Juni 2011 Daniel Pedersen Vejleder: Anne Lise Laursen

Transkript

1 Speciale Cand.ling.merc. spansk Aarhus University, Business and Social Sciences Institut for Sprog og Erhvervskommunikation Juni 2011 Daniel Pedersen Vejleder: Anne Lise Laursen

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Afgrænsning Metodologi Beskrivelse af empiri Oversættelsesteori og sprogtypologi Oversættelse i EU Problemer for oversætteren af EU- tekster Tekstkonventioner Langue og parole Skoposteori og funktionel oversættelse Skopos i en EU- kontekst Sprogpolitik Interlingval sprogpolitik Intralingval sprogpolitik Sprogtypologi endocentriske og exocentriske sprog Sprogtypologiske forskelle Deverbale substantiver Oversættelsesstrategier Genreteori Tekstgenrer og teksttyper Specialets genrer Diskursfællesskab Oversættelse af EU- tekster i almindelighed og retstekster i særdeleshed Korpuslingvistik i oversættelsessammenhæng Korpustyper Monolingvale korpora Parallelle korpora Multilingvale korpora

3 3.1.4 Monolingvale sammenlignelige korpora Korpora i indeværende speciale Korpusbeskrivelse Translation universals Analyse af korpora Uddybende metodebeskrivelse EU- imagetekster EU- retstekster Sammenligning mellem korpora Konklusion Perspektivering Resumen Litteraturliste Bilag Omfang: tegn svarende til 65 normalsider 3

4 1. Indledning Oversættelse er en disciplin, som har eksisteret næsten lige så længe, som der har eksisteret sprog mellem mennesker. Allerede på bibelens tid blev oversætterfaget en stor og vigtig del af den daværende kultur, da bibelen blev beordret oversat til både græsk og latin. Der er altså langt fra tale om et nyt fænomen, men faget har udviklet sig så meget de seneste år og bliver brugt i så nye og unikke kontekster, at mange problemstillinger og spørgsmål presser sig på. Dette speciale vil have fokus på den del af oversættelsesverdenen, der involverer EU og EU s institutioner. Netop her har oversættelse fået en ganske speciel rolle, i og med at de seneste års store udvidelser af EU har medført, at der skal kommunikeres utrolig meget på tværs af rigtig mange sprog. Det stiller en masse administrative krav til EU s institutioner, men også oversættelsestjenesten påvirkes af disse udvidelser, som har medført, at der nu findes mere end 500 forskellige sprogkombinationer mellem officielle EU- sprog! 1 Tilbage i 1990 erne startede EU diverse sprogkampagner, der skulle resultere i, at der blev kommunikeret i et mere letforståeligt sprog. En af de største og mest kendte kampagner var Fight the fog, som godt nok sigtede mest mod tekster skrevet på engelsk 2, men alligevel var et udtryk for en bred opfattelse af, at der var et problem: EU- tekster var for komplicerede og svære at forstå. Bl.a. pga. mange teksters nærmest uoverskuelige længde 3, men også pga. den såkaldte eurojargon, hvor der bruges mange specifikke EU- termer, som ikke giver meget mening hos den almindelige EU- borger. Løsningen virkede simpel: Tal og skriv klart og tydeligt og undgå for mange svære ord. Men hvordan udføres dette i praksis, og hvordan rammer man en tone, der passer til modtageren? Efter min mening er det ikke muligt at opsætte ét overordnet regelsæt, da oversættelser optræder i vidt forskellige kontekster og er rettet mod vidt forskellige målgrupper. Dette gælder også i en EU- kontekst, og derfor har jeg valgt at beskæftige mig med to forskellige 1 Med 23 sprog der hver især kan kombineres med de 22 resterende sprog, når man forholdsvist enkelt til det tal. 2 Clear writing p. 3 3 Dette har man bl.a. forsøgt at komme til livs ved at anbefale et maksimum på 15 sider for et EU- dokument (Skriv klart) 4

5 tekstgenrer, som passer ind i to forskellige oversættelsessituationer. Disse tekstgenrer er EU- image og EU- ret. Inden jeg går i gang, er der dog mange spørgsmål, der presser sig på. F.eks. virker det relevant at spørge, om det overhovedet er muligt at måle, hvad der er en god oversættelse. For at kunne tage stilling til dette kræver det, at der findes nogle kriterier for, hvad der er en god oversættelse. Et stort omdrejningspunkt i dette speciale er derfor, hvad der kan anses for at være kvalitetskriterier inden for oversætterfaget. Noget andet er, om det er muligt at opstille retningslinjer for, hvordan man gennem oversatte tekster nærmer sig EU s borgere. For det er vel det, man forsøger at gøre, når man begynder at skrive og tale mere klart og tydeligt? For at kunne foretage nogle målinger, som kan være med til at danne grundlag for disse retningslinjer, kræver det en eller anden form for værktøj. Oversætterfaget har altid disponeret over forskellige typer værktøjer, hvor ordbogen måske er det mest kendte. Men moderne teknologi og internettets komme har gjort, at nye værktøjer tager form og konstant bliver mere og mere brugbare. Et af disse værktøjer (Wordsmith Tools) vil blive benyttet som det primære værktøj i indeværende speciales analysedel. Som en indledende bemærkning er det også vigtigt at pointere, at kriterierne for god sprogbrug ikke er de samme på alle sprog, og det er derfor nødvendigt at forholde sig til, hvad der adskiller sprogene. Dansk og spansk tilhører to forskellige sprogfamilier (hhv. den germanske og den romanske), hvilket gør, at de adskiller sig på nogle helt grundlæggende punkter, som man er nødt til at tage højde for, inden man sammenligner dem. Af denne grund vil specialet bl.a. fokusere på nogle af de sprogtypologiske træk, der adskiller de to sprog. Sprog opfører sig forskelligt og har i nogle tilfælde præference for én form frem for en anden. Dette må man som oversætter tage højde for, idet la traducción consiste precisamente en cambiar de vehículo, porque el vehículo de las ideas no es el mismo ni es igual en las lenguas. 4 Disse forskelle kan ikke udelukkende forklares ud fra, hvad der er grammatisk muligt (langue, se p. 19). Man må også forholde sig til, hvilke løsninger sprogbrugerne 5 vælger, når de skal udtrykke en bestemt idé (parole, se p. 19). Ved på den måde at foretage observationer i et 4 (Vázquez- Ayora 1997: 268) 5 Her tænker jeg som udgangspunkt på folk, der udtrykker sig på deres modersmål. 5

6 korpus af tekster, der er repræsentative for en given genre, bliver det muligt at beskrive, hvordan de sprogtypologiske træk kommer til udtryk i denne genre, men også hvor typiske de i grunden er for genren. Dette speciale bliver en gennemgang af moderne oversættelsesteori, korpuslingvistik og et indblik i, hvordan oversætterens teoretiske og praktiske værktøjer kan anvendes i en EU- sammenhæng, hvor oversætterfaget konstant bliver en mere og mere essentiel faktor for samarbejdet mellem Europas stater. Oversættelse er et fag, der kræver kendskab til andet end blot sprog. Genrekonventioner, bevidsthed om modtagergruppen og en række andre faktorer er med til at gøre forskellen på, om en oversættelse når ud til modtageren eller ej. Jeg går i dette speciale ud fra, at disse faktorer er målbare, og at man gennem optællinger af specifikke sproglige fænomener kan danne basis for en beskrivelse af en oversættelses kvalitet og brugervenlighed. 1.1 Problemformulering Jeg vil analysere et korpus af spanske EU- tekster inden for genrene lovtekster og EU- image og deres danske pendanter. Analysen skal foretages med udgangspunkt i følgende sproglige fænomen: Nominalisering kontra verbalisering. Jeg vil lave optællinger af deverbale substantiver i de forskellige korpora og sammenligne antallet af disse på spansk og på dansk. Ud fra disse optællinger vil jeg undersøge, i hvor høj grad de spanske og danske oversættelser er tilpasset deres respektive målsprogs konventioner. Jeg vil gennem en sammenlignende analyse af danske og spanske oversatte EU- tekster inden for genrene lovgivning og EU- image undersøge brugervenligheden i de forskellige tekster og vurdere, hvorvidt teksterne er tilpasset målsprogets og målkulturens konventioner. De to korpora vil blive undersøgt hver for sig, og jeg vil derfor opnå to resultater. Et for sprogbrugen i EU- retsakter og et for sprogbrugen i EU- imagetekster. I begge tilfælde vil der 6

7 naturligvis være tale om sprogbrugen på både dansk og spansk. Til arbejdet vil jeg benytte mig af softwareprogrammet Wordsmith Tools Afgrænsning For at lave en uddybende analyse af sprogbrugen og dens adækvathed i forhold til modtagergruppen kræver det en grundig gennemgang af mange forskellige faktorer, da et sprog ikke kan karakteriseres alene ud fra brugen af substantiver. Derudover har erfaringer inden for korpuslingvistikken vist, at det oftest kræver meget store korpora for at kunne opnå tilfredsstillende og holdbare resultater. 6 En udtømmende analyse vil derfor ikke være mulig grundet specialets begrænsede omfang. Formålet må derfor være at udplukke enkelte relevante elementer, der kan tjene som eksempler på, hvordan EU- oversætterne griber deres opgave an. Hvad angår mine korporas størrelse, er de også meget beskedne sammenlignet med, hvad man ellers ofte ser inden for korpuslingvistikken. Dette er også en direkte konsekvens af specialets begrænsede omfang, og derfor har jeg også været meget målrettet i min udvælgelse af tekster. For at optimere brugbarheden af de valgte korpora, har jeg valgt at holde mig til få udvalgte genrer, således at de tekster, der indgår, kan være mere repræsentative for lige nøjagtig disse genrer og ikke skal fungere som eksempler på generel sprogbrug i EU. Ud fra disse kendsgerninger er det også muligt at komme med en mere præcis vurdering af, hvad der reelt set kan udrettes med dette speciale. Resultaterne vil komme til at sige noget om en meget specifik gruppe tekster tilhørende to specifikke tekstgenrer (som begge befinder sig inden for en EU- kontekst) og vil beskrive brugen af udvalgte sprogtypologiske fænomener på både dansk og spansk. 6 (Corpas Pastor 2008: 2) 7

8 1.3 Metodologi Da man i EU ikke taler om oversættelser, men mere om forskellige sprogversioner af samme tekst, vil jeg i min analyse ikke skelne mellem kilde- og måltekst, da det grundet teksternes status som ligestillede originaler 7 ikke giver mening at skelne på den måde. Derudover er det rent praktisk umuligt eller i hvert fald meget vanskeligt at finde ud af, hvilket sprog EU- tekster originalt er forfattet på. Og sandsynligheden for at det for teksterne i dette speciale er enten spansk eller dansk, er meget lille. Det er dog ikke et særlig afgørende faktum, da jeg ikke vil koncentrere mig om måltekster i forhold til deres kildetekster, men derimod om karakteristika hos danske og spanske måltekster. Formålet med analysen er at finde ud af, hvordan oversættelserne fungerer som selvstændige tekster, hvorfor det i analysen af en given tekst er mere hensigtsmæssigt at sammenligne med målsprogets konventioner end med kildetekstens indhold. Mange korpuslingvister har den samme indgangsvinkel til forskning i oversatte tekster og undersøger karakteristiske fænomener i oversatte tekster ved at sammenligne dem med ikke- oversatte paralleltekster. Dermed fjerner deres metode sig også fra en sammenligning mellem kildetekster og deres måltekster og koncentrerer sig i stedet for om to korpora af måltekster. Min analyse vil også basere sig udelukkende på måltekster, men med den forskel at det er med et bilingvalt og ikke et monolingvalt korpus som omdrejningspunkt. På den måde bliver det ikke en sammenligning mellem oversatte og ikke- oversatte tekster, men af forskelle på to sæt sprogversioner af de samme tekster, hvilket kommer til at resultere i en redegørelse af oversættelsesmønstre på to forskellige sprog (spansk og dansk). Jeg vil analysere et korpus af spanske EU- tekster inden for genrerne lovtekster og EU- image og deres danske pendanter. Analysen skal foretages med udgangspunkt i følgende sproglige fænomen: Nominalisering kontra verbalisering. 7 Man må formode, at der som i enhver anden oversættelsessituation er en kildetekst, som bliver brugt til at redigere en ny tekst på et andet sprog. Men EU s sproglige ligestillingsprincip gør, at de fleste EU- tekster, uanset sprog, vil blive betragtet som originaler. 8

9 Jeg vil lave optællinger af deverbale substantiver i de forskellige korpora og sammenligne antallet af disse på spansk og på dansk. Ud fra disse optællinger vil jeg undersøge i hvor høj grad, de spanske og danske oversættelser er tilpasset deres respektive målsprogs konventioner. Til metoden kan man indvende, at en oversættelse med en høj forekomst af de særlige sproglige karakteristika ikke nødvendigvis er en umarkeret oversættelse. Både Toury (1995) og Baker (2004) taler om henholdsvis standardisering og normalisering inden for oversættelse. Deres hypotese er, at oversættere tit har en tendens til at overdrive sproglige fænomener, som er karakteristiske for målsproget. Med andre ord tør de ikke i samme grad som forfattere af originaltekster at gøre sig fri af traditionelle formuleringer og bruge ukonventionelle løsninger. Dette fænomen hører ind under translation universals, som vil blive beskrevet senere i opgaven (se p. 62). 1.4 Beskrivelse af empiri Dette speciale tager afsæt i korpuslingvistikken, som er beskrevet senere i opgaven. Empirien består således af udvalgte EU- tekster, der er sat sammen i flere subkorpora, som tilsammen kan siges at udgøre hele specialets suprakorpus. 8 Alle tekster er udvalgt inden for genrerne EU- image og EU- ret, og for begge genrer gælder det, at der både er tekster på dansk og på spansk. Den valgte empiri er således opdelt i fire subkorpora: Danske EU- imagetekster Spanske EU- imagetekster Danske EU- retstekster Spanske EU- retstekster 8 Denne term har jeg selv lavet. Den betegner den samlede mængde af korpora og er illustreret i den hierarkiske figur på denne side under navnet Specialets korpus. 9

10 Inddelingen af korpora kan illustreres på følgende måde: Specialets korpus ord Imagekorpus ord Retskorpus ord Spanske imagetekster ord Danske imagetekster ord Spanske retstekster ord Danske retstekster ord For både imageteksterne og retsteksterne gælder det, at der er tale om danske og spanske sprogversioner 9 af de samme tekster, hvilket vil sige, at de udspringer fra de samme originaltekster. Det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at ingen af de udvalgte tekster er deciderede originaltekster. De er alle sammen oversættelser fra et eller flere fælles sprog (som må formodes at være enten engelsk, fransk eller tysk). Men da formålet med dette speciale aldrig har været at studere oversættelse mellem spansk og dansk, spiller dette faktum ikke den store rolle. Der er udelukkende valgt tekster, som er frit tilgængelige via EU s hjemmesider, hvor alle eksisterende sprogversioner findes samlet. 10 Der er dermed garanti for, at de anvendte danske og de spanske korpora er baseret på de samme udgangstekster Se forklaring i afsnittet Oversættelse i EU 10 Find samlet oversigt over anvendte tekster i litteraturlisten pp Den traditionelle skelnen mellem kilde- og måltekster synes vanskelig at overføre til denne sammenhæng. For det første fordi det er mere eller mindre skjult, hvad der er kildetekst, og for det andet fordi alle de anvendte tekster anses for værende lige gyldige. 10

11 2. Oversættelsesteori og sprogtypologi En stor del af dette speciale sigter mod at finde svar på, i hvor høj grad danske og spanske EU- oversættelser tilpasses deres respektive sprogs konventioner. Af denne grund kræves der et solidt teoretisk grundlag, som kan give et klart billede af, hvad der kan siges at være sprogkonventioner for henholdsvis dansk og spansk. Meget af den anvendte teori vil derfor omhandle sprogtypologi og nogle af de kontrastive elementer i dansk og spansk sprogbrug. Til denne del af teoribehandlingen har jeg hovedsageligt benyttet mig af Korzen og Lundquist (2004), som har beskæftiget sig meget med de sprogtypologiske forskelle på endocentriske og exocentriske sprog. Dette speciale omhandler udelukkende oversættelse inden for en EU- kontekst, hvorfor jeg vil indlede med at beskrive de rammer, der gør sig gældende for netop denne type oversættelser. 2.1 Oversættelse i EU I 2007 foretog EU sin foreløbigt sidste udvidelse, hvilket bragte antallet af medlemslande op på 27 og antallet af officielle sprog op på 23. Det faktum at 23 af de talte sprog i EU (ikke alle talte sprog i EU har status som officielle EU- sprog) er officielle, betyder, at man i EU arbejder og udfærdiger tekster og taler på 23 forskellige sprog. Det gør netop denne institution til noget helt unikt i forhold til andre internationale institutioner, som f.eks. FN, der har 6 officielle sprog (engelsk, fransk, spansk, russisk, kinesisk og arabisk) og NATO, som har 2 officielle sprog (engelsk og fransk). Aldrig før har man set en international institution, der arbejder på så mange forskellige sprog, og det har da også skabt en helt særlig situation i EU, hvor begrebet multilingvisme har fået en helt speciel betydning, som går langt ud over det at tale mange sprog eller udgive tekster på mange forskellige sprog. Det har nemlig den helt unikke ilagte betydning lige rettigheder for alle officielle sprog. Multilingvisme er altså i EU- sammenhæng ikke bare et begreb, der omhandler sprog, men et udtryk for et centralt demokratisk ligestillingsprincip (Valdivieso Blanco 2008: 5) 11

12 Behovet for multilingvisme opstår i kraft af EU s form. Som Union skal EU være tæt på borgerne og være til gavn for dem på samme måde som en nationalstat (uden at der yderligere skal laves nogen sammenligning mellem EU og nationalstaten). Dette sker mest optimalt, hvis den kommunikerer på borgernes sprog. Enhver EU- borger har ret til at skrive til en EU- institution og få svar på sit eget sprog. Eksisterede denne ret ikke, ville nogle EU- borgere være tvunget til at kommunikere med EU s institutioner på et fremmedsprog, mens andre ville kunne benytte sig af deres modersmål. Netop her ses det demokratiske aspekt i at ligestille alle (officielle) sprog i EU. I praksis har dette ligestillingsprincip en kæmpe betydning for arbejdsgangen i EU. Samtlige EU s lovtekster skal oversættes til alle 23 EU- sprog og alle 23 versioner skal have nøjagtig samme gyldighed. Der findes altså ikke nogen lovtekst, som betragtes som mere original eller mere gældende end andre. Da alle tekster opfattes som ligestillede eller som originaler, vil man i EU- sammenhæng sjældent tale om oversættelser af lovtekster, men derimod om forskellige sprogversioner af samme tekst. Total lighed mellem sprogene kan dog skabe problemer i forbindelse med oversættelse af EU- tekster, da fuldstændig ækvivalens mellem sprog er svær eller nærmest umulig at opnå Problemer for oversætteren af EU- tekster Oversættelse kan af mange forskellige grunde være en vanskelig opgave. Sprog er som regel særegne og har specielle karakteristika, der kan gøre det svært at overføre den eksakte mening i et udtryk fra ét sprog til et andet sprog. Det kan i mange tilfælde skyldes noget rent grammatisk, der umuliggør visse formuleringer, men langt mere kompliceret bliver det, når det drejer sig om kulturelle særegenheder, hvis betydning aldrig kan blive den samme for folk inden for og uden for denne kultur. Selv når det kommer til simple hverdagsord, kan der opstå problemer på grund af kulturel forskellighed. Mange tilsyneladende almene ord kan være vanskelige at oversætte, da de kan have vidt forskellige konnotationer på de forskellige sprog. F.eks. vil man på dansk forstå en grøn politiker som en, der yder en indsats for miljøet, mens den direkte spanske oversættelse un político verde skaber et billede af en politiker, der yder en knap så prisværdig indsats. 12

13 På samme måde kan et ord som brød forstås på mange forskellige måder. For en franskmand eller en spanier vil det hovedsageligt være en aflang baguette, mens en dansker sagtens kunne tænkes at associere ordet med et mørkt stykke rugbrød. 13 Denne konkrete problemstilling kan i et vist omfang overføres til den senere analysedel. Denne kommer godt nok til at omhandle forskellige ordklassers påvirkning på modtageren og ikke forskellige konnotationer knyttet til ét bestemt ord, men begge dele har det til fælles, at de tjener som eksempler på, at man ved at bruge det samme ord på to forskellige sprog ikke nødvendigvis skaber de samme konnotationer hos modtageren. Disse er eksempler på problemstillinger, som enhver oversætter kan stå over for. Dette gælder naturligvis også EU- oversætteren, som derudover står over for den udfordring at skulle forholde sig til EU- specifikke termer, der ikke altid er nemme at oversætte. EU- oversættere er tit tvunget til at være meget opfindsomme, da mange nøglebegreber i EU ikke har nogen åbenlys ækvivalent på flere af de officielle sprog. Et eksempel herpå er det franske acquis communautaire. 14 Men de kulturelle forskelle kan dog allerede komme til udtryk i valget af genre. Tekstgenren i sig selv kan sende et signal om, hvilken kultur vi befinder os i, og i en EU- kontekst, hvor alle (i hvert fald juridiske dokumenter) optræder på mere eller mindre samme niveau uanset sprogversionen, kan det også skabe problemer i forhold til den modtager, der måtte sidde i den anden ende. Lundquist (2003) tager fat i EU- tekstgenrer og problematiserer det faktum, at én og samme tekstgenre kommer ud til flere forskellige kulturer uden særlig hensyntagen til, hvordan den vil blive modtaget. Som eksempel bruger hun præamblen til Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, der findes på alle officielle EU- sprog. I sit konkrete eksempel sammenligner hun den franske og den danske udgave og kommer efterfølgende med et forslag til, hvordan den danske udgave kunne forbedres. 13 (Wagner 2001b: 66) 14 (Wagner 2001b: 64) 13

14 Alene det faktum, at der er tale om en præambel, giver hver enkelt nationalitet en forskellig indgangsvinkel. Man kommer ikke uden om, at jura er stærkt forankret i kulturelle traditioner og derfor er opbygget på vidt forskellige måder i hver (europæisk) kultur. 15 Der findes ikke en fælles europæisk tradition for at bruge præambler (Lundquist 2003). Det er en specifik juridisk (sub)genre, som især er kendetegnende for franske retstraditioner 16 og som derfor potentielt vil virke mere bekendt for en franskmand end for en dansker. Dette kan komme til at betyde noget for måden, hvorpå forskellige nationaliteter opfatter en sådan tekst. Den franske modtager vil føle sig hjemme i en tekst som denne, da den minder om det, han/hun er vant til fra sin egen nationale kontekst. En dansk modtager vil i højere grad være tilbøjelig til at opfatte teksten som værende noget fremmed og udefrakommende. Disse opfattelser kommer alene ud fra den genre, modtageren bliver præsenteret for. Taget i betragtning, at det drejer sig om et officielt retsdokument, som har samme status for alle EU- borgere, virker det dog ikke særlig praktisk at begynde at ændre i genren fra sprog til sprog, men der kan være andre steder, hvor man kan tage fat og gøre teksten mere brugervenlig. Gennem en ny dansk udgave af præamblen, som er tilpasset de danske sprogtypologiske konventioner 17, giver Lundquist et bud på, hvordan det er muligt at lette forståelsen hos modtageren og samtidigt øge dennes accept af teksten. Nedenfor ses to eksempler fra Lundquist (2003). Det ene er fra den officielle danske præambel. Det andet er fra en uofficiel version, hvor der er taget højde for de sprogtypologiske forskelle mellem dansk og fransk (mellem germansk og romansk): Officiel: Unionen bidrager til bevarelsen og udviklingen af disse fælles værdier under hensyn til de europæiske folks forskelligartede kulturer og traditioner samt til medlemsstaternes nationale identitet og organisering af deres offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan. 15 (Baron 2003: 101) 16 (Lundquist 2003: 119) 17 Se afsnittet om sprogtypologi 14

15 Uofficiel: Unionen bidrager til at bevare og udvikle disse fælles værdier, idet den samtidig respekterer de europæiske befolkningers forskelligartede kulturer og traditioner samt medlemsstaternes nationale identitet og indretning af offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan. 18 Vi ser her et konkret eksempel på to fænomener, som vil blive beskrevet senere hen, nemlig nominalisering og verbalisering (se p. 36). Der er i begge tilfælde tale om den samme præambel. Genren og konteksten har ikke ændret sig. Men hvor det første eksempel har valgt at bibeholde den typisk romanske nominalstil (bevarelsen og udviklingen), har det andet eksempel taget højde for de germanske sprogkonventioner ved at benytte sig af en verbalstil (bevare og udvikle). Det er naturligvis værd at tage med i betragtning, at EU- oversættelser af denne type skal opfylde meget strenge krav, hvad angår tekstnærhed i forhold til udgangsteksten, men med introduktionen af endocentriske og exocentriske sprogforskelle i en EU- sammenhæng og det konkrete oversættelsesforslag sandsynliggør Lundquist, at det er muligt at tilpasse selv et retsdokument, således at det bliver mere flydende og umarkeret, uden at man på den måde tilføjer betydningsændringer. Især når det gælder nominalisering, vil det som regel være sådan, at en sætnings kernebetydning forbliver den samme, uanset om man benytter et verbum eller dets deverbale substantiv. 19 Kigger man endnu en gang på Lundquists eksempel, virker dette da også meget sandsynligt. På det semantiske niveau er der dybest set ingen forskel på at sige Unionen bidrager til bevarelsen og udviklingen af disse fælles værdier og Unionen bidrager til at bevare og udvikle disse fælles værdier. Det bliver altså sværere og sværere at tro på, at man ved at lave grundlæggende sproglige tilpasninger automatisk risikerer at ødelægge en teksts betydning. Om man på samme måde kan tage fat i forskellige genrekonventioner og tilpasse dem de enkelte modtagergrupper er en anden sag, som vil kræve endnu mere uddybning og sagtens kunne tænkes at møde flere modargumenter. 18 (Lundquist 2003: ) 19 (Høeg Müller 1998: 29) argumenterer ud fra nogle eksempler for, at de semantiske relationer mellem det leksikalske kerneverbum og dets argumenter er de samme, som hvis det havde været et deverbalt substantiv. 15

16 2.2 Tekstkonventioner Modtageren spiller i det hele taget en væsentlig rolle i mange henseender. En oversættelse er en del af en kommunikationssituation, der som oftest vil stille krav om at tage hensyn til modtageren for at kunne fungere efter hensigten. Tidligere så vi et forsøg fra Lundquists side på at gøre en tekst mere brugervenlig, uden at det medfører betydningsmæssige ændringer, som i et retsdokument ville kunne få alvorlige konsekvenser (se pp ). Fordelen ved at foretage denne slags ændringer kunne være at lette forståelsen hos modtageren, men også gennem den sproglige tilpasning at gøre teksten mindre fremmed for modtageren, således at den i højere grad rent sprogligt ligner noget, modtageren i forvejen kender. På den måde bliver det også lettere for modtageren at acceptere en tekst og dens indhold. Afsenderen spiller dog også en rolle, da dennes autoritet i forbindelse med en præambel til et EU- charter automatisk vil skabe en form for accept. Netop accepten hos modtageren optræder hos mange teoretikere som et bærende element for en tekst. 20 Nogle af de teorier, hvor denne accept af teksten indgår, vil blive beskrevet i det følgende. Inden for tekstlingvistikken peger man på en række krav, som en tekst skal opfylde, for at den fungerer i en given kommunikationssituation. Disse krav til tekstualiteten opdeles traditionelt i syv dimensioner, som er kohæsion, kohærens, intentionalitet, acceptabilitet, informativitet, situationalitet og intertekstualitet. 21 Hvor kohæsion og kohærens først og fremmest handler om sammenhængen i en tekst, både grammatisk og indholdsmæssigt, er de resterende dimensioner meget kontekstbetonede. Afsenderen af en tekst må altid have et formål eller en intention med det, som han eller hun kommunikerer. En tekst, som ikke tjener noget formål, eller hvor modtageren ikke kan se, hvad formålet er, vil have svært ved at blive forstået eller i det hele taget accepteret. Selve acceptabiliteten synes dog ikke kun at være forbundet med intentionaliteten. Kohæsion og kohærens spiller også en vigtig rolle, da disse elementer er grundlæggende for, at en tekst overhovedet giver mening og kan forstås, men også de resterende dimensioner, 20 Ud over den teori, der bliver gennemgået i dette afsnit, finder vi også accepten hos modtageren som et betydeligt element hos Toury (1995). Dette vil blive gennemgået senere i specialet (se p. 23). 21 (Jørgensen 1999: 108) 16

17 informativitet, situationalitet og intertekstualitet, er afgørende for, hvordan og om en tekst accepteres af modtageren. Situationalitet og intertekstualitet handler om, at det også er af stor betydning, hvor og hvornår en tekst formidles. Modtagerens accept styres blandt andet af den situation, hvori en tekst optræder og de forventninger, som situationen er med til at forme hos modtageren. Når vi f.eks. læser en vejrudsigt, vil vi på forhånd have en meget klar idé om, hvad vi kommer til at læse, hvordan sproget er og hvordan hele teksten er sammensat. Situationen er så at sige med til at øge vores accept af en tekst, som i andre sammenhænge ville virke malplaceret og underlig. Intertekstualiteten er vigtig, idet en tekst sjældent står helt alene. Den vil som regel kunne ses i forhold til andre tekster, der tidligere er skrevet og vil også selv kunne danne grundlag for tekster, der bliver skrevet i fremtiden. Hvis vi går tilbage til det simplificerede eksempel med vejrudsigten, vil den kunne ses som en slags føljeton, hvor dagens vejrudsigt vil hænge sammen med den fra dagen før. Hvis det i går var snevejr og frostgrader, vil vi i dag forvente kulde og måske endnu mere snevejr og dertil have en forventning om lignende vejrforhold i morgen. Informativitet handler om, hvilken grad af information en tekst indeholder. Nogle genrer vil som hovedregel være mere informative end andre, men også ord kan variere i informationsgrad. Typisk vil informationsgraden variere meget, når man i en kommunikationssituation har mulighed for at vælge flere forskellige ord. 22 Senere (se p. 63) vil jeg eksemplificere betydningen af at skifte fra et ord til et andet, ligesom vi i analysedelen kommer til at se, hvilken betydning det kan have, når man skifter fra en ordklasse til en anden. I disse tilfælde vil informationsgraden sjældent ændre sig, men det kan reaktionen hos modtageren kan i nogle tilfælde. I analysedelen kommer jeg dog ind på, at man ved at vælge et verbum fremfor et substantiv ofte vil bringe yderligere information om, hvem der udfører en given handling. 22 (Shannon og Weaver 1949) 17

18 Alle disse dimensioner er med til at forme en sammenhængende tekst, som kan accepteres hos modtageren, men et element, som endnu ikke er blevet berørt særlig meget og som er relevant i en EU- sammenhæng, er afsenderens rolle. Afsenderen kan ikke gøre så meget ved, hvem vedkommende er, men dette kan alligevel have betydning for, hvordan en tekst modtages. Jeg vil senere komme nærmere ind på, hvordan forholdet mellem afsender og modtager kan påvirke accepten af en tekst (se p. 23), og hvordan det kan påvirke kommunikationssituationen, at der er tale om en oversættelse. Inden da vil jeg kort vende tilbage til tekstualitet og især dimensionen informativitet, som i høj grad også er til stede hos Grice (1975) i hans fremstilling af de fire maksimer: Kvantitet Giv så præcis information som muligt. Sig hverken for lidt eller for meget. Kvalitet Sig sandheden, og videregiv ikke information, du mangler bevis for, eller som du tror er falsk. Relation Giv så relevant information som muligt. Måde Undgå uklare og tvetydige ytringer, og giv så korte og velordnede meldinger som muligt. Grices fire maksimer er ikke rettet decideret mod oversættelse, men mod kommunikation generelt. Alligevel er de med til at danne et billede af, hvilke krav en oversættelse, ligesom alle andre former for kommunikative midler, bør opfylde. Især Grices fjerde maksime (måde) er ifølge Lundquist med til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, præamblen til Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (se pp ) er udformet på. For velordnede meldinger på ét sprog er ikke nødvendigvis det samme som velordnede meldinger på et andet sprog. 2.3 Langue og parole Oversættelse er en lingvistisk disciplin, som i kraft af sin store udbredelse, bl.a. i EU- sammenhæng, i en vis grad er med til at forme sprogbrugen. For at forstå hvad oversættelse gør og kan gøre, er det derfor vigtigt at behandle sprog og sprogbrug på et mere generelt plan. 18

19 En grundlæggende skelnen inden for lingvistikken, som har haft stor betydning for oversættelsesteorien og oversættelsesdisciplinen som sådan, blev gjort for godt 100 år siden, da Ferdinand de Saussure udgav sit store værk Cours de linguistique générale. I dette værk skelner Saussure mellem fænomenerne langue og parole, som tilsammen udgør det, man kan kalde et sprog. Langue er for Saussure sprogsystemet og de tegn, der indgår i dette. Langue er noget kollektivt, som ikke bestemmes af den enkelte, men som er fastsat udefra: La langue n est pas une fonction du sujet parlant, elle est le produit que l individu enregistre passivement 23 Langue er altså udtryk for et mere eller mindre komplet system (sprog udvikler sig selvfølgelig hele tiden), som er fælles for den gruppe af mennesker, der benytter sig af dette sprog. Parole, derimod, er det enkelte individs brug af dette sprogsystem: La parole est au contraire un acte individuel de volonté et d intelligence, dans lequel il convient de distinguer : 1. les combinaisons par lesquelles le sujet parlant utilise le code de la langue en vue d exprimer sa pensée personnelle ; 2. le mécanisme psycho- physique qui lui permet d extérioriser ces combinaisons. 24 Parole er sprogsystemet i aktion og kan tage mange forskellige former, alt efter hvem der taler. Til trods for at det er to vidt forskellige begreber, hænger de uløseligt sammen og kan ifølge Saussure ikke eksistere uden hinanden: la langue est nécessaire pour que la parole soit intelligible et produise tous ses effets ; mais celle- ci est nécessaire pour que la langue s établisse (Saussure 1972: 30) 24 (Saussure 1972: 30-31) 25 (Saussure 1972: 37) 19

20 Denne måde at anskue sprog på giver et godt fundament for at forstå bl.a. de sprogtypologiske forskelle, vi senere kommer til at stifte bekendtskab med samt nogle af de oversættelsesvanskeligheder, der også vil blive berørt. Når man oversætter, foregår det mellem to sprogsystemer (langue), men så sandelig også mellem to måder at brug disse sprogsystemer på (parole). Dette betyder, at det ikke er nok at tage højde for forskelle mellem sprogsystemerne. En oversætter bør også tage højde for de forskelle, der er mellem de måder, hvorpå disse sprogsystemer bruges (f.eks.: Hvad er idiomatisk korrekt?). Godt nok siger Saussure, at parole er den enkeltes individuelle måde at udtrykke sig på, men der findes næppe nogen, som udtrykker sig uden at være under en eller anden form for ekstern indflydelse, som i dette tilfælde vil være de andre sprogbrugere. Det er derfor rimeligt at antage, at parole på et eller andet plan kan ses som en kollektiv udtryksform inden for et givent sprog og en given kultur; der er simpelthen nogle udtryksformer, man er mere tilbøjelig til at bruge end andre. Ikke kun pga. personlige tanker og idéer, men også pga. det fælles fundament, der binder en gruppe mennesker sammen og udgør en kultur. Dette kommer bl.a. til udtryk inden for sprogtypologi, som er et emne, der vil blive grundigere beskrevet senere hen (se p. 32). Selvom to sprogsystemer (f.eks. det danske og det spanske) på nogle punkter tillader de samme konstruktioner, er det ikke det samme som, at de respektive sprogs brugere intuitivt vil vælge de samme konstruktioner. Dette emne kan viderebehandles ved at tage fat i to andre af Saussures begreber, som er stærkt forbundet med de allerede nævnte (langue og parole). Saussure skelner nemlig også mellem et sprogligt tegn (signifiant) og det begreb eller den genstand, som dette tegn beskriver (signifié). Det sproglige tegn kan lidt banalt siges at være et ord, f.eks. træ. Le signifié er det, som tegnet forsøger at beskrive (i dette tilfælde en stamme med en krone af grene og blade som har rødder, der går ned i jorden). Det er dog knap så simpelt at opnå den fulde forståelse, da et tegn ikke kun forstås ud fra simple denotationer (se beskrivelsen af et træ), men også ud fra konnotationer, som kan variere fra sprog til sprog og fra kultur til kultur, hvilket vi tidligere har set et par eksempler på (se pp ). 20

21 Alt i alt kan Saussure hjælpe med til at forstå nogle af de vanskeligheder, oversættere kan havne i, samtidigt med at det skaber et godt fundament for at forstå vigtigheden af den funktionelle tilgang til oversættelse, som sætter fokus på modtageren og dennes forståelse af afsenderens budskab. 2.4 Skoposteori og funktionel oversættelse Et af de helt store skred i oversættelsesteorien kom i 1970 erne med Gideon Toury 26, som begyndte at tale om den funktionelle tilgang til oversættelse. Dette er senere blevet fulgt op af bl.a. Christiane Nord. 27 Den funktionelle tilgang og hele idéen om, at det er tekstens skopos (formål), der fastlægger, hvordan oversættelsen skal se ud, har været en stærk inspiration for dette speciale og udgangspunktet for en stor del af både det teoretiske og det praktiske arbejde. Der er dog også andre teoretiske felter, som, grundet specialets udformning, har haft stor relevans, og som derfor også vil blive gennemgået i det følgende teoriafsnit. Disse teoretiske felter hænger i høj grad sammen med den empiri og den metode, der bliver anvendt i specialet. Eftersom jeg har valgt at beskæftige mig med EU- oversættelser og bestemte genrer inden for dette felt, har genreteorien samt teori om sprogpolitik været to af specialets grundlæggende elementer. Genreteorien i kraft af at jeg ikke opfatter oversættelserne som én type tekster, men som repræsentanter for to vidt forskellige genrer med hver deres konventioner, og sprogpolitikken bl.a. fordi man ikke må glemme, at alene det faktum, at der findes mange forskellige sprogversioner af de i specialet anvendte tekster, er et udtryk for en sprogpolitisk stillingtagen. Endelig har jeg dedikeret et helt kapitel til korpuslingvistikken, som er det, der danner grundlag for hele analyseafsnittet. 26 Toury, Gideon (1995). Descriptive Translation Studies and Beyond 27 Nord, Christiane (2005). Text Analysis in Translation. Theory, Methodology, and Didactic Application of a Model for Translation- Oriented Text Analysis 21

22 Som det allerede er blevet nævnt, er det, der styrer en oversættelse, dens mål. Hvis man ud fra dette skal begynde at opstille kriterier for, hvad en god oversættelse er, må det overordnede kriterium derfor være, at oversættelsen opfylder sit mål. Hele denne tilgang til oversættelse opstår, idet man begynder at opfatte disciplinen som en kommunikativ handling. Alle vores handlinger har et mål, og det samme gør sig naturligvis gældende for oversættelser. Det er derfor vigtigt for en oversætter at gøre sig klart, hvilket mål en given oversættelse har. I denne situation er det også vigtigt at huske på, at en oversættelse godt kan have ét mål på kildesproget og et andet på målsproget. Der danner sig altså et billede af en nødvendighed af at stile efter at tilfredsstille modtagerens behov og forventninger til oversættelsen. Faktorer som afsender, tekstgenre og mange andre ting spiller en meget vigtig rolle i denne sammenhæng. Der kan være mange måder at opnå disse mål på. Skoposteorien distancerer sig en lille smule fra det rent lingvistiske aspekt i oversættelsen og putter den ind i et større perspektiv. Kigger man f.eks. på en EU- kontekst, finder man hurtigt ud af, at målet med mange EU- tekster er mere end blot at informere. Man kan bl.a. forestille sig situationer, hvor det er relevant at tage stilling til, at en stor del af modtagergruppen forholder sig skeptisk over for EU s institutioner og deres aktiviteter. Et andet aspekt er, at den blotte tilstedeværelse af mange EU- oversættelser bland meget andet er et udtryk for et sprogligt ligestillingsprincip. Det korte og det lange er, at en oversættelse ikke er til blot for sin egen skyld, men er et redskab, der skal hjælpe med til at opfylde et givent formål. Når dette er sagt, må man dog ikke glemme, at lingvistikken og grammatikken i høj grad danner basis for at opfylde mange af de mål, en oversættelse kan have. En oversættelse kan f.eks. hurtigt miste troværdighed og accept hos modtageren, hvis den ikke er sprogligt og grammatisk korrekt, og hvis det skinner for meget igennem, at der er tale om en oversættelse. Man kan på mange punkter sige, at vi gennem de seneste årtier har været vidner til et paradigmeskift i opfattelsen af oversættelse som overførsel af ord og sætninger til overførsel af meninger og budskaber. En af de første til at formulere denne opfattelse var Gideon Toury, 22

23 som i sit hovedværk Descriptive Translation Studies and beyond fra 1995 præsenterer os for det, man kan kalde det helt grundlæggende element i denne teori, nemlig måden at anskue oversættelsesdisciplinen på: translatorship amounts first and foremost to being able to play a social role, i.e., to fulfil a function allotted by a community to the activity, its practitioners and/or their products in a way which is deemed appropriate in its own terms of reference. 28 Toury begynder at opfatte oversættelse som noget andet og mere end overførsel af tekst fra et sprog til et andet. Han argumenterer for, at oversættelse skal ses som en kommunikativ handling, som er styret af en given funktion, der er defineret ud fra en større kontekst. Følgeligt er der også visse krav og normer til oversættelsen, som i høj grad er bundet til den kontekst, oversættelsen optræder i. Toury opsætter en række oversættelsesnormer (translation norms), som ikke kun gælder formen på det færdige produkt, men hele oversættelsesprocessen. Helt overordnet opdeler han sine normer i preliminary og operational norms. 29 Den første gruppe indeholder translation policy og directness of translation, som begge omhandler de overvejelser, man bør gøre sig, inden selve oversættelsesprocessen går i gang. Allerede i det øjeblik, man sætter en tekst til oversættelse, har man foretaget et valg, som spiller en rolle og som kan være påvirket af en social og kulturel kontekst. Man må formode, at der er en grund til, at man vælger at oversætte én tekst eller én teksttype frem for anden, og at oversættelsen går til et bestemt sprog. Mange teoretikere, deriblandt Nord (1995), gør personen eller instansen, der igangsætter en oversættelse (hvilket ikke nødvendigvis er oversætteren selv), til en meget vigtig brik i hele processen, da denne person eller instans må gå ud fra en translation policy, som styrer hele den grundlæggende præmis for oversættelsen. Det andet element inden for preliminary norms er directness of translation, som i høj grad involverer modtagerkulturen. Helt banalt skiller oversættelser sig ud fra andre tekster, idet de oprindeligt udspringer fra en anden tekst, skrevet på et andet sprog og i en kultur, der kan 28 (Toury 1995: 53) 29 (Toury 1995: 58) 23

24 være mere eller mindre forskellig fra den kultur, den nu optræder i. Et budskab fungerer kun, hvis det accepteres af modtageren, og denne accept kan godt være svær at opnå for en oversat tekst, i og med at dens form og indhold, til trods for at det er overført til den nye modtagers sprog, godt kan vise karakteristika fra en anden kultur. Derfor er det vigtigt først at tage stilling til, hvordan ens oversættelse kan forventes at blive modtaget. Har modtageren høj eller lav tolerance over for oversatte tekster? Er der stor eller lille forskel på de sprog/kulturer, der oversættes mellem? Alt sammen tjener til at kunne svare på et meget essentielt spørgsmål inden for oversættelse: Hvor direkte skal oversættelsen være? Eller lige så vigtigt: Skal modtageren kunne se, om det er en oversættelse? Oversætterens strategiske valg på det operationelle plan er uden tvivl stærkt forankret i de overvejelser, vedkommende har måttet gøre sig på det makrostrategiske plan. Nord introducerer begreberne overt og covert translation, som netop tager fat i den form, en oversættelse må have for at passe ind i den nye kontekst, den skal optræde i. Grundlæggende er disse to begreber et udtryk for, om man skal kunne se eller ikke kunne se, at man har at gøre med en oversættelse. En overt translation skjuler ikke sin sande natur, men optræder klart som en oversættelse. En covert translation fungerer, eller forsøger i hvert fald at fungere, fuldstændigt som en originaltekst. Måske opfatter modtageren ikke engang, at der er tale om en oversættelse. Dette valg af oversættelsesform kan ses som en mere eller mindre direkte følge af de ovenstående translation norms. Konteksten vil være med til at give oversætteren svar på, hvilken overordnet strategi der er den mest passende. Når det drejer sig om EU- oversættelse, vil der dog være nogle vigtige faktorer, der påvirker valget af overordnet strategi (overt eller covert translation). Alene det faktum, at det drejer sig om en tekst fra en EU- institution, sandsynliggør, at der er tale om en oversættelse, hvorfor det vil være svært for oversætteren at stile efter en covert translation. Vedkommende vil dog stadig have en række valgmuligheder på et mere mikrostrategisk niveau, hvilket vil blive gennemgået senere i opgaven Se afsnittet Oversættelsesstrategier pp

25 Toury opsætter også nogle operational norms, som omhandler selve oversættelsesprocessen. Den første er matricial norms, som beskæftiger sig med, hvad der i det hele taget skal oversættes og om der skal laves om i teksten. Er der afsnit, der skal byttes rundt, noget der helt skal udelades, eller noget der skal tilføjes? Dernæst er der textual- linguistic norms, som styrer valget af det (tekstmateriale), der skal udgøre målteksten. Fælles for alle disse normer er, at de langt hen ad vejen styres af den kontekst, hele oversættelsesprocessen er sat ind i, og deri ligger hele det funktionelle aspekt. Der findes et formål, et budskab og en modtager, som alle fortæller oversætteren, hvilke valg der er de rigtige at træffe. 31 Tourys translation norms kan opstilles på følgende måde: 32 translation norms preliminary norms operational norms translation policy directness of translation textual- linguistic norms matricial norms Ud fra alle disse normer er det også muligt at fastslå, at oversætterens opgave er vidtrækkende og kræver en stor indsigt samt hensyntagen til mange forskellige aspekter. Med tilblivelsen af Tourys translation norms er man også for alvor gået væk fra opfattelsen af oversættelse som et rent lingvistisk fag. Den nødvendige indsigt i oversættelsens funktion og værktøjerne til at realisere denne funktion stiller en række krav til oversætteren. Dette er noget, som blandt andet Albir (2001) beskæftiger sig med. Hun pointerer, at det for en 31 I mange tilfælde vil valgene dog være truffet på forhånd og ikke så meget være et anliggende for den enkelte oversætter. Dette er især en virkelighed for mange EU- oversættere, som har en masse fastsatte retningslinjer at holde sig til (Wagner 2001b) 32 Egen illustration 25

26 oversætter ikke er nok at have lingvistiske kundskaber. Der kræves også ekstralingvistiske kundskaber som f.eks. kulturel forståelse, kendskab til det tema, man behandler etc. Men ikke engang det synes at være nok: Ahora bien, con esa caracterización cualquier persona con conocimientos en lenguas extranjeras y con ciertos conocimientos enciclopédicos sería capaz de saber traducir. La práctica profesional y la enseñanza de la traducción demuestran que no es así. Hace falta desarrollar lo que podríamos llamar una habilidad de transferencia, necesaria para poder recorrer el proceso de transferencia debidamente: capacidad de comprensión y producción de textos, predisposición al cambio de un código lingüístico a otro sin interferencias. 33 Ud fra denne anskuelse virker oversætterens professionelle uddannelse som en absolut nødvendighed for at kunne håndtere alle de faldgrupper, der kan være med til at gøre en oversættelse uforståelig, uidiomatisk eller inadækvat i ordets bredeste forstand. Hvordan al denne nødvendige baggrundsviden kommer i spil i den konkrete EU- sammenhæng, vil jeg bl.a. beskæftige mig med i det følgende Skopos i en EU- kontekst Jeg har i det foregående fokuseret på den sproglige og kulturelle kontekst som omdrejningspunktet for hele oversættelsesprocessen, hvilket bringer mig videre til den kontekst, der omgiver EU- oversættelser. Tidligere har jeg berørt oversættelse i EU og den sproglige situation, EU befinder sig i. Det er allerede blevet forklaret, at EU kommunikerer med mange forskellige modtagere på mange forskellige sprog. Men hvad kendetegner egentlig modtagergruppen eller grupperne, og hvilken funktion har EU- oversættelser? EU- oversættelsers opgave er på samme måde som alle andre oversættelser at opfylde et bestemt mål. Målet og modtagergruppen kan variere alt efter, hvilken type tekst (tekstgenre) der er tale om, hvilket også er en af grundene til, at dette speciale beskæftiger sig med mere 33 (Albir 2001: 30) 26

27 end én genre. Men lad os starte med at se på det modtagerskift, man normalt behandler i forbindelse med oversættelser. Jeg har allerede omtalt oversættelser som overførsel af en tekst/et budskab fra et sprog og en kultur til et andet sprog og en anden kultur. At der også i EU oversættes mellem sprog er selvfølgelig åbenlyst, men når det kommer til kulturaspektet er situationen lidt mere nuanceret. På mange måder er EU ét stort diskursfællesskab (se pp ). Man skal huske på, at EU generelt beskæftiger sig med anliggender af generel europæisk interesse, selvom lokale og regionale tiltag også er en stor del af det daglige arbejde. Meget af det materiale, som EU udsender (inklusiv det der optræder i dette speciales korpora), er rettet mod alle EU- borgere og har mere eller mindre samme effekt og funktion uanset modtagerens nationalitet og kulturelle baggrund. Begreberne kildetekst og måltekst, kildekultur og målkultur bliver derfor i denne sammenhæng en lille smule udviskede. Kan man overhovedet tale om kilde- og måltekster i de tilfælde, hvor alle sprogversioner har nøjagtig samme værdi? Og spiller det overhovedet nogen rolle, om en sådan tekst oprindeligt er skrevet på engelsk, fransk, spansk eller dansk? På mange måder tilfører EU- oversættelse en helt ny dimension til den traditionelle opfattelse af oversættelse som overførsel af budskaber mellem sprog og kulturer. At man inden for samme sprog kan have forskellige kulturer er bredt kendt og ganske logisk (f.eks. amerikansk vs. britisk eller australsk kultur), men EU repræsenterer et helt specielt fænomen, hvor der inden for den samme kultur (vi kan kalde det en EU- kultur) findes flere forskellige sprog. Men hvordan kan man i et så bredt og mangfoldigt diskursfællesskab som det europæiske overhovedet snakke om en fælles kultur? Til behandling af dette spørgsmål vil jeg hovedsageligt beskæftige mig med afsenderen som en vigtig brik frem for modtageren, som jeg ellers har beskæftiget mig mest med indtil nu. Jeg har tidligere kort nævnt begrebet eurojargon, som blandt andet omfatter alle de specielle termer, der er opstået i EU- sammenhæng. Det skyldes den unikke sammensætning, EU har, og derfor kan meget af det også virke svært eller nærmest umuligt at forstå, med mindre man har et forholdsvist godt kendskab til EU og dets institutioner (Valdivieso Blanco 2008). Meget snak har der af samme grund været om, hvorvidt sproget skal laves om og tilpasses de enkelte nationale kontekster for at gøre det mere forståeligt. Men dertil må man huske at medtage, at det må formodes, at 27

28 disse termer er opstået som følge af et behov og ikke som et ønske fra EU s side om at distancere sig fra borgerne. Wagner (2001b) taler for, at meget eurojargon hverken kan eller skal tilpasses en national kontekst, fordi det ganske enkelt ikke passer ind. Eurojargonen er netop skabt i en EU- kontekst, som EU s borgere, hvad enten de vil det eller ej, er en del af. 34 Ved at fastholde eurojargonen kan man på en måde sige, at modtageren indføres i kildekulturen, så modtageren derigennem bliver en del af denne kultur. Man kan derfor se mange EU- tekster som et ønske fra afsenderens side om at skabe en fælles kultur, som alle EU s borgere er en del af. Dette er et eksempel på, at det også kan være afsenderens ønske og formål, der skaber en translation norm og ikke blot modtagerens forventninger. Dette giver også meget god mening, når man ser på oversættelse som en kommunikativ handling, hvor afsender og modtager påvirker hinanden gennem et budskab. Det kan være svært at sætte standarder for, hvad der er en god tekst, men i den forbindelse må man tage med, at EU gennem diverse sprogkampagner selv har opstillet et sæt retningslinjer for god sprogbrug, som alt andet lige gør det muligt at undersøge, hvorvidt de forskellige oversættelser retter sig efter EU- institutionernes egne opfordringer. Det er dog værd at bemærke, at EU opstiller de samme retningslinjer for alle sprog og dermed også for dansk og spansk. 35 Jeg vil senere i specialet (se afsnittet Sprogtypologi endocentriske og exocentriske sprog ) komme ind på forhold, der gør, at denne fremgangsmåde i nogle tilfælde kan anses for at være uhensigtsmæssig. Inden jeg når dertil, vil jeg først gå videre med sprogpolitik, som de ovenfornævnte sprogkampagner er et udtryk for. 2.5 Sprogpolitik Sprog og sprogbrug er ikke noget, der udelukkende styres af gældende grammatik og faste normer. Især ikke i EU s institutioner, som er under konstant udvikling både organisatorisk og sprogligt. Før jeg går dybere ind i den sprogpolitik, som har indflydelse på de elementer, jeg 34 (Wagner 2001b: 64) 35 Jeg har gennemgået fire versioner af brochuren Skriv klart (dansk, spansk, engelsk og fransk) og observeret, at de alle giver de samme råd og indholdsmæssigt er stort set identiske. 28

29 vil undersøge i dette speciale, vil jeg komme med en mere generel oversigt over, hvad sprogpolitik er. Helt overordnet vil jeg opdele sprogpolitik i to grupper: Interlingval og intralingval. Derefter vil jeg berøre et unikt EU- eksempel, hvor de to former for sprogpolitik er blandet sammen Interlingval sprogpolitik En interlingval sprogpolitik beskæftiger sig med brugen af to eller flere sprog. 36 Det kan være enten på internationalt, nationalt eller regionalt plan. Interlingval signalerer, at det drejer sig om relationer mellem forskellige sprog. Når man har at gøre med f.eks. EU s institutioner, omhandler den interlingvale sprogpolitik forholdene mellem de officielle sprog. Sprogpolitikken opstår faktisk allerede i det øjeblik, der tales om officielle sprog. For der skal naturligvis tages stilling til, hvilke sprog det skal dreje sig om. I EU har man valgt at gøre hvert medlemslands sprog til officielt EU- sprog. Men dette er langt fra noget, der gælder i alle internationale institutioner. Ser man f.eks. på institutioner som FN og Nato, er antallet af officielle sprog meget mere indskrænket og omfatter kun ganske få udvalgte sprog. I disse institutioner har man ganske enkelt valgt at begrænse sig til en lille gruppe (udbredte) sprog. Kigger man nærmere på EU s tilfælde, ser man også, at der er foregået en vis form for sprogselektion. Først for få år siden blev irsk introduceret som officielt EU- sprog. Førhen havde Irland kun engelsk som officielt sprog. Samtidigt findes der mange regionale sprog i EU, som ikke har samme status, som de officielle sprog. Eksempler på dette er catalansk, baskisk og galicisk. Det kan forklares med, at hvert medlemsland vælger ét sprog som officielt EU- sprog, men selv dette er ikke uden undtagelser, når man ser på det irske eksempel. EU s interlingvale sprogpolitik synes da også konstant at blive bøjet og at tilpasse sig lokale behov og ønsker, hvilket bl.a. kan eksemplificeres ved den specielle status, som catalansk har i EU. 37 Man kan heller ikke komme uden om, at interlingval sprogpolitik også har et rent praktisk element. I store internationale institutioner bliver antallet af potentielle officielle sprog på et eller andet tidspunkt så stort, at den administrative byrde bliver uoverskuelig. Til trods for EU s princip om flersprogethed, findes der også eksempler på, at det af praktiske årsager er 36 Tarp og Bergenholtz (2004) 37 Rådet for Den europæiske union: Hvilken sprogordning anvendes der i Rådet? 29

30 begrænset, hvilke sprog der kommunikeres på. 38 Man kan også med et simpelt tankeeksperiment nå frem til, hvorfor interlingval sprogpolitik nogle gange består i at begrænse antallet af officielle sprog. Forestiller man sig f.eks. FN, som samler mere eller mindre samtlige verdens lande, ser man tydeligt det umulige i at lade alle verdens mere end tusinde sprog være officielle arbejdssprog. Det er dog også vigtigt at påpege, at EU s sprogpolitik hviler på gamle principper og er et grundlæggende element i lovgivningen. Rådets forordning nr. 1 fra 1958 fastsatte nogle principper for sprogpolitikken i det daværende europæiske økonomiske fællesskab, som stadig følges i det moderne EU. Det fastsætter i artikel 3 af forordningen, at: Dokumenter, som en fællesskabsinstitution retter til en medlemsstat eller til en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, skal affattes på denne stats sprog. I samme forordning bestemmes det, at dokumenter, der er almengyldige, affattes på de officielle sprog, og at De Europæiske Fællesskabers Tidende udkommer på alle de officielle sprog. 39 Det er altså vedtaget ved lov, at borgerne i et hvilket som helst medlemsland i EU skal have adgang til visse EU- dokumenter på dette medlemslands officielle sprog. Når der i EU er hele 23 officielle sprog, skal det altså ikke blot ses som et resultat af, at der er mange medlemslande, men lige så meget som et resultat af en række politiske valg og en speciel historisk udvikling Intralingval sprogpolitik Hvor den interlingvale sprogpolitik omhandler relationer mellem flere sprog, koncentrerer den intralingvale sprogpolitik sig om forhold, der vedrører ét enkelt sprog. 40 Det kan dreje sig om ting som termstyring, aktive vs. passive konstruktioner, formalitetsniveau etc. Der findes mange eksempler på, hvordan man kan føre intralingval sprogpolitik både på virksomhedsniveau og på EU- niveau, og med nutidens fokus på at være modtagerorienteret er en stor del af formålet med denne form for sprogpolitik at gøre kommunikationen mere 38 (Wagner 2001b: 10) 39 (Hein 2003: 29) 40 Tarp og Bergenholtz (2004) 30

31 letforståelig og overskuelig. I afsnittet om sprogtypologi vil jeg komme med et konkret eksempel på, hvordan dette kan praktiseres. Man skal også have sig for øje, at der inden for intralingval sprogpolitik findes forskellige grader af styring. Således kan sprogpolitikken være enten deskriptiv, præskriptiv eller proskriptiv. Når sprogpolitikken er deskriptiv, holder den sig til at beskrive, hvilke anvendelsesmuligheder der er på et givent sprog. Det er den mest neutrale form for intralingval sprogpolitik, idet den undlader at tage stilling til, hvad der er tilrådeligt, og hvad der ikke er. Det politiske element er derfor også meget udvisket og ikke særlig nemt at få øje på. Dog kan man sige, at man ved at beskrive, hvad der er muligt på et sprog, samtidigt kommunikerer, hvad der ikke er muligt og på den måde trækker nogle grænser for, hvad der kan anses for korrekt sprogbrug. En langt mindre neutral form for intralingval sprogpolitik er den præskriptive, der, som navnet antyder, er forskrivende og forholder sig til, hvordan man skal gebærde sig inden for de rammer, som den deskriptive sprogpolitik opstiller. I en EU- sammenhæng kan det f.eks. omhandle regler for, hvordan man staver navnene på de forskellige institutioner, forordninger etc. Meget af denne præskriptive sprogpolitik kan, i det danske tilfælde, findes i EU s retskrivningsinstruks. 41 Endelig findes den proskriptive sprogpolitik, som befinder sig et sted midt imellem den deskriptive og den præskriptive sprogpolitik. Når styringsgraden i en sprogpolitik er proskriptiv, holder man sig til at komme med anbefalinger uden egentlig at diktere, hvad der er rigtigt og forkert. Proskriptiv sprogpolitik finder sted i tilfælde, hvor der er flere muligheder, men kun én eller ganske få fremhæves som noget, der er at foretrække. Dette var en gennemgang af de to overordnede typer sprogpolitik. De omhandler to forskellige vinkler på sprogpolitik, men til trods for det synes der i EU at være eksempler på, 41 EU s institutioner; Intern retskrivningsinstruks, 6. udgave,

32 at man blander begreberne interlingval og intralingval sprogpolitik. Helt konkret tænker jeg på kampagnebrochuren How to write clearly, som findes i 23 sprogversioner (en for hvert officielt EU- sprog) og dermed også på både dansk og spansk. 42 Brochuren indeholder mange proskriptive elementer og anbefaler blandt andet, at man skal ud med overflødige substantiver. 43 Dette er en henvisning til, at man helst skal undgå for megen brug af en nominalstil, som er grundigere beskrevet nedenfor. Man finder også anbefalinger til, hvordan man bør forholde sig til sætningslængde, brug af passivkonstruktioner etc. Alt sammen er et forsøg på at få forfattere af EU- tekster til at skrive i et mere klart sprog for derigennem at virke mere modtagervenlige, hvilket også kan virke meget forståeligt. Det interessante ved denne brochure synes imidlertid at være, at man i den spanske og den danske version såvel som i det andre sprogversioner, jeg har konsulteret (fransk og engelsk), finder de samme anbefalinger. Man har altså taget en stribe intralingvale elementer og puttet dem ind i en interlingval sammenhæng. Hvor hensigtsmæssigt dette er, vil jeg lade være usagt, men jeg vil senere komme ind på, hvilke sprogtypologiske forskelle der kan gøre det svært at opstille de samme retningslinjer for samtlige EU- sprog. I forhold til dette speciale kan kampagner som How to write clearly ses som et udtryk for, at man ønsker at ensrette sprogbrugen i EU, hvorfor de sprogtypologiske forskelle, der er på blandt andet dansk og spansk, kan komme til at blive mere udviskede. Dette er en betragtning, som vil blive inddraget i den senere analyse af de anvendte korpora. I det følgende vil jeg beskæftige mig med sprogtypologi og nogle af de grundlæggende sprogforskelle, som sætter disse sprogkampagner i perspektiv. 2.6 Sprogtypologi endocentriske og exocentriske sprog Oversættelse er en disciplin, der vanskeliggøres af det faktum, at sprog kan være meget forskellige, ikke kun i leksikon, men også syntaktisk, morfologisk etc. Det er med andre ord ikke givet, at en struktur på ét sprog kan oversættes med den samme struktur til et andet sprog. En oversætter må derfor være bevidst om, hvilke sprogtypologiske forskelle der er 42 På dansk Skriv klart og på spansk Cómo escribir con claridad 43 Skriv klart p. 8 32

33 mellem de sprog, vedkommende arbejder med. I dette afsnit vil jeg identificere sprogstammer og redegøre for, hvilke karakteristika de hver især har og hvad der adskiller dem Sprogtypologiske forskelle Af historiske og sociale årsager ligner nogle sprog hinanden mere end andre, og sprog kan som regel inddeles i familier eller sprogstammer. Dansk befinder sig således i den samme sprogstamme som svensk, norsk, tysk, hollandsk og engelsk, som alle er germanske sprog. Disse står over for andre sprogstammer, som f.eks. den romanske, hvortil hører sprog som fransk, italiensk, spansk og portugisisk. 44 Der findes dog også mange fælles træk blandt disse to sprogstammer, og går man op på et højere og mere generelt niveau, kan man da også placere både den germanske og den romanske sprogstamme i en fælles indoeuropæisk stamme, der så adskiller sig fra eksempelvis asiatiske sprog. Dette speciale vil fokusere på forskellene mellem de germanske og romanske sprogstammer, da de to sprog, som bliver genstand for analyse (dansk og spansk), tilhører netop disse sprogstammer. En karakteristisk forskel på germanske og romanske sprog er, at de germanske i udpræget grad er endocentriske og de romanske sprog exocentriske. 45 Den generelle forskel på det endocentriske danske sprog og det exocentriske spanske sprog er, at fordelingen i informationsmængden varierer alt efter, hvilken ordklasse der bliver brugt. Dansk råder over mange flere præcise og betydningsbærende verber end spansk, f.eks. at lyne (lynlåsen) à cerrar la cremallera. I dette eksempel ser man, hvordan det danske verbum at lyne meget præcist fortæller, hvilken handling der foretages. Det spanske verbum cerrar er derimod meget mere generelt og fortæller os ikke særlig meget om, hvilken handling der udføres. Derfor er det spanske eksempel meget afhængigt af det tilstødende substantiv cremallera, som er altafgørende for, at eksemplet giver mening. På dansk ville man godt kunne sige det samme uden at være afhængig af substantivet. Når en person lyner, forstår man 44 (Korzen og Lundquist 2004: 13) 45 (Korzen og Lundquist 2004: 14) 33

34 umiddelbart godt, at det drejer sig om at lyne en lynlås. Man kan med andre ord sige, at det danske verbum har en konkret betydning og det spansk verbum en abstrakt betydning. Omvendt findes der på spansk mange flere konkrete og betydningsbærende substantiver end på dansk. Denne betragtning beskæftiger blandt andet Herslund og Baron (2005) sig med. Deres betragtninger går især på dansk og fransk, men det påpeges andre steder (Korzen og Lundquist 2003), at der gælder de samme exocentriske tendenser for både fransk og spansk, hvorfor det er rimeligt at antage, at Herslund og Baron også kan bruges i denne sammenhæng. De exocentriske sprog gør mere brug af specifikke substantiver, som har en begrænset og præcis betydning. Endocentriske sprog, derimod, benytter sig af mere generelle substantiver med en meget bred betydning (f.eks. vogn). Denne generalisering kan skyldes, at substantiver på endocentriske sprog som regel leksikaliserer en funktion, mens de exocentriske sprog i højere grad leksikaliserer en figur. 46 Dette illustreres blandt andet hos Korzen (2005), som opstiller følgende eksempel: Vognen kørte ind i gården El coche entró en el corral 47 Den danske sætning indeholder to meget generelle substantiver (vogn og gård), som ikke specificerer de genstande, de repræsenterer (jfr. afsnittet om langue og parole). Der findes mange forskellige slags vogne og mange forskellige slags gårde. Det, de to substantiver siger noget om, er funktionen. En vogn kan have mange forskellige former, men fælles for alle vogne er, at de har hjul, som gør, at de kan bevæge sig fra et sted til et andet. På samme måde kan en gård også have mange forskellige udformninger, men vil som regel altid være en form for større plads. Det er med andre ord substantivets funktion og ikke dets form, der er leksikaliseret. På spansk er det det modsatte tilfælde. Coche fortæller os, at det er en bestemt slags vogn, som adskiller sig fra så mange andre slags vogne (f.eks. camión og furgoneta). Vi kan altså se, at det spanske substantiv er mere specifikt, og at man ved valg af substantiv på spansk må gøre sig tanker om, hvilken konkret genstand eller hvilket begreb man har med at 46 (Herslund og Baron 2005: 47) 47 Eksemplet er taget fra Korzen (2005) 34

35 gøre. På dansk vil dette typisk ske ved at tage et alment substantiv, som f.eks. vogn eller bil, der optræder sammen med en modifikator (modifieur 48 ) og danner et sammensat substantiv: Dansk personvogn lastvogn varevogn Spansk coche camión furgoneta Når det kommer til sætningens verbal, er situationen en anden. Hvis vi vender tilbage til eksemplet fra før, så vi, at der på dansk blev sagt kørte og på spansk entró. Det danske verbum fortæller os ikke blot, at vognen kom ind i gården, men også hvordan det skete. Denne nuance findes ikke på spansk, hvor der er brugt et mere generelt og abstrakt verbum, som blot fortæller os, at vognen har bevæget sig uden for gården og ind i den. De fleste vil nok nå til den konklusion, at vognen kørte ind i gården, men det er ikke noget, verbet som sådan fortæller os. At et sprog er endocentrisk vil sige, at det som oftest lægger den vigtigste og mest betydningsbærende information i sætningens centrale element, dvs. verbet. Deraf kommer ordet endocentrisk (endo: inden i, centrisk: centrum ). Exocentriske sprog er derimod karakteriseret ved som regel at have den vigtigste information uden for verbet (exo: uden for, centrisk: centrum ). 49 Dette har stor betydning for den måde, hvorpå man fremstiller verden inden for hver sprogfamilie. På et endocentrisk sprog opfattes verden som en serie af konkrete relationer, repræsenteret ved de betydningsbærende verber, med underordnede elementer. Omvendt opfattes verden på exocentriske sprog som en serie af abstrakte relationer med konkrete elementer, repræsenteret ved de betydningsbærende substantiver. Nu kan det måske lyde lidt som om, at germanske sprog per definition er endocentriske og romanske sprog exocentriske, men helt så firkantet er det dog ikke. For eksempel er engelsk 48 (Herslund og Baron 2005: 45) 49 (Korzen og Lundquist 2004: 20) 35

36 svært at karakterisere som enten værende endocentrisk eller exocentrisk, da det har træk fra begge sprogtyper. Dette faktum skyldes formodentligt, at engelsk gennem tiderne har været under stærk indflydelse fra latin og fransk. 50 Forskellene på det endocentriske danske og det exocentriske spanske sprog giver sig også udslag i måden at opbygge sætninger på. Hvor dansk har en tendens til at placere den vigtigste information i sætningens verbal, har man på spansk en tendens til at have den centrale information i substantiverne. 51 På dansk får det den betydning, at der i udpræget grad gøres brug af en verbalstil, mens der på spansk i højere grad bruges en nominalstil. Ud fra disse betragtninger når vi til det begreb, som hedder nominalisering. Mange substantiver, både på dansk og på spansk, har det særegne kendetegn, at de er dannet ud fra et verbum (undersøge à undersøgelse; investigar à investigación). Fænomenet findes som sagt på begge sprog, og for det meste er der rent grammatisk de samme muligheder for at benytte enten en verbalstil (undersøge, investigar) eller en nominalstil (undersøgelse, investigación). Det viser sig dog, at praksis er ret forskellig på hhv. dansk og spansk. Dansk har en tendens til at benytte sig mere af en verbalstil, hvorimod spansk som regel foretrækker nominalstilen (Laursen 2006). Af den grund finder jeg det rimeligt at antage, at man i et korpus bestående af danske og spanske sprogversioner af de samme tekster vil finde flere nominaliseringer på spansk. Om man vil finde flere substantiver generelt set, vil jeg ikke beskæftige mig med, da det er de substantiver, som er dannet ud fra verber, der er interessante for denne opgave. Jeg vil kalde disse substantiver for deverbale substantiver (Høeg Müller 1998). Kernebetydningen i verber og deres afledte substantiver er grundlæggende den samme, men det indebærer alligevel et lille synsvinkelskift, når man vælger substantivet i stedet for verbet og omvendt. Det, man først og fremmest kan konstatere, er, at nominalsyntagmerne tilfører en mere abstrakt tilgang til et udsagn. De angiver hverken tempus eller modus og skjuler ofte agens (Høeg Müller 1998). Man kan dykke meget mere ned i, hvorfor nogle sprog (og 50 (Korzen og Lundquist 2004: 15) 51 (Herslund og Baron 2005: 37) 36

37 kulturer) foretrækker et større abstrakthedsniveau end andre, men da det ikke er målet for dette speciale, vil jeg nøjes med at konstatere, at der er en tendens til, at den nominale og dermed også lidt mere abstrakte stil er mere udpræget på spansk end på dansk. Der findes dog visse elementer, som er værd at tage i betragtning, inden vi kommer til selve analysedelen. Sprog er ikke en konstant og uforanderlig størrelse. Sprog kan påvirkes af mange ting, og det, der anses for normal sprogbrug på ét tidspunkt, kan være forandret på et andet tidspunkt. Der er mange ting, der kan ændre sprogbrugen, som f.eks. kulturel udvikling, påvirkning fra andre sprog og deciderede sprogpolitiske tiltag. Det sidste er noget, der bl.a. gør sig gældende i EU, hvor der er ført flere sprogpolitiske kampagner. En af dem er Skriv klart - kampagnen (på spansk Cómo escribir con claridad og på engelsk How to write clearly ). På en letforståelig og lidt uhøjtidelig måde opfordrer den forfattere af EU- tekster til at skrive i et mere klart sprog, som ikke er alt for svært at forstå. Den kommer ind på mange sproglige områder og et af dem er netop nominalstil vs. verbalstil. Kampagnen opfordrer tekstforfattere både på spansk og på dansk (og altså ikke blot oversættere) til så vidt som muligt at undgå de deverbale substantiver. 52 Argumentet er, at det fjerner det abstrakte element, som er knyttet til en udpræget nominalstil. Et interessant element i denne kampagne er, at den kommer med de samme opfordringer på alle sprog. Der bliver altså ikke taget hensyn til, hvad der anses for god brug sprogbrug på hhv. dansk og spansk. I stedet præsenteres et sæt opfordringer, som er generelle for hele EU. Man kan muligvis diskutere, hvor hensigtsmæssigt det er, men faktum er, at der findes konkrete faktorer, der kan påvirke de sproglige fænomener, der er beskrevet i teorien om endocentriske og exocentriske sprog. 2.7 Deverbale substantiver Der findes både på spansk og dansk en gruppe substantiver, som er afledt af verber. De kaldes deverbale substantiver og findes i mange afskygninger. Hver gang der optræder et deverbalt substantiv i en sætning, vil det derfor på en eller anden måde udspringe af et verbum, og i princippet vil det være muligt at udskifte det med en verbalkonstruktion. Denne type 52 Se nedenstående afsnit 37

38 substantiver er derfor ideel til at sammenligne brugen af nominalstil og verbalstil på to forskellige sprog. De deverbale substantiver er bl.a. karakteriseret ved at kunne sættes i grupper ved hjælp af deres endelser. I dette speciale vil jeg beskæftige mig med den gruppe af deverbale substantiver som optræder i kernenominaliseringer. Denne type nominaliseringer kan ifølge Høeg Müller opfattes som en nominal form af den handling, proces eller tilstand, det oprindelige verbum udtrykker. 53 På spansk er nogle af de mest almindelige endelser ved kernenominaliseringer: - aje (aprender à aprendizaje), - ancia (vigilar à vigilancia), - anza (enseñar à enseñanza), - azgo (liderar à liderazgo), - ión (crear à creación), - m(i)ento (cumplir à cumplimiento), - dura (envergar à envergadura). På dansk findes der ligeledes en gruppe af endelser, som bruges til at danne deverbale substantiver. De mest almindelige er ing og else 54, som i langt de fleste tilfælde svarer til de ovenstående spanske endelser. Derudover kan også medregnes ion, som ligeledes benyttes på dansk. De nævnte endelser både på spansk og på dansk vil få stor betydning for specialets analysedel, da disse vil blive brugt som søgekriterium, når jeg skal finde deverbale substantiver i mine korpora. 2.8 Oversættelsesstrategier Oversættelsesfagets mange facetter gør, at man i selve oversættelsessituationen sjældent vil stå over for kun at have én enkelt mulighed, men snarere en bred vifte af valgmuligheder, som gør det muligt at udforme oversættelsen på flere forskellige måder. På det makrostrategiske plan er den traditionelle opfattelse ifølge Vázquez- Ayora (1977), at der kan skelnes mellem to overordnede strategier, som er la traducción literal og la traducción libre. 55 Ud fra denne skelnen må oversætteren tage stilling til, hvor tæt en oversættelse skal lægge sig op ad sin 53 (Høeg Müller 1998: 46) 54 Dansk Sprognævn stillede- spoergsmaal/ing- og- else/?searchterm=verbalsubstantiver 55 Vázquez- Ayora argumenterer for, at la traducción libre ikke eksisterer og arbejder i stedet med begrebet la traducción oblicua 38

39 kildeversion. Men denne skelnen virker ufuldkommen, og Vázquez- Ayora hævder ligefrem, at la traducción libre ikke eksisterer: El primer requisito que debe reunir una traducción es, en efecto, la exactitud. Si no es exacta, no es traducción. 56 Oversætteren må ifølge dette udsagn altid tilstræbe præcision og holde sig fra at gendigte en tekst på et andet sprog. Dette ses slet ikke som oversætterens opgave, idet el traductor renuncia a sí mismo, y cuando crea lo hace únicamente para ser fiel a la intención y propósito del autor. 57 Det er værd at bide mærke i, at det er afsenderens intention, som oversætteren skal være tro mod. For at være tro mod intentionen eller formålet er ikke nødvendigvis det samme som at være tro mod ordene i en tekst. Sprog er forskellige og bruger forskellige midler til at opnå det, de gerne vil. For at kunne imødekomme dette har oversætteren en række til sin rådighed oversættelsesstrategier. Som det ses nedenfor er disse strategier forsøgt systematiseret, men det er tænkeligt, at mange oversættelsesstrategiske valg bliver taget mere eller mindre ubevidst og at kriteriet for at træffe et valg ofte vil være, hvad der lyder bedst. 58 Alligevel vil det som regel være muligt at identificere den oversættelsesstrategi, der er blevet brugt. Jeg vil nu komme nærmere ind på nogle af disse oversættelsesstrategier. Vinay og Darbelnet (1995) opstiller syv overordnede oversættelsesstrategier, som repræsenterer de muligheder, en oversætter har, når vedkommende skal overføre budskabet fra en tekst på ét sprog til et andet. 59 Disse oversættelsesstrategier kan kategoriseres efter, hvor tæt de ligger på formen i kildeteksten, og hvis man sammenligner dem med det, som Vázquez- Ayora kalder la traducción literal og la traducción oblicua 60, repræsenterer disse syv oversættelsesstrategier i højere grad et kontinuum, hvor man i den ene ende finder lån, altså 56 (Vázquez- Ayora 1977: 265) 57 (Vázquez- Ayora 1977: 265) 58 (Venuti 2002: 214) 59 (Vinay og Darbelnet 1995: 41) 60 Vinay og Darbelnet taler ligeledes om literal og oblique translation 39

40 direkte overførsel af et ord fra kildetekst til måltekst, og i den anden ende tilpasning 61, hvor et begreb fra et sprog og en kultur oversættes med et nyt begreb, som passer ind i et andet sprog og en anden kultur. Imellem disse to strategier ligger der en række andre strategier, som varierer i graden af tilpasning. Jeg vil ikke gennemgå samtlige oversættelsesstrategier, da ikke alle er relevante for indeværende speciale. En oversættelse kan sagtens indeholde flere af disse strategier, og man kan godt forestille sig situationer, hvor oversætteren er ude i begge ender af kontinuummet. Sprog opfører sig nemlig lidt på den måde, som strategierne illustrerer. Dette kan heller ikke overraske, da strategierne nødvendigvis må være blevet til for at imødekomme de krav, oversættelse mellem sprog kræver. To sprog, som samtidigt repræsenterer to kulturer, vil altid have en række ligheder og forskelle. På de punkter, hvor der er ligheder, vil oversætteren kunne vælge én type strategier, og på de punkter, hvor der er forskelle, vil oversætteren kunne vælge en anden type strategier. I dette speciale vil jeg primært beskæftige mig med de strategier, der gør sig gældende på de punkter, hvor der er mærkbare forskelle mellem dansk og spansk, hvorfor jeg først og fremmest vil gå i dybden med de strategier, hvor der foretages mærkbare ændringer fra det ene sprog til det andet. Den oversættelsesstrategi, der kommer til at fylde mest, er transponering. Denne strategi går ud på i oversættelsen at erstatte en ordklasse med en anden, uden at ændre meningen med budskabet (Vinay og Darbelnet 1995). Vázquez- Ayora illustrerer bl.a. denne strategi med følgende eksempel, som er taget fra en sammenligning mellem engelsk og spansk: Before he comes back Antes de su regreso Begge tekststykker siger det samme, men der er i oversættelsen foretaget et ordklasseskift. Hvor den engelske udgave udtrykker idéen om at komme tilbage med et verbum, udtrykkes dette på spansk ved hjælp af et substantiv. Denne form for transponering anvendes, som det 61 I dette tilfælde skal tilpasning forstås som en specifik oversættelsesstrategi (adaptation), hvor et udtryk på kildesproget erstattes med et helt nyt udtryk på målsproget. Der er altså ikke tale om tilpasning i generel forstand, som det f.eks. er tilfældet andre steder i opgaven. 40

41 senere vil fremgå 62, ofte. For dette speciale bliver transponering et gennemgående element, men dermed ikke sagt, at de resterende oversættelsesstrategier ikke er relevante. Transponering har dog for nogen en ganske særlig status blandt oversættelsesstrategierne. Hvor Vinay og Darbelnet blot beskriver transponering som endnu en strategi, tillægger Vázquez- Ayora den en stor betydning: La traducción oblicua comienza así con el procedimiento de la TRANSPOSICION, cuya aplicación es relativamente fácil, y es tan indispensable que se lo considera el alma de la traducción. 63 Transponering er indtil videre blevet beskrevet som et fænomen, der finder sted i oversættelse mellem to sprog, men også inden for ét sprog er det muligt at transponere. Som vi vil se i dette speciales analysedel, kan den samme idé på et sprog i mange tilfælde udtrykkes med forskellige ordklasser. Oversætteren vil med andre ord komme ud for tilfælde, hvor der er mulighed for at vælge mellem forskellige ordklasser. Ofte vil man se, at valget står mellem verber og substantiver, og det er også denne type valg, der vil være omdrejningspunktet for dette speciale. Der findes også tilfælde, hvor transponering er obligatorisk, men dette vil jeg ikke komme yderligere ind på. Det interessante i denne sammenhæng er at se på de fakultative transponeringer, da de kan være med til at fortælle, hvilke valg oversætteren har taget. Netop det faktum, at der er tale om et valg, fortæller os, at det ikke blot drejer sig om, hvad der er grammatisk muligt, men at sproglige konventioner og præferencer også spiller ind. Når vi i ovenstående eksempel ser, at comes back er oversat med regreso, er det ikke et udtryk for, at en verbalkonstruktion ikke er mulig på spansk (Antes de que regrese). Nominalkonstruktionen er i dette tilfælde blot mere idiomatisk korrekt. På samme måde vil der mellem spansk og dansk være tilfælde, hvor nominalstilen er at foretrække frem for verbalstilen og omvendt. Dette så vi også tidligere beskrevet i afsnittet om sprogtypologiske forskelle mellem spansk og dansk, og det vil ligeledes blive illustreret i analysedelen. 62 Se kapitel 4 Analyse af korpora 63 (Vázquez- Ayora 1977: 268) 41

42 Der findes andre oversættelsesstrategier, som jeg ikke vil beskrive i denne opgave. Dog vil jeg gennemgå en enkelt, som synes at komme lidt i forlængelse af transponeringen. Det drejer sig om udeladelse, som ikke fremgår direkte af Vinay og Darbelnets syv oversættelsesstrategier, men som godt kunne kaldes en form for tilpasning. Transponering kan der næppe være tale om. I så fald ville det være en transponering, hvor en ordklasse på ét sprog udskiftes med ingenting på et andet. Denne strategi optræder til gengæld hos Vázquez- Ayora. Som vi senere vil se (se p. 62) findes der forskere, som har observeret en række tendenser, der generelt gør sig gældende for oversættelse. En af disse er, at oversættelser typisk skulle være længere end deres originaler, bl.a. idet de er mere ekspliciterende og forklarende. Dette kan også identificeres som en oversættelsesstrategi, men her vil jeg fokusere på det modsatte fænomen, som er at udelade visse elementer. For at kunne benytte sig af denne strategi må oversætteren være bevidst om, hvilke tekstelementer der er redundante og derfor kan undlades. Fra oversætterens side kræver det et vist overblik, og Vázquez- Ayora mener ligefrem, at el traductor mediocre no osa suprimir ciertos segmentos innecesarios del enunciado. 64 Det er altså ikke nok for oversætteren at overveje, hvordan et element overføres fra et sprog til et andet. Oversætteren må også tage stilling til, om det overhovedet skal overføres. Dette var blot et lille udpluk af alle de strategier, oversætteren kan vælge imellem. Strategierne har meget forskellig karakter og spænder over et bredt spektrum af tilpasningsmuligheder. Fælles for dem alle er, at de tjener til at opfylde de krav, der sættes til en god oversættelse og hjælper oversætteren med at rette sig efter det formål, oversættelsen har. Strategierne har en almengyldig karakter og kan anvendes i stort set enhver oversættelsessituation. I dette speciale sætter jeg imidlertid fokus på en gruppe specifikke oversættelsessituationer, som kræver en indledende præsentation. Jeg vil bevæge mig inden for nogle udvalgte genrer, som på hver deres måde sætter nogle krav til oversættelsens kvalitet. I det følgende vil jeg derfor beskæftige mig med genrebegrebet og præsentere de genrer, der bliver omdrejningspunktet i denne opgave. 64 (Vázquez- Ayora 1977: 359) 42

43 2.9 Genreteori Gennem hele analysedelen bevæger jeg mig inden for to forskellige genrer, som har hver deres særtræk. Dette kommer bl.a. til udtryk i layout, struktur og sprogbrug. Sprogbrugen kan altså variere fra genre til genre og kan dermed ikke forventes at være ens i alle sammenhænge, blot fordi vi befinder os inden for ét og samme sprog. Viden om genrer bliver derfor relevant i forhold til at skulle bedømme sprogbrugen. Der er også taget hensyn til genrer i specialets korpora, som er sammensat ud fra hvilken genre, de hver især tilhører Tekstgenrer og teksttyper En tekst kan defineres som en sproglig enhed, der opfylder en kommunikativ funktion. Den består af én eller flere sætninger, som er semantisk forbundne. Tekster kan variere meget i længde, lige fra den korteste form for tekst, der kun består af ét enkelt ord (f.eks. ordet Stop på et stopskilt, der til trods for sin korthed er ubrudt og fuldkomment og formidler et budskab) og til tekster på flere tusinde sider. Der findes flere forskellige teksttyper, og alt afhængig af hvilket kommunikativt formål afsenderen har, vil teksttypen variere. De kan være: narrative à fortælle modtager noget deskriptive à beskrive noget for modtager ekspositoriske à fremstille noget for modtager argumentative à overbevise modtager om noget direktive à få modtager til at gøre noget Derudover kan tilføjes: - - ekspressive à afsender udtrykker en psykologisk tilstand kommissive à afsender udtrykker en forpligtelse - deklarative à afsender ændrer på virkeligheden i kraft af sin autoritet (Korzen og Lundquist 2004: 154) 43

44 Teksttype og tekstgenre er to begreber, som nogle gange blandes sammen. Der er dog en meget vigtig forskel på begreberne. Teksttype refererer til afsenders intention eller formål med teksten som illustreret ovenfor. Tekstens genre refererer til dens konkrete form sprog- og situationsspecifikt og underkastet forskellige konventioner og formalitetskrav. 66 Man kan således godt forestille sig, at der inden for den samme tekstgenre findes forskellige teksttyper. F.eks. i en dom, som kunne starte med at beskrive et hændelsesforløb (deskriptivt), der ender ud i en dom (direktivt). Genrebegrebet er meget bredt og bruges til at analysere en hvilken som helst tekst. Jo mere kompleks verden bliver, jo flere genrer opstår der også. Især med informations- og forbrugersamfundets komme er genrebegrebet blevet så omfattende, at det næsten kan virke helt uoverskueligt. Alene når vi modtager vores post, bliver vi præsenteret for reklamer, tilbudsaviser, medlemsblade, regninger, morgenaviser, naboklager etc. Alle disse tekster repræsenterer hver især deres genre, som vi for det meste genkender øjeblikkeligt ud fra en række karakteristiske træk ved form og indhold. Hvis vi ikke var i stand til at skelne den ene genre fra den anden, ville vi være nødt til at foretage en mere eller mindre grundig gennemlæsning af enhver tekst for overhovedet at vide, hvad vi havde med at gøre. Det ville i høj grad gøre det vanskeligt at kapere større mængder af information. Som tidligere nævnt, er en genre bestemt ud fra nogle mere eller mindre faste konventioner om form og indhold. En genre har nogle bestemte træk, der gør, at vi kan genkende den, og disse træk vil ofte være nøje struktureret. Man taler derfor ofte om en genres trækstruktur. Når vi skal forfatte en ny tekst er det sjældent sådan, at vi skal starte helt fra bunden og opfinde en helt ny måde at skrive på. Der vil som regel herske bestemte konventioner, som vi vil holde os til og strukturere vores tekst ud fra. Et speciale skrevet på en videregående uddannelsesinstitution vil således have en helt bestemt trækstruktur, nærmest en skabelon, som den studerende tager og sætter et stykke tekst ind i. Der vil være en forside efterfulgt af en indholdsfortegnelse. Dernæst en indledning, en problemformulering etc. Samme princip vil også gælde for en festinvitation, selvom strukturen vil være mindre avanceret og knap så fast. 66 (Korzen og Lundquist 2004: 155) 44

45 Selvom der langt fra altid vil være deciderede krav om at bruge en bestemt struktur inden for en given genre, overholdes genrens konventioner som oftest, da det letter skrivearbejdet for tekstforfatteren og forståelsen hos modtageren. Mange ville f.eks. studse gevaldigt over en domsafsigelse skrevet i lyrisk form, selvom der ikke er noget, der forbyder dommeren at bruge en sådan form. Det, der med andre ord ville ske her, er, at modtagerens forventninger til teksten ikke ville stemme overens med form og indhold, hvilket kommunikationen kunne lide skade under. Dette er en meget vigtig pointe, når det gælder genrer. Når vi beskæftiger os med en given genre, har vi allerede på forhånd en forventning om, hvad vi som modtagere bliver præsenteret for. Alt afhængigt af hvem vi er og hvilke interesser og behov vi har, vil vi derfor beskæftige os med forskellige genrer Specialets genrer I nærværende speciale indgår to genrer, som begge figurerer inden for en EU- kontekst. Det drejer sig om imagebrochurer og retstekster. Imagebrochurer er i udpræget grad en genre, der benyttes af virksomheder, men ses altså også i en mere politisk sammenhæng, hvilket er tilfældet med de imagebrochurer, EU udgiver. Hovedformålet med en imagebrochure er at præsentere interesserede parter for generelle og mere permanente forhold, som vedrører virksomheden eller institutionen 67 for derigennem at differentiere sig selv. Dette virker umiddelbart som noget, der er mere oplagt for en virksomhed, der ønsker at sælge sig selv og overbevise omverdenen om, at de er værd at investere i, hvilket ikke på samme måde kan være et formål for en supranational union som EU. Når denne genre alligevel benyttes i EU s institutioner, kan det ses som et udtryk for, at EU ønsker at informere om sine aktiviteter på en måde, som er let overskuelig. Vi må ikke glemme, at imagebrochuren i høj grad også er et visuelt medie, som udover tekst kommunikerer gennem billeder, farver og figurer. Da dette speciale på ingen måde er en billedanalyse, vil jeg dog ikke komme yderligere ind på denne dimension. Det skal blot være med til at forklare, at imagebrochuren sigter mod at være imødekommende og spændende at 67 (Frandsen og Johansen 2005: 197) 45

46 læse for en bred modtagergruppe. Dette medfører en række krav til teksten, som bør være omhyggeligt formuleret. 68 Vi vil også senere komme til at se, at oversættelser om EU- image er karakteriseret ved at være af høj kvalitet (se p. 51). Af disse årsager må det betragtes som forventeligt, at EU s imagetekster viser en relativt høj grad af sproglig tilpasning og hensyntagen til specifikke sprogtypologiske karakteristika. Specialets anden genre, EU- retstekster, adskiller sig på mange punkter fra imageteksterne. Det er dog stadig en genre, der sættes høje sproglige krav til, og i EU findes der et sæt retningslinjer for udfærdigelsen af retstekster, som i mange henseender har karakter af en sprogkampagne i tråd med f.eks. Skriv klart. Et af budskaberne i disse retningslinjer er, at en retsakt skal affattes klart og præcist, så læseren ikke er i tvivl om noget. 69 Inden for denne genre eksisterer der således også et krav om høj tekstkvalitet og brugervenlighed. Retstekster er her blevet præsenteret som en genre for sig selv, men det skal også siges, at retstekster ikke nødvendigvis skal ses som én genre. Denne overordnede genre dækker nemlig over en lang række undergenrer, som f.eks. direktiver, beslutninger, forordninger etc. Mellem disse undergenrer kan der godt findes diskursive forskelle, som indvirker på sprogbrugen. Direktiver er f.eks., som navnet antyder, direktive og forsøger at opstille regler, der skal få modtageren til at gøre eller ikke at gøre noget bestemt. Beslutninger har mange deskriptive elementer, idet de forsøger at beskrive en række hændelser, der har ført hen til en given beslutning. Til trods for disse forskelle er der dog grund til at tro, at retstekster har en række fælles træk, som gør det muligt at behandle dem som en samlet genre: legal discourse is so conservative in its construction, interpretation and use that it often does not require a large corpus to determine its linguistic frequencies (Frandsen og Johansen 2005: 191) 69 Fælles praktisk vejledning p (Bhatia 2004: 207) 46

47 Den konservative måde at opbygge retstekster på indikerer, at der inden for genren generelt ikke er den store variation i sprogbrugen. For den efterfølgende analysedel betyder det, at der til trods for de to retskorporas beskedne størrelse er grundlag for at finde generelle sproglige tendenser. For selve genrebeskrivelsen betyder det, at vi har en indikation af, at vi har at gøre med en genre, som ikke tillader den store sproglige variation: Legislative genres such as rules and regulations, contracts and agreements are all extremely conservative and are often called frozen genres, where form- function correlations are rather fixed and every attempt is made to restrict the number of interpretations that a particular legislative statement can attract. 71 Alt i alt er der basis for at antage, at de to genrers natur vil medføre en målbar forskel i sprogbrugen, hvorfor genrekonventioner må ses som en betydelig faktor, når de to korpora skal analyseres og sammenlignes. Andre faktorer spiller dog også ind, bl.a. den modtagergruppe teksterne retter sig imod. Dette vil jeg komme nærmere ind på i det følgende, som omhandler diskursfællesskab Diskursfællesskab For afsenderen har genren den helt essentielle betydning, at vedkommende ved at kommunikere inden for en bestemt genre nogenlunde er klar over, hvem der kommunikeres med. Afsenderen henvender sig altså til en bestemt gruppe mennesker, som i og med at de vælger at læse den samme tekst, indgår i en form for fællesskab og har nogenlunde samme interesser og samme forudsætninger for at kunne forstå teksten. Dette kaldes et diskursfællesskab. Når man skriver en tekst inden for en given genre, må man gå ud fra, at de mennesker, der vælger at læse teksten, tilhører samme diskursfællesskab som en selv. 71 (Bhatia 2004: 206) 47

48 Forfatterens viden om det diskursfællesskab, han eller hun indgår i, kan være med til at bestemme, hvor avanceret og indforstået indholdet i teksten skal være. Reklametekster vil i mange tilfælde henvende sig til en meget bred læsergruppe, som ikke nødvendigvis deler den samme fagspecifikke viden. Et filosofispeciale om metafysik vil derimod henvende sig til en meget specifik gruppe af mennesker, som har en indgående baggrundsviden. I samme ombæring bør det nævnes, at diskursfællesskab ikke har noget med sprogfællesskab at gøre. Selvom alle danskere forstår dansk, er det ikke det samme som, at vi læser og interesserer os for alle danske tekster. Man kan endda sagtens forestille sig diskursfællesskaber, der går på tværs af landegrænser. Især i en EU- sammenhæng er dette meget relevant, da man som forfatter af en EU- tekst ikke nødvendigvis henvender sig til en bestemt national befolkningsgruppe, men ofte til specifikke interesse- eller faggrupper (f.eks. landmænd, fiskere, jurister etc.) på tværs af lande- og sproggrænser Oversættelse af EU- tekster i almindelighed og retstekster i særdeleshed Den udprægede standardisering i måden at skrive mange EU- tekster på kan være en faktor, der medvirker til en øget forekomst af temmelig uidiomatiske formuleringer, i og med at sprog, som tidligere nævnt, er meget forskellige med hensyn til syntaks, sætningslængde, retorisk stil og mange andre ting. I direktive EU- tekster (som f.eks. beslutninger og direktiver) bruges der typisk en karakteristisk romansk hypotaktisk tekststruktur med mange underordninger, hvilket kan give endog meget lange sætninger. 72 Samtlige EU- lande er blevet pålagt at bruge denne sætningsstruktur, hvilket på dansk giver nogle meget iøjnefaldende tekster, hvor hjælpeverbet kan være adskilt fra hovedverbet af flere siders tekst. Denne form for oversættelse virker meget markeret på dansk, men har dybest set ikke noget med oversætteren at gøre. 72 (Korzen og Lundquist 2004: 170) 48

49 Det virker i det hele taget som om, at det kræver en vis form for ydmyghed at være EU- oversætter, da man langt hen ad vejen ikke er herre over sin egen oversættelse, men skal følge en lang række normer, der dikteres fra højere sted. 73 Som det tidligere er blevet vist (se pp ), virker det dog ikke umuligt at gøre noget for at tilpasse mange formuleringer, så de bliver mere danske. Men den helt specielle kontekst, som EU- tekster er en del af, gør tilpasningsspørgsmålet mere kompliceret end som så. I de fleste tilfælde vil man som oversætter stræbe efter, at den oversatte tekst tilpasses den nye målgruppe. Dette er dog ikke nødvendigvis tilfældet i alle EU- tekster. Først og fremmest skal man huske på, at EU- love, der oversættes til dansk, stadig er EU- love. Der er sådan set ikke tale om en dansk lov, der skal tilpasses en dansk kontekst. Der er tale om en tekst, hvis kontekst og også modtager i bund og grund forbliver de samme. Altså EU- lov skrevet til EU- borgere. En EU- lov har nøjagtig samme status for en dansker og en spanier, og deri ligger også logikken i at udtrykke sig så ensformigt som muligt. Man kan måske ligefrem sige, at teksterne optræder i en EU- kontekst, hvor de enkelte nationale modtagergrupper opløses eller udviskes og samles til én ny stor modtagergruppe, hvor hver enkelt modtager ikke skal betragtes som dansker, spanier etc., men først og fremmest som en EU- borger. Dette virker meget legitimt, da man i hvert fald rent juridisk set ikke kan komme uden om, at det er sådan, det forholder sig. En EU- tekst på dansk er selvfølgelig en dansk tekst, men først og fremmest en EU- tekst. Men den komplicerede europæiske virkelighed gør det svært at tro, at det er mere eller mindre ligegyldigt, hvordan man formulerer sig og at det ikke er en indsats værd at tage højde for bl.a. de sprogtypologiske forskelle f.eks. mellem dansk og spansk. Især i en EU- kontekst står man sjældent over for en helt objektiv modtager. Ikke engang når det gælder lovtekster. Langt de fleste europæere har accepteret den nuværende nationalstat som værende helt aldeles legitim. Derfor har de heller ikke de store problemer med at acceptere de nationale love, der udstedes. 73 (Wagner 2001b: 56) 49

50 I EU- sammenhæng er situationen dog lidt anderledes. Mange EU- borgere er skeptiske over for unionen og dens beføjelser, hvilket også i Danmark har medført en livlig debat om Danmarks position i EU. Selv ikke på allerhøjeste og mest kompetente niveau (jurister) er debatten om EU s beføjelser helt uden stærkt subjektive vurderinger: in Denmark, the judgement (of the European Court of Human Rights) in the Hauschildt case has left a deep trail of blood. 74 For at vende tilbage til det konkrete eksempel med præamblen til Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder opstilles problemet her, som om det nærmer sig noget, der ligner et helt demokratisk anliggende. Lundquist problematiserer det faktum, at både tekstgenre og sprogbrug (både på fransk, dansk og for den sags skyld også italiensk) ligner hinanden meget. Det skaber selvfølgelig nogle rent sproglige og ifølge Lundquists egne undersøgelser 75 også forståelsesmæssige problemer. Men derudover sætter hun også spørgsmålstegn ved det rimelige i, at Chartret i hele sin udformning virker bekendt for den franske modtager og i en vis grad fremmed for den danske modtager. Lundquist berører uden tvivl et stort emne her, som er det sproglige ligestillingsprincip og hvordan det udføres i praksis. Ligesom Lundquist holder jeg fast i det udgangspunkt, at sproglig ligestilling ikke opnås blot ved at publicere diverse dokumenter på alle sprog. Der findes sproglige karakteristika og særegenheder, som man bør tage højde for, hvis målet er, at alle EU- borgere skal få det samme ud af at læse et EU- dokument. Der begynder så småt at tegne sig et billede af et dilemma for EU, som også afspejles i oversættelserne: Hvordan kommer man tættere på borgerne samtidigt med, at man skaber en fælles EU- kultur med specielle formuleringer og specielle termer? Løsningen er ikke simpel, og det bedste svar behøver ikke nødvendigvis at være entydigt. Man kan sagtens forestille sig, at svaret varierer alt afhængigt af, hvilken genre man beskæftiger sig med, og hvem modtagergruppen er. 74 (Kjær og Palsbro 2008: 614) 75 I Lundquist (2003) præsenteres en undersøgelse af danske og franske læseres forståelse af præamblen. Den viser, at de franske læsere har lettere ved at forstå teksten, selvom begge grupper blev præsenteret for teksten på deres eget modersmål. 50

51 Jeg vil derfor komme lidt nærmere ind på genre og modtagergruppe i dette speciales anvendte empiriske materiale. Det første, jeg vil beskæftige mig med, er genre. Når vi taler EU- tekster, har Wagner (2001a) inddelt oversættelser i fem overordnede genrer eller teksttyper. Ligesom med al anden oversættelse tjener EU- oversættelser mange forskellige formål, og der er følgeligt stor forskel på, hvordan de udformes. Wagners inddeling er godt nok specielt rettet mod Kommissionen, men giver alligevel et meget godt billede af de genrer, der arbejdes med i EU: Lovgivning: Oversættelse i overensstemmelse med Kommissionens regler for lovgivende dokumenter Basisforståelse: Grov oversættelse, som regel for én person, som bruges til at forstå indholdet. Bliver ikke offentliggjort. Til information: Præcis oversættelse til internt brug. Bliver ikke offentliggjort. Til offentliggørelse: Oversættelse af høj kvalitet som skal offentliggøres og/eller distribueres til specialister eller den almene offentlighed. - Til EU- image: Oversættelse af høj kvalitet som er vigtig for Kommissionens image. 76 Går man mere i dybden, er det uden tvivl muligt at lave en yderligere underinddeling i genrer, men det vil jeg ikke komme mere ind på i denne sammenhæng. Yderligere er det værd at bemærke, at Wagners inddeling ikke fortæller os noget om, hvordan de enkelte genrer opbygges. Den giver kun en kort beskrivelse af oversættelsernes kvalitetsniveau, som dog heller ikke synes at være klart defineret. For hvad der helt præcist menes med grov oversættelse og oversættelse af høj kvalitet, kan være vanskeligt at udrede på baggrund af ovenstående inddeling. Alligevel giver den nogle forventninger til udformningen af de oversættelser, jeg vil arbejde med senere hen i opgaven. De to genrer, jeg vil beskæftige mig med i dette speciale, er lovgivning og EU- image, der som udgangspunkt er meget forskellige, men som begge, ifølge Wagner, er kendetegnet ved at have høje krav til oversættelseskvaliteten. Hvad der helt præcist menes med god kvalitet, kan 76 (Wagner 2001b: 265) 51

52 umiddelbart være lidt svært at finde en definition på, men det er under alle omstændigheder et emne, der behandles løbende i specialet, og måske vil analysen kunne give et mere tydeligt billede af, hvordan og om disse kvalitetskrav realiseres inden for hver tekstgenre. Udover genren finder jeg det også relevant at beskæftige mig med modtagergruppen, som sagtens kan variere fra genre til genre. Hvis vi igen tager fat i Kommissionen, får vi i EU- kampagnen Skriv klart at vide, at Kommissionens tekster primært henvender sig til tre målgrupper: - - EU- ansatte i Kommissionen og andre institutioner Eksperter uden for institutionerne - Offentligheden (som er langt den største gruppe) 77 I mange tilfælde kan modtageren godt være flere af disse målgrupper, og så bredt som de er formuleret, kan det godt være svært at sætte særlig mange ord på, hvad der karakteriserer de enkelte målgrupper. Det virker dog umiddelbart klart, at forskellen på den faglige viden er et afgørende element, når man skal adskille de tre målgrupper fra hinanden. Noget andet interessant er, at der slet ikke spekuleres i nationale modtagergrupper, men nærmere i interessemodtagergrupper (se afsnit om diskursfællesskab). Men hvilke målgrupper henvender de to udvalgte genrer (lovgivning og EU- image) sig så til? Lovgivningen er vel som udgangspunkt rettet mod alle tre målgrupper, idet den gælder for alle. Men lige som det er tilfældet med så mange andre juridisk tunge dokumenter, må man formode, at de primært henvender sig til fagfolk, som derefter kan videreformidle indholdet til den brede offentlighed. Ser man på EU- imagetekster, er billedet straks et helt andet. De er om noget det, der skal afspejle det folkelige element i EU, og de henvender sig i høj grad til offentligheden (den menige EU- borger). 77 Skriv klart p. 3 52

53 For selve oversættelsesprocessen må dette have en eller anden form for konsekvens. Wagner er kort inde på det ved at opstille en skelnen mellem grovoversættelser og oversættelser af høj kvalitet, men denne skelnen er langt fra fyldestgørende og gør os ikke særlig meget klogere på, hvad vi kan forvente af oversættelserne. Det kan dog konkluderes, at skelnen mellem genrer og genrernes betydning for en oversættelse er noget, der tages højde for i EU. Hvordan det praktiseres, vil man kunne undersøge ved hjælp af korpora, som sammensættes ud fra tekster inden for en given genre. I det følgende kapitel og i den efterfølgende analysedel, vil korpora og sammensætning af korpora være det primære omdrejningspunkt og vil blive behandlet både på et teoretisk og et praktisk plan. 53

54 3. Korpuslingvistik i oversættelsessammenhæng Begrebet korpuslingvistik er forholdsvist nyt og begyndte først at finde anvendelse tilbage i 1980 erne. 78 Disciplinen består i at undersøge lingvistiske fænomener ud fra store samlinger af tekster (korpora). Korpuslingvistikken har udviklet sig i takt med teknologien og de muligheder, computeraflæsning af tekstmateriale giver. Når et korpus kan sættes ind i en database, bliver det muligt at operere med meget store mængder af tekst på en forholdsvis overskuelig måde. Et eksempel på et stort korpus er British National Corpus, som indeholder mere end 100 millioner ord. 79 Anvendelsesmulighederne for korpora er mange, men i dette speciale vil jeg kun beskæftige mig med korpora i forbindelse med oversættelse. I denne forbindelse kan der indgå flere forskellige typer korpora, da det ikke kun drejer sig om selve oversættelsessituationen, men også om de sproglige fænomener, der kan identificeres ved hjælp af store tekstsamlinger og gøre oversætteren i stand til at træffe de rigtige beslutninger. Som vi vil se i det følgende, kan korpora sammensættes på flere forskellige måder alt efter, hvad man ønsker at undersøge. 3.1 Korpustyper Omdrejningspunktet for hele dette speciale er en analyse af EU- korpora. Derfor synes det at være på sin plads at give en ordentlig beskrivelse af, hvad et korpus er. For sprogforskere er brugen af korpora blevet en stadig mere integreret del af arbejdet, i takt med at den teknologiske udvikling har gjort det muligt at bearbejde større og større korpora med mere præcise og pålidelige resultater til følge. Den oprindelige definition på et korpus er en samling af tekster, men i og med at korpuslingvistikken bliver mere og mere omfattende, har det også været nødvendigt at udvide definitionen af et korpus. Baker (1995) definerer et korpus på tre forskellige måde: (i) et korpus er hovedsageligt en samling af tekster i maskinlæsbar form, som kan analyseres automatisk eller semiautomatisk på flere forskellige måder; (ii) et korpus er ikke længere begrænset til skreven tekst, men kan også omfatte talt tekst, og (iii) et korpus kan omfatte et 78 (Biel 2009: 1) 79 (Biel 2009: 1) 54

55 stort antal skrevne og talte tekster fra mange forskellige forfattere og omhandle et bredt spektrum af emner. 80 Korpuslingvistikken giver mulighed for at undersøge enorme mængder tekst og dermed finde mønstre i sprogbrugen. I oversættelsesøjemed er brugen af korpora blandt andet et værktøj til at undersøge, hvad der karakteriserer oversatte tekster. Flere 81 har stillet sig selv det spørgsmål, om oversatte tekster generelt er anderledes i sprogbrugen end originale tekster. Spørgsmålet synes relevant, da oversatte tekster og originale tekster forfattes på fundamentalt forskellige grundlag. En original tekst forfattes som udgangspunkt direkte til slutbrugeren (læseren) på det sprog (og i den kultur), som denne føler sig mest hjemme i. Kommunikationssituationen er dermed placeret i én sproglig og én kulturel kontekst. Sprogbrugen kan med andre ord forventes at være spontan (uden hensyntagen til andre sprogs konventioner) og, forudsat at forfatteren mestrer det sprog, han/hun formulerer sig på, idiomatisk korrekt. Oversættelser har per definition ikke denne spontanitet, da de produceres ud fra en anden tekst på et andet sprog, som ofte repræsenterer en anden kultur. Den oversatte tekst vil derfor altid have udgangspunkt i noget, der er skrevet på et andet sprog. En oversættelse kan altså siges at være en tilpasning 82, hvor den mest oplagte og iøjefaldende tilpasning er udskiftningen af ét sprog med et andet. Tilpasningen foregår dog også på mange andre niveauer, og det er her, at korpuslingvistikken (i hvert fald i nogle tilfælde) bliver relevant. Som nævnt ovenfor, formodes originaltekster at være idiomatisk korrekte og dermed en målestok for, hvad der er konventionel og generelt accepteret sprogbrug. Oversætterens opgave må ligeledes være at producere en tekst, der overholder målsprogets konventioner. Man kan selvfølgelig forestille sig oversættelser, hvor andre hensyn kommer i første række (f.eks. dokumentariske oversættelser af juridiske tekster, hvor modtageren er fuldt ud bevidst om, at det drejer om en oversættelse og muligvis har originalversionen ved sin side), men alt andet lige har oversættelsen, akkurat som originalteksten, en kommunikativ funktion, som 80 (Baker 1995: 225) 81 Både Toury, Baker og Biel kommer ind på såkaldte translation universals, som også vil blive beskrevet senere i opgaven. 82 Her mener jeg tilpasning i almindelig forstand og ikke den specifikke oversættelsesstrategi, som præsenteres af Vinay og Darbelnet. 55

56 bedst udføres ved at holde sig til konventioner, som modtageren accepterer og finder naturlige. Dette faktum skaber nogle krav til oversættelsen, som brugen af korpora kan gøre det lettere at identificere og opfylde. Med et korpus er det muligt at spore specifikke sproglige fænomener og sammenligne disse i oversatte og ikke- oversatte tekster. Inden jeg går videre, er det også vigtigt at komme med en udvidet definition på et korpus, som passer til en oversættelsessammenhæng, da den ovenstående definition ikke siger noget om, hvilket sprog teksterne er forfattet på. I oversættelsessammenhæng kommer Baker (1995) med denne inddeling af korpora: (i) (ii) Parallelle korpora Multilingvale korpora (iii) Sammenlignelige korpora 83 Senere hen er der dog kommet flere teoretikere til, som har lavet en lidt anderledes inddeling. En af disse er Biel (2009), som langt hen ad vejen ligner Baker i sin inddeling af korpora, men som alligevel bringer en ny dimension til Monolingvale korpora For det første præsenterer Biel det traditionelle monolingvale korpus bestående af ikke- oversatte tekster som et korpus, der kan bruges til studier i forbindelse med oversættelse. Denne type korpus giver mulighed for at studere sprogbrugen på et bestemt sprog og har flere anvendelsesmuligheder. Bl.a. bruges det til at undersøge forskelle på fagsprog, som f.eks. juridisk sprog, og ikke- fagsprog. Det tjener udelukkende til en intralingval analyse, og der vil i mange tilfælde være tale om en genreanalyse, som dog senere hen i oversættelsesøjemed kan vise sig ganske brugbar. 83 Min oversættelse 56

57 3.1.2 Parallelle korpora Når det kommer til de parallelle korpora er Biel og Baker forholdsvis enige om definitionen. Baker (1995) definerer et parallelt korpus som værende originale kildetekster på ét sprog og deres oversatte versioner på et andet sprog. Denne type korpus finder meget stor anvendelse i oversættelsesværktøjer som f.eks. Trados, der bygger på såkaldte Translation Memories (TM) tekstdatabaser, hvor man kan samle store mængder af kildetekster og deres oversatte versioner. Et parallelt korpus kan give oversætteren et indblik i, hvordan diverse termer, sætningskonstruktioner etc. er blevet oversat ved tidligere lejligheder. Der er ingen tvivl om, at de parallelle korpora i nutidens oversættelsesværktøjer har medført store fremskridt for oversætterbranchen og gjort det muligt for den enkelte oversætter at gennemarbejde meget store mængder tekst på relativt kort tid. En anden stor ændring, der er kommet med brugen af parallelle korpora og korpora i det hele taget, er skiftet fra en præskriptiv til en deskriptiv tilgang til oversættelsesarbejdet. 84 I stedet for en ordbog, der giver et eller flere forslag til oversættelse af et ord, har man nu et korpus, der fortæller, hvordan andre oversættere (eller en selv) har forholdt sig til en given problemstilling på et tidligere tidspunkt. Mere uenighed finder man i den videre beskrivelse af de forskellige typer korpora. Især når det kommer til Bakers multilingvale korpora Multilingvale korpora Ifølge Baker (1995) består et multilingvalt korpus af to eller flere monolingvale korpora skrevet på forskellige sprog og forfattet i lignende kontekster. Det være sig inden for samme institution, samme tekstgenre, tidsperiode etc. Den store fordel ved multilingvale korpora er, at de giver mulighed for at studere, hvordan forskellige sprog formuleres naturligt 85 (originalt). Disse korpora er derfor til meget stor nytte for folk, der er ved at uddanne sig 84 (Baker 1995: 231) 85 Gennem hele specialet antager jeg, at der er den grundlæggende forskel på oversatte og ikke- oversatte tekster, at de ikke- oversatte tekster er formuleret spontant, hvilket i denne sammenhæng vil sige formuleret, som en indfødt ville gøre det og uden udgangspunkt i en anden tekst skrevet på et andet sprog. Uanset hvor god en oversættelse er, vil den aldrig opnå samme status. 57

58 inden for oversætterfaget og for allerede uddannede oversættere, der ønsker at forbedre deres kvalifikationer. En væsentlig mangel ved denne definition er dog for det første, at det ikke specificeres, om der er tale om oversatte eller ikke- oversatte tekster eller ligefrem begge dele. Man må dog gå ud fra, at der er tale om ikke- oversatte tekster, når man tager højde for de ovenfornævnte anvendelsesmuligheder. Noget andet er, at Baker laver en skelnen mellem multilingvale og sammenlignelige korpora, som muligvis ikke giver den mest ideelle og systematiske inddeling. Biel fjerner sig lidt fra denne inddeling og sætter to forskellige typer korpora ind under samme kategori, nemlig sammenlignelige korpora. Dette giver en inddeling, der ser ud som følger: 1. Sammenlignelige korpora a. Monolingvale sammenlignelige korpora b. Bilingvale eller multilingvale sammenlignelige korpora På denne baggrund kan det altså konstateres, at når Baker taler om multilingvale korpora, er der tale om korpora på to eller flere sprog. Baker skelner altså ikke på samme måde som Biel mellem bilingvale og multilingvale korpora. Logikken i Biels inddeling skal findes i, at disse typer korpora overordnet set tjener næsten samme formål. Biel refererer til begge typer som værende translation- driven corpora since their design is motivated by translation research or training yet they do not contain source texts (STs) and corresponding target texts (TTs). 86 Biels bilingvale og multilingvale sammenlignelige korpora svarer til Bakers multilingvale korpora, som er beskrevet ovenfor. De monolingvale sammenlignelige korpora svarer til Bakers sammenlignelige korpora, som vil blive nærmere beskrevet i det følgende. 86 (Biel 2009: 3) 58

59 3.1.4 Monolingvale sammenlignelige korpora Denne type korpora er, som tidligere nævnt, beskrevet på forskellige måder hos hhv. Baker og Biel. Baker kalder dem sammenlignelige korpora, og Biel kalder dem monolingvale sammenlignelige korpora. De består af et sæt originale tekster og et sæt oversatte tekster. Alle skrevet på det samme sprog. Denne type korpora gør det muligt at identificere fænomener, som er typiske for oversatte tekster uden at kigge på de oversatte teksters kildeversioner. Flere forskere har brugt denne type korpora til at undersøge, om man kan komme med konkrete eksempler på, hvad der adskiller oversatte tekster fra originale tekster. Dette ses bl.a. hos Corpas Pastor (2008) og Boto (2006), som med udgangspunkt i hypotesen om, at oversatte tekster ligner hinanden mere end originale tekster (Toury 1995), har undersøgt forekomsten af specifikke sproglige fænomener, som er typiske for spansk. Hverken Corpas Pastor eller Boto har kunnet bekræfte hypotesen, men deres metode er interessant, da den tager fat om et tema, der med mere forskning har mulighed for at skabe grundlæggende forbedringer inden for oversættelseskvaliteten, såfremt man går ud fra, at originaltekster er målestokken for god tekstkvalitet. Alt andet lige må man dog konstatere, at originaltekster har den iboende kvalitet, at de er skrevet og formuleret på et sprog, som læseren umiddelbart har let ved at acceptere som sit eget. Her tænker jeg hovedsageligt på sprogbrugen og måden at udtrykke sig på. En oversat tekst, der ikke rammer den konventionelle og bredt accepterede sprogbrug, vil have sværere ved at blive forstået efter hensigten (opfylde oversættelsens skopos) og blive anerkendt som andet end en oversættelse. Formålet med dette speciale er at komme med forslag til, hvordan EU kan gøre deres (oversatte) tekster mere brugervenlige og dermed nærme sig borgerne og blive mere vedkommende. Min grundlæggende hypotese er, at det sker ved at skrive i et sprog, der virker bekendt for den enkelte borger, hvilket automatisk gør originalt forfattede tekster til målestok for den gode kvalitet. Det kan dog indvendes, at der ofte er andre og meget essentielle ting at tage hensyn til i EU- tekster, som f.eks. homogenitet i samtlige sprogversioner og formulering af EU- specifikke fænomener Wagner (2001b) påpeger, at EU- tekster ofte ikke egner sig til at blive tilpasset en bestemt national kultur, da de som regel omhandler fænomener, som er EU- specifikke og derfor ikke bør tilpasses de enkelte nationale kontekster, men formuleres i deres originale form, så de efterhånden kan blive en del af en fælles EU- kultur. 59

60 For at vende tilbage til korporabeskrivelsen kan man sige, at Bakers beskrivelse af sammenlignelige korpora stopper ved de monolingvale og ikke inddrager korpora med mere end ét sprog. Som tidligere nævnt findes denne skelnen hos Biel, og for at give et helt klart billede af Biels inddeling af korpora til brug i forbindelse med oversættelsesstudier, som jeg vil tage udgangspunkt i videre frem i opgaven, illustreres den hermed: 1) Monolingvale korpora 2) Sammenlignelige korpora a) Monolingvale sammenlignelige korpora b) Bilingvale eller multilingvale sammenlignelige korpora 3) Parallelle korpora 3.2 Korpora i indeværende speciale Analysen i indeværende speciale foretages ud fra to korpora af EU- tekster. Den unikke sprogsituation i EU gør det svært at definere, hvilken slags korpora vi har med at gøre, da de befinder sig et sted mellem de parallelle og de bilingvale sammenlignelige korpora. De er parallelle i og med, at det drejer sig om to sprogversioner af samme originaltekst. Dog passer dette speciales korpora ikke helt til Bakers definition på de parallelle korpora, da ingen af sprogversionerne kan siges at være originale. Man må formode, at både de danske og spanske EU- tekster er oversættelser. Det er i hvert fald ikke muligt at bevise, at de er originale. Samtidigt kan de siges at være bilingvale sammenlignelige korpora, da der er tale om to sæt korpora på to forskellige sprog, som er skrevet i den samme kontekst. Men heller ikke definitionen på de bilingvale sammenlignelige korpora passer i denne sammenhæng, da der ikke er tale om originale tekster. Biel berører i sin korpusbeskrivelse den specielle EU- situation og nævner Kommissionens Acquis Communautaire, som samler juridiske tekster på alle EU s officielle sprog. Hun nævner selv, at der er tale om et multilingvalt korpus ( the Acquis Communautaire, the largest multilingual corpus of EU legislation and ECJ rulings ), men også at det drejer sig om parallelle 60

61 tekster ( The DGT s Translation Memory of the Acquis contains parallel texts for EU languages ). 89 Det helt unikke ved denne type korpora er, at der ikke indgår nogle originalt forfattede tekster. 90 Dette faktum har naturligvis stor indflydelse på, hvad det egentligt kan bruges til, og hvad der nødvendigvis må blive undersøgt. Nedenfor beskrives i flere detaljer, hvordan dette speciales korpus er sammensat. 3.3 Korpusbeskrivelse Til analysen i dette speciale anvendes et korpus, som er sammensat af danske og spanske EU- tekster. Karakteristisk for teksterne er, at der udelukkende er tale om oversættelser, hvilket i EU- sammenhæng ville blive kaldt danske og spanske sprogversioner. Det overordnede korpus, som er alle de anvendte tekster, kan opdeles i to store subkorpora, som vil blive gennemgået hver for sig. Det ene består af EU- imagetekster og det andet af EU- retstekster. Det første korpus, som består af EU- imagetekster, er det mest omfattende. Det skyldes, at teksterne omhandler mange forskellige emner og er skrevet i et mindre fagligt sprog. Det er derfor forventeligt, at det kræver et større korpus, før man kan observere et mønster i teksternes sprogmønster. Eftersom det andet korpus er det mest specialiserede, er det også det mindste. Juridiske tekster er, også i EU- sammenhæng, karakteriseret ved en høj grad af standardisering, hvilket sandsynliggør, at der kan opnås et tilfredsstillende resultat med et mindre korpus. 91 Begge korpora består af spanske tekster og de tilsvarende sprogversioner på dansk (Jeg vælger bevidst at undlade at bruge ordet oversættelse, da der med al sandsynlighed ikke er tale om en dansk oversættelse af en spansk tekst eller vice versa). De to korpora vil blive undersøgt hver for sig, og jeg vil derfor opnå to resultater. Et for sprogbrugen i EU- imagetekster og et for sprogbrugen i EU- retstekster. I begge tilfælde vil resultatet omhandle 88 Biel undtager irsk 89 (Biel 2009: 4) 90 Der må nødvendigvis findes en original, men denne vil ikke have status som sådan, da alle sprogversioner betragtes som ligestillede originaler. 91 Jfr. citater fra Bhatia pp

62 sprogbrugen på både dansk og spansk. Til arbejdet vil jeg benytte mig af softwareprogrammet Wordsmith Tools Translation universals Korpuslingvistikken har gennem de seneste år været en afgørende del af studier inden for oversættelse, og skønt det grundet den nødvendige teknologiske kapacitet kun er relativt kort tid siden, at man for alvor har kunnet begynde at arbejde effektivt med meget store korpora 92, er brugen af korpora til lingvistiske studier gået hen og er blevet ganske udbredt. Man kan undersøge ting, som ikke før var mulige, hvilket blandt andet har åbnet for konkret forskning inden for området translation universals, altså fænomener, der er gennemgående for oversættelser. Med translation universals undersøger man, hvad der adskiller oversættelser fra originale tekster, hvorved oversættelser behandles som en slags genre for sig selv. Samtidigt prøver man at finde svar på, om oversættere har en tendens til at formulere sig anderledes end forfattere af originaltekster. Ved at opsætte en gruppe translation universals får man også et bedre grundlag for at kunne bedømme og analysere sprogbrugen i et korpus af oversatte tekster, hvorfor jeg vil dedikere det følgende til Bakers translation universals. Baker opstiller fire hypoteser om oversættelsers natur i forhold til originale tekster skrevet på det samme sprog: Simplifikation: Oversættelser har en tendens til at bruge et mere simpelt sprog end originaltekster. Eksplicitering: Oversættelser har en tendens til at være mere eksplicitte og forklarende og lade færre ting være implicitte. Udligning: Oversatte tekster ligner hinanden mere end originaltekster. Standardisering: Oversættelser har en tendens til at ty mere til formuleringer, der er karakteristiske for målsproget og være mindre villige til at vælge kreative og ukonventionelle løsninger Der vil naturligvis være en vis subjektivitet i, hvad man vælger at kalde et stort korpus. Men mange korpuslingvister anser +1 million ord som et krav for at kunne opnå tilfredsstillende resultater. Eksempelvis har British National Corpus (BNC) +100 millioner ord. 93 (Biel 2009: 7) 62

63 Baker er ikke alene om at have denne opfattelse, og også andre har gjort sig lignende observationer. Blandt andet Toury (1995), som snakker om laws of growing standardization and interference og Bowker (2001), som går skridtet videre og i et forsøg med studerende kommer med konkrete eksempler på standardisering eller normalisering og samtidigt problematiserer dette fænomen: In the student translations, a number of students translated envoyer au tapis by replace and some others selected overtake. These translations are examples of normalizations the author s creativity has been neutralized. 94 Bowker hævder endda, at det kan gå ud over oversættelsens skopos, hvis den rammer et helt andet normaliseringsniveau end kildeteksten. Fælles for dem alle er, at de mener at kunne udpege, hvad der er karakteristisk for oversatte tekster og hvad der generelt adskiller dem fra originaltekster. Man kan naturligvis forestille sig, at der kan være forskelle mellem forskellige sprogkombinationer, og skal man kunne tale om deciderede translation universals, vil det naturligvis kræve omfattende studier af tekster (både oversatte og ikke- oversatte) på mange forskellige sprog. Det er forståeligt nok svært at opstille generelle tendenser for så bredt et fænomen som oversættelser, og senere studier har faktisk vist, at der sagtens kan sættes spørgsmålstegn ved gyldigheden af disse translation universals. Både Corpas Pastor (2008) og Boto (2006) er ved hjælp af store spanske (monolingvale) sammenlignelige korpora gået mere i dybden med forskellene på oversatte og ikke- oversatte tekster. Med udgangspunkt i translation universals har de undersøgt forekomsten af specifikke sproglige fænomener, som er typiske for spansk. Ingen af dem har dog kunnet finde betydelige forskelle på de oversatte og de ikke- oversatte tekster, så man må konstatere, at det i et større omfang kan være vanskeligt at udpege, hvor man ser disse translation universals. Men i og med at dette speciale beskæftiger sig meget med sprogtypologi og karakteristika ved henholdsvis endocentriske og exocentriske sprog, bliver Bakers translation universals 94 (Bowker 2001: 355) 63

64 relevante, da de kunne tale for en ganske stor målbar forskel på danske og spanske tekster (jfr. oversættelsers tendens til at overdrive brugen af konventionelle formuleringer). Omvendt har EU gennem flere sprogkampagner (se afsnit om sprogpolitik), forsøgt at opstille fælles retningslinjer for sprogbrugen i alle EU- lande, hvilket kunne tale for, at man må forvente forskellige sprogversioner af samme tekst formuleret på nogenlunde samme måde. Kort og godt er der mange faktorer, der kan tale både for og imod det ene eller det andet resultat. 64

65 4. Analyse af korpora Det er på baggrund af dette teoretiske fundament, at jeg vil foretage en analyse af korpora, jeg selv har sammensat. Det er tidligere blevet beskrevet, hvad de består af, men jeg vil i dette afsnit komme med en mere præcis beskrivelse. Inden da vil jeg dog først gennemgå dispositionen for dette analyseafsnit. Analysen vil overordnet set bestå af to dele. Første del omhandler EU- imagetekster, og anden del vil fokusere på EU- retstekster. Som afslutning på analysen vil jeg diskutere resultaterne og den betydning, de måtte have. Begge analyseafsnit vil indeholde en uddybende metodebeskrivelse samt en præsentation af de anvendte korpora. 4.1 Uddybende metodebeskrivelse Analysen i dette speciale er baseret på korpora, og jeg vil derfor benytte mig af et af de værktøjer, som finder stor anvendelse inden for korpuslingvistikken. Det drejer sig om Wordsmith Tools, som er et softwareprogram, der giver mulighed for at foretage diverse søgninger og målinger i indsamlede korpora. Jeg vil ikke komme med en udtømmende gennemgang af mulighederne med Wordsmith Tools, men blot forklare hvordan jeg har brugt programmet. Det, jeg i første omgang vil bruge Wordsmith Tools til, er at måle forekomsten af deverbale substantiver i henholdsvis de danske og de spanske korpora. Dernæst vil jeg lave søgninger på enkelte udvalgte spanske deverbale substantiver. Det gør jeg ligeledes for at måle, hvor mange gange de forekommer, men også for at analysere konkrete teksteksempler, hvori disse deverbale substantiver indgår, og for at sammenligne dem med de tilsvarende danske teksteksempler. For at indføre en hvis form for systematik i denne søgning, har jeg valgt at søge på de endelser, som er karakteristiske for nominaliseringer. 95 På spansk drejer det sig om endelserne - ión, - miento, - mento, - aje, - ancia, - anza og - dura, og på dansk er det endelserne - 95 Se afsnittet om deverbale substantiver pp

66 else, - ing og - ion. I Wordsmith- funktionen concord giver dette mulighed for at se alle forekomster af ord, der slutter på en given endelse. Dette gøres ved at lave søgninger ved hjælp af trunkeringer. En sådan søgning kunne se således ud: *miento*. Endelsen er trunkeret i begge ender for at medtage alt, der kommer både før og efter. På den måde finder man alle de ord eller tokens, der har miento/mientos som endelse. Eksempel på en trunkeret søgning i Wordsmith Tools I et enkelt tilfælde vil det dog være nødvendigt at udvide søgningen. Det drejer sig om endelsen ión, hvis accent gør det nødvendigt at lave en separat søgning, der medtager pluralisformen iones for at finde samtlige forekomster. En søgning på *ión* vil kun give resultater i singularis, idet accenten over o forsvinder i pluralis. Omvendt vil en søgning på *ion* ikke give resultater i singularis, da der mangler en accent. Dette er dog et enestående tilfælde, da de resterende endelser, der vil blive søgt på, ikke indeholder accenter. F.eks. vil en søgning på *miento* således give resultater både i singularis og pluralis. I det danske tilfælde skal der findes endnu flere endelser, da man både i singularis og pluralis skal medtage en bestemt og en ubestemt form (f.eks. else, elser, elsen, elserne). Dette kræver 66

67 dog ikke ekstra søgninger, men klares ved hjælp af den ovenstående fremgangsmåde (f.eks. *else*). Der vil i de fleste tilfælde være så mange forekomster, at det ikke virker hensigtsmæssigt at foretage en manuel optælling. Den foregår i stedet via funktionen collocates, som viser, hvor mange gange hvert enkelt ord optræder. Denne funktion redegør for, hvilke ord der optræder sammen med de ord, der fremgår af søgningen, samt hvor mange gange hver given kollokation optræder. Men da funktionen samtidigt opfatter hvert enkelt ord, der fremgår i søgningen, som en kollokation i sig selv, kan den også fortælle, hvor mange gange hvert enkelt søgeord optræder i et korpus. Søger man f.eks. på *ión, fremgår alle ord med denne endelse, og man vil under collocates kunne se, hvor mange gange hvert enkelt ord optræder (eksempel: creación with creación: 54). Her må man dog være påpasselig, da man ikke kan gå ud fra, at alle ord, der har den valgte endelse, kan betragtes som deverbale substantiver (f.eks. avión). Denne form for søgning indebærer i sagens natur, at jeg har måttet udvælge en række spanske og danske nominaliseringsendelser. Denne udvælgelse medfører også den første indvending til den valgte metode: Det brede udvalg af nominaliseringsendelser gør, at der på ingen måde er garanti for, at alle er medtaget. En anden ting er, at mange deverbale substantiver er så indgroede i sproget, at de for det første kan være svære at genkende og for det andet knap nok kan defineres som sådanne (eksempel: Unión Europea Unión à Unir). Der vil altså alt andet lige være tale om en subjektiv udvælgelse, som ikke er udtømmende og som først og fremmest skal ses som værende repræsentativ. Ud fra disse omstændigheder har jeg vurderet, at metoden har brug for et ekstra element for at kunne danne grundlag for en brugbar analyse. Derfor har jeg inden for hver genre desuden valgt at udtage ét bestemt deverbalt substantiv på spansk og undersøge, hvordan dets betydning optræder i de danske tekster. Hvad jeg har valgt at udtage, fremgår af analyseafsnittene om de to anvendte korpora. Derudover vil de målte resultater blive præsenteret og afslutningsvis diskuteret. 67

68 4.2 EU- imagetekster Som tidligere nævnt (se p. 51) bliver denne type tekster af Wagner beskrevet som oversættelser af høj kvalitet, som har en stor imageværdi. Samtlige anvendte tekster i nærværende speciale findes via EU s egne netsider, som, blandt mange andre, findes i både en dansk og en spansk udgave. 96 De er alle lavet som brochurer og findes i både elektronisk og trykt form. De elektroniske udgaver findes som word- og pdf- dokumenter. I dette speciale er det udelukkende word- udgaverne, der er blevet benyttet, da pdf- udgavernes billeder og illustrationer ikke er af interesse for denne analyse, som udelukkende vil fokusere på det sproglige indhold. Hver brochure findes i en dansk og en spansk sprogversion, og både det danske og det spanske korpus består af tekster, der er forfattet ud fra samme udgangstekst. Jeg har udvalgt 18 danske tekster og de tilsvarende 18 spanske versioner, og den samlede korpusstørrelse er på ord. 97 Samtlige tekster er blevet bearbejdet i softwareprogrammet Wordsmith Tools 5.0. Som allerede nævnt i ovenstående metodebeskrivelse vil jeg foretage en søgning på en række nominaliseringsendelser og derefter lave optællinger over, hvor mange gange de forekommer i hhv. det spanske og det danske korpus. Både på spansk og dansk har jeg et udvalg af endelser, som repræsenterer langt størstedelen af de deverbale substantiver, men dette er ikke nogen forsikring for, at alle er medtaget i analysen. Når man foretager en optælling, viser der sig alligevel et klart billede af brugen af deverbale substantiver på henholdsvis spansk og dansk. Optællingen gav følgende resultat: 98 Spansk: 2688 forekomster Dansk: 1509 forekomster 96 og ord i de danske imagetekster og ord i de spanske imagetekster 98 Se bilag 1 for den detaljerede optælling 68

69 Wordsmith Tools opgiver i sin collocates- funktion kun kollokationer, der optræder minimum 5 gange, så ovenstående tal er ikke et udtryk for det samlede antal forekomster af deverbale substantiver. Det interessante må derfor være at kigge på forholdet mellem de to tal. På spansk er der næsten dobbelt så mange deverbale substantiver som på dansk (2688/1509= 1,78). Tallet i parentes kan af de ovenforstående grunde kun ses som et estimat og fortæller os udelukkende, at der er en klart større brug af deverbale substantiver i de spanske tekster. Vi mangler stadigvæk at se, hvad der egentlig sker på dansk, når der vælges et deverbalt substantiv på spansk. Til det formål har jeg udvalgt creación 99, som er et af de hyppigst forekommende deverbale substantiver i det spanske korpus. Valget er faldet lige netop på creación, fordi jeg har vurderet, at det er et af de tilfælde, hvor forfatteren/oversætteren har haft et reelt valg mellem en nominalstil og en verbalstil, hvilket, efter min vurdering, ikke i samme grad ville have været tilfældet med información, som ellers har vist sig at være et ganske hyppigt optrædende deverbalt substantiv i dette korpus. 100 Creación optræder samtidigt i størstedelen af teksterne i det spanske imagekorpus (14 ud af 18 tekster), hvilket taler for, at det er at finde i flere forskellige kontekster og er genstand for flere forskellige oversættelsesmuligheder. Næste sides screenshot illustrerer, hvordan Wordsmith Tools fremviser alle de teksteksempler, hvor det pågældende søgeord creación optræder. 99 Jeg har kun medtaget singularisformen 100 Se bilag 1 69

70 I første omgang har jeg optalt, hvor mange gange det optræder og dernæst sammenlignet hver forekomst med den danske sprogversion. Denne optælling gav følgende resultat: - Antal gange creación optræder i det spanske korpus: Deverbale substantiver der udtrykker creación i det danske korpus: 22 Det er med andre ord i under halvdelen af tilfældene, at man på dansk har valgt at bruge et deverbalt substantiv, når der på spansk er blevet brugt creación. Trods det spinkle statistiske grundlag følger dette stadig tendensen fra den overordnede optælling af deverbale substantiver, hvor der på spansk var 1,78 gange så mange forekomster som på dansk. Men det statistiske indhold er heller ikke det primære fokus i dette tilfælde. Jeg vil i det følgende i 101 Egentlig optræder det 54 gange, men en enkelt gang er det i et tekststykke, der fortæller om regionale forhold og er forskelligt fra sprogversion til sprogversion. 70