teori U: Da han som barn oplevede hans families går brænde ned i Tyskland (Scharmer 2011:31). Han analyserer sin egen oplevelse efter det første chok over sit barndomshjems komplette forsvinden således: Jeg vidste pludselig, at jeg, mit sande Jeg, stadig levede! Det var dette Jeg, der var den seende. Og denne seende person var mere levende, mere vågen, mere absolut nærværende end det jeg, som jeg havde kendte før. De materielle ejendele, som ilden havde fortæret, tyngede mig ikke længere (Scharmer 2011:32). Scharmer fremfører ikke sine egne erfaringer eller hukommelse med nogen form for tvivl eller usikkerhedsfaktor. Han forholder sig ikke kritisk til sine egne oplevelser og derfor heller ikke kritisk til sin videnskabelse. Refleksion over fremgangsmåde og usikkerhedsfaktorer er ligeledes en del af redelig videnskabelse. Hans empiri bygger på 150 interviews, hvor han beskriver de 150 personer som: (...) enestående teoretikere og folk med praktiske erfaringer inden for strategi, viden, innovation og ledelse fra hele verden (Scharmer 2011:24). Mængden af empiri er omfattende, og hvis Scharmer havde begrænset sit genstandsfelt, ville det være fyldestgørende empiri til at kunne argumentere for dens generaliserbarhed. Scharmers metode er at lave principper ud fra eksempler og erfaringer fra tidligere bestemte kontekster. For eksempel er begrebet seen udarbejdet udelukkende ud fra et tidligere konsulentjob med et patient-læge forum i Tyskland. Virkeligheden vil dog altid være mere kompleks end hvilken som helst teori, og derfor er det nødvendigt i videnskabelige sammenhænge at gøre brug af reduktion: Reduktion vil sige, at man vælger, hvordan man vil anskue det videnskabelige genstandsfelt, for derefter at se bort fra andre aspekter med det formål at afgrænse sit domæne (Christensen 2002:30). Det medfører dog ikke en ontologisk reduktion, men udelukkende en metodisk reduktion, som gør det muligt at undersøge en del af en helhed for at kunne bedømme helheden. Det kan naturligvis være problematisk at slutte fra en analysekonklusion af en del til at gælde for helheden, men om ikke andet er det nødvendigt for at kunne lave en fyldestgørende analyse (Christensen 2002:30). Subjektivismen indebærer ofte tavs viden: De subjektive elementer lader sig med andre ord hverken forklare eller bortreducere uden et væsentligt tab til følge for den terapeutiske praksis (Christensen 2002:150). Det vanskeliggør i høj grad at udlede lovmæssigheder, der kan forudsige fremtidige begivenheder som i naturvidenskaben, men i stedet må generaliseringer bruges som arbejdsredskab gennem en fortolkning, hvor ligheder og genkendelse af mønstre fører til konklusioner om en tekst eller en fortællings mening. I den forbindelse sker der metodisk reduktion ved eksplicit at se bort fra den betydelige usikkerhedsfaktor, der er til stede i form af forskerens subjektivitet, samtidig med at se bort fra at narrativer er en proces, ikke en fuldstændig størrelse. Disse reduktioner er nødvendige for at kunne analysere teksten eller fortællingen. Der eksisterer dog ikke nogen entydig metode til analyse, men mange forskellige retninger, der lægger vægt på forskellige dele af narrativet (Christensen 2002: ). Holisme Psykologiens store fokus på subjektivisme risikerer at medføre holisme. Teorier der bygger på holisme, er et hyppigt forsøg på at undgå reduktionisme, det vil sige at afgrænse sit genstandsfelt, og derved risikere at betragte det psykiske som et! ##!! #$!

18 epifænomen. Devisen er: Helheden er mere end summen af delene (Christensen 2002:88) og ønsket er at forklare sammenhænge mellem forskellige fænomener. Men der er et stort problem videnskabeligt set, da en definition af helhed og hvordan delene passer ind i helheden, som regel ikke defineres, men cirkelslutter i førnævnte devise: Da der ikke gives begrundelser for forholdet mellem del og helhed, kan man hævde, at holismen er en monistisk forståelse, der reducerer alt til helheder. Negeringen af den traditionelle reduktionisme, der finder sted i holismen, bliver med andre ord så kraftig, at der i realiteten bliver tale om en anden form for reduktionisme, holistisk reduktionisme (Christensen 2002:89). Derved er holismen uvidenskabelig, da den ikke opstiller en alternativ videnskabelig metode, samtidig med at den forkaster den metodiske reduktion, der er en forudsætning for al videnskabeligt arbejde (Christensen 2002:89). Scharmer skriver selv at: Spiritualitet kan defineres som oplevelsen af kilden til vores kreativitet (Scharmer 2011:93). Som han endvidere selv påpeger, er den indre tilstand et område, der er svært tilgængeligt at beskrive: Men hvis vi stillede spørgsmålet: Hvorfra udgår vores handlinger? ville de fleste af os blive svar skyldig. Vi kan ikke se udgangspunktet, kilden til den måde, vi handler på. Vi kan ikke udpege det sted, hvor vores bevidsthed og intentioner har deres oprindelse (Scharmer 2011:15). Det er netop det spirituelle og en holistisk tilgang, som er Teori Us ontologiske fundament. Som ovenstående viser er dette problematisk inden for den videnskabelige verden. Postmoderne psykologi Scharmers Teori U ikke er videnskabelig i den gængse forstand, men hans teori kan ses som del af en nyere slags postmoderne form for viden med nogle andre idealer end de traditionelle. Som Gerd Christensen påpeger: Ikke alle teorier er til rådighed på ethvert tidspunkt i historien, ligesom ikke alle teorier betragtes som valide og videnskabelige på ethvert tidspunkt eller i enhver kultur (Christensen 2002:202). Professor i psykologi Donald E. Polkinghorne har forsøgt at definere nogle rammer for en nyere form for psykologisk viden, en postmoderne psykologi. Polkinghornes definition af en praktisk postmoderne epistemologi kan dermed være med til i mere eller mindre grad at retfærdiggøre Teori U som brugbar viden, selvom den set ud fra videnskabsteorien ikke kan defineres som havende et videnskabeligt grundlag. Polkinghorne skelner mellem akademisk psykologi, der har rødder i oplysningstiden, og en postmoderne psykologi, der tager udgangspunkt i praksis, a unified sciencepractice psychology (Polkinghorne 1992:146). Den akademiske klassiske psykologi ser som mål at opstille generelle love for menneskelig adfærd, mens den praktiske psykologi udforsker i en pragmatisk sammenhæng, hvor det er mental sundhed og personlig udvikling, der er i fokus. Den praktiske psykologi brød med den klassiske psykologi, da dens epistemologiske udgangspunkt, en søgen efter lovmæssigheder og sandhed, var på bekostning af klienternes velbefindende og imødekommenhed af behov. Praktisk psykologi skaber følgelig teorier og teknikker ud fra empiri skabt ved interaktion mellem praktikeren og klienten (Polkinghorne 1992:146). Der er en implicit epistemologisk holdning ifølge Polkinghorne i den postmoderne psykologi: The tacit assumptions of this epistemology of practice are: (a) there is no epistemlogical ground on which the indubitable truth of knowledge statemens can be established; (b) a body of knowledge consists of fragments of! #H!! #G!

19 understanding, not a system of logically integrated statements; (c) the test of a knowledge statement is its pragmatic usefulness in accomplishing a task, not its derivation from an approved set of methodological rules (Polkinghorne 1992:147). I et større perspektiv er postmoderniteten en konsekvens af modernitetens nederlag, hvis program byggede på et logisk univers, hvis love kunne opdages af videnskaben og gavne menneskeheden og befri dem fra fattigdom, sygdom, klasse og politisk undertrykkelse. De to verdenskrige, miljøkriser, atombomben og andre negative videnskabelige konsekvenser har foranlediget en mistet tro på dette. Konsekvenserne har været en afvisning af muligheden for viden og en hyldest til diversitet og kortvarighed (Polkinghorne 1992:147). Polkinghorne nævner, at der er fire grundlæggende temaer i den postmoderne epistemologi: foundationslessness, fragmentariness, konstruktivisme og neopragmatisme. I forhold til Teori U, er neopragmatisme især interessant. Neopragmatisme er således et resultat af de tre andre temaer: Mennesket har ikke adgang til en objektiv opfattelse af verden, fordi menneskelig viden består af biologisk medfødte kognitive processer (foundationslessness), virkeligheden og selvet er en splittet, fragmenteret størrelse (fragmentariness) og menneskets oplevelse og opfattelse afhænger af, hvilken historisk, kulturel og social sammenhæng det indgår i (konstruktivisme) (Polkinghorne 1992: ). Neopragmatisme opstiller kriterier for viden og menneskets handlinger ud fra de tre andre antagelser, men mener derved ikke, at viden er relativ og solipsistisk, det vil sige, at jeg et er det eneste, mennesket kan være sikker på eksisterer og dermed fraskrives virkeligheden og andre mennesker. Det er praktisk viden og knowing how i stedet for den traditionelle beskrivelse af virkeligheden gennem teoretisk viden og knowing what. Det er en indsamling af beskrivelser af handlinger, der effektivt har fuldført et intentionelt mål (Polkinghorne 1992:151). Følgende beskrivelse af den neopragmatiske videnskabelse inden for psykologien, passer med den metode Teori U gør brug af: A neopragmatic body of knowledge consists of summary generalizations of which type of action has been successful in prior like situations. These summaries are always unfinished and are in need of continual revision as newly effective actions are discovered. Neopragmatism does not suppose these generalizations to be predictive of what actions will work in new situations; rather, the generalizations have only heuristic value as indicators of what might be tried in similar situations (Polkinghorne 1992:152). En af de problemstillinger projektet tager op, nemlig at Teori U har meget brede rammer og upræcise retningslinjer for, hvordan mennesket skal fuldføre sit mål, er også en af neopragmatismens tilgange: Fragmentariness indebærer, at mennesket ser hver situation som særegen i en bestemt kontekst af tid og sted og værdien af en handling bestemmes ud fra om handlingen har nået sit mål uanset, hvilken metode mennesket bruger dertil (Polkinghorne 1992:152). Når Scharmers empiri, interviews, er så specifikke for deres situation, må de retningslinjer, der udledes heraf, blive overfladiske og uspecifikke i dets forsøg på at blive retningslinjer for andre situationer. Scharmers videnstype er dermed en instrumentel vidensanvendelse, hvilket skal forstås som en viden, der bruges som redskab til at skabe konkrete forandringer. Viden er et instrument (Sørensen et al. 2006:183). Heuristikken er en bestemt for instrumentel vidensanvendelse, som ikke har universel gyldighed, men som fungerer som en slags anbefalede tommelfingerregler gennem regelsæt, faser eller typologier for, hvordan noget skal gøres i en situation. Den heuristiske vidensanvendelse bygger på begrebet best practice, som er baseret på erfaring: Den udmøntes i praksisser, som ofte ikke er ekspliciteret eller officielle, men som! #I!! #J!

20 har vist sig at fungere i anvendelsessituationen (Sørensen et al. 2006:184). Scharmers empiri er hans egne og succesfulde lederes oplevelser, et eksempel er en udtalelse fra en leder i telekommunikationsbranchen: Jeg faciliterer åbningsprocessen, så mit team kan mærke og udnytte de nye muligheder, efterhånden som de opstår i denne hurtigt skiftende udvikling vi opererer i (Scharmer 2011:79). Denne udtalelse bruger Scharmer til at udvikle sin idé om inspiration. I slutningen af det 19. århundrede blev psykologien underlagt videnskabens idealer, hvor den før var mere i tradition med filosofien. Modernitetens psykologi gjorde brug af den hypotetisk-deduktive metode og udformet som love og principper, som praktikere kunne omforme til teknikker til brug i praktiske sammenhænge. Viden udformet af psykologer og terapeuter, der indgik i praktiske sammenhænge, blev ikke betragtet som valid viden, men som bygget på personlige erfaringer og dermed ubrugelige (Polkinghorne 1992: ). Den postmoderne opfattelse af psykologi giver dog langt mere plads til praktikerne og dermed også plads til Teori U som brugbar viden. Flere undersøgelser i 1980erne viser, at praktikere ikke gør brug af akademisk og videnskabelig viden i deres arbejde med klienter: Practitioners have developed a separate system of knowledge generation which is based on the direct sevice of clients (Polkinghorne 1992:154). Ekspertviden udspringer af en dynamisk og kontekstafhængig forståelse. Et relevant begreb i denne sammenhæng er reflection-in-action, hvor psykologen undervejs i en proces gradvist refleksivt tilpasser sin måde at tænke på til situationen (Polkinghorne 1992:156): It is the capacity to keep alive, in the midst of an action, a multiplicity of views of the situation (Polkinghorne 1992:157). Samtidig er begrebet reflection-on-action en bevidst refleksion over den praksis, der er skabt, hvilket vil sige en mere generel refleksion over de tankemønstre, der er opstået gennem reflection-in-action, som modsat er en refleksion, der finder sted under selve interaktionen med klienten (Polkinghorne 1992:157). Der er således en diversitet i brugen af eksisterende psykologiske teorier, der dermed respekterer den menneskelige bevidsthed og den specifikke situation som en kompleks og individuel størrelse og teorierne bruges snarere som modeller eller metaforer end som håndhævede universelle regler, der skal sige noget om virkeligheden (Polkinghorne 1992: ): The epistemology of practice maintains that it is a mistake for a therapist to universalize his or her experience as a applicable to all clients in all situations (Polkinghorne 1992:160). Dette betyder dog ikke at forskeren undlader at bruge sig selv: i indsamlingen af viden er det en styrke i praktisk psykologi at kaste sig selv ind i forskningen og indgå i hermeneutiske processer med klienterne. Det er også det, der kendetegner aktionsforskning, hvilket er Scharmers metode (Scharmer 2011:63). I aktionsforskning inddrager forskeren sig selv og eventuelt andre aktører i sine undersøgelser, og disse undersøgelser er henblik på at skabe ændringer på et givent område (Abrahamowitz 1999:15). Scharmer skriver, at det, der validerer hans viden, er når den kan operationaliseres i praktisk handling, og dermed er nyttig for hans klienter. Hans epistemologiske udgangspunkt er derfor i høj grad i overensstemmelse med den praktiske postmoderne psykologi som Polkinghorne skildrer. Scharmer skriver yderligere: Konteksten kan ses som et levende laboratorium, det sted, hvor eksperimentet observation udføres (Scharmer 2011:133), hvor netop den enkelte situation er en levende social kontekst (Scharmer 2011:134), og som konsulent starter han med at observere for derefter at kunne tilpasse de redskaber, han vil bruge i interviewet til at løse det problem, han har analyseret sig frem til. Denne heuristiske måde at skabe viden på er en af årsagerne til den uklarhed, der hviler over Teori U: En af problematikkerne med teorien, der tages op i dette projekt, er en forvirring omkring, hvornår hvilke dele af U et skal bruges, på trods af at han skriver, at det ikke er en! #F!! $K!